DOMSTOLENS DOM (Syvende Afdeling)
7. november 2013 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – fri udveksling af tjenesteydelser – udstationering af arbejdstagere – direktiv 96/71/EF – mindsteløn – faste beløb og arbejdsgiverens bidrag til en flerårig opsparingsordning for dens arbejdstagere«
I sag C-522/12,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesarbeitsgericht (Tyskland) ved afgørelse af 18. april 2012, indgået til Domstolen den 19. november 2012, i sagen:
Tevfik Isbir
mod
DB Services GmbH,
har
DOMSTOLEN (Syvende Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J.L. da Cruz Vilaça, og dommerne G. Arestis og J.-C. Bonichot (refererende dommer),
generaladvokat: M. Wathelet
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Tevfik Isbir ved Rechtsanwalt S. Hermann
– den tyske regering ved K. Petersen, A. Wiedmann og T. Henze, som befuldmægtigede
– den østrigske regering ved A. Posch, som befuldmægtiget
– den polske regering ved B. Majczyna og M. Szpunar, som befuldmægtigede
– den svenske regering ved C. Stege og A. Falk, som befuldmægtigede
– den norske regering ved P. Wennerås, som befuldmægtiget
– Europa-Kommissionen ved F. Bulst og J. Enegren, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 1, andet led, litra c), i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (EFT 1997 L 18, s. 1).
2 Anmodningen er indgivet under en sag mellem Tevfik Isbir, der arbejder inden for rengøringsbranchen, og hans arbejdsgiver DB Services GmbH (herefter »DB Services«), der er et selskab i koncernen Deutsche Bahn AG, angående de omstændigheder, der skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af den pågældendes mindsteløn.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Artikel 3 i direktiv 96/71 med overskriften »Arbejds- og ansættelsesvilkår« bestemmer i stk. 1 og 8:
»1. Medlemsstaterne påser, at de i artikel 1, stk. 1, omhandlede virksomheder, uanset hvilken lovgivning der finder anvendelse på ansættelsesforholdet, på nedennævnte områder sikrer de arbejdstagere, der er udstationeret på deres område, de arbejds- og ansættelsesvilkår, som i den medlemsstat, på hvis område arbejdet udføres, er fastsat:
– ved lov eller administrative bestemmelser,
og/eller
– ved kollektive aftaler eller voldgiftskendelser, der finder generel anvendelse, jf. stk. 8, for så vidt de vedrører de i bilaget nævnte aktiviteter:
[…]
c) mindsteløn, herunder overtidsbetaling; dette gælder ikke for erhvervstilknyttede tillægspensionsordninger
[…]
I forbindelse med dette direktiv defineres begrebet mindsteløn, jf. stk. 1, litra c), i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er udstationeret.
[…]
8. Ved kollektive aftaler eller voldgiftskendelser, der finder generel anvendelse, forstås kollektive aftaler og voldgiftskendelser, der skal overholdes af alle virksomheder inden for den pågældende sektor eller erhvervsgren i det pågældende geografiske område.
[...]«
Tysk ret
AEntG 2007
4 Lov om ufravigelige arbejdsvilkår ved grænseoverskridende tjenesteydelser (Gesetz über zwingende Arbeitsbedingungen bei grenzüberschreitenden Dienstleistungen – Arbeitnehmer-Entsendegesetz) som affattet den 25. april 2007, der trådte i kraft den 1. juli 2007 (herefter »AEntG 2007«), gennemfører direktiv 96/71 og senere ændringer af EU-retten – heriblandt de ændringer, som følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT L 376, s. 36) – i tysk ret.
5 § 1 i AEntG 2007 indeholder bestemmelser om anvendelsen af kollektive aftaler på udenlandske arbejdsgivere, når arbejdstagere udstationeres i Tyskland.
Femte lov om kapitaldannelse
6 I den femte lov om kapitaldannelse (Fünftes Vermögensbildungsgesetz) af 4. marts 1994 foreskrives det, at arbejdsgiveren skal udbetale en pengeydelse, som muliggør en kapitaldannelse for arbejdstageren.
7 De former for investeringer, der er foreskrevet i nævnte lov, er f.eks. en aftale om opsparing i værdipapirer eller andre former for kapitalandele, en arbejdstagers udgifter i forbindelse med opførelsen, erhvervelsen, forbedringen eller udvidelsen af en beboelsesejendom såvel som udgifter i forbindelse med en aftale om kapitallivsforsikring eller en opsparingsaftale. Den berørte arbejdstager kan i denne sammenhæng kun disponere over de omhandlede investeringer efter udløbet af en flerårig spærreperiode, der fastsættes forskelligt afhængigt af investeringsformen.
8 De ydelser, som bidrager til kapitaldannelse, støttes af staten, i det mindste hvad angår visse investeringsformer.
De kollektive aftaler
– ETV DB Services Nord
9 I den kollektive aftale vedrørende aflønning af arbejdstagere og lærlinge i DB Services Nord GmbH (Entgelttarifvertrag für die Arbeitnehmer und Auszubildenden der DB Services Nord GmbH) af 16. december 2004 (herefter »ETV DB Services Nord«) fastsættes lønskalaerne for arbejdstagere inden for området bygnings- og transporttjeneste.
10 ETV DB Services Nord, som skulle ophæves den 30. juni 2007, var i kraft indtil den 31. marts 2008.
11 Timelønnen ifølge ETV DB Services Nord var 7,56 EUR for løngruppe A3.
12 Overenskomstparterne aftalte, at timelønnen for løngruppe A3 skulle være 7,90 EUR fra og med den 1. april 2008.
13 Under forhandlingerne aftalte parterne desuden, at der til arbejdstagerne skulle udbetales to faste beløb i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. marts 2008 (herefter »faste betalinger for august 2007 og januar 2008«) i form af:
– 600 EUR sammen med lønudbetalingen for august 2007 som en forhøjelse af resultatdelingen
– 150 EUR sammen med lønudbetalingen for januar 2008 som en konjunkturelt begrundet ekstraordinær betaling.
– LohnTV Gebäudenreinigung 2004
14 Den kollektive aftale om lønninger for arbejdstagere inden for rengøring af bygninger (Lohntarifvertrag für die gewerblichen Beschäftigten Beschäftigten in der Gebäudereinigung) af 4. oktober 2003 (herefter »LohnTV Gebäudereinigung 2004«) fandt generel anvendelse fra og med den 1. april 2004.
15 § 2 i LohnTV Gebäudereinigung 2004 foreskrev en timeløn på 7,87 EUR.
16 Aftalen ophørte med at være i kraft den 29. februar 2008.
– TV Mindestlohn Gebäudereinigung
17 Aftalen om mindsteløn for arbejdstagere inden for rengøringsbranchen i Forbundsrepublikken Tyskland (Tarifvertrag zur Regelung der Mindestlöhne für gewerbliche Arbeitnehmer in der Gebäudereinigung im Gebiet der Bundesrepublik Deutschland) af 9. oktober 2007 (herefter »TV Mindestlohn Gebäudereinigung«) foreskrev en mindsteløn pr. time på 8,15 EUR for arbejdstagere i en gruppe, der svarede til løngruppe A3.
18 Anvendelsen af TV Mindestlohn Gebäudereinigung blev forlænget til den 1. marts 2008.
Tvisten og de præjudicielle spørgsmål
19 Tevfik Isbir er arbejdstager inden for rengøringsbranchen og har siden den 1. januar 2004 arbejdet i Tyskland for DB Services.
20 I henhold til ETV DB Services Nord fik han en timeløn på 7,56 EUR indtil den 31. marts 2008 og siden den 1. januar 2008 en timeløn på 7,90 EUR.
21 Han anmodede om fra den 1. juli 2007 at blive omfattet af de mere gunstige bestemmelser om timeløn inden for rengøringsbranchen, dvs. LohnTV Gebäudereinigung 2004, indtil den 29. februar 2008 og derefter fra den 1. marts 2008 at blive omfattet af TV Mindestlohn Gebäudereinigung, der finder anvendelse på alle arbejdstagere og arbejdsgivere inden for denne branche, herunder arbejdstagere og arbejdsgivere i DB Services.
22 Tevfik Isbir var af den opfattelse, at han burde have haft en timeløn på 7,87 EUR, og derefter 8,15 EUR, i stedet for 7,56 EUR henholdsvis 7,90 EUR.
23 Selv om DB Services ikke har bestridt, at selskabet var omfattet af LohnTV Gebäudereinigung 2004 og derefter af TV Mindestlohn Gebäudereinigung, er selskabet imidlertid af den opfattelse, at Tevfik Isbir allerede havde modtaget mere end den mindsteløn, han har nedlagt krav om, eftersom han i en omhandlede periode i henhold til de kollektive aftaler for Deutsche Bahn AG koncernen havde modtaget beløb, der ifølge selskabet burde have været medregnet i mindstelønnen, nemlig:
– de faste betalinger i august 2007 og januar 2008
– bidraget til tilvejebringelse af kapital.
24 Genstand for tvisten for Bundesarbeitsgericht er spørgsmålet om, hvorvidt disse lønelementer skal medregnes i mindstelønnen.
25 Bundesarbeitsgericht finder, at tvisten vedrører et rent internt forhold. Den har imidlertid påpeget, at ifølge Domstolens retspraksis (dom af 17.7.1997, sag C-28/95, Leur-Bloem, Sml. I, s. 4161, og af 20.5.2010, sag C-352/08, Modehuis A. Zwijnenburg, Sml. I, s. 4303) skal bestemmelser eller begreber, der er hentet fra EU-retten, fortolkes ensartet, uanset om de finder anvendelse på et rent internt eller et grænseoverskridende forhold, således at senere fortolkningsuoverensstemmelser undgås. I det foreliggende tilfælde fremgår det af forarbejderne til AEntG 2007, at begrebet »mindsteløn« i denne lov ifølge den nationale lovgiver skal fortolkes ensartet, uanset om det finder anvendelse på et rent internt forhold eller en situation, der er omfattet af EU-retten.
26 Den forelæggende ret har rejst spørgsmålet om, hvorvidt begge de beløb, som er nævnt i denne doms præmis 23, er omfattet af den fortolkning, som Domstolen ifølge den forelæggende ret allerede har foretaget af mindstelønnen i sin dom af 14. april 2005, Kommissionen mod Tyskland (sag C-341/02, Sml. I, s. 2733), og som ikke omfatter de dele af lønnen, der ændrer forholdet mellem arbejdstagerens arbejdsydelse og den modydelse, som den pågældende modtager.
27 Bundesarbeitsgericht har på den baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal begrebet »mindsteløn« i artikel 3, stk. 1, andet led, litra c), i direktiv [96/71] fortolkes således, at mindstelønnen udgør arbejdsgiverens modydelse for den arbejdsydelse fra arbejdstageren, der i henhold til de i indledningen i direktivets artikel 3, stk. 1, nævnte ved lov eller administrative bestemmelser eller den almengyldige kollektive overenskomst skal dækkes udelukkende og fuldt ud ved den overenskomstmæssige mindsteløn (»den normale arbejdsydelse«), og det derfor kun er ydelser fra arbejdsgiveren, der udgør betaling for denne normale arbejdsydelse, og som skal stå til rådighed for arbejdstageren senest på forfaldsdatoen for den pågældende lønningsperiode, der kan modregnes i forpligtelsen til betaling af mindsteløn?
2) Skal udtrykket »mindsteløn« i artikel 3, stk. 1, andet led, litra c), i direktiv [96/71] fortolkes således, at dette er til hinder for nationale bestemmelser eller praksis, hvorefter en arbejdsgivers ydelser ikke skal anses for en del af mindstelønnen og derfor ikke skal modregnes ved opfyldelsen af mindstelønskravet, såfremt arbejdsgiveren erlægger disse ydelser på grundlag af en overenskomstmæssig forpligtelse
– der efter overenskomstparternes og den nationale lovgivers ønske skal medvirke til at skabe formue for arbejdstageren
og med henblik herpå
– de månedlige ydelser fra arbejdsgiveren investeres over længere tid, f.eks. som bidrag til opsparing, byggeri eller erhvervelse af en beboelsesejendom eller til en kapitallivsforsikring, og
– arbejdsgiverbidragene støttes med statslige tilskud og skattefordele, og
– arbejdstageren først kan råde over disse bidrag efter flere år, samt
– størrelsen af bidragene, der ydes som et fast månedligt beløb, alene afhænger af den aftalte arbejdstid og ikke af arbejdsvederlaget (»arbejdsgiverbidrag til opsparingsordninger for ansatte«)?«
Om Domstolens kompetence
28 Det bemærkes, at Domstolen allerede har udtalt, at den har kompetence til at træffe afgørelse om præjudicielle spørgsmål, der vedrører EU-retlige bestemmelser i tilfælde, hvor de faktiske omstændigheder i hovedsagen ligger uden for EU-rettens anvendelsesområde, men hvor det følger af national ret, at disse bestemmelser skal finde anvendelse (jf. i denne retning Leur-Bloem-dommen, præmis 26 og 27). Domstolen har ligeledes fastslået, at såfremt den i national ret valgte regulering af rent interne forhold er tilpasset EU-retten, bl.a. for at undgå forskelsbehandling af statens egne statsborgere eller for at undgå konkurrencefordrejninger, er det afgjort i Den Europæiske Unions interesse, at bestemmelser eller begreber, der er hentet fra EU-retten, fortolkes ensartet, uanset de vilkår, hvorunder de skal anvendes, således at senere fortolkningsuoverensstemmelser undgås (jf. i denne retning dommen i sagen Modehuis A. Zwijnenburg, præmis 33).
29 Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført, at den nationale lovgiver – som det fremgår af forarbejderne til AEntG 2007, der gennemførte direktiv 96/71 i tysk ret – har haft til hensigt, at »rent interne forhold og forhold, som er omfattet af EU-retten, bl.a. når der er tale om grænseoverskridende udstationering af arbejdstagere«, fortolkes ensartet.
30 I det sådant tilfælde, og under hensyn til kompetencefordelingen mellem de nationale retter og Domstolen i henhold til artikel 267 TEUF, tilkommer det alene den nationale ret at vurdere den nøjagtige rækkevidde af denne henvisning til EU-retten, da Domstolens kompetence er begrænset til en undersøgelse af de EU-retlige bestemmelser alene. Spørgsmålet om hensyntagen til de grænser, som den nationale lovgiver måtte have opstillet med hensyn til anvendelsen af EU-retten på rent nationale forhold, henhører under national ret og dermed under medlemsstatens retters eksklusive kompetence (jf. Leur-Bloem-dommen, præmis 33).
31 Det følger af det ovenstående, at Domstolen er kompetent til at besvare spørgsmålene fra den forelæggende ret.
Om de præjudicielle spørgsmål
32 Med sine to spørgsmål, som behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 1, andet led, litra c), i direktiv 96/71 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at der i mindstelønnen medregnes sådanne lønelementer som de i hovedsagen omhandlede, der vedrører dels to faste betalinger, som blev besluttet under forhandlingerne af en kollektiv aftale, dels et bidrag til tilvejebringelse af kapital.
33 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at EU-lovgiver har vedtaget direktiv 96/71 med henblik på, således som det fremgår af sjette betragtning til direktivet, i arbejdsgivernes og deres ansattes interesse at fastsætte de arbejds- og ansættelsesvilkår, der skal gælde for ansættelsesforholdet, når en virksomhed, der har hjemsted i en given medlemsstat, midlertidigt udstationerer arbejdstagere på en anden medlemsstats område i forbindelse med levering af tjenesteydelser. Det fremgår af 13. betragtning til samme direktiv, at medlemsstaternes lovgivning bør koordineres, således at der kan fastsættes en kerne af ufravigelige regler for minimumsbeskyttelse, som skal overholdes i værtslandet af arbejdsgivere, som sætter arbejdstagere til at udføre midlertidigt arbejde på den medlemsstats område. Direktivet har dog ikke harmoniseret det materielle indhold af disse ufravigelige regler om minimumsbeskyttelse. Dette indhold kan således frit fastlægges af medlemsstaterne under overholdelse af EF-traktaten og de almindelige EU-retlige principper (dom af 18.12.2007, sag C-341/05, Laval un Partneri, Sml. I, s. 11767, præmis 58-60).
34 For at sikre overholdelsen af kernen i de ufravigelige regler om minimumsbeskyttelse bestemmer artikel 3, stk. 1, første afsnit, i direktiv 96/71, at medlemsstaterne, uanset hvilken lovgivning der finder anvendelse på ansættelsesforholdet, i forbindelse med grænseoverskridende levering af tjenesteydelser påser, at virksomhederne sikrer de arbejdstagere, der er udstationeret på deres område, de arbejds- og ansættelsesvilkår på de områder, der er opregnet i denne bestemmelse, bl.a. mindsteløn, herunder overtidsbetaling (Laval un Partneri-dommen, præmis 73).
35 Da direktiv 96/71 ikke har til formål at harmonisere ordningerne med henblik på fastsættelse af arbejds- og ansættelsesvilkårene i medlemsstaterne, står det dem frit for på nationalt plan at vælge en ordning, som ikke udtrykkeligt er foreskrevet i nævnte direktiv, forudsat at den ikke hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser mellem medlemsstaterne (Laval un Partneri-dommen, præmis 68).
36 Endvidere bemærkes, at artikel 3, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 96/71 udtrykkeligt henviser til national lovgivning eller praksis i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er udstationeret, med henblik på fastlæggelsen af den i samme artikel 3, stk. 1, første afsnit, omhandlede mindstelønsats.
37 Det må i denne forbindelse fastslås, at direktiv 96/71 ikke indeholder nogen kriterier med henblik på en materiel definition af mindstelønnen. Ved anvendelsen af dette direktiv henhører fastlæggelsen af dens elementer derfor under den pågældende medlemsstats lovgivning, dog kun for så vidt som denne definition – således som den fremgår af den nationale lovgivning, relevante nationale kollektive aftaler eller af de nationale domstoles fortolkning – ikke medfører hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser mellem medlemsstaterne.
38 Domstolen har i denne forbindelse allerede fastslået, at de forhøjelser og tillæg – der ifølge national lovgivning eller praksis i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er udstationeret, ikke defineres som en del af mindstelønnen, og som ændrer forholdet mellem på den ene side arbejdstagerens arbejdsydelse og på den anden side den modydelse, som den pågældende modtager – ikke kan anses for sådanne elementer i medfør af bestemmelserne i direktiv 96/71 (dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 39).
39 Domstolen fastslog således, at det er ganske almindeligt forekommende, at en arbejdsgiver, der kræver af sin arbejdstager, at denne udfører ekstra arbejde eller arbejder under særlige omstændigheder, giver arbejdstageren kompensation herfor, uden at kompensationen skal tages i betragtning ved beregningen af mindstelønnen (dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 39).
40 Det er således udelukkende de lønelementer, som ikke ændrer forholdet mellem på den ene side arbejdstagerens arbejdsydelse og på den anden side den modydelse, som den pågældende modtager, der kan tages i betragtning ved fastlæggelsen af mindstelønnen i henhold til direktiv 96/71.
41 Under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende skal det for det første fastslås, at de faste betalinger i august 2007 og januar 2008, som fremhævet af den forelæggende ret, fremstår som modydelse for de omhandlede arbejdstageres normale virksomhed, som fastsat i en kollektiv aftale, der finder generel anvendelse, dvs. ETV DB Services Nord.
42 Disse betalinger blev ganske vist foretaget uden for den periode, for hvilken de ansås for vederlag for de berørte arbejdstageres arbejdsydelse. Denne omstændighed alene påvirker imidlertid ikke spørgsmålet om, hvordan disse vederlag skal kvalificeres, for så vidt som parterne i ETV DB Services Nord på denne måde ville indføre en lønforhøjelse som modydelse for udført arbejde og dermed ville tage hensyn til national praksis bestående i, at anvendelsen af nye løntabeller foregribes gennem disse faste betalinger, når der forhandles om en sådan kollektiv aftale, og den tidligere kollektive aftale udløber. Det tilkommer imidlertid den nationale ret at undersøge, om en sådan kvalifikation reelt svarer til viljen hos parterne i den pågældende kollektive aftale.
43 Hvad for det andet angår bidraget til tilvejebringelse af en kapital, fremgår det, at det, henset til dets formål og dens kendetegn, således som de er beskrevet af den forelæggende ret, ændrer forholdet mellem arbejdstagerens arbejdsydelse og den modydelse, som den pågældende modtager som vederlag for denne ydelse.
44 Selv om et sådant bidrag ikke kan adskilles fra arbejdsydelsen, udgør det ikke løn i egentlig forstand. Eftersom bidraget til dannelse af kapital, som vil komme arbejdstageren til gode på mellemlang eller lang sigt, har til formål at gennemføre et social- eller finanspolitisk mål bl.a. ved et finansielt bidrag fra staten, kan det ikke med henblik på anvendelsen af direktiv 96/71 anses for at være en del af det normale forhold mellem arbejdsydelsen og arbejdsgiverens finansielle modydelse. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at efterprøve, om dette er tilfældet i den sag, der verserer for den.
45 Henset til ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 1, andet led, litra c), i direktiv 96/71 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at der i mindstelønnen medregnes sådanne lønelementer, som ikke ændrer forholdet mellem på den ene side arbejdstagerens arbejdsydelse og på den anden side den modydelse, som den pågældende modtager som vederlag for denne ydelse. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om dette er tilfældet med hensyn til de lønelementer, der er omhandlet i hovedsagen.
Sagens omkostninger
46 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:
Artikel 3, stk. 1, andet led, litra c), i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at der i mindstelønnen medregnes sådanne lønelementer, som ikke ændrer forholdet mellem på den ene side arbejdstagerens arbejdsydelse og på den anden side den modydelse, som den pågældende modtager som vederlag for denne ydelse. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om dette er tilfældet med hensyn til de lønelementer, der er omhandlet i hovedsagen.
Underskrifter