EU-PERSONALERETTENS DOM (plenum)

11. juli 2007 (*)

»Personalesag – tjenestemænd – pensioner – forhøjelse af bidragssatsen til pensionsordningen i henhold til bestemmelser i vedtægten i den affattelse, som trådte i kraft den 1. maj 2004«

I sag F-105/05,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA,

Dieter Wils, tjenestemand ved Europa-Parlamentet, Altrier (Luxembourg), ved avocats G. Vandersanden og C. Ronzi,

sagsøger,

mod

Europa-Parlamentet ved J.F. De Wachter og M. Mustapha Pacha, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

Rådet for Den Europæiske Union ved M. Arpio Santacruz og M. Simm, som befuldmægtigede,

og af

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Currall og D. Martin, som befuldmægtigede,

intervenienter,

har

RETTEN (plenum)

sammensat af præsidenten, P. Mahoney, og afdelingsformændene H. Kreppel og S. Van Raepenbusch samt dommerne I. Boruta, H. Kanninen, H. Tagaras og S. Gervasoni (refererende dommer),

justitssekretær: W. Hakenberg,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. februar 2007,

afsagt følgende

Dom

1        Ved stævning indleveret ved telefax til Justitskontoret for Retten i Første Instans den 21. oktober 2005 (originaleksemplaret blev indleveret den 28. oktober 2005) har Dieter Wils nedlagt påstand om annullation af sin lønseddel for januar måned 2005, for så vidt som bidragssatsen til pensionsordningen i henhold til vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, i den udgave, der var gældende fra den 1. maj 2004 (herefter »vedtægten« eller »den nye vedtægt«), forhøjes til 9,75%, med tilbagevirkende kraft fra den 1. juli 2004.

 Retsforskrifter

2        Artikel 83 i vedtægten, i den affattelse, der var gældende før den 1. maj 2004 (herefter »den tidligere vedtægt«), bestemte:

»1. Udbetalinger i henhold til disse pensionsordninger sker over Fællesskabernes budget. Medlemsstaterne garanterer tilsammen udbetalingen af disse ydelser i henhold til den for finansiering af disse udgifter fastsatte fordelingsnøgle.

[…]

2. Tjenestemændene bidrager med en tredjedel til finansieringen af denne pensionsordning. Bidraget er fastsat til 8,25% af den pågældendes grundløn, uden hensyntagen til de i artikel 64 nævnte justeringskoefficienter. Bidraget indeholdes hver måned i tjenestemandens løn.

[…]

4. Såfremt en aktuarberegning af pensionsordningen, foretaget af en eller flere sagkyndige eksperter på foranledning af Rådet [for Den Europæiske Union], viser, at tjenestemændenes bidrag ikke er tilstrækkeligt til at finansiere en tredjedel af de af pensionsordningerne foreskrevne ydelser, beslutter budgetmyndighederne, i henhold til proceduren for vedtagelsen af budgettet og efter udtalelse fra det i artikel 10 nævnte vedtægtsudvalg, hvilke ændringer der skal ske i bidragssatserne eller pensionsalderen.«

3        Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (EUT L 124, s. 1) trådte i kraft den 1. maj 2004. Artikel 83 i vedtægten, i den affattelse, der var gældende fra og med den 1. maj 2004, bestemmer nu følgende:

»1. Udbetalinger i henhold til disse pensionsordninger sker over Fællesskabernes budget. Medlemsstaterne garanterer tilsammen udbetalingen af disse ydelser i henhold til den for finansiering af disse udgifter fastsatte fordelingsnøgle.

[…]

2. Tjenestemændene bidrager med en tredjedel til finansieringen af disse pensionsordninger. Bidraget er fastsat til 9,25% af den pågældendes grundløn, uden hensyntagen til de i artikel 64 nævnte justeringskoefficienter. Bidraget indeholdes hver måned i tjenestemandens løn. Bidraget tilpasses i overensstemmelse med reglerne i bilag XII.

3. De nærmere regler for fastsættelse af pensioner til tjenestemænd, der delvis har gjort tjeneste ved Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, eller som hører ind under Fællesskabernes fælles institutioner eller organer, samt fordelingen af byrderne i forbindelse med udbetalingen af disse pensioner mellem Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs pensionsfond og budgetterne for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab reguleres på grundlag af en forordning baseret på en fælles aftale mellem Rådene og Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs formandskab efter udtalelse fra vedtægtsudvalget.«

4        Endvidere blev der ved forordning nr. 723/2004 indsat en ny artikel 83a i vedtægten med følgende ordlyd:

»1. Balancen i pensionsordningen sikres efter de nærmere regler i bilag XII.

2. Agenturer, der ikke modtager tilskud fra Den Europæiske Unions almindelige budget, indbetaler de samlede bidrag, der er nødvendige til finansiering af pensionsordningen, til dette budget.

3. I forbindelse med den aktuarberegning, der hvert femte år foretages i henhold til bilag XII, træffer Rådet afgørelse om bidragssatsen og en eventuel ændring af pensionsalderen med henblik på at sikre, at der er balance i ordningen.

4. Kommissionen [for De Europæiske Fællesskaber] forelægger hvert år Rådet en ajourført aktuarberegning i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, i bilag XII. Hvis denne beregning viser en afvigelse på mindst 0,25 point mellem den gældende bidragssats og den, der er nødvendig for opretholdelse af den aktuarmæssige balance, undersøger Rådet, om der er grund til at ændre satsen efter de nærmere regler, der er fastsat i bilag XII.

5. Ved anvendelsen af stk. 3 og 4 træffer Rådet på forslag af Kommissionen afgørelse med kvalificeret flertal som fastsat i EF-traktatens artikel 205, stk. 2, første led. Ved anvendelsen af stk. 3 forelægges Kommissionen forslag, efter at der er indhentet udtalelse fra Vedtægtsudvalget.«

5        Vedtægtens bilag XII om gennemførelsesbestemmelser til artikel 83a bestemmer i sin artikel 1:

»1. Med henblik på fastsættelse af tjenestemændenes bidrag til pensionsordningen, jf. vedtægtens artikel 83, stk. 2, foretager Kommissionen hvert femte år fra og med 2004 en aktuarmæssig vurdering af, om der er balance i pensionsordningen, jf. vedtægtens artikel 83a, stk. 3. Denne vurdering skal angive, om tjenestemændenes bidrag er tilstrækkelige til at finansiere en tredjedel af udgifterne til pensionsordningen.

2. Med henblik på den i vedtægtens artikel 83a, stk. 4, fastsatte undersøgelse ajourfører Kommissionen hvert år den aktuarmæssige vurdering under hensyntagen til udviklingen i populationen, jf. artikel 9 i dette bilag, rentesatsen, jf. artikel 10 i dette bilag, og den årlige ændring af EF-tjenestemændenes lønskala, jf. artikel 11 i dette bilag.

3. Vurderingen og ajourføringerne foretages hvert år på basis af populationen af aktive medlemmer af pensionsordningen pr. 31. december året før (n-1).«

6        Artikel 2 i vedtægtens bilag XII bestemmer:

»1. Såfremt bidragssatsen tilpasses, sker det med virkning fra den 1. juli samtidig med den årlige tilpasning af vederlagene, jf. vedtægtens artikel 65. Eventuelle tilpasninger kan ikke føre til et bidrag, der er over én procent højere eller lavere end den gældende sats året før.

2. Tilpasningen med virkning fra den 1. juli 2004 kan ikke føre til et bidrag på over 9,75%. Tilpasningen med virkning fra den 1. juli 2005 kan ikke føre til et bidrag på over 10,25%.

3. Den forskel, der konstateres mellem den tilpasning af bidragssatsen, som ville følge af aktuarberegningen, og tilpasningen i medfør af stk. 2, kan ikke udlignes på noget tidspunkt og følgelig heller ikke tages i betragtning i senere aktuarberegninger. Den bidragssats, der ville følge af aktuarberegningen, skal anføres i den vurderingsrapport, der er nævnt i artikel 1.«

7        Artikel 4 i vedtægtens bilag XII bestemmer:

»1. Den aktuarmæssige balance vurderes på grundlag af den beregningsmetode, der er fastsat i dette kapitel.

2. Ifølge denne metode repræsenterer den »aktuarmæssige værdi« af de pensionsrettigheder, der er optjent før beregningsdatoen, en forpligtelse vedrørende tidligere tjenesteår, mens den aktuarmæssige værdi af de pensionsrettigheder, der optjenes i det tjenesteår, der begynder på beregningsdatoen, repræsenterer »tjenesteomkostninger«.

3. Det antages, at alle pensioneringer (undtagen i forbindelse med invaliditet) vil ske ved en bestemt gennemsnitsalder (r). Den gennemsnitlige pensioneringsalder ajourføres kun ved den i artikel 1 omhandlede aktuarmæssige vurdering hvert femte år og kan være forskellig for de forskellige personalekategorier.

4. Ved beregningen af de aktuarmæssige værdier

a) tages der hensyn til de fremtidige ændringer i hver tjenestemands grundløn mellem beregningsdatoen og den forventede pensioneringsalder

b) tages der ikke hensyn til pensionsrettigheder optjent før beregningsdatoen (forpligtelsen vedrørende tidligere tjenesteår).

5. Ved den aktuarmæssige evaluering af tjenesteomkostningerne tages der hensyn til alle relevante bestemmelser i denne vedtægt (særlig i bilag VIII og XIII).

6. Der anvendes en udjævningsproces til fastlæggelse af den reelle diskonteringssats og satsen for den årlige ændring af EF-tjenestemændenes lønskala. Udjævningen opnås ved et [12]-årigt glidende gennemsnit for rentesatsen og stigningen i lønskalaen.«

8        Artikel 10 i vedtægtens bilag XII har følgende ordlyd:

»1. Den rentesats, som de aktuarmæssige beregninger baseres på, er den konstaterede årlige gennemsnitsrente for medlemsstaternes langfristede offentlige gæld, der offentliggøres af Kommissionen. Der anvendes et passende forbrugerprisindeks til at beregne en tilsvarende rentesats renset for inflation, som er nødvendig ved de aktuarmæssige beregninger.

2. Den effektive årlige rente, der anvendes ved de aktuarmæssige beregninger, er gennemsnittet af de gennemsnitlige realrentesatser for de [12] år, der går forud for det indeværende år.«

9        Eurostat er ansvarlig for den tekniske gennemførelse af vedtægtens bilag XII. Eurostat bistås af en eller flere uafhængige eksperter ved udførelsen af de aktuarmæssige vurderinger. Artikel 13 i vedtægtens bilag XII bestemmer:

»[…]

3. Eurostat fremlægger hvert år den 1. september en rapport om de i artikel 1 foreskrevne vurderinger og ajourføringer.

4. Eventuelle metodespørgsmål, som opstår i forbindelse med gennemførelsen af dette bilag, behandles af Eurostat i samarbejde med nationale eksperter fra medlemsstaternes relevante myndigheder og den eller de uafhængige eksperter. Eurostat indkalder i denne sammenhæng mindst én gang om året til møde i gruppen. Eurostat kan dog om nødvendigt indkalde til møde hyppigere.«

10      Rådets afgørelse af 23. juni 1981 om indførelse af en samrådsprocedure (herefter »afgørelsen af 23. juni 1981«) bestemmer:

»I.      Forhandlinger i samrådsudvalget

1.      Forholdet mellem Rådet og personalet, repræsenteret ved fagforeningerne og de faglige sammenslutninger, bygger på en samrådsprocedure, som de administrative myndigheder i institutionerne og de dermed ligestillede organer deltager i, og under hvilken alle foreliggende oplysninger samt de forskellige parters holdninger drøftes for i videst muligt omfang at fremme en tilnærmelse af standspunkterne og sikre, at medlemsstaternes repræsentanter har fået kendskab til personalets og de administrative myndigheders synspunkter, inden de endeligt tager stilling.

2.      a) Samrådet finder sted i et udvalg, der er sammensat:

–        af en repræsentant for hver medlemsstat

–        af et tilsvarende antal repræsentanter for personalet, som udpeges af fagforeningerne og de faglige sammenslutninger

–        af administrationschefen for hver institution (dvs. justitssekretæren for Domstolen og generalsekretæren for hver af de øvrige institutioner) eller af en person, denne udpeger som sin repræsentant.

[…]

3.      Samrådsproceduren kan kun finde anvendelse ved behandling af Kommissionens forslag til Rådet om ændring af vedtægten […] eller af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne eller om gennemførelsen af de bestemmelser i vedtægten og ansættelsesvilkårene, som vedrører lønninger og pensioner. Den anvendes ved behandling af ethvert sådant forslag, når et af Samrådsudvalgets medlemmer anmoder herom.

[…]

7.      Samarbejdsudvalget udarbejder en rapport om resultaterne af dets behandling af forslaget; rapporten fremsendes […] til De Faste Repræsentanters Komité med henblik på forelæggelse for Rådet.«

 Faktiske omstændigheder

11      Sagsøgeren er tjenestemand ved Europa-Parlamentet, hvor han har arbejdet siden 1991. Før han blev overflyttet til enheden for »Transport og Flytning«, var han leder af Parlamentets afdeling for »Pensioner«.

12      Efter den nye vedtægts ikrafttræden konstaterede sagsøgeren, at den vedtægtsmæssige reform kunne medføre en forhøjelse af hans bidrag til finansieringen af Fællesskabets pensionsordning.

13      Ved skrivelse af 23. juli 2004 forelagde sagsøgeren Parlamentets generalsekretær 41 spørgsmål og anmodninger vedrørende navnlig lovligheden af den nye vedtægt og dens bilag XII.

14      Ved skrivelse af 30. november 2004 svarede Parlamentet sagsøgeren delvis, idet flere af hans spørgsmål og anmodninger var udeladt eller ikke besvaret.

15      Efter modtagelsen af den ovennævnte skrivelse af 30. november 2004 konstaterede sagsøgeren, at det fremgik af hans lønseddel for januar måned 2005, at hans bidrag til pensionsordningen var blevet forhøjet med tilbagevirkende kraft fra den 1. juli 2004, og at den nu var på 9,75%.

16      Ved skrivelse af 28. februar 2005 indgav sagsøgeren en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, hvorved han anfægtede Parlamentets svar i nævnte skrivelse af 30. november 2004 og anmodede om annullation af sin lønseddel for januar måned 2005.

17      Ved skrivelse af 13. juli 2005 afslog Parlamentets formand sagsøgerens klage.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

18      Det foreliggende søgsmål blev oprindelig registreret på Retten i Første Instans’ Justitskontor under nr. T-399/05.

19      Ved kendelse af 15. december 2005 henviste Retten i Første Instans på grundlag af artikel 3, stk. 3, i Rådets afgørelse 2004/752/EF, Euratom af 2. november 2004 om oprettelse af en ret for EU-personalesager (EUT L 333, s. 7) den foreliggende sag til EU-Personaleretten. Sagen blev registreret på EU-Personalerettens Justitskontor som sag F-105/05.

20      Ved processkrift indleveret til Retten i Første Instans’ Justitskontor ved telefax den 1. december 2005 (originaleksemplaret blev indleveret den 5.12.2005) anmodede Rådet om at intervenere i sagen til støtte for Parlamentets påstande. Ved kendelse af 22. februar 2006 gav formanden for Rettens Første Afdeling tilladelse til, at Rådet intervenerede i sagen.

21      Ved særskilt processkrift indleveret til EU-Personalerettens Justitskontor ved telefax den 3. april 2006 (originaleksemplaret blev indleveret den 5.4.2006) har Rådet rejst en indsigelse i medfør af artikel 114, stk. 1, i procesreglementet for Retten i Første Instans, som finder tilsvarende anvendelse med de nødvendige ændringer ved EU-Personaleretten i medfør af artikel 3, stk. 4, i afgørelse 2004/752, indtil procesreglementet for EU-Personaleretten træder i kraft. Ved dette processkrift anmodede Rådet EU-Personaleretten om, at udtalelsen fra Rådets juridiske tjeneste af 10. april 2003, som sagsøgeren havde vedlagt som bilag til sin stævning, blev udtaget af akterne i den foreliggende sag.

22      Ved kendelse af 20. juni 2006 tog EU-Personaleretten Rådets indsigelse til følge og udtog den juridiske tjenestes udtalelse af 10. april 2003 af akterne og udsatte afgørelsen om sagens omkostninger.

23      I henhold til artikel 51, stk. 1, i procesreglementet for Retten i Første Instans bestemte EU-Personaleretten den 4. oktober 2006 efter høring af parterne at henvise sagen til plenum.

24      Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 64 i procesreglementet for Retten i Første Instans anmodede EU-Personaleretten parterne, intervenienten og Kommissionen, der på daværende tidspunkt var tredjemand i sagen, om at besvare de skriftlige spørgsmål og udlevere dokumenter til den.

25      Ved processkrift indleveret til EU-Personalerettens Justitskontor den 7. december 2006 anmodede Kommissionen om at intervenere i nærværende sag til støtte for Parlamentets påstande. I henhold til artikel 115, stk. 1, og artikel 116, stk. 6, i procesreglementet for Retten i Første Instans gav EU-Personalerettens præsident ved kendelse af 10. januar 2007 Kommissionen tilladelse til at intervenere under den mundtlige forhandling.

26      Ved telefax indleveret til EU-Personalerettens Justitskontor den 8. februar 2007 anmodede Kommissionen på vegne af de tre institutioner, der intervenerer i sagen, om, at en tjenestemand fra Eurostat ved retsmødet kan komme og redegøre for visse tekniske elementer. Under hensyntagen til den tekniske karakter af de ved tvisten rejste spørgsmål har EU-Personaleretten givet tilladelse til, at institutionernes repræsentanter af hensyn til retten til kontradiktion under retsmødet kan få bistand af en Eurostat-tjenestemand. Sagsøgerens repræsentant, som Retten ved telefax den 9. februar 2007 underrettede om nævnte tjenestemands tilstedeværelse under retsmødet, gjorde ikke indsigelse mod, at tjenestemanden besvarede tekniske spørgsmål stillet af Retten.

27      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten under retsmødet den 13. februar 2007.

28      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Hans lønseddel for januar måned 2005 annulleres med tilbagevirkende kraft fra den 1. juli 2004.

–        Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29      Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

–        Delvis afvisning, delvis frifindelse.

–        Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende bestemmelser.

30      Rådet og Kommissionen støtter som intervenienter Parlamentets påstande.

 Retlige bemærkninger

31      Sagsøgeren har gjort gældende, at forhøjelsen af bidragssatsen til pensionsordningen til 9,75%, som det er anført på hans lønseddel for januar måned 2005, savner lovligt retsgrundlag, for så vidt som den pågældende bidragssats er fastsat i henhold til vedtægtens bilag XII, mod hvilken sagsøgeren har fremført en ulovlighedsindsigelse.

32      Sagsøgerens ulovlighedsindsigelse mod vedtægtens bilag XII er i det væsentlige støttet på fem anbringender. Det første er, at forordning nr. 723/2004 blev vedtaget under tilsidesættelse af samrådsproceduren i henhold til afgørelsen af 23. juni 1981. Det andet er, at vedtægtens bilag XII er behæftet med en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske forhold, der har ført til en retlig fejl. Det tredje er tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Det fjerde er magtfordrejning. Det femte er tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

 1. Spørgsmålet om søgsmålsinteresse

33      Kommissionen har under retsmødet gjort gældende, at der ikke i stævningen nævnes noget om sagsøgerens personlige situation, men kun om institutionelle, politiske og fagforeningsmæssige spørgsmål. Søgsmålet er således udelukkende anlagt i lovens interesse og bør derfor afvises.

34      Alle stævningens anbringender vedrører for det første ulovligheden af vedtægtens bilag XII, som ikke berører sagsøgeren individuelt, i den forstand at den ikke rammer ham på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, som adskiller ham fra enhver anden, men kun berører ham på samme måde som enhver anden tjenestemand. Derfor har sagsøgeren i henhold til artikel 230, stk. 4, EF ikke adgang til at få et direkte søgsmål med påstand om annullation af bilag XII antaget til realitetsbehandling (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org.ref.: Rec. s. 197, 223, og dom afsagt af Retten i Første Instans den 29.11.2006, forenede sager T-35/05, T-61/05, T-107/05, T-108/05 og T-139/05, Agne-Dapper m.fl. mod Parlamentet, Rådet, Kommissionen, Revisionsretten og EØSU, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 58).

35      I henhold til artikel 241 EF har sagsøgeren imidlertid mulighed for ved indsigelse at påberåbe sig ugyldighed af almengyldige fællesskabsretsakter, som ikke berører ham individuelt, navnlig vedtægten i hans egenskab af tjenestemand. Ifølge Domstolen er denne mulighed tilmed en betingelse for overholdelsen af retten til en effektiv domstolskontrol (jf. i denne retning Domstolens dom af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, præmis 40). Derfor kan kravet om en direkte og individuel forbindelse mellem sagsøgeren og den almengyldige retsakt, som han anfægter, ikke gøres gældende over for en indsigelse, der er iværksat på grundlag af artikel 241 EF.

36      Adgangen til at få antaget en indsigelse vedrørende en almengyldig fællesskabsretsakt til realitetsbehandling er betinget af, at den anfægtede individuelle retsakt er vedtaget ved direkte anvendelse af den almengyldige retsakt (jf. Domstolens dom af 5.10.2000, forenede sager C-432/98 P og C-433/98 P, Rådet mod Chvatal m.fl., Sml. I, s. 8535, præmis 33), og at sagsøgeren har en retlig interesse i at anfægte den individuelle afgørelse, som er genstand for hovedsagen (dommen i sagen Agne-Dapper m.fl. mod Parlamentet, Rådet, Kommissionen, Revisionsretten og EØSU, præmis 42 og 43).

37      I den foreliggende sag bestrides det imidlertid ikke, at forhøjelsen af bidragssatsen til pensionsordningen, som er anført på sagsøgerens lønseddel for januar 2005, er besluttet direkte i medfør af vedtægtens bilag XII, eller at sagsøgeren har en retlig interesse i at nedlægge påstand om annullation af denne forhøjelse.

38      For det andet fremgår det af fast retspraksis, at sagsøgeren ikke har kompetence til at handle i lovens eller institutionernes interesse og ikke til støtte for et annullationssøgsmål kan gøre andre end sine egne indsigelser gældende (Domstolens dom af 30.6.1983, sag 85/82, Schloh mod Rådet, Sml. s. 2105, præmis 14). Dette krav kan imidlertid ikke forstås således, at Fællesskabets retsinstanser kun kan antage et klagepunkt til realitetsbehandling, hvis det alene knytter sig til sagsøgerens personlige situation. På samme måde som et søgsmål kun kan antages til realitetsbehandling, hvis sagsøgeren har en personlig interesse i, at den retsakt, som han anfægter, annulleres (jf. dom afsagt af Retten i Første Instans den 28.9.2004, sag T-310/00, MCI mod Kommissionen, Sml. II, s. 3253, præmis 44, og, modsætningsvis, kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 24.1.2000, sag T-179/98, Cuenda Guijarro m.fl. mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 1, og II, s. 1, præmis 60), kan sagsøgerens klagepunkter kun realitetsbehandles, hvis de kan begrunde en annullation, som kan tilføre sagsøgeren en fordel, dvs. som han personligt har en retlig interesse i (Domstolens dom af 15.3.1973, sag 37/72, Marcato mod Kommissionen, Sml. s. 361, præmis 7, og af 16.12.1976, sag 124/75, Perinciolo mod Rådet, Sml. s. 1953, præmis 26). En ulovlighedsindsigelse kan på samme måde kun antages til realitetsbehandling, hvis den ved sit resultat kan tilføre den part, der har fremført den, en fordel (dom afsagt af Retten i Første Instans den 29.11.2006, sag T-135/05, Campoli mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 132).

39      Domstolen har således fastslået, at en tjenestemand ved Rådet ikke havde interesse i at klage over, at en ledig stilling ikke var blevet meddelt personalet i andre fællesskabsinstitutioner end Rådet, da denne undladelse ikke var til skade for sagsøgeren (dommen i sagen Schloh mod Rådet, præmis 13 og 14). Retten i Første Instans har ligeledes fastslået i sin dom i sagen Campoli mod Kommissionen (præmis 133), at da sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han kunne få økonomisk fordel af en dom afsagt af Retten i Første Instans, som erklærede indførelsen af en justeringskoefficient for pensioner på mindst 100% for medlemsstater med de laveste leveomkostningerne ulovlig, kunne dette klagepunkt, der var indgivet inden for rammerne af en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 20 i vedtægtens bilag XIII, følgelig ikke realitetsbehandles.

40      I den foreliggende tvist vedrører de af sagsøgeren fremførte anbringender til støtte for ulovlighedsindsigelsen vedrørende vedtægtens bilag XII ikke alene hans personlige situation. De vedrører alle uregelmæssigheder, der kan have skadet ham. Sagsøgeren har nemlig en retlig interesse i at gøre gældende, i form af en indsigelse, at det pågældende bilag ikke var blevet vedtaget under overholdelse af de af Rådet fastsatte samrådsregler, at beregningsmetoden af hans bidragssats til pensionsordningen er åbenbart urigtig og uegnet til at nå målet om pensionsordningens aktuarmæssige balance eller skyldes magtfordrejning, og at den berettigede forventning, han havde haft til overholdelsen af reglerne for finansiering af pensionsordningen, skulle beskyttes behørigt.

41      Den omstændighed, at de af sagsøgeren formulerede klagepunkter er støttet på institutionelle, politiske og fagforeningsmæssige betragtninger, og at de ikke alene vedrører hans personlige situation, kan ikke godtgøre, at hans klagepunkter skal afvises.

42      Det fremgår af det anførte, at Kommissionens afvisningspåstand må forkastes.

 2. Realiteten

 Det første anbringende om tilsidesættelse af samrådsproceduren

 Parternes argumenter

43      Sagsøgeren har i stævningen (punkt 31 og fodnote 9) gjort gældende, at proceduren for vedtagelse af reformen af Fællesskabets pensionsordning var fejlbehæftet, da samrådet i henhold til afgørelsen af 23. juni 1981 ikke fandt sted på grundlag af et formelt forslag fra Kommissionen.

44      Ifølge Parlamentets oplysninger i svarskriftet har sagsøgeren ikke fremlagt noget bevis for, at samrådsudvalget kun kan høres på grundlag af et formelt forslag fra Kommissionen til Rådet. Afgørelsen af 23. juni 1981 nævner ikke noget om et sådant krav.

45      Sagsøgeren bekræfter i sin replik, at vedtægtens bilag XII var blevet vedtaget under tilsidesættelse af samrådsproceduren i henhold til afgørelsen af 23. juni 1981. Mens nemlig ethvert forslag fra Kommisisonen til Rådet skulle forelægges samrådsudvalget i henhold til artikel 3 i afgørelsen af 23. juni 1981, var samrådsudvalget kun blevet hørt om Kommissionens oprindelige forslag om bilag XII og ikke om Kommissionens andet forslag, som havde taget hensyn til Rådets retningslinjer af 19. maj 2003 (det græske formandskabs kompromis). Rådet havde hørt samrådsudvalget direkte om det græske formandskabs kompromis. Da Kommissionen først fremlagde sit ændrede forslag i november 2003, var den endelige affattelse af bilag XII ikke blevet forelagt samrådsudvalget af Kommissionen og var følgelig ikke blevet godkendt af de organisationer, der repræsenterer personalet.

46      Rådet har i sit interventionsindlæg understreget, at som fællesskabsmyndighed med kompetence til at ændre vedtægten vedtog det forordning nr. 723/2004 på Kommissionens forslag som ændret ved dokument KOM(2003) 721 af 18. november 2003 og efter at have indhentet udtalelse fra de berørte institutioner ifølge artikel 283 EF. Endvidere har Rådet gjort opmærksom på, at Kommissionens oprindelige forslag af 26. november 2002 allerede indeholdt et nyt bilag XII til vedtægten, som indeholdt bestemmelse om en metode til sikring af pensionsordningens balance. På grund af tidsnød havde Kommissionen ikke i dette oprindelige forslag medtaget detaljerne vedrørende beregningsmetoden. I forlængelse af forhandlingerne var denne metode imidlertid blevet fremlagt i Kommissionens andet forslag af 18. november 2003. Vedtægtens bilag XII var således blevet vedtaget på et formelt forslag fra Kommissionen og efter formel høring af samrådsudvalget. Betragtning 38 til forordning nr. 723/2004 nævner i øvrigt, at de nye regler var blevet accepteret »af de organisationer, der repræsenterer personalet, og som er blevet hørt inden for rammerne af Samrådsudvalget, der er nedsat ved […] afgørelse af 23. juni 1981«.

47      I sin duplik har Parlamentet principalt gjort gældende, at sagsøgeren først havde påberåbt anbringendet om tilsidesættelse af samrådsproceduren formelt i replikken, og at dette anbringende følgelig bør afvises. Subsidiært påpeger Parlamentet, at en procedurefejl kun kan medføre annullation af en afgørelse, hvis det godtgøres, at den anfægtede afgørelse kunne have fået et andet indhold, hvis fejlen ikke var begået. I den foreliggende sag havde sagsøgeren ikke fremført noget argument, der antydede, at hvis samrådsudvalget formelt havde fået forelagt det andet forslag til forordning af 18. november 2003, ville vedtægtens bilag XII have fået et andet indhold. Endelig pålægger afgørelsen af 23. juni 1981 ikke – da den vedtagne forordning i modsat fald ville være ulovlig – at samrådsudvalget skal forelægges et forslag til ændring af en forordning.

48      Ifølge den opfattelse, Kommissionen gav udtryk for under retsmødet, havde sagsøgeren ingen personlig interesse i at bestride, at samrådsproceduren var afviklet behørigt, og dette klagepunkt bør ifølge Kommissionen følgelig afvises fra realitetsbehandling.

 Rettens bemærkninger

49      Det fremgår af sagsakterne, at Kommissionen forelagde et første forslag til Rådets forordning om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber i april 2002. Dette forslag indeholdt ikke bestemmelse om nogen betydelig ændring af pensionsordningen. Ved afgørelse af 19. maj 2003 fastsatte Rådet retningslinjerne for reformen af pensionsordningen og besluttede at forbinde denne reform med reformen af vedtægten. Samrådsproceduren foregik fra juni til september 2003 på grundlag af Kommissionens første forslag og Rådets retningslinjer. Den 18. november 2003 forelagde Kommissionen et andet forslag til Rådets forordning, der tog hensyn til Rådets retningslinjer af 19. maj 2003 og resultaterne af samrådsproceduren.

50      Sagsøgerens argumentation vedrørende ulovligheden af samrådsproceduren består af to led. Første led drejer sig om, at i modsætning til bestemmelserne i afgørelsen af 23. juni 1981 havde samrådet ikke fundet sted på grundlag af et formelt forslag fra Kommissionen, men på Rådets initiativ og på grundlag af en tekst udarbejdet direkte af Rådet. Ifølge det andet led var Kommissionens andet forslag, der indeholdt den nye affattelse af vedtægtens bilag XII, ikke blevet forelagt samrådsudvalget.

51      I medfør af bestemmelserne i punkt I 3 i afgørelsen af 23. juni 1981 kan samrådsproceduren for det første kun finde anvendelse ved behandling af Kommissionens forslag til Rådet om ændring af vedtægten eller af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne eller om gennemførelsen af de bestemmelser i vedtægten og ansættelsesvilkårene, som vedrører lønninger og pensioner. Tilrettelæggelsen af en samrådsprocedure er betinget af to forhold, nemlig et forslag fra Kommissionen til Rådet på det pågældende område og en anmodning fra et medlem af samrådsudvalget. Disse bestemmelser har derimod ikke til formål at forbyde samrådsudvalget, hvilket i øvrigt også ville være i strid med procedurens formål, at udvide samrådet til andre forhold end dem, der er indeholdt i Kommissionens forslag, og at tage hensyn til alle relevante elementer, der fremlægges af fagforeningerne, de faglige sammenslutninger, medlemsstaterne eller institutionerne, med henblik på at varetage sin opgave som trepartssamråd. Følgelig forhindrede afgørelsen af 23. juni 1981 ikke, i modsætning til, hvad sagsøgeren anfører i det første led af sin argumentation, at samrådsudvalget, som i den foreliggende sag, behandlede ændringer, som Rådet havde til hensigt at anmode Kommissionen om at foretage i det første forslag.

52      Som nævnt ovenfor finder samrådsproceduren for det andet kun anvendelse på Kommissionens forslag, hvis et medlem af samrådsudvalget anmoder herom. Denne bestemmelse har til formål at undgå, at samrådsproceduren afholdes, når den ikke synes at have noget formål for dem, der er ansvarlige for at gennemføre den. Bestemmelsen kan bl.a. betyde, at samrådsudvalget kan undlade at undersøge Kommissionens ændringsforslag, når det første forslag allerede har været omfattet af et samråd, der er fundet tilstrækkeligt.

53      I den foreliggende sag anførte Rådet under retsmødet, uden at blive modsagt, at intet medlem af samrådsudvalget havde anmodet om anvendelse af samrådsproceduren på Kommissionens andet ændringsforslag, der blev forelagt den 18. november 2003. Der forelå følgelig ingen lovfæstet forpligtelse til at indlede samrådsproceduren om dette forslag, i modsætning til, hvad der forudsættes i det andet led af sagsøgerens argumentation.

54      Sidst, men ikke mindst, kan en procedurefejl ifølge fast retspraksis kun gøre en retsakt mangelfuld, hvis det godtgøres, at retsakten kunne have fået et andet indhold, hvis fejlen ikke var begået (jf. bl.a. dom afsagt af Retten i Første Instans den 5.3.2003, sag T-24/01, Staelen mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 79, og II, s. 423, præmis 53).

55      Det fremgår imidlertid ikke af sagsakterne, at den omstændighed, at Kommissionens andet forslag af 18. november 2003 ikke har været forelagt på samrådet, har kunnet udøve indflydelse på indholdet i vedtægtens bilag XII. Selv om sagsøgeren har gjort gældende på retsmødet, at samrådet ikke kunne have drejet sig om den nye affattelse af bilag XII, formaliseret i Kommissionens andet forslag, har han ikke anført nøjagtigt, hvilke elementer der hermed ville være unddraget samråd. Det fremgår derimod af punkt 18 i samrådsudvalgets resultater, som Rådet meddelte Retten ved telefax den 8. december 2006 som svar på Rettens skriftlige spørgsmål dateret 26. oktober 2006, at samrådsudvalget har godkendt den aktuarmetode, der i sidste instans blev opført i vedtægtens bilag XII, nemlig den metode, der følger af en Eurostat-undersøgelse fra september 2003, tilpasset på tre punkter. De fleste fagforeninger har især markeret deres tilslutning til reformen, hvilket Rådet anførte under retsmødet.

56      Heraf følger, at det ikke er godtgjort, at vedtægtens bilag XII kunne have fået et andet indhold, hvis samrådsproceduren var blevet anvendt på Kommissionens andet forslag. Selv hvis det antages, at vedtægtens bilag XII er behæftet med en procedurefejl i denne henseende, kan en sådan fejl under ingen omstændigheder behæfte bilaget med en mangel.

57      Det fremgår af det anførte, at anbringendet om tilsidesættelse af samrådsproceduren må forkastes, uden at det er fornødent at træffe afgørelse vedrørende formaliteten.

 Det andet og tredje anbringende om et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

58      I den foreliggende sag er der på grund af den tætte forbindelse mellem disse to klagepunkter grund til at behandle dem samlet.

 Parternes argumenter

59      Med hensyn til anbringendet om et åbenbart urigtigt skøn rammer det ifølge sagsøgeren det valg, der er gjort i artikel 10, stk. 2, i vedtægtens bilag XII, nemlig at beregne den gennemsnitlige realrentesats over en periode på 12 år forud for det indeværende år. I den aktuarmæssige vurdering fra 2003 var Eurostat og gruppen af nationale eksperter enedes om en periode på 20 år forud for det indeværende år. Referenceperioden på 12 år blev vedtaget, for at beregningen skulle resultere i en højere bidragssats for tjenestemændene. Sagsøgeren påpeger, at referatet fra mødet den 7. juni 2004 i ekspertgruppen, der i henhold til artikel 13, stk. 4, i vedtægtens bilag XII havde til opgave at bistå Eurostat med den tekniske gennemførelse af bilaget (herefter »artikel 83-arbejdsgruppen«), nævner, at referenceperioden på 20 år, som blev anvendt i aktuarundersøgelsen gennemført af selskabet KPMG i 1998 og også i Eurostat-rapporten fra 2003 i overensstemmelse med den internationale regnskabsstandard IAS 19, blev erstattet af en referenceperiode på 12 år efter politiske forhandlinger. Dette parameter var således ikke blevet valgt for at sikre ordningens aktuarmæssige balance. Det påhviler Parlamentet eller Rådet at forklare grunden til dette valg.

60      Parlamentet har gjort gældende, at anbringendet om et åbenbart urigtigt skøn, der havde ført til en retlig fejl, ikke var blevet påberåbt i klagen, og at det følgelig ikke kunne antages til realitetsbehandling. Under hensyntagen til Rådets skønsmargen som lovgiver på området for vedtægtsmæssige bestemmelser kan kun en åbenbar skønsfejl underkendes af retten, men valget af en referenceperiode på 12 år udgør ikke en sådan fejl. En uafhængig ekspert, de rådgivende aktuarer selskabet Ernst & Young, havde desuden bekræftet relevansen og pålideligheden af de anvendte procedurer og antagelser.

61      Rådet har i sit interventionsindlæg understreget, at nedsættelsen af referenceperioden fra 20 til 12 år ganske vist resulterede i en nedsættelse af den anvendte diskonteringssats i forbindelse med aktuarvurderingen pr. 31. december 2003 (3,9% i stedet for 4,7%), og at denne sænkning af diskonteringssatsen delvis forklarer forhøjelsen af bidragssatsen (10,43%, før anvendelsen af reglen om maksimumsgrænsen ved 9,75%, som anført i artikel 2, stk. 2, i vedtægtens bilag XII), men denne konstatering gør det ikke muligt at konkludere, at den vedtagne foranstaltning ikke er egnet til at sikre pensionsordningens aktuarmæssige balance.

62      Rådet har erkendt, at nedsættelsen af antallet af år, der skal tages hensyn til ved beregningen af realrentesatsen, gør denne og med den bidragssatsen mere volatil, men Rådet har anført, at dette valg ikke har indvirkning på pensionsordningens balance på lang sigt, da rentesatsen beregnes hvert år, hvorved det er muligt årligt at justere bidragssatsen med henblik på at sikre den aktuarmæssige balance. Der er ikke grundlag for at hævde, at den gennemsnitlige realrentesats beregnet over 12 år i fremtiden systematisk skulle være lavere end den gennemsnitlige realrentesats beregnet over 20 år. Rådet har endvidere bemærket, at en periode på 12 år ligeledes er blevet anvendt til at fastsætte den almindelige lønforhøjelsessats, der skal tages hensyn til i aktuarberegningerne, i artikel 4, stk. 6, i vedtægtens bilag XII.

63      Ræsonnementet vedrørende den aktuarmæssige balance forudsætter en langsigtet betragtningsmåde. Det kan ikke konkluderes, at bestemmelserne i vedtægtens bilag XII ikke er egnede alene af den grund, at aktuarberegningerne i et givet år giver sig udslag i en forhøjelse af bidragssatsen til pensionsordningen.

64      Hvad for det andet angår tilsidesættelsen af proportionalitetsprincippet skyldes det ifølge sagsøgeren, at forhøjelsen af tjenestemændenes bidrag til pensionsordningen ikke er hverken nødvendig eller egnet til at sikre den aktuarmæssige balance. Under hensyn til de oplysninger, som lovgiver havde haft til rådighed, bl.a. Eurostat-rapporten fra september 2003, forekommer forhøjelsen af bidragssatsen åbenbart uforholdsmæssig. Eurostat-rapporten havde påvist, at en forhøjelse af bidragssatsen til 8,7% var tilstrækkelig til at sikre den aktuarmæssige balance. Sagsøgeren har anført, at det er valget af en periode på 12 år til beregningen af den gennemsnitlige realrentesats frem for en periode på 20 år, som har ført til fremkomsten af en betydeligt højere bidragssats. Ifølge rapporten fra aktuaren EIS Belgium, som sagsøgeren har foranlediget udarbejdet, er 12 års varighed mindre passende.

65      Parlamentet er af den opfattelse, at anbringendet om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet bør afvises, for så vidt som det ikke var fremført udtrykkeligt i den forudgående klage, og klagen ikke indeholdt nogen oplysning, hvoraf Parlamentet kunne have udledt, at sagsøgeren havde til hensigt at påberåbe sig dette anbringende.

66      Subsidiært har Parlamentet påpeget, at ifølge retspraksis råder lovgiver på det økonomiske område over en vid skønsbeføjelse. Denne retspraksis gælder ligeledes for det vedtægtsmæssige område for så vidt angår vurderingen af pensionsordningens aktuarmæssige balance. Følgelig kan kun en åbenbart uegnet karakter af en foranstaltning vedtaget på dette område i forhold til det mål, som de kompetente institutioner tilstræber, påvirke lovligheden af en sådan foranstaltning. Metoden i vedtægtens bilag XII og dens parametre, navnlig fastsættelsen af referenceperioden for beregning af den gennemsnitlige realrentesats til 12 år, er ikke åbenbart uegnede med henblik på det formål, der tilstræbes, nemlig at sikre den aktuarmæssige balance.

 Rettens bemærkninger

–       Rækkevidden af den kontrol, som Fællesskabets retsinstanser udøver med bestemmelserne i vedtægtens bilag XII

67      Fællesskabets retsinstanser udøver principielt fuld kontrol med lovligheden af retsaktens indhold, nemlig en kontrol, som drejer sig både om retsaktens retlige og faktiske grunde og om retsaktens indhold. I dette tilfælde efterprøver Fællesskabets retsinstanser navnlig gyldigheden af den faktiske vurdering foretaget af den, der har udstedt retsakten.

68      På de områder, der forudsætter en kompliceret vurdering, bl.a. økonomiske situationer (jf. Domstolens dom af 19.11.1998, sag C-150/94, Det Forenede Kongerige mod Rådet, Sml. I, s. 7235, præmis 54) eller statistiske metoder (jf. for vedtagelse af justeringskoefficienter for lønninger dom afsagt af Retten i Første Instans den 8.11.2000, sag T-158/98, Bareyt m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 235, og II, s. 1085, præmis 57, og af 25.9.2002, forenede sager T-201/00 og T-384/00, Ajour m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 167, og II, s. 885, præmis 48) såvel som udøvelse af et politisk ansvar, som er tillagt ved traktaterne (jf. Domstolens dom af 7.9.2006, sag C-310/04, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 7285, præmis 96, og dom afsagt af Retten i Første Instans den 1.12.1999, forenede sager T-125/96 og T-152/96, Boehringer mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 3427, præmis 74), tillægger Fællesskabets retsinstanser institutionerne en vid skønsbeføjelse.

69      Ved kontrollen med udøvelsen af en sådan kompetence skal Fællesskabets retsinstanser begrænse sig til at undersøge, om den pågældende retsakt er åbenbart urigtig eller behæftet med magtfordrejning, eller om institutionen åbenbart har overskredet grænserne for sit skøn (jf. Domstolens dom af 25.1.1979, sag 98/78, Racke, Sml. s. 69, præmis 5, af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207, præmis 40, og af 25.10.2001, sag C-120/99, Italien mod Rådet, Sml. I, s. 7997, præmis 44 og 45).

70      I den foreliggende sag indebærer den aktuarmæssige balance af Fællesskabets pensionsordning, som vedtægtens bilag XII definerer de nærmere regler for, hensyntagen på lang sigt til den økonomiske udvikling og de finansielle variabler og kræver komplicerede statistiske beregninger. Derfor råder fællesskabslovgiver over et vidt skøn til at vedtage de nærmere regler for pensionsordningens balance. Retten i Første Instans har desuden fastslået, at med henblik på at tilpasse den nye EF-pensionsordning råder Rådet over en vid skønsmargen, som svarer til det politiske ansvar, som traktaten tillægger det (dommen i sagen Campoli mod Kommissionen, præmis 143 og 144).

71      Det fremgår af det anførte, at EU-Personaleretten kun udøver en kontrol med åbenbart urigtigt fejlskøn af bestemmelserne i vedtægtens bilag XII, som sagsøgeren har anfægtet i form af en ulovlighedsindsigelse, navnlig bestemmelserne i artikel 10, stk. 2.

72      I medfør af proportionalitetsprincippet er lovligheden af en fællesskabslovgivning ligeledes betinget af, at de midler, der bringes i anvendelse, er egnede til at virkeliggøre de formål, der lovligt forfølges med de pågældende bestemmelser og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at virkeliggøre dette, og såfremt der er mulighed for at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges (dom afsagt af Retten i Første Instans den 5.6.1996, sag T-162/94, NMB France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 427, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

73      Det fremgår ligeledes af fast praksis, at på et område, hvor fællesskabslovgiver har vide skønsmæssige beføjelser i overensstemmelse med det politiske ansvar, som denne er tillagt i henhold til traktaten, er proportionalitetskontrollen begrænset til en undersøgelse af, om den pågældende foranstaltning er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som vedkommende institution forfølger (jf. i denne retning dommen i sagen Italien mod Rådet, præmis 44 og 45, i sagen NMB France m.fl. mod Kommissionen, præmis 70, og i sagen Campoli mod Kommissionen, præmis 143).

74      Henset til den af retsinstanserne udøvede begrænsede kontrol med de pågældende lovbestemmelser udtrykte Kommissionen under retsmødet bekymring over den præcise og tekniske karakter af de skriftlige spørgsmål samt over omfanget af dokumenter, som Retten havde anmodet parterne og intervenienterne om, og understregede, at sagsøgeren ikke, som det påhvilede ham, havde godtgjort, at fællesskabslovgiver i den foreliggende sag havde tilsidesat en trinhøjere retsregel. Ifølge Kommissionen kunne de af Retten besluttede foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse udgøre et indgreb i princippet om overholdelse af retten til kontradiktion, og Retten risikerede således at se bort fra parternes argumenter og selv udarbejde løsningen af tvisten.

75      En sådan argumentation kan i den foreliggende sag ikke tiltrædes. En retlig kontrol i den foreliggende sag kræver, selv om den har et begrænset omfang, at Rådet, der har udstedt den relevante retsakt, er i stand til for Fællesskabets retsinstanser at godtgøre, at retsakten blev vedtaget ved en egentlig udøvelse af dets skønsbeføjelse, hvilket forudsætter, at alle relevante forhold og omstændigheder angående den situation, som retsakten har til formål at regulere, tages i betragtning (dommen af 7.9.2006 i sagen Spanien mod Rådet, præmis 122).

76      Det følger heraf, at Rådet i det mindste skal være i stand til at fremlægge og på klar og utvetydig måde redegøre for de tilgrundliggende faktiske forhold, der skulle tages i betragtning til støtte for de foranstaltninger, der anfægtes, og som udøvelsen af dets skønsbeføjelse afhang af (dommen af 7.9. 2006 i sagen Spanien mod Rådet, præmis 123).

77      Sagsøgeren har imidlertid til støtte for anbringenderne om et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet fremlagt tilstrækkeligt præcise, objektive og samstemmende indicier til støtte for deres rigtighed, som har begrundet, at Retten eftersøger bevisligheder (jf. i denne retning Domstolens dom af 6.3.2001, sag C-274/99 P, Connolly mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, præmis 113) med henblik på at efterprøve, om Rådet havde gjort åbenbart fejlagtigt eller upassende brug af sin vide skønsmargen.

78      Sagsøgeren har støttet sin argumentation på talrige dokumenter, i alt 47 vedlagt som bilag til hans forskellige indlæg, og han har desuden foranlediget udarbejdet en sammenlignende undersøgelse af de aktuarmæssige metoder, der er anvendt i Eurostat-rapporterne fra september 2003 og september 2004. Sagsøgeren har således fremlagt så mange oplysninger som muligt og tilmed et dokument, som der ikke var hjemmel for, at han fremlagde, og som Retten besluttede at udtage af sagsakterne ved kendelse af 20. juni 2006.

79      Derimod har institutionerne umiddelbart kun fremlagt få eller ingen dokumenter – Parlamentet har ikke fremlagt noget bilag, og Rådet har vedlagt sit interventionsindlæg to dokumenter.

80      To af de tre aktuarmæssige undersøgelser, på grundlag af hvilke reformen af pensionsordningen er udarbejdet, nemlig KPMG-selskabets undersøgelse, dateret december 1998, og en undersøgelse foretaget af aktuaren Watson Wyatt Brans & Co, dateret december 2002, var ikke opført i sagsakterne, selv om de blev nævnt mange gange af parterne og nævnt som eksempel af Rådet i dets interventionsindlæg. Parterne debatterede ligeledes Rådets forpligtelser som følge af afgørelsen af 23. juni 1981 og den internationale regnskabsstandard IAS 19 uden at have fremsendt disse tekster. Retten har således anmodet om, at disse dokumenter vedlægges sagsakterne.

81      Da hverken Parlamentet eller Rådet i deres indlæg angav grundene til, at lovgiver havde valgt referenceperioden på 12 år, men kun havde påberåbt sig Rådets vide skøn, vurderede Retten, at det påhvilede den at søge disse grunde i forarbejderne til vedtægtens bilag XII og følgelig anmode om at få det fremlagt for at være i stand til på grundlag af kendskab til omstændighederne at vurdere rigtigheden af klagepunkterne vedrørende den åbenbart fejlagtige eller åbenbart uegnede karakter af valget af denne referenceperiode.

82      Den omstændighed, at Retten, der mente at være utilstrækkeligt oplyst om visse punkter, af retsplejehensyn besluttede at rette en række skriftlige spørgsmål til Parlamentet og Rådet, kan ikke anses for uforeneligt med retten til kontradiktion.

83      Af de samme grunde har Retten fundet det nødvendigt – under hensyntagen til Kommissionens, navnlig Eurostats, rolle ved udarbejdelsen af vedtægtens bilag XII – ligeledes at rette spørgsmål til denne institution.

–       Referenceperioden på 12 år

84      Som det fremgår af bestemmelserne i vedtægtens artikel 83a, stk. 1, sammenholdt med vedtægtens artikel 4, stk. 1, i bilag XII, er formålet med den i dette bilag anførte beregningsmetode at sikre den aktuarmæssige balance i Fællesskabets pensionsordning. I henhold til artikel 1, stk. 1, og artikel 5 i vedtægtens bilag XII skal tjenestemændenes bidragssats fastsættes på et niveau, der er tilstrækkeligt til at finansiere en tredjedel af ordningens omkostninger, beregnet på et aktuarmæssigt grundlag.

85      Til forskel fra fordelingsordninger, hvor balancen, defineret på budgetmæssig vis, opnås, hvis de samlede ressourcer, der udgøres af bidrag fra arbejdsgiverne og de ansatte, i årets løb dækker samtlige de ydelser, der det samme år udbetales til pensionisterne, er Fællesskabets pensionsordning i balance i aktuarmæssig forstand i henhold til vedtægtens bilag XII, hvis det bidragsniveau, der betales hvert år af de i pensionsordningen aktive tjenestemænd, gør det muligt at finansiere de fremtidige rettigheder, som disse tjenestemænd har optjent i løbet af det samme år. Til forskel fra den budgetmæssige tilgang handler den aktuarmæssige tilgang om finansiering af pensionsordningen på lang sigt. Vedtægtens artikel 83, stk. 2, bestemmer, at tjenestemændene bidrager med en tredjedel til finansieringen af pensionsordningen, og de to andre tredjedele betales af institutionerne.

86      Vedtægtens bilag XII anvender en metode, der kaldes »projected credit unit«, som anvendes af den internationale regnskabsstandard IAS 19. Ifølge denne metode kalder aktuarerne summen af pensionsrettighedernes aktuarmæssige værdi optjent af alle de aktive medlemmer inden for et år for »tjenesteomkostninger«, der sættes i forhold til den samlede årlige grundløn. Tjenestemændenes bidragssats svarer til en tredjedel af tjenesteomkostningerne under hensyntagen til finansieringsfordelingsnøglen som anført i vedtægtens artikel 83, stk. 2. Beregningen af tjenesteomkostninger kræver aktuarmæssige antagelser, dvs. skøn over den fremtidige værdi af en række parametre (rentesats, dødelighed, lønudvikling osv.). For at tage hensyn til de faktisk observerede værdier kræver overholdelsen af den aktuarmæssige balance en periodisk justering af de nævnte antagelser, som ifølge bilag XII’s artikel 1, stk. 2, skal foretages årligt.

87      Som alle parter og intervenienter har understreget, er bidragssatsen til pensionsordningen navnlig yderst følsom for variationer i de realrentesatser, der anvendes ved de aktuarmæssige beregninger. Anvendelse af lave realrentesatser resulterer i en betydelig forhøjelse af bidragssatsen til pensionsordningen. Omvendt har anvendelsen af høje realrentesatser ved aktuarberegninger til følge at nedsætte bidragssatsen betydeligt. Under hensyn til bidragssatsens følsomhed for variationer i realrentesatserne og med henblik på at undgå hyppige og pludselige ændringer af bidragssatsen foretrækker aktuarer at anvende en gennemsnitlig realrentesats beregnet over en lang periode.

88      Artikel 10, stk. 2, i vedtægtens bilag XII definerer den rentesats, der anvendes ved de aktuarmæssige beregninger som gennemsnittet af de gennemsnitlige realrentesatser for de 12 år, der går forud for det indeværende år.

89      Sagsøgeren har anfægtet valget af denne periode. Han har med rette gjort gældende, at alle de aktuarmæssige undersøgelser, som Rådet rådede over til fastsættelse af metoden i vedtægtens bilag XII, havde anvendt en længere periode – på 20 år – til beregningen af den gennemsnitlige realrentesats. Det er tilfældet med selskabet KPMG’s undersøgelse fra december 1998, undersøgelsen fra aktuar Watson Wyatt Brans & Co fra december 2002 og Eurostat-rapporten fra september 2003. Det ser således ud til, at vedtægtens bilag XII på dette punkt afviger fra aktuarernes sædvanlige praksis.

90      Foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten har truffet bestemmelse om, har påvist, at Rådet ikke i forbindelse med vedtagelsen af vedtægtens bilag XII rådede over nogen aktuarmæssig undersøgelse af Fællesskabets pensionsordning udarbejdet med anvendelse af en periode på 12 år. Det fremgår derimod af referatet fra mødet i artikel 83-arbejdsgruppen af 7. juni 2004, vedlagt replikken, at perioden var blevet nedsat fra 20 til 12 år »efter politiske forhandlinger«.

91      Efter blot at have anført i sit interventionsindlæg, at valget af perioden på 12 år skulle ses på grundlag af dets vide skønsmargen, har Rådet som svar på et skriftligt spørgsmål fra EU-Personaleretten forklaret grundene til, at det havde afveget fra den aktuarmæssige praksis, der var fulgt i de tre undersøgelser, som det rådede over – valget af en periode på 12 år var resultatet af et kompromis, godkendt af de organisationer, der repræsenterede personalet, mellem en varighed på 20 år, foreslået af Kommissionen, og en varighed på 5 år som ønsket af flere medlemsstater.

92      Sagsakterne og navnlig det uofficielle dokument fra formandskabet for De Faste Repræsentanters Komité (Coreper), dateret den 23. september 2003, som Rådet fremlagde som svar på Rettens anmodning om dokumenter, giver mulighed for at udvide disse forklaringer. Da de årlige rentesatser var utroligt lave i årene forud for 2004, ville den gennemsnitlige realrentesats have været lav, hvis den var blevet beregnet over en kort periode forud for det pågældende år. For så vidt som denne sats tjener til at beregne den fremtidige værdi af de af tjenestemændene betalte bidrag i det indeværende år, forholder det sig sådan, at jo svagere denne sats er, desto højere må tjenestemændenes bidrag være for at sikre ordningens aktuarmæssige balance. Det fremgår således af det uofficielle dokument af 23. september 2003, at alt andet lige ville valget af en periode på 5 år ved beregningen af den gennemsnitlige realrentesats have resulteret i en bidragssats på 12,4% pr. 1. januar 2004 i stedet for 8,9%, hvis man havde valgt en periode på 20 år. Det fremgår af denne sammenligning, at forkortelsen af referenceperioden, der i sidste instans blev nedsat til 12 år, blev besluttet med henblik på at opnå en større umiddelbar forhøjelse af tjenestemændenes bidragssats.

93      Denne konstatering kan således ikke indebære, at perioden på 12 år anses for et åbenbart fejlagtigt eller åbenbart uegnet parameter med henblik på aktuarberegningen.

94      Selv om aktuarer anvender en varighed på 20 år, har deres praksis ikke værdi af en obligatorisk standard. Den af sagsøgeren påberåbte internationale regnskabsstandard IAS 19, der ikke har bindende virkning for fællesskabslovgiver, anbefaler ikke en udjævning af den gennemsnitlige realrentesats over en bestemt periode.

95      Som anført i denne doms præmis 87 har beregningen af gennemsnittet af rentesatserne over en bestemt periode forud for det indeværende år for det andet til formål at undgå, at bidragssatsen varierer hvert år i forhold til den årlige rentesats. Men at anvende et gennemsnit over 12 år i stedet for et gennemsnit over 20 år skaber ikke tvivl om den aktuarmæssige balance.

96      Rådet medgiver ganske vist i sit interventionsindlæg, at nedsættelsen af antallet af år, der skal tages hensyn til ved beregningen af den gennemsnitlige realrentesats, gør denne og med den bidragssatsen til pensionsordningen »mere volatil«. Da formålet med referenceperioden netop er at begrænse bidragssatsens ustabilitet, synes perioden på 20 år følgelig mere passende end 12 år, som det understreges i EIS Belgiums aktuarundersøgelse, som sagsøgeren har vedlagt sagsakterne.

97      Valget af en referenceperiode på 12 år påvirker således ikke gyldigheden af den af Rådet definerede aktuarmetode. Dels er den forventede værdi af en gennemsnitlig realrentesats beregnet over en tidligere periode under alle omstændigheder tilnærmelsesvis, uanset periodens varighed. Dels kan referenceperiodens varighed som tidligere anført ikke påvirke den aktuarmæssige balance, på betingelse af at parameteret ikke ændres på længere sigt. Som Eurostat-tjenestemanden anførte under retsmødet, er det kun, hvis denne periodes varighed i fremtiden på grund af udviklingen af rentesatsen bliver forlænget eller nedsat for at opretholde den gennemsnitlige realrentesats, der anvendes ved aktuarberegningen, på et lavt niveau og følgelig tjenestemændenes bidragssats på et højt niveau, at objektiviteten af beregningsmetoden kunne drages i tvivl, og formålet med at sikre aktuarbalancen på et gennemsigtigt og uanfægteligt grundlag ville blive påvirket.

98      Det fremgår af ovenstående, at perioden på 12 år som anført i artikel 10, stk. 2, og artikel 4, stk. 6, i vedtægtens bilag XII hverken er åbenbart fejlagtig eller åbenbart uegnet. Anbringenderne om, at aktuarmetoden i vedtægtens bilag XII på dette punkt er behæftet med en åbenbar skønsfejl og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, må derfor forkastes, uden at det følgelig er fornødent at træffe afgørelse om den rejste formalitetsindsigelse vedrørende disse anbringender.

 Det fjerde anbringende om magtfordrejning

 Parternes argumenter

99      Sagsøgeren har anført, at beregningsmetoden i vedtægtens bilag XII, der angiveligt er udarbejdet med henblik på at sikre den aktuarmæssige balance i Fællesskabets pensionsordning, i virkeligheden var blevet udformet for at begrunde en forhøjelse af tjenestemændenes bidragssats til pensionsordningen. Formålet med denne forhøjelse er ifølge sagsøgeren dels at lade tjenestemændene bære det underskud i pensionsordningen, der var kumuleret, fordi medlemsstaterne længe havde afholdt sig fra at betale deres bidrag til ordningen, dels at afstemme fællesskabsordningen efter de mindre fordelagtige nationale ordninger.

100    Vedtægtens bilag XII er dels i strid med den tidligere vedtægts artikel 83, stk. 4, som bestemte, at tjenestemændenes bidrag til ordningen kun kunne forhøjes med henblik på at sikre pensionsordningens aktuarmæssige balance, og dels behæftet med magtfordrejning.

101    Medlemsstaterne har villet lade pensionsordningens underskud finansiere af tjenestemændene, selv om det ikke kunne henregnes til disse. At der forelå et underskud før vedtægtsreformen fremgår af betænkningen fra ordføreren for Parlamentets Budgetudvalg, Dührkop Dührkop om forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 1999 (herefter »Dührkop Dührkop-betænkningen«), som opgjorde underskuddet til 14,3 mia. EUR pr. 31. december 1997. Det konstateres i betænkningen, at indtil 1997 havde medlemsstaterne ikke eller kun delvist betalt arbejdsgiverandelen af bidraget til pensionsordningen. Før 1982 var der slet ikke blevet betalt noget arbejdsgiverbidrag til pensionsordningen, og fra 1982 til 1998 var dette bidrag kun blevet betalt delvis. Det hedder i Dührkop Dührkop-betænkningen, at »eftersom antallet af fællesskabstjenestemænd er øget uafbrudt i takt med udvidelsen af Fællesskabets beføjelser og Unionens udvidelse […], har systemets »biologiske afkast« indtil for nylig været tilstrækkeligt til at holde systemet i balance, dvs. at de samlede ydelser udbetalt inden for pensionsordningen ikke oversteg summen af arbejdstagernes og arbejdsgivernes bidrag[;] [h]vad mere er, til og med 1982 var den tredjedel, som var personalets andel af finansieringen, tilstrækkelig til at dække samtlige ydelser udbetalt inden for pensionsordningen[;] [i] 1998 oversteg samtlige udbetalte ydelser den teoretiske sum […] af personalets pensionsbidrag, […] den hypotetiske eller nominelle arbejdsgiverandel og […] tilbagekøbsværdien af de pensionsrettigheder, der var optjent inden for de nationale ordninger«.

102    Den i vedtægtens bilag XII definerede metode er resultatet af en »politisk forhandling«, idet flere medlemsstater har anmodet om, at de overskydende udgifter til pensionsordningen bæres af tjenestemændene. Det oprindelige forslag til vedtægtens bilag XII, som Kommissionen forelagde Rådet, indeholdt kun nogle overordnede principper, men efter at det blev konstateret, at den i 2003 fastsatte metode ikke tjente hovedformålet at forhøje bidragssatsen, var det blevet besluttet at opføre en ny detaljeret metode med vilkårlige parametre i bilag XII. Det er grunden til, at den i vedtægten fastsatte forhøjelse af tjenestemændenes bidragssats ikke kunne udledes af Eurostats undersøgelser fra 2003 i overensstemmelse med den internationale regnskabsstandard IAS 19 og ikke havde som det eneste formål at sikre ordningens aktuarmæssige balance.

103    I svarskriftet bemærker Parlamentet, at ved at hævde, at vedtægtens bilag XII er ulovligt, påberåber sagsøgeren sig anbringendet om tilsidesættelse af traktaterne eller en trinhøjere regel end bestemmelserne i bilag XII. Sagsøgeren har imidlertid ikke præciseret, hvilken trinhøjere regel i forhold til bilaget der er blevet tilsidesat. Bestemmelserne i den tidligere vedtægts artikel 83, stk. 4, havde ikke en højere juridisk værdi end de af Rådet for nylig vedtagne bestemmelser i form af vedtægtens bilag XII. I mangel af et bestemt juridisk grundlag må anbringendet således afvises. Såfremt dette anbringende skal fortolkes som et anbringende om magtfordrejning, understreger Parlamentet, at det ikke er blevet udtrykkeligt forelagt i forbindelse med den forudgående klage, og at det ligeledes bør afvises.

104    Parlamentet har vedrørende sagens realitet gjort gældende, at forhøjelsen af tjenestemændenes bidrag var nødvendig for at opretholde den aktuarmæssige balance i Fællesskabets pensionsordning. Den af Rådet besluttede forhøjelse var blevet vedtaget på grundlag af et forslag fra Kommissionen baseret på en rapport om aktuarmæssig vurdering af pensionsordningen. I rapporten hed det, at »for at sikre pensionsordningens balance [var] den bidragssats, der var nødvendig for at finansiere en tredjedel af de ved [Fællesskabets] pensionsordning bestemte ydelser, 10,43% af grundlønnen«. Forhøjelsen af bidragssatsen havde således som grundlag en aktuarundersøgelse udarbejdet i overensstemmelse med principperne i vedtægtens bilag XII og den aktuarmæssige praksis, der generelt anses for at gælde.

105    Parlamentet har endelig gjort gældende, at der kun foreligger magtfordrejning, såfremt der er objektive, relevante og samstemmende tegn på, at en beslutning udelukkende eller dog i det mindste overvejende er truffet med det formål at forfølge andre mål end dem, der er angivet. Sagsøgeren har imidlertid ikke påvist, at vedtægtens bilag XII var blevet vedtaget med det udelukkende eller overvejende formål at afvikle pensionsordningens budgetunderskud, eller at bilaget var vedtaget med det udelukkende eller overvejende formål at foretage en nedadrettet tilpasning af Fællesskabets pensionsordning med henblik på at tilnærme den til de nationale ordninger. Parlamentet har anført, at de af sagsøgeren fremlagte dokumenter ikke på nogen måde udgør tilstrækkelige indicier til, at der sikkert kan påvises, at vedtægtens bilag XII forfulgte andre mål end dem, der er angivet. Selv hvis det antages, hvilket ikke er tilfældet, at der var foregået en »politisk forhandling«, som sagsøgeren hævder, havde vedtægtens bilag XII overvejende til formål at fastsætte en procedure, der gjorde det muligt at sikre den aktuarmæssige balance af pensionsordningen.

106    I sin replik er sagsøgeren af den mening, at han implicit har påberåbt sig magtfordrejning i sin forudgående klage, skønt hans argumenter ikke var formuleret snævert juridisk. Ifølge retspraksis kan det ikke fordres, at klagepunkter påberåbt til støtte for en forudgående klage er formuleret på en sådan måde.

107    Sagsøgeren har henvist til den undersøgelse, han har foranlediget udarbejdet af aktuaren EIS Belgium, som har analyseret ændringen i aktuarmetoden mellem 2003 og 2004 og afstanden mellem de resultater, der er opnået ved de forskellige metoder. Trods sagsøgerens anmodninger har Parlamentet ikke givet nogen forklaring på grundene til denne metodeændring. Sagsøgeren har opfordret Retten til at anmode om fremlæggelse af dokumenter, som forklarer denne ændring.

108    I modsætning til, hvad Parlamentet har gjort gældende, hævdedes det ikke i de rådgivende aktuarer Ernst & Youngs rapport fra 2004, der var udarbejdet på Eurostats foranledning, at den metode, der er anført i vedtægtens bilag XII, var i overensstemmelse med aktuarpraksis. Rapporten bestod blot i en efterprøvning af den aktuarmæssige balance som defineret i vedtægtens bilag XII på grundlag af oplysninger fra Eurostat.

109    Sagsøgeren har bestridt, at lovgiver efter eget skøn kan træffe beslutning om metoden til beregning af den aktuarmæssige balance. Da der var henvisning til en aktuarmæssig balance, skulle lovgiver ved sin beregning have efterkommet de principper, der er anvendt af specialisterne.

110    I sit interventionsindlæg har Rådet anført, at de nærmere regler for beregning, der er fastsat i vedtægtens bilag XII, udelukkende opfylder det mål, der er fælles for den tidligere og den nye vedtægt, at sikre pensionsordningens aktuarmæssige balance.

111    Rådet støtter Parlamentets argumenter. Det mener endvidere, at under hensyntagen til karakteren af EF-tjenestemændenes pensionsordning er sagsøgerens argumenter vedrørende et angiveligt utilstrækkeligt niveau af medlemsstaternes bidrag fejlagtige. Der er ikke noget »bidrag« fra medlemsstaterne svarende til en bestemt procentsats af de samlede pensioner, som det kunne være tilfældet i et system med pensionsfonde. Medlemsstaterne har derimod pligt til at finansiere Fællesskabernes budget, således at budgettet kan sikre betaling af pensionerne, uanset deres størrelse.

112    Ved vedtagelsen af forordning nr. 723/2004 havde Rådet vurderet, at det var nødvendigt i vedtægten at medtage en beregningsmetode, der sikrede den aktuarmæssige balance af Fællesskabets pensionsordning. Men under hensyntagen til variationen af de økonomiske parametre, der skulle tages i betragtning, rådede Rådet over en skønsbeføjelse til at definere denne metode. Sagsøgeren har ikke udtrykkeligt angivet, hvordan metoden i vedtægtens bilag XII har oversteget dette skøn, eller hvilken bestemmelse i bilag XII der var blevet vedtaget for at anvende tjenestemændenes bidrag til pensionsordningen til andre formål end at sikre den aktuarmæssige balance.

113    Der var intet grundlag for, at sagsøgeren, under henvisning til Eurostat-rapporten fra september 2003, navnlig den statistiske analyse i punkt 8.2.3.1., hævder, at tjenestemændenes bidragssats, der skulle anvendes for at sikre den aktuarmæssige balance, skulle have været lavere end den, der i sidste instans blev vedtaget ved vedtægten, nemlig 9,25%. Visse vedtægtsmæssige foranstaltninger, såsom nedsættelsen af den årlige tilskrivningssats (1,9% i stedet for 2%), vil kun have virkninger i retning af en nedsættelse af bidragssatsen på lang sigt. En stor del af ændringerne i henhold til vedtægten har ligeledes kun ringe umiddelbar virkning, da de ikke, eller ikke fuldstændigt, finder anvendelse på tjenestemænd, der er ansat før vedtægtens ikrafttræden. Ændringen af reglerne om beregning af den realrentesats, der skal anvendes i aktuarberegningerne (gennemsnittet over 12 år i stedet for 20 år), vil derimod have en umiddelbar virkning på den beregnede bidragssats.

114    I sine bemærkninger til Rådets interventionsindlæg hævder sagsøgeren, at det er metoden i vedtægtens bilag XII som helhed, der er udformet således, at den begrunder en forhøjelse af bidragssatsen. Bidragssatsen var således blevet fastsat til 9,25%, mens Eurostat-undersøgelsen fra september 2003 klart angav, at en bidragssats på 8,91% var tilstrækkelig til at sikre den aktuarmæssige balance og tilmed forudså, at den nye vedtægts ikrafttræden ville gøre det muligt at sænke denne sats til omkring 8,7%.

115    Fællesskabslovgivers skønsmargen begrunder ikke et vilkårligt skøn. Rådet har ikke givet nogen forklaring på lovgivers valg om at forkorte referenceperioden for beregning af den gennemsnitlige realrentesats, defineret ved gennemsnittet af realrentesatserne i referenceperioden, fra 20 til 12 år.

116    I sin duplik har Parlamentet gjort gældende, at Fællesskabets retsinstanser udøver en kontrol begrænset til åbenbare eller alvorlige fejl, når de kontrollerer lovligheden af en fællesskabsretlig forskrift, som forudsætter komplicerede vurderinger. EIS Belgiums undersøgelse, som sagsøgeren har fremlagt, har ikke påpeget nogen alvorlig eller åbenbar fejl i vedtægtens bilag XII. Angående perioden på 12 år, som i bilaget anvendes til beregning af den gennemsnitlige realrentesats, anfører forfatteren til undersøgelsen blot, at en periode på 20 år ville have været mere passende. Ingen regnskabsbestemmelse forbyder at anvende en referenceperiode på 12 år til denne beregning.

117    Grunden til, at den metode, der er anvendt i Eurostat-rapporten fra september 2003, ikke blev anvendt i sidste instans, er enkel, idet lovgiver nemlig gjorde brug af den skønsmargen, den råder over ved valget af metode til beregning af den aktuarmæssige balance.

 Rettens bemærkninger

118    Indledningsvis skal argumentet om, at vedtægtens bilag XII er i strid med den tidligere vedtægts artikel 83, stk. 4, forkastes. Da disse bestemmelser er blevet ophævet ved vedtægtens ikrafttræden, har sagsøgeren under ingen omstændigheder grundlag for at påberåbe sig dem (jf. i denne retning kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 17.9.1997, sag T-26/97, Antillean Rice Mills mod Kommissionen, Sml. II, s. 1347, præmis 14-16).

119    Som Domstolen har fastslået gentagne gange, er en retsakt kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den må antages at være truffet udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfølge andre formål end dem, der er angivet, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved traktaten (jf. dom af 21.6.1958, sag 8/57, Groupement des hauts fourneaux et aciéries belges mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 105, org.ref.: s. 223, på s. 256, jf. ligeledes hvad angår fællesskabslovgivers retsakter dom af 10.3.2005, sag C-342/03, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 1975, præmis 64, og dommen af 7.9.2006 i sagen Spanien mod Rådet, præmis 69).

120    Formålet med vedtægtens bilag XII er, som anført i denne doms præmis 84, og som det ligeledes fremgår af betragtning 28 til forordning nr. 723/2004, at sikre opretholdelsen af Fællesskabets pensionsordnings aktuarmæssige balance under overholdelse af den foreskrevne fordelingsnøgle til finansiering af denne ordning ved at beregne tjenestemændenes bidragssats på et niveau, der er tilstrækkeligt til at finansiere en tredjedel af tjenesteomkostningerne.

121    Sagsøgeren har imidlertid gjort gældende, at de af Rådet vedtagne foranstaltninger, navnlig valget om at beregne den gennemsnitlige realrentesats over 12 år i stedet for 20 år, ikke står i forhold til det formål, som Rådet har angivet at forfølge, idet de umiddelbare budgetmæssige overvejelser var gået forud for ønsket om at beregne den aktuarmæssige balance på et mere objektivt grundlag.

122    Uanset Rådets – bestemte – afvisninger under retsmødet fremgår det af sagsakterne, at budgetmæssige overvejelser faktisk er indgået i valget af perioden på 12 år, som det allerede er anført i denne doms præmis 92.

123    For det første afviger dette valg fra en sædvanlig praksis vedrørende aktuarmæssig beregning, der består i at beregne gennemsnittet af rentesatserne over en længere periode, på 20 år, for at opnå en bedre udjævning af variablen. For det andet fremgår det af Eurostat-undersøgelsen fra september 2003, at en forhøjelse af bidragssatsen til 8,9%, eller blot til 8,7%, under hensyntagen til de påtænkte vedtægtsændringer, var tilstrækkelig pr. 1. januar 2004 til at sikre pensionsordningens aktuarmæssige balance, hvis man anvendte en gennemsnitlig realrentesats beregnet over en periode på 20 år forud for det indeværende år. For det tredje viste den af aktuaren EIS Belgium udarbejdede undersøgelse, at valget af referenceperiode i det væsentlige forklarer, hvorfor Eurostat i sin rapport fra september 2004 har kunnet beregne en bidragssats på 10,43%. Endelig viser forarbejderne til pensionsreformen, bl.a. Rådets note af 7. marts 2003, vedlagt som bilag til stævningen, flere medlemsstaters udtrykte ønske om at forhøje tjenestemændenes bidrag med henblik på at nedsætte budgetudgifterne til pensionsordningen.

124    Det ser imidlertid ud til, at de budgetmæssige overvejelser ikke afgørende har påvirket metoden i vedtægtens bilag XII. Optagelsen i vedtægten af en aktuarmæssig metode udgør i sig selv en hindring for, at tjenestemændenes bidrag ændres efter budgetsituationen, eftersom det er i forhold til de fremtidige finansieringsbehov af pensionsordningen, defineret objektivt ifølge den pågældende aktuarmæssige metode, at det indeværende års bidrag nu beregnes.

125    Beregningen af den gennemsnitlige realrentesats over en mere eller mindre lang periode har i sig selv ingen indflydelse, som anført i denne doms præmis 95-97, på den aktuarmæssige balance, eftersom perioden alene tjener til at sikre en tidsmæssig udjævning af rentesatsen og følgelig af bidragssatsen. Valget af en varighed på 12 år rejser endvidere ikke tvivl om udjævningsfunktionen i referenceperioden, som valget af en meget kort varighed som 5 år, som var blevet foreslået af nogle delegationer i Rådet med henblik på at opnå en højere bidragssats i 2004, kunne gøre. Ved valget mellem bidragssatsens stabilitet, sikret ved en tilstrækkeligt lang referenceperiode og en større umiddelbar forhøjelse af bidragssatsen, prioriterede Rådet det første mål. Det kan følgelig ikke hævdes, at varigheden på 12 år udelukkende eller overvejende er blevet vedtaget med henblik på budgetmæssige mål.

126    Endelig fremgår det ikke af vedtægten, at Rådets hensyntagen til budgetmæssige overvejelser, i udøvelsen af lovgivers vide skøn med henblik på at sikre Fællesskabet pensionsordnings aktuarmæssige balance, er ulovlig. En sådan hensyntagen er tilmed nødvendig, for så vidt som betalingen af pensionsydelser, da der ikke findes en EF-pensionsfond, sker over Fællesskabernes budget i henhold til vedtægtens artikel 83, stk. 1, ligesom tjenestemændenes bidrag udgør en indtægt. Artikel 14, stk. 2, i vedtægtens bilag XII bestemmer, at i forbindelse med den femårige aktuarmæssige vurdering kan Rådet tage bestemmelserne i bilag XII op til revision ikke alene for at tage hensyn til den aktuarmæssige balance, men også »i lyset af de budgetmæssige virkninger«.

127    Det fremgår af det anførte, at anbringendet om, at Rådet ved at vedtage vedtægtens bilag XII hovedsagelig havde forfulgt et budgetmæssigt mål og følgelig behæftet det pågældende bilag med magtfordrejning, må forkastes, uden at det er fornødent at træffe afgørelse om, hvorvidt dette anbringende kan realitetsbehandles.

 Det femte anbringende om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

 Parternes argumenter

128    Sagsøgeren har i sin stævning anført, at metoden i vedtægtens bilag XII er defineret under tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

129    Mens Parlamentet ved flere lejligheder havde forsikret sine tjenestemænd og øvrige ansatte, at deres bidrag kun ville blive forhøjet i det omfang, det var strengt nødvendigt for opretholdelsen af den aktuarmæssige balance, var bidraget blevet forhøjet langt ud over dette, på kunstig måde og under tilsidesættelse af princippet om aktuarmæssig balance. Parlamentet havde således ikke overholdt de tilsagn, det havde givet sine tjenestemænd og øvrige ansatte, og havde således tilsidesat disses berettigede forventning.

130    Sagsøgeren mener endvidere, at arbejdsgiveren ved en uberettiget forhøjelse af bidragssatsen har ladet tjenestemændene betale Fællesskabets pensionsordnings gæld, mens det påhvilede arbejdsgiveren at afholde den. I mange år havde arbejdstagernes bidrag alene været tilstrækkeligt til at dække pensionsordningens udgifter, mens arbejdsgiverne ikke havde betalt de nødvendige bidrag til finansiering af ordningen. Sagsøgeren påpeger, at i en skrivelse fra 2001 havde Kommissionens formand medgivet, at der forelå store optjente rettigheder svarende til bidrag fra tidligere perioder til pensioner, som skulle udbetales, og havde forsikret, at »årsagen til [e]n eventuel forhøjelse af bidragene under ingen omstændigheder kunne være finansieringen af disse optjente rettigheder«.

131    Parlamentet gør i sit svarskrift opmærksom på, at tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kun kan forekomme i en situation, hvor der er afgivet præcise, ubetingede og samstemmende løfter, der stammer fra pålidelige og troværdige kilder, som hos den pågældende har givet anledning til begrundede forhåbninger. Dette var imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag, eftersom Parlamentet, som ikke havde beføjelse til at vedtage de vedtægtsmæssige bestemmelser og blot var blevet hørt i forbindelse med vedtagelsen af forordning nr. 723/2004, under ingen omstændigheder havde kunnet afgive ubetingede løfter i forbindelse med reformen af pensionsordningen. Eventuelle løfter, som sagsøgeren måtte have modtaget fra Parlamentet, kunne ikke give anledning til begrundede forhåbninger om, at bidragssatsen til Fællesskabets pensionsordning ikke ville blive forhøjet.

132    Parlamentet har desuden gjort gældende, at tjenestemænd ikke kan påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning med henblik på at rejse tvivl om lovligheden af en ny retsforskrift, bl.a. på et område, hvis mål indebærer en konstant tilpasning på grund af ændringer i den økonomiske situation.

133    I sin replik anfører sagsøgeren, at det har ringe betydning, at de vedtægtsmæssige bestemmelser ikke er blevet vedtaget af Parlamentet, der kun er blevet hørt, men af Rådet. Parlamentets udtalelse er et væsentligt og nødvendigt element i proceduren, i mangel af hvilket den nye vedtægt ikke kunne være blevet vedtaget. Ved at afgive positiv udtalelse med hensyn til metoden i bilag XII havde Parlamentet ikke overholdt de løfter, det havde givet sine tjenestemænd og øvrige ansatte.

134    Sagsøgeren har endvidere understreget, at hans berettigede forventning ikke alene skyldtes de løfter, som Parlamentets ledelse havde kunnet give ham, men også vedtægtens tekst.

135    I sit interventionsindlæg har Rådet besvaret sagsøgerens bemærkninger om, at finansieringen af de allerede optjente pensionsrettigheder ikke kan være baggrunden for forhøjelsen af bidragssatsen til pensionsordningen. Vedtagelsen af den nye vedtægt og opretholdelsen af medlemsstaternes solidariske garanti vedrørende betaling af pensionerne fastlægger de facto en aktuarmæssig balance pr. 30. april 2004. På grund af karakteren af Fællesskabets pensionsordning havde tjenestemændene og institutionen dækket tjenestemændenes og de øvrige ansattes indtil den nævnte dato kumulerede pensionsrettigheder. Den nye vedtægt indeholder ingen bestemmelse om opkrævning af eventuelle positive eller negative forskelle på grund af bidragssatsens hypotetiske manglende tilpasning. Den i vedtægtens bilag XII definerede metode til aktuarmæssig vurdering tilsigter blot at garantere, at den bidragssats, der skal anvendes efter den 1. maj 2004, er tilstrækkelig til at dække de pensionsrettigheder, der optjenes af tjenestemændene efter denne dato.

136    I sine bemærkninger til Rådets interventionsindlæg konstaterer sagsøgeren, at alle parter erkender, at tjenestemændene og de øvrige ansatte kun skal betale en tredjedel af det bidrag, der er nødvendigt til at sikre den fremtidige betaling af de rettigheder, de optjener aktuelt, og at det tidligere underskud derfor fuldstændigt skal finansieres af medlemsstaterne over fællesskabsbudgettet. Uenigheden vedrører gennemførelsen af dette princip. I modsætning til, hvad Rådet hævder, har metoden i vedtægtens bilag XII på kunstig måde forhøjet tjenestemændenes og de øvrige ansattes bidrag.

137    I sin duplik hævder Parlamentet, at overholdelsen af den aktuarmæssige balance henhører under et kompliceret område, som indebærer en konstant tilpasning i forhold til ændringerne i den økonomiske situation. Den variable karakter af bidragsniveauet fremgår klart af de vedtægtsmæssige bestemmelser, bl.a. af den tidligere vedtægts artikel 83, stk. 4. Sagsøgeren kan således ikke påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning med henblik på at rejse tvivl om lovligheden af de nye bestemmelser om metoden til beregning af den aktuarmæssige balance.

 Rettens bemærkninger

138    Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er fastslået ved retspraksis som »en højere retsregel« (Domstolens dom af 14.5.1975, sag 74/74, CNTA mod Kommissionen, Sml. s. 533, præmis 44), som et af »Fællesskabets grundlæggende principper« (Domstolens dom af 14.10.1999, sag C-104/97 P, Atlanta mod Det Europæiske Fællesskab, Sml. I, s. 6983, præmis 52, og af 7.6.2005, sag C-17/03, VEMW m.fl., Sml. I, s. 4983, præmis 73) og som et almindeligt princip (Domstolens dom af 4.10.2001, sag C-403/99, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 6883, præmis 35).

139    Dette princip er en naturlig følge af retssikkerhedsprincippet, som kræver, at retsreglerne skal være klare og præcise, og det skal sikre forudsigelighed for borgerne i forbindelse med de situationer og retsforhold, der henhører under fællesskabsretten. Ved ændring af retsreglerne tilsigtes at beskytte situationer, der lovligt er opnået af en eller flere fysiske eller juridiske personer (jf. i denne retning Domstolens dom af 15.2.1996, sag C-63/93, Duff m.fl., Sml. I, s. 569, præmis 20, og af 18.5.2000, sag C-107/97, Rombi & Arkopharma, Sml. I, s. 3367, præmis 66, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 16.9.1999, sag T-182/96, Partex mod Kommissionen, Sml. II, s. 2673, præmis 191).

140    I henhold til fast retspraksis tilkommer retten til at påberåbe sig beskyttelse af den berettigede forventning enhver borger, hos hvem Fællesskabets administration har fremkaldt begrundede forventninger (dom afsagt af Retten i Første Instans den 5.2.1997, sag T-211/95, Petit-Laurent mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 21, og II, s. 57, præmis 72, og den 5.11.2002, sag T-205/01, Ronsse mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 211, og II, s. 1065, præmis 54).

141    Med anbringendets første led hævder sagsøgeren, at Parlamentet havde afgivet løfter til sine tjenestemænd om indholdet i den fremtidige pensionsreform, som var blevet tilsidesat i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

142    Imidlertid kan kun præcise løfter, der stammer fra den myndighed, som har kompetence til at tildele, hvad den har lovet, skabe en berettiget forventning hos den pågældende tjenestemand (jf. dom afsagt af Retten i Første Instans den 8.12.2005, sag T-237/00, Reynolds mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 385, og II, s. 1731, præmis 146).

143    Parlamentet har imidlertid kun en rådgivende rolle i forbindelse med vedtagelse eller revision af vedtægten. I artikel 283 EF hedder det, at »[p]å forslag af Kommissionen og efter at have indhentet udtalelse fra de øvrige interesserede institutioner, udfærdiger Rådet med kvalificeret flertal vedtægten […] og ansættelsesvilkårene for [De Europæiske Fællesskabers] øvrige ansatte«. Derfor kan det ikke hævdes – uden at tilsidesætte traktatens bestemmelser om fordeling af beføjelserne mellem institutionerne – at Parlamentet kunne afgive løfter til sine tjenestemænd om reformen af Fællesskabets pensionsordning, for hvilke Rådet derefter ville være ansvarligt.

144    Under disse omstændigheder har Parlamentets erklæringer om reformen af Fællesskabets pensionsordning, der på det tidspunkt var under udarbejdelse, ikke kunnet skabe begrundede forhåbninger hos sagsøgeren.

145    Med anbringendets andet led hævder sagsøgeren, at grunden til hans forventning til en langt mindre forhøjelse af tjenestemændenes bidrag til pensionerne var baseret på vedtægtens bestemmelser, der begrænsede bidraget til en tredjedel af finansieringsbehovet for Fællesskabets pensionsordning, og det forhold, at tjenestemændenes bidrag tidligere oversteg dette loft. I modsætning til, hvad Rådet har anført under retsmødet, hviler den af sagsøgeren påberåbte forventning således ikke blot på praksis.

146    Den tidligere vedtægts artikel 83, stk. 2, som er opretholdt i den nye vedtægt, bestemte allerede, at tjenestemændene bidrager med en tredjedel til finansieringen af pensionsordningen. Selv før den nye vedtægts ikrafttræden skulle Fællesskabets pensionsordning for to tredjedeles vedkommende finansieres af Fællesskabets arbejdsgiver og for den sidste tredjedel af tjenestemændenes og de øvrige ansattes bidrag.

147    Sagsøgeren er imidlertid af den mening, at metoden i vedtægtens bilag XII har tilsidesat denne fordelingsnøgle for den tidligere finansiering.

148    Parlamentet har for det første heroverfor gjort gældende, at sagsøgeren ikke kan påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning mod bestemmelserne i vedtægtens bilag XII.

149    I henhold til fast retspraksis kan en tjenestemand ikke under henvisning til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning anfægte lovligheden af nye bestemmelser, navnlig ikke på et område, hvis formål kræver en konstant tilpasning efter ændringer i den økonomiske situation (dom afsagt af Retten i Første Instans den 22.6.1994, forenede sager T-98/92 og T-99/92, Di Marzio og Lebedef mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 167, og II, s. 541, præmis 68, og den 11.12.1996, sag T-177/95, Barraux m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 541, og II, s. 1451, præmis 47). Dette er bl.a. tilfældet med tilpasning af Fællesskabets sociale sikringssystem, for hvilket lovgiver desuden råder over et vidt skøn med hensyn til reformers nødvendighed (jf. i denne retning dommen i sagen Campoli mod Kommissionen, præmis 71 og 72).

150    Selv om lovgiver til enhver tid frit kan tilføre vedtægtens regler de ændringer, han finder i overensstemmelse med den almene interesse, og vedtage vedtægtsmæssige bestemmelser, der er mere ugunstige for de berørte tjenestemænd, i givet fald med forbehold af at fastsætte en overgangsperiode af tilstrækkelig varighed, er det på betingelse af, at der træffes afgørelse med henblik på fremtiden (jf. dommen i sagen Campoli mod Kommissionen, præmis 85), dvs. på betingelse af at den nye lovgivning kun finder anvendelse på nye situationer og fremtidige virkninger af situationer, der er opstået under den tidligere lovgivning (jf. modsætningsvis Domstolens dom af 16.5.1979, sag 84/78, Tomadini, Sml. s 1801, præmis 21, og af 5.5.1981, sag 112/80, Dürbeck, Sml. s. 1095, præmis 48, og inden for personalesager dom afsagt af Retten i Første Instans den 26.10.1993, forenede sager T-6/92 og T-52/92, Reinarz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1047, præmis 85).

151    Det skal imidlertid fastslås, at den således fastlagte grænse for den uigenkaldelige karakter af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning mod en ny bestemmelse ikke kan gøres gældende over for sagsøgeren i den foreliggende sag.

152    Sagsøgeren har nemlig ikke gjort gældende, at der var sket en tilsidesættelse med henblik på fremtiden af fordelingsnøglen i den tidligere vedtægts artikel 83, stk. 2, i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Som anført i denne doms præmis 146 er de pågældende bestemmelser i øvrigt blevet gentaget uden ændringer i den nye vedtægts artikel 83, stk. 2. Det klagepunkt, som sagsøgeren har formuleret mod vedtægtens bilag XII, er, at det har tilsidesat fordelingsnøglen for finansieringen for perioden før bilagets ikrafttræden, dvs. kun med tilbagevirkende kraft.

153    I modsætning til, hvad Parlamentet hævder, kan den nævnte retspraksis vedrørende nye bestemmelser derfor ikke finde anvendelse i den foreliggende sag og kan dermed ikke med føje påberåbes med henblik på at nægte sagsøgeren retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Domstolen har derimod i en dom af 11. juli 1991, Crispoltoni (sag C-368/89, Sml. I, s. 3695, præmis 21), underkendt et indgreb i de erhvervsdrivendes berettigede forventning ved to fællesskabsforordninger, på grund af at de måtte tillægges tilbagevirkende kraft.

154    Det skal for det andet undersøges, om vedtægtens bilag XII, som sagsøgeren hævder, faktisk har tilsidesat finansieringsreglen for Fællesskabets pensionsordning for perioden før den 1. maj 2004.

155    Det fremgår af Dührkop Dührkop-betænkningen, at institutionerne ikke har betalt noget bidrag til Fællesskabets pensionsordning indtil 1982 og først har betalt EF-arbejdsgiverens fuldstændige andel fra og med 1998.

156    Som Rådet har anført i sit interventionsindlæg, tilsigter den i vedtægtens bilag XII definerede aktuarmæssige metode kun at sikre, at den bidragssats til pensionerne, der skal anvendes efter den 1. maj 2004, er tilstrækkelig til at dække de pensionsrettigheder, der optjenes af tjenestemændene fra denne dato. Den manglende hensyntagen til fortiden i vedtægtens bilag XII har to følgevirkninger, som der skal sondres imellem ved undersøgelsen af sagsøgerens argumentation.

157    For det første tager den aktuarmæssige balance ikke hensyn til pensionsrettigheder optjent før beregningsdatoen i henhold til artikel 4, stk. 4, litra b), i vedtægtens bilag XII. Denne bestemmelse garanterer, at et eventuelt kumuleret underskud i Fællesskabets pensionsordning indtil den 1. maj 2004 ikke bæres af tjenestemændene, og at en forhøjelse af bidragssatsen således ikke kan være begrundet i finansieringen af pensionsrettigheder, som disse allerede har optjent, i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført.

158    For det andet indeholder vedtægten ingen bestemmelse om opkrævning af eventuelle positive eller negative forskelle som følge af manglende tilpasning af bidragssatsen i tidligere perioder. Med andre ord ser definitionen af aktuarmæssig balance i vedtægtens bilag XII bort fra bidrag betalt indtil den 30. april 2004 og lægger til grund, at de indtil denne dato optjente pensionsrettigheder er dækket i overensstemmelse med fordelingsnøglen for finansieringen.

159    Sagsøgeren støtter sig imidlertid på Dührkop Dührkop-betænkningen og hævder, at EF-arbejdsgiveren først har finansieret pensionsordningen med to tredjedele siden 1998, og at tjenestemændene tidligere havde bidraget med over en tredjedel til finansieringen af ordningen.

160    Dührkop Dührkop-betænkningen er imidlertid ikke baseret på en aktuarmæssig undersøgelse af pensionsordningen og begrænser sig til at konstatere, at tjenestemændenes årlige bidrag længe har oversteget en tredjedel af de årlige budgetudgifter til Fællesskabets pensionsordning. Den tidligere vedtægts artikel 83, stk. 2, som med den samme formulering som den nye vedtægt bestemte, at tjenestemændene bidrager med en tredjedel af finansieringen af ordningen, skulle allerede forstås i en aktuarmæssig og ikke budgetmæssig forstand, som det klart fremgår af bestemmelserne i den tidligere vedtægts artikel 83, stk. 4. Disse bestemmelser betød, at en tredjedel af summen af den aktuarmæssige værdi af de pensionsrettigheder, der var optjent af alle de aktive medlemmer, dvs. en tredjedel af tjenesteomkostningerne, skulle finansieres af tjenestemændene.

161    Konstateringen af, at i årtier, mens Fællesskabets pensionsordning omfattede et meget begrænset antal pensionister, oversteg tjenestemændenes bidrag langt en tredjedel af budgetudgifterne til ordningen, gør det ikke muligt at hævde, at tjenestemændenes bidrag ligeledes har oversteget en tredjedel af tjenesteomkostningerne.

162    Grundlaget for en sådan konklusion kan for det første kun være en aktuarmæssig undersøgelse. Kommissionen har imidlertid anført under retsmødet, uden at blive modsagt, at der ikke var foretaget nogen aktuarmæssig undersøgelse af Fællesskabets pensionsordning før 1998. Dernæst er det ikke sikkert, at tjenestemændene med en bidragssats fastsat til 6,75% og derefter til 8,25% tidligere har finansieret over en tredjedel af tjenesteomkostningerne. Selv hvis det antages, at overholdelsen af finansieringsnøglen kan efterprøves på grundlag af budgettal, og at Dührkop Dührkop-betænkningens konklusion, hvorefter arbejdsgiverens bidrag kun var betalt delvis indtil 1998, følgelig kan anerkendes, må det imidlertid yderligere undersøges, om tjenestemændenes formodede bidragsoverskud indtil denne dato er blevet kompenseret ved et bidragsoverskud fra Fællesskabet i perioden mellem 1998 og 2004.

163    Det er følgelig ikke godtgjort, at den nye lovgivning har bevirket en tilsidesættelse af Fællesskabets pensionsordnings finansieringsnøgle med tilbagevirkende kraft.

164    Ved indirekte at antage, at denne regel var blevet overholdt før ikrafttrædelsen af vedtægtens bilag XII, kan Rådet ikke anses for at have tilsidesat tjenestemændenes berettigede forventning til overholdelsen af den pågældende regel.

165    Det fremgår af det anførte, at anbringendet om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning bør forkastes i dets forskellige led.

166    Herefter skal Parlamentet frifindes.

 Sagens omkostninger

167    Som Retten har fastslået i dom af 26. april 2006, Falcione mod Kommissionen (sag F-16/05, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 77-86), at så længe procesreglementet for EU-Personaleretten og bl.a. de særlige bestemmelser vedrørende sagsomkostninger ikke er trådt i kraft, må procesreglementet for Retten i Første Instans anvendes af hensyn til god retspleje og for at sikre borgerne tilstrækkelig forudsigelighed med hensyn til reglerne for de omkostninger, der er forbundet med sagen.

168    I henhold til artikel 87, stk. 2, i procesreglementet for Retten i Første Instans pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til samme reglements artikel 88 bærer institutionerne selv deres egne omkostninger i tvister mellem Fællesskaberne og deres ansatte.

169    Ifølge artikel 87, stk. 3, første afsnit, i procesreglementet for Retten i Første Instans kan Retten fordele sagens omkostninger, hvis der foreligger ganske særlige grunde.

170    I den foreliggende sag har Parlamentet kun delvis reageret på klagen, har ikke i sine skriftlige indlæg givet nogen forklaring på valget af den 12-årige periode, som sagsøgeren dog har anfægtet seriøst og præcist, og har ikke som svar på en velunderbygget argumentation vedlagt noget bilag til sine indlæg. For at klargøre sagsakterne og træffe afgørelse om de anfægtede bestemmelsers lovgrund har Retten været nødt til at anordne mange foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse.

171    Under disse omstændigheder bør Parlamentet foruden sine egne omkostninger betale halvdelen af sagsøgerens omkostninger. Sagsøgeren bærer halvdelen af sine egne omkostninger.

172    I henhold til artikel 87, stk. 4, første afsnit, i procesreglementet for Retten i Første Instans bærer Rådet og Kommissionen, der er indtrådt i tvisten, deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (plenum)

1)      Europa-Parlamentet frifindes.

2)      Europa-Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af Dieter Wils’ omkostninger.

3)      Dieter Wils bærer halvdelen af sine egne omkostninger.

4)      Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber bærer deres egne omkostninger.

Mahoney Kreppel Van Raepenbusch

Boruta       Kanninen

Tagaras       Gervasoni

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. juli 2007.

W. Hakenberg       P. Mahoney

Justitssekretær       Præsident

Denne afgørelse samt de afgørelser fra Fællesskabets retsinstanser, der er nævnt heri, og som endnu ikke er trykt i Samling af Afgørelser, er tilgængelige på Domstolens hjemmeside: www.curia.europa.eu

* Processprog: fransk.