DOMSTOLENS DOM (Syvende Afdeling)
11. februar 2021 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 1999/70/EF – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – § 5 – bestemmelser, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold – tidsbegrænsede ansættelseskontrakter inden for den offentlige sektor – flere på hinanden følgende kontrakter eller første kontrakt forlænget – tilsvarende retsregel – absolut forfatningsmæssigt forbud mod at ændre tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til tidsubegrænsede kontrakter – forpligtelse til en overensstemmende fortolkning«
I sag C-760/18,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Monomeles Protodikio Lasithiu (enedommer i første instans i Lasithiu, Grækenland) ved afgørelse af 4. december 2018, indgået til Domstolen den 4. december 2018, i sagen
M.V. m.fl.
mod
Organismos Topikis Aftodiikisis (OTA) »Dimos Agiu Nikolau«,
har
DOMSTOLEN (Syvende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Kumin (refererende dommer), og dommerne T. von Danwitz og P.G. Xuereb,
generaladvokat: M. Szpunar,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– M.V. m.fl. ved dikigoros E. Chafnavi,
– Organismos Topikis Aftodiikisis (OTA) »Dimos Agiu Nikolau« ved dikigoros K. Zacharaki,
– den græske regering ved E.-M. Mamouna, E. Tsaousi og K. Georgiadis, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen først ved A. Bouchagiar og M. van Beek, derefter ved A. Bouchagiar, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af § 1 og § 5, stk. 2, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«), som er opført som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem M.V. samt andre arbejdstagere og deres arbejdsgiver, Organismos Topikis Aftodiikisis (OTA) »Dimos Agiu Nikolau« (den regionale myndighed i »Agios Nikolaos kommune«, Grækenland) (herefter »Agios Nikolaos kommune«) vedrørende kvalificeringen af deres ansættelsesforhold som ansatte i denne kommunes renovation på ubestemt tid.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Rammeaftalens § 1 har følgende ordlyd:
»Formålet […] er:
a) at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination
b) at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.«
4 Rammeaftalens § 3 med overskriften »Definitioner« fastsætter:
»I denne aftale forstås ved:
1[)] »en person med tidsbegrænset ansættelse«: en person, som har en ansættelseskontrakt, der er indgået direkte mellem den pågældende og en arbejdsgiver, eller som indgår i et ansættelsesforhold, etableret direkte mellem den pågældende og en arbejdsgiver, når tidspunktet for ansættelseskontraktens eller ansættelsesforholdets udløb er fastlagt ud fra objektive kriterier, såsom en bestemt dato, fuldførelsen af en bestemt opgave eller indtrædelsen af en bestemt begivenhed
[…]«
5 Den nævnte rammeaftales § 5 med overskriften »Bestemmelser om misbrug« fastsætter:
»1. For at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold fastsættes, medmindre der allerede findes tilsvarende retsregler, bestemmelser af medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter i henhold til national lovgivning, kollektive aftaler eller praksis – og/eller af arbejdsmarkedets parter, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere og som regulerer et eller flere af følgende forhold:
a) objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold
b) den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller arbejdsforhold
c) antallet af gange sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys.
2. Medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter – og/eller arbejdsmarkedets parter fastsætter, hvor det er hensigtsmæssigt, under hvilke betingelser tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold er at anse som:
a) »flere på hinanden følgende«
b) tidsubegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold.«
6 Endelig foreskrives i rammeaftalens § 8 under overskriften »Afsluttende bestemmelser« følgende:
»1. Medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter kan opretholde eller indføre bestemmelser, der er gunstigere for arbejdstagerne end dem, der er fastsat i denne aftale.
[…]«
Græsk ret
Forfatningsbestemmelser
7 I løbet af 2001 blev stk. 7 og 8 føjet til artikel 103 i den græske forfatning med følgende ordlyd:
»7. Ansættelse af ansatte i den offentlige forvaltning og i den offentlige sektor i bred forstand […] sker enten ved udvælgelsesprøver eller ved udvælgelse på grundlag af på forhånd fastsatte og objektive kriterier og er underlagt kontrol fra en uafhængig myndighed, således som det er fastsat ved lov. […]
8. Ved lov fastsættes vilkårene og varigheden af privatretlige ansættelsesforhold inden for staten og den offentlige sektor i bred forstand, således som denne sektor defineres i de enkelte tilfælde, med henblik på besættelse enten af andre faste stillinger end dem, der er fastsat i stk. 3, første punktum, eller til dækning af midlertidige, uforudsete eller uopsættelige behov som omhandlet i stk. 2, andet punktum. Ligeledes fastsættes ved lov, hvilke opgaver det personale, der er nævnt i forrige punktum, kan udføre. Ifølge loven er fastansættelse af det personale, der henhører under første punktum, eller ændring af kontrakter med dette personale til tidsubegrænset ansættelse forbudt. Forbuddene i dette stykke gælder også i relation til personer, der arbejder på grundlag af en entreprisekontrakt.«
Retsforskrifter
8 Artikel 8, stk. 1 og 3, i Nómos 2112/1920 – Perí ypochreotikís katangelías tis simváseos ergasías idiotikón ypallílon (lov nr. 2112/1920 om obligatorisk ophævelse af arbejdskontrakter for ansatte i den private sektor, herefter »lov nr. 2112/1920«) (FEK A’ 67/18.3.1920), som fastsætter bestemmelser om beskyttelse af arbejdstagere for så vidt angår opsigelse af privatretlige tidsubegrænsede ansættelseskontrakter, foreskriver:
»1. Enhver kontrakt, der er i strid med denne lov, er ugyldig, medmindre den er gunstigere for arbejdstageren. […]
[…]
3. Bestemmelserne i denne lov finder også anvendelse på tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, hvis tidsbegrænsningen ikke er begrundet i kontraktens art, men kun er indsat for at omgå denne lovs bestemmelser om obligatorisk opsigelse af ansættelseskontrakten.«
9 Det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, at artikel 8, stk. 3, i lov nr. 2112/1920, sammenholdt med navnlig artikel 281 og 671 i Αstikós Κódikas (den græske borgerlige lovbog) samt med den græske forfatnings almindelige principper, navnlig sidstnævntes artikel 25, stk. 1 og 3, i løbet af årene er blevet anvendt af de græske domstole med henblik på en korrekt retlig kvalificering af ansættelsesforhold, der på grundlag af denne artikel 8, stk. 3, i retlig henseende kvalificerede kontrakter – der blev præsenteret som tidsbegrænsede kontrakter, men som reelt i kraft af deres fornyelse havde til formål at dække arbejdsgiverens faste og varige behov – som »tidsubegrænsede kontrakter«.
10 Den forelæggende ret har fremhævet, at de græske domstole efter ændringen af den græske forfatning ophørte med på grundlag af artikel 8, stk. 3, i lov nr. 2112/1920 at omdanne tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået af arbejdsgivere i den offentlige sektor, til tidsubegrænsede kontrakter. Domstolene fandt, at en sådan omdannelse var i strid med forbuddet i forfatningens artikel 103, som ændret, mod at fastansætte personale i den offentlige sektor, selv om en tidsbegrænset kontrakt dækkede arbejdsgiverens faste og varige behov.
Bestemmelserne om fornyelse af tidsbegrænsede kontrakter for ansatte inden for regional renovation
11 I henhold til artikel 205, stk. 1, i Kódikas Katástasis Dimotikón kai Kinotikón Ypallílon (lov om kommunalt ansattes retsstilling) kan de regionale myndigheder indgå tidsbegrænsede privatretlige ansættelseskontrakter for at opfylde sæsonmæssige eller andre periodiske eller lejlighedsvise behov.
12 Artikel 21 i Nómos 2190/1994 Sístasi anexártitis archís gia tin epilogí prosopikú kai ríthmisi themátov diíkisis (lov nr. 2190/1994 om oprettelsen af en uafhængig myndighed, der har til opgave at udvælge personalet og at beskæftige sig med administrative spørgsmål) (FEK A’ 28/3.3.1994) foreskriver:
»1. Offentlige organer og juridiske personer [kan] ansætte personale under tidsbegrænsede privatretlige ansættelseskontrakter til sæsonbestemte eller andre periodiske eller midlertidige behov på de betingelser og ifølge den procedure, der er angivet nedenfor.
2. Varigheden af ansættelsen for det i stk. 1 omhandlede personale kan ikke overstige otte måneder på en samlet periode af tolv måneder. Hvis personale ansættes midlertidigt for, som omhandlet i de gældende bestemmelser, at imødekomme hastende behov forårsaget af personalefravær eller ledige stillinger, kan ansættelsens varighed ikke overstige fire måneder for den samme person. Forlængelsen af en kontrakt eller indgåelsen af en ny kontrakt for det samme år såvel som ændring til en tidsubegrænset kontrakter er ugyldig.«
13 Artikel 167 i Nómos 4099/2012 Organismí sillogikóv epevdíseon se kinités axíes kai anónymes eteríes diachírisis amivéon kefaléov (lov nr. 4099/2012 om institutter for kollektiv investering i værdipapirer og aktieselskaber til investeringsforvaltning, herefter »lov nr. 4099/2012«) (FEK A’ 250/20.12.2012) foreskriver i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen:
»Som undtagelse fra enhver anden bestemmelse forlænges løbende individuelle kontrakter og individuelle kontrakter, der udløber indtil halvfems (90) dage før denne lovs ikrafttræden, uden videre indtil den 31. december 2017, og som vedrører renovation af bygninger tilhørende offentlige tjenester, uafhængige myndigheder, offentligretlige juridiske personer, privatretlige juridiske personer og regionale myndigheder, enhver tjenestegren inden for de regionale myndigheder som er ansvarlig for renovation, og som har beføjelser med hensyn til andre tjenestegrene inden for de regionale myndigheders behov for renovation. Den nævnte forlængelse finder ikke anvendelse på individuelle kontrakter, der er indgået for at afhjælpe uopsættelige, sæsonmæssige eller lejlighedsvise behov på området for renovation, hvis varighed ikke overstiger to måneder inden for en periode på tolv måneder, og som er indgået fra den 1. januar 2016.«
14 Ved artikel 76 i Nómos 4386/2016 Rithmísis gia tin éreuna kai álles diatáxis (lov nr. 4386/2016 om foranstaltninger vedrørende forskning og andre bestemmelser) (FEK A’ 83/11.5.2016) blev der efter første afsnit i artikel 167, stk. 1, i lov nr. 4099/2012, i den dagældende affattelse, tilføjet et afsnit om automatisk forlængelse indtil den 31. december 2016 af de individuelle ansættelseskontrakter, der er omhandlet i det foregående afsnit, og som med virkning fra ikrafttrædelsen af lov nr. 4325/2015 (dvs. fra den 11.5.2015) ligeledes fandt anvendelse på kontrakter for personale, der var ansat med henblik på at opfylde uopsættelige, sæsonmæssige eller lejlighedsvise behov på renovationsområdet i form af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, hvis varighed ikke måtte overstige to måneder inden for en periode på tolv måneder.
Lovbestemmelser
15 Proedrikó diátagma 164/2004 Rithmísis yia tus ergazoménus me simvásis orisménu chrónu sto dimósio toméa (præsidentdekret nr. 164/2004 om bestemmelser vedrørende ansatte med tidsbegrænset ansættelse i den offentlige sektor, herefter »præsidentdekret nr. 164/2004« eller »præsidentdekretet«) (FEK A’ 134/19.7.2004), der gennemfører direktiv 1999/70 i den græske lovgivning og finder anvendelse på ansatte i staten og i den offentlige sektor i bred forstand, bestemmer i artikel 2, stk. 1:
»Bestemmelserne i dette dekret finder anvendelse på personale i den offentlige sektor […] samt på personale i kommunale virksomheder, som er ansat på grundlag af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller i tidsbegrænsede ansættelsesforhold eller på grundlag af en entreprisekontrakt eller en anden kontrakt eller et andet ansættelsesforhold, som indeholder et underordnelsesforhold. […]«
16 Præsidentdekretets artikel 4 foreskriver:
»1. For så vidt angår regler og arbejdsvilkår må arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse ikke stilles ringere end arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse alene af den grund, at deres kontrakt er indgået for en tidsbegrænset periode. Undtagelsesvis tillades en ulige behandling, når det er objektivt begrundet.
2. Bestemmelser, hvorefter der i medfør af særlige ansættelsesvilkår kræves tilbagelagt en bestemt tjenesteperiode, skal være de samme for personer med tidsbegrænset ansættelse som for fastansatte, medmindre kravet om en forskellig ansættelsesperiode er begrundet i objektive forhold.«
17 Præsidentdekretets artikel 5 med overskriften »Flere på hinanden følgende kontrakter« bestemmer:
»1. Flere på hinanden følgende kontrakter, der indgås og gennemføres mellem den samme arbejdsgiver og den samme arbejdstager vedrørende den samme eller en lignende form for arbejde og på samme eller lignende ansættelsesvilkår, og mellem hvilke der er mindre end tre måneder, er forbudte.
2. Indgåelse af disse kontrakter er undtagelsesvis lovlig, hvis det er begrundet i objektive omstændigheder. Der er tale om objektive omstændigheder, hvis de kontrakter, der følger efter den oprindelige kontrakt, indgås for at opfylde særlige behov af samme art, der er direkte og umiddelbart forbundet med virksomhedens art, natur eller aktivitet.
3. Indgåelsen af flere på hinanden følgende kontrakter er skriftlig, og de omstændigheder, som begrunder dette, anføres udtrykkeligt i kontrakten, medmindre de direkte fremgår heraf. Undtagelsesvis kræves ikke skriftlige kontrakter, hvis varigheden af den fornyede kontrakt på grund af ansættelsens lejlighedsvise karakter ikke er over en måned, medmindre en anden bestemmelse indeholder et udtrykkeligt krav om en skriftlig kontrakt. Arbejdstageren modtager en kopi af kontrakten inden fem dage efter ansættelsesperiodens start.
4. Med forbehold af artikel 6, stk. 2, kan der i intet tilfælde være flere end tre på hinanden følgende kontrakter.«
18 Samme præsidentdekrets artikel 6, som vedrører den maksimale varighed af tidsbegrænsede kontrakter, foreskriver:
»1. Flere på hinanden følgende kontrakter, der indgås og gennemføres mellem den samme arbejdsgiver og den samme arbejdstager vedrørende den samme eller en lignende form for arbejde og på de samme eller lignende ansættelsesvilkår, må ikke overstige 24 måneder i den samlede ansættelsesperiode, uanset om de indgås i henhold til den foregående artikel eller i henhold til andre bestemmelser i gældende lovgivning.
2. En samlet varighed af ansættelsen på mere end 24 måneder er kun tilladt for bestemte, ved lov fastsatte, kategorier af arbejdstagere, hvis arbejde er af en særlig natur og art, såsom bl.a. ledende medarbejdere, ansatte inden for bestemte forskningsprogrammer eller andre subventionerede eller finansierede programmer samt ansatte til gennemførelse af arbejder i forbindelse med opfyldelsen af forpligtelser, som følger af aftaler indgået med internationale organisationer.«
19 Artikel 7 i præsidentdekret nr. 164/2004 med overskriften »Sanktion ved overtrædelser« fastsætter:
»1. Enhver kontrakt, der er indgået ved tilsidesættelse af bestemmelserne i artikel 5 og 6, anses uden videre for at være ugyldig.
2. Såfremt den ugyldige kontrakt helt eller delvist er blevet gennemført, betales de beløb, der er blevet aftalt ifølge kontrakten, til den ansatte, og eventuelt allerede udbetalte beløb kræves ikke tilbage. Den ansatte har ret til i godtgørelse at modtage det beløb, som en tilsvarende person med tidsubegrænset ansættelse har ret til i tilfælde af, at hans kontrakt opsiges. Hvis der er flere ugyldige kontrakter, lægges den samlede ansættelsesperiode på grundlag af de ugyldige kontrakter til grund ved beregningen af godtgørelsen. De beløb, der udbetales af arbejdsgiveren til arbejdstageren, afholdes af den ansvarlige.
3. Den, der overtræder bestemmelserne i artikel 5 og 6 i nærværende dekret, straffes med fængsel […]. Hvis handlingen er begået ved uagtsomhed, straffes den skyldige med fængsel indtil ét år. Denne overtrædelse udgør samtidig også en alvorlig disciplinær forseelse.«
20 I henhold til præsidentdekretets artikel 10 anfægter dekretet ikke bestemmelser, som i deres helhed er gunstigere for arbejdstagere og for handicappede arbejdstagere.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
21 M.V. m.fl. blev i løbet af 2015 ansat af Agios Nikolaos kommune i dennes renovationstjeneste ved tidsbegrænsede privatretlige arbejdskontrakter med henblik på at udøve fuldtidsbeskæftigelse til en månedsløn, der var fastsat i henhold til den lovbestemte løntarif.
22 Disse kontrakter, der oprindeligt blev indgået for 8 måneder, blev forlænget indtil den 31. december 2017 med tilbagevirkende kraft og uden afbrydelse ved forskellige lovgivningsmæssige tiltag – som den forelæggende ret har opregnet i punkt 15-22 i anmodningen om præjudiciel afgørelse – idet den samlede varighed af de nævnte kontrakter lå på mellem 24 og 29 måneder. Agios Nikolaos kommune opsagde til sidst de nævnte kontrakter på ovennævnte dato. Det fremgår desuden af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at der ikke forud for disse forlængelser blev foretaget nogen vurdering af, om de sæsonmæssige, periodiske eller lejlighedsvise behov, som i givet fald begrundede den oprindelige indgåelse af disse kontrakter, fortsat bestod.
23 Idet sagsøgerne i hovedsagen er af den opfattelse, at deres situation udgør et misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, og at denne situation derfor er i strid med rammeaftalens hensigt og formål, har de for det første nedlagt påstand om, at Monomeles Protodikio Lasithiu (enedommer i første instans i Lasithiu, Grækenland) fastslår, at de fortsat er ansat i Agios Nikolaos kommune på grundlag af tidsubegrænsede ansættelseskontrakter, og at opsigelsen af deres ansættelseskontrakter med virkning fra den 31. december 2017 er ugyldig, samt for det andet, at kommunen under bødeansvar pålægges at ansætte dem på grundlag af tidsubegrænsede ansættelseskontrakter.
24 Den forelæggende ret har indledningsvis anført, at direktiv 1999/70 for så vidt angår ansatte i den offentlige sektor, såsom sagsøgerne i hovedsagen, er blevet gennemført i græsk ret ved præsidentdekret nr. 164/2004, som fastsætter de foranstaltninger, der skal forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.
25 Lov nr. 2112/1920, hvis artikel 8, stk. 1 og 3, bestemmer, at en tidsbegrænset kontrakt er ugyldig, hvis denne varighed ikke er begrundet i kontraktens art, men forsætligt er blevet fastsat med det formål at omgå bestemmelserne om obligatorisk opsigelse af ansættelseskontrakten, finder desuden stadig anvendelse.
26 Den forelæggende ret har fremhævet den omstændighed, at indgåelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i henhold til græsk ret undtagelsesvis er lovlig under visse betingelser. Den forelæggende ret har i denne forbindelse henvist til, at artikel 5 i præsidentdekret nr. 164/2004 navnlig foreskriver, at indgåelse af sådanne kontrakter er mulig, når denne er begrundet i objektive forhold og opfylder andre krav, såsom skriftlig indgåelse af en ny ansættelseskontrakt, og for så vidt som et maksimalt antal på tre forlængelser overholdes. Der er tale om et sådant objektivt forhold, hvis de kontrakter, der følger efter den oprindelige kontrakt, indgås for at opfylde særlige behov af samme art, der er direkte og umiddelbart forbundet med virksomhedens art, natur eller aktivitet.
27 Den forelæggende ret har imidlertid præciseret, at ændringen i 2001 af den græske forfatnings artikel 103, der fandt sted efter ikrafttrædelsen af direktiv 1999/70, men inden udløbet af fristen for gennemførelse heraf i græsk ret, indførte i stk. 8 et forbud mod at omdanne tidsbegrænsede ansættelseskontrakter for personale i den offentlige sektor til tidsubegrænsede kontrakter. Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at selv om de nationale domstole anvendte lov nr. 2112/1920 som en »tilsvarende retsregel« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, med henblik på at konvertere tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til tidsubegrænsede kontrakter, gjorde den forfatningsændring, der blev foretaget, det nu umuligt at anvende disse beskyttelsesbestemmelser.
28 Den forelæggende ret har desuden henvist til en afgørelse fra Elengtikó Sinédrio (revisionsret, Grækenland), hvori det for nylig er blevet fastslået, at en sådan forlængelse af privatretlige arbejdskontrakter er i strid med direktiv 1999/70, som gennemført i national ret ved præsidentdekret nr. 164/2004. Denne forlængelse vil give anledning til en uacceptabel række af på hinanden følgende kontrakter, der indgås og gennemføres mellem den samme arbejdsgiver og den samme arbejdstager vedrørende den samme form for arbejde og på samme ansættelsesvilkår, uden at der er fastsat objektive og gennemsigtige kriterier med henblik på at efterprøve, om fornyelsen af sådanne kontrakter rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor, navnlig henset til, at den indebærer en reel risiko for misbrug af denne type kontrakter.
29 Under disse omstændigheder er den forelæggende ret navnlig i tvivl om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, der gennemfører rammeaftalen, er forenelig med denne aftale, for så vidt som denne lovgivning fortolkes således, at forlængelser, der sker uden videre af de omhandlede ansættelseskontrakter, ikke er omfattet af begrebet »flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter«, når der ikke er tale om en skriftlig indgåelse af en ny tidsbegrænset ansættelseskontrakt, men om en forlængelse af varigheden af en allerede eksisterende ansættelseskontrakt.
30 Den forelæggende ret er desuden af den opfattelse, at de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der er indgået med sagsøgerne i hovedsagen, klart er i strid med samtlige de foranstaltninger til forhindring af misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, som fastsat i artikel 5 og 6 i præsidentdekret nr. 164/2004, således som det bestemmes i rammeaftalens § 5, stk. 1. Den forelæggende ret har i denne forbindelse navnlig anført, at der ikke har været nogen afbrydelse mellem de forskellige kontraktfornyelser, og at der ikke foreligger nogen objektiv grund hertil. Den forelæggende ret har i øvrigt kritiseret den græske lovgivers talrige indgreb, som har medført en overskridelse af det maksimale antal kontraktfornyelser, der er fastsat til tre, og den maksimale varighed på 24 måneder heraf, som er fastsat ved præsidentdekret nr. 164/2004.
31 Ifølge den forelæggende rets konstateringer har artikel 167 i lov nr. 4099/2012 i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, gjort det muligt uden videre at forlænge de omhandlede tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ved hjælp af en simpel bekræftende retsakt udstedt af hver organisation som arbejdsgiver uden nogen procedure eller afgørelse fra et kollektivt organ i en sådan organisation, og uden at der forinden er blevet foretaget en vurdering af, om de behov, som oprindeligt havde gjort disse kontrakter nødvendige, fortsat bestod.
32 Den forelæggende ret har præciseret, at selv i det tilfælde, hvor de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter inden for renovation oprindeligt blev indgået for otte måneder på grundlag af artikel 205 i lov om kommunalt ansattes retsstilling – uafhængigt af de regionale myndigheders faste og varige behov – viser forlængelsen af kontrakterne indtil den 31. december 2017 ved retsakter, der har tilbagevirkende kraft, og som udelukkende finder anvendelse på de nævnte kontrakter, at de behov, der dækkes af disse kontrakter, ikke kan anses for lejlighedsvise, sæsonmæssige eller periodiske.
33 Den forelæggende ret har desuden anført, at den græske lovgiver vedtog flere supplerende bestemmelser navnlig vedrørende en lovliggørelse af de offentlige udgifter, der følger af beskæftigelsen af arbejdstagere inden for regional renovation i hele den periode, deres ansættelseskontrakter blev fornyet i henhold til artikel 167 i lov nr. 4099/2012, og lovliggjorde således årsagen til disse udgifter, som normalt er ulovlige. Ved dette tiltag forhindrede den græske lovgiver de pågældende arbejdstagere i at modtage den godtgørelse, der er fastsat i artikel 7 i præsidentdekret nr. 164/2004, for så vidt som denne bestemmelse opstiller som betingelse, at ansættelseskontrakten er ugyldig på grund af tilsidesættelse af det nævnte dekrets artikel 5 og 6. Samtidig blev det besluttet, at sanktionerne i artikel 7 i præsidentdekret nr. 164/2004 ikke fandt anvendelse på regionale myndigheder, som beskæftigede personale inden for renovation, på grundlag af ovennævnte tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som forlænget flere gange indtil udgangen af 2017. I henhold til en anden lovbestemmelse blev forlængelsen af de nævnte tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået af regionale myndigheder, desuden ikke taget i betragtning ved beregningen af den maksimale varighed på 24 måneder som omhandlet i artikel 5-7 i præsidentdekret nr. 164/2004.
34 På denne baggrund har Monomeles Protodikio Lasithiu (enedommer i første instans i Lasithiu) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er en fortolkning af de nationale retsforskrifter, som gennemfører [rammeaftalen], hvorefter definitionen »flere på hinanden følgende« tidsbegrænsede ansættelseskontrakter som omhandlet i rammenaftalens § 1 og § 5, stk. 2, udelukker en automatisk forlængelse af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter inden for regional renovation i medfør af en udtrykkelig retsforskrift i national ret, såsom artikel 167 i lov nr. 4099/2012, med den begrundelse, at den ikke udgør en skriftlig aftale om ny tidsbegrænset ansættelse, men en forlængelse af en allerede eksisterende ansættelseskontrakt, i strid med formålet og den effektive virkning af rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse?
2) Såfremt lovgivningen og en praksis inden for ansættelse af arbejdstagere i den regionale renovation er i strid med bestemmelserne om misbrug, der fastsatte en harmonisering af national lovgivning med rammeaftalens § 5, stk. 1, som følge af anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, omfatter en national retsinstans’ forpligtelse til at fortolke national ret i overensstemmelse med EU-retten da også anvendelsen af en national lovbestemmelse såsom artikel 8, stk. 3, i lov nr. 2112/1920 som en allerede eksisterende og stadigt gældende tilsvarende retsregel som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, der ville muliggøre den korrekte retlige kvalificering af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som anvendtes til dækning af regionale myndigheders faste og varige behov inden for renovation, som tidsubegrænsede ansættelseskontrakter?
3) Såfremt andet spørgsmål besvares bekræftende, udgør en forfatningsmæssig bestemmelse såsom artikel 103, stk. 7 og 8, i den græske forfatning, som ændret i 2001, der fuldstændig forbyder omdannelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der er indgået, mens nævnte bestemmelse var gældende, til tidsubegrænsede ansættelseskontrakter inden for den offentlige sektor, da en uforholdsmæssig begrænsning [af] forpligtelsen til at fortolke national ret i overensstemmelse med EU-retten, således at det ikke er muligt at anvende en allerede eksisterende og stadigt gældende tilsvarende retsregel som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, såsom artikel 8, stk. 3, i lov nr. 2112/1920, og der dermed ikke gives mulighed for under en retssag ved en korrekt retlig kvalificering af retsforholdet at anse flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som anvendtes til dækning af regionale myndigheders faste og varige behov inden for renovation, for tidsubegrænsede ansættelseskontrakter, selv om de dækker faste og varige behov?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
35 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 1 og § 5, stk. 2, skal fortolkes således, at udtrykket »flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter« heri også omfatter forlængelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter for arbejdstagere inden for regional renovation, der sker uden videre i overensstemmelse med udtrykkelige nationale bestemmelser, og uanset den omstændighed, at den skriftlige form, der principielt er fastlagt for indgåelsen af flere på hinanden følgende kontrakter, ikke er blevet overholdt.
36 Det skal i denne henseende bemærkes, at rammeaftalens § 5 har til formål at gennemføre et af de formål, der forfølges med denne rammeaftale, nemlig at begrænse anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der anses for en potentiel kilde til misbrug til skade for arbejdstagerne, idet den fastsætter bestemmelser om minimumsbeskyttelse med henblik på at undgå, at arbejdstagernes situation bliver usikker (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).
37 Ved rammeaftalens § 5, stk. 1, pålægges medlemsstaterne derfor med henblik på at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold effektivt og ufravigeligt at vedtage i det mindste en af de foranstaltninger, der opregnes i bestemmelsen, når der ikke er fastsat tilsvarende retsregler i national ret (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).
38 Det følger imidlertid af ordlyden af denne bestemmelse i rammeaftalen samt af fast retspraksis, at den nævnte bestemmelse kun finder anvendelse på flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold (dom af 22.1.2020, Baldonedo Martín, C-177/18, EU:C:2020:26, præmis 70, og af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis), således at den første eller den eneste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt ikke henhører under rammeaftalens § 5, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis).
39 I det foreliggende tilfælde er der imidlertid ikke strictu sensu tale om en række af to eller flere på hinanden følgende ansættelseskontrakter, som forudsætter, at der foreligger to eller flere særskilte kontrakter, hvor den ene efterfølger den anden. Der er nærmere bestemt tale om en automatisk forlængelse af en oprindelig tidsbegrænset kontrakt som følge af lovgivningsmæssige retsakter. Det skal derfor undersøges, om denne situation henhører under begrebet »flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold« i rammeaftalens § 5, stk. 1.
40 Det følger i denne henseende af fast retspraksis, at rammeaftalens § 5, stk. 2, litra a), principielt overlader det til medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter at fastsætte, under hvilke betingelser tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold er at anse for »flere på hinanden følgende« (jf. i denne retning dom af 22.1.2020, Baldonedo Martín, C-177/18, EU:C:2020:26, præmis 71, og af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 57).
41 Selv om det er overladt de nationale myndigheder at definere de konkrete foranstaltninger til anvendelsen af rammeaftalens begreb »flere på hinanden følgende«, hvilket er begrundet i hensynet til at bevare mangfoldigheden af de nationale regelsæt på området, må det dog bemærkes, at den skønsmargen, medlemsstaterne således har, ikke er ubegrænset, eftersom den ikke under nogen omstændigheder må skade formålet og den effektive virkning af rammeaftalen. Denne skønsbeføjelse kan navnlig ikke udøves af de nationale myndigheder således, at den indebærer muligheden for misbrug og dermed en tilsidesættelse af formålet (dom af 4.7.2006, Adeneler m.fl., C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 82, og af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 58).
42 Medlemsstaterne skal således sikre opnåelsen af det resultat, der er foreskrevet i EU-retten, hvilket følger af både artikel 288, stk. 3, TEUF og artikel 2, stk. 1, i direktiv 1999/70, sammenholdt med 17. betragtning til dette direktiv (jf. i denne retning dom af 4.7.2006, Adeneler m.fl., C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 68, og af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 59).
43 Grænserne for den skønsbeføjelse, der overlades medlemsstaterne, som er nævnt i denne doms præmis 41, er navnlig nødvendige, når det drejer sig om et nøglebegreb som f.eks. de flere på hinanden følgende ansættelsesforhold, der er afgørende for definitionen af selve anvendelsesområdet for de nationale bestemmelser, der skal gennemføre rammeaftalen (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 60).
44 Den omstændighed, at det fastslås, at der ikke er tale om flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold som omhandlet i rammeaftalens § 5, alene med den begrundelse, at den første tidsbegrænsede ansættelseskontrakt for de i hovedsagen omhandlede arbejdstagere inden for regional renovation, uden videre blev forlænget ved lovgivningsmæssige retsakter uden formel skriftlig indgåelse af en eller flere nye tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, risikerer at skade formålet og hensigten med samt den effektive virkning af rammeaftalen.
45 En sådan indskrænkende definition af begrebet »flere på hinanden følgende ansættelsesforhold« indebærer en usikkerhed i ansættelsen for arbejdstagere i årevis (dom af 4.7.2006, Adeneler m.fl., C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 85, og af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 62).
46 Denne samme indskrænkende fortolkning risikerer desuden i praksis at have den konsekvens, at den ikke alene udelukker et stort antal tidsbegrænsede ansættelsesforhold fra den beskyttelse af arbejdstagere, som direktiv 1999/70 og rammeaftalen søger at skabe, idet den fratager det formål, der forfølges af disse retsforskrifter, en stor del af sit indhold, men også muliggør misbrug i forbindelse med arbejdsgivernes anvendelse af sådanne ansættelsesforhold til at dække faste og varige personalebehov (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 63).
47 I denne sammenhæng skal det ligeledes fastslås, at begrebet om ansættelsesforholdets »varighed« udgør et væsentligt element i enhver tidsbegrænset kontrakt. I henhold til rammeaftalens § 3, nr. 1), »[er] ansættelsesforholdets udløb […] fastlagt ud fra objektive kriterier, såsom en bestemt dato, fuldførelsen af en bestemt opgave eller indtrædelsen af en bestemt begivenhed«. Ændringen af datoen for en tidsbegrænset ansættelseskontrakts udløb udgør således en væsentlig ændring af denne kontrakt, som med føje kan sidestilles med indgåelsen af et nyt tidsbegrænset ansættelsesforhold, der følger efter det tidligere ansættelsesforhold, og som således henhører under anvendelsesområdet for rammeaftalens § 5.
48 Som det fremgår af andet afsnit i præamblen og punkt 6 og 8 i de generelle betragtninger til rammeaftalen, udgør sikkerhed i ansættelsen nemlig et hovedelement i beskyttelsen af arbejdstagere, mens det kun er i visse tilfælde, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter opfylder såvel arbejdsgivernes som arbejdstagernes behov (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).
49 I denne sammenhæng er den omstændighed, at forlængelsen eller fornyelsen af ansættelseskontrakterne følger af lovgivningsmæssige retsakter, der hidrører fra det græske parlament, uden relevans. Det må nemlig fastslås, at rammeaftalens effektive virkning bringes i fare ved en fortolkning, der gør det muligt ensidigt at forlænge en tidsbegrænset ansættelseskontrakts varighed ved et lovgivningsmæssigt tiltag.
50 I denne henseende skal det ligeledes bemærkes, at Domstolen har fastslået, at en national bestemmelse, der blot generelt og abstrakt i form af en retsforskrift eller administrativ bestemmelse giver mulighed for at anvende flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ikke er i overensstemmelse med kravene i rammeaftalens § 5, stk. 1. En sådan bestemmelse, der udelukkende er formel, gør det nemlig ikke muligt at udskille de objektive og gennemsigtige kriterier for at efterprøve, hvorvidt fornyelsen af sådanne kontrakter rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor. En sådan bestemmelse indebærer således en reel risiko for misbrug af sådanne kontrakter og er derfor uforenelig med rammeaftalens formål og effektive virkning (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 67 og 68 og den deri nævnte retspraksis).
51 Eftersom den automatiske forlængelse ved lov i det foreliggende tilfælde kan sidestilles med en fornyelse og således med indgåelsen af en særskilt tidsbegrænset kontrakt, kan kontrakter som de i hovedsagen omhandlede faktisk kvalificeres som »flere på hinanden følgende« som omhandlet i rammeaftalens § 5. Denne betragtning understøttes af den omstændighed, at der i hovedsagen for det første ikke er blevet konstateret nogen afbrydelse mellem den første ansættelseskontrakt og de ansættelseskontrakter, der fulgte efter på grundlag af de ved lovgivningsmæssige retsakter fastsatte automatiske forlængelser, og for det andet, at hver af sagsøgerne uafbrudt fortsatte med at arbejde for deres respektive arbejdsgiver inden for rammerne af samme form for arbejde og på samme ansættelsesvilkår, bortset fra vilkåret om ansættelsesforholdets varighed.
52 Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 1 og § 5, stk. 2, skal fortolkes således, at udtrykket »flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter« heri også omfatter forlængelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter for arbejdstagere inden for regional renovation, der sker uden videre i overensstemmelse med udtrykkelige nationale bestemmelser, og uanset den omstændighed, at den skriftlige form, der principielt er fastlagt for indgåelsen af flere på hinanden følgende kontrakter, ikke er blevet overholdt.
Det andet og det tredje spørgsmål
53 Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, ønsker den forelæggende ret med det andet og det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 5, stk. 1, skal fortolkes således, at når et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter som omhandlet i denne bestemmelse har fundet sted, skal den forelæggende rets forpligtelse til i videst muligt omfang at fortolke og anvende samtlige relevante forskrifter i national ret på en sådan måde, at det sikres, at dette misbrug behørigt sanktioneres, og at konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten elimineres, omfatte en vurdering af, hvorvidt stadigt gældende bestemmelser i en tidligere national lovgivning, der gør det muligt at omdanne de flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, selv om der i henhold til en anden national bestemmelse, der rangerer højere på grund af sin forfatningsmæssige art, gælder et ubetinget forbud mod en sådan omdannelse inden for den offentlige sektor.
54 I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at rammeaftalens § 5, stk. 1, pålægger medlemsstaterne – med henblik på at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold – effektivt og ufravigeligt at vedtage i det mindste en af de foranstaltninger, der opregnes i bestemmelsen, når der ikke er fastsat tilsvarende retsregler i national ret. De tre opregnede foranstaltninger i § 5, stk. 1, litra a)-c), vedrører henholdsvis objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold, den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold og antallet af gange, sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).
55 Medlemsstaterne råder i denne henseende over en skønsmargen, da de har valget mellem at benytte sig af en eller flere af de foranstaltninger, der er opregnet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a)-c), eller at opretholde en allerede eksisterende tilsvarende retsregel, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).
56 Dermed pålægger rammeaftalens § 5, stk. 1, medlemsstaterne et overordnet formål, der består i at forhindre et sådant misbrug, idet de overlades et valg med hensyn til midlerne til at opnå dette formål, forudsat at de ikke skader formålet og den effektive virkning af rammeaftalen (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).
57 Rammeaftalens § 5 foreskriver ikke særlige sanktioner for det tilfælde, at der konstateres misbrug. I et sådant tilfælde påhviler det de nationale myndigheder at vedtage foranstaltninger, der ikke alene skal være forholdsmæssige, men tillige tilstrækkeligt effektive og afskrækkende med henblik på at sikre, at de regler, der er fastsat i medfør af rammeaftalen, har fuld gennemslagskraft (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis).
58 Rammeaftalens § 5 foreskriver således ikke en generel forpligtelse for medlemsstaterne til at fastsætte, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter skal ændres til tidsubegrænsede kontrakter. Medlemsstatens interne retssystem skal imidlertid indeholde andre effektive foranstaltninger for den nævnte sektor med henblik på at forhindre eller i givet fald sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).
59 Hvis et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold har fundet sted, skal en foranstaltning, der på effektiv og tilsvarende vis sikrer beskyttelsen af arbejdstagerne, kunne finde anvendelse, således at misbruget sanktioneres behørigt, og konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten elimineres. Medlemsstaterne skal nemlig ifølge selve ordlyden af artikel 2, stk. 1, i direktiv 1999/70 »træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de til enhver tid kan nå de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv« (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis).
60 Det skal endvidere bemærkes, at det ikke tilkommer Domstolen at tage stilling til fortolkningen af bestemmelser i national ret, idet denne opgave påhviler de kompetente nationale domstole, der bør afgøre, om kravene i rammeaftalens § 5 er opfyldt ved bestemmelserne i den gældende nationale lovgivning (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).
61 Det påhviler således de forelæggende retter at vurdere, i hvilket omfang betingelserne for anvendelse og effektiv gennemførelse af de relevante bestemmelser i national ret udgør en passende foranstaltning for at forhindre og i givet fald sanktionere misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold (jf. analogt dom af 21.11.2018, de Diego Porras, C-619/17, EU:C:2018:936, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis).
62 Domstolen kan i en præjudiciel forelæggelsessag ikke desto mindre give nærmere oplysninger med henblik på at vejlede den nævnte ret i dens vurdering (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis).
63 I denne henseende bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at en ændring af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til tidsubegrænsede kontrakter i henhold til artikel 8, stk. 3, i lov nr. 2112/1920 – for så vidt som denne bestemmelse stadig finder anvendelse i den græske retsorden, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve – kan udgøre en foranstaltning, der på effektiv og tilsvarende vis sikrer beskyttelsen af arbejdstagerne med henblik på behørigt at sanktionere eventuelle misbrug af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten (jf. i denne retning kendelse af 24.4.2009, Koukou, C-519/08, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:269, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).
64 Det bemærkes desuden, at Domstolen allerede har fastslået, at rammeaftalens § 5, stk. 1, ud fra et indholdsmæssigt synspunkt ikke fremstår som ubetinget og tilstrækkeligt præcis til, at en borger kan påberåbe sig bestemmelsen for en national domstol. I medfør af denne bestemmelse er medlemsstaterne nemlig overladt et skøn, med hensyn til hvilken eller hvilke af de i bestemmelsen opregnede foranstaltninger eller hvilke tilsvarende allerede eksisterende foranstaltninger de ønsker at benytte til at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere. Det er desuden ikke muligt i tilstrækkeligt omfang at fastslå, hvilken minimumsbeskyttelse der under alle omstændigheder skal iværksættes i medfør af rammeaftalens § 5, stk. 1 (dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 196).
65 Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at det påhviler de nationale retsinstanser ved anvendelsen af nationale retsforskrifter i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af det pågældende direktivs ordlyd og formål, for at det med direktivet tilsigtede resultat fremkaldes, og for dermed at handle i overensstemmelse med artikel 288, stk. 3, TEUF. Denne forpligtelse til overensstemmende fortolkning vedrører alle de nationale bestemmelser, hvad enten de er ældre eller yngre end det pågældende direktiv (dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 197).
66 Kravet om overensstemmende fortolkning af national lovgivning er nemlig uadskilleligt forbundet med EUF-traktatens opbygning, idet det giver de nationale retsinstanser mulighed for inden for rammerne af deres kompetence at sikre sig EU-rettens fulde virkning, når de afgør den tvist, der er indbragt for dem (dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 198).
67 De nationale retsinstansers forpligtelse til at henvise til indholdet af et direktiv, når de fortolker og anvender de relevante nationale retsregler, begrænses ganske vist af generelle retsprincipper, og navnlig af retssikkerhedsprincippet og forbuddet mod tilbagevirkende kraft, og den kan ikke tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af national ret (dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 199).
68 Princippet om overensstemmende fortolkning kræver ikke desto mindre, at de nationale retsinstanser gør alt, hvad der henhører under deres kompetence – idet de tager den nationale ret i sin helhed i betragtning og anvender fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret – for at sikre den fulde virkning af direktivet og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det, der tilsigtes med direktivet (dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 200).
69 I det foreliggende tilfælde er den forelæggende ret således, når der har fundet et misbrug sted hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelseskontrakter, forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke og anvende de relevante forskrifter i national ret på en sådan måde, at det sikres, at dette misbrug behørigt sanktioneres, og at konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten elimineres. I denne forbindelse påhviler det den pågældende retsinstans at vurdere, om artikel 8, stk. 3, i lov nr. 2112/1920 eventuelt kan anvendes med henblik på en sådan direktivkonform fortolkning (dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 203).
70 Såfremt den nationale ret måtte fastslå, at omdannelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til tidsubegrænsede kontrakter i henhold til artikel 8, stk. 3, i lov nr. 2112/1920 ikke er mulig, eftersom den vil føre til en fortolkning contra legem af den græske forfatnings artikel 103, stk. 7 og 8, skal den forelæggende ret efterprøve, om der findes andre effektive foranstaltninger til dette formål i græsk ret. Det skal i denne henseende præciseres, at sådanne foranstaltninger skal være tilstrækkeligt effektive og afskrækkende til at sikre den fulde virkning af de regler, der er fastsat i medfør af rammeaftalen, nemlig i det foreliggende tilfælde artikel 5 og 6 i præsidentdekret nr. 164/2004, som gennemførte rammeaftalens § 5, stk. 1, i den græske retsorden.
71 For så vidt angår spørgsmålet om, hvilken betydning det i denne sammenhæng har, at artikel 103, stk. 8, i den græske forfatning er blevet ændret, efter at direktiv 1999/70 trådte i kraft og inden udløbet af fristen for gennemførelsen heraf med henblik på at indføre et absolut forbud inden for den offentlige sektor mod at ændre tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til tidsubegrænsede kontrakter, bemærkes blot, at et direktiv har retsvirkninger i den medlemsstat, det er rettet til – og følgelig over for alle de nationale myndigheder – alt efter det enkelte tilfælde fra offentliggørelsen eller fra tidspunktet for meddelelsen heraf (dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 204 og den deri nævnte retspraksis).
72 I det foreliggende tilfælde er det i artikel 3 i direktiv 1999/70 fastsat, at direktivet træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende, dvs. den 10. juli 1999.
73 Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at de medlemsstater, som er adressater for et direktiv, mens fristen for dets gennemførelse løber, skal afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare (dom af 13.11.2019, Lietuvos Respublikos Seimo narių grupė, C-2/18, EU:C:2019:962, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis). Det er herved ikke afgørende, om den omhandlede nationale regel, der er vedtaget efter det pågældende direktivs ikrafttræden, har til formål at gennemføre direktivet eller ej (dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 206 og den deri nævnte retspraksis).
74 Det følger heraf, at det påhviler samtlige myndigheder i medlemsstaterne at sikre EU-rettens bestemmelsers fulde virkning, herunder når de pågældende myndigheder ændrer forfatningen (dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 207 og den deri nævnte retspraksis).
75 Henset til ovenstående betragtninger skal det andet og det tredje spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 5, stk. 1, skal fortolkes således, at når et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter som omhandlet i denne bestemmelse har fundet sted, skal den forelæggende rets forpligtelse til i videst muligt omfang at fortolke og anvende samtlige relevante forskrifter i national ret på en sådan måde, at det sikres, at dette misbrug behørigt sanktioneres, og at konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten elimineres, omfatte en vurdering af, hvorvidt stadigt gældende bestemmelser i en tidligere national lovgivning, der gør det muligt at omdanne flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, i givet fald kan anvendes med henblik på en sådan overensstemmende fortolkning, selv om der i henhold til nationale forfatningsmæssige bestemmelser gælder et ubetinget forbud mod en sådan omdannelse inden for den offentlige sektor.
Sagsomkostninger
76 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:
1) § 1 og § 5, stk. 2, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, som er opført som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at udtrykket »flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter« heri også omfatter forlængelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter for arbejdstagere inden for regional renovation, der sker uden videre i overensstemmelse med udtrykkelige nationale bestemmelser, og uanset den omstændighed, at den skriftlige form, der principielt er fastlagt for indgåelsen af flere på hinanden følgende kontrakter, ikke er blevet overholdt.
2) § 5, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse skal fortolkes således, at når et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter som omhandlet i denne bestemmelse har fundet sted, skal den forelæggende rets forpligtelse til i videst muligt omfang at fortolke og anvende samtlige relevante forskrifter i national ret på en sådan måde, at det sikres, at dette misbrug behørigt sanktioneres, og at konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten elimineres, omfatte en vurdering af, hvorvidt stadigt gældende bestemmelser i en tidligere national lovgivning, der gør det muligt at omdanne flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, i givet fald kan anvendes med henblik på en sådan overensstemmende fortolkning, selv om der i henhold til nationale forfatningsmæssige bestemmelser gælder et ubetinget forbud mod en sådan omdannelse inden for den offentlige sektor.
Underskrifter