Language of document :

Sag anlagt den 23. januar 2006 - B mod Kommissionen

(Sag F-7/06)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: B (Bruxelles, Belgien) (ved avocats S. Rodrigues og A. Jaume)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 10. oktober 2005 om afvisning af sagsøgerens klage, samt af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 26. april 2005 om afslag på at tildele sagsøgeren udlandstillæg.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren udlandstillæg fra hendes indtræden i tjenesten.

Kommissionen tilpligtes at betale morarenter fra dommens afsigelse.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren, som er tjenestemand ved Kommissionen, har anfægtet afgørelsen om endelig fastsættelse af hendes rettigheder, hvorved Kommissionen afslog at tildele hende udlandstillæg.

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet principalt gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra a), i vedtægtens bilag VII. Sagsøgeren har ligeledes fremsat en formalitetsindsigelse, hvorefter anvendelsen om den betingelse om statsborgerskab, der er anført i førnævnte bestemmelses første led, på tjenestemænd, som har statsborgerskab både i den stat, hvor de gør tjeneste, samt i en anden medlemsstat, tilsidesætter principperne om forbud mod forskelsbehandling og om ligebehandling.

Sagsøgeren har dernæst anført, at hun under alle omstændigheder opfylder den bopælsbetingelse, der er anført i den omhandlede bestemmelses andet led.

Sagsøgeren har subsidiært anført, at der er sket tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra b), i vedtægtens bilag VII derved, at der i den anfægtede afgørelse ikke tages hensyn til, at sagsøgeren opfylder såvel kriteriet om statsborgerskab som kriteriet om bopæl, der er anført i nævnte bestemmelse.

Mest subsidiært har sagsøgeren anført, at der er sket tilsidesættelse af artikel 4, stk. 3, i vedtægtens bilag VII derved, at denne bestemmelse ikke kan fortolkes således, at den pålægger en tjenestemand, der har dobbelt statsborgerskab, at frasige sig statsborgerskabet i den medlemsstat, hvor vedkommende gør tjeneste, for at få ret til udlandstillæg.

____________