DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
15. juni 2017 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – motorkøretøjsansvarsforsikring – ulykke, som fandt sted i 2006, mellem motorkøretøjer, som er hjemmehørende i forskellige medlemsstater – intern overenskomst mellem medlemsstaternes nationale forsikringsbureauer – Domstolen ikke kompetent – direktiv 2009/103/EF – ingen tidsmæssig anvendelse – direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF og 2000/26/EF – ingen anvendelse ratione materiae – artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – ikke anvendelig – manglende gennemførelse af EU-retten«
I sag C-587/15,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauens øverste domstol) ved afgørelse af 23. oktober 2015, indgået til Domstolen den 12. november 2015, i sagen
Lietuvos Respublikos transporto priemonių draudikų biuras
mod
Gintaras Dockevičius,
Jurgita Dockevičienė,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, R. Silva de Lapuerta, og dommerne E. Regan, A. Arabadjiev (refererende dommer), C.G. Fernlund og S. Rodin,
generaladvokat: M. Bobek,
justitssekretær: fuldmægtig M. Aleksejev,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. december 2016,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Lietuvos Respublikos transporto priemonių draudikų biuras ved A. Križinauskas, som befuldmægtiget,
– den litauiske regering ved D. Kriaučiūnas, R. Dzikovič og G. Taluntytė, som befuldmægtigede,
– den tjekkiske regering ved J. Vláčil og M. Smolek, som befuldmægtigede,
– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato F. Varrone,
– Europa-Kommissionen ved K.-P. Wojcik og A. Steiblytė, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 23. marts 2017,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af:
– artikel 3, stk. 4, artikel 5, stk. 1 og 4, artikel 6, stk. 1, og artikel 10 i den interne overenskomst vedtaget af »Council of Bureaux« ved aftale af 30. maj 2002 mellem de nationale forsikringsbureauer i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes medlemsstater og andre associerede stater, der er indeholdt i bilaget til Kommissionens beslutning 2003/564/EF af 28. juli 2003 om anvendelse af Rådets direktiv 72/166/EØF om kontrol af ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EUT 2003, L 192, s. 23, herefter »den interne overenskomst«)
– artikel 2, artikel 10, stk. 1 og 4, samt artikel 24, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EUT 2009, L 263, s. 11) og
– artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
2 Denne anmodning er indgivet som led i en sag mellem Lietuvos Respublikos transporto priemonių draudikų biuras (motorkøretøjsforsikringsbureau i Republikken Litauen, herefter »bureau B«), på den ene side, og Gintaras Dockevičius og Jurgita Dockevičienė, der er litauiske statsborgere, på den anden side, vedrørende et søgsmål, hvor bureau B var indtrådt i skadelidtes rettigheder med påstand om, at de sagsøgte i hovedsagen, som ikke havde opfyldt deres ansvarsforsikringspligt for motorkøretøjer, da de var impliceret i et færdselsuheld i Tyskland, tilbagebetaler bureauet de beløb, som er blevet betalt til det nationale tyske forsikringsbureau (herefter »bureau A«) som godtgørelse for de beløb, som dette bureau har betalt i erstatning til den anden part i færdselsuheldet.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Artikel 2 i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EFT 1972 II, s. 345), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 (EUT 2005, L 149, s. 14) (herefter »direktiv 72/166«) bestemmer:
»1. Medlemsstaterne fører ikke kontrol med ansvarsforsikring for køretøjer, der normalt er hjemmehørende på en anden medlemsstats område, eller for køretøjer, der normalt er hjemmehørende på et tredjelands område, når de kommer ind på deres område fra en anden medlemsstats område. De kan dog føre kontrol med forsikringer, såfremt dette ikke sker systematisk, ikke er diskriminerende og foretages som led i en kontrol, som ikke alene vedrører forsikringskontrol.
2. For køretøjer, der er hjemmehørende på en af medlemsstaternes område, træder dette direktivs bestemmelser med undtagelse af artiklerne 3 og 4 i kraft:
– når der mellem de [ni] nationale forsikringsbureauer er truffet en overenskomst, hvorefter hvert nationalt bureau forpligter sig til i overensstemmelse med det pågældende lands regler om lovpligtig ansvarsforsikring at behandle de skadestilfælde, der forekommer på landets område forårsaget af forsikrede eller uforsikrede køretøjer, der hører hjemme i en af de andre medlemsstater
– fra det af Kommissionen bestemte tidspunkt, efter at den i snævert samarbejde med medlemsstaterne har fastslået, at der er truffet en sådan overenskomst
– for denne overenskomst[s] gyldighedsperiode.«
4 Artikel 1, stk. 4 og 7, i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT 1984, L 8, s. 17), som ændret ved direktiv 2005/14 (herefter »direktiv 84/5«), bestemmer følgende:
»4. Hver medlemsstat opretter eller godkender et organ, der mindst inden for den lovpligtige forsikrings grænser skal erstatte tingsskade og personskade, der forvoldes af et ukendt køretøj eller et køretøj, for hvilket den i stk. 1 omhandlede lovpligtige forsikring ikke er tegnet.
Første afsnit berører ikke medlemsstaternes ret til at tillægge eller undlade at tillægge dette organs intervention en subsidiær karakter samt til at fastlægge regler for regresretten mellem dette organ, den eller de personer, som er ansvarlige for uheldet, og andre forsikringsselskaber eller organer inden for social sikring, der skal yde skadelidte erstatning for samme skade. Medlemsstaterne må imidlertid ikke tillade, at organet gør udbetalingen af erstatning betinget af, at skadelidte på en eller anden måde godtgør, at skadevolderen er ude af stand til eller nægter at betale.
[…]
7. Hver medlemsstat anvender sine love og administrative bestemmelser på nævnte organs interventioner med forbehold af enhver anden praksis, som måtte være mere gunstig for skadelidte.«
5 Artikel 1, stk. 1, første afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (EFT 2000, L 181, s. 65) bestemmer følgende:
»Dette direktiv har som mål at fastsætte særlige bestemmelser for skadelidte, der er berettiget til erstatning for tab eller skade som følge af uheld i en anden medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat, forvoldt af køretøjer, der er forsikret og hjemmehørende i en medlemsstat.«
6 Samme direktivs artikel 6, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:
»1. Hver medlemsstat sørger for at oprette eller anerkende et erstatningsorgan, der kan udbetale erstatning til skadelidte i de i artikel 1 omhandlede tilfælde.
En sådan skadelidt kan indgive erstatningskrav til erstatningsorganet i sin bopælsmedlemsstat:
a) hvis forsikringsselskabet eller skadebehandlingsrepræsentanten ikke har givet et begrundet svar på det fremsatte erstatningskrav inden for en frist på tre måneder fra det tidspunkt, hvor skadelidte indgav sit erstatningskrav til det forsikringsselskab, der forsikrer det køretøj, hvis anvendelse var årsag til uheldet, eller til dettes skadebehandlingsrepræsentant, eller
b) hvis forsikringsselskabet ikke har udpeget en skadebehandlingsrepræsentant i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1. De skadelidte kan i så fald ikke indgive erstatningskrav til erstatningsorganet, hvis de har indgivet erstatningskrav direkte til det selskab, der forsikrer det køretøj, hvis anvendelse var årsag til uheldet, og har modtaget et begrundet svar senest tre måneder efter indgivelsen af erstatningskravet.
De skadelidte kan ikke fremsætte erstatningskrav over for erstatningsorganet, hvis de har anlagt søgsmål direkte mod forsikringsselskabet.
Erstatningsorganet træder ind senest to måneder efter, at skadelidte har fremsat sit erstatningskrav over for dette organ, men afslutter behandlingen af sagen, hvis forsikringsselskabet eller skadebehandlingsrepræsentanten efterfølgende giver et begrundet svar på erstatningskravet.
Erstatningsorganet underretter øjeblikkelig:
a) skadevolderens forsikringsselskab eller skadebehandlingsrepræsentanten
b) erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der har udstedt forsikringspolicen, har sit etablerede forretningssted
c) skadevolderen, hvis denne er kendt
om, at det har modtaget et erstatningskrav fra skadelidte, og at det vil behandle kravet senest to måneder efter, at skadelidte har fremsat sit erstatningskrav.
Denne bestemmelse griber ikke ind i medlemsstaternes ret til at tillægge eller undlade at tillægge erstatningsorganets intervention en subsidiær karakter samt til at give regler for regresretten mellem dette organ, den eller de for uheldet ansvarlige og andre forsikringsselskaber eller organer inden for den sociale sikring, der skal yde skadelidte erstatning for samme skade. Medlemsstaterne må imidlertid ikke tillade, at organet fastsætter andre betingelser for udbetaling af erstatning end dem, der er fastsat i dette direktiv, og navnlig gør udbetalingen betinget af, at skadelidte på nogen måde godtgør, at den ansvarlige part er ude af stand til at betale eller nægter at betale.
2. Det erstatningsorgan, som har ydet erstatning til skadelidte i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, kan kræve refusion af den udbetalte erstatning af erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der har udstedt forsikringspolicen, har sit etablerede forretningssted.
Sidstnævnte organ indtræder i skadelidtes rettigheder over for skadevolderen eller dennes forsikringsselskab i den udstrækning, erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, har ydet denne erstatning for tabet eller den lidte skade. Hver medlemsstat har pligt til at anerkende en sådan subrogation, der er fastsat af en anden medlemsstat.«
7 De tidligere direktiver om lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer blev kodificeret ved direktiv 2009/103, ved hvilket de tidligere direktiver i henhold til dets artikel 30 blev ophævet med virkning fra den 27. oktober 2009. Det følger af sammenligningstabellen i bilag II til dette direktiv, at artikel 2, stk. 2, i direktiv 72/166 svarer til artikel 2 i direktiv 2009/103, at artikel 1, stk. 4 og 7, i direktiv 84/5 svarer til artikel 10, stk. 1 og 4, i direktiv 2009/103, og at artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/26 svarer til artikel 24, stk. 2, i direktiv 2009/103.
Den interne overenskomst
8 Den interne overenskomsts artikel 3, stk. 1, bestemmer:
»Bureauet skal, så snart det får kendskab til et uheld, sket i dets territorium, hvor et udenlandsk køretøj er indblandet, uden modtagelse af et formelt krav iværksætte undersøgelser for at få klarlagt uheldets nærmere omstændigheder. Bureauet skal straks underrette den forsikrer, der har udstedt det grønne kort eller forsikringspolicen, eller hvis aktuelt det pågældende bureau, om uheldet. En undladelse af at give en sådan meddelelse kan bureauet ikke bebrejdes for.
Hvis en sådan undersøgelse fører til, at forsikrer for det i uheldet indblandede køretøj er identificeret og repræsenteret af en repræsentant, der er godkendt i overensstemmelse med artikel 4, skal bureauet straks videregive disse oplysninger til repræsentanten til brug ved behandlingen af sagen.«
9 Den interne overenskomsts artikel 3, stk. 4, bestemmer:
»Bureauet, der alene har kompetence, skal behandle krav i overensstemmelse med skadelandets lovgivning om placering af ansvar, bestemmelser om lovpligtig forsikring og kompensation til skadelidte på bedste måde på vegne af forsikrer, der har udstedt det grønne kort eller forsikringspolicen og, hvis relevant, bureauet.
Bureauet alene har kompetence til at fortolke sit eget lands lovgivning (også når der henvises til et andet lands lovgivning) samt at afgøre kravene. I overensstemmelse med dette skal bureauet på specifik anmodning fra forsikrer eller bureauet give underretning inden endelig afgørelse.«
10 Den interne overenskomsts artikel 5, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Når et bureau eller repræsentanten, godkendt til skadebehandling, har afviklet samtlige krav i forbindelse med et uheld, skal kravet om refusion, inden for et år efter den sidste udbetaling til skadelidte, sendes pr. fax eller e-post til det medlem af bureauet, der har udstedt det grønne kort eller forsikringspolicen eller, hvis relevant, til bureauet, specificeret som følgende:
1.1. [b]eløb, der blev udbetalt til skadelidte som følge af et forlig eller rettens kendelse
1.2. [b]eløb, der blev anvendt til undersøgelse og fastsættelse af kravet samt udgifter i forbindelse med retshandlinger, under forudsætning af at disse udgifter under tilsvarende omstændigheder også skulle betales af en forsikrer i skadelandet
1.3. [b]ehandlingsgebyr til dækning af andre omkostninger i overensstemmelse med regler, godkendt af Council of Bureaux.
Når krav i forbindelse med et uheld er forsvaret således, at ingen udbetaling fandt sted, kan beløb nævnt i artikel 5, stk. 1, punkt 1.2, samt minimumsbehandlingsgebyr nævnt i artikel 5, stk. 1, punkt 1.3, ovenfor opkræves.«
11 I den interne overenskomsts artikel 5, stk. 4, præciseres følgende:
»Dokumentation for, at erstatningen er betalt til skadelidte, skal på forlangende sendes prompte, men uden at forsinke refusionen.«
12 Den interne overenskomsts artikel 6, stk. 1, har følgende ordlyd:
Hvert bureau skal garantere sine medlemmers opfyldelse af krav om refusion, jf. artikel 5, fremsat af skadelandets bureau eller dennes agent.
Hvis et medlem undlader at betale refusionskrav inden for to måneder, jf. artikel 5, skal medlemmets bureau foretage udbetalingen i overensstemmelse med betingelserne nedenunder ved modtagelsen af en garantipåberåbelse fra skadelandets bureau eller agent, godkendt af dette bureau.
Garantbureauet skal foretage udbetalingen inden for én måned. Ved udløbet af denne frist skal der pålægges morarenter a 12% p.a., beregnet fra datoen for garantipåberåbelse, og indtil beløbet modtages af modtagerens bank.
Garantipåberåbelse skal foretages ved fax eller e-post inden for 12 måneder efter datoen for fremsættelsen af kravet om refusion, jf. artikel 5. Ved udløbet af denne frist og uden præjudice for yderligere renter er bureauets ansvar som garant begrænset til renter i 12 måneder a 12% p.a.
Garantipåberåbelse, foretaget senere end to år efter datoen for refusionskravet, er ugyldig.«
13 Den interne overenskomsts artikel 10 har følgende ordlyd:
»Bureauer omfattet af denne sektion skal, på grundlag af fuld gensidighed, garantere for refusion af samtlige udgifter nævnt i denne overenskomst i forbindelse med uheld i hinandens territorier, der involverer et køretøj, der er hjemmehørende hos det ene af bureauerne, uanset om køretøjet er forsikret eller ej.«
Litauisk ret
14 Transporto priemonių valdytojų civilinės atsakomybės privalomojo draudimo įstatymas (lov om lovpligtig motorkøretøjsansvarsforsikring) af 5. marts 2004 (Žin., 2004, nr. 46-1498), bestemte i sin på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen gældende udgave følgende i artikel 17, stk. 4:
»[Bureau B] betaler erstatning for skader, der forvoldes i en anden EU-medlemsstat ifølge den pågældende EU-medlemsstats lovgivning (hvis det nationale forsikringsbureau har undertegnet den interne overenskomst), såfremt skadevolderen, hvis motorkøretøj er hjemmehørende på Republikken Litauens område, ikke er dækket af en lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer […] [Bureau B] skal også betale erstatning i andre tilfælde i overensstemmelse med kravene i den interne overenskomst.«
15 Denne lovs artikel 23, stk. 5, bestemte:
»Efter at have udbetalt det beløb, en anden EU-medlemsstats erstatningsorgan har forlangt, har [bureau B] ret til at kræve refusion af dette beløb fra den ansvarlige person, som ikke er forsikret, eller fra den ansvarlige persons forsikrer.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
16 Den 20. juli 2006 skete der et biluheld i Tyskland mellem et køretøj ført af Gintaras Dockevičius og ejet af Jurgita Dockevičienė og et køretøj ført af K. Floros, der var tysk statsborger og bosat i Tyskland. Jurgita Dockevičienės køretøj opfyldte ikke kravet om lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer.
17 I politirapporten fra politiet i Frankfurt am Main (Tyskland) anføres det, at det ikke havde været muligt endeligt at fastslå omstændighederne ved og årsagen til ulykken. De to førere blev både kvalificeret som skadelidte og anklaget for at have overtrådt færdselsloven, for hvilket K. Floros og Gintaras Dockevičius blev pålagt en bøde på henholdsvis 35 EUR og 60 EUR. Politirapporten fastslog således, at K. Floros havde ført køretøjet uden at overholde sikkerhedsafstanden og var kollideret med et andet køretøj, der var i færd med at bremse, og at Gintaras Dockevičius bakkede uden at udvise den fornødne påpasselighed.
18 Efter uheldet fremsatte K. Floros et erstatningskrav over for bureau A, og han anlagde efter bureau A’s afvisning heraf et søgsmål ved Landgericht Frankfurt am Main (den regionale domstol i første instans i Frankfurt am Main, Tyskland) med påstand om, at bureau A tilpligtedes at betale ham 4 095 EUR i erstatning for det ved dette uheld lidte tab.
19 Ved udeblivelsesdom afsagt den 27. december 2010 frifandt Landgericht Frankfurt am Main (den regionale domstol i første instans i Frankfurt am Main, Tyskland) bureau A under henvisning til, at kravet savnede grundlag og ikke var underbygget af beviser. Den 8. august 2011 stadfæstede denne ret som kollegium dommen.
20 Den 31. januar 2012 opfordrede Oberlandesgericht Frankfurt (den regionale appeldomstol i Frankfurt am Main, Tyskland) bureau A og K. Floros til at indgå et forlig om tiltrædelse af K. Florosʼ krav.
21 Herefter betalte bureau A K. Floros det krævede beløb samt 3 643,71 EUR i sagsomkostninger og sendte et krav om refusion til bureau B på 8 352,96 EUR.
22 Bureau B opfyldte bureau A’s krav og forlangte, at de sagsøgte i hovedsagen godtgjorde det dette beløb. Eftersom de sagsøgte i hovedsagen ikke opfyldte dette krav, anlagde bureau B for Marijampolės rajono apylinkės teismas (distriktsdomstolen i Marijampolė, Litauen) et søgsmål, hvor bureau B indtrådte i sagsøgeren i hovedsagens rettigheder, med påstand om, at de sagsøgte i hovedsagen tilpligtedes at tilbagebetale det det nævnte beløb.
23 Ved dom af 5. maj 2014 gav Marijampolės rajono apylinkės teismas (distriktsdomstolen i Marijampolė, Litauen) bureau B medhold, idet den fandt, at bureau A var enekompetent vedrørende alle spørgsmål om fortolkningen af den lov, der fandt anvendelse i den medlemsstat, hvor ulykken indtraf, og om behandlingen af kravet. Idet bureau B havde anlagt et regressøgsmål mod den for den indtrådte skade ansvarlige person, og idet sidstnævnte anfægtede sit ansvar i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvori ulykken indtraf, påhvilede det følgelig de sagsøgte at fremlægge beviser til støtte for deres anbringender og argumenter for afvisning af kravet.
24 Den 7. oktober 2014 tiltrådte Kauno apygardos teismas (den regionale domstol i Kaunas, Litauen) de sagsøgte i hovedsagens appel af denne dom, ophævede dommen og frifandt dem i det af bureau B anlagte søgsmål. Henset til, at den person, der var ansvarlig for skaden, ikke var part i udvekslingerne mellem forsikringsbureauerne og ikke havde samtykket i skadens størrelse, fandt appelinstansen, at de oplysninger, som bureau B havde fremlagt om bureau A’s erstatning til offeret, ikke i sig selv kunne anses for tilstrækkelige til på troværdig vis at godtgøre skaden.
25 Appeldomstolen bemærkede endvidere, at bevisbyrden i forbindelse med erstatningsbeløbet og årsagsforbindelsen i denne kategori af sager påhviler den part, som har anlagt regressøgsmålet. Den interne overenskomst finder alene anvendelse på forholdet mellem de nationale forsikringsbureauer og finder ikke direkte anvendelse på forholdet mellem nationale forsikringsbureauer og tredjemand. Hverken loven om lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer eller direktiv 2009/103 bestemmer, at den pågældende medlemsstats nationale forsikringsbureau, når det til en anden medlemsstats forsikringsbureau har godtgjort den erstatning, som dette har udbetalt, kan få ophavsmanden til skaden dømt til at betale dette beløb, uden at det bedømmes, om det pågældende bureaus vurdering er begrundet.
26 Ved appel iværksat af bureau B til prøvelse af dom afsagt den 7. oktober 2014 af Kauno apygardos teismas (den regionale domstol i Kaunas, Litauen) bemærkede Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauens øverste domstol), at denne dom i det væsentlige var i overensstemmelse med dens egen praksis, bl.a. for så vidt som den pålægger den pågældende medlemsstats nationale forsikringsbureau bevisbyrden for årsagsforbindelsen mellem adfærden udvist af den person, der er impliceret i uheldet, og den indtrådte skade.
27 Bureau B gjorde imidlertid gældende, at den interne overenskomst ikke alene fastsætter regler for det indbyrdes forhold mellem forsikringsbureauerne, men ligeledes forholdet mellem disse og tredjemand. Eftersom bureau B i henhold til denne overenskomst refunderede bureau A de beløb, som dette havde betalt, var de sagsøgte i hovedsagen dermed forpligtede til at tilbagebetale bureau B disse beløb. På den baggrund påhvilede bevisbyrden de sagsøgte i hovedsagen, bl.a. hvad angår manglen på den nævnte årsagsforbindelse. Dette påvirker ikke de sagsøgte i hovedsagens ret til forsvar, eftersom disse kunne intervenere og forsvare disse rettigheder under de tvister, der i nærværende sag fandt sted i Tyskland.
28 Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt denne argumentation er gyldig, og har først og fremmest bemærket, at der i denne sag ikke påhviler bureau A nogen forpligtelse til at oplyse de sagsøgte i hovedsagen om proceduren for skadesbehandling. Hverken direktiv 2009/103 eller den interne overenskomst fastsætter nemlig udtrykkeligt en sådan oplysningsprocedure, eller hvordan en sådan procedure skal fungere.
29 Gintaras Dockevičius har endvidere hele tiden bestridt, at han ifaldt ansvar som følge af ulykken, og at de oplysninger, der fremgik af sagen, ikke gav mulighed for at nå til den modsatte konklusion. Endelig fandt betalingen af erstatning til K. Floros sted som led i et forlig, hvori Gintaras Dockevičius ikke deltog, og hvorved sidstnævntes ansvar ikke blev fastslået.
30 Den forelæggende ret har ligeledes rejst spørgsmålet om, hvorvidt Gintaras Dockevičius under disse omstændigheder kan holdes ansvarlig for de af bureau B afholdte omkostninger.
31 Det er under disse omstændigheder, at Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauens øverste domstol) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 2, artikel 10, stk. 1 og 4, og artikel 24, stk. 2, i direktiv 2009/103 […], artikel 3, stk. 4, artikel 5, stk. 1 og 4, artikel 6, stk. 1, og artikel 10 i den interne overenskomst […] samt chartrets artikel 47 (hver for sig eller sammenholdt med hinanden, men ikke begrænset til de ovennævnte bestemmelser) forstås og fortolkes således, at i tilfælde af, at:
– et nationalt forsikringsbureau (bureau A) udbetaler erstatning til skadelidte i en færdselsulykke i den medlemsstat, hvor bureauet har sit etablerede forretningssted, fordi en anden medlemsstats statsborger, der var ansvarlig for skaden, ikke havde tegnet ansvarsforsikring
– bureau A som følge af denne erstatning indtræder i skadelidtes rettigheder og kræver refusion af omkostningerne ved sagsbehandlingen fra det nationale forsikringsbureau (bureau B) i den for ulykken ansvarlige persons oprindelsesland
– bureau B uden at udføre en uafhængig undersøgelse eller at anmode om yderligere oplysninger tiltræder anmodningen om refusion fra bureau A[, og]
– bureau B anlægger sag mod de sagsøgte (den for ulykken ansvarlige person og køretøjets ejer) med påstand om refusion af de afholdte omkostninger,
kan sagsøgeren i denne sag (bureau B) basere sit krav mod de sagsøgte (den for ulykken ansvarlige person og køretøjets ejer) udelukkende på betalingen af omkostninger til bureau A, og sagsøgeren er herved ikke forpligtet til at fastslå, at erstatningsansvarsbetingelserne var opfyldt for sagsøgte/den for ulykken ansvarlige person (ansvar, ulovlige handlinger, årsagsforbindelse og erstatningsbeløb) og er ikke forpligtet til at fastslå, at udenlandsk ret blev anvendt korrekt, da skadelidte fik udbetalt erstatning?
2) Skal artikel 24, stk. 1, femte afsnit, litra c), i direktiv 2009/103 og artikel 3, stk. 1 og 4, i den interne overenskomst (hver for sig eller sammenholdt med hinanden, men ikke begrænset til de ovennævnte bestemmelser) forstås og fortolkes således, at bureau A forud for den endelige beslutning om betaling af erstatning for skadelidtes skade på klar og forståelig måde (herunder for så vidt angår det sprog, som oplysningerne gives på) skal oplyse den for ulykken ansvarlige person og køretøjets ejer (såfremt dette ikke er den samme person) om, at skadesbehandlingen er indledt, og hvordan den skrider frem, og give vedkommende tilstrækkelig tid til at indgive kommentarer til eller indsigelser mod beslutningen om at udbetale erstatning og/eller erstatningsbeløbet?
3) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende (dvs. at de sagsøgte (den for ulykken ansvarlige person og ejeren af køretøjet) kan kræve, at sagsøgeren (bureau B) fremlægger beviser, eller kan gøre indsigelse eller rejse tvivl vedrørende bl.a. omstændighederne ved færdselsulykken, anvendelsen af den lovgivningsmæssige ramme for erstatningsansvaret for den ansvarlige person, erstatningsbeløbet, og hvordan det blev beregnet), skal artikel 2, artikel 10, stk. 1, og artikel 24, stk. 2, i direktiv 2009/103 og artikel 3, stk. 4, andet afsnit, i den interne overenskomst (hver for sig eller sammenholdt med hinanden, men ikke begrænset til de ovennævnte bestemmelser) da forstås og fortolkes således, at uagtet, at bureau B ikke forud for den endelige beslutning anmodede bureau A om at give oplysninger om fortolkningen af gældende lovgivning i det land, hvor færdselsulykken indtraf, og om sagsbehandlingen, skal bureau A under alle omstændigheder give disse oplysninger til bureau B, såfremt sidstnævnte efterfølgende anmoder herom, sammen med andre oplysninger, der er nødvendige for, at bureau B kan fastslå sit [refusions]krav mod de sagsøgte (den for ulykken ansvarlige person og ejeren af køretøjet)?
4) Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende (dvs. at bureau A er forpligtet til at oplyse den for ulykken ansvarlige person og køretøjets ejer om skadesbehandlingen og give vedkommende mulighed for at gøre indsigelse vedrørende erstatningsansvaret eller erstatningsbeløbet), hvilke konsekvenser indebærer bureau A’s undladelse heraf da for:
a) forpligtelsen for bureau B til at acceptere anmodningen om refusion fra bureau A
b) forpligtelsen for den for ulykken ansvarlige person og køretøjets ejer til at godtgøre bureau B de beløb, bureauet har afholdt?
5) Skal artikel 5, stk. 1, og artikel 10 i den interne overenskomst forstås og fortolkes således, at det udbetalte erstatningsbeløb fra bureau A til skadelidte skal betragtes som en risiko, som bureau A selv har påtaget sig uden mulighed for refusion (medmindre bureau B påtager sig denne risiko), snarere end en økonomisk forpligtelse for en anden person involveret i samme færdselsulykke, henset til omstændighederne i den foreliggende sag, hvorefter:
– erstatningsorganet (bureau A) i første omgang afviste skadelidtes erstatningskrav
– skadelidte følgelig anlagde et erstatningssøgsmål
– bureau A blev frifundet ved de lavere retsinstanser, idet kravet var ubegrundet og udokumenteret
– et forlig mellem skadelidte og bureau A alene blev indgået ved en højere retsinstans, da sidstnævnte fremhævede, at sagen, såfremt parterne ikke indgik forlig, ville blive hjemvist til en fornyet vurdering
– bureau A grundlæggende begrundede sin beslutning om at indgå et forlig ud fra hensynet til at undgå yderligere omkostninger ved at fortsætte retsforhandlingerne
– der i den foreliggende sag ikke er nogen domstol, der har fastslået sagsøgtes erstatningsansvar (skyld) i forbindelse med færdselsulykken?«
Retsforhandlingerne for Domstolen
32 Ved skrivelse af 25. juli 2016 har Domstolen tilsendt den forelæggende ret dom af 6. oktober 1987, Demouche m.fl. (152/83, EU:C:1987:421), i dens tyske, engelske og franske udgave, idet denne dom ikke er oversat til litauisk, og spurgt, om den forelæggende ret, henset til den nævnte doms præmis 17-21, ønskede at opretholde sin anmodning om præjudiciel afgørelse.
33 Den 20. september 2016 har den forelæggende ret oplyst, at den ønsker at opretholde sin anmodning.
Om de præjudicielle spørgsmål
34 Med sine spørgsmål, som skal undersøges samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 4, artikel 5, stk. 1 og 4, artikel 6, stk. 1, og artikel 10 i den interne overenskomst, artikel 2, artikel 10, stk. 1 og 4, samt artikel 24, stk. 2, i direktiv 2009/103 og/eller chartrets artikel 47 skal fortolkes således, at de i nærværende sag er til hinder for de konsekvenser, der følger af den forelæggende rets praksis, hvorefter bevisbyrden for alle de forhold, der godtgør de sagsøgte i hovedsagens ansvar for den ulykke, der indtraf den 20. juli 2006, i et søgsmål, hvor bureau B er indtrådt i tredjemands rettigheder, påhviler dette bureau.
35 For det første skal det, for så vidt som den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at fortolke den interne overenskomst, bemærkes, at Domstolen i henhold til artikel 267 TEUF har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af traktaterne samt om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer.
36 Domstolen har tidligere haft lejlighed til – vedrørende akter af samme art, der gik forud for den nævnte overenskomst – at fastslå, at disse ikke kunne anses for en retsakt fra en eller et af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer (jf. i denne retning dom af 6.10.1987, Demouche m.fl., 152/83, EU:C:1987:421, præmis 19, og af 12.11.1992, Fournier, C-73/89, EU:C:1992:431, præmis 22 og 23).
37 Domstolen har således bemærket, at disse retsakter er affattet og indgået af privatretlige organer, uden at en EU-institution eller et EU-organ har deltaget i indgåelsen heraf (jf. i denne retning dom af 6.10.1987, Demouche m.fl., 152/83, EU:C:1987:421, præmis 18 og 19).
38 Endvidere har Domstolen fundet, at den omstændighed for det første, at deres indgåelse blev gjort til en betingelse for, at direktiv 72/166 kunne træde i kraft, for det andet, at dette direktivs gyldighedsperiode var betinget af disse retsakters gyldighedsperiode, for det tredje, at Kommissionen hver gang ved en henstilling og senere beslutninger konstaterede, at disse overenskomster var i overensstemmelse med det nævnte direktivs krav, og for det fjerde, at disse retsakter var bilag til Kommissionens beslutninger og blev offentliggjort med disse i Den Europæiske Unions Tidende, er uden relevans for disse retsakters karakter (jf. i denne retning dom af 6.10.1987, Demouche m.fl., 152/83, EU:C:1987:421, præmis 19 og 20).
39 Det skal fastslås, at de samme betragtninger gælder for den interne overenskomst, som blev affattet og indgået af privatretlige organer, uden at en eller et af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer deltog i dens indgåelse.
40 Domstolen har følgelig ikke kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse om den del af den forelæggende rets spørgsmål, der vedrører fortolkningen af den interne overenskomst.
41 For det andet skal det, for så vidt som den forelæggende ret har anmodet Domstolen om en fortolkning af bestemmelserne i direktiv 2009/103, fastslås, at dette ikke finder tidsmæssig anvendelse på tvisten i hovedsagen, henset såvel til datoen for direktivets ikrafttrædelse som til datoen for den skade, der ligger til grund for denne tvist.
42 Eftersom K. Floros har indgivet sit krav til bureau A, og dette bureau ikke i Tyskland er det kompetente organ i henhold til artikel 1, stk. 4 og 7, i direktiv 84/5, men det bureau, som hører under ordningen for det grønne forsikringskort, står det endvidere klart, at tvisten i hovedsagen hører under denne ordning og ikke den ordning, der blev oprettet ved bl.a. direktiv 72/166, 84/5 og 2000/26.
43 Eftersom artikel 6 i direktiv 2000/26 i henhold til dette direktivs artikel 1, stk. 1, første afsnit, kun vedrører erstatningsproceduren for skadelidte, der er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende ulykke indtraf, og eftersom den skade, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, indtrådte i den medlemsstat, hvor K. Floros er bosat, kan denne bestemmelse under alle omstændigheder ikke finde anvendelse på tvisten i hovedsagen. Det samme gælder for artikel 2 i direktiv 72/166, som ikke synes at have anden forbindelse med denne tvist end dens henvisning til den interne overenskomst, som Domstolen ikke har kompetence til at fortolke.
44 For det tredje synes tvisten i hovedsagen på denne baggrund ikke at vedrøre nogen gennemførelse af EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, hvorfor dettes artikel 47 heller ikke synes at kunne finde anvendelse på tvisten i hovedsagen.
45 På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares således:
– Domstolen har ikke kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse om den del af den forelæggende rets spørgsmål, der vedrører fortolkningen af den interne overenskomst.
– Eftersom direktiv 2009/103 ikke finder tidsmæssig anvendelse på tvisten i hovedsagen
– eftersom direktiv 72/166, 84/5 og 2000/26 ikke finder tidsmæssig anvendelse på denne tvist, og
– eftersom chartrets artikel 47, idet der ikke foreligger en gennemførelse af EU-retten som omhandlet i dettes artikel 51, stk. 1, dermed heller ikke finder anvendelse på denne tvist,
skal de nævnte direktiver og chartrets artikel 47 fortolkes således, at de i det foreliggende tilfælde ikke er til hinder for de konsekvenser, der følger af den forelæggende rets praksis, hvorefter bevisbyrden for alle de forhold, der godtgør de sagsøgte i hovedsagens ansvar for den ulykke, der indtraf den 20. juli 2006, i søgsmålet, hvor bureau B er indtrådt i tredjemands rettigheder, påhviler dette bureau.
Sagsomkostninger
46 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Domstolen har ikke kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse om den del af den forelæggende rets spørgsmål, som vedrører fortolkningen af den interne overenskomst vedtaget af »Council of Bureaux« ved aftale af 30. maj 2002 mellem de nationale forsikringsbureauer i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes medlemsstater og andre associerede stater, der er indeholdt i bilaget til Kommissionens beslutning 2003/564/EF af 28. juli 2003 om anvendelse af Rådets direktiv 72/166/EØF om kontrol af ansvarsforsikring for motorkøretøjer.
– Eftersom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse ikke finder tidsmæssig anvendelse på tvisten i hovedsagen
– eftersom Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005, Rådets direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som ændret ved direktiv 2005/14, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF ikke finder tidsmæssig anvendelse på tvisten i hovedsagen, og
– eftersom artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet der ikke foreligger en gennemførelse af EU-retten som omhandlet i dettes artikel 51, stk. 1, dermed heller ikke finder anvendelse på denne tvist,
skal de nævnte direktiver og chartrets artikel 47 fortolkes således, at de i det foreliggende tilfælde ikke er til hinder for de konsekvenser, der følger af den forelæggende rets praksis, hvorefter bevisbyrden for alle de forhold, der godtgør de sagsøgte i hovedsagens ansvar for den ulykke, der indtraf den 20. juli 2006, i søgsmålet, hvor Lietuvos Respublikos transporto priemonių draudikų biuras (motorkøretøjsforsikringsbureau i Republikken Litauen) er indtrådt i tredjemands rettigheder, påhviler dette bureau.
Underskrifter