Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Arbeitsgericht Nienburg (Tyskland) den 27. juni 2012 - Heinz Kassner mod Mittelweser-Tiefbau GmbH & Co. KG
(Sag C-311/12)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Arbeitsgericht Nienburg
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Heinz Kassner
Sagsøgt: Mittelweser-Tiefbau GmbH & Co. KG
Præjudicielle spørgsmål
Skal artikel 31 i EU-charteret om grundlæggende rettigheder og artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden fortolkes således, at de er til hinder for en national lovbestemt ordning, hvorefter varigheden af den årlige mindsteferie på fire uger i visse brancher kan nedsættes ved kollektiv overenskomst?
Skal artikel 31 i EU-charteret om grundlæggende rettigheder og artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden fortolkes således, at de er til hinder for en national lovbestemt ordning, hvorefter det i kollektive overenskomster kan vedtages, at indtjeningsreduktioner, der indtræffer i beregningsperioden på grund af tvungen nedsat arbejdstid, arbejdsafbrydelser eller uforskyldt fravær fra arbejdet, har indflydelse på beregningen af feriepenge med den følge, at arbejdstageren for varigheden af den årlige mindsteferie på fire uger ikke får nogen feriepenge hhv. ingen feriegodtgørelse efter ansættelsens ophør?
Hvis spørgsmål 2 besvares bekræftende, skal artikel 31 i EU-charteret om grundlæggende rettigheder og artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden da fortolkes således, at de er til hinder for en national lovbestemt ordning, hvorefter det i kollektive overenskomster kan vedtages, at indtjeningsreduktioner, der indtræffer i beregningsperioden på grund af tvungen nedsat arbejdstid, arbejdsafbrydelser eller uforskyldt fravær fra arbejdet, har indflydelse på beregningen af feriepenge med den følge, at arbejdstageren for varigheden af den årlige mindsteferie på fire uger får mindre i feriepenge - hhv. en mindre feriegodtgørelse efter ansættelsens ophør - end han ville have fået, såfremt den gennemsnitlige indtjening, som han ville have haft i beregningsperioden uden sådanne reduktioner, var blevet lagt til grund for beregningen af feriepengene? Hvis ja, hvilken procentsats af arbejdstagerens gennemsnitlige arbejdsindtjening uden reduktioner må en efter den nationale lovgivning tilladt overenskomstmæssig nedsættelse af feriepengene på grund af tvungen nedsat arbejdstid, arbejdsafbrydelser eller uforskyldt fravær fra arbejdet i beregningsperioden højst udgøre, for at det kan antages, at denne nationale ordning fortolkes i overensstemmelse med unionsretten?
Skal artikel 31 i EU-charteret om grundlæggende rettigheder og artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden fortolkes således, at de er til hinder for en national overenskomstmæssig ordning, hvorefter der ikke optjenes ret til ferie i sådanne perioder i løbet af året, i hvilken den uarbejdsdygtige syge arbejdstager hverken har modtaget arbejdsløn, sygedagpenge eller erstatning fra ulykkesforsikringen, for så vidt dette har til følge, at arbejdstageren får ret til ferie i mindre end fire uger?
Skal artikel 31 i EU-charteret om grundlæggende rettigheder og artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden fortolkes således, at de er til hinder for en national overenskomstmæssig ordning, hvorefter der ikke optjenes ret til feriepenge - hhv. til feriegodtgørelse efter ansættelsens ophør - i år, i hvilke der på grund af arbejdsafbrydelser eller uforskyldt fravær fra arbejdet, navnlig på grund af sygdom, ikke indtjenes nogen bruttoløn?
Skal artikel 31 i EU-charteret om grundlæggende rettigheder og artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden fortolkes således, at de er til hinder for en national overenskomstmæssig ordning, hvorefter krav på feriepenge og feriegodtgørelse forfalder ved udgangen af det kalenderåret, der følger efter det år, i hvilket kravene er optjent, således at en arbejdstager, der har været uarbejdsdygtig i flere på hinanden følgende referenceperioder, ikke kan kumulere krav på betalt årlig ferie? Hvis ja, gennemføres unionsretten bedre og mere virksomt, såfremt en sådan overenskomstmæssig regel slet ikke anvendes, eller såfremt reglen videreudvikles i overensstemmelse med unionsretten således, at der i stedet for årsfristen gælder en bestemt længere frist?
Såfremt et eller flere af spørgsmålene 1 til 5 besvares bekræftende, er det da efter det almindelige unionsretlige retssikkerhedsprincip og forbuddet mod tilbagevirkende kraft muligt, at den fortolkning, som Domstolen ved præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag vil give af artikel 31 i EU-charteret om grundlæggende rettigheder og artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, gives en tidsmæssigt begrænset virkning for alle berørte, fordi den øverste nationale domstol forinden har udtalt, at de nationale ved lov og overenskomst fastsatte bestemmelser ikke kan fortolkes i overensstemmelse med unionsretten? Såfremt Domstolen afviser dette, er det foreneligt med unionsretten, hvis de nationale retter på grundlag af national ret anerkender, at arbejdsgiverne som følge af, at de stolede på den øverste nationale domstols praksis, har en beskyttelsesværdig berettiget forventning til denne praksis, eller er det kun Den Europæiske Unions Domstol, der kan fastslå en sådan berettiget forventning?
____________1 - EFT L 299, s. 9.