DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
17. februar 2016 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2010/13/EU – artikel 19, stk. 1 – adskillelse mellem tv-reklame og programmer – opdelt skærm – artikel 23, stk. 1 og 2 – begrænsning af sendetid for tv-reklameindslag til 20% af en klokketime – sponsorannonceringer – andre angivelser af en sponsor – »sorte sekunder««
I sag C-314/14,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF indgivet af Korkein hallinto-oikeus (den øverste forvaltningsdomstol, Finland) ved afgørelse af 27. juni 2014, indgået til Domstolen den 1. juli 2014, i sagen:
Sanoma Media Finland Oy-Nelonen Media
mod
Viestintävirasto,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af formanden for Tredje Afdeling, L. Bay Larsen, som fungerende formand for Fjerde Afdeling, og dommerne J. Malenovský (refererende dommer), M. Safjan, A. Prechal og K. Jürimäe,
generaladvokat: M. Szpunar
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den finske regering ved J. Heliskoski, som befuldmægtiget
– den græske regering ved N. Dafniou og L. Kotroni, som befuldmægtigede
– den østrigske regering ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget
– den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget
– Europa-Kommissionen ved I. Koskinen og A. Marcoulli, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 6. oktober 2015,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 19, stk. 1, og artikel 23, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT L 95, s. 1, berigtiget i EUT 2010 L 263, s. 15).
2 Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Sanoma Media Finland Oy-Nelonen Media (herefter »Sanoma«) og Viestintävirasto (tilsynsmyndigheden for telekommunikation, herefter »tilsynsmyndigheden«) vedrørende lovligheden af en afgørelse, hvorved sidstnævnte fastslog, at Sanoma havde overtrådt den finske lovgivning om tv-reklame, og pålagde selskabet at rette op på denne situation.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Direktiv om audiovisuelle tjenester foretog en kodificering og ophævelse af Europa-Parlamentets direktiv 89/552/EØF om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT L 298, s. 23).
4 I 79., 81., 83., 85 og 87. betragtning til direktivet om audiovisuelle tjenester anføres:
»(79) […] Dog bør al audiovisuel kommerciel kommunikation ikke alene overholde identifikationsreglerne, men også et grundlæggende sæt kvalitetsregler, således at klart formulerede mål af samfundsmæssig interesse iagttages.
[…]
(81) Udviklingen inden for handel og teknologi betyder, at brugerne får flere valgmuligheder og større ansvar, når de bruger de audiovisuelle medietjenester. For at blive ved med at stå i et rimeligt forhold til målene af almen interesse bør reguleringen rumme en vis fleksibilitet med hensyn til fjernsynsudsendelser. Adskillelsesprincippet bør begrænses til at gælde tv-reklamer og teleshopping, og produktplacering bør tillades under visse omstændigheder, medmindre en medlemsstat beslutter andet. Skjult produktplacering bør dog være forbudt. Adskillelsesprincippet bør ikke hindre brug af nye reklameteknikker.
[…]
(83) For at sikre, at forbrugernes interesser i deres egenskab af seere beskyttes fuldt ud og behørigt, er det vigtigt, at fjernsynsreklamer underkastes en række minimumsregler og ‑normer, og at medlemsstaterne fortsat har ret til at indføre mere detaljerede eller strengere regler, eller i visse tilfælde andre vilkår, for tv-spredningsforetagender, der henhører under deres myndighed.
[…]
(85) I betragtning af seernes øgede muligheder for at undgå reklamer ved brug af nye teknologier såsom personlige videobåndoptagere og det større udvalg af kanaler er det ikke berettiget at detailregulere indsættelsen af reklameindslag for at beskytte seerne. Mens den tilladte reklamemængde pr. time ikke bør øges, bør dette direktiv give tv-spredningsforetagender fleksibilitet med hensyn til at vælge, hvor de indsættes, blot dette ikke virker urimeligt forstyrrende på helheden i det enkelte program.
[…]
(87) En 20%-grænse for tv-reklame- og teleshoppingindslag pr. klokketime, også gældende i prime time, bør fastsættes. Ved tv-reklameindslag bør forstås tv-reklamer i henhold til artikel 1, stk. 1, litra i), af en varighed på højst 12 minutter.«
5 Blandt de begreber, der er defineret i direktivets artikel 1, stk. 1, nævnes bl.a.:
»a) »[A]udiovisuel medietjeneste«:
i) [E]n tjeneste som defineret i artikel 56 og 57 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som en medietjenesteudbyder har det redaktionelle ansvar for, og hvis hovedformål er at udbyde informerende, underholdende eller oplysende programmer til offentligheden via elektroniske kommunikationsnet […]. Sådanne audiovisuelle medietjenester er enten fjernsynsudsendelser som defineret i litra e) i nærværende stykke eller on-demand audiovisuelle medietjenester som defineret i litra g) i nærværende stykke.
ii) [A]udiovisuel kommerciel kommunikation.
b) »[P]rogram«: et sæt levende billeder med eller uden lyd, der udgør en individuel del inden for en programflade eller et katalog udarbejdet af en medietjenesteudbyder, og hvis form og indhold kan sammenlignes med form og indhold af tv-spredning. Programmer kan eksempelvis være film af spillefilmslængde, sportsbegivenheder, sitcom-serier, dokumentarprogrammer, børneprogrammer og tv-drama.
[…]
h) »[A]udiovisuel kommerciel kommunikation«: billeder med eller uden lyd, som har til formål direkte eller indirekte at fremme afsætningen af varer eller tjenesteydelser eller promovere et image for en fysisk eller juridisk person, der udøver økonomisk virksomhed. Sådanne billeder følger med eller er indeholdt i et program mod betaling eller anden modydelse eller med selvpromoverende formål. Audiovisuel kommerciel kommunikation omfatter bl.a. tv-reklamer, sponsorering, teleshopping og produktplacering.
i) »[T]v-reklame«: enhver meddelelse uanset form, som udsendes enten mod betaling eller anden modydelse eller med selvpromoverende formål af et offentligt eller privat foretagende eller en juridisk person i forbindelse med handel, industri, håndværk eller liberale erhverv for at promovere levering mod betaling af varer eller tjenesteydelser, herunder fast ejendom, rettigheder og forpligtelser.
[…]
k) »[S]ponsorering«: ethvert bidrag fra offentlige eller private foretagender eller fysiske personer, der ikke udbyder audiovisuelle medietjenester eller producerer audiovisuelle programmer, til finansieringen af audiovisuelle medietjenester eller programmer, med henblik på at promovere deres navn, varemærke, image, virksomhed eller produkter.
[…]«
6 Direktivets artikel 4, stk. 1, bestemmer:
»Medlemsstaterne kan kræve, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion overholder mere detaljerede eller strengere bestemmelser på de områder, der er omfattet af dette direktiv, hvis sådanne bestemmelser er forenelige med EU-retten.«
7 Samme direktivs artikel 10, stk. 1, bestemmer:
»Audiovisuelle medietjenester eller programmer, der er sponsoreret, skal opfylde følgende krav:
[…]
c) Seerne skal informeres tydeligt om, at der findes en sponsoraftale. Sponsorerede programmer skal klart kunne identificeres som sponsorerede, ved at sponsorens navn, logo og/eller andet symbol, f.eks. en angivelse af vedkommendes produkt(er) eller tjenesteydelse(r) eller et kendemærke for dem, angives på en for programmerne passende måde ved programmernes begyndelse og/eller slutning eller undervejs i dem.«
8 Artikel 19, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester bestemmer:
»Tv-reklamer og teleshopping skal klart kunne identificeres som sådanne og klart kunne skelnes fra det redaktionelle indhold. Uden at dette berører anvendelsen af nye reklameteknikker, skal tv-reklamer og teleshopping holdes klart adskilte fra det øvrige program med optiske og/eller akustiske og/eller rumlige midler.«
9 Direktivets artikel 23 bestemmer:
»1. Tv-reklame- eller teleshoppingindslag må ikke fylde mere end 20% af en given klokketime.
2. Annonceringer, som tv-spredningsforetagendet foretager i forbindelse med egne programmer og produkter med direkte tilknytning til disse programmer, samt sponsorannonceringer og produktplaceringer er ikke omfattet af stk. 1.«
10 Direktivets artikel 26 bestemmer:
»For fjernsynsudsendelser, der udelukkende er bestemt til det nationale område, og som hverken direkte eller indirekte kan modtages af offentligheden i en eller flere andre medlemsstater, kan medlemsstaterne under behørig hensyntagen til EU-retten fastsætte andre betingelser end dem, der gælder efter artikel 20, stk. 2, og artikel 23, jf. dog artikel 4.«
Finsk ret
11 Direktiv 89/552 blev gennemført i finsk ret ved lov nr. 744/1998 om radio- og tv-spredning (televisio- ja radiotoiminnasta annettu laki, herefter »lov nr. 744/1998«).
12 I henhold til § 2, stk. 16, i lov nr. 744/1998 forstås ved »kommerciel kommunikation« bl.a. reklame og sponsorering. Sponsorering og reklame er selv defineret i henholdsvis stk. 13 og 14 i denne artikel. Det følger bl.a. af sidstnævnte stykke, at der ved »reklame« forstås en information, erklæring eller anden meddelelse, der udsendes i radio eller tv mod betaling eller anden modydelse, som ikke er sponsorering eller en produktplacering, og som har til formål at fremme salg af annoncørens varer eller forbedre omdømmet hos en annoncør, der udøver en økonomisk virksomhed.
13 I henhold til denne lovs § 22, stk. 1, der gennemfører den artikel i direktiv 89/552, som svarer til artikel 19, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester, skal tv-reklamer og teleshopping holdes adskilte fra audiovisuelle programmer med optiske eller akustiske midler eller gennem opdeling af skærmen.
14 I henhold til den pågældende lovs § 26, stk. 2, der gennemfører den artikel i direktiv 89/552, som svarer til artikel 10, stk. 1, litra c), i direktivet om audiovisuelle medietjenester, skal sponsorens navn eller logo klart vises ved begyndelsen eller slutningen af de sponsorerede audiovisuelle programmer eller radioprogrammer.
15 I henhold til den samme lovs § 29, stk. 1, der gennemfører den artikel i direktiv 89/552, som svarer til artikel 23 i direktivet om audiovisuelle medietjenester, må reklamer og teleshopping ikke fylde mere end 12 minutter af en klokketime. Det følger af samme artikels stk. 2, at denne bestemmelse bl.a. ikke finder anvendelse på sponsorannonceringer.
16 Det følger af bestemmelserne i § 35, stk. 1, sammenholdt med § 36, stk. 1, i lov nr. 744/1998, at såfremt tilsynsmyndigheden konstaterer, at et selskab, der udøver tv- eller radiospredningsvirksomhed, overtræder de bestemmelser, der er fastsat i denne lov, har den pågældende myndighed bl.a. kompetence til at pålægge det omhandlede selskab at rette op på en sådan situation.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
17 Sanoma er en udbyder af audiovisuelle medietjenester, der er etableret i Finland. Virksomhedens tjenester omfatter udsendelse af tv-programmer, inden for rammerne af hvilke den dels udsender reklame, dels udsender sponsorerede programmer.
18 Med henblik på at adskille de reklamesekvenser, der bringes mellem to tv-programmer, benytter Sanoma sig af en teknik kaldet »skærmopdeling« eller »opdelt skærm«, som består i at splitte skærmen i to dele efter indledningen af et programs rulletekster ved parallelt at vise disse rulletekster i den ene kolonne og vise en præsentation af de efterfølgende udsendelser i den anden. Endvidere anvender Sanoma før og efter hvert enkelt reklameindslag, som vises inden for rammerne af disse sekvenser, nogle sorte billeder af en varighed af 0,4-1 sek., såkaldt »sorte sekunder«.
19 Når et program, som vises af Sanoma, sponsoreres, placerer Sanoma endvidere i nogle tilfælde kendetegn, der angiver den fysiske eller juridiske person, som sponsorerer programmet, ikke kun i selve det sponsorerede program, men ligeledes i dels forudgående annonceringer vedrørende dette program, dels i andre programmer.
20 Ved afgørelse af 9. marts 2012 fastslog tilsynsmyndigheden, at disse forskellige former for praksis fra Sanomas side var i strid med visse bestemmelser i lov nr. 744/1998, og pålagde selskabet at rette op på denne situation.
21 I denne sammenhæng fastslog tilsynsmyndigheden for det første, at Sanoma ikke overholdt det krav om adskillelse mellem reklame og programmer, der er fastsat i denne lovs § 22, stk. 1. I denne forbindelse fandt tilsynsmyndigheden, at anvendelsen af den teknik, der bestod i at vise præsentationen af de efterfølgende udsendelser på en opdelt skærm parallelt med det igangværende programs rulletekster, ikke sikrer en tilstrækkelig adskillelse mellem det pågældende program og den reklamesekvens, der bringes mellem dette program og det efterfølgende.
22 For det andet fastslog tilsynsmyndigheden, at Sanoma viste 12 minutter og 7 sekunders reklame i en klokketime og følgelig tilsidesatte den maksimale længde på 12 minutter, der er fastsat i § 29, stk. 1, i lov nr. 744/1998. For at nå frem til denne konklusion fandt tilsynsmyndigheden for det første, at tilstedeværelsen af kendetegn, der angav sponsoren af et program ud over i selve dette program, skulle betragtes som reklametid. Den fandt for det andet, at de »sorte sekunder«, som blev indføjet af Sanoma mellem en reklamesekvens og det program, der blev vist inden sekvensen, skulle anses for at være en del af dette program, men at de »sorte sekunder«, som adskilte hvert enkelt af de indslag, der udgjorde denne reklamesekvens, og dem, som blev vist mellem sidstnævnte og det efterfølgende program, skulle tælle som reklametid.
23 Endelig pålagde tilsynsmyndigheden for det tredje Sanoma at ændre den teknik, der blev anvendt til at adskille de tv-programmer, som Sanoma viste, fra de reklamesekvenser, som blev bragt mellem udsendelserne. Endvidere pålagde tilsynsmyndigheden Sanoma ved beregningen af den tid, der blev brugt til at vise tv-reklame, at tage hensyn til for det første de sponsorkendetegn, som blev vist andre steder end i disse sponsorerede programmer, og for det andet til de »sorte sekunder«, der blev indføjet mellem hvert reklameindslag, som blev vist under en reklamesekvens, samt mellem denne sekvens og det efterfølgende program.
24 Sanoma anlagde sag med påstand om annullation af denne afgørelse fra tilsynsmyndigheden ved Helsingin hallinto-oikeus (forvaltningsdomstolen i Helsinki), som frifandt tilsynsmyndigheden ved afgørelse af 9. april 2013. Denne ret fastslog først, at anvendelsen af en skærm opdelt mellem to forskellige tv-programmer (det program, der afsluttes, og det program, der efterfølger det) ikke opfyldte det krav om adskillelse mellem reklame og programmer, som er fastsat i § 22, stk. 1, i lov nr. 744/1998. Den fastslog dernæst, at tilstedeværelsen af de kendetegn, der angav en sponsor, andre steder end i det program, som denne sponsorerede, ville føre til, at den maksimale sendetid for reklame, som er foreskrevet i denne lovs § 29, stk. 1, ville blive omgået, hvis der ikke blev taget hensyn til den ved beregningen af den reklametid, som udsendes af udbyderne af audiovisuelle medietjenester. Den pågældende ret fastslog endelig, at det ikke var i strid med lov nr. 744/1998 at anse de »sorte sekunder«, som efterfulgte en reklamesekvens, for reklametid.
25 Sanoma har iværksat appel til prøvelse af denne afgørelse for Korkein hallinto-oikeus (den øverste forvaltningsdomstol), som har rejst tvivl om fortolkningen af artikel 19, stk. 1, og artikel 23, stk. 1 og 2, i direktivet om audiovisuelle medietjenester i en situation som den i hovedsagen omhandlede, med henblik på selv at kunne fastslå betydningen og rækkevidden af de bestemmelser i lov nr. 774/998, som ifølge tilsynsmyndigheden og Helsingin hallinto-oikeus (forvaltningsdomstolen i Helsinki) er blevet tilsidesat af Sanoma.
26 Under disse omstændigheder har Korkein hallinto-oikeus (den øverste forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 19, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester fortolkes således, at denne bestemmelse under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende er til hinder for en fortolkning af den nationale lovgivning, hvorefter opdeling af skærmen ikke anses for en adskillelse af reklamer, hvorved det audiovisuelle program adskilles fra fjernsynsreklamer, når en del af skærmen er forbeholdt programmets rulletekster, og en anden del forbeholdes præsentation af de efterfølgende udsendelser på en fjernsynskanal, og der hverken på den opdelte skærm eller derefter udsendes et akustisk eller optisk signal, som udtrykkeligt angiver, at en reklameafbrydelse begynder?
2) Skal artikel 23, stk. 2, i direktivet om audiovisuelle medietjenester, henset til den omstændighed, at direktivet har karakter af en minimumsregulering, under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende fortolkes således, at det ikke er foreneligt med denne bestemmelse, at sponsorkendetegn, som udsendes i forbindelse med andre programmer end de sponsorerede, kategoriseres som reklameindslag som omhandlet i direktivets artikel 23, stk. 1, som skal medregnes i den maksimalt tilladte reklamemængde?
3) Skal begrebet »reklameindslag« som omhandlet i artikel 23, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester, henset til den omstændighed, at direktivet har karakter af en minimumsregulering, under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende og sammenholdt med formuleringen »må ikke fylde mere end 20% af en given klokketime«, som beskriver den maksimalt tilladte reklamemængde, fortolkes således, at det ikke er foreneligt hermed, at de »sorte sekunder« mellem de enkelte reklameindslag og ved afslutningen af en reklameafbrydelse medregnes i reklamemængden?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
27 Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen dels, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning bestemmer, at det ikke ud over en opdelt skærm kan kræves, at der anvendes et særligt akustisk og/eller optisk signal for at adskille det program, der afsluttes, fra den reklamesekvens, der efterfølger det, dels, at den forelæggende ret finder, at der kun kan tillades yderligere krav i denne forbindelse, såfremt disse pålægges i henhold til artikel 19, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester.
28 På denne baggrund må det lægges til grund, at den forelæggende ret med sit første spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 19, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som gør det muligt, at en opdelt skærm, som viser et tv-programs rulletekster i den ene kolonne og en præsentation af udbyderens efterfølgende programmer i den anden med henblik på at adskille det program, der afsluttes, fra den tv-reklamesekvens, der efterfølger det, ikke nødvendigvis kombineres med eller efterfølges af et akustisk eller optisk signal.
29 Artikel 19, stk. 1, første punktum, i direktivet om audiovisuelle medietjenester bestemmer, at tv-reklamer og teleshopping klart skal kunne identificeres som sådanne og klart skal kunne skelnes fra det redaktionelle indhold. Artikel 19, stk. 1, andet punktum, bestemmer, at tv-reklamer og teleshopping, uden at dette berører anvendelsen af nye reklameteknikker, skal holdes klart adskilte fra det øvrige program med optiske og/eller akustiske og/eller rumlige midler.
30 Denne bestemmelses første punktum indeholder følgelig to principielle krav, nemlig for det første, at tv-reklame og teleshopping klart kan identificeres som sådanne, og for det andet, at de kan skelnes fra det redaktionelle indhold og således fra tv-programmerne.
31 Disse krav skal fortolkes under hensyntagen til det formål, der er anført i 83. betragtning til direktivet om audiovisuelle medietjenester.
32 Det fremføres deri bl.a., at det for at sikre, at forbrugernes interesser i deres egenskab af seere beskyttes fuldt ud og behørigt, er vigtigt, at fjernsynsreklamer underkastes en række minimumsregler og ‑normer.
33 Artikel 4, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester giver derfor udtrykkeligt medlemsstaterne en mulighed for at fastsætte mere detaljerede eller strengere bestemmelser end dem, der er fastsat i direktivet, forudsat at disse bestemmelser er i overensstemmelse med EU-retten.
34 Læst i sammenhæng med 83. betragtning til direktivet om audiovisuelle medietjenester skal første punktum i dette direktivs artikel 19, stk. 1, forstås som et udtryk for lovgivers ønske om, at forbrugernes interesser i deres egenskab af seere beskyttes fuldt ud og behørigt (jf. i denne retning domme Österreichischer Rundfunk, C-195/06, EU:C:2007:613, præmis 26 og 27, og Kommissionen mod Spanien, C-281/09, EU:C:2011:767, præmis 46).
35 Andet punktum i artikel 19, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester præciserer rækkevidden af den regel, der er fastsat i artiklens første punktum, ved at opregne de forskellige midler, som medlemsstaterne kan gøre brug af med henblik på at sikre, at den pågældende regel overholdes.
36 Som det navnlig fremgår af den omstændighed, at ordene »og/eller« anvendes to gange, giver dette andet punktum medlemsstaterne mulighed for at vælge visse af disse midler og at fravælge andre af midlerne.
37 Det følger heraf, at selv om tv-reklame og teleshopping skal være klart adskilte fra tv-programmerne ved anvendelse af de forskellige midler, der er opregnet i artikel 19, stk. 1, andet punktum, i direktivet om audiovisuelle medietjenester, kan sådanne midler imidlertid ikke i medfør af denne bestemmelse anses for at skulle anvendes kumulativt. Hvis blot en af disse, hvad enten den er optisk, akustisk eller rumlig, i sig selv kan sikre fuldstændig overholdelse af de krav, der følger af første punktum i direktivets artikel 19, stk. 1, står det således medlemsstaterne frit for ikke at opstille et krav om en kombineret anvendelse af disse midler.
38 I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede teknik består i at adskille det program, der afsluttes, fra den tv-reklamesekvens, der efterfølger det, gennem en opdelt skærm ved i det væsentlige at sikre denne adskillelse på en rumlig måde.
39 For så vidt som anvendelsen af dette middel i sig selv opfylder de to krav, der følger af den regel, der er fastsat i artikel 19, stk. 1, første punktum, i direktivet om audiovisuelle medietjenester, er det ikke nødvendigt, at et sådant middel kombineres med eller efterfølges af andre midler til adskillelse, herunder akustiske eller optiske. Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, om dette er tilfældet.
40 Det følger heraf, at det første spørgsmål skal besvares med, at artikel 19, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som gør det muligt, at en opdelt skærm, som viser et tv-programs rulletekster i den ene kolonne og en præsentation af udbyderens efterfølgende programmer i den anden med henblik på at adskille det program, der afsluttes, fra den tv-reklamesekvens, der efterfølger det, ikke nødvendigvis kombineres med eller efterfølges af et akustisk eller optisk signal, forudsat at et sådant middel til adskillelse i sig selv opfylder de krav, der er opregnet i første punktum i denne artikel 19, stk. 1, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
Det andet spørgsmål
41 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 23, stk. 2, i direktivet om audiovisuelle medietjenester skal fortolkes således, at det er til hinder for, at sponsorkendetegn, der bringes i andre programmer end det sponsorerede såsom de i hovedsagen omhandlede, medregnes i den maksimale sendetid for reklame i en klokketime, der er fastsat i direktivets artikel 23, stk. 1.
42 Artikel 23, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester bestemmer, at tv-reklame- eller teleshoppingindslag ikke må fylde mere end 20% af en given klokketime.
43 Samme artikels stk. 2 præciserer imidlertid, at dens stk. 1 ikke finder anvendelse på bl.a. sponsorannonceringer.
44 Eftersom ordlyden af artikel 23, stk. 2, i direktivet om audiovisuelle medietjenester ikke præciserer betydningen og rækkevidden af udtrykket »sponsorannonceringer«, skal dette udtryk fortolkes under hensyntagen til den sammenhæng, som bestemmelsen indgår i, og det formål, der forfølges med direktivet.
45 I denne forbindelse skal det først bemærkes, at det følger af artikel 1, stk. 1, litra h) og k), i direktivet om audiovisuelle medietjenester, at sponsoreringer er en af de former for audiovisuel kommerciel kommunikation, hvorved en anden fysisk eller juridisk person end en udbyder af medietjenester eller producent af audiovisuelle værker bidrager til finansieringen af audiovisuelle medietjenester eller programmer med henblik på at promovere deres navn, varemærke, image, virksomhed eller produkter.
46 Dernæst bestemmer det pågældende direktivs artikel 10, stk. 1, som opregner de betingelser, som sponsorering skal opfylde, bl.a. i litra c), at seerne skal informeres tydeligt om, at der findes en sponsoraftale, og at sponsorerede programmer klart skal kunne identificeres som sponsorerede gennem symboler, angivelse af vedkommendes produkter eller tjenesteydelser eller andre kendemærker.
47 Det kan udledes af disse bestemmelser i forening, at når en sponsors engagement består i udelukkende at bidrage til finansieringen af en tjenesteydelse eller et program, skal symboler, angivelser eller andre kendemærker, som vedrører sponsorering, være snævert knyttet til den tjenesteydelse eller det program, der finansieres eller medfinansieres af denne sponsor.
48 For så vidt angår sponsorerede programmer, og som det udtrykkeligt fastsættes i artikel 10, stk. 1, litra c in fine, i direktivet om audiovisuelle medietjenester, skal disse symboler, angivelser eller andre kendemærker, der vedrører sponsoren, af denne grund placeres enten ved det sponsorerede programs begyndelse, slutning eller undervejs i programmet og følgelig ikke uden for programmet.
49 Overholdelsen af denne forpligtelse skal bl.a. ske af hensyn til forbrugerne i deres egenskab af seere. Forpligtelsen tilsigter for det første at gøre det muligt for disse sidstnævnte fuldt ud at forstå, at et program er omfattet af en sponsoraftale i modsætning til et ikke-sponsoreret program, og klart at identificere programmets sponsor. For det andet hindrer forpligtelsen en omgåelse af den maksimale sendetid for tv-reklameindslag i en klokketime, der er fastsat i artikel 23, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester.
50 Når angivelser eller sponsorkendetegn ikke opfylder betingelsen om, at de skal placeres ved begyndelsen af, slutningen af eller undervejs i det sponsorerede program, kan disse angivelser eller kendetegn således ikke falde ind under artikel 23, stk. 2, i direktivet om audiovisuelle medietjenester, eftersom denne bestemmelse kun vedrører sponsorannonceringer, der placeres inden for rammerne af det sponsorerede program.
51 Følgelig forbliver artikel 23, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester i en situation som anført i denne doms foregående præmis anvendelig i forhold til de pågældende kendetegn eller angivelser.
52 Det følger af de ovenstående betragtninger, at det andet spørgsmål skal besvares med, at artikel 23, stk. 2, i direktivet om audiovisuelle medietjenester skal fortolkes således, at sponsorkendetegn, der bringes i andre programmer end det sponsorerede såsom de i hovedsagen omhandlede, skal medregnes i den maksimale sendetid for reklame i en klokketime, der er fastsat i direktivets artikel 23, stk. 1.
Det tredje spørgsmål
53 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 23, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester, henset til den omstændighed, at dette direktiv har karakter af en minimumsregulering, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at de »sorte sekunder«, der indsættes mellem de enkelte indslag i en tv-reklamesekvens eller mellem denne sekvens og det efterfølgende tv-program, medregnes i den maksimale sendetid for tv-reklame på 20% af en klokketime, som denne artikel fastsætter.
54 Det bemærkes, at det følger af artikel 23, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester, at tv-reklame- eller teleshoppingindslag ikke må fylde mere end 20% af en given klokketime.
55 Det fremgår klart af denne bestemmelses ordlyd, at den begrænser sig til at fastsætte en maksimal tid og således et loft for udsendelse af tv-reklame- eller teleshoppingindslag i en given klokketime, idet det som nævnt i denne doms præmis 33 forudsættes, at medlemsstaterne har mulighed for at vedtage en strengere regel og følgelig fastsætte en maksimal sendetid for sådanne indslag, som er kortere end dette loft.
56 Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at hovedsagen som nævnt i denne doms præmis 15 vedrører en national lovgivning, der foreskriver, at andelen af reklame- og teleshoppingudsendelser ikke må overstige et loft, som svarer nøjagtigt til det loft, der er fastsat i artikel 23, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester, og som således ikke har gjort brug af den i denne doms præmis 33 nævnte mulighed.
57 I denne forbindelse giver ordlyden af artikel 23, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester ikke i sig selv mulighed for at fastslå, om denne bestemmelse skal fortolkes således, at den i en situation som den i hovedsagen omhandlede indeholder et krav om, at »sorte sekunder« såsom de i hovedsagen omhandlede skal medregnes i den grænse på 20%, som bestemmelsen fastsætter.
58 Det skal derfor afgøres, hvilken status sådanne »sorte sekunder« har i forhold til det formål, der forfølges med artikel 23, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester.
59 For så vidt som artikel 23, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester tilsigter at lægge et loft over sendetiden for tv-reklame- og teleshoppingindslag i en klokketime, udtrykker denne bestemmelse implicit, men nødvendigvis EU-lovgivers hensigt om at sikre en korrekt gennemførelse af det væsentlige formål med direktivet, der består i at beskytte forbrugerne i deres egenskab af seere mod overdreven tv-reklame (jf. i denne retning dom Sky Italia, C-234/12, EU:C:2013:496, præmis 17).
60 Følgelig skal denne bestemmelse fortolkes således, at den ikke giver medlemsstaterne mulighed for til fordel for reklamering at nedsætte den sendetid, der skal bruges på udsendelse af programmer eller andet redaktionelt indhold, til under 80% af en given klokketime – en grænse, der implicit bekræftes i den pågældende artikel.
61 Når en medlemsstat, som det er tilfældet i den foreliggende sag, ikke har lagt et loft over tv-reklamesendetid til et niveau, der er strengere end det, der er fastsat i artikel 23, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester, ville EU-lovgivers hensigt imidlertid ikke blive tilgodeset, såfremt »sorte sekunder« såsom de i hovedsagen omhandlede, som adskiller enten de forskellige indslag, som udgør en tv-reklamesekvens, eller det sidste af disse indslag og det program, som efterfølger denne sekvens, ikke anses for tv-reklamesendetid i henhold til denne bestemmelse. Dette ville nemlig føre til en nedsættelse af den tid i en klokketime, der er forbeholdt udsendelse af programmer og andet redaktionelt indhold, med en varighed, der svarer til varigheden af de »sorte sekunder«, og herved til under den grænse, som implicit garanteres af den pågældende bestemmelse.
62 Det følger heraf, at det tredje spørgsmål skal besvares med, at artikel 23, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester skal fortolkes således, at den i det tilfælde, at en medlemsstat ikke har gjort brug af muligheden for at fastsætte en strengere bestemmelse end den, der er indført ved denne artikel, ikke kun er til hinder for, at »sorte sekunder«, som indsættes mellem de forskellige indslag i en tv-reklamesekvens eller mellem denne sekvens og det efterfølgende tv-program, medregnes i den maksimale sendetid på 20% for tv-reklame i en klokketime, som denne artikel fastsætter, men ligeledes stiller krav om en sådan medregning.
Sagens omkostninger
63 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
1) Artikel 19, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som gør det muligt, at en opdelt skærm, som viser et tv-programs rulletekster i den ene kolonne og en præsentation af udbyderens efterfølgende programmer i den anden med henblik på at adskille det program, der afsluttes, fra den tv-reklamesekvens, der efterfølger det, ikke nødvendigvis kombineres med eller efterfølges af et akustisk eller optisk signal, forudsat at et sådant middel til adskillelse i sig selv opfylder de krav, der er opregnet i første punktum i denne artikel 19, stk. 1, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
2) Artikel 23, stk. 2, i direktiv 2010/13 skal fortolkes således, at sponsorkendetegn, der bringes i andre programmer end det sponsorerede såsom de i hovedsagen omhandlede, skal medregnes i den maksimale sendetid for reklame i en klokketime, der er fastsat i dette direktivs artikel 23, stk. 1.
3) Artikel 23, stk. 1, i direktiv 2010/13 skal fortolkes således, at den i det tilfælde, at en medlemsstat ikke har gjort brug af muligheden for at fastsætte en strengere bestemmelse end den, der er indført ved denne artikel, ikke kun er til hinder for, at »sorte sekunder«, som indsættes mellem de forskellige indslag i en tv-reklamesekvens eller mellem denne sekvens og det efterfølgende tv-program, medregnes i den maksimale sendetid på 20% for tv-reklame i en klokketime, som denne artikel fastsætter, men ligeledes stiller krav om en sådan medregning.
Underskrifter