DOMSTOLENS DOM (Niende Afdeling)
4. marts 2021 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – tilnærmelse af lovgivningerne – markedsføring af plantebeskyttelsesmidler – forordning (EF) nr. 1107/2009 – artikel 52, stk. 1 – tilladelse til parallelhandel – tilladelsens personlige karakter«
I sag C-912/19,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf, Tyskland) ved afgørelse af 4. december 2019, indgået til Domstolen den 13. december 2019, i sagen:
Agrimotion S.A.
mod
ADAMA Deutschland GmbH,
har
DOMSTOLEN (Niende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, N. Piçarra, og dommerne S. Rodin (refererende dommer) og K. Jürimäe,
generaladvokat: E. Tanchev,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Agrimotion S.A. ved Rechtsanwalt C. Schmalschläger,
– ADAMA Deutschland GmbH ved Rechtsanwalt K. Welkerling,
– Europa-Kommissionen ved F. Castilla Contreras, B. Eggers og I. Naglis, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 52 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT 2009, L 309, s. 1).
2 Anmodningen er indgivet i forbindelse med en tvist mellem Agrimotion S.A. og ADAMA Deutschland GmbH vedrørende Agrimotion S.A.’s markedsføring af plantebeskyttelsesmidler i Tyskland.
Retsforskrifter
3 Følgende fremgår af ottende og niende betragtning til forordning nr. 1107/2009:
»(8) Denne forordning har til formål at sikre et højt niveau for beskyttelse af både menneskers og dyrs sundhed og miljøet og samtidig at sikre, at Fællesskabets landbrug er konkurrencedygtigt. […]
(9) For så vidt muligt at fjerne de hindringer, der findes for handelen med plantebeskyttelsesmidler på grund af forskellige beskyttelsesniveauer i medlemsstaterne, bør denne forordning ligeledes fastsætte harmoniserede bestemmelser om godkendelse af aktivstoffer og markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, herunder bestemmelser om gensidig anerkendelse af godkendelser og parallelhandel. Formålet med denne forordning er at øge den frie bevægelighed for sådanne produkter og sørge for, at de er tilgængelige i medlemsstaterne.«
4 Kapitel III i forordning nr. 1107/2009 om »[p]lantebeskyttelsesmidler« indeholder to afdelinger. Afdeling 1 med overskriften »Tilladelse« er selv opdelt i seks underafdelinger. Underafdeling 1, 2 og 5 har overskrifterne »Krav og indhold«, »Procedure« og »Særlige tilfælde«.
5 Følgende fremgår af forordningens artikel 28 med overskriften »Godkendelse af markedsføring og anvendelse«, der er indeholdt i underafdeling 1, afdeling 1, i kapitel III:
»1. Et plantebeskyttelsesmiddel må ikke markedsføres eller anvendes, medmindre det er godkendt i den pågældende medlemsstat i henhold til denne forordning.
2. Uanset stk. 1 er godkendelse ikke påkrævet i følgende tilfælde:
[…]
e) markedsføring og anvendelse af plantebeskyttelsesmidler, for hvilke der er givet tilladelse til parallelhandel i henhold til artikel 52.«
6 Den nævnte forordnings artikel 33 med overskriften »Ansøgning om godkendelse eller ændring af en godkendelse«, der er indeholdt i underafdeling 2, afdeling 1, i kapitel III, bestemmer i stk. 1:
»En ansøger, der ønsker at markedsføre et plantebeskyttelsesmiddel, skal – enten personligt eller repræsenteret af en anden – ansøge om godkendelse eller ændring af en godkendelse i hver af de medlemsstater, hvor det er hensigten at markedsføre plantebeskyttelsesmidlet.«
7 Samme forordnings artikel 52 med overskriften »Parallelhandel«, der er indeholdt i underafdeling 5, afdeling 1, i kapitel III, foreskriver i stk. 1:
»Et plantebeskyttelsesmiddel, der er godkendt i én medlemsstat (oprindelsesmedlemsstaten), kan, såfremt der gives tilladelse til parallelhandel, indføres, markedsføres og anvendes i en anden medlemsstat (indførselsmedlemsstaten), hvis denne medlemsstat fastslår, at plantebeskyttelsesmidlets sammensætning er identisk med sammensætningen af et plantebeskyttelsesmiddel, som allerede er godkendt på dens område (referencemiddel). Ansøgningen indgives til den kompetente myndighed i indførselsmedlemsstaten.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
8 Adama Deutschland, der er en virksomhed med hjemsted i Tyskland, markedsfører i denne medlemsstat plantebeskyttelsesmidler, for hvilke selskabet har opnået en godkendelse af markedsføring. Selskabet distribuerer ligeledes plantebeskyttelsesmidler i andre medlemsstater, hvor Agrimotion, der er en virksomhed med hjemsted i Polen, køber dem med henblik på at genindføre dem og markedsføre dem i Tyskland.
9 Inden indførelsen af plantebeskyttelsesmidlerne i Tyskland foretager Agrimotion en ometikettering, idet Agrimotion bl.a. angiver navnet Agrimotion, plantebeskyttelsesmidlets nye navn, navnet på det referencemiddel, der allerede er godkendt i Tyskland, og navnet på indehaveren af tilladelsen til parallelhandel i Tyskland – i det foreliggende tilfælde Bernbeck LLP.
10 Idet ADAMA Deutschland var af den opfattelse, at Agrimotion ikke havde tilladelse til at markedsføre de i hovedsagen omhandlede plantebeskyttelsesmidler i Tyskland, eftersom indehaveren af tilladelsen til parallelhandel var Bernbeck og ikke Agrimotion, anlagde ADAMA Deutschland sag ved Landgericht Düsseldorf (den regionale ret i første instans i Düsseldorf, Tyskland) med påstand om, at Agrimotion blev pålagt at ophøre med markedsføringen af de nævnte produkter.
11 Landgericht Düsseldorf (den regionale ret i første instans i Düsseldorf) tog denne påstand til følge og pålagde sagsøgte at erstatte det tab, som ADAMA Deutschland havde lidt. Denne ret støttede sig på den omstændighed, at Agrimotion ikke kunne påberåbe sig den tilladelse til parallelhandel, der var givet Bernbeck, idet en sådan tilladelse i henhold til artikel 52, stk. 4, andet afsnit, i forordning nr. 1107/2009 er personlig.
12 Agrimotion har iværksat appel til prøvelse af denne afgørelse ved Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf, Tyskland), idet selskabet gjorde gældende, at det i overensstemmelse med den retsopfattelse, som den kompetente tyske myndighed – dvs. Bundesamt für Verbraucherschutz und Lebensmittelsicherheit (forbundsmyndighed for forbrugerbeskyttelse og fødevaresikkerhed, Tyskland) – har givet udtryk for, og den praksis, der følges i andre medlemsstater, kan påberåbe sig den tilladelse til parallelhandel, der er givet Bernbeck, når navnet på sidstnævnte selskab fremgår af den nye etiket, der er anbragt på plantebeskyttelsesmidlerne.
13 Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt artikel 52 i forordning nr. 1107/2009 skal fortolkes til i overensstemmelse med Agrimotions standpunkt.
14 Den forelæggende ret har fremhævet, at Domstolen i dom af 8. november 2007, Escalier og Bonnarel (C-260/06 og C-261/06, EU:C:2007:659, præmis 37 ff.), fastslog, at det, henset til plantebeskyttelsesmidlers farlighed og til risiciene forbundet med deres anvendelse, er nødvendigt effektivt og troværdigt at kontrollere, at kravene i Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (EFT 1991, L 230, s. 1) overholdes, hvilket berettigede, at en godkendelse af markedsføring er personlig. Det antages imidlertid i en del af den tyske retspraksis og retslitteratur, at denne retspraksis ligeledes finder anvendelse i henhold til forordning nr. 1107/2009, som ophævede og erstattede direktiv 91/414, navnlig fordi denne forordnings artikel 52, stk. 4, andet afsnit, fastsætter muligheden for at give flere tilladelser til parallelhandel for samme produkt.
15 Den forelæggende ret har imidlertid udtrykt tvivl med hensyn til dette synspunkt, idet den har fremhævet, at forordning nr. 1107/2009, således som det fremgår af niende betragtning hertil, har til formål »så vidt muligt at fjerne de hindringer, der findes for handelen med plantebeskyttelsesmidler på grund af forskellige beskyttelsesniveauer i medlemsstaterne«.
16 I en situation som den foreliggende, hvor den virksomhed, der markedsfører det pågældende plantebeskyttelsesmiddel, ikke er den, som tilladelsen til parallelhandel er udstedt til, kan angivelsen af indehaveren af tilladelsen til parallelhandel på midlets etiket desuden gøre det muligt effektivt og troværdigt at kontrollere, at de retlige krav, der er forbundet med plantebeskyttelsesmidlers farlighed og til risiciene forbundet med deres anvendelse, overholdes.
17 Endelig har den forelæggende ret anført, at dokumenterne vedrørende tilladelse til parallelhandel i visse medlemsstater sondrer mellem indehaveren af tilladelsen og importøren af plantebeskyttelsesmidlet.
18 Under disse omstændigheder har Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Kan en virksomhed, som i indførselsmedlemsstaten markedsfører et plantebeskyttelsesmiddel, der er godkendt i oprindelsesmedlemsstaten, påberåbe sig en tilladelse til parallelhandel, som de kompetente myndigheder i indførselsmedlemsstaten har udstedt til en tredjevirksomhed, når der både henvises til indehaveren af tilladelsen og importvirksomheden på de dunke, som plantebeskyttelsesmidlet er fyldt på, og hvori dette markedsføres i indførselsmedlemsstaten? Såfremt der gælder yderligere krav, hvilke krav er der da tale om?«
Om det præjudicielle spørgsmål
19 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 1107/2009 skal fortolkes således, at det alene er indehaveren af en tilladelse til parallelhandel, der kan markedsføre et plantebeskyttelsesmiddel i den medlemsstat, der har udstedt denne tilladelse.
20 I henhold til denne bestemmelse kan et plantebeskyttelsesmiddel, der er godkendt i én medlemsstat, såfremt der gives tilladelse til parallelhandel, indføres, markedsføres og anvendes i en anden medlemsstat, hvis denne medlemsstat fastslår, at plantebeskyttelsesmidlets sammensætning er identisk med sammensætningen af et plantebeskyttelsesmiddel, som allerede er godkendt på dens område (referencemiddel).
21 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at med hensyn til fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal der ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, dens generelle opbygning og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af. En EU-retlig bestemmelses tilblivelseshistorie kan ligeledes give relevante elementer med henblik på dens fortolkning (jf. i denne retning dom af 25.6.2020 A m.fl. (Vindmøller i Aalter og Nevele), C-24/19, EU:C:2020:503, præmis 37).
22 Hvad angår ordlyden af artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 1107/2009 gør denne det ikke i sig selv muligt at besvare spørgsmålet om, hvorvidt denne bestemmelse skal fortolkes således, at det kun er indehaveren af en tilladelse til parallelhandel, der kan bringe et plantebeskyttelsesmiddel i omsætning på markedet i den medlemsstat, der har givet tilladelsen.
23 Derimod begrunder såvel forordningens generelle opbygning og formål som tilblivelseshistorien vedrørende dennes artikel 52, stk. 1, en sådan fortolkning.
24 Hvad angår den generelle opbygning af forordning nr. 1107/2009 bemærkes, at underafdeling 2 med overskriften »Procedure« i afdeling 1, der for sit vedkommende har overskriften »Tilladelse«, i denne forordnings kapitel III regulerer den almindelige procedure for behandling af ansøgninger om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler på en medlemsstats marked.
25 Den nævnte forordningens artikel 33, der er en del af denne underafdeling 2, bestemmer imidlertid i stk. 1, at »[e]n ansøger, der ønsker at markedsføre et plantebeskyttelsesmiddel, skal – enten personligt eller repræsenteret af en anden – ansøge om godkendelse eller ændring af en godkendelse i hver af de medlemsstater, hvor det er hensigten at markedsføre plantebeskyttelsesmidlet«.
26 Det følger heraf, at godkendelsen af et plantebeskyttelsesmiddel har personlig karakter, således at indehaveren ikke kan overdrage den til en anden person.
27 Det samme gælder for den tilladelse til parallelhandel, der er omhandlet i artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 1107/2009.
28 Underafdeling 5 med overskriften »Særlige tilfælde«, hvori denne artikel 52, stk. 1, er indeholdt, indgår nemlig i samme afdeling som artikel 33 i forordning nr. 1107/2009, dvs. afdeling 1 i forordningens kapitel III. Det fremgår i øvrigt af denne forordnings artikel 28, stk. 2, litra e), at dens artikel 52 udgør en undtagelse fra hovedreglen, hvorefter et plantebeskyttelsesmiddel ikke må markedsføres eller anvendes, medmindre det er godkendt i den pågældende medlemsstat. Denne bestemmelse skal derfor fortolkes strengt.
29 Artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 1107/2009 bestemmer imidlertid ikke, at en anden person end indehaveren af en tilladelse til parallelhandel kan markedsføre et plantebeskyttelsesmiddel i indførselsmedlemsstaten. Det må derfor fastslås, at denne tilladelse er personlig i lighed med godkendelsen af et plantebeskyttelsesmiddel.
30 Anvendelsen af den i artikel 52 i forordning nr. 1107/2009 omhandlede ordning for parallelhandel afhænger desuden af anvendelsen af den godkendelsesordning, der navnlig er fastsat i denne forordnings artikel 33, eftersom tilladelse til parallelhandel i henhold til artikel 52 kun kan gives for et plantebeskyttelsesmiddel, hvis sammensætning er identisk med sammensætningen af et plantebeskyttelsesmiddel, der allerede er godkendt på indførselsmedlemsstatens område, idet midlet betegnes »referencemiddel« i den nævnte bestemmelse.
31 Hvis tilladelsen til parallelhandel skulle anses for ikke at være personlig, ville dette medføre et indgreb i den nævnte forordnings sammenhæng, for så vidt som en person, der ikke er indehaver af en sådan tilladelse, vil kunne indføre et plantebeskyttelsesmiddel på en medlemsstats marked, mens det kun er indehaveren af godkendelsen vedrørende referencemidlet for det samme marked, der har ret til at bringe midlet i omsætning på det nævnte marked.
32 I øvrigt understøttes den fortolkning af artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 1107/2009, hvorefter tilladelsen til parallelhandel har personlig karakter, af ottende og niende betragtning til denne forordning.
33 Ifølge disse betragtninger har forordning nr. 1107/2009 således til formål at sikre et højt niveau for beskyttelse af både menneskers og dyrs sundhed og miljøet og samtidig at sikre, at Den Europæiske Unions landbrug er konkurrencedygtigt samt at øge den frie bevægelighed for plantebeskyttelsesmidler og sørge for, at de er tilgængelige i medlemsstaterne ved at fjerne de forskellige beskyttelsesniveauer i medlemsstaterne og bl.a. harmonisere bestemmelserne om gensidig anerkendelse af godkendelser og parallelhandel med hensyn til disse midler.
34 Under disse omstændigheder bidrager den omstændighed, at en tilladelse til parallelhandel gøres personlig, ikke blot til formålet om at sikre et højt niveau for beskyttelse af både menneskers og dyrs sundhed og miljøet, men indgår fuldt ud i logikken i den harmonisering af bestemmelserne om parallelhandel, der er foretaget ved forordning nr. 1107/2009 med henblik på at øge den frie bevægelighed for plantebeskyttelsesmidler.
35 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Domstolen i dom af 8. november 2007, Escalier og Bonnarel (C-260/06 og C-261/06, EU:C:2007:659, præmis 40-42), i det væsentlige fastslog, at tilladelsen til parallelhandels personlige karakter navnlig var begrundet i nødvendigheden af at forhindre enhver risiko for en urigtig anvendelse eller misbrug af det omhandlede produkt.
36 Selv om det er korrekt, at denne dom blev afsagt på grundlag af direktiv 91/414 og ikke forordning nr. 1107/2009, fremgår det af forordningens tilblivelseshistorie, og navnlig af punkt 3.2 i meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet af 22. september 2008 vedrørende Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (KOM(2008) 578 final), at EU-lovgiver tog hensyn til den nævnte dom, da denne vedtog forordning nr. 1107/2009.
37 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal den forelæggende rets spørgsmål besvares med, at artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 1107/2009 skal fortolkes således, at det alene er indehaveren af en tilladelse til parallelhandel, der kan markedsføre et plantebeskyttelsesmiddel i den medlemsstat, der har udstedt denne tilladelse.
Sagsomkostninger
38 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret:
Artikel 52, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF skal fortolkes således, at det alene er indehaveren af en tilladelse til parallelhandel, der kan markedsføre et plantebeskyttelsesmiddel i den medlemsstat, der har udstedt denne tilladelse.
Underskrifter