Language of document :

Appel iværksat den 21. december 2018 af Vereniging tot Behoud van Natuurmonumenten in Nederland m.fl. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 15. oktober 2018 i sag T-79/16, Vereniging Gelijkberechtiging Grondbezitters m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-817/18 P)

Processprog: nederlandsk

Parter

Appellanter: Vereniging tot Behoud van Natuurmonumenten in Nederland, Stichting Het Groninger Landschap, It Fryske Gea, Stichting Het Drentse Landschap, Stichting Het Overijssels Landschap, Stichting Het Geldersch Landschap, Stichting Flevo-Landschap, Stichting Het Utrechts Landschap, Stichting Landschap Noord-Holland, Stichting Het Zuid-Hollands Landschap, Stichting Het Zeeuwse Landschap, Stichting Het Noordbrabants Landschap og Stichting Het Limburgs Landschap (ved advokaterne P. Kuypers og M. de Wit)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Vereniging Gelijkberechtiging Grondbezitters, Exploitatiemaatschappij De Berghaaf BV, Stichting Het Nationale Park De Hoge Veluwe, BV Landgoed Den Alerdinck II, Landgoed Ampsen BV, Pallandt van Keppel Stichting, Landgoed Kasteel Keppel BV, Baron van Lynden, Stichting het Lijndensche Fonds voor Kerk en Zending, Landgoed Welna BV, Landgoed »Huis te Maarn« BV, Vicariestichting De Vijf Capellarijen / Ambachtsheerlijkheid Kloetinge, Maatschappij tot Exploitatie van het Landgoed Tongeren onder Epe BV, Landgoed Anderstein NV, Landgoed Bekspring BV, Landgoed Nijenhuis en Westerflier BV, Landgoed Caprera BV, Landgoed Schapenduinen BV, Stichting Schapenduinen og Landgoed de Noetselenberg BV

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom (der er afsagt i sag T-79/16) ophæves.

VGG tilpligtes at betale sagsomkostningerne i såvel første instans som i appelsagen.

Subsidiært, såfremt sagen hjemvisses til Retten, udsættes afgørelsen om sagsomkostningerne i såvel første instans som i appelsagen til den endelig dom.

Anbringender og væsentligste argumenter

Første anbringende: Retten antog retligt ukorrekt VGG’s søgsmål til realitetsbehandling

Retten gennemførte på en ukorrekt måde den prøvelse, som VGG skulle bestå for at kunne anses for berørt, idet der skal foreligge et konkurrenceforhold mellem VGG og appellanterne. Den ydede støtte skal konkret true VGG’s situation og fordreje det omhandlede konkurrenceforhold.

Retten baserede VGG’s og dennes medlemmers søgsmålskompetence direkte på søgsmålskompetencen for Stichting Het Nationale Park De Hoge Veluwe, der er eneste tilbageværende appelindstævnte fra 2008.

Herved fastslog Retten imidlertid ikke, eller fastslog ikke tilstrækkeligt omfang, i forbindelse med hvilke aktiviteter appellanterne og Stichting Het Nationale Park De Hoge Veluwe konkret befandt sig i et konkurrenceforhold. Retten lagde således med urette til grund, at der består et konkurrenceforhold mellem appellanterne og Stichting Het Nationale Park De Hoge Veluwe.

Retten nåede derfor på grund af sin antagelse om, at der foreligger et konkurrenceforhold, ukorrekt til den konklusion, at støtten konkret havde indvirket på og fordrejet VGG-medlemmernes konkurrenceevne.

Retten burde ikke på grundlag af bedømmelsen af Stichting Het Nationale Park De Hoge Veluwes søgsmålskompetence være kommet til den konklusion, at VGG’s søgsmål kunne antages til realitetsbehandling.

Andet anbringende: Retten lagde med urette til grund, at der forelå »alvorlige vanskeligheder«

Retten lagde med urette til grund, at der forelå en overtrædelse af de i artikel 108, stk. 2, TEUF fastsatte proceduremæssige garantier. Rettens antagelse om, at Kommissionen ved bedømmelsen af, om PNB-ordningen (Regeling bijdragen Particuliere Terreinbeherende Natuurbeschermingsorganisaties, ordning om bidrag fra private naturplejende naturbeskyttelsesorganisationer) er forenelig med lovgivningen om støtte, havde haft »alvorlige vanskeligheder«, udgør en retlig fejl.

Den i afgørelsen foretagne kvalifikation af tjenesteydelserne af almindelig økonomisk interesse som »atypisk« og »omfattende« tyder ikke på alvorlige vanskeligheder, og fraværet af en særskilt regnskabsførelse udgør ikke noget indicium for alvorlige vanskeligheder, og der savnedes heller ikke en beskyttelsesmekanisme med henblik på at undgå overkompensering.

____________