DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
9. november 2017 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – toldunion – forordning (EØF) nr. 2913/92 – EF-toldkodeks – ikke-fællesskabsvarer – proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse – unddragelse af en importafgiftspligtig vare fra toldtilsyn – fastsættelse af toldværdien – artikel 29, stk. 1 – betingelser for at anvende transaktionsværdimetoden – artikel 30 og 31 – valg af metode til fastsættelse af toldværdien – toldmyndighedernes pligt til at begrunde valget af metode«
I sag C-46/16,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Augstākā tiesa (øverste domstol, Letland) ved afgørelse af 21. januar 2016, indgået til Domstolen den 27. januar 2016, i sagen
Valsts ieņēmumu dienests
mod
»LS Customs Services« SIA,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, J.L. da Cruz Vilaça, og dommerne E. Levits, A. Borg Barthet (refererende dommer), M. Berger og F. Biltgen,
generaladvokat: J. Kokott,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– »LS Customs Services« SIA ved D. Plotovs, som befuldmægtiget,
– den lettiske regering ved I. Kucina, A. Bogdanova og I. Kalniņš, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved A. Sauka og L. Grønfeldt, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 30. marts 2017,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 29, stk. 1, og artikel 30 og 31 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT 1992, L 302, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 955/1999 af 13. april 1999 (EFT 1999, L 119, s. 1) (herefter »toldkodeksen«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem »LS Customs Services« SIA (herefter »LSCS«) og Valsts ieņēmumu dienests (den nationale afgiftsmyndighed, Letland) vedrørende metoden til fastsættelse af toldværdien af varer, som ulovligt er blevet unddraget toldtilsyn, mens de befandt sig i transit på Unionens toldområde.
Retsforskrifter
Toldkodeksen
3 Toldkodeksens artikel 6, stk. 3, fastsætter:
»En skriftlig afgørelse skal begrundes af toldmyndighederne, når den ikke imødekommer en anmodning, eller den har negative følger for den person, den er rettet til. Den i artikel 243 hjemlede klageadgang skal angives i afgørelsen.«
4 Toldkodeksens artikel 14 bestemmer:
»Enhver person, som direkte eller indirekte er berørt af transaktioner, der udføres som led i varehandelen, skal, uanset hvilken metode der anvendes, med henblik på anvendelse af toldforskrifterne og på toldmyndighedernes begæring inden for de af disse fastsatte frister indgive alle nødvendige dokumenter og oplysninger samt assistance.«
5 Toldkodeksens artikel 29, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Toldværdien af indførte varer er transaktionsværdien, dvs. den pris, som faktisk er betalt eller skal betales for varerne ved salg til udførsel til Fællesskabets toldområde, i givet fald justeret i henhold til artikel 32 og 33, når:
a) der ikke er fastsat begrænsninger med hensyn til køberens rådighed over eller anvendelse af varerne ud over sådanne begrænsninger, som
– er pålagt eller krævet ifølge lovgivningen eller af de offentlige myndigheder i Fællesskabet
– begrænser det geografiske område, hvor varerne kan videresælges, eller
– ikke i væsentlig grad påvirker varernes værdi,
b) salget eller prisen ikke er betinget af vilkår eller ydelser, hvis værdi ikke kan bestemmes med hensyn til de varer, som skal værdiansættes
c) ingen del af provenuet ved senere videresalg, overdragelse eller anvendelse af varerne fra købernes side direkte eller indirekte tilfalder sælgeren, medmindre der kan foretages en passende justering efter artikel 32, og
d) køberen og sælgeren ikke er indbyrdes afhængige, eller, hvis dette er tilfældet, når transaktionsværdien kan antages som værdigrundlag i henhold til stk. 2.«
6 Toldkodeksens artikel 30 fastsætter:
»1. Når toldværdien ikke kan fastsættes i henhold til artikel 29, gennemgås stk. 2, litra a), litra b), litra c) og litra d) i nævnte rækkefølge, indtil der findes et litra, hvorefter toldværdien kan fastsættes, dog således at litra c) og litra d) på klarererens anmodning kan komme til anvendelse i omvendt rækkefølge; kun hvor toldværdien ikke kan fastsættes i henhold til et givet litra, kan bestemmelserne i det umiddelbart efterfølgende litra anvendes i den i dette stykke fastlagte rækkefølge.
2. Ved anvendelse af denne artikel fastsættes toldværdien ved anvendelse af:
a) transaktionsværdien af tilsvarende varer, som sælges til udførsel til Fællesskabet og udføres på samme eller næsten samme tidspunkt som de varer, der skal værdiansættes
b) transaktionsværdien af lignende varer, som sælges til udførsel til Fællesskabet og udføres på samme eller næsten samme tidspunkt som de varer, der skal værdiansættes
c) en værdi baseret på enhedsprisen ved salg i Fællesskabet af den største samlede mængde af de indførte varer eller tilsvarende eller lignende indførte varer til personer, der ikke er afhængige af sælgerne
d) en beregnet værdi, der udgør summen af:
– prisen for eller værdien af materialer og fabrikation eller andre arbejdsprocesser ved fremstillingen af de indførte varer
– et beløb for avancer og generalomkostninger svarende til, hvad der almindeligvis indgår i salg af varer af samme art eller beskaffenhed som de varer, der skal værdiansættes, og som fremstilles af producenter i udførselslandet til udførsel til Fællesskabet
– prisen for eller værdien af de i artikel 32, stk. 1, litra e), omhandlede elementer.
[…]«
7 Toldkodeksens artikel 31 bestemmer:
»1. Hvis toldværdien af varerne ikke kan fastsættes i henhold til artikel 29 eller 30, fastsættes den på grundlag af de foreliggende data i Fællesskabet og ifølge rimelige fremgangsmåder, der er forenelige med grundprincipperne og de almindelige bestemmelser:
– i aftalen om anvendelse af artikel VII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel fra 1994
– i artikel VII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel fra 1994
– og bestemmelserne i dette kapitel.
2. Ved anvendelse af stk. 1 kan toldværdien ikke fastsættes på grundlag af:
a) salgsprisen i Fællesskabet for varer, der er fremstillet i Fællesskabet
b) et system, hvorefter den højeste af to mulige værdier anvendes ved toldværdiansættelsen
c) vareprisen på udførselslandets hjemmemarked
d) andre produktionsomkostninger end de beregnede værdier, der er fastsat for tilsvarende eller lignende varer i henhold til artikel 30, stk. 2, litra d)
e) priser ved udførsel til et land, der ikke er omfattet af Fællesskabets toldområde
f) minimumstoldværdier eller
g) vilkårlige eller fiktive værdier.«
8 Toldkodeksens artikel 91, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Ved proceduren for ekstern forsendelse gives der mulighed for forsendelse fra et sted til et andet inden for Fællesskabets toldområde:
a) af ikke-fællesskabsvarer, uden at de pålægges importafgifter eller andre afgifter eller undergives handelspolitiske foranstaltninger
[…]«
9 Toldkodeksens artikel 96 fastsætter:
»1. Den hovedforpligtede er brugeren af proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse. Han skal:
a) frembyde varerne til toldbehandling på bestemmelsestoldstedet i intakt stand inden for den fastsatte frist og under iagttagelse af de af toldmyndighederne trufne foranstaltninger til varernes identificering
b) overholde bestemmelserne om fællesskabsforsendelse.
2. Uden at dette berører den hovedforpligtedes forpligtelser efter stk. 1, er den transportør eller varemodtager, der accepterer varerne med kendskab til, at de er varer under fællesskabsforsendelse, ligeledes forpligtet til at frembyde dem i intakt stand for bestemmelsestoldstedet inden for den fastsatte frist under iagttagelse af de af toldmyndighederne trufne foranstaltninger til varernes identificering.«
10 Toldkodeksens artikel 192, stk. 1, lyder således:
»Er det fastsat i toldforskrifterne, at sikkerhedsstillelse er obligatorisk, fastsætter toldmyndighederne med forbehold af de særlige bestemmelser for forsendelsesproceduren, der fastlægges efter udvalgsproceduren, størrelsen af sikkerhedsstillelsen til et beløb, der svarer til:
– det nøjagtige beløb af den pågældende toldskyld, hvis dette beløb kan beregnes nøjagtigt på det tidspunkt, hvor sikkerheden kræves
– i de øvrige tilfælde, det af toldmyndighederne anslåede højeste beløb for den toldskyld, der er opstået eller vil kunne opstå.
[…]«
11 Toldkodeksens artikel 203, stk. 1 og 3, bestemmer:
»1. Toldskyld ved indførsel opstår, når:
– en importafgiftspligtig vare unddrages toldtilsyn.
[…]
3. Debitorer er:
– den person, der har unddraget varen toldtilsyn
– de personer, der har medvirket til unddragelsen, og som vidste eller med rimelighed burde have vidst, at det drejede sig om en vare unddraget toldtilsyn
– de personer, der har erhvervet eller opbevaret den pågældende vare, og som på det tidspunkt, hvor de erhvervede eller modtog varen, vidste eller med rimelighed burde have vidst, at det drejede sig om en vare, der var unddraget toldtilsyn
– samt, i givet fald, den person, som det påhviler at opfylde de forpligtelser, der opstår ved varens midlertidige opbevaring eller ved anvendelsen af den toldprocedure, som varen er undergivet.«
12 Toldkodeksens artikel 221, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Så snart afgiftsbeløbet er bogført, underrettes debitor efter en passende fremgangsmåde om beløbets størrelse.«
Gennemførelsesforordningen
13 Artikel 147, stk. 1, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92 (EFT 1993, L 253, s. 1, berigtiget i EFT 1994, L 268, s. 32), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1762/95 af 19. juli 1995 (EFT 1995, L 171, s. 8) (herefter »gennemførelsesforordningen«), bestemmer følgende:
»Ved anvendelse af [told]kodeksens artikel 29 anses den omstændighed, at de varer, som har været genstand for et salg, angives til fri omsætning, som tilstrækkelig tilkendegivelse af, at de er blevet solgt med henblik på udførsel til Fællesskabets toldområde. Ved successive salg inden værdiansættelsen anses denne omstændighed kun som tilstrækkelig, når det drejer sig om det sidste salg, som medførte, at varerne blev ført ind i Fællesskabets toldområde, eller når det drejer sig om et salg, der finder sted inden for Fællesskabets toldområde, inden varerne overgår til fri omsætning.
Hvis der angives en pris, som vedrører et salg, der er gået forud for det sidste salg, som medførte, at varerne blev ført ind i Fællesskabets toldområde, skal det dokumenteres på en for toldmyndighederne tilfredsstillende måde, at det pågældende salg fandt sted med henblik på varernes udførsel til Fællesskabets toldområde.
[…]«
14 Gennemførelsesforordningens artikel 150 bestemmer:
»1. Ved anvendelse af [told]kodeksens artikel 30, stk. 2, litra a) (transaktionsværdien af identiske varer), fastsættes toldværdien som transaktionsværdien af identiske varer, som sælges i samme handelsled og i omtrent samme mængder som de varer, der skal værdiansættes. Forekommer sådanne salg ikke, anvendes transaktionsværdien af identiske varer, der er solgt i et andet handelsled og/eller i andre mængder, idet denne værdi justeres for at tage hensyn til de forskelle, der måtte skyldes handelsleddet og/eller varemængden, forudsat at sådanne justeringer, hvad enten de fører til en forhøjelse eller en nedsættelse af værdien, kan støttes på forelagt dokumentation, som klart viser, at de er rimelige og nøjagtige.
[…]
4. I medfør af denne artikel anvendes en transaktionsværdi af varer, der er fremstillet af en anden person, kun, hvis der ikke i henhold til stk. 1 kan fastsættes en transaktionsværdi af identiske varer fremstillet af den person, der har fremstillet de varer, der skal værdiansættes.
[…]«
15 Gennemførelsesforordningens artikel 151 har følgende ordlyd:
»1. Ved anvendelse af [told]kodeksens artikel 30, stk. 2, litra b) (transaktionsværdien af lignende varer), fastsættes toldværdien som transaktionsværdien af lignende varer, som sælges i samme handelsled og i omtrent samme mængder som de varer, der skal værdiansættes. Forekommer sådanne salg ikke, anvendes transaktionsværdien af lignende varer, der er solgt i et andet handelsled og/eller i andre mængder, idet denne værdi justeres for at tage hensyn til de forskelle, der måtte skyldes handelsleddet og/eller varemængden, forudsat at sådanne justeringer, hvad enten de fører til en forhøjelse eller en nedsættelse af værdien, kan støttes på forelagt bevismateriale, som klart viser, at de er rimelige og nøjagtige.
[…]
3. Såfremt der ved anvendelse af denne artikel konstateres mere end én transaktionsværdi af lignende varer, anvendes den laveste transaktionsværdi ved toldværdiansættelsen af de indførte varer.
[…]
5. I denne artikel forstås ved transaktionsværdien af lignende indførte varer en toldværdi, som på forhånd er fastsat i henhold til [told]kodeksens artikel 29 og justeret i overensstemmelse med stk. 1 og 2 i nærværende artikel.«
16 Gennemførelsesforordningens artikel 153, stk. 1, bestemmer:
»Ved anvendelse af [told]kodeksens artikel 30, stk. 2, litra d) (beregnet værdi), kan toldmyndighederne ikke afkræve eller forpligte en person, der ikke er etableret i Fællesskabet, til at forelægge regnskaber eller andre dokumenter til gennemsyn eller til at give adgang til regnskaber eller andre dokumenter med henblik på at fastsætte denne værdi. Dog kan de oplysninger, som varernes producent meddeler med henblik på fastsættelsen af toldværdien i henhold til denne artikel, kontrolleres i et tredjeland af en medlemsstats toldmyndigheder med producentens samtykke og på betingelse af, at de giver myndighederne i det pågældende land tilstrækkeligt varsel, og at disse ikke modsætter sig undersøgelsen.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
17 Den 2. juni 2011 indgav LSCS som hovedforpligtet til et lettisk toldkontor en transittoldangivelse for forsendelse af varer med oprindelse i Kina til Rusland via Unionens toldområde.
18 Da LSCS ikke kunne dokumentere, at forsendelsen var afsluttet, pålagde den nationale afgiftsmyndighed ved en første afgørelse af 12. september 2011 og endelig afgørelse af 8. november 2011 (herefter »den omtvistede afgørelse«) selskabet at betale toldafgift, antidumpingtold og merværdiafgift for de pågældende varer.
19 Ved fastsættelsen af de pågældende varers toldværdi anvendte myndigheden den metode til vurdering, der er fastsat i toldkodeksens artikel 31, idet den støttede sig på de i EU tilgængelige oplysninger.
20 Den nationale afgiftsmyndighed var af den opfattelse, at de omhandlede varer var blevet solgt med henblik på udførsel til Rusland, og at toldkodeksens artikel 29 følgelig ikke fandt anvendelse. Afgiftsmyndigheden var desuden af den opfattelse, at den ikke rådede over tilstrækkelige oplysninger til at fastsætte toldværdien ved anvendelse af de i toldkodeksens artikel 30, stk. 2, litra a)-d), anførte metoder.
21 LSCS anlagde sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse ved administratīvā rajona tiesa (distriktsdomstol i forvaltningsretlige sager, Letland), som ved dom af 23. august 2012 fastslog, at begrundelsen for afgørelsen var utilstrækkelig.
22 Dommen blev appelleret til Administratīvā apgabaltiesa (appeldomstol i forvaltningsretlige sager, Letland), som stadfæstede den ved dom af 10. juni 2014. Retten fastslog bl.a., at hverken den første afgørelse af 12. september 2011 eller den omtvistede afgørelse indeholdt de oplysninger, på grundlag af hvilke toldværdien var blevet beregnet, eller grunden til, at det ikke havde været muligt at finde oplysninger, som kunne have dannet grundlag for en anden metode end metoden i toldkodeksens artikel 31, hvilket hindrede LSCS i fuldt ud at forsvare sine rettigheder i klageproceduren og ved indgivelsen af søgsmålet ved retten.
23 Den nationale afgiftsmyndighed har iværksat kassationsappel til prøvelse af denne dom ved Augstākā tiesa (øverste domstol, Letland), som er af den opfattelse, at afgørelsen af tvisten i hovedsagen afhænger af en fortolkning af EU-retten.
24 Under disse omstændigheder har Augstākā tiesa (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal [toldkodeksens] artikel 29, stk. 1 […] fortolkes således, at den metode, der er fastsat heri, ligeledes finder anvendelse i tilfælde, hvor indførslen af varer og disses overgang til frit forbrug på Fællesskabets toldområde er en følge af den omstændighed, at de importafgiftspligtige varer under transitproceduren blev unddraget toldtilsyn, og at de ikke var solgt med det formål at blive indført på Fællesskabets toldområde, men med henblik på at blive udført fra dette område?
2) Skal udtrykket »i nævnte rækkefølge« i [toldkodeksens] artikel 30, stk. 1 […] sammenholdt med retten til god forvaltning i artikel 41 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og princippet om, at administrative afgørelser skal begrundes, fortolkes således, at toldmyndigheden for at kunne nå til den konklusion, at metoden i [toldkodeksens] artikel 31 finder anvendelse, er forpligtet til i hver enkelt afgørelse at angive grunden til, at den har fundet, at metoderne til fastsættelse af toldværdien i [toldkodeksens] artikel 29 og 30 ikke kan finde anvendelse under de konkret foreliggende omstændigheder?
3) Skal det for at undlade at anvende metoden i toldkodeksens artikel 30, stk. 2, litra a), anses for at være tilstrækkeligt, at toldmyndigheden meddeler, at den ikke er i besiddelse af de nødvendige oplysninger, eller er toldmyndigheden forpligtet til at indhente oplysninger fra producenten?
4) Skal toldmyndigheden begrunde, hvorfor de i toldkodeksens artikel 30, stk. 2, litra c) og d), fastsatte metoder ikke skal anvendes, hvis den fastsætter værdien af lignende varer i henhold til [gennemførelsesforordningens] artikel 151, stk. 3 […]?
5) Skal toldmyndighedens afgørelse indeholde en udtømmende redegørelse for, hvilke oplysninger der foreligger i Fællesskabet som omhandlet i toldkodeksens artikel 31, eller kan den indgive denne begrundelse på et senere tidspunkt til en retsinstans med mere detaljerede beviser?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
25 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om toldkodeksens artikel 29 skal fortolkes således, at den metode til afgørelse af toldværdien, der er fastsat heri, finder anvendelse på varer, som er solgt med henblik på udførsel til et tredjeland, og som er blevet unddraget toldkontrol, skønt de henhører under proceduren for ekstern forsendelse.
26 Det følger af denne bestemmelse, at »toldværdien af indførte varer er transaktionsværdien, dvs. den pris, som faktisk er betalt eller skal betales for varerne ved salg til udførsel til Fællesskabets toldområde«.
27 Det fremgår af denne bestemmelses ordlyd og særligt af udtrykket »salg til udførsel til Fællesskabets toldområde«, at transaktionsværdien skal svare til en pris ved eksport til EU. Følgelig må det på tidspunktet for salget godtgøres, at varer med oprindelse i et tredjeland føres til Unionens toldområde (jf. i denne retning dom af 6.6.1990, Unifert, C-11/89, EU:C:1990:237, præmis 11, og af 28.2.2008, Carboni e derivati, C-263/06, EU:C:2008:128, præmis 28).
28 Denne fortolkning støttes af gennemførelsesforordningens artikel 147, stk. 1, andet afsnit, vedrørende successive salg, hvoraf det fremgår, at det alene er en pris vedrørende en vare bestemt til Unionens toldområde, som kan anvendes ved vurderingen af toldværdien i toldkodeksens artikel 29.
29 Det ville i øvrigt være i strid med målsætningen for Unionens toldværdiordning at anerkende en salgspris til udførsel til et tredjeland som transaktionsværdi som omhandlet i toldkodeksens artikel 29.
30 Toldværdien skal således afspejle den reelle økonomiske værdi af en importeret vare (jf. i denne retning dom af 12.12.2013, Christodoulou m.fl., C-116/12, EU:C:2013:825, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
31 Som generaladvokaten har anført i punkt 46 i forslaget til afgørelse, svarer en vares pris i en bestemt toldzone imidlertid til markedssituationen i denne zone. En pris for udførsel af en vare til et tredjeland svarer følgelig ikke nødvendigvis til den pris, der ville have været fastsat for udførsel af den samme vare til Unionens toldområde.
32 Det er netop af denne grund, at toldkodeksens artikel 31, stk. 2, litra c) og e), fastsætter, at toldværdien ikke ved anvendelse af artikel 31 kan fastsættes på grundlag af vareprisen på udførselslandets hjemmemarked eller priser ved udførsel til et land, der ikke er omfattet af Unionens toldområde.
33 Under disse omstændigheder ville en pris svarende til salg af varerne bestemt til et tredjeland – når disse er blevet unddraget toldtilsyn under deres transit på Unionens toldområde – ikke afspejle varens reelle økonomiske værdi.
34 Det skal tilføjes, at under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede kan en hovedforpligtet ikke påberåbe sig beskyttelsen af en berettiget forventning om, at toldskyldens størrelse svarer til størrelsen af den sikkerhed, der blev stillet ved overførsel af varerne til ekstern forsendelse.
35 Det bemærkes i denne henseende, at retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning alene står åben for erhvervsdrivende, hos hvem en national myndighed har vakt begrundede forhåbninger på grundlag af præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse (jf. i denne retning dom af 10.12.2015, Veloserviss, C-427/14, EU:C:2015:803, præmis 39, og af 14.6.2016, Marchiani mod Parlamentet, C-566/14 P, EU:C:2016:437, præmis 77).
36 Som generaladvokaten har anført i punkt 60-64 i forslaget til afgørelse, kan toldmyndighedernes anerkendelse af sikkerhedsstillelsen ikke sidestilles med sådanne forsikringer, for så vidt som den ikke er bindende for den efterfølgende fastsættelse af toldskylden.
37 Henset til ovenstående bemærkninger skal det første spørgsmål besvares med, at toldkodeksens artikel 29, stk. 1, skal fortolkes således, at den metode til afgørelse af toldværdien, der er fastsat heri, ikke finder anvendelse på varer, som ikke er solgt med henblik på eksport til EU.
Det andet og det femte spørgsmål
38 Med det andet og det femte spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om toldkodeksens artikel 31 skal fortolkes således, at toldmyndighederne er forpligtet til i afgørelsen om fastsættelse af størrelsen af den skyldige importafgift at angive grundene til, at de har fundet, at metoderne til fastsættelse af toldværdien i toldkodeksens artikel 29 og 30 ikke kan finde anvendelse, før de kan anvende den metode, der er fastsat i kodeksens artikel 31, samt hvilke oplysninger der var tilgængelige i EU, på grundlag af hvilke myndighederne har beregnet toldværdien af de omhandlede varer.
39 Indledningsvis skal det fremhæves, at for så vidt som den afspejler en almindelig retsgrundsætning i EU-retten, indebærer retten til god forvaltningsskik krav, som medlemsstaterne skal tage hensyn til ved anvendelsen af EU-retten (jf. analogt dom af 8.5.2014, N., C-604/12, EU:C:2014:302, præmis 49 og 50).
40 Blandt disse krav har forpligtelsen til at begrunde de afgørelser, som de nationale myndigheder træffer, en særlig betydning, da den sætter modtageren i stand til at forsvare sine rettigheder bedst muligt og træffe afgørelse om, hvorvidt sagen bør prøves retsligt, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen. Begrundelsen er ligeledes nødvendig for retternes udøvelse af kontrollen med afgørelsernes lovlighed (jf. i denne retning dom af 15.10.1987, Heylens m.fl., 222/86, EU:C:1987:442, præmis 15).
41 Hvad særligt angår afgørelser truffet af toldmyndighederne nævner toldkodeksens artikel 6, stk. 3, den begrundelsespligt, der påhviler disse myndigheder, når de vedtager skriftlige afgørelser, der har negative følger for de personer, de er rettet til.
42 I overensstemmelse med toldkodeksens artikel 221, stk. 1, skal underretningen om afgiftens størrelse i øvrigt foretages på en måde, som sikrer, at debitor modtager passende oplysninger, og som giver denne mulighed for at varetage sine rettigheder med fuldt kendskab til sagen (jf. i denne retning dom af 23.2.2006, Molenbergnatie, C-201/04, EU:C:2006:136, præmis 54).
43 Det skal endelig bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at der er en rangorden mellem de metoder til fastsættelse af toldværdien, som er fastsat i toldkodeksens artikel 29-31. Det er således kun, hvis toldværdien ikke kan fastsættes ved hjælp af en given metode, at man skal gå videre til den metode, der følger umiddelbart efter i den i disse bestemmelser fastlagte orden (jf. i denne retning dom af 12.12.2013, Christodoulou m.fl., C-116/12, EU:C:2013:825, præmis 43).
44 Under disse omstændigheder skal den begrundelsespligt, som påhviler toldmyndighederne i forbindelse med gennemførelse af de pågældende bestemmelser, dels gøre det muligt på en klar og utvetydig måde at få kendskab til grundene til, at myndighederne har fundet, at en eller flere af metoderne til fastsættelse af toldværdien ikke kan finde anvendelse.
45 Dels indebærer dette krav, at de pågældende myndigheder er forpligtet til i den afgørelse, hvori de fastsætter størrelsen af de skyldige importafgifter, at redegøre for de oplysninger, på grundlag af hvilke myndighederne har beregnet toldværdien såvel for at sætte modtageren i stand til at forsvare sine rettigheder bedst muligt og træffe afgørelse om, hvorvidt sagen bør prøves retsligt, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen, som for at sætte retterne i stand til at udøve prøvelsen af afgørelsens lovlighed.
46 Det skal tilføjes, at det som anført af generaladvokaten i punkt 85 i forslaget til afgørelse tilkommer medlemsstaterne under udøvelse af deres procesautonomi at regulere virkningerne af toldmyndighedens tilsidesættelse af sin begrundelsespligt og at fastsætte, om og hvorvidt det er muligt at afhjælpe en sådan tilsidesættelse under retssagen, idet ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet skal overholdes (jf. i denne retning dom af 3.7.2008, Kommissionen mod Irland, C-215/06, EU:C:2008:380, præmis 57).
47 Henset til ovenstående bemærkninger skal det andet og det femte spørgsmål besvares med, at toldkodeksens artikel 31, sammenholdt med kodeksens artikel 6, stk. 3, skal fortolkes således, at toldmyndighederne er forpligtet til i afgørelsen om fastsættelse af størrelsen af den skyldige importafgift at angive grundene til, at de har fundet, at metoderne til fastsættelse af toldværdien i toldkodeksens artikel 29 og 30 ikke kan finde anvendelse, før de kan anvende den metode, der er fastsat i kodeksens artikel 31, samt de oplysninger, på grundlag af hvilke myndighederne har beregnet toldværdien af de omhandlede varer, med henblik på at sætte den pågældende i stand til at vurdere afgørelsens grundlag og træffe afgørelse om, hvorvidt sagen bør prøves retsligt, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen. Det tilkommer medlemsstaterne under udøvelse af deres procesautonomi at regulere virkningerne af toldmyndighedens tilsidesættelse af sin begrundelsespligt og at fastsætte, om og hvorvidt det er muligt at afhjælpe en sådan tilsidesættelse under retssagen, idet ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet skal overholdes.
Det tredje spørgsmål
48 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om toldkodeksens artikel 30, stk. 2, litra a), skal fortolkes således, at den kompetente myndighed er forpligtet til – før den kan træffe afgørelse om, at den i denne bestemmelse fastsatte metode til afgørelse af toldværdien ikke skal finde anvendelse – fra producenten at indhente de oplysninger, der er nødvendige for anvendelse af denne metode, eller om det er tilstrækkeligt, at denne myndighed meddeler, at den ikke er i besiddelse af disse oplysninger.
49 I henhold til toldkodeksens artikel 30, stk. 2, litra a), fastsættes toldværdien på grundlag af transaktionsværdien af tilsvarende varer, som sælges til eksport til EU og udføres på samme eller næsten samme tidspunkt som de varer, der skal værdiansættes. Det præciseres i denne henseende i gennemførelsesforordningens artikel 150, stk. 4, at der kun anvendes en transaktionsværdi af varer, der er fremstillet af en anden person, hvis der ikke kan fastsættes en transaktionsværdi af identiske varer fremstillet af den person, der har fremstillet de varer, der skal værdiansættes.
50 Det er følgelig nødvendigt for at kunne anvende den metode, der er fastsat i toldkodeksens artikel 30, stk. 2, litra a), at have kendskab til transaktionsværdien af tilsvarende varer fremstillet af den samme person, som sælges til eksport til EU på nogenlunde samme tidspunkt.
51 I denne forbindelse skal det bemærkes, at i overensstemmelse med, hvad der er fastsat i toldkodeksens artikel 30, stk. 1, er det alene, når toldværdien ikke kan fastsættes ved anvendelse af denne kodeks artikel 30, stk. 2, litra a), at det er muligt at bringe kodeksens artikel 30, stk. 2, litra b), i anvendelse.
52 Henset til den rangorden, der findes mellem de forskellige metoder til fastsættelse af toldværdien i toldkodeksens artikel 30, stk. 2, skal toldmyndighederne udvise omhu ved gennemførelsen af hver enkelt af de i bestemmelsen fastsatte successive metoder, før de kan konkludere, at en given metode ikke kan finde anvendelse.
53 Med henblik herpå kan disse myndigheder i henhold til toldkodeksens artikel 14 anmode enhver person, som direkte eller indirekte er berørt af de pågældende transaktioner, om at indgive oplysninger.
54 Derimod pålægger hverken toldkodeksen eller gennemførelsesforordningen toldmyndighederne en forpligtelse til at henvende sig til producenten af de omhandlede varer for at opnå de nødvendige oplysninger for at anvende metoden på grundlag af transaktionsværdien af tilsvarende varer som omhandlet i kodeksens artikel 30, stk. 2, litra a).
55 Det tilkommer følgelig de pågældende myndigheder ud fra omstændighederne i hvert enkelt tilfælde, og henset til deres forpligtelse til at udvise omhu, som er nævnt i denne doms præmis 52, at vurdere, om det er relevant at henvende sig direkte til producenten af de omhandlede varer med henblik på at opnå de nødvendige oplysninger for at anvende den metode til fastsættelse af toldværdien, som er fastsat i toldkodeksens artikel 30, stk. 2, litra a).
56 Henset til denne forpligtelse til at udvise omhu, som pålægges toldmyndighederne ved gennemførelse af bestemmelsen, skal de konsultere alle tilgængelige informationskilder og databaser. Det er i øvrigt hensigtsmæssigt at lade den pågældende person meddele dem alle de oplysninger, vedkommende er i besiddelse af, som kan bidrage til fastsættelsen af toldværdien for de omhandlede varer ved anvendelse af denne bestemmelse.
57 Henset til ovenstående bemærkninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at toldkodeksens artikel 30, stk. 2, litra a), skal fortolkes således, at den kompetente myndighed ikke er forpligtet til – før den kan træffe afgørelse om, at den i denne bestemmelse fastsatte metode til afgørelse af toldværdien ikke skal finde anvendelse – fra producenten at indhente de oplysninger, der er nødvendige for anvendelse af denne metode. Myndigheden er imidlertid forpligtet til at konsultere alle tilgængelige informationskilder og databaser. Myndigheden skal ligeledes gøre det muligt for de pågældende erhvervsdrivende at meddele den alle de oplysninger, de er i besiddelse af, som kan bidrage til fastsættelsen af toldværdien for de omhandlede varer ved anvendelse af denne bestemmelse.
Det fjerde spørgsmål
58 Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om toldkodeksens artikel 30, stk. 2, skal fortolkes således, at toldmyndighederne er forpligtet til at begrunde, hvorfor de ikke anvender de metoder til fastsættelse af toldværdien, der er fastsat i bestemmelsens litra c) og d), i tilfælde, hvor de fastsætter varernes toldværdi på grundlag af transaktionsværdien af lignende varer i overensstemmelse med gennemførelsesforordningens artikel 151, stk. 3.
59 Det skal i denne henseende bemærkes, således som det fremgår af ordlyden af gennemførelsesforordningens artikel 151, stk. 1, at bestemmelsens stk. 3 er en gennemførelsesbestemmelse til toldkodeksens artikel 30, stk. 2, litra b).
60 Henset til rangordenen mellem de forskellige metoder til fastsættelse af toldværdien i kodeksens artikel 29-31, som er nævnt i denne doms præmis 43, er det ikke nødvendigt for toldmyndighederne at begrunde den manglende anvendelse af metoder, der står efter den metode, som de anvender.
61 Når en medlemsstats toldmyndigheder er i stand til at fastsætte toldværdien af de omhandlede varer ved anvendelse af toldkodeksens artikel 30, stk. 2, litra b), er de følgelig ikke forpligtet til at tage de metoder, som er fastsat i kodeksens artikel 30, stk. 2, litra c) og d), i betragtning.
62 Henset til ovenstående bemærkninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at toldkodeksens artikel 30, stk. 2, skal fortolkes således, at toldmyndighederne ikke er forpligtet til at begrunde, hvorfor de ikke anvender de metoder til fastsættelse af toldværdien, der er fastsat i bestemmelsens litra c) og d), i tilfælde, hvor de fastsætter varernes toldværdi på grundlag af transaktionsværdien af lignende varer i overensstemmelse med gennemførelsesforordningens artikel 151, stk. 3.
Sagsomkostninger
63 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:
1) Artikel 29, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 955/1999 af 13. april 1999, skal fortolkes således, at den metode til afgørelse af toldværdien, der er fastsat heri, ikke finder anvendelse på varer, som ikke er solgt med henblik på eksport til Den Europæiske Union.
2) Artikel 31 i forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 955/1999, sammenholdt med artikel 6, stk. 3, i denne forordning, som ændret, skal fortolkes således, at toldmyndighederne er forpligtet til i afgørelsen om fastsættelse af størrelsen af den skyldige importafgift at angive grundene til, at de har fundet, at metoderne til fastsættelse af toldværdien i artikel 29 og 30 i denne forordning, som ændret, ikke kan finde anvendelse, før de kan anvende den metode, der er fastsat i kodeksens artikel 31, samt de oplysninger, på grundlag af hvilke myndighederne har beregnet toldværdien af de omhandlede varer, med henblik på at sætte den pågældende i stand til at vurdere afgørelsens grundlag og træffe afgørelse om, hvorvidt sagen bør prøves retsligt, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen. Det tilkommer medlemsstaterne under udøvelse af deres procesautonomi at regulere virkningerne af toldmyndighedens tilsidesættelse af sin begrundelsespligt og at fastsætte, om og hvorvidt det er muligt at afhjælpe en sådan tilsidesættelse under retssagen, idet ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet skal overholdes.
3) Artikel 30, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 955/1999, skal fortolkes således, at den kompetente myndighed ikke er forpligtet til – før den kan træffe afgørelse om, at den i denne bestemmelse fastsatte metode til afgørelse af toldværdien ikke skal finde anvendelse – fra producenten at indhente de oplysninger, der er nødvendige for anvendelse af denne metode. Myndigheden er imidlertid forpligtet til at konsultere alle tilgængelige informationskilder og databaser. Myndigheden skal ligeledes gøre det muligt for de pågældende erhvervsdrivende at meddele den alle de oplysninger, de er i besiddelse af, som kan bidrage til fastsættelsen af toldværdien for de omhandlede varer ved anvendelse af denne bestemmelse.
4) Artikel 30, stk. 2, i forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 955/1999, skal fortolkes således, at toldmyndighederne ikke er forpligtet til at begrunde, hvorfor de ikke anvender de metoder til fastsættelse af toldværdien, der er fastsat i bestemmelsens litra c) og d), i tilfælde, hvor de fastsætter varernes toldværdi på grundlag af transaktionsværdien af lignende varer i overensstemmelse med artikel 151, stk. 3, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1762/95 af 19. juli 1995.
Underskrifter