DOMSTOLENS DOM (Ottende Afdeling)
28. oktober 2020 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – statsstøtte – forordning (EU) nr. 1407/2013 – artikel 3 – de minimis-støtte – artikel 6 – tilsyn – virksomheder, der overskrider de minimis-loftet som følge af kumulation med tidligere opnået støtte – mulighed for at vælge mellem et lavere støttebeløb eller afstå fra tidligere støtte med henblik på at overholde de minimis-loftet«
I sag C-608/19,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien) ved afgørelse af 20. juni 2019, indgået til Domstolen den 12. august 2019, i sagen
Istituto nazionale per l’assicurazione contro gli infortuni sul lavoro (INAIL)
mod
Zennaro Giuseppe Legnami Sas di Zennaro Mauro & C.
har
DOMSTOLEN (Ottende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, N. Wahl (refererende dommer), og dommerne F. Biltgen og L.S. Rossi,
generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,
justitssekretær: fuldmægtig R. Schiano,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 25. juni 2020,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Zennaro Giuseppe Legnami Sas di Zennaro Mauro & C. ved avvocati A. Santoro og A. Cevese,
– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocati dello Stato G.M. De Socio og F. Severi,
– den græske regering ved K. Boskovits og V. Karra, som befuldmægtigede,
– den lettiske regering ved V. Soņeca og K. Pommere, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved F. Tomat og G. Braga da Cruz, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3 og 6 i Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte (EUT 2013, L 352, s. 1).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Istituto nazionale per l’assicurazione contro gli infortuni sul lavoro (det nationale institut for arbejdsulykkesforsikring, Italien) (herefter »INAIL«) og Zennaro Giuseppe Legnami Sas di Zennaro Mauro & C. (herefter »selskabet Zennaro«) vedrørende INAIL’s afslag på at udbetale en støtte til fordel for selskabet Zennaro med den begrundelse, at det ville indebære en overskridelse af det loft på 200 000 EUR over en periode på tre regnskabsår, som er fastsat i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1407/2013 (herefter »de minimis-loftet«).
Retsforskrifter
3 Følgende fremgår af 3., 10., 21. og 22. betragtning til forordning nr. 1407/2013:
»(3) Det er hensigtsmæssigt at fastholde loftet på 200 000 EUR som den de minimis-støtte, som en enkelt virksomhed kan modtage pr. medlemsstat over en periode på tre år. Dette loft er fortsat nødvendigt for at sikre, at enhver foranstaltning, der falder ind under denne forordning, kan anses for ikke at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og ikke at fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene.
[…]
(10) Den treårsperiode, der skal tages i betragtning ved anvendelsen af denne forordning, bør være glidende i den forstand, at man, hver gang der ydes ny de minimis-støtte, skal tage hensyn til den samlede de minimis-støtte, der er ydet i det indeværende og de to foregående regnskabsår.
[…]
(21) Kommissionen har pligt til at sikre, at statsstøttereglerne overholdes, og i overensstemmelse med samarbejdsprincippet i artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union bør medlemsstaterne medvirke i udførelsen af denne opgave ved at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den samlede de minimis-støtte, der i henhold til de minimis-reglen ydes til en enkelt virksomhed, ikke overstiger det samlede tilladte loft. Når medlemsstaterne yder de minimis-støtte, bør de derfor give den pågældende virksomhed meddelelse om det beløb, der ydes som de minimis-støtte, og om, at støtten er de minimis-støtte, med udtrykkelig henvisning til denne forordning. Medlemsstaterne bør forpligtes til at føre tilsyn med den ydede støtte for at sikre, at de relevante lofter ikke overstiges, og at reglerne om kumulation overholdes. Til opfyldelse af den forpligtelse bør den pågældende medlemsstat inden ydelsen af en sådan støtte indhente en erklæring fra virksomheden om anden de minimis-støtte omfattet af denne forordning eller andre de minimis-forordninger, som denne måtte have modtaget i løbet af det pågældende regnskabsår samt de foregående to regnskabsår. Alternativt bør medlemsstaterne have mulighed for at oprette et centralt register med fuldstændige oplysninger om den de minimis-støtte, der er ydet, og kontrollere, at ny ydelse af støtte ikke overstiger det relevante loft.
(22) Inden en medlemsstat yder nogen form for ny de minimis-støtte, bør den kontrollere, at de minimis-loftet ikke overstiges med den nye de minimis-støtte i den pågældende medlemsstat […]«
4 Forordningens artikel 3 med overskriften »De minimis-støtte« bestemmer:
»1. Støtteforanstaltninger, der opfylder betingelserne i denne forordning, anses for ikke at opfylde alle kriterierne i traktatens artikel 107, stk. 1, og er derfor fritaget fra underretningspligten i traktatens artikel 108, stk. 3.
2. Den samlede de minimis-støtte ydet af en medlemsstat til en enkelt virksomhed må ikke overstige 200 000 EUR over en periode på tre regnskabsår.
[…]
4. De minimis-støtte anses for ydet på det tidspunkt, hvor virksomheden har opnået ret til at modtage støtten i henhold til gældende national ret, uanset datoen for udbetalingen af de minimis-støtten til virksomheden.
5. De i stk. 2 fastsatte lofter gælder uanset de minimis-støttens form eller formål […] Treårsperioden fastlægges på grundlag af de af virksomheden anvendte regnskabsår i den pågældende medlemsstat.
6. Ved anvendelse af de i stk. 2 fastsatte lofter angives støtte som et kontant tilskud. Alle anvendte tal skal være brutto, dvs. før eventuelt fradrag af skat eller andre afgifter. Hvis støtten ydes som andet end tilskud, er støttebeløbet støttens bruttosubventionsækvivalent.
Støtte, der udbetales i flere rater, tilbagediskonteres til sin værdi på det tidspunkt, hvor den blev ydet. Den rentesats, der anvendes til tilbagediskonteringsformål, er den gældende tilbagediskonteringssats på støttetidspunktet.
7. Hvis det relevante loft, der er fastsat i stk. 2, overstiges ved tildeling af ny de minimis-støtte, kan ingen del af den nye støtte drage fordel af denne forordning.
[…]«
5 Forordningens artikel 6 med overskriften »Tilsyn« bestemmer:
»1. Når en medlemsstat har til hensigt at yde de minimis-støtte til en virksomhed i overensstemmelse med denne forordning, giver den virksomheden skriftlig meddelelse om det potentielle støttebeløb udtrykt som en bruttosubventionsækvivalent og om, at støtten er de minimis-støtte […]. Inden medlemsstaten yder støtten, skal den indhente en skriftlig erklæring eller en erklæring i elektronisk form fra virksomheden om anden de minimis-støtte omfattet af denne forordning eller andre de minimis-forordninger, som virksomheden har modtaget i det indeværende og de to foregående regnskabsår.
2. Når en medlemsstat har oprettet et centralt register over de minimis-støtte med fuldstændige oplysninger om al de minimis-støtte, der er ydet af myndighederne i den pågældende medlemsstat, skal stk. 1 ikke længere anvendes fra det tidspunkt, hvor registret dækker en periode på tre regnskabsår.
3. Medlemsstaten kan kun yde ny de minimis-støtte i henhold til denne forordning efter at have kontrolleret, at støtten ikke medfører, at det samlede de minimis-støttebeløb, som er ydet den pågældende virksomhed, kommer til at overstige det relevante loft i artikel 3, stk. 2, og at alle betingelserne i denne forordning er overholdt.
4. Medlemsstaterne registrerer og lagrer alle oplysninger om anvendelsen af denne forordning. Registeret skal omfatte alle de oplysninger, der er nødvendige for at godtgøre, at betingelserne i denne forordning er opfyldt. De registrerede oplysninger om individuel de minimis-støtte skal opbevares i ti regnskabsår regnet fra det tidspunkt, hvor støtten blev ydet. De registrerede oplysninger om en de minimis-støtteordning opbevares i ti regnskabsår fra det tidspunkt, hvor der sidst blev ydet individuel støtte i henhold til ordningen.
5. På Kommissionens skriftlige anmodning giver medlemsstaterne […] Kommissionen alle de oplysninger, denne finder nødvendige for at kunne vurdere, om betingelserne i denne forordning er opfyldt, især hvad angår det samlede beløb, som en virksomhed har modtaget i de minimis-støtte […].«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
6 Selskabet Zennaro driver virksomhed inden for sektoren for træ og afledte produkter. Den 16. juni 2014 indgav sagsøgeren en ansøgning om støtte til INAIL med henblik på tildeling af et tilskud i henhold til den offentlige rammemeddelelse fra INAIL af 2013, der havde til formål at »tilskynde virksomhederne til at iværksætte aktioner på området for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen« (herefter »den offentlige meddelelse«).
7 Proceduren for indkaldelse af projekter, der er reguleret i denne offentlige meddelelse, omfattede fire faser, nemlig for det første elektronisk fremsendelse af ansøgningerne, for det andet fremsendelse af dokumentation til afslutning af ansøgningen, for det tredje INAIL’s prøvelse af de fremsendte oplysninger og godkendelse af ansøgningen samt endelig for det fjerde en undersøgelse og udarbejdelse af en rapport, der muliggjorde en faktisk udbetaling af tilskuddet. I løbet af sidstnævnte fase skulle virksomheden fremlægge en såkaldt »de minimis«-erklæring, hvoraf det fremgik, at den var berettiget til tilskud for det ansøgte beløb. Såfremt en sådan støtteberettigelse ikke blev godtgjort, skulle den støtte, virksomheden var blevet tildelt, tilbagekaldes.
8 Ved afgørelse af 30. oktober 2014 meddelte INAIL selskabet Zennaro godkendelse af projektet for et beløb på 130 000 EUR med mulighed for, som der faktisk blev anmodet om, at opnå et forskud på 65 000 EUR, med det forbehold, at der forinden blev stillet en bankgaranti.
9 Det har imidlertid under sagen vist sig, at selskabet Zennaro, der er samlet i andre virksomheder i en midlertidig sammenslutning, den 1. august 2014 var blevet godkendt af Regione Veneto (regionen Veneto, Italien) som modtager af et andet tilskud på i alt 64 483,91 EUR, som var blevet udbetalt til selskabet. I øvrigt havde dette selskab ligeledes opnået en anden offentlig finansiering på 18 985,26 EUR. Den forelæggende ret har anført, at tilføjelsen af disse to beløb til det af INAIL godkendte beløb på 130 000 EUR har ført til et beløb på 213 469,17 EUR og medført en overskridelse af de minimis-loftet.
10 Ved skrivelse af 12. juni 2015 rejste selskabet Zennaro over for INAIL spørgsmålet, om der for at undgå en sådan overskridelse var grundlag for enten at nedsætte tilskuddet under den fase, hvor rapporten blev udarbejdet, eller at fremlægge en variant af projektet med henblik på at nedsætte størrelsen af det påtænkte projekt og dermed også af tilskuddet.
11 Da selskabet Zennaro ikke fik svar på denne skrivelse, valgte selskabet ved e-mail af 12. august 2015 den anden løsning og forelagde INAIL en variant af projektet, som reducerede de samlede omkostninger til 171 386,40 EUR og følgelig nedsatte tilskuddet til 111 401,16 EUR.
12 Ved afgørelse af 5. oktober og 18. november 2015 fandt INAIL, at projektvarianten ud fra et teknisk synspunkt kunne godkendes, men instituttet kunne ikke godkende støtten til selskabet Zennaro, og udelukkede, at den kunne tildeles delvist, medmindre selskabet fuldt ud afstod fra den tidligere støtte. I den anden beslutning anførte INAIL således, at »tilskuddet kun kan udbetales på betingelse af, at virksomheden afstår fra tidligere tilskud, der blev tildelt af en anden enhed«.
13 Selskabet Zennaro anlagde herefter sag ved Tribunale amministrativo regionale per il Veneto (den regionale forvaltningsdomstol for Veneto, Italien) med påstand om annullation af afgørelsen af 18. november 2015.
14 Ved en certificeret e-mail af 27. april 2016 tilsendte selskabet Zennaro INAIL dokumentation for, at det havde afstået fra tilskud, som regionen Veneto havde udbetalt for et beløb på 15 000 EUR, som var blevet overført til de øvrige medlemmer af den midlertidige sammenslutning, og hvorved det således var godtgjort, at den modtagne statsstøtte ikke oversteg de minimis-loftet.
15 Ved afgørelse af 6. juni 2016 bekræftede INAIL, at instituttet på grund af størrelsen af det ansøgte tilskud ikke kunne udbetale dette, eftersom summen af de tre forskellige støttebeløb ville overstige de minimis-loftet, og at en delvis udbetaling af tilskuddet ville være i strid med artikel 3, stk. 7, i forordning nr. 1407/2013. INAIL har anerkendt de oplysninger, der godtgør afståelsen fra det tidligere regionaltilskud og omfordelingen heraf til de øvrige medlemmer af den midlertidige sammenslutning, men har bestridt relevansen heraf, idet instituttet har præciseret, at »[d]et fremgår ikke, at denne virksomhed har afstået fra og tilbagebetalt tidligere modtaget tilskud til den enhed, der har udbetalt det, og [at] dens omfordeling blandt medlemmerne af den midlertidige sammenslutning er uden relevans«. Af disse grunde anmodede INAIL om tilbagebetaling af det allerede udbetalte forskud på 65 000 EUR, idet selskabet ellers ville kræve bankgarantien iværksat.
16 Den 26. juni 2016 nedlagde selskabet Zennaro ved yderligere anbringender ligeledes påstand om annullation af INAIL’s afgørelse af 6. juni 2016.
17 Ved dom af 7. september 2016 gav Tribunale amministrativo regionale per il Veneto (den regionale forvaltningsdomstol for Veneto) selskabet Zennaro medhold i sagen i lyset af den opfattelse, som Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence (GD Konkurrence) havde givet udtryk for som svar på et spørgsmål fra selskabet Zennaro vedrørende fortolkningen af artikel 3, stk. 7, i forordning nr. 1407/2013. GD Konkurrence anførte i sit svar, at tilskuddet kunne nedsættes forholdsmæssigt af den offentlige enhed, der var ansvarlig for udbetalingen af tilskuddet, for at overholde de minimis-loftet, og at det tilkom de nationale myndigheder at vælge den foretrukne mulighed, idet de to løsninger – muligheden for en forholdsmæssig nedsættelse og en fuldstændig afvisning af støtten – teoretisk set var i overensstemmelse med denne forordning.
18 Denne ret er således af den opfattelse, at »[INAIL’s] fortolkning af artikel 3, stk. 7, i forordning nr. 1407/2013, hvorefter nedsættelsen af tilskuddet til den del, der overstiger det loft, der er fastsat i den nævnte forordning til 200 000 EUR, ikke kan godkendes, selv om den teoretisk set er i overensstemmelse med EU-lovgivningen på området for de minimis-støtte, skulle have været udtrykkeligt fastsat i [den offentlige meddelelse] for at kunne finde anvendelse i den foreliggende sag«, bl.a. med henblik på at beskytte deltagernes berettigede forventning. Denne ret fandt således, at de restriktioner, som INAIL havde gjort gældende, tværtimod var uforudsigelige, henset til de kriterier, der var anført i den offentlige meddelelse, og kunne »imødegås i lyset af en formelt set mindre restriktiv fortolkning af EU-lovgivningen, som er mere i overensstemmelse med formålet med [den offentlige meddelelse] om »at tilskynde virksomhederne til at gennemføre projekter med henblik på forbedring af sundheds- og sikkerhedsniveauet på arbejdspladsen««.
19 INAIL har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien).
20 INAIL har bl.a. under henvisning til bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, 4 og 7, i forordning nr. 1407/2013 gjort gældende, at de minimis-støtte skal anses for at være ydet på det tidspunkt, hvor virksomheden har opnået ret til at modtage støtten, uanset om den faktisk udbetales. Disse bestemmelser indeholder ufravigelige krav, som finder direkte anvendelse i den nationale retsorden. Følgelig skal overholdelsen af de minimis-loftet efterprøves på tidspunktet for tildelingen af tilskuddet, hvilket i det foreliggende tilfælde vil sige under fasen for godkendelsen af ansøgningen. Eventuelle ændringer fra ansøgerens side bør således foretages i løbet af denne fase.
21 Selskabet Zennaro har bestridt den af INAIL forfægtede fortolkning. Det har for det første gjort gældende, at bestemmelserne i den offentlige meddelelse er de eneste, der finder anvendelse, eftersom det fremgår af artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 1407/2013, at det tilkommer »gældende national ret« at fastsætte det tidspunkt, hvor »virksomheden har opnået ret til at modtage støtten«. Selskabet har for det andet gjort gældende, at denne forordnings artikel 6, stk. 5, der vedrører en medlemsstats forpligtelse til at give Kommissionen alle de oplysninger, som denne finder nødvendige, omfatter hele den støtte, som virksomheden faktisk har modtaget, og ikke kun den støtte, der ydes på grundlag af den første bevillingsakt. Endelig er selskabet for det tredje af den opfattelse, at lovgivningen om de minimis-støtte ikke er blevet vedtaget for at straffe virksomhederne, men for at nedsætte den administrative byrde i tilfælde af støtte af en begrænset størrelse, og at den strenge fortolkning, som INAIL har foreslået, ville føre til en straffende anvendelse, der er i strid med lovgivningens ånd.
22 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at de to fortolkninger, som parterne i hovedsagen har foreslået, kan lægges til grund. For det første er den af INAIL påberåbte fortolkning mere fordelagtig for en hensigtsmæssig afvikling af procedurens forløb, idet betingelserne for at få adgang til tilskuddet alene bliver undersøgt på tidspunktet for ansøgningens imødekommelse. For det andet giver den af selskabet Zennaro påberåbte fortolkning mulighed for en bred åbning af betingelserne for adgang til tilskud, herunder for konkurrenter, der, idet de endnu ikke er sikre på, at de vil blive godkendt, ikke er i stand til at ændre deres ansøgning for ikke at overskride maksimumsgrænsen. Håndteringen af eventuelle ændringer i støtteansøgningen ville nemlig være vanskeligere at gennemføre, hvis den blev foretaget i den fase, hvor disse blev undersøgt, idet den hidtil fastsatte rækkefølge i klassifikationen ville blive påvirket.
23 Hvad angår de relevante bestemmelser i forordning nr. 1407/2013 har den forelæggende ret først og fremmest anført, at forordningens artikel 3, stk. 4, i henhold til hvilken støtte anses for »ydet på det tidspunkt, hvor virksomheden har opnået ret til at modtage støtten […] uanset datoen for udbetalingen af de minimis-støtten«, for det første ikke synes uforenelig med en proceduremæssig model, hvori en første godkendelsesfase efterfølges af en mere dybdegående undersøgelse, ved afslutningen af hvilken retten til tilskud i sidste ende kan anses for »tildelt«. For det andet præciserer samme bestemmelse, at tilfældet med »ydet« støtte skal ske »i henhold til gældende national ret«, hvilket giver anledning til at tro, at denne ordning kan svare til forskellige proceduremæssige modeller, der ikke er fastsat på forhånd. Den forelæggende ret har dernæst anført, at udbetalingen af støtten i henhold til ordlyden af forordningens artikel 6, stk. 3, finder sted efter en kontrol af, at loftet er overholdt, hvilket ligeledes kan føre til den antagelse, at det først er efter en sådan kontrol, at retten til at modtage tilskuddet endeligt er »tildelt«. Endelig fremgår det af ordlyden af samme forordnings artikel 6, stk. 1, sidste punktum, navnlig af henvisningen til »anden de minimis-støtte […] modtaget«, at erklæringen skal identificere den samlede modtagne støtte. Det skal afgøres, om beslutningen om at afstå fra et tidligere tilskud nødvendigvis skal finde sted, før den materielt er udbetalt.
24 På denne baggrund har Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»[1)] Skal bestemmelserne om støtte i artikel 3 og 6 i forordning nr. 1407/2013 fortolkes således, at den ansøgende virksomhed, såfremt den overskrider støtteloftet som følge af sammenlægning med et tidligere tilskud, kan – indtil den faktiske udbetaling af den ansøgte støtte – vælge mellem at opnå et lavere støttebeløb (ved ændring af eller alternativer til projektet) eller at afstå (helt eller delvist) fra eventuelle tidligere tilskud med henblik på ikke at overstige loftet […]
[2)] [S]kal de nævnte bestemmelser fortolkes således, at de forskellige muligheder (alternativ eller afståelse) er gangbare, selv om de ikke fastsættes udtrykkeligt i national ret og/eller den offentlige meddelelse om tildeling af støtte?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
25 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3 og 6 i forordning nr. 1407/2013 skal fortolkes således, at en virksomhed, hvis etableringsmedlemsstat påtænker at tildele virksomheden en de minimis-støtte, der som følge af tidligere støtte ville indebære, at det samlede støttebeløb, som er blevet tildelt denne virksomhed, overstiger de minimis-loftet, indtil den faktiske udbetaling af denne støtte kan vælge at nedsætte det nødvendige støttebeløb eller at afstå helt eller delvist fra tidligere tilskud med henblik på ikke at overstige loftet.
26 Det bemærkes for det første, at artikel 3 og 6 i forordning nr. 1407/2013 skal placeres i forordningens samlede kontekst, som har til formål at gøre det muligt at undtage statsstøtte, der udgør et begrænset beløb, fra reglen om anmeldelse til Kommissionen forud for iværksættelsen (jf. i denne retning dom af 28.2.2018, ZPT, C-518/16, EU:C:2018:126, præmis 50 og 51).
27 Det følger heraf, at såvel denne forordnings artikel 3, der har til formål at definere de minimis-støtte, der fraviger traktatens princip om forbud mod støtte, som samme forordnings artikel 6, der vedrører det tilsyn, som medlemsstaterne skal føre i forbindelse med tildelingen af en sådan støtte, skal fortolkes strengt.
28 For det andet skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. i denne retning dom af 9.10.2019, BGL BNP Paribas, C-548/18, EU:C:2019:848, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).
29 Hvad for det første angår ordlyden af de omhandlede bestemmelser i forordning nr. 1407/2013 skal det først fremhæves dels, at forordningens artikel 3, stk. 7, bestemmer, at hvis »[de minimis]-loftet […] overstiges ved tildeling af ny de minimis-støtte, kan ingen del af den nye støtte drage fordel af […] forordning [nr. 1407/2013]«. Det følger af denne bestemmelses ordlyd, at det tidspunkt, hvor det skal vurderes, om kumulationen med anden de minimis-støtte overstiger de minimis-loftet, er det tidspunkt, hvor støtten »tildeles«.
30 Dels fremgår det ligeledes af ordlyden af artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 1407/2013, at de minimis-støtte anses for »ydet på det tidspunkt, hvor virksomheden har opnået ret til at modtage støtten i henhold til gældende national ret, uanset datoen for udbetalingen af de minimis-støtten til virksomheden«.
31 I denne forbindelse følger det af fast retspraksis, at det tilkommer den forelæggende ret på grundlag af gældende national ret at fastsætte det tidspunkt, hvor den nævnte støtte skal anses for at være ydet (jf. i denne retning dom af 21.3.2013, Magdeburger Mühlenwerke, C-129/12, EU:C:2013:200, præmis 40 og 41, og af 6.7.2017, Nerea, C-245/16, EU:C:2017:521, præmis 32 og 33).
32 Med henblik herpå skal den forelæggende ret tage alle i national ret fastsatte betingelser for at opnå den pågældende støtte i betragtning (jf. i denne retning dom af 21.3.2013, Magdeburger Mühlenwerke, C-129/12, EU:C:2013:200, præmis 41).
33 Det tilkommer derfor i det foreliggende tilfælde den forelæggende ret på grundlag af bestemmelserne i den offentlige meddelelse og i givet fald den nationale lovgivning, der finder anvendelse på støtten, at fastsætte det tidspunkt, hvor den nævnte støtte skal anses for at være ydet (jf. i denne retning dom af 21.3.2013, Magdeburger Mühlenwerke, C-129/12, EU:C:2013:200, præmis 40, og af 6.7.2017, Nerea, C-245/16, EU:C:2017:521, præmis 32).
34 Det skal i denne forbindelse præciseres, at selv om fastsættelsen af den dato, hvor støtten tildeles, kan variere afhængigt af den pågældende støttes karakter, gælder det, at når en støtte ikke tildeles i henhold til en flerårig ordning, kan den i overensstemmelse med Domstolens praksis ikke anses for at være tildelt på tidspunktet for støttens udbetaling (jf. i denne retning dom af 8.12.2011, France Télékom mod Kommissionen, C-81/10 P, EU:C:2011:811, præmis 82).
35 Hvad herefter angår bestemmelserne i artikel 6 i forordning nr. 1407/2013 om det tilsyn, som medlemsstaterne fører med henblik på at sikre, at kumulationsreglerne overholdes, bemærkes først, at denne forordnings artikel 6, stk. 2, der bestemmer, at når en medlemsstat har oprettet et centralt register over de minimis-støtte med oplysninger om al de minimis-støtte, der er ydet af myndighederne i den pågældende medlemsstat, skal forordningens artikel 6, stk. 1, ikke længere anvendes, ikke finder anvendelse i hovedsagen. Det centrale register over de minimis-støtte blev først indført af Den Italienske Republik den 12. august 2017, dvs. efter indgivelsen af den omhandlede ansøgning om støtte.
36 Hvad dernæst angår artikel 6, stk. 1 og 3, i forordning nr. 1407/2013 fastsætter disse bestemmelser, at »[i]nden medlemsstaten yder støtten, skal den indhente en […] erklæring […] fra virksomheden om anden de minimis-støtte […], som virksomheden har modtaget i det indeværende og de to foregående regnskabsår«, og i alle andre sprogversioner end den italienske, at »[m]edlemsstaten kan kun yde ny de minimis-støtte […] efter at have kontrolleret, at støtten ikke medfører, at det samlede de minimis-støttebeløb, som er ydet den pågældende virksomhed, kommer til at overstige det relevante [de minimis-]loft«. Det fremgår således klart af disse bestemmelser, at det tilsyn, som medlemsstaterne fører med henblik på, at kumulationsreglerne overholdes, skal finde sted, »[i]nden medlemsstaten yder støtten«.
37 Denne fortolkning afkræftes ikke af den omstændighed, at det alene i den italienske sprogversion af denne artikels stk. 3 er anført, at en medlemsstat ikke »yder« (eroga) en ny støtte, mens alle de øvrige versioner anvender et verbum, der på italiensk svarer til verbet »tildele« (concedere). Det følger nemlig af fast retspraksis, at i tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sprogversioner af en EU-retlig tekst skal den pågældende bestemmelse fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af den ordning, som den er led i (dom af 14.5.2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus), C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2019:403, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis). 21. og 22. betragtning til den nævnte forordning – som i det væsentlige henviser til artikel 6, stk. 1 og 3 – anvender i den italienske sprogversion henholdsvis udtrykkene aiuti concessi (»ydet støtte«) og prima di concedere (»inden [medlemsstaten] yder«). Følgelig skyldes uoverensstemmelsen mellem sprogversionerne af artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 1407/2013 en fejl i oversættelsen af den italienske version af denne bestemmelse.
38 Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori artikel 3 og 6 i forordning nr. 1407/2013 indgår, skal det fastslås, at denne ikke indeholder bestemmelser, hvorefter de ansøgende virksomheder i givet fald kan ændre deres støtteansøgning ved at vælge at nedsætte støttens størrelse eller ved at afstå fra tidligere støtte med henblik på at overholde de minimis-loftet.
39 Eftersom tildelingen af støtte i overensstemmelse med denne forordnings artikel 3, stk. 4, er reguleret af den gældende nationale lovgivning, råder medlemsstaterne følgelig over en vid skønsmargen med hensyn til fastlæggelsen af proceduren for tildeling af sådan støtte.
40 Det skal i denne forbindelse fastslås, at det fremgår af 21. betragtning til den nævnte forordning, at medlemsstaterne i overensstemmelse med samarbejdsprincippet i artikel 4, stk. 3, TEU skal medvirke til at sikre overholdelse af statsstøttereglerne »ved at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den samlede de minimis-støtte, der i henhold til de minimis-reglen ydes til en enkelt virksomhed, ikke overstiger det samlede tilladte loft«.
41 Hvad for det tredje angår formålene med forordning nr. 1407/2013 skal det bemærkes, at de minimis-bestemmelserne tilsigter at forenkle den administrative byrde for virksomhederne, Kommissionen og medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 7.3.2002, Italien mod Kommissionen, C-310/99, EU:C:2002:143, præmis 94), idet den tager udgangspunkt i det i tredje betragtning til denne forordning nævnte princip om, at støtte, der ikke overstiger de minimis-loftet, ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og ikke kan fordreje konkurrencen.
42 Henset til disse formål er den mulighed, som medlemsstaterne har til at give de ansøgende virksomheder ret til at ændre deres støtteansøgning indtil tildelingen af denne støtte ved at nedsætte det støttebeløb, der er ansøgt om, eller ved at afstå fra tidligere modtaget støtte ikke til skade for forløbet af behandlingen af deres ansøgning, idet efterprøvelsen af betingelserne for at opnå støtte vedrørende overholdelsen af de minimis-loftet udelukkende finder sted ved ydelsen af støtten. I modsætning til, hvad selskabet Zennaro og den italienske og den græske regering har gjort gældende, kan den omstændighed, at det er umuligt for disse virksomheder at ændre deres støtteansøgning efter tildelingen af en ny støtte, derfor ikke i sig selv udgøre en »straf« for de pågældende virksomheder.
43 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 3 og 6 i forordning nr. 1407/2013 skal fortolkes således, at en virksomhed, hvis etableringsmedlemsstat påtænker at yde virksomheden en de minimis-støtte, der som følge af tidligere støtte ville indebære, at det samlede støttebeløb, der er tildelt denne virksomhed, overstiger de minimis-loftet, indtil tildelingen af denne støtte kan vælge at nedsætte det nødvendige støttebeløb eller at afstå helt eller delvist fra tidligere tilskud med henblik på ikke at overstige loftet.
Det andet spørgsmål
44 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3 og 6 i forordning nr. 1407/2013 skal fortolkes således, at en virksomhed, der ansøger om støtte, kan ændre sin støtteansøgning ved at nedsætte det nødvendige støttebeløb eller ved at afstå fra tidligere modtaget støtte for ikke at overskride de minimis-loftet, selv om denne mulighed ikke er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat, hvor virksomheden er etableret.
45 Dette spørgsmål kræver et svar, der er uløseligt forbundet med besvarelsen af det første spørgsmål. For det første indeholder forordning nr. 1407/2013, som fastslået i præmis 38 ovenfor, ingen bestemmelser, hvorefter de ansøgende virksomheder i givet fald kan ændre deres støtteansøgning ved at nedsætte støttebeløbet eller ved at afstå fra tidligere støtte med henblik på at overholde de minimis-loftet, og nævnte forordning pålægger derfor ikke medlemsstaterne nogen forpligtelse i denne henseende. For det andet kan medlemsstaterne, som det fremgår af denne doms præmis 42 og 43, tillade de ansøgende virksomheder at ændre deres støtteansøgning for at undgå, at tildelingen af en ny de minimis-støtte indebærer, at det samlede støttebeløb overstiger de minimis-loftet, når sådanne ændringer foretages, inden de minimis-støtten ydes.
46 Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 3 og 6 i forordning nr. 1407/2013 skal fortolkes således, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at tillade de ansøgende virksomheder at ændre deres ansøgning om støtte, inden den tildeles, for ikke at overskride de minimis-loftet. Det tilkommer den forelæggende ret at vurdere de retlige konsekvenser af, at virksomhederne ikke har mulighed for at foretage sådanne ændringer, idet det præciseres, at disse kun kan foretages på et tidspunkt, der ligger forud for tildelingen af de minimis-støtten.
Sagsomkostninger
47 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:
1) Artikel 3 og 6 i Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte skal fortolkes således, at en virksomhed, hvis etableringsmedlemsstat påtænker at yde virksomheden en de minimis-støtte, der som følge af tidligere støtte ville indebære, at det samlede støttebeløb, der er tildelt denne virksomhed, overstiger det loft på 200 000 EUR over en periode på tre regnskabsår, som er fastsat i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1407/2013, indtil tildelingen af denne støtte kan vælge at nedsætte det nødvendige støttebeløb eller at afstå helt eller delvist fra tidligere tilskud med henblik på ikke at overstige loftet.
2) Artikel 3 og 6 i forordning nr. 1407/2013 skal fortolkes således, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at tillade de ansøgende virksomheder at ændre deres ansøgning om støtte, inden den tildeles, for ikke at overskride det loft på 200 000 EUR over en periode på tre regnskabsår, som er fastsat i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1407/2013. Det tilkommer den forelæggende ret at vurdere de retlige konsekvenser af, at virksomhederne ikke har mulighed for at foretage sådanne ændringer, idet det præciseres, at disse kun kan foretages på et tidspunkt, der ligger forud for tildelingen af de minimis-støtten.
Underskrifter