DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)
7. maj 2015 (*)
»Appel – EF-varemærker – forordning (EF) nr. 207/2009 – artikel 7, stk. 1, litra b) – absolut registreringshindring – mangel på fornødent særpræg – tredimensionalt tegn, der består af formen på en cylinderformet flaske«
I sag C-445/13 P,
angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 2. august 2013,
Voss of Norway ASA, Oslo (Norge), ved avvocati F. Jacobacci og B. La Tella,
sagsøger,
støttet af:
International Trademark Association, New York (De Forenede Stater), ved avocat T. De Haan, advocaten F. Folmer og S. Klos samt solicitor S. Helmer,
de øvrige parter i appelsagen:
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved V. Melgar, som befuldmægtiget,
sagsøgt i første instans,
Nordic Spirit AB (publ),
den anden part i sagen for appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design),
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, S. Rodin, og dommerne A. Borg Barthet (refererende dommer) og E. Levits,
generaladvokat: M. Szpunar
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 I appelskriftet har Voss of Norway ASA (herefter »Voss«) nedlagt påstand om annullation af Den Europæiske Unions Rets dom Voss of Norway mod KHIM – Nordic Spirit (Form som en cylinderformet flaske) (T-178/11, EU:T:2013:272, herefter »den appellerede dom«), hvorved appellanten ikke fik medhold i sin påstand om annullation af afgørelse truffet den 12. januar 2011 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«) (sag R 785/2010-1) vedrørende en ugyldighedssag mellem Nordic Spirit AB (publ) (herefter »Nordic Spirit«) og Voss (herefter »den omtvistede afgørelse«).
Retsforskrifter
Forordning (EF) nr. 207/2009
2 Rådets forordning nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1), der trådte i kraft den 13. april 2009, ophævede og erstattede Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1).
3 Artikel 7 i forordning nr. 207/2009, som har overskriften »Absolutte hindringer for registrering«, bestemmer:
»1. Udelukket fra registrering er:
[...]
b) varemærker, der mangler fornødent særpræg
[…]«
4 Denne forordnings artikel 52, der har overskriften »Absolutte ugyldighedsgrunde«, bestemmer i stk. 1:
»Et EF-varemærke erklæres ugyldigt efter indgivelse af begæring herom til Harmoniseringskontoret eller ved fremsættelse af modkrav under en sag om varemærkekrænkelse:
a) når det er registreret i strid med bestemmelserne i artikel 7
[...]«
5 Nævnte forordnings artikel 55, stk. 2, bestemmer:
»I det omfang EF-varemærket erklæres helt eller delvis ugyldigt, anses de retsvirkninger, der i henhold til denne forordning er knyttet til varemærket, for ikke at have eksisteret.«
6 Samme forordnings artikel 99 bestemmer:
»1. EF-varemærkedomstolene anser et EF-varemærke for gyldigt, medmindre dets gyldighed af sagsøgte anfægtes med et modkrav om fortabelse eller ugyldighed.
2. Et EF-varemærkes gyldighed kan ikke anfægtes under et søgsmål til fastslåelse af, at der ikke foreligger krænkelse.
3. I de i artikel 96, litra a) og c), omhandlede søgsmål kan en påstand om EF-varemærkets fortabelse eller ugyldighed, som fremsættes på anden måde end som et modkrav, fremsættes, såfremt sagsøgte påberåber sig, at EF-varemærket kunne erklæres fortabt på grund af manglende brug eller ugyldigt på grund af en sagsøgte tilkommende ældre rettighed.«
Forordning (EF) nr. 2868/95
7 Regel 37 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 40/94 (EFT L 303, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 355/2009 af 31. marts 2009 (EUT L 109, s. 3), bestemmer følgende:
»En begæring til [Harmoniseringskontoret] om, at et EF-varemærke erklæres fortabt eller ugyldigt, jf. [artikel 56 i forordning nr. 207/2009], skal indeholde:«
[...]
b) for så vidt angår de grunde, som begæringen støttes på
[...]
iv) en angivelse af de kendsgerninger, beviser og argumenter, der fremføres som begrundelse
[...]«
Tvistens baggrund og den omtvistede afgørelse
8 Den 3. december 2004 opnåede Voss ved Harmoniseringskontoret registrering under nr. 3156163 og i henhold til forordning nr. 40/94 af det tredimensionale EF-varemærke, der er gengivet nedenfor (herefter »det omtvistede varemærke«):
9 De varer, for hvilke det omtvistede varemærke blev registreret, henhører under klasse 32 og 33 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer i hver enkelt af disse klasser til følgende beskrivelse:
– klasse 32: øl; ikke-alkoholiske drikke, vand
– klasse 33: alkoholholdige drikke (undtagen øl).
10 Den 17. juli 2008 indgav Nordic Spirit en ugyldighedsbegæring vedrørende det omtvistede varemærke i medfør af dels artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning nr. 40/94, sammenholdt med denne forordnings artikel 7, stk. 1, litra a)-e), nr. i)-iii), dels nævnte forordnings artikel 51, stk. 1, litra b).
11 Ved afgørelse af 10. marts 2010 afslog annullationsafdelingen ved Harmoniseringskontoret ugyldighedsbegæringen i sin helhed.
12 Annullationsafdelingen udtalte bl.a., at formen på det omtvistede varemærke ikke er »gængs« på markedet for drikkevarer, og at flasken på grund af kontrasten mellem den gennemsigtige flaskekrop og låget i betydeligt omfang adskiller sig fra de eksisterende flasker og derfor kan fungere som et varemærke.
13 Den 6. maj 2010 indgav Nordic Spirit klage over annullationsafdelingens afgørelse til Harmoniseringskontoret i henhold til artikel 58-64 i forordning nr. 207/2009.
14 Ved den omtvistede afgørelse ophævede Første Appelkammer ved Harmoniseringskontoret (herefter »appelkammeret«) den nævnte afgørelse og gav medhold i ugyldighedsbegæringen.
15 Appelkammeret udtalte i det væsentlige, at det, henset til retspraksis, hvorefter forbrugerne i første omgang kun tillægger de flasker, som sådanne varer er indeholdt i, en ren indpakningsfunktion (dom Develey mod KHIM (Formen på en plastikflaske), T-129/04, EU:T:2006:84), skulle bemærkes, at forbrugerne vil læse den etiket, som flasken er forsynet med, for at udlede varens oprindelse og adskille denne fra andre varer.
16 Derudover var appelkammeret af den opfattelse, at der ikke forelå noget bevis for appellantens påstande, hvorefter gennemsnitsforbrugeren er i stand til at opfatte formen på de pågældende varers emballage som en angivelse af deres handelsmæssige oprindelse, for så vidt som denne form har sine egne kendetegn, der er tilstrækkelige til at fastholde forbrugerens opmærksomhed.
17 Appelkammeret fandt i øvrigt, at der af Voss ikke var blevet fremlagt noget bevis, der godtgjorde, at det var med urette, at Nordic Spirit havde gjort gældende, at mineralvandsflasker eller flasker, der indeholder andre drikkevarer, nødvendigvis omfatter ord- og figurbestanddele, og at forbrugerne af denne grund har for vane at identificere den pågældende vares handelsmæssige oprindelse ikke på grundlag af flaskens design, men på grundlag disse bestanddele.
18 Endelig fandt det nævnte appelkammer, at den omtvistede flaskes form ikke afviger betydeligt fra formen på andre beholdere, der anvendes til alkoholholdige eller ikke-alkoholholdige drikkevarer i Den Europæiske Union, men at den kun er en variant.
Sagen for Retten og den appellerede dom
19 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. marts 2011 anlagde Voss sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.
20 Til støtte for dette søgsmål fremsatte appellanten fire anbringender.
21 Det første af disse angik tilsidesættelse af artikel 75 i forordning nr. 207/2009, idet appelkammeret i det væsentlige havde baseret sin argumentation på beviselementer, som sagsøgeren ikke havde haft kendskab til, og om hvilke sagsøgeren ikke fik mulighed for at gøre sine synspunkter gældende.
22 Det andet anbringende vedrørte tilsidesættelse af artikel 99 i forordning nr. 207/2009 og regel 37, litra b), nr. iv), i forordning nr. 2868/95, for så vidt som appelkammeret retsstridigt pålagde appellanten at løfte bevisbyrden for det omtvistede varemærkes fornødne særpræg, selv om dette var blevet registreret og følgelig var genstand for en formodning om gyldighed.
23 Det tredje anbringende vedrørte tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, og en fejlagtig fortolkning af retspraksis vedrørende fornødent særpræg af tredimensionale varemærker, derved at appelkammeret i forhold til den test, der er fastsat i retspraksis til at vurdere, om et tredimensionalt mærke har fornødent særpræg, når det drejer sig om emballeringen af en flydende vare, og når dette varemærke består af selve varens udseende, hvilken test består i at vurdere, om varemærket afviger betydeligt fra den pågældende branches normer og sædvaner, i stedet havde anvendt en anden test, der var baseret på den betydning, der skulle tillægges etiketter eller anden anvendelse af mærkning i den nævnte branche.
24 Endelig vedrørte det fjerde anbringende tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 og en urigtig gengivelse af beviserne for, at der forelå en betydelig afvigelse fra drikkevarebranchens normer og sædvaner, derved at appelkammeret fejlagtigt havde konkluderet, at det omtvistede varemærke ikke havde fornødent særpræg.
25 Under den mundtlige forhandling for Retten gav appellanten dog til kende, at denne frafaldt sit første anbringende.
26 Indledningsvis bemærkede Retten, at den omtvistede afgørelse hviler på et ræsonnement, der består af to særskilte søjler, der er uafhængige af hinanden.
27 I den appellerede doms præmis 27 bemærkede Retten, at appelkammeret i den omtvistede afgørelses punkt 18-35, der svarer til den del af ræsonnementet, som den betegnede som den »første søjle«, i det væsentlige havde været af den opfattelse, at det er en velkendt kendsgerning, at drikkevarer stort set altid sælges i flasker, dåser eller andre emballager, der er påført en etiket, en ordbestanddel eller en grafisk bestanddel, at det er disse angivelser, der gør det muligt for forbrugeren at skelne mellem de varer, der er på markedet, og at Voss ikke havde fremlagt nogen dokumentation til støtte for selskabets påstande, hvorefter dette ikke er tilfældet.
28 I den appellerede doms præmis 28 bemærkede Retten, at appelkammeret i den omtvistede afgørelses punkt 36-41, der svarer til den del af ræsonnementet, som den betegnede som den »anden søjle«, havde foretaget en selvstændig analyse af det omtvistede varemærkes fornødne særpræg, hvorefter appelkammeret i det væsentlige konkluderede, at den omhandlede flaske ikke i betydelig grad adskiller sig fra formen på de andre flasker på markedet for alkoholholdige- og ikke-alkoholholdige drikkevarer og kun er en variant, og at den derfor ikke i betydelig grad afviger fra den pågældende branches normer og sædvaner.
29 Retten præciserede i den appellerede doms præmis 29, at parterne i forbindelse med, at de blev forespurgt herom under retsmødet, bekræftede, at den omtvistede afgørelse er støttet på et ræsonnement, der består af to søjler, der er særskilte og uafhængige af hinanden. Derudover bemærkedes i den appellerede doms præmis 30, at Voss under retsmødet præciserede, at selskabets andet anbringende kun var rettet mod den første søjle.
30 Retten behandlede derefter det tredje anbringende, for så vidt som det omhandlede den anden søjle, og det fjerde anbringende.
31 Retten forkastede for det første det tredje anbringende, for så vidt som det angik denne anden søjle.
32 Retten fastslog i den appellerede doms præmis 55 navnlig, at det omtvistede varemærke består af en kombination af bestanddele, der hver især, idet disse er egnet til at blive almindeligt anvendt i omsætningen til at emballere de varer, der er omfattet af registreringsansøgningen, mangler fornødent særpræg i forhold til disse varer.
33 For så vidt angår det omtvistede varemærkes tredimensionale form bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 51, at det er en velkendt kendsgerning, at langt størstedelen af de flasker, der kan fås på markedet, har en cylindrisk del. Retten udledte heraf, at det for gennemsnitsforbrugeren er naturligt, at flasker for alkoholholdige- og ikke-alkoholholdige drikkevarer generelt har en sådan form. Retten konkluderede på baggrund heraf, at den omstvistede flaskes form af en »perfekt cylinder«, idet den dog medgav, at dette element har en vis originalitet, ikke kunne anses for i betydelig grad at afvige fra den pågældende branches normer og sædvaner.
34 Hvad angår det ugennemsigtige låg fastslog Retten i den appellerede doms præmis 52, at dette element vanskeligt kan anses for at være en betydelig afvigelse i forhold til branchens normer eller sædvaner, idet det er en velkendt kendsgerning, at ganske mange flasker lukkes med et låg, der er fremstillet i et materiale og i en farve, der er forskellige fra flaskekroppens.
35 Hvad angår lågets diameter, der er den samme som flaskens, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 53, at den kun udgør en variant af de eksisterende former og ikke kan anses for i betydelig grad at afvige fra den nævnte branches normer og sædvaner, selv om det antages, at det er anerkendt, at dette element frembyder en vis originalitet.
36 I den appellerede doms præmis 57 bemærkede Retten, at den omstændighed, at et sammensat varemærke udelukkende er sammensat af bestanddele, der mangler fornødent særpræg i forhold til de pågældende varer, som hovedregel gør det muligt at konkludere, at varemærket set i sin helhed mangler fornødent særpræg. Retten tilføjede, at en sådan konklusion alene kan afkræftes i det tilfælde, hvor konkrete indicier, såsom navnlig måden, hvorpå de forskellige bestanddele er sammensat, viser, at det sammensatte varemærke set i sin helhed udgør mere end summen af de enkelte bestanddele, som det er sammensat af.
37 I den appellerede doms præmis 58 fastslog Retten, at der i den nærværende sag ikke syntes at foreligge sådanne indicier, eftersom den måde, hvorpå de bestanddele, som udgør det tredimensionale tegn, for hvilket det omtvistede varemærke er registreret, er sammensat, ikke udgør mere end summen af de bestanddele, som dette varemærke er sammensat af ‒ dvs. en flaske med et ugennemsigtigt låg ‒ ligesom de fleste flasker på det pågældende marked, der skal indeholde alkoholholdige eller ikke-alkoholholdige drikkevarer.
38 Heraf udledte Retten i den appellerede doms præmis 59, at appelkammeret ikke havde begået en fejl ved at finde, at gennemsnitsforbrugeren i Unionen alene opfatter det omtvistede varemærke i sin helhed som en variant af formen på de varer, for hvilke det nævnte varemærke er søgt registreret.
39 Retten konkluderede i den appellerede doms præmis 60, at appelkammeret i den omtvistede afgørelses punkt 36 ff. konkret havde anvendt den test, der er fastsat i retspraksis for at bedømme tredimensionale varemærkers fornødne særpræg, som består i at undersøge, hvorvidt det pågældende varemærke i betydelig grad afviger fra den pågældende branches normer og sædvaner, når det drejer sig om emballeringen af en flydende vare, og når dette varemærke består af selve varens udseende.
40 For det andet forkastede Retten i den appellerede doms præmis 62-91 det fjerde anbringende, som Voss gjorde gældende til støtte for søgsmålet. Retten fandt nemlig, at appelkammeret med rette havde fastslået, at det omtvistede varemærke mangler fornødent særpræg, og at det ikke reelt adskiller sig fra de former for emballering af varen, der hyppigt benyttes i drikkevarebranchen, men snarere udgør en variant af disse former.
41 Retten fastslog ligeledes, at de argumenter, der var fremført af Voss, ikke kunne afkræfte denne konklusion.
42 Hvad bl.a. angår Voss’ argument, hvorefter appelkammeret, derved at det sammenlignede en cylindrisk form med et tværsnit af en cylinder, havde fordrejet bevismaterialet i sagen, eftersom et cylindrisk tværsnit er en vildfarelse set fra et matematisk synspunkt, vurderede Retten, at der ikke er noget grundlag for at antage, at appelkammeret i punkt 37 i den omtvistede afgørelse ville give udtrykket »cylindrisk tværsnit« en matematisk betydning i betydningen af »gengivelsen af et tværsnit af en geometrisk form«. Ifølge Retten var det snarere i betydningen »en af de mere eller mindre særprægede dele, som noget er opdelt eller kan opdeles i, eller som det er sammensat af« (»any of the more or less distinct parts into which something is or may be divided or from which it is made up«, Oxford Dictionary), at ordet »tværsnit« skal forstås i.
43 I den appellerede doms præmis 92-96 forkastede Retten det andet anbringende såvel som det tredje anbringende som irrelevante, for så vidt som det sidstnævnte er rettet mod den første søjle i det ræsonnement, som den omtvistede afgørelse hviler på.
44 Retten fastslog i overensstemmelse med fast retspraksis nemlig, at dersom konklusionen i en afgørelse truffet af Harmoniseringskontoret støttes på et ræsonnement, der er sammensat af flere søjler, som hver især udgør et tilstrækkeligt grundlag for denne konklusion, skal denne retsakt principielt kun annulleres, såfremt hver enkelt af disse søjler er ulovlig. Selv om det antages, at de anbringender, der er rettet mod den første søjle i det ræsonnement, som den omtvistede afgørelse hviler på, er velbegrundede, vil denne omstændighed ifølge Retten imidlertid ikke have nogen betydning for denne afgørelses konklusion, eftersom den anden søjle i dette ræsonnement ikke er ulovlig.
45 I denne henseende præciserede Retten i den appellerede doms præmis 95, at »selv om det antages, at det var med urette, at appelkammeret var af den opfattelse, at det er en velkendt kendsgerning, at drikkevarer stort set altid sælges i flasker, der er påført en etiket eller en ordbestanddel eller en grafisk bestanddel, at det er disse angivelser, der gør det muligt for forbrugeren at skelne mellem de varer, der er på markedet, og at [appellanten] ikke har fremlagt nogen dokumentation til støtte for selskabets påstande, ifølge hvilke dette ikke er tilfældet, har disse overvejelser ingen betydning for konklusionen om det omtvistede varemærkes manglende fornødne særpræg, der er støttet på de vurderinger, hvis lovlighed er blevet fastslået i [den appellerede doms] præmis 46-91«.
46 Henset til samtlige ovenstående betragtninger frifandt Retten Harmoniseringskontoret i den sag, som Voss havde anlagt.
Parternes påstande for Domstolen
47 Voss har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves.
– Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.
48 Harmoniseringskontoret har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Voss tilpligtes at betale sagens omkostninger.
49 International Trademark Association (herefter »INTA«), der ved kendelse afsagt af Domstolens præsident Voss of Norway mod KHIM (C-445/13 P, EU:C:2014:202) har fået tilladelse til at intervenere til støtte for Voss’ påstande, har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves.
– Det bestemmes, at INTA bærer sine egne omkostninger.
Appellen
50 Voss har påberåbt sig seks anbringender til støtte for sin appel.
Det første anbringende
Parternes argumenter
51 Med sit første anbringende har appellanten foreholdt Retten, at denne har undladt at undersøge det andet anbringende, der blev anført til støtte for søgsmålet i første instans, om, at appelkammeret retsstridigt pålagde appellanten at løfte bevisbyrden for det omtvistede varemærkes fornødne særpræg, selv om dette var blevet registreret og følgelig var genstand for en formodning om gyldighed.
52 Appellanten har gjort gældende, at Retten alene forkastede det andet anbringende af den grund, at Retten vilkårligt fandt, at dette anbringende var rettet mod den første søjle i det ræsonnement, som den omtvistede afgørelse hvilede på, selv om dette anbringende klart var rettet mod den anden søjle, som denne blev defineret i den appellerede doms præmis 28.
53 Harmoniseringskontoret har bestridt appellantens anbringender og har nedlagt påstand om, at det første anbringende forkastes.
Domstolens bemærkninger
54 I det væsentlige har Voss foreholdt Retten, at den har ændret de under retsmødet for Retten vedtagne vilkår for sondringen mellem de to søjler i det ræsonnement, der blev lagt til grund i den omtvistede afgørelse.
55 Ifølge appellanten er der i den appellerede doms præmis 27 og 28 blevet byttet om på definitionerne af den første og den anden søjle i forhold til den definition, der blev fastlagt under retsmødet ved Retten.
56 Følgelig begik Retten en retlig fejl ved at undlade at undersøge det andet anbringende, som Voss fremførte til støtte for søgsmålet i første instans, om, at appelkammeret retsstridigt pålagde appellanten at løfte bevisbyrden for det omtvistede varemærkes fornødne særpræg.
57 I denne henseende skal det, som det fremgår af protokollatet for det retsmøde, der blev afholdt ved Retten, der blev tilsendt appellanten pr. fax den 13. marts 2013, bemærkes, at appellanten dels har erkendt, at den omtvistede afgørelse hvilede på et ræsonnement, der bestod af to uafhængige søjler, idet den første fremgår af den omtvistede afgørelses punkt 18-35 og den anden af dennes punkt 36-41, dels, at appellantens andet anbringende ikke var rettet mod det ræsonnement, der blev lagt til grund i nævnte punkt 36-41.
58 Selv om det derudover antages, at dette andet anbringende, der blev gjort gældende for Retten ‒ som appellanten gør gældende – var rettet mod nævnte anden søjle, står det, som det fremgår af den appellerede doms præmis 28 og 50, imidlertid klart, at appelkammeret i punkt 36-41 i den omtvistede afgørelse selvstændigt foretog analysen af det omtvistede varemærkes fornødne særpræg og ikke pålagde Voss at løfte bevisbyrden for, at der forelå fornødent særpræg.
59 Heraf følger det, at det første anbringende, som Voss har gjort gældende til støtte for appellen, er ugrundet og følgelig skal forkastes.
Det andet anbringende
Parternes argumenter
60 Med sit andet anbringende har appellanten foreholdt Retten, at denne har tilsidesat artikel 99 i forordning nr. 207/2009 samt regel 37, litra b), nr. iv), i forordning nr. 2868/95, for så vidt som Retten i den appellerede doms præmis 57 og 58 har vendt bevisbyrden ‒ der alene hvilede på Nordic Spirit i selskabets egenskab af den part, der havde indledt en sag om det omtvistede varemærkes ugyldighed – ved at pålægge Voss at føre bevis for det nævnte varemærkes fornødne særpræg, på trods af at der manglede ethvert bevis fra Nordic Spirits side til støtte for det omtvistede varemærkes påståede manglende fornødne særpræg.
61 Voss har i denne forbindelse gjort gældende, at den retspraksis, der er nævnt i den appellerede doms præmis 57, ifølge hvilken den omstændighed, at et sammensat varemærke udelukkende er sammensat af bestanddele uden fornødent særpræg, som hovedregel gør det muligt at konkludere, at varemærket set i sin helhed mangler fornødent særpræg, bortset fra det tilfælde, hvor »konkrete indicier såsom navnlig måden, hvorpå de forskellige bestanddele er sammensat, viser, at det sammensatte varemærke set i sin helhed udgør mere end summen af de enkelte bestanddele, som det er sammensat af«, gælder i forbindelse med ansøgninger om registrering af EF-varemærker og ikke finder anvendelse på registrerede varemærker, der ligesom det omtvistede varemærke er underlagt en formodning om gyldighed.
62 INTA har påberåbt sig artikel 52, 55 og 99 i forordning nr. 207/2009, hvoraf det fremgår, at registrerede EF-varemærker er genstand for en formodning om gyldighed, samt regel 37, litra b), nr. iv), i forordning nr. 2868/95 til støtte for, at Retten med urette har vendt bevisbyrden for det omtvistede varemærkes fornødne særpræg om.
63 Ifølge denne organisation formodes det varemærke, der er opnået, når en ansøgning om registrering af et EF-varemærke imødekommes, at være gyldigt, medmindre det modsatte kan bevises, og det bør ikke af ansøgeren kræves, at denne på ny godtgør gyldigheden af sit varemærke, medmindre faktiske omstændigheder og beviser, der er blevet fremlagt af den part, der søger at føre bevis for dette varemærkes ugyldighed, godtgør det modsatte.
64 I den foreliggende sag har indgiveren af begæringen om ugyldighed imidlertid hverken fremlagt nogen faktisk omstændighed, der kan kontrolleres, eller har fremlagt beviser for Harmoniseringskontoret. INTA udleder heraf, at Retten har tilsidesat forordning nr. 207/2009 og nr. 2868/95 ved ikke at ophæve appelkammerets afgørelse, der fastslog, at Voss’ påstand, ifølge hvilken forbrugerne er i stand til at udlede varernes oprindelse ved at se på formen af disses emballage, ikke var underbygget med beviser og derfor ikke var tilstrækkelig til »at sikre overholdelsen af de normer, der er fastlagt i retspraksis«.
65 Harmoniseringskontoret har bestridt appellantens påstand, ifølge hvilken den prøvelse, som Retten har foretaget, fører til en fejlagtig fordeling af bevisbyrden for det pågældende varemærkes fornødne særpræg, og har gjort gældende, at anvendelsen af de absolutte registreringshindringer, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat i forordning nr. 207/2009, er underlagt det samme kriterium for så vidt angår såvel de varemærker, der søges registreret, som dem, der allerede er registreret.
Domstolens bemærkninger
66 For så vidt som det andet appelanbringende foreholder Retten, at denne i den appellerede doms præmis 57 og 58 har vendt bevisbyrden om ved at pålægge appellanten at føre bevis for det omtvistede varemærkes fornødne særpræg, på trods af at Nordic Spirit ikke havde fremlagt noget bevis til støtte for varemærkets påståede mangel på fornødent særpræg, skal det forkastes som ugrundet.
67 Retten har nemlig i den appellerede doms præmis 51-58 selvstændigt prøvet, hvorvidt det omtvistede varemærke har fornødent særpræg.
68 Efter at Retten efter den separate bedømmelse af hver af det omtvistede varemærkes bestanddele anførte, at dette er sammensat af bestanddele, der hver især mangler fornødent særpræg i forhold til de varer, som det er blevet registreret for, har Retten i den appellerede doms præmis 57 bemærket, at denne omstændighed »som hovedregel gør det muligt at konkludere, at varemærket set i sin helhed mangler fornødent særpræg«, medmindre »konkrete indicier såsom navnlig måden, hvorpå de forskellige bestanddele er sammensat, viser, at det sammensatte varemærke set i sin helhed udgør mere end summen af de enkelte bestanddele, som det er sammensat af«.
69 I den appellerede doms præmis 58 fastslog Retten, at »[d]er i den nærværende sag ikke synes at foreligge sådanne indicier«. Den har i denne forbindelse bemærket, at »det omtvistede varemærke er kendetegnet ved kombinationen af de tredimensionale former af en gennemsigtig, cylindrisk flaske og et ugennemsigtigt låg med samme diameter som flasken selv, [og at] den måde, hvorpå disse bestanddele er kombineret i den foreliggende sag, ikke udgør mere end summen af de bestanddele, som det omtvistede varemærke er sammensat af ‒ dvs. en flaske med et ugennemsigtigt låg ‒ ligesom de fleste flasker på det pågældende marked, der skal indeholde alkoholholdige eller ikke-alkoholholdige drikkevarer, [idet] en sådan form nemlig er egnet til at blive anvendt almindeligt i omsætningen til at emballere de varer, der er omfattet af registreringen«.
70 Retten har således selv kontrolleret, om der forelå konkrete indicier, der indikerer, at det sammensatte varemærke set i sin helhed udgør mere end summen af de enkelte bestanddele, som det er sammensat af, og har i modsætning til det, som INTA og appellanten gør gældende, ikke pålagt sidstnævnte bevisbyrden for, at der foreligger sådanne indicier.
71 Under disse omstændigheder skal det konstateres, at Voss’ og INTA’s argumentation er baseret på en ukorrekt læsning af den appellerede dom, og at den følgelig må forkastes.
72 Hvad angår den argumentation, som INTA har gjort gældende, ifølge hvilken Retten har tilsidesat forordning nr. 207/2009 og nr. 2868/95 ved ikke at ophæve den omtvistede afgørelse, der fastslog, at der ikke forelå nogen faktuelle beviser, der underbyggede appellantens påstande, hvorefter gennemsnitsforbrugeren er i stand til at opfatte formen på de pågældende varers emballage som en angivelse af deres handelsmæssige oprindelse, skal det bemærkes, at appelkammerets vurdering fremgår af den nævnte afgørelses punkt 31, således som det er anført i den appellerede doms præmis 12.
73 Som det fremgår af den appellerede doms præmis 27, hører den nævnte vurdering følgelig ind under den første søjle i det ræsonnement, som den omtvistede afgørelse er støttet på således som defineret af Retten. Sidstnævnte har imidlertid i den appellerede doms præmis 96 afvist de anbringender, der er rettet mod den nævnte søjle, som værende uden betydning.
74 INTA kan derved ikke med føje hævde, at Retten burde have ophævet den omtvistede afgørelse, for så vidt som appelkammeret ved afgørelsen fastslog, at Voss’ påstande, hvorefter gennemsnitsforbrugeren er i stand til at opfatte formen på de pågældende varers emballage som en angivelse af deres handelsmæssige oprindelse, ikke var underbygget af nogen beviser.
75 Under hensyn til de ovenfor anførte betragtninger må det andet appelanbringende forkastes som ugrundet.
Det tredje anbringende
Parternes argumenter
76 Med sit tredje anbringende gør Voss gældende, at Retten har tilsidesat artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, idet den fandt, at formen på den omhandlede flaske mangler fornødent særpræg, uden forud herfor at have defineret, hvad normerne og sædvanerne i den pågældende branche er.
77 INTA har gjort gældende, at Retten ikke lovligt kunne konkludere, at appellantens flaske ikke i betydelig grad afviger fra normerne eller sædvanerne i den pågældende branche, for så vidt som Retten i den appellerede doms præmis 72 har fastslået, at det »ikke var godtgjort, at der fandtes andre lignende flasker på markedet«, at det kunne formodes, at denne flaske er »af enestående art« og, i denne doms præmis 51, at den »frembyder en vis originalitet«.
78 Derudover har Retten begået en retlig fejl ved at modstille »simpel variant« og »betydelig afvigelse« i forhold til de gældende sædvaner og normer. I denne henseende gør INTA gældende, at Retten har overskredet de grænser, der er fastsat ved Domstolens praksis, ifølge hvilken den eneste afgørende faktor består i at fastslå, hvorvidt en tredimensional form, der er registreret som varemærke, adskiller sig fra de former, der sædvanligvis eller almindeligvis anvendes inden for den pågældende branche til de omhandlede varer, i et sådant omfang, at forbrugerne er i stand til at tillægge dette betydning.
79 Endelig har INTA gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at sammenligne de sædvanlige eller normale formelementer i den nævnte branche med de enkelte bestanddele af en form snarere end med den registrerede form som helhed.
80 Harmoniseringskontoret har bestridt denne argumentation og gør gældende, at det tredje anbringende skal forkastes som ugrundet.
Domstolens bemærkninger
81 Ifølge fast retspraksis er det kun et varemærke, der afviger betydeligt fra normen eller branchesædvanen og derfor kan opfylde sin grundlæggende oprindelsesfunktion, der ikke mangler fornødent særpræg i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 (domme Mag Instrument mod KHIM, C-136/02 P, EU:C:2004:592, præmis 31, og Chocoladefabriken Lindt & Sprüngli mod KHIM, C-98/11 P, EU:C:2012:307, præmis 42).
82 I den foreliggende sag har Retten i den appellerede doms præmis 51-53 bedømt det omtvistede varemærkes fornødne særpræg i forhold til normerne og branchesædvanerne inden for sektoren for alkoholholdige og ikke-alkoholholdige drikkevarer.
83 I denne doms præmis 51 har Retten for så vidt angår det omtvistede varemærkes tredimensionale form for det første bemærket, at »det er en velkendt kendsgerning, at langt størstedelen af de flasker, der kan fås på markedet, har en cylindrisk del«.
84 I nævnte doms præmis 52 har Retten derefter hvad angår det ugennemsigtige låg fastslået, at »det er en velkendt kendsgerning, at ganske mange flasker lukkes med et låg, der er fremstillet i et materiale og i en farve, der er forskellige fra flaskekroppens«.
85 Endelig har Retten i samme doms præmis 53 bemærket, at lågets diameter, der er den samme som flaskens, »kun udgør en variant af de eksisterende former og ikke kan anses for i betydelig grad at afvige fra den nævnte branches normer og sædvaner, selv om det antages, at det er anerkendt, at dette element frembyder en vis originalitet«.
86 Således har Retten foretaget en analyse af, hvorvidt det pågældende tredimensionale tegns enkelte bestanddele har fornødent særpræg, under hensyntagen til den pågældende branches normer, idet den støttede sig på velkendte kendsgerninger.
87 Voss og INTA kan følgelig ikke med føje gøre gældende, at Retten har undladt at definere normerne og sædvanerne i den varesektor, for hvilken det omtvistede varemærke var blevet registreret.
88 Hvad angår INTA’s argument, hvorefter Retten har begået en retlig fejl ved at modstille »simpel variant« og »betydelig afvigelse« i forhold til de gældende sædvaner og normer i stedet for at undersøge, om det omtvistede varemærke adskiller sig fra de former, der sædvanligvis eller almindeligvis anvendes i den pågældende branche i et sådant omfang, at forbrugerne er i stand til at tillægge dette betydning, skal der mindes om, at den omstændighed, at et varemærke har fornødent særpræg i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, betyder, at varemærket er egnet til at identificere de varer, for hvilke det er søgt registreret, som hidrørende fra en bestemt virksomhed og dermed til at adskille disse varer fra andre virksomheders (dom Freixenet mod KHIM, C-344/10 P og C-345/10 P, EU:C:2011:680, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
89 Hvorvidt et varemærke har fornødent særpræg skal dels bedømmes i forhold til de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det søges registreret, dels i forhold til den opfattelse, som den relevante kundekreds har af varemærket (dom Freixenet mod KHIM, C-344/10 P og C-345/10 P, EU:C:2011:680, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
90 Det fremgår af fast retspraksis, at kriterierne for bedømmelsen af, om tredimensionale varemærker, der består af selve varens udseende, har fornødent særpræg, ikke er forskellige fra dem, der finder anvendelse på andre typer varemærker (domme Mag Instrument mod KHIM, C-136/02 P, EU:C:2004:592, præmis 30, og Freixenet mod KHIM, C-344/10 P og C-345/10 P, EU:C:2011:680, præmis 45). Ved anvendelsen af disse kriterier skal der imidlertid tages hensyn til, at gennemsnitsforbrugerens opfattelse ikke nødvendigvis er den samme, når der er tale om et tredimensionalt varemærke, der består af selve varens udseende, som når der er tale om et ord- eller figurmærke, der består af et tegn, som er uafhængigt af udseendet af de varer, det betegner. Gennemsnitsforbrugerne er nemlig ikke vant til at udlede varers oprindelse af deres form eller emballage uden nogen grafisk eller tekstmæssig bestanddel, og det kan derfor vise sig vanskeligere at bevise, at et sådant tredimensionalt varemærke har særpræg, end at et ord- eller figurmærke har det (domme Mag Instrument mod KHIM, C-136/02 P, EU:C:2004:592, præmis 30, og Freixenet mod KHIM, C-344/10 P og C-345/10 P, EU:C:2011:680, præmis 46).
91 Det følger heraf, at desto mere den form, der søges registreret, ligner den form, som der er størst sandsynlighed for, at den omhandlede vare vil antage, desto mere sandsynligt er det, at den pågældende form mangler fornødent særpræg i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009. Kun et varemærke, der afviger betydeligt fra normen eller branchesædvanen og derfor kan opfylde sin grundlæggende oprindelsesfunktion, mangler ikke fornødent særpræg i henhold til den nævnte bestemmelse (domme Mag Instrument mod KHIM, C-136/02 P, EU:C:2004:592, præmis 31, og Chocoladefabriken Lindt & Sprüngli mod KHIM, C-98/11 P, EU:C:2012:307, præmis 42).
92 Heraf følger det, at hvor et tredimensionalt varemærke består af formen på den vare, som varemærkeansøgningen vedrører, er det forhold, at denne form er en »variant« af en af de sædvanlige former for denne type varer, ikke i sig selv tilstrækkelig til, at det kan godtgøres, at det pågældende varemærke mangler fornødent særpræg i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009. Det skal stadig efterprøves, om et sådant varemærke gør det muligt for en almindelig oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger af denne vare, uden at foretage undersøgelser eller sammenligninger og uden at udvise særlig opmærksomhed, at adskille den omhandlede vare fra andre virksomheders varer (dom Mag Instrument mod KHIM, C-136/02 P, EU:C:2004:592, præmis 32).
93 Retten har i den foreliggende sag efter i den appellerede doms præmis 37-44 at have mindet om den retspraksis, der finder anvendelse, i dommens præmis 51-58 undersøgt, hvorvidt det omtvistede varemærke afviger betydeligt fra den pågældende branches normer og sædvaner.
94 Heraf udledte Retten i den appellerede doms præmis 59, at appelkammeret ikke havde begået en fejl ved at finde, at gennemsnitsforbrugeren i Unionen alene opfatter det omtvistede varemærke i sin helhed som en variant af formen på de varer, for hvilke det nævnte varemærke blev søgt registreret. Retten har herefter i den appellerede doms præmis 62 bemærket, at det omtvistede varemærke, sådan som det opfattes af den relevante kundekreds, ikke er egnet til at individualisere de varer, der er omfattet af det nævnte varemærke, og til at adskille dem fra varer med en anden handelsmæssig oprindelse.
95 Det følger af ovenstående betragtninger, at Retten på korrekt vis har identificeret og fulgt de kriterier, der med hensyn hertil er blevet fastlagt ved den relevante retspraksis.
96 For så vidt som INTA har foreholdt Retten, at denne har fundet, at appellantens flaske ikke afviger betydeligt fra normerne eller sædvanerne i den pågældende branche, skal det derudover konstateres, at denne analyse henhører under en bedømmelse af faktisk karakter.
97 I denne henseende bemærkes, at appel i overensstemmelse med artikel 256, stk. 1, TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol er begrænset til retsspørgsmål. Det er derfor alene Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder såvel som til at vurdere beviserne. Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og disse beviser er således ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet forkert gengivet (dom Louis Vuitton Malletier mod KHIM, C-97/12 P, EU:C:2014:324, præmis 61).
98 Det må imidlertid konstateres, at INTA ikke har gjort noget argument gældende til støtte for denne påstand, der kunne godtgøre, at Retten foretog en urigtig gengivelse af beviserne.
99 Med hensyn til argumentet om, at Retten begik en retlig fejl ved at sammenligne de sædvanlige eller normale formelementer i den nævnte branche med de enkelte bestanddele af en form i stedet for at sammenligne den registrerede form som helhed med normerne og sædvanerne i den pågældende branche, vil dette blive behandlet i forbindelse med det fjerde anbringende.
100 På baggrund af det ovenstående skal det tredje appelanbringende forkastes, da det delvis er ugrundet, delvis ikke kan antages til realitetsbehandling.
Det fjerde anbringende
Parternes argumenter
101 Med sit fjerde anbringende har Voss foreholdt Retten, at denne har tilsidesat artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 ved i forbindelse med vurderingen af det omtvistede varemærkes fornødne særpræg at foretage en separat bedømmelse af hver af det pågældende tredimensionale varemærkes bestanddele uden dog at foretage en bedømmelse af varemærket i sin helhed.
102 Appellanten har gjort gældende, at Retten, efter at denne separat undersøgte de bestanddele, som det nævnte tredimensionale varemærke er sammensat af, i fem præmisser i den appellerede dom, begrænsede sig til at bemærke, at den måde, hvorpå bestanddelene er kombineret, »ikke udgør mere end summen af de bestanddele, som det omtvistede varemærke er sammensat af«, hvilket ifølge Voss ikke udgør den udførlige bedømmelse af varemærkets helhedsindtryk, der kræves i henhold til retspraksis.
103 Harmoniseringskontoret har gjort gældende, at Retten har anvendt retsreglerne og retspraksis korrekt for så vidt angår den måde, hvorpå den bedømte det tredimensionale varemærkes fornødne særpræg.
Domstolens bemærkninger
104 Med dette anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten i forbindelse med sin bedømmelse af det omtvistede varemærkes fornødne særpræg ikke, som den burde have gjort, analyserede det helhedsindtryk, som dette varemærke giver.
105 Det skal i denne henseende bemærkes, at det i retspraksis til stadighed er fastholdt, at gennemsnitsforbrugeren normalt opfatter et varemærke som en helhed og ikke undersøger de forskellige detaljer. Følgelig skal der ved bedømmelsen af, hvorvidt et varemærke mangler fornødent særpræg, tages hensyn til det helhedsindtryk, som det giver (jf. bl.a. dom Eurocermex mod KHIM, C-286/04 P, EU:C:2005:422, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
106 Det kan imidlertid ikke udledes af det netop anførte, at den kompetente myndighed, der har til opgave at kontrollere, om det varemærke, som søges registreret, af offentligheden kan opfattes som en oprindelsesbetegnelse, ikke indledningsvis kan foretage en undersøgelse hver for sig af de forskellige bestanddele, der er anvendt ved udformningen af det omhandlede varemærke. Det kan faktisk være nyttigt, at der i forbindelse med den samlede vurdering, som myndigheden skal foretage, foretages en undersøgelse af hver enkelt af de bestanddele, som det pågældende varemærke består af (jf. bl.a. dom Eurocermex mod KHIM, C-286/04 P, EU:C:2005:422, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).
107 I den appellerede doms præmis 55 fandt Retten efter den separate bedømmelse af hver af det omtvistede varemærkes bestanddele, at dette »består af en kombination af bestanddele, der hver især, idet disse er egnet til at blive almindeligt anvendt i omsætningen til at emballere de varer, der er omfattet af ansøgningen om registrering, mangler fornødent særpræg i forhold til disse varer«. Retten fortsatte sin analyse, idet den bedømte, hvorvidt det nævnte varemærke set som helhed har et sådant særpræg eller ej.
108 Retten fandt således i den appellerede doms præmis 58, at »den måde, hvorpå [den tredimensionale form af en gennemsigtig, cylindrisk flaske og et ugennemsigtigt låg med samme diameter som flasken selv] er kombineret i den foreliggende sag, ikke udgør mere end summen af de bestanddele, som det omtvistede varemærke er sammensat af ‒ dvs. en flaske med et ugennemsigtigt låg ‒ ligesom de fleste flasker på markedet, der skal indeholde alkoholholdige eller ikke-alkoholholdige drikkevarer«, at »[e]n sådan form nemlig er egnet til at blive anvendt almindeligt i omsætningen til at emballere de varer, der er omfattet af registreringen«, og at »den måde, hvorpå de bestanddele, som nærværende sammensatte varemærke består af, er kombineret, [følgelig] heller ikke er egnet til at give varemærket det fornødne særpræg«. Retten har i den nævnte doms præmis 62 konkluderet, at »det omtvistede varemærke, sådan som det opfattes af den relevante kundekreds, ikke er egnet til at individualisere de varer, der er omfattet af det nævnte varemærke, og til at adskille dem fra varer med en anden handelsmæssig oprindelse«.
109 Det følger heraf, at Retten korrekt har støttet sin bedømmelse af det omtvistede varemærkes fornødne særpræg på det helhedsindtryk, der kommer til udtryk igennem det ansøgte varemærkes form og sammensætningen af de bestanddele, som dette varemærke består af, således som det er påkrævet i henhold til den retspraksis, der er henvist til i denne doms præmis 105.
110 Derudover kan det ikke foreholdes Retten, at denne ikke har foretaget en tilstrækkeligt dybtgående analyse af det helhedsindtryk, som det omtvistede varemærke afgiver, for så vidt som den pågældende tredimensionale form er sammensat af to bestanddele, nemlig en cylindrisk grundform og et ugennemsigtigt låg med samme diameter som den nævnte cylinder, og hvor det er vanskeligt at forestille sig andre muligheder for at kombinere disse bestanddele i en enkelt tredimensional enhed (jf. i denne retning dom Eurocermex mod KHIM, C-286/04 P, EU:C:2005:422, præmis 29).
111 Følgelig skal det fjerde appelanbringende forkastes som ugrundet.
Det femte anbringende
Parternes argumenter
112 Med sit femte anbringende har Voss gjort gældende, at Retten ligesom appelkammeret har fordrejet bevismaterialet i sagen ved at sammenligne den perfekte cylinder, som udgør det omhandlede tredimensionale varemærke, med et todimensionalt »cylindrisk tværsnit«. Ifølge appellanten har Retten og appelkammeret, idet et »cylindrisk tværsnit« er en vildfarelse set fra et matematisk synspunkt, i virkeligheden haft til hensigt med dette udtryk at henvise til et »cirkulært tværsnit«. Således har Retten sammenlignet et tredimensionalt tegn med et todimensionelt kendetegn ved de fleste flasker, således at dens bedømmelse i forhold til normerne og sædvanerne i den pågældende branche er fejlagtig som helhed.
113 Harmoniseringskontoret har gjort gældende, at dette anbringende er ugrundet, for så vidt som det er støttet på en fejlfortolkning af den appellerede dom.
114 Ifølge Harmoniseringskontoret har Retten ikke fundet, at en cirkulær del er det eneste fællestræk ved langt størstedelen af alle flasker, men at de fleste flasker har en »del« ‒ i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i den appellerede doms præmis 66 – der er cylindrisk, uanset at andre dele ikke er cylindriske, som f.eks. når flasken snævrer ind i toppen for at forme en flaskehals eller har en indadbuet form i midten.
115 Endvidere har Retten ikke ‒ i modsætning til det, Voss har gjort gældende – begrænset sin analyse af det omtvistede tredimensionale tegn til en sammenligning af dettes form med et todimensionalt kendetegn.
Domstolens bemærkninger
116 Det må konstateres, at Voss’ argumentation, ifølge hvilken Retten i den appellerede doms præmis 67, da den fastslog, at langt størstedelen af de flasker, der kan fås på markedet, har en »cylindrisk del«, havde til hensigt ved dette udtryk at henvise til et »cirkulært tværsnit«, der i sagens natur er todimensionalt, er baseret på en fejlagtig læsning af denne dom.
117 Retten har nemlig, efter at den i den appellerede doms præmis 65 mindede om, at »appelkammeret [i den omtvistede afgørelses punkt 37] havde konstateret, at »langt størstedelen af de flasker, der kan fås på markedet, har en cylindrisk del«, i dommens efterfølgende præmis fastslået, at »der imidlertid ikke er noget grundlag for at antage, at appelkammeret i forbindelse med den omtvistede afgørelse ville give sit ordvalg en matematisk betydning i betydningen af »gengivelsen af et tværsnit af en geometrisk form«, [og at det] snarere var i betydningen »en af de mere eller mindre særprægede dele, som en ting kan opdeles i, eller som den er sammensat af« (»any of the more or less distinct parts into which something is or may be divided or from which it is made up«, Oxford Dictionary), at dette ord skal forstås«.
118 Retten har ligeledes fundet, at begrebet »tværsnit«, som appelkammeret anvender i den omtvistede afgørelses punkt 37, skal forstås således, at det betyder »del«, idet de fleste flasker ifølge Retten har en cylindrisk del.
119 Heraf følger det – i modsætning til det, appellanten har gjort gældende – at Retten ikke har begrænset sin analyse af det omhandlede tredimensionale tegn til en sammenligning af dettes form med et todimensionalt kendetegn.
120 Følgelig skal det femte appelanbringende forkastes som ugrundet.
Det sjette anbringende
Parternes argumenter
121 Voss foreholder Retten, at denne fandt, at eftersom det omtvistede varemærke er sammensat af bestanddele, der isoleret betragtet ikke har fornødent særpræg, mangler det som helhed et sådant særpræg. Ifølge appellanten har et sådant ræsonnement den følge, at det er til hinder for, at en vares emballage både som helhed og som kombination af de bestanddele, som den er sammensat af, kan anses for at have fornødent særpræg, hvilket ville være i strid med formålet med forordning nr. 207/2009.
122 Appellanten gør desuden gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at lade tredimensionale varemærker være omfattet af det kriterium, som Domstolen har opstillet om sammensatte ordmærker, ifølge hvilket »en sammensætning af bestanddele, der hver for sig mangler fornødent særpræg, kan have særpræg, såfremt sammensætningen står for mere end blot summen af dens bestanddele«.
123 Harmoniseringskontoret gør gældende, at dette anbringende må forkastes som ugrundet.
Domstolens bemærkninger
124 Det skal bemærkes, at Domstolen i forbindelse med tredimensionale varemærker allerede har fastslået, at et eventuelt særpræg kan bedømmes ved en delvis efterprøvelse af varemærkernes bestanddele hver for sig, men under alle omstændigheder skal støttes på den relevante kundekreds’ helhedsindtryk af disse varemærker og ikke på den formodning, at bestanddele, der isoleret betragtet ikke har fornødent særpræg, ikke kan få dette, såfremt de kombineres. Det forhold alene, at hver af disse bestanddele taget hver for sig mangler fornødent særpræg, udelukker nemlig ikke, at den kombination, som de udgør, kan have fornødent særpræg (kendelse Timehouse mod KHIM, C-453/11 P, EU:C:2012:291, præmis 40).
125 I den foreliggende sag fastslog Retten ganske vist i den appellerede doms præmis 57, at »den omstændighed, at et sammensat varemærke udelukkende er sammensat af bestanddele uden det fornødne særpræg i forhold til de pågældende varer, som hovedregel er egnet til at konkludere, at varemærket i sin helhed mangler det fornødne særpræg«.
126 Retten præciserede dog med det samme, at denne konklusion må anses for afkræftet, såfremt der foreligger konkrete indicier såsom bl.a. den måde, hvorpå de forskellige bestanddele er sammensat, der indikerer, at det sammensatte varemærke set i sin helhed udgør mere end summen af de enkelte bestanddele, som det er sammensat af.
127 Heraf følger det, at for så vidt som Voss med sit sjette anbringende har foreholdt Retten, at denne har fundet, at derved at det omtvistede varemærke er sammensat af bestanddele, der isoleret betragtet ikke har fornødent særpræg, mangler det som helhed et sådant særpræg, skal dette anbringende forkastes, idet det er baseret på en fejlagtig læsning af den appellerede dom.
128 Hvad angår appellantens argumentation, ifølge hvilken Retten har begået en retlig fejl ved at lade det omtvistede varemærke være omfattet af den retspraksis, i henhold til hvilken en sammensætning af bestanddele, der hver for sig mangler fornødent særpræg, kan have særpræg, såfremt sammensætningen står for mere end blot summen af dens bestanddele, skal det bemærkes, at Retten, som det fremgår af nærværende doms præmis 107-109, korrekt støttede sin bedømmelse af det omtvistede varemærkes fornødne særpræg på det helhedsindtryk, der kommer til udtryk igennem det nævnte varemærkes form og sammensætningen af de bestanddele, som det består af, således som det er påkrævet i henhold til den retspraksis, der er henvist til i denne doms præmis 105 og 124.
129 Under disse omstændigheder bør det sjette anbringende forkastes som ugrundet, og appellen følgelig forkastes.
Sagens omkostninger
130 I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Harmoniseringskontoret har nedlagt påstand om, at Voss tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da Voss har tabt sagen, bør selskabet pålægges at betale sagens omkostninger.
131 I medfør af procesreglementets artikel 140, stk. 3, der i medfør af artikel 184, stk. 1, i samme reglement også finder anvendelse i appelsager, kan Domstolen bestemme, at andre intervenienter end dem, der er nævnt i procesreglementets artikel 140, stk. 1 og 2, skal bære deres egne omkostninger. Følgelig bærer INTA sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:
1) Appellen forkastes.
2) Voss of Norway ASA betaler sagens omkostninger.
3) The International Trademark Association bærer sine egne omkostninger.
Underskrifter