DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
19. december 2018 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29/EF – artikel 4, stk. 1 – retten til spredning – krænkelse af ophavsret – varer påført et motiv, der er ophavsretligt beskyttet, som er til salg – oplagring i kommercielt øjemed – lager adskilt fra salgsstedet«
I sag C-572/17,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Högsta domstolen (øverste domstol, Sverige) ved afgørelse af 21. september 2017, indgået til Domstolen den 28. september 2017, i straffesagen mod
Imran Syed
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling),
sammensat af formanden for Syvende Afdeling, T. von Danwitz, som fungerende formand for Fjerde Afdeling, og dommerne K. Jürimäe (refererende dommer), C. Lycourgos, E. Juhász og C. Vajda,
generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Riksåklagaren ved M. Hedström og K. Skarp, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved J. Samnadda og K. Simonsson, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 3. oktober 2018,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT 2001, L 167, s. 10).
2 Anmodningen er indgivet i forbindelse med en straffesag iværksat af Riksåklagaren (rigsanklagemyndigheden, Sverige) mod Muhammad Imran Khalid Syed for varemærkekrænkelse og krænkelse af ophavsretten til litterære og kunstneriske værker.
Retsforskrifter
International ret
3 Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) vedtog den 20. december 1996 i Genève WIPO-traktaten om ophavsret (herefter »WCT-traktaten«), som er blevet godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2000/278/EF af 16. marts 2000 (EFT 2000, L 89, s. 6), og som trådte i kraft for så vidt angår Den Europæiske Union den 14. marts 2010 (EUT 2010, L 32, s. 1).
4 WCT-traktatens artikel 6, der har overskriften »Retten til udbredelse«, bestemmer i stk. 1:
»Ophavsmændene til litterære og kunstneriske værker har eneret til at tillade, at originalen eller kopier af deres værker gøres tilgængelige for almenheden gennem salg eller anden overdragelse af ejendomsretten.«
EU-retten
5 Artikel 4 i direktiv 2001/29, der har overskriften »Retten til spredning«, bestemmer i stk. 1:
»Medlemsstaterne tillægger ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde enhver form for spredning til almenheden ved salg eller på anden måde af deres originalværker eller eksemplarer heraf.«
Svensk ret
6 Lag (1960:729) om upphovsrätt till litterära och konstnärliga verk (lov (1960:729) om ophavsret til litterære og kunstneriske værker, herefter »lov (1960:729)«) gennemfører direktiv 2001/29 i svensk ret.
7 Denne lovs § 53 fastsætter:
»Den, som forsætligt eller groft uagtsomt foretager handlinger vedrørende et litterært eller kunstnerisk værk, som indebærer en krænkelse af den ophavsret, der er knyttet til værket i henhold til denne lovs kapitel 1 og 2, eller en tilsidesættelse af lovens § 41, stk. 2, eller § 50, straffes med bøde eller fængsel i op til to år.«
8 En sådan handling kan i henhold til denne lovs § 2 bl.a. bestå i den omstændighed, at der rådes over værket ved at gøre det tilgængeligt for almenheden uden rettighedshaverens samtykke. § 2, stk. 3, nr. 4, præciserer, at værket stilles til rådighed for almenheden, når eksemplarer af værket udbydes til salg, til leje eller til lån eller spredes til almenheden på hvilken som helst anden måde.
9 Nævnte lov forbyder ikke udtrykkeligt oplagring af ophavsretligt beskyttede varer med henblik på deres salg.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
10 Muhammad Imran Khalid Syed drev en forretning i Stockholm (Sverige), hvor han solgte beklædningsgenstande og accessories, som var påført rockmusikmotiver. Ud over de genstande, der var til salg i denne butik, oplagrede Muhammad Imran Khalid Syed sådanne varer i et lager i tilknytning til butikken og på et andet lager i Bandhagen (Sverige), der er en forstad til Stockholm. Det er ubestridt, at Muhammad Imran Khalid Syeds butik regelmæssigt blev tilført varer fra disse lagre.
11 Det blev fastslået, at salget af flere af disse varer krænkede varemærker og ophavsrettigheder. Der blev indledt en straffesag mod Muhammad Imran Khalid Syed for krænkelse af varemærker og tilsidesættelse af lov (1960:729) ved tingsrätt (byret, Sverige). Ifølge åklagaren (anklagemyndigheden, Sverige) havde Muhammad Imran Khalid Syed krænket klagernes ophavsret derved, at han på ulovlig vis havde gjort tøj og flag påført motiver, som var beskyttet af disse ophavsrettigheder, tilgængelige for almenheden. Anklagemyndigheden fandt derfor, at alle de varer, der var påført sådanne motiver, som befandt sig i butikken og på lagrene, var blevet bragt i omsætning eller spredt til almenheden, og at sådanne handlinger dermed udgjorde en tilsidesættelse af lov (1960:729).
12 Tingsrätt (byret) dømte Muhammad Imran Khalid Syed for krænkelse af varemærkeretten med hensyn til alle de fundne varer. Denne ret dømte endvidere Muhammad Imran Khalid Syed for overtrædelse af lov (1960:729) for de varer, der var påført et motiv, som var ophavsretligt beskyttet, der befandt sig i den butik, han drev, og de varer, der var oplagret på begge de omhandlede lagre, i det omfang de var af samme art som de varer, der var til salg i denne butik. Med henblik på ligeledes at dømme Muhammad Imran Khalid Syed for disse sidstnævnte varer fandt tingsrätt (byret), at begrebet »udbud til salg« af varer, der krænkede klagernes ophavsret, ikke udelukkende fandt anvendelse på de varer, som på et givent tidspunkt befandt sig i Muhammad Imran Khalid Syeds butik, men at dette udbud ligeledes omfattede de varer af samme art, der befandt sig på lagrene. Derimod fastslog denne retsinstans, at de andre varer, der var oplagret på disse lagre, ikke kunne anses for at have været udbudt til salg. Tingsrätt (byret) idømte Muhammad Imran Khalid Syed en betinget frihedsstraf og 80 dagbøder for alle disse overtrædelser.
13 Svea hovrätt, Patent- och marknadsöverdomstolen (appeldomstolen for Svealand, appeldomstol i patent- og handelsretlige sager, Sverige), for hvilken der blev iværksat appel til prøvelse af denne dom, fandt, at Muhammad Imran Khalid Syed alene havde overtrådt lov (1960:729) for så vidt angik de varer, der befandt sig i hans butik, og ikke de varer, der var oplagret på lagrene. Denne retsinstans fandt, at Muhammad Imran Khalid Syed ganske vist havde oplagret disse varer med henblik på at sælge dem. Det kunne imidlertid ikke lægges til grund, at disse varer var blevet udbudt til salg eller spredt til almenheden. På samme vis udgjorde håndteringen af varerne på lagrene ifølge appelinstansen ikke et forsøg på eller en forberedelse til overtrædelse af lov (1960:729). Den dom, som Muhammad Imran Khalid Syed var blevet idømt, blev nedsat, for så vidt som han blev idømt en betinget frihedsstraf og 60 dagbøder.
14 Ved Högsta domstolen (øverste domstol, Sverige), som er den forelæggende ret i nærværende sag, krævede Riksåklagaren (rigsanklagemyndighed), at Muhammad Imran Khalid Syed blev dømt vedrørende alle de varer, som var blevet lagt til grund af tingsrätt (byret) som overtrædelse af lov (1960:729). Riksåklagaren anmodede endvidere Högsta domstolen (øverste domstol) om at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål angående fortolkningen af artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/29.
15 Muhammad Imran Khalid Syed gjorde for den forelæggende ret gældende, at det fremgik af Domstolens praksis, at for at et udbud til salg kan krænke en rettighedshavers spredningsret, kræves en aktiv handling rettet mod almenheden med det formål at sælge hver genstand specifikt. Køb og oplagring af varer kan ikke anses for at udgøre en sådan aktiv handling. En modsatrettet fortolkning ville medføre en udvidelse af det strafferetlige ansvar i strid med legalitetsprincippet.
16 Den forelæggende ret har konstateret, at hverken lov (1960:729) eller direktiv 2001/29 udtrykkeligt forbyder oplagring af varer, hvorpå der er påført et motiv, som er ophavsretligt beskyttet, med den hensigt at sælge dem. Den forelæggende ret har tilføjet, at det fremgår af dom af 13. maj 2015, Dimensione Direct Sales og Labianca (C-516/13, EU:C:2015:315), at en krænkelse af retten til spredning, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/29, kan bestå af foranstaltninger eller handlinger, som går forud for afslutningen af en købsaftale. Spørgsmålet er imidlertid, om varer, der er påført et beskyttet motiv, som oplagres af en person på lagre, kan anses for at være udbudt til salg, når denne person sælger varer af samme art i en detailbutik, som denne person driver.
17 På denne baggrund har Högsta domstolen (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Kan der, når varer med beskyttede motiver ulovligt udbydes til salg i en butik, foreligge en krænkelse af ophavsmandens eneret til spredning i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/29, også for så vidt angår varer med lignende motiver, som er oplagret af den, som udbyder varerne?
2) Har det nogen betydning, at varerne er oplagret i tilknytning til butikken eller på et andet sted?«
Om de præjudicielle spørgsmål
18 Med disse spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal fortolkes således, at en erhvervsdrivendes oplagring af varer, der er påført et motiv, som er ophavsretligt beskyttet på den medlemsstats område, hvor oplagringen finder sted, kan udgøre en krænkelse af denne ophavsretsindehavers eneret til spredning, når den erhvervsdrivende uden ophavsretsindehaverens tilladelse udbyder varer til salg, der er af samme art som dem, han oplagrer uden denne indehavers tilladelse. Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, om der i denne henseende skal tages hensyn til afstanden mellem oplagringsstedet og salgsstedet.
19 I henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/29 tillægger medlemsstaterne ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde enhver form for spredning til almenheden ved salg eller på anden måde af hans originalværker eller eksemplarer heraf.
20 Det bemærkes, at eftersom direktiv 2001/29 har til formål at gennemføre de forpligtelser, som påhviler EU bl.a. i medfør af WCT-traktaten, og da de EU-retlige forskrifter ifølge fast retspraksis så vidt muligt skal fortolkes i lyset af international ret, navnlig når disse forskrifter netop har til formål at gennemføre en international aftale indgået af EU, skal begrebet »spredning«, der er indeholdt i dette direktivs artikel 4, stk. 1, fortolkes i overensstemmelse med WCT-traktatens artikel 6, stk. 1 (dom af 13.5.2015, Dimensione Direct Sales og Labianca, C-516/13, EU:C:2015:315, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).
21 Begrebet »spredning til almenheden ved salg«, der er indeholdt i det nævnte direktivs artikel 4, stk. 1, skal således forstås på samme måde som udtrykket »gøres tilgængelige for almenheden gennem salg«, der fremgår af WCT-traktatens artikel 6, stk. 1 (dom af 13.5.2015, Dimensione Direct Sales og Labianca, C-516/13, EU:C:2015:315, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).
22 Under hensyntagen dertil har Domstolen fastslået, at spredning til almenheden er karakteriseret ved en række handlinger, der i det mindste omfatter indgåelse af en salgsaftale, som gennemføres ved levering til et medlem af almenheden. En erhvervsdrivende er derfor ansvarlig for enhver handling, der udføres af den pågældende selv eller på dennes vegne, og som giver anledning til en spredning til almenheden i en medlemsstat, hvor de spredte varer er ophavsretligt beskyttet (dom af 13.5.2015, Dimensione Direct Sales og Labianca, C-516/13, EU:C:2015:315, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).
23 Det følger af denne retspraksis, og navnlig af det af Domstolen anvendte udtryk »i det mindste«, at det ikke er udelukket, at foranstaltninger eller handlinger, der går forud for indgåelsen af en salgskontrakt, også kan være omfattet af begrebet spredning og være forbeholdt indehaverne af ophavsretten som eneret (dom af 13.5.2015, Dimensione Direct Sales og Labianca, C-516/13, EU:C:2015:315, præmis 26).
24 Hvis der i denne forbindelse skal anses at foreligge en spredning til almenheden, såfremt der er indgået en aftale om salg og forsendelse, gælder dette også i tilfælde af et tilbud om salgsaftale, som binder tilbudsgiveren, idet et sådant tilbud efter selve sin art udgør en handling, som går forud for gennemførelsen af et salg (dom af 13.5.2015, Dimensione Direct Sales og Labianca, C-516/13, EU:C:2015:315, præmis 27).
25 Domstolen har endvidere i det væsentlige fastslået, at en sådan adfærd kunne udgøre en krænkelse af retten til spredning, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/29, selv om denne adfærd ikke efterfølges af overdragelsen af ejendomsretten til det beskyttede værk eller et eksemplar heraf til erhververen (jf. i denne retning dom af 13.5.2015, Dimensione Direct Sales og Labianca, C-516/13, EU:C:2015:315, præmis 32).
26 Dermed kan en handling, som går forud for gennemførelsen af et salg af et værk eller et eksemplar af dette værk, der er beskyttet af en ophavsret, som gennemføres uden rettighedshaverens tilladelse, og som foretages med det formål at gennemføre et sådant salg, udgøre en krænkelse af retten til spredning som defineret i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/29 (jf. i denne retning dom af 13.5.2015, Dimensione Direct Sales og Labianca, C-516/13, EU:C:2015:315, præmis 28).
27 Selv om gennemførelsen af salget ikke er et nødvendigt element med henblik på at fastslå, at der foreligger en krænkelse af spredningsretten, skal det dog i denne henseende bevises, at formålet rent faktisk var at sprede de omhandlede varer til almenheden uden rettighedshaverens tilladelse, navnlig ved at udbyde dem til salg, i en medlemsstat, hvor det omhandlede værk er beskyttet (jf. analogt dom af 13.5.2015, Dimensione Direct Sales og Labianca, C-516/13, EU:C:2015:315, præmis 29 og 32 samt den deri nævnte retspraksis).
28 I hovedsagen oplagrede Muhammad Imran Khalid Syed varer, der var påført ophavsretligt beskyttede motiver, og solgte uden disse rettigheders indehaveres tilladelse varer af samme art i en butik.
29 Det skal afgøres, om en sådan oplagring kan anses for at være en handling, som går forud for gennemførelsen af et salg, der vil kunne udgøre en krænkelse af eneretten til spredning, således som denne ret er defineret i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/29.
30 Det skal i denne henseende bemærkes, at oplagringen af varer, der er påført motiver, som er beskyttet af en ophavsret, vil kunne anses for at være en sådan handling, såfremt det bevises, at formålet rent faktisk var at udbyde disse varer til salg uden ophavsretsindehaverens tilladelse.
31 I denne henseende kan den omstændighed, at en person, som i en butik sælger varer, der er påført motiver, som er beskyttede af en ophavsret, uden tilladelse fra indehaveren af denne ret oplagrer varer af samme art, udgøre et indicium med henblik på at bevise, at formålet ligeledes var at sælge de oplagrede varer i denne butik, og at denne oplagring dermed kan udgøre en handling, som går forud for gennemførelsen af et salg, der vil kunne udgøre en krænkelse af denne indehavers spredningsret.
32 Det kan imidlertid ikke alene af den konstatering, at de oplagrede varer og de varer, som blev solgt i den pågældendes butik, er af samme art, udledes, at oplagringen udgør en handling, som er udført med det formål at gennemføre et salg på den medlemsstats område, hvor de nævnte varer er beskyttede af en ophavsret.
33 Det kan ikke udelukkes, at alle eller en del af de varer, som oplagres under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, ikke har til formål at skulle sælges på den medlemsstats område, hvor det værk, der er påført disse varer, er beskyttet, selv om disse varer er af samme art som dem, der udbydes til salg i den erhvervsdrivendes butik.
34 I et sådant tilfælde vil en tilgang som den, der er beskrevet i nærværende doms præmis 32, imidlertid medføre, at der ikke tages hensyn til det faktiske bestemmelsessted for de pågældende varer, og at alle de oplagrede varer behandles uden forskel, selv om de i princippet kan have forskellige bestemmelsessteder.
35 En sådan tilgang vil således medføre, at den beskyttelse, der tildeles ved eneretten til spredning, vil udstrækkes ud over den ramme, som EU-lovgiver har indført.
36 Det tilkommer derfor den forelæggende ret på baggrund af de beviser, den råder over, at vurdere, om formålet var alle de varer af samme art som dem, der blev solgt i den omhandlede butik, eller kun en del af disse varer, skulle udbydes til salg i dette lokale.
37 I denne henseende finder Domstolen det hensigtsmæssigt at give følgende oplysninger.
38 Hvad angår fastlæggelsen af bestemmelsesstedet for de pågældende varer, skal der tages hensyn til alle de elementer, som vil kunne bevise, at de omhandlede varer oplagres med henblik på salg i den medlemsstat, hvor de motiver, der er påført varerne, er beskyttet af en ophavsret uden rettighedshaverens tilladelse.
39 Selv om afstanden mellem oplagringsstedet og salgsstedet blandt disse elementer kan udgøre et indicium med henblik på at fastlægge, at formålet var at sælge de omhandlede varer på dette salgssted, kan dette indicium ikke i sig selv være afgørende. Dette kan derimod tages i betragtning i forbindelse med en konkret analyse af alle de elementer, som kan være relevante, herunder bl.a. den regelmæssige tilførsel til butikken af varer fra de omhandlede lagre, regnskabselementer, salgsmængden og antallet af bestillinger i forhold til mængden af oplagrede varer eller de bestående salgsaftaler.
40 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal fortolkes således, at en erhvervsdrivendes oplagring af varer, der er påført et motiv, som er ophavsretligt beskyttet på den medlemsstats område, hvor oplagringen finder sted, kan udgøre en krænkelse af eneretten til spredning, som defineret i denne bestemmelse, når denne erhvervsdrivende uden ophavsretsindehaverens tilladelse udbyder varer til salg, der er af samme art som dem, han oplagrer, på betingelse af, at formålet rent faktisk er at sælge de oplagrede varer på den medlemsstats område, hvor dette motiv er beskyttet. Afstanden mellem oplagringsstedet og salgsstedet kan ikke i sig selv være et afgørende element med henblik på at afgøre, om formålet er at sælge de oplagrede varer på denne medlemsstats område.
Sagsomkostninger
41 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
Artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet skal fortolkes således, at en erhvervsdrivendes oplagring af varer, der er påført et motiv, som er ophavsretligt beskyttet på den medlemsstats område, hvor oplagringen finder sted, kan udgøre en krænkelse af eneretten til spredning, som defineret i denne bestemmelse, når denne erhvervsdrivende uden ophavsretsindehaverens tilladelse udbyder varer til salg, der er af samme art som dem, han oplagrer, på betingelse af, at formålet rent faktisk er at sælge de oplagrede varer på den medlemsstats område, hvor dette motiv er beskyttet. Afstanden mellem oplagringsstedet og salgsstedet kan ikke i sig selv være et afgørende element med henblik på at afgøre, om formålet er at sælge de oplagrede varer på denne medlemsstats område.
Underskrifter