DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
4. februar 2020 (*)
»Appel – annullationssøgsmål – artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol – parternes repræsentation i direkte søgsmål for Unionens retsinstanser – advokat, der er tredjemand i forhold til sagsøgeren – artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder«
I de forenede sager C-515/17 P og C-561/17 P,
angående to appeller i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 16. august 2017 (sag C-515/17 P) og den 22. september 2017 (sag C-561/17 P),
Uniwersytet Wrocławski, Wrocław (Polen), ved adwokaci A. Krawczyk-Giehsmann og K. Szarek samt ved radca prawny K. Słomka,
appellant,
støttet af:
Den Tjekkiske Republik ved M. Smolek, J. Vláčil og A. Kasalická, som befuldmægtigede,
intervenient i appelsagen,
den anden part i appelsagen:
Forvaltningsorganet for Forskning (REA) ved S. Payan-Lagrou og V. Canetti, som befuldmægtigede, bistået af avocat M. Le Berre og radca prawny G. Materna,
sagsøgt i første instans (sag C-515/17 P),
og
Republikken Polen ved B. Majczyna, D. Lutostańska og A. Siwek-Slusarek, som befuldmægtigede,
appellant,
støttet af:
Den Tjekkiske Republik ved M. Smolek, J. Vláčil og A. Kasalická, som befuldmægtigede,
Krajowa Izba Radców Prawnych, Warszawa (Polen), ved radcowie prawni P. K. Rosiak og S. Patyra,
intervenienter i appelsagen,
de øvrige parter i appelsagen:
Uniwersytet Wrocławski, Wrocław, ved adwokaci A. Krawczyk-Giehsmann og K. Szarek samt radca prawny K. Słomka,
sagsøger i første instans,
Forvaltningsorganet for Forskning (REA) ved S. Payan-Lagrou og V. Canetti, som befuldmægtigede, bistået af avocat M. Le Berre og radca prawny G. Materna,
sagsøgt i første instans (sag C-561/17 P),
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling),
sammensat af præsidenten, K. Lenaerts, vicepræsidenten, R. Silva de Lapuerta, afdelingsformændene J.-C. Bonichot, A. Arabadjiev, A. Prechal, P.G. Xuereb og I. Jarukaitis samt dommerne E. Juhász, J. Malenovský, L. Bay Larsen, F. Biltgen (refererende dommer), N. Piçarra og A. Kumin,
generaladvokat: M. Bobek,
justitssekretær: kontorchef M. Aleksejev,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 11. juni 2019,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 24. september 2019,
afsagt følgende
Dom
1 I appelskrifterne har Uniwersytet Wrocławski (Wrocław universitet, Polen) og Republikken Polen nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets kendelse af 13. juni 2017, Uniwersytet Wrocławski mod REA (T-137/16, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede kendelse«, EU:T:2017:407), hvorved Retten afviste det søgsmål, som Wrocław universitet havde anlagt med påstand om dels annullation af afgørelserne truffet af Forvaltningsorganet for Forskning (REA), der handler på vegne af Europa-Kommissionen, om at opsige tilskudsaftalen Cossar (nr. 252908) og pålægge dette universitet at tilbagebetale beløb på 36 508,37 EUR, 58 031,38 EUR og 6 286,68 EUR samt at betale erstatning på 5 803,14 EUR, dels, at REA refunderer tilsvarende beløb med tillæg af renter beregnet fra betalingsdatoen indtil datoen for refusionen.
Retsforskrifter
EU-retten
2 Artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som finder anvendelse på Retten i medfør af nævnte statuts artikel 53, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne såvel som Unionens institutioner repræsenteres for Domstolen af en befuldmægtiget, der udpeges for hver enkelt sag; den befuldmægtigede kan bistås af en rådgiver eller af en advokat.
De stater, som er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, bortset fra medlemsstaterne, samt den i aftalen omhandlede EFTA-Tilsynsmyndighed repræsenteres på samme måde.
Andre parter skal repræsenteres af en advokat.
Kun en advokat, der har beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, kan repræsentere eller bistå en part for Domstolen.«
3 Artikel 51, stk. 1, i Rettens procesreglement fastsætter:
»Parterne skal være repræsenteret ved befuldmægtigede eller advokater på de i statuttens artikel 19 fastsatte betingelser.«
Polsk ret
4 Ud over advokaterhvervet anerkender polsk lovgivning erhvervet som juridisk rådgiver (radca prawny). Juridiske rådgivere kan anmode om beskikkelse og være bemyndigede til at repræsentere deres klienter for de polske retter.
Sagens baggrund
5 Sagens baggrund kan sammenfattes på følgende måde.
6 I forbindelse med et program for forskning, teknologisk udvikling og demonstration indgik REA en tilskudsaftale med Wrocław universitet, hvori det bl.a. var bestemt, at den forsker, der var ansat på fuld tid inden for rammerne af den aktivitet, hvortil der blev ydet tilskud, ikke måtte modtage andre indtægter end dem, der hidrørte fra den pågældendes forskningsarbejde.
7 Det viste sig imidlertid, at den pågældende forsker ligeledes havde indtægter fra andre aktiviteter, hvorfor REA opsagde tilskudsaftalen, fremsendte Wrocław universitet en debetnota på 36 508,37 EUR og meddelte universitetet, at REA i henhold til tilskudsaftalen ville kræve 6 286,68 EUR tilbage direkte fra garantifonden. Wrocław universitet betalte beløbet, der var anført i debetnotaen.
8 Efter en undersøgelse foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) fremsendte REA Wrocław universitet yderligere to debetnotaer på henholdsvis 58 031,38 EUR for tilskud, der skulle tilbagekræves, og 5 803,14 EUR i erstatning i henhold til den bestemmelse om konventionalbod, der er fastsat i tilskudsaftalen. Wrocław universitet betalte ligeledes disse to debetnotaer.
Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede kendelse
9 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 25. marts 2016 anlagde Wrocław universitet et søgsmål dels med påstand om annullation af REA’s afgørelser, hvorved tilskudsaftalen blev opsagt og universitetet blev pålagt at tilbagebetale en del af de omhandlede tilskud og at betale erstatning, dels med påstand om, at det blev fastslået, at der skulle ske tilbagebetaling af de tilsvarende beløb med tillæg af renter beregnet fra den dato, hvor universitetet betalte disse, og indtil den dato, hvor de tilbagebetales af REA.
10 I svarskriftet fremsatte REA en formalitetsindsigelse mod dette søgsmål, der navnlig vedrørte den omstændighed, at den juridiske rådgiver, der repræsenterede Wrocław universitet, var ansat ved et forskningscenter under dette universitets fakultet for jura og forvaltning, og at den pågældende derfor ikke opfyldte betingelsen om uafhængighed, som statutten kræver.
11 Wrocław universitet gjorde gældende, at den juridiske rådgiver, der repræsenterede det for Retten, ganske vist tidligere havde været tilknyttet universitetet gennem en ansættelseskontrakt, men at dette ikke længere var tilfældet på tidspunktet for anlæggelsen af søgsmålet i første instans. Siden den 3. oktober 2015 havde denne juridiske rådgiver nemlig været tilknyttet universitetet ved en civilretlig kontrakt vedrørende undervisning. Denne kontrakt var kendetegnet ved, at der ikke var tale om et over-underordnelsesforhold, og den kunne derfor ikke sidestilles med en ansættelseskontrakt.
12 I den appellerede kendelses præmis 14 anførte Retten, at statuttens artikel 19, stk. 3 og 4, der i medfør af nævnte statuts artikel 53 finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, fastsætter, at de såkaldte »ikke-privilegerede« parter skal repræsenteres af en advokat, og at kun en advokat, der har beskikkelse i en medlemsstat, kan repræsentere eller bistå disse parter for Domstolen.
13 I den appellerede kendelses præmis 16 og 17 bemærkede Retten for så vidt angik disse to kumulative betingelser, at begrebet »advokat« i modsætning til det forhold, at have beskikkelse i en medlemsstat, ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes nationale lovgivninger med henblik på at fastlægge dets betydning og rækkevidde. Den præciserede, at dette begreb i overensstemmelse med Domstolens faste praksis så vidt muligt skal fortolkes selvstændigt under hensyn til bestemmelsens kontekst og det formål, der forfølges, uden at henvise til national lovgivning.
14 Retten fastslog således i den appellerede kendelses præmis 18, idet den henviste til den opfattelse af advokatens rolle i Unionens retsorden, som udspringer af medlemsstaternes fælles retstraditioner, og som ligger til grund for statuttens artikel 19, og til bl.a. dom af 18. maj 1982, AM & S Europe mod Kommissionen (C-155/79, EU:C:1982:157, præmis 24), af 14. september 2010, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen m.fl. (C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 42), og af 6. september 2012, Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej mod Kommissionen (C-422/11 P og C-423/11 P, EU:C:2012:553, præmis 23), at advokatens rolle er at medvirke i retsplejen, hvorved denne i fuld uafhængighed og under varetagelse af det overordnede hensyn til retsplejen skal yde den juridiske bistand, som klienten har behov for.
15 I den appellerede kendelses præmis 19 udledte Retten heraf, at kravet om advokatens uafhængighed indebærer, at der ikke foreligger et ansættelsesforhold mellem advokaten og dennes klient, idet uafhængighedsbegrebet ikke kun defineres positivt, dvs. ved henvisning til de faglige forpligtelser, men også negativt, dvs. ved henvisning til, at der ikke foreligger et ansættelsesforhold.
16 I den appellerede kendelses præmis 20 fastslog Retten, at disse betragtninger skulle anvendes i det foreliggende tilfælde, dvs. i en situation, hvor en juridisk rådgiver ved en tjenesteydelseskontrakt er bundet til den part, som rådgiveren skal repræsentere, for så vidt som det, selv om det formelt måtte antages, at en sådan kontrakt ikke fører til et ansættelsesforhold mellem disse to parter, ikke desto mindre forholder sig således, at en sådan situation medfører en risiko for, at denne juridiske rådgivers faglige mening i det mindste delvist påvirkes af dennes arbejdsmiljø, således som Domstolen i det væsentlige bemærkede i præmis 25 i dom af 6. september 2012, Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej mod Kommissionen (C-422/11 P og C-423/11 P, EU:C:2012:553).
17 Retten fastslog derfor i den appellerede kendelses præmis 21, at eftersom stævningen var blevet underskrevet af en sådan juridisk rådgiver, var sagen i første instans ikke blevet anlagt af en person, som opfyldte kravene i statuttens artikel 19, stk. 3 og 4, og artikel 51, stk. 1, i Rettens procesreglement. Retten afviste derfor sagen, da det var åbenbart, at den ikke kunne antages til realitetsbehandling.
Retsforhandlingerne ved Domstolen og parternes påstande i appelsagerne
18 Ved beslutning truffet af Domstolens præsident den 24. november 2017 blev det bestemt at forene de to appeller med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling samt dommen.
19 Den Tjekkiske Republik fremsatte den 6. februar 2018 en anmodning om intervention i forbindelse med de forenede appeller. Ved beslutning af 31. maj 2018 imødekom Domstolens præsident denne anmodning.
20 Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 5. juli 2018, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA (C-515/17 P og C-561/17 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:553), fik Krajowa Izba Radców Prawnych (det nationale kammer for juridiske rådgivere, Polen) tilladelse til at intervenere i sag C-561/17 P til støtte for Republikken Polens påstande.
21 Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 27. februar 2019, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA (C-515/17 P og C-561/17 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:174), blev anmodningen om intervention fra Association of Corporate Counsel Europe (den europæiske sammenslutning af erhvervsjurister) ikke taget til følge.
22 Wrocław universitet, støttet af den Tjekkiske Republik, har i appelskriftet i sag C-515/17 P nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede kendelse ophæves.
– Det fastslås, at sagen i første instans blev anlagt på behørig vis.
– Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
23 Republikken Polen, støttet af Den Tjekkiske Republik og det nationale kammer for juridiske rådgivere, har i appelskriftet i sag C-561/17 P nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede kendelse ophæves.
– Sagen hjemvises til Retten med henblik på fornyet behandling.
– Hver part tilpligtes at bære sine egne omkostninger.
– Sagen henvises til Store Afdeling i henhold til statuttens artikel 16, stk. 3.
24 REA har nedlagt følgende påstande:
– Appellerne forkastes.
– Wrocław universitet og Republikken Polen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
– Den Tjekkiske Republik og det nationale kammer for juridiske rådgivere tilpligtes at bære deres egne omkostninger.
Appellerne
25 Til støtte for appellen i sag C-515/17 P har Wrocław universitet fremsat to anbringender, der vedrører henholdsvis en fejlagtig fortolkning af statuttens artikel 19 og en utilstrækkelig begrundelse af den appellerede kendelse. Til støtte for appellen i sag C-561/17 P har Republikken Polen fremsat tre anbringender, der vedrører henholdsvis en fejlagtig fortolkning af denne artikel, en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse samt en utilstrækkelig begrundelse af denne kendelse.
26 På grund af deres indbyrdes sammenhæng behandles det første anbringende i de to appeller og det andet anbringende i sag C-561/17 P, der vedrører en fejlagtig fortolkning af statuttens artikel 19 og en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, samlet.
Parternes argumentation
27 Med det første anbringende har Wrocław universitet kritiseret Retten for at have fastslået, at en juridisk rådgiver, der er knyttet til den part, som den pågældende repræsenterer, gennem en tjenesteydelseskontrakt, ifølge hvilken den pågældende bl.a. skal give forelæsninger, ikke har den fornødne uafhængighed i forhold til fuldmagtsgiveren til at kunne repræsentere denne i forbindelse med en sag for Unionens retsinstanser.
28 Med det første anbringendes første led har Wrocław universitet gjort gældende, at den i det foreliggende tilfælde omhandlede tjenesteydelseskontrakts art eller væsentligste egenskaber ikke gør det muligt at sidestille den med en ansættelseskontrakt, bl.a. fordi der ikke foreligger et over-underordnelsesforhold, som er kendetegnende for denne type kontrakt.
29 Med dette anbringendes andet led har Wrocław universitet gjort gældende, at den appellerede kendelses konklusion om, at ethvert retsforhold mellem en part og dennes repræsentant indeholder en risiko for påvirkning af repræsentantens retsopfattelse, er i strid med proportionalitetsprincippet og subsidiaritetsprincippet, for så vidt som den tillægger EU-institutionerne enekompetence til at afgøre, hvem der gyldigt kan møde for Unionens retsinstanser.
30 Med dette appelanbringendes tredje led har Wrocław universitet, støttet af den Tjekkiske Republik og det nationale kammer for juridiske rådgivere, kritiseret Retten for ikke at have taget hensyn til de nationale lovgivninger, nærmere bestemt den polske lovgivning, der garanterer den juridiske rådgivers uafhængighed og det forhold, at der ikke foreligger nogen form for over-underordnelse i forhold til tredjemand. Universitetet har fremhævet, at i lighed med advokaterhvervet tjener erhvervet som juridisk rådgiver både retfærdighedens interesse og interessen for de personer, hvis rettigheder den pågældende er blevet betroet at forsvare; erhvervet er baseret på den offentlige tillid og er bundet af et etisk kodeks.
31 Med det første anbringendes første led har Republikken Polen for det første gjort gældende, at den fortolkning af statuttens artikel 19, som Retten har lagt til grund i den appellerede kendelse, hverken finder støtte i medlemsstaternes fælles retstraditioner eller i EU-retten. I denne forbindelse har Republikken Polen fremhævet, at Retten har modsagt sig selv, idet den har fastslået, at advokatens rolle er inspireret af medlemsstaternes fælles retstraditioner, men den har fortolket advokatbegrebet uden henvisning til den nationale lovgivning.
32 For det andet har Republikken Polen anført, at vurderingen af uafhængigheden i forhold til fuldmagtsgiveren ikke kan foretages uden henvisning til de garantier, der er udstedt i de forskellige nationale lovgivninger.
33 For det tredje er Republikken Polen af den opfattelse, at det uafhængighedsbegreb, der er lagt til grund i den appellerede kendelse, strider imod den virkelighed, som advokaterhvervet udøves i, idet det er baseret på den antagelse, at en intern advokat, der udøver sit erhverv inden for rammerne af et ansættelsesforhold, er underlagt et større pres fra arbejdsgiveren end en ekstern advokat, der alene er underlagt presset fra sin klient.
34 For det fjerde har Republikken Polen gjort gældende, at hvis man skulle holde sig til den løsning, som Retten valgte, hvilken løsning er støttet på Domstolens nuværende praksis vedrørende repræsentationen af parter for Unionens retsinstanser, ville dette have til følge, at der blev skabt en ordning, hvor to former for krav om uafhængighed fandt anvendelse på den samme advokat, nemlig et krav, når den pågældende møder for de nationale retsinstanser, og et strengere, når den pågældende møder for Unionens retsinstanser.
35 Den Tjekkiske Republik er i denne sammenhæng af den opfattelse, at enhver begrænsning af advokaters ret til at repræsentere deres klienter, når der ikke foreligger et ansættelsesforhold med sidstnævnte, skal fortolkes strengt.
36 Med det første anbringendes andet led har Republikken Polen gjort gældende, at den fortolkning af statuttens artikel 19, som Retten har lagt til grund, overskrider de grænser, der er fastsat i Domstolens nuværende praksis vedrørende repræsentationen af parter for Unionens retsinstanser.
37 For det første lader denne retspraksis kravet om advokatens uafhængighed være alene afhængig af den negative betingelse, at der ikke foreligger en ansættelseskontrakt mellem advokaten og dennes klient. I det foreliggende tilfælde fastslog Retten imidlertid selv i den appellerede kendelses præmis 20, at den person, der havde underskrevet stævningen i første instans, ikke var bundet af en ansættelseskontrakt med Wrocław universitet. I denne henseende var det med urette, at Retten på grundlag af en analog anvendelse af dom af 6. september 2012, Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej mod Kommissionen (C-422/11 P og C-423/11 P, EU:C:2012:553), fastslog, at eksistensen af en civilretlig kontrakt, der forbandt de omhandlede parter, var tilstrækkelig til at fastslå, at repræsentanten for dette universitet ikke opfyldte betingelsen om uafhængighed.
38 For det andet har Republikken Polen kritiseret den appellerede kendelse, for så vidt som Retten udelukkende tog hensyn til den kontrakt, der var indgået mellem den juridiske rådgiver og Wrocław universitet angående undervisningsopgaven, men undlod at analysere de forbindelser, der forbandt parterne i forhold til den ydede juridiske bistand.
39 Det nationale kammer for juridiske rådgivere har fremhævet, at Retten fejlagtigt ræsonnerede, at det skulle lægges til grund, at en advokats fuldstændige uafhængighed kræver, at der ikke foreligger noget forhold mellem advokaten og dennes klients arbejdsmiljø. Det er nemlig vanskeligt at forestille sig, at en befuldmægtiget kan varetage sin opgave uden i nogen grad at blive påvirket af sin klients direkte arbejdsmiljø.
40 Med det andet anbringende har Republikken Polen gjort gældende, at idet den appellerede kendelse ikke præciserer de kriterier, der gør det muligt at vurdere det uafhængighedskrav, som kræves ifølge Retten, har denne tilsidesat retssikkerhedsprincippet. For så vidt som konsekvensen af konstateringen af, at repræsentanten ikke er uafhængig, er, at søgsmålet afvises, vil sagsøgeren desuden blive frataget adgangen til effektive retsmidler og retten til adgang til en domstol.
41 Den Tjekkiske Republik har mindet om, at repræsentation ved en advokat for retsinstanserne udgør en del af retten til en effektiv retsbeskyttelse, som sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). At forbyde sagsøgeren at indgå en aftale om juridisk repræsentation med en advokat, som sagsøgeren i øvrigt har et kontraktforhold med, vil sandsynligvis indebære yderligere omkostninger for denne.
42 Det nationale kammer for juridiske rådgivere har anført, at retten til effektive retsmidler for Retten, som er beskyttet i henhold til chartrets artikel 47, ikke blot begrænses ved det forhold, at det forbydes at repræsentere en part som omhandlet i statuttens artikel 19, stk. 3 og 4, ved en advokat, som har et kontraktforhold med denne part, men ligeledes ved den situation, der følger heraf, nemlig at søgsmålet afvises uden mulighed for at berigtige den angivelige procedurefejl.
43 REA har indledningsvis anført, at de to appeller skal afvises, for så vidt som de henviser til argumenter vedrørende bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og er baseret på anbringender og argumenter, der allerede er blevet behandlet for Retten. Dernæst skal Wrocław universitets appel afvises, fordi den er baseret på faktiske omstændigheder vedrørende den omhandlede advokats situation, som ikke er blevet fremlagt for Retten. Endelig skal den argumentation, som er fremført af den Tjekkiske Republik og det nationale kammer for juridiske rådgivere i forbindelse med deres interventioner, afvises, idet den omhandler en tilsidesættelse af chartrets artikel 47, hvilket er et argument, som hverken er blevet fremført af Wrocław universitet eller af Republikken Polen. Den Tjekkiske Republiks argumenter skal ligeledes afvises, idet de ikke omhandler en præcist angiven præmis i den appellerede kendelse.
44 Hvad angår realiteten har REA anført, at den argumentation, hvorefter statuttens artikel 19 skal fortolkes på grundlag af nationale regler, vil føre til, at denne artikel, der regulerer parternes repræsentation for Unionens retsinstanser, erstattes med nationale regler, der skal fastlægges fra sag til sag. Den fortolkning, som Retten har lagt til grund, udgør dermed ingen »begrænsning«, men en garanti for, at alle advokater i Unionen er underlagt de samme betingelser for så vidt angår repræsentation ved Domstolen.
45 Retten er desuden ikke gået videre end Domstolens eksisterende praksis på området, hvilken praksis er noget mere omfattende, end det fremgår af appellerne; denne har således allerede fastlagt kravet om, at rådgiveren skal have en tilstrækkelig afstand til den part, som den pågældende repræsenterer.
46 Argumentationen, der er støttet på chartrets artikel 47, skal under alle omstændigheder forkastes som ugrundet, for så vidt som det forhold, at søgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling, ikke forhindrer Wrocław universitet i at lade sig repræsentere af en anden rådgiver for på ny at anlægge sag ved Retten i henhold til artikel 272 TEUF.
Domstolens bemærkninger
Formaliteten
47 Hvad for det første angår REA’s formalitetsindsigelser, der er støttet på, at appellerne indeholder argumenter vedrørende bedømmelsen af de faktiske omstændigheder, skal det bemærkes, at det i henhold til artikel 256 TEUF og statuttens artikel 58, stk. 1, alene er Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at bedømme disse faktiske omstændigheder. Denne bedømmelse udgør ikke – medmindre der er tale om en urigtig gengivelse af de for Retten fremlagte beviser – et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret. Når Retten har fastlagt eller bedømt de faktiske omstændigheder, er Domstolen i henhold til artikel 256 TEUF kompetent til at gennemføre en kontrol med den retlige kvalificering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget heraf.
48 I det foreliggende tilfælde har Retten ved bedømmelsen af arten og indholdet af den faglige forbindelse mellem Wrocław universitet og universitetets repræsentant baseret sig på faktuelle elementer, hvis kvalificering Domstolen kan efterprøve med hensyn til statuttens artikel 19, således som denne skal fortolkes.
49 For så vidt som REA for det andet har gjort gældende, at appellerne begrænser sig til at fremføre argumenter, som allerede er blevet behandlet ved Retten, skal det bemærkes, at retsspørgsmål, som Retten har behandlet i første instans, kan drøftes på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af EU-retten. Hvis en appellant nemlig ikke således kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening (dom af 27.3.2019, Canadian Solar Emea m.fl. mod Rådet, C-236/17 P, EU:C:2019:258, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis).
50 Hvad for det tredje angår REA’s argument om, at Wrocław universitet har gjort nye faktiske omstændigheder gældende i sin appel, er det tilstrækkeligt at fastslå, at disse faktiske omstændigheder under alle omstændigheder er irrelevante for løsningen af nærværende tvist.
51 For det fjerde, og hvad angår Den Tjekkiske Republik og det nationale kammer for juridiske rådgiveres interventioner, skal det bemærkes, at en procesdeltager, der i medfør af [statuttens] artikel 40 har fået tilladelse til at intervenere i en sag for Domstolen, ikke kan ændre sagens genstand, således som denne er afgrænset i hovedparternes påstande og anbringender, hvorfor alene de af en intervenients argumenter, som ligger inden for rammerne af disse påstande og anbringender, kan realitetsbehandles (dom af 3.12.2019, Den Tjekkiske Republik mod Parlamentet og Rådet, C-482/17, EU:C:2019:1035, præmis 116).
52 I det omfang Republikken Polen bl.a. har påberåbt sig en tilsidesættelse af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, som garanteret ved chartrets artikel 47, er Den Tjekkiske Republik og det nationale kammer for juridiske rådgiveres argumentation, der er nævnt i nærværende doms præmis 41 og 42, imidlertid ikke af en sådan art, at den kan ændre sagens genstand, således som denne er afgrænset i Republikken Polens påstande og anbringender.
53 Hvad for det femte angår REA’s argument om, at Den Tjekkiske Republik ikke har angivet de præcise præmisser i den appellerede kendelse, skal det fastslås, at Den Tjekkiske Republik, idet den har støttet de af Wrocław universitet og Republikken Polen fremførte argumenter, henviser til de samme præmisser i denne kendelse som dem, disse to parter henviser til.
54 Det følger heraf, at REA’s formalitetsindsigelser bør forkastes.
Realiteten
55 Hvad angår realiteten og nærmere bestemt spørgsmålet om repræsentationen af en part, som ikke er omhandlet i statuttens artikel 19, stk. 1 og 2, for Unionens retsinstanser, har Retten i den appellerede kendelses præmis 16 med rette bemærket, at denne bestemmelse indeholder to særskilte og kumulative betingelser. Den første betingelse, som er anført i statuttens artikel 19, stk. 3, pålægger således en sådan part forpligtelsen til at være repræsenteret af en advokat. Den anden betingelse, som er indeholdt i statuttens artikel 19, stk. 4, fastsætter, at advokaten, der repræsenterer denne part, skal have beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i EØS-aftalen (jf. i denne retning kendelse af 20.2.2008, Comunidad Autónoma de Valencia mod Kommissionen, C-363/06 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2008:99, præmis 21).
56 Hvad angår denne anden betingelse fremgår det af ordlyden af statuttens artikel 19, stk. 4, at betydningen og rækkevidden af denne betingelse skal fortolkes ved henvisning til den pågældende nationale lovgivning. I det foreliggende tilfælde er det ikke blevet bestridt, at denne betingelse var overholdt af den juridiske rådgiver, der repræsenterede Wrocław universitet i forbindelse med sagen i første instans.
57 Hvad derimod angår den første betingelse vedrørende advokatbegrebet har Domstolen fastslået, at idet statuttens artikel 19, stk. 3, ikke henviser til medlemsstaternes nationale lovgivninger, skal dette begreb fortolkes selvstændigt og ensartet i hele Unionen, idet der ikke alene skal tages hensyn til denne bestemmelses ordlyd, men også til bestemmelsens kontekst og formål (jf. i denne retning bl.a. kendelse af 20.2.2008, Comunidad Autónoma de Valencia mod Kommissionen, C-363/06 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2008:99, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis), idet det imidlertid præciseres, at dette begreb i henhold til denne artikel ikke berører den mulighed, der tilkommer personer, som i henhold til national lovgivning er bemyndiget til at repræsentere en part i en tvist, for at repræsentere samme part for Domstolen i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse.
58 I denne forbindelse fremgår det af ordlyden af statuttens artikel 19, stk. 3, og navnlig af, at der i bestemmelsen anvendes udtrykket »repræsenteres«, at uanset hvem denne er, er en »part« i nævnte bestemmelses forstand ikke bemyndiget til selv at føre sin sag for en af Unionens retsinstanser, men skal lade en anden person møde for sig. Andre bestemmelser i denne statut og i Domstolens procesreglement, såsom statuttens artikel 21, stk. 1, og procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra b), artikel 57, stk. 1, og artikel 119, stk. 1, er ligeledes bekræftende eksempler på, at en part og dennes repræsentant ikke kan være én og samme person (kendelse af 5.12.1996, Lopes mod Domstolen, C-174/96 P, EU:C:1996:473, præmis 11, af 16.3.2006, Correia de Matos mod Kommissionen, C-200/05 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2006:187, præmis 10, og af 6.4.2017, PITEE mod Kommissionen, C-464/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:291, præmis 23).
59 Eftersom hverken statutten eller Domstolens eller Rettens procesreglementer – for så vidt angår direkte søgsmål – indeholder fravigelser eller undtagelser fra denne forpligtelse, er det med henblik på et sagsanlæg ikke tilstrækkeligt, at der indleveres en stævning, som sagsøgeren selv har underskrevet, og dette gælder også, selv om sagsøgeren er en advokat, som har beskikkelse til at føre sager for en national retsinstans (jf. i denne retning kendelse af 5.12.1996, Lopes mod Domstolen, C-174/96 P, EU:C:1996:473, præmis 8 og 10, af 16.3.2006, Correia de Matos mod Kommissionen, C-200/05 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2006:187, præmis 11, og af 6.4.2017, PITEE mod Kommissionen, C-464/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:291, præmis 24).
60 Ovenstående betragtninger bekræftes af den kontekst, som statuttens artikel 19, stk. 3, indgår i. Det fremgår nemlig udtrykkeligt af denne bestemmelse, at den juridiske repræsentation af en part, som ikke er omhandlet i statuttens artikel 19, stk. 1 og 2, kun kan varetages af en advokat, mens de parter, der er omhandlet i statuttens artikel 19, stk. 1 og 2, kan repræsenteres af en befuldmægtiget, som i givet fald kan bistås af en rådgiver eller en advokat.
61 Denne betragtning underbygges af formålet med, at en advokat skal repræsentere de parter, der ikke er omhandlet i statuttens artikel 19, stk. 1 og 2, som består i dels at undgå, at private parter fører deres egen sag uden at benytte en mellemmand, dels at garantere, at juridiske personer forsvares af repræsentanter, der er tilstrækkeligt distancerede fra de juridiske personer, som de repræsenterer (jf. i denne retning kendelse af 5.9.2013, ClientEarth mod Rådet, C-573/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:564, præmis 14, af 4.12.2014, ADR Center mod Kommissionen, C-259/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2417, præmis 25, og af 6.4.2017, PITEE mod Kommissionen, C-464/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:291, præmis 27).
62 Det skal i denne forbindelse fremhæves, at selv om en advokats repræsentationsopgave som omhandlet i statuttens artikel 19, stk. 3 og 4, skal udøves på baggrund af hensynet til en forsvarlig retspleje, består formålet med denne opgave, således som generaladvokaten har anført i punkt 104 i forslaget til afgørelse, især i på bedste vis at beskytte og forsvare fuldmagtsgiverens interesser i fuld uafhængighed og under overholdelse af loven og de faglige og etiske regler.
63 Som Retten med rette har fastslået i den appellerede kendelses præmis 19, defineres begrebet advokatens uafhængighed i den særlige kontekst, som statuttens artikel 19 indgår i, nemlig ikke kun negativt, dvs. ved en henvisning til, at der ikke foreligger et ansættelsesforhold, men ligeledes positivt ved henvisning til de faglige forpligtelser (jf. i denne retning dom 6.9.2012, Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej mod Kommissionen, C-422/11 P og C-423/11 P, EU:C:2012:553, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).
64 I denne sammenhæng skal den pligt til uafhængighed, der påhviler advokaten, ikke forstås som det forhold, at der ikke foreligger en forbindelse til dennes klient, men forbindelser, der åbenlyst er til skade for dennes evne til at udføre sin forsvarsopgave, der består i på bedste vis at tjene sin klients interesser.
65 I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at en advokat ikke er tilstrækkelig uafhængig i forhold til den juridiske person, som den pågældende repræsenterer, såfremt advokaten har væsentlige administrative og finansielle beføjelser inden for denne juridiske person, som indplacerer dennes funktioner på et højt ledelsesniveau inden for den juridiske person, således at den pågældendes status som uafhængig tredjemand bringes i fare (jf. i denne retning kendelse af 29.9.2010, EREF mod Kommissionen, C-74/10 P og C-75/10 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2010:557, præmis 50 og 51), såfremt advokaten udøver lederfunktioner inden for den juridiske person, som denne repræsenterer (jf. i denne retning kendelse af 6.4.2017, PITEE mod Kommissionen, C-464/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:291, præmis 25), eller såfremt advokaten har aktier i det selskab, den pågældende repræsenterer, og hvor denne er bestyrelsesformand (kendelse af 4.12.2014, ADR Center mod Kommissionen, C-259/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2417, præmis 27).
66 Sådanne situationer kan imidlertid ikke sidestilles med den i hovedsagen omhandlede situation, hvor den juridiske rådgiver, således som det fremgår af den appellerede kendelse, ikke alene varetog forsvaret af Wrocław universitets interesser uden at stå i et over-underordnelsesforhold til dette universitet, men derudover blot var knyttet til dette universitet gennem en kontrakt angående undervisningsopgaver på dette sted.
67 En sådan forbindelse er nemlig utilstrækkelig til, at det kan konkluderes, at denne juridiske rådgiver befandt sig i en situation, som åbenlyst var til skade for dennes evne til på bedste vis og i fuld uafhængighed at forsvare sin klients interesser.
68 Retten begik følgelig en retlig fejl, da den i den appellerede kendelses præmis 20 fastslog, at alene det forhold, at der mellem Wrocław universitet og den juridiske rådgiver, som repræsenterede universitetet i forbindelse med sagen i første instans, forelå en civilretlig kontrakt angående undervisningsopgaver, ville kunne påvirke denne rådgivers uafhængighed, eftersom der forelå en risiko for, at denne rådgivers faglige mening i det mindste delvist var påvirket af dennes arbejdsmiljø.
69 Det første anbringende, som Wrocław universitet og Republikken Polen har fremsat til støtte for deres respektive appeller, skal derfor tages til følge. Det følger heraf, at den appellerede kendelse skal ophæves, uden at det er nødvendigt at undersøge de andre argumenter, der er blevet fremført inden for rammerne af det andet anbringende i appellen i sag C-561/17 P vedrørende retssikkerhedsprincippet og retten til adgang til effektive retsmidler, eller de andre appelanbringender.
Sagens hjemvisning til Retten
70 I overensstemmelse med statuttens artikel 61, stk. 1, kan Domstolen, når den giver appellanten medhold, og når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.
71 Idet Retten i den foreliggende sag ikke har truffet afgørelse om sagens realitet, må sagen hjemvises til denne.
Sagsomkostninger
72 Da sagen hjemvises til Retten, udsættes spørgsmålet om sagsomkostningerne i forbindelse med appellerne.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):
1) Kendelsen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 13. juni 2017, Uniwersytet Wrocławski mod REA(T-137/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:407), ophæves.
2) Sag T-137/16 hjemvises til Retten.
3) Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.
Underskrifter