Language of document : ECLI:EU:F:2013:198

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

12. december 2013

Sag F-68/12

Giorgio Lebedef

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – bedømmelsesrapport – bedømmelsesperioden for 2010 – påstand om annullation af bedømmelsesrapporten – påstand om annullation af antallet af tildelte forfremmelsespoint«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Giorgio Lebedef har nedlagt påstand om annullation af bedømmelsesrapporten for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2010, og nærmere bestemt af det præstationsniveau og det antal forfremmelsespoint, han efterfølgende blev tildelt.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Giorgio Lebedef bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – bedømmernes skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

2.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsanktion – degradering – begreb – nedsættelse af antallet af forfremmelsespoint opnået i forbindelse med på hinanden følgende forfremmelsesår – omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43 og 86, og bilag IX, art. 9)

1.      Bedømmerne har et vidt skøn ved vurderingen af det arbejde, som er udført af de tjenestemænd, de skal bedømme. Den retslige prøvelse, som Unionens retsinstanser foretager af bedømmelsesrapportens indhold, er derfor begrænset til en prøvelse af, at fremgangsmåden er forskriftsmæssig, at de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, samt at der ikke foreligger en åbenbar fejlbedømmelse eller magtfordrejning. Det påhviler således ikke Personaleretten at kontrollere rigtigheden af den vurdering, som administrationen har foretaget af en tjenestemands faglige kvalifikationer, når denne bedømmelse indebærer komplekse subjektive vurderinger, som ifølge selve deres beskaffenhed ikke kan kontrolleres objektivt.

(jf. præmis 53)

Henvisning til:

Personaleretten: 29. september 2011, sag F-74/10, Kimman mod Kommissionen, præmis 89

2.      En nedsættelse af det antal forfremmelsespoint, der er opnået i forbindelse med på hinanden følgende forfremmelsesår af en tjenestemand, som har været genstand for en afgørelse om degradering, udgør konsekvensen af denne afgørelse og ikke en tillægssanktion. En bibeholdelse af antallet af forfremmelsespoint, således som dette var forud for afgørelsen om degradering, ville nemlig gøre det muligt for den pågældende tjenestemand at få en større mulighed end dennes kolleger for hurtigt at blive forfremmet til næste lønklasse, hvilket ville være i strid med ligebehandlingsprincippet, som indebærer, at samtlige tjenestemænd forfremmet til samme lønklasse ved ens fortjenester skal have samme muligheder for forfremmelse. Af samme grunde kan tjenestemanden ikke påberåbe sig, at han har bevaret sin anciennitet. En modsat konstatering ville, i det mindste delvis, ophæve sanktionen om degradering.

(jf. præmis 63)