DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
23. oktober 2012 (*)
»Ansvarsforsikring for motorkøretøjer – direktiv 72/166/EØF – artikel 3, stk. 1 – direktiv 84/5/EØF – artikel 2, stk. 1 – direktiv 90/232/EØF – artikel 1 – ret til erstatning fra lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer – den forsikredes erstatningsansvar – skadelidtes medvirken til skaden – begrænsning af retten til erstatning«
I sag C-300/10,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunal da Relação de Guimarães (Portugal) ved afgørelse af 22. april 2010, indgået til Domstolen den 17. juni 2010, i sagen:
Vítor Hugo Marques Almeida
mod
Companhia de Seguros Fidelidade-Mundial SA,
Jorge Manuel da Cunha Carvalheira,
Paulo Manuel Carvalheira,
Fundo de Garantia Automóvel,
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling)
sammensat af præsidenten, V. Skouris, vicepræsidenten, K. Lenaerts, afdelingsformændene A. Tizzano, R. Silva de Lapuerta, L. Bay Larsen, A. Rosas, M. Berger og E. Jarašiūnas samt dommerne E. Juhász, J.-C. Bonichot, A. Arabadjiev (refererende dommer), A. Prechal og C. G. Fernlund,
generaladvokat: V. Trstenjak
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 22. maj 2012,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Vítor Hugo Marques Almeida ved advogada A. Novo
– den portugisiske regering ved L. Inez Fernandes og S. Nunes de Almeida, som befuldmægtigede
– den tyske regering ved T. Henze og F. Wannek, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved P. Guerra e Andrade, N. Yerrell og G. Braun, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 5. juli 2012,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EFT 1972 II, s. 345, herefter »første direktiv«), af artikel 2, stk. 1, i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT 1984 L 8, s. 17, herefter »andet direktiv«) og af artikel 1 og 1a i Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT L 129, s. 33, herefter »tredje direktiv«).
2 Anmodningen er blevet indgivet under en sag, der føres af Vítor Hugo Marques Almeida mod Companhia de Seguros Fidelidade-Mundial SA (herefter »Fidelidade-Mundial«), Jorge Manuel da Cunha Carvalheira, Paulo Manuel Carvalheira og Fundo de Garantia Automóvel vedrørende erstatning fra sidstnævnte på grundlag af erstatningsansvaret for motorkøretøjer for skader, som Vítor Hugo Marques Almeida har lidt ved en trafikulykke.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Første direktivs artikel 3, stk. 1, bestemmer:
»Hver medlemsstat træffer [...] alle formålstjenlige foranstaltninger for at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring. Der træffes inden for rammerne af disse foranstaltninger bestemmelse om, hvilke skader der dækkes, samt om forsikringens nærmere indhold.«
4 Andet direktivs artikel 2, stk. 1, bestemmer:
»Ved gennemførelsen af [første direktivs] artikel 3, stk. 1, [...] skal de enkelte medlemsstater træffe passende foranstaltninger for at sikre, at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, der er udstedt i overensstemmelse med [første direktivs] artikel 3, stk. 1, [...] og som bestemmer, at forsikringen ikke dækker nedenstående personers anvendelse af eller kørsel med køretøjet, ikke har nogen indvirkning på krav fra tredjemand, der lider skade ved et uheld:
– personer som hverken udtrykkeligt eller stiltiende har tilladelse hertil, eller
– personer, som ikke har et kørekort, der giver dem ret til at føre det pågældende køretøj, eller
– personer, som ikke efterlever retsforskrifterne vedrørende køretøjets tekniske og sikkerhedsmæssige stand.
Den i første led omhandlede bestemmelse eller klausul kan imidlertid gøres gældende over for personer, der frivilligt har taget plads i det skadevoldende køretøj, såfremt forsikringsselskabet kan bevise, at de vidste, at køretøjet var stjålet.
Medlemsstaterne kan – for så vidt angår skader, der indtræffer på deres område – undlade at anvende bestemmelsen i første afsnit, såfremt og i det omfang den skadelidte kan opnå dækning af den lidte skade i medfør af regler om social sikkerhed.«
5 Tredje direktivs artikel 1 bestemmer:
»Med forbehold af [andet direktivs] artikel 2, stk. 1, andet afsnit, [...] skal den i [første direktivs] artikel 3, stk. 1, [...] omhandlede forsikring dække ansvaret for personskader, der ved færdsel med et køretøj forvoldes på andre passagerer end føreren.
[...]«
6 Følgende fremgår af tredje direktivs artikel 1a, som blev indsat i direktivet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EUT L 149, s. 14):
»Den forsikring, der er omhandlet i [første direktivs] artikel 3, stk. 1, i […] skal dække person- og tingsskade på fodgængere, cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter, der som følge af en ulykke, hvori et motorkøretøj er involveret, har ret til erstatning i henhold til den nationale civilret. Nærværende artikel berører hverken erstatningsansvaret eller skadesbeløbet.«
Portugisisk ret
7 Den portugisiske borgerlige lovbogs artikel 503, stk. 1, bestemmer:
»Enhver, der faktisk har rådighed over et landgående køretøj og anvender det i egen interesse, selv hvis det sker gennem en befuldmægtiget, er ansvarlig for skader, der forårsages af køretøjet, selv hvis dette ikke er i brug.«
8 Lovbogens artikel 504, stk. 1, bestemmer:
»Erstatningsansvar for skader forårsaget af køretøjet gælder over for tredjemand samt passagerer i køretøjet.«
9 Lovbogens artikel 505 bestemmer:
»Med mindre andet følger af bestemmelserne i artikel 570, er ansvaret i henhold til artikel 503, stk. 1, alene udelukket, når ulykken skyldes skadelidte eller en tredjemand, eller når der foreligger udefra kommende force majeure i forhold til køretøjets funktionsduelighed.«
10 Samme lovbogs artikel 570 bestemmer:
»1. Når skadelidtes fejl har bidraget til skadernes opståen eller en forværring heraf, tilkommer det den kompetente ret på grundlag af grovheden af de af den ene eller den anden part begåede fejl, og af følgerne heraf, at fastlægge, om der skal tildeles fuld, nedsat eller ingen erstatning.
2. Når ansvaret baseres på den blotte formodning om fejl, skal skadelidtes fejl, medmindre andet er fastsat, udelukke pligten til at yde erstatning.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
11 Den 12. juni 2004 stødte et køretøj, hvori Vítor Hugo Marques Almeida var passager, sammen med et andet køretøj, der tilhørte Jorge Manuel da Cunha Carvalheira og blev ført af Paulo Manuel Carvalheira.
12 Under sammenstødet blev Vítor Hugo Marques Almeida, der var forsædepassager i køretøjet og ikke anvendte sikkerhedssele, slynget gennem forruden, hvorved han fik dybe snitsår i hovedet og ansigtet.
13 På datoen for sammenstødet havde ejeren af det køretøj, hvori Vítor Hugo Marques Almeida var passager, tegnet en ansvarsforsikring for motorkøretøjer hos Fidelidade-Mundial. Der forelå derimod ingen sådan forsikringsaftale for så vidt angik det køretøj, der tilhørte Jorge Manuel da Cunha Carvalheira.
14 Efter ulykken anlagde Vítor Hugo Marques Almeida sag for den kompetente portugisiske ret mod Fidelidade-Mundial, Jorge Manual da Cunha Carvalheira, Paulo Manuel Carvalheira og Fundo de Garantia Automóvel med påstand om, at de solidarisk tilpligtedes at betale en erstatning på 65 000 EUR for de skader, som han havde lidt ved ulykken, samt et beløb til betaling af de kirurgiske operationer, som han eventuelt skulle undergå.
15 Vítor Hugo Marques Almeida fik i henhold til den portugisiske borgerlige lovbogs artikel 570 ikke medhold i søgsmålet med den begrundelse, at de skader, som han havde lidt, kunne tilskrives en fejl, som han selv havde begået, nemlig undladelsen af at anvende sikkerhedssele i strid med artikel 82, stk. 1, i den portugisiske færdselslov.
16 Vítor Hugo Marques Almeida har appelleret denne afgørelse til Tribunal da Relação de Guimarães.
17 Den forelæggende ret har anført, at ifølge hovedparten af den nationale retspraksis, som retten i første instans har anvendt, kan den omstændighed, at en person, der har været udsat for en færdselsulykke, selv havde ansvar for opståelsen af de skader, som den pågældende har lidt, i henhold til den portugisiske borgerlige lovbogs artikel 505 og 570 medføre, at det objektive ansvar, som følger af nævnte lovs artikel 503, stk. 1, for den, der faktisk fører det omhandlede køretøj, bortfalder.
18 Heraf følger, at under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, for så vidt som det ikke er påvist, at førerne af de to motorkøretøjer, der stødte sammen, har begået fejl, mens det er fastslået, at den fejl, som passageren begik, medførte de skader, som den pågældende har lidt, har nævnte passager ikke ret til erstatning på grundlag af det objektive ansvar, der er omhandlet i den portugisiske borgerlige lovbogs artikel 503, stk. 1.
19 Det er imidlertid den forelæggende rets opfattelse, at det fremgår af Domstolens praksis, navnlig af dom af 30. juni 2005, Candolin m.fl. (sag C-537/03, Sml. I, s. 5745), og af 19. april 2007, Farrell (sag C-356/05, Sml. I, s. 3067), at der særligt lægges vægt på at beskytte passagerer i forulykkede køretøjer. Domstolen har således udtalt, at lov- og kontraktbestemmelser, som i en medlemsstat under visse omstændigheder lader forpligtelsen til at svare erstatning til nævnte passagerer bortfalde, ikke finder anvendelse, da de tilsidesætter første, andet og tredje direktiv.
20 Henset til denne praksis fra Domstolen, er Tribunal da Relação de Guimarães i tvivl om, hvorvidt den erstatningsansvarsordning, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, er forenelig med de relevante EU-retlige bestemmelser.
21 På denne baggrund har Tribunal da Relação de Guimarães besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal bestemmelserne i [første direktivs] artikel 3, stk. 1, […] [andet direktivs] artikel 2, stk. 1, […] samt [tredje direktivs] artikel 1 og 1a […] fortolkes således, at de er til hinder for, at en national civilretlig lovgivning, især ved de i den borgerlige lovbogs artikel 503, stk. 1, samt artikel 504, 505 og 570 indeholdte bestemmelser, foreskriver, at den erstatning, som den skadelidte ville være berettiget til i tilfælde af sammenstød mellem to køretøjer, der ikke skyldes, at nogen af førerne har handlet uagtsomt, og som medfører legemsbeskadigelse for en passager i et af disse køretøjer (den skadelidte, der kræver erstatning), bortfalder eller nedsættes, på grund af at nævnte passager har medvirket til skadens indtræden, idet vedkommende sad i sædet ved siden af føreren uden at anvende sikkerhedssele som påkrævet i henhold til national lov
– idet det kan lægges til grund, at nævnte passager på tidspunktet for sammenstødet mellem de to involverede køretøjer på grund af sammenstødet, og fordi passageren ikke anvendte sikkerhedssele, slog hovedet voldsomt mod forruden, således at denne blev knust, hvorved han fik dybe snitsår i hovedet og ansigtet
– og i betragtning af, at der for det ene af de involverede køretøjer ikke var tegnet gyldig og gældende forsikring med noget forsikringsselskab på tidspunktet for ulykken, hvorfor der i sagen, foruden mod forsikringsselskabet for det andet involverede køretøj, er anlagt sag mod ejeren af køretøjet uden forsikring, føreren heraf og Fundo de Garantia Automóvel, idet disse kan være solidarisk ansvarlige for nævnte erstatning, da sagen drejer sig om et objektivt erstatningsansvar?«
Om det præjudicielle spørgsmål
Indledende bemærkninger
22 Indledningsvis bemærkes, at artikel 1a i tredje direktiv, som ændret ved direktiv 2005/14, hverken finder materiel eller tidsmæssig anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, således som den tyske regering med rette har anført. For det første omhandler denne bestemmelse kun ret til skadeserstatning for fodgængere, cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter. Under det sammenstød, hvor Vítor Hugo Marques Almeida kom til skade, var han imidlertid passager i et motorkøretøj.
23 For det andet blev denne bestemmelse indsat i tredje direktiv ved direktiv 2005/14, hvis artikel 7 bestemmer, at direktivet træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende, dvs. den 11. juni 2005, og hvis artikel 6, stk. 1, bestemmer, at direktivet skal være gennemført senest den 11. juni 2007. Den færdselsulykke, som ligger til grund for tvisten i hovedsagen, fandt imidlertid sted den 12. juni 2004.
24 Det præjudicielle spørgsmål skal følgelig anses for kun at omhandle fortolkningen af første direktivs artikel 3, stk. 1, andet direktivs artikel 2, stk. 1, og tredje direktivs artikel 1.
Om det forelagte spørgsmål
25 Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om første direktivs artikel 3, stk. 1, andet direktivs artikel 2, stk. 1, og tredje direktivs artikel 1 skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser, som i tilfælde af et sammenstød mellem to køretøjer, der har forårsaget personskade på en passager i et af disse køretøjer, uden at førerne af disse køretøjer kan tilskrives fejl, tillader, at de forsikredes erstatningsansvar begrænses eller bortfalder, hvilket medfører, at skadeserstatningen for denne passager i henhold til ansvarsforsikringen for motorkøretøjer begrænses eller bortfalder alene af den grund, at den pågældende selv har været medvirkende til disse skaders indtræden.
26 I denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af præamblen til første og andet direktiv, at deres formål er dels at sikre den frie bevægelighed både for køretøjer, der er hjemmehørende på Unionens område, og for personer, der kører i dem, dels at sikre personer, der lider skade ved ulykker forvoldt af disse motorkøretøjer, ensartet behandling, uanset hvor i Unionen ulykken finder sted (dom af 28.3.1996, sag C-129/94, Ruiz Bernáldez, Sml. I, s. 1829, præmis 13, af 14.9.2000, sag C-348/98, Mendes Ferreira og Delgado Correia Ferreira, Sml. I, s. 6711, præmis 24, af 17.3.2011, sag C-484/09, Carvalho Ferreira Santos, Sml. I, s. 1821, præmis 24, og af 9.6.2011, sag C-409/09, Ambrósio Lavrador og Olival Ferreira Bonifácio, Sml. I, s. 4955, præmis 23).
27 Første direktiv, således som nærmere præciseret og suppleret i andet og tredje direktiv, pålægger således medlemsstaterne en forpligtelse til at sikre, at erstatningsansvaret for motorkøretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring, og angiver bl.a., hvilke typer skade og hvilke skadelidte tredjemænd forsikringen skal dække (jf. dommen i sagen Mendes Ferreira og Delgado Correia Ferreira, præmis 27, dommen i sagen Carvalho Ferreira Santos, præmis 27, og dommen i sagen Ambrósio Lavrador og Olival Ferreira Bonifácio, præmis 24).
28 Det bemærkes imidlertid, at forpligtelsen til ansvarsforsikringsdækning af skader påført tredjemænd med motorkøretøjer må holdes adskilt fra omfanget af erstatningspligten for disse skader i medfør af den forsikredes erstatningsansvar. Den førstnævnte forpligtelse er sikret og nærmere fastlagt i EU-bestemmelserne, hvorimod den anden forpligtelse i det væsentlige er reguleret af national ret (dommen i sagen Carvalho Ferreira Santos, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis, og dommen i sagen Ambrósio Lavrador og Olival Ferreira Bonifácio, præmis 25).
29 I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at det fremgår af formålet med første, andet og tredje direktiv og af disses ordlyd, at de ikke tilsigter en harmonisering af erstatningsansvarsordningerne i medlemsstaterne, og at medlemsstaterne på EU-rettens nuværende udviklingstrin frit kan fastsætte, hvilken erstatningsansvarsordning der skal gælde for skader, der forvoldes ved færdsel med motorkøretøjer (dommen i sagen Carvalho Ferreira Santos, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis, og dommen i sagen Ambrósio Lavrador og Olival Ferreira Bonifácio, præmis 26).
30 Medlemsstaterne er dog forpligtet til at sikre, at det erstatningsansvar for motorkøretøjer, der gælder i henhold til deres nationale ret, er dækket af en forsikring i overensstemmelse med bestemmelserne i de tre nævnte direktiver (dommen i sagen Mendes Ferreira og Delgado Correia Ferreira, præmis 29, Farrell-dommen, præmis 33, dommen i sagen Carvalho Ferreira Santos, præmis 34, og dommen i sagen Ambrósio Lavrador og Olival Ferreira Bonifácio, præmis 27).
31 Det fremgår ligeledes af Domstolens praksis, at medlemsstaterne skal udøve deres kompetence på dette område under overholdelse af EU-retten, og at de nationale bestemmelser om erstatning af skader som følge af trafikulykker ikke kan fratage første, andet og tredje direktiv deres effektive virkning (dommen i sagen Ambrósio Lavrador og Olival Ferreira Bonifácio, præmis 28).
32 Som Domstolen har præciseret, vil de nævnte direktiver få frataget deres effektive virkning, hvis en national lovgivning, som er udformet på grundlag af generelle og abstrakte kriterier, enten bestemmer, at en skadelidts ret til erstatning fra den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjet bortfalder af den grund, at den skadelidte har medvirket til skadens indtræden, eller uforholdsmæssigt begrænser retten til erstatning. Denne ret kan således kun begrænses under særlige omstændigheder og efter en individuel vurdering (dommen i sagen Ambrósio Lavrador og Olival Ferreira Bonifácio, præmis 29).
33 Domstolen har således fastslået, at andet direktivs artikel 2, stk. 1, og tredje direktivs artikel 1 er til hinder for en national lovgivning, som alene af den grund, at en passager har medvirket til, at de skader, som den pågældende har lidt, indtrådte, tillader, at denne passagers ret til erstatning fra den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer udelukkes eller begrænses uforholdsmæssigt (jf. i denne retning dommen i sagen Candolin m.fl., præmis 35, og Farrell-dommen, præmis 35).
34 Det bemærkes imidlertid vedrørende hovedsagen, at til forskel fra de omstændigheder, der gav anledning til dommen i sagen Candolin m.fl. og Farrell-dommen, påvirkes retten til erstatning for personer, der har lidt skade ved en færdselsulykke, for det første ikke af en begrænsning af dækningen af erstatningsansvaret for motorkøretøjer ved bestemmelserne på forsikringsområdet, men – i lighed med de tvister, der lå til grund for dommen i sagen Carvalho Ferreira Santos og dommen i sagen Ambrósio Lavrador og Olival Ferreira Bonifácio – af den nationale erstatningsansvarsordning vedrørende færdselsulykker.
35 Den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning har nemlig kun til formål at fastlægge den skadelidtes ret til erstatning i medfør af den forsikredes erstatningsansvar samt det eventuelle omfang af denne ret. Den begrænser derimod ikke den ansvarsforsikringsdækning, som er fastsat for den forsikrede.
36 For det andet fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den portugisiske borgerlige lovbogs artikel 503 og 504 indfører et objektivt ansvar i forbindelse med færdselsulykker, men at culpaansvaret, der er fastsat i lovbogens artikel 503, stk. 1, i henhold til lovbogens artikel 505 og uanset lovbogens artikel 570 kun kan udelukkes, hvis skadelidte eller en tredjemand har forårsaget ulykken, eller hvis den skyldes force majeure. Den portugisiske lovbogs artikel 570, stk. 1, præciserer, at når skadelidtes fejl har bidraget til skadernes opståen eller en forværring heraf, kan skadelidte i medfør af en vurdering, som den kompetente ret foretager under hensyn til graden af de respektive fejl og de konsekvenser, som fejlene har medført, fratages en del af eller hele erstatningen (jf. i denne retning dommen i sagen Ambrósio Lavrador og Olival Ferreira Bonifácio, præmis 32).
37 I modsætning til de retlige omstændigheder i de sager, der gav anledning til henholdsvis dommen i sagen Candolin m.fl. og Farrell-dommen, bevirker den nationale lovgivning således ikke, at skadelidtes ret til erstatning fra den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer, der dækker føreren af det køretøj, der var involveret i en ulykke – i det foreliggende tilfælde en passager i et køretøj, der var involveret i en sådan færdselsulykke – uden videre udelukkes eller begrænses uforholdsmæssigt i det tilfælde, at skadelidte i en færdselsulykke har medvirket til sin egen skade (jf. dommen i sagen Carvalho Ferreira Santos, præmis 43, og dommen i sagen Ambrósio Lavrador og Olival Ferreira Bonifácio, præmis 34).
38 Henset til de ovenstående betragtninger må det fastslås, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ikke påvirker den i EU-retten fastsatte sikring af, at det erstatningsansvar for motorkøretøjer, der fastlægges i den gældende nationale ret, dækkes af en forsikring i overensstemmelse med bestemmelserne i første, andet og tredje direktiv (jf. dommen i sagen Carvalho Ferreira Santos, præmis 44, og dommen i sagen Ambrósio Lavrador og Olival Ferreira Bonifácio, præmis 34).
39 Heraf følger, at det forelagte spørgsmål skal besvares med, at under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede skal første direktivs artikel 3, stk. 1, andet direktivs artikel 2, stk. 1, og tredje direktivs artikel 1 fortolkes således, at de ikke er til hinder for nationale bestemmelser, som i tilfælde af et sammenstød mellem to køretøjer, der har forårsaget personskade på en passager i et af disse køretøjer, uden at førerne af disse køretøjer kan tilskrives fejl, tillader, at de forsikredes erstatningsansvar begrænses eller bortfalder.
Sagens omkostninger
40 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:
Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede skal artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse, artikel 2, stk. 1, i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og artikel 1 i Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer fortolkes således, at de ikke er til hinder for nationale bestemmelser, som i tilfælde af et sammenstød mellem to køretøjer, der har forårsaget personskade på en passager i et af disse køretøjer, uden at førerne af disse køretøjer kan tilskrives fejl, tillader, at de forsikredes erstatningsansvar begrænses eller bortfalder.
Underskrifter