Language of document : ECLI:EU:F:2009:93

PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

9. juli 2009

Sag F-104/07

Micheline Hoppenbrouwers

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – kontraktansatte – ansættelse – lægeundersøgelse – manglende fysisk egnethed – artikel 2, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Micheline Hoppenbrouwers i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 18. december 2006 om afslag på at ansætte hende som kontraktansat med henvisning til hendes manglende fysiske egnethed den 1. maj 2005.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – afgørelse truffet efter fornyet behandling af tidligere afgørelse – afslag på at ansætte en kontraktansat efter udtalelse fra lægeudvalget

(Tjenestemandsvedtægten, art. 33 og 90, stk. 2; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 83)

2.      Tjenestemænd – ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – ansættelse af kontraktansatte i henhold til artikel 2 i bilaget til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 82, stk. 3, litra d), og bilaget, art. 2]

1.      Et annullationssøgsmål til prøvelse af en afgørelse, der blot bekræfter en tidligere afgørelse, som ikke er blevet anfægtet inden for fristerne, skal afvises, idet der er tale om en bekræftende afgørelse, såfremt den ikke indeholder noget nyt i forhold til den tidligere afgørelse og ikke er blevet truffet på grundlag af en fornyet vurdering af forholdene for adressaten for den tidligere afgørelse.

I forbindelse med et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om afslag på at ansætte en kontraktansat på grund af dennes manglende fysiske egnethed, som blev fastslået i forbindelse med hendes lægeundersøgelse med henblik på ansættelse, har anerkendelsen af muligheden for at forelægge sagen for lægeudvalget i medfør af vedtægtens artikel 33 imidlertid nødvendigvis den konsekvens, at det er den afgørelse, der træffes efter nævnte udvalgs udtalelse og ikke den oprindelige afgørelse, der skal anses for at være en akt, der indeholder et klagepunkt som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2. Den modsatte opfattelse ville nemlig betyde, at muligheden for at forelægge sagen for lægeudvalget til udtalelse, som er fastsat i vedtægten, fratages sin effektive virkning. Hvis det udelukkende var den tidligere afgørelse om afslag på ansættelse, der skulle anses for at være en akt, der indeholder et klagepunkt, ville de personer, som ønskede at forelægge sagen for lægeudvalget til udtalelse, i denne forbindelse være nødsaget til, for at undgå en eventuel overskridelse af den fastsatte frist, at indgive en klage som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, på samme tid, som sagen blev indbragt for lægeudvalget, hvilket ville svække anvendeligheden af den i vedtægtens artikel 33 fastsatte procedure. En sådan situation ville ligeledes være i strid med princippet om procesøkonomi.

(jf. præmis 40, 49 og 50)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 18. september 1992, forenede sager T-121/89 og T-13/90, X mod Kommissionen, Sml. II, s. 2195, præmis 4, 5, 7, 11 og 12, 23. februar 1995, sag T-535/93, F mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 49, og II, s. 163, præmis 4, 5, 7-9 og 11, 15. oktober 1997, sag T-331/94, IPK mod Kommissionen, Sml. II, s. 1665, præmis 24, 21. oktober 1998, sag T-100/96, Vicente-Nuñez mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 591, og II, s. 1779, præmis 37, 18. januar 2001, sag T-65/00, Ioannou mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 15, og II, s. 67, præmis 5, 8 og 13-15, 3. april 2001, forenede sager T-95/00 og T-96/00, Zaur-Gora og Dubigh mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 79, og II, s. 379, præmis 24 og 27.

2.      I henhold til artikel 2 i bilaget til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte træder den kontrakt på ubestemt tid som kontraktansat, der tilbydes enhver person, som den 1. maj 2004 er ansat i Fællesskaberne under de vilkår, der opstilles i nævnte artikel 2, i kraft senest den 1. maj 2005. Ifølge artikel 83, første afsnit, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte gør den lægeundersøgelse af en af institutionernes læger, som den kontraktansatte underkastes inden ansættelsen, det i øvrigt muligt at få sikkerhed for, at nævnte ansatte opfylder de fysiske krav, som er fastsat i nævnte ansættelsesvilkårs artikel 82, stk. 3, litra d).

Det følger således af anvendelsen af artikel 83, første afsnit, sammenholdt med artikel 82, stk. 3, litra d), og med artikel 2 i bilaget til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, at en kontraktansat, hvis kontrakt får virkning senest den 1. maj 2005, skal opfylde de fysiske krav senest på denne dato. I denne forbindelse skal rettighederne efter artikel 2 i bilaget til nævnte ansættelsesvilkår, som udgør en undtagelse til den almindelige ansættelsesprocedure for kontraktansatte, fortolkes strengt.

Følgelig kan artikel 82, stk. 3, litra d), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ikke fortolkes således, at det med henblik på at fastslå, at de fysiske krav er opfyldt, er tilstrækkeligt, at den manglende fysiske egnethed ikke er uigenkaldelig, og at de fysiske krav derfor på ny kan være opfyldt selv efter lang tid.

(jf. præmis 71, 72, 75, 76 og 79)