PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

6. marts 2008

Sag F-105/07

R bis

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – vilkårene for prøvetidens afvikling – forlængelse af prøvetiden – udnævnelse – afvisning«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved R bis bl.a. har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afslag af 27. juni 2007 på sagsøgerens klage af 13. marts 2007 over afslaget på den anmodning om betaling af erstatning, sagsøgeren havde indgivet den 8. november 2006. Desuden en påstand om, om fornødent at annullere Kommissionens afslag af 13. februar 2007 på den anmodning om betaling af erstatning, sagsøgeren havde indgivet den 8. november 2006, og Kommissionens afslag af 19. december 2005 på såvel klagen som på anmodningen om erstatning af 17. august 2005. Endelig påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning på 2 500 000 EUR for den skade, sagsøgeren hævder at være forvoldt af institutionen.

Udfald: Søgsmålet afvises. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Procedure – antagelse til realitetsbehandling – behandling efter de gældende regler på tidspunktet for stævningens indgivelse

(Personalerettens procesreglement, art. 76)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – frister

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Retspleje – sagsomkostninger – søgsmål ved Personaleretten

(Personalerettens procesreglement, art. 122)

1.      Selv om reglen i artikel 76 i Personalerettens procesreglement, hvorefter Retten ved kendelse kan afvise en sag, der åbenbart ikke kan behandles, er en procedureregel, der som sådan finder anvendelse fra tidspunktet for dens ikrafttræden på alle verserende tvister ved Personaleretten, gælder dette ikke for de regler, på hvis grundlag Retten under anvendelse af denne artikel kan anse et søgsmål for at være åbenbart uantageligt til realitetsbehandling, hvilke kun kan være dem, der er gældende på tidspunktet for indgivelsen af stævningen.

(jf. præmis 35)

2.      De i vedtægtens artikel 90 og 91 fastsatte frister, der sikrer hensynet til retssikkerhedsprincippet, er ufravigelige og skal overholdes af parterne og af Fællesskabets retsinstanser. En tjenestemand kan derfor ikke ved at forelægge ansættelsesmyndigheden en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, til sin fordel genoplive en søgsmålsret til prøvelse af en afgørelse, der er blevet endelig ved udløbet af søgsmålsfristerne. Fremsættelsen af et nyt erstatningskrav kan følgelig ikke genåbne søgsmålsfristen, der løber fra sagsøgerens modtagelse af afslaget på den klage, som vedkommende har indgivet over afslaget på den første anmodning om betaling af erstatning for den erhvervsmæssige, økonomiske og ikke-økonomiske skade.

(jf. præmis 43 og 44)

Henvisning til:

Retten, 22. september 1994, sag T-495/93, Carrer m.fl. mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 201, og II, s. 651, præmis 20; 14. juli 1998, sag T-42/97, Lebedef mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 371, og II, s. 1071, præmis 25.

3.      Det fremgår af artikel 122 i Personalerettens procesreglement, at bestemmelserne om sagsomkostninger og retsudgifter ikke finder anvendelse på en sag, som er anlagt før reglementets ikrafttræden. Det er herved uden betydning, at forkyndelsen for sagsøgte af en stævning, der er indgivet før reglementets ikrafttræden, er blevet udskudt til en senere dato for at kunne berigtige formelle mangler ved de dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt, idet denne omstændighed i overensstemmelse med instruksen for Personalerettens Justitskontor ikke har nogen indflydelse på datoen for sagens anlæggelse.

(jf. præmis 49 og 50)