FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. CAMPOS SÁNCHEZ-BORDONA
fremsat den 15. juni 2017(1)
Forenede sager C-688/15 og C-109/16
Agnieška Anisimovienė m.fl.
mod
BAB bankas Snoras
Indėlių ir investicijų draudimas VĮ
(sag C-688/15)
og
Indėlių ir investicijų draudimas VĮ
mod
Alvydas Raišelis
(sag C-109/16)
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauens øverste domstol))
»Præjudicielt spørgsmål – indskudsgaranti- og investorgarantiordninger – direktiv 94/19/EF – direktiv 97/9/EF – begrebet »indskud« – begrebet »almindelig bankforretning« – begrebet »midler, der opbevares for investoren i forbindelse med investeringsvirksomhed« – direkte virkning af direktiv 94/19 og 97/9 – midler, der overføres fra en personlig konto til en konto, der er åbnet i et kreditinstituts navn, og som skulle være betaling for denne institutions fremtidige udstedelse af værdipapirer«
1. Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauens øverste domstol) har atter henvendt sig til Domstolen i forbindelse med to sager, som den skal påkende, og som udspringer af, at et kreditinstitut i denne medlemsstat er gået konkurs.
2. Ligesom i den sag, som gav anledning til Domstolens dom af 25. juni 2015, Indėlių ir investicijų draudimas og Nemaniūnas (2), har den forelæggende ret anmodet om en fortolkning af direktiv 94/19/EF (3) og 97/9/EF (4) med henblik på en præcisering af den beskyttelse, som disse direktiver yder til henholdsvis opsparere og investorer.
3. Den forelæggende ret ønsker navnlig oplyst, om direktiverne finder anvendelse på midler, der er blevet overført til et kreditinstitut af dets kunder med henblik på enten erhvervelse af aktier eller tegning af obligationer i kreditinstituttet. Bankens efterfølgende konkurs medførte, at ingen af disse transaktioner i sidste ende blev gennemført.
I. Retsforskrifter
A. EU-retten
1. Direktiv 94/19
4. 1., 18. og 20. betragtning har følgende ordlyd:
»[(1)] I overensstemmelse med de i traktaten fastsatte mål bør der tilstræbes en harmonisk udvikling af kreditinstitutters virksomhed i hele Fællesskabet gennem ophævelse af enhver begrænsning af etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser, samtidig med at stabiliteten i banksystemet og beskyttelsen af opsparerne styrkes.
[(18)] [F]inder en medlemsstat, at visse kategorier af indskud eller af indskydere, der udtrykkeligt er nævnt på en liste, ikke har brug for særlig beskyttelse, bør den kunne udelukke dem fra indskudsgarantiordningerne.
[(20)] [P]rincippet om en harmoniseret minimumsdækning pr. indskyder og ikke pr. indskud er lagt til grund; på denne baggrund bør der også tages hensyn til indskud foretaget af indskydere, der enten ikke er anført som kontoindehaver eller ikke er eneste indehaver; minimumsdækningen bør således komme hver enkelt identificerbar indskyder til gode; dette bør dog ikke gælde for institutter for kollektiv investering, som er undergivet særlige beskyttelsesregler, der ikke gælder for ovennævnte indskud.«
5. Artikel 1 bestemmer:
»I dette direktiv forstås ved:
1) indskud: [i]ndestående beløb, der hidrører fra indlån eller fra mellemtransaktioner foretaget som led i almindelige bankforretninger, og som skal tilbagebetales af et kreditinstitut på bestemte vilkår fastsat ved lov eller ved aftale, samt fordringer udstedt af kreditinstituttet i form af værdipapirer
[…]
3) indisponibelt indskud: et indskud, som er forfaldet til udbetaling, men ikke er blevet udbetalt af et kreditinstitut på de ved lov eller ved aftale fastsatte vilkår, og hvis
i) de kompetente myndigheder har konstateret, at det berørte kreditinstitut efter deres opfattelse ikke for øjeblikket er i stand til at tilbagebetale indskuddet af årsager, der er direkte forbundet med dets finansielle situation, og ikke har umiddelbar udsigt til at blive i stand til det
ii) eller en domstol af årsager, der er direkte forbundet med kreditinstituttets finansielle situation, har afsagt en kendelse, som indebærer, at indskydernes mulighed for at fremsætte krav over for instituttet suspenderes, hvis kendelsen afsiges, inden nævnte afgørelse er blevet truffet
4) kreditinstitut: et foretagende, hvis virksomhed består i fra offentligheden at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales, samt i at yde lån for egen regning.
[…]«
6. Artikel 2 foreskriver:
»Følgende anses ikke for indskud, der kan tilbagebetales via garantiordninger:
– indskud foretaget af andre kreditinstitutter på egne vegne og for egen regning, jf. dog artikel 8, stk. 3
– alle instrumenter, der ville falde ind under definitionen af »egenkapital« i artikel 2 i Rådets direktiv 89/299/EØF af 17. april 1989 om kreditinstitutters egenkapital
[…]«.
7. Artikel 3, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Hver medlemsstat sikrer, at der på dens område indføres en eller flere indskudsgarantiordninger, som bliver officielt anerkendt. Undtagen under de omstændigheder, der er nævnt i andet afsnit samt i stk. 4, må intet kreditinstitut, der har fået tilladelse i den pågældende medlemsstat i henhold til artikel 3 i direktiv 77/780/EØF, tage imod indskud, medmindre det er medlem af en sådan ordning.
[…]«
8. Artikel 7 bestemmer:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at en given indskyders samlede indskud er dækket op til mindst 50 000 EUR, såfremt indskud bliver indisponible.
1a. Medlemsstaterne sikrer senest den 31. december 2010, at en given indskyders samlede indskud er dækket op til 100 000 EUR, såfremt indskud bliver indisponible.
[…]
2. Medlemsstaterne kan bestemme, at visse indskydere eller visse former for indskud udelukkes fra garantiordningen eller dækkes med et lavere beløb. En liste over disse udelukkelser findes i bilag I.«
9. Artikel 8, stk. 3, fastsætter:
»Er indskyderen ikke ubetinget berettiget til de beløb, der står på kontoen, er det den person, der er ubetinget berettiget hertil, som skal dækkes af garantiordningen, forudsat at den pågældende person er blevet identificeret eller kan identificeres inden den dato, hvor de kompetente myndigheder foretager den i artikel 1, nr. 3), afsnit i), omhandlede konstatering, eller domstolen afsiger den i artikel 1, nr. 3), afsnit ii), omhandlede kendelse. Er flere personer ubetinget berettiget til de indestående beløb, indgår deres respektive andel i henhold til de ordninger, der gælder for forvaltningen af beløbene, i beregningen af de i artikel 7, stk. 1, 3 og 4, fastsatte grænser.«
10. Bilag I (»Indskud, der kan udelukkes i henhold til artikel 7, stk. 2«) omfatter »Obligationer udstedt af kreditinstituttet og forpligtelser, der skyldes egne veksler og omsætningsgældsbreve« (punkt 12).
2. Direktiv 97/9
11. Fjerde, ottende og niende betragtning er affattet således:
»(4) [F]or at det indre marked kan gennemføres fuldt ud og fungere tilfredsstillende på det finansielle område, er det vigtigt at beskytte investorerne og opretholde tilliden til det finansielle system; det er derfor af afgørende betydning, at alle medlemsstater råder over en investorgarantiordning, som sikrer en harmoniseret minimumsbeskyttelse, der i det mindste dækker mindre investorer, hvis et investeringsselskab ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder.
(8) [A]lle medlemsstater bør derfor have pligt til at oprette en eller flere investorgarantiordninger, som alle sådanne investeringsselskaber skal være tilknyttet; ordningen skal dække de midler og instrumenter, som investeringsselskabet ligger inde med i forbindelse med en investors investeringsvirksomhed, og som ikke kan leveres tilbage til investoren, hvis investeringsselskabet er ude af stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder; dette berører på ingen måde de regler og procedurer, der gælder i medlemsstaterne med hensyn til, hvilke beslutninger der skal træffes i tilfælde af et investeringsselskabs insolvens eller likvidation.
(9) [D]efinitionen af investeringsselskab dækker kreditinstitutter, som har tilladelse til at yde investeringsservice; sådanne kreditinstitutter skal også deltage i en investorgarantiordning for så vidt angår deres investeringsvirksomhed; det er dog ikke nødvendigt at kræve, at sådanne institutter skal være tilsluttet to forskellige ordninger, hvis en enkelt ordning opfylder kravene i dette direktiv og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19[…]; det kan imidlertid i forbindelse med investeringsselskaber, som er kreditinstitutter, i visse tilfælde være vanskeligt at sondre mellem indskud, der dækkes i henhold til direktiv [94/19], og midler, der opbevares i forbindelse med investeringsvirksomhed; medlemsstaterne bør selv kunne afgøre, hvilket af de to direktiver sådanne krav henhører under.«
12. Direktivets artikel 1 bestemmer:
»I dette direktiv forstås ved:
1) »investeringsselskab«: et investeringsselskab som defineret i artikel 1, nr. 2), i direktiv 93/22/EØF [(5)]
– som har tilladelse til at udføre investeringsservice i henhold til artikel 3 i direktiv [93/22], eller
– som har tilladelse til at udøve virksomhed som kreditinstitut i henhold til direktiv 77/780/EØF og 89/646/EØF, og hvis tilladelse dækker en eller flere af de tjenesteydelser, der er opført i afsnit A i bilaget til direktiv [93/22]
2) »investeringsvirksomhed«: investeringsservice som defineret i artikel, 1, nr. 1), i direktiv [93/22] samt tjenesteydelsen anført i afsnit C, punkt 1, i bilaget til nævnte direktiv
3) »instrumenter«: de instrumenter, der er opført i afsnit B i bilaget til direktiv [93/22]
4) »investor«: en person, der i forbindelse med investeringsvirksomhed har betroet midler eller instrumenter til et investeringsselskab
[…]«
13. Direktivets artikel 2 foreskriver:
»1. Hver medlemsstat påser, at der på dens område indføres en eller flere investorgarantiordninger, som bliver officielt anerkendt. Bortset fra de tilfælde, der er nævnt i andet afsnit samt i artikel 5, stk. 3, må et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i den pågældende medlemsstat, ikke udføre investeringsvirksomhed, medmindre det deltager i en sådan ordning.
[…]
2. Garantiordningen dækker investorerne efter bestemmelserne i artikel 4, når:
– de kompetente myndigheder har konstateret, at et investeringsselskab efter deres opfattelse ikke på det givne tidspunkt er i stand til at indfri de forpligtelser, der hidrører fra investorernes krav, af årsager, der er direkte forbundet med dets finansielle situation, og ikke har umiddelbar udsigt til at blive i stand til det, eller
– en domstol af årsager, der er direkte forbundet med et investeringsselskabs finansielle situation, har truffet en afgørelse, som indebærer, at investorernes mulighed for at fremsætte krav over for det pågældende investeringsselskab suspenderes
idet den først indtrufne af de to begivenheder lægges til grund.
Der skal være dækning for krav, der skyldes et investeringsselskabs manglende evne til
– at tilbagebetale midler, som investorerne har til gode eller ejer, og som opbevares for dem af investeringsselskabet i forbindelse med investeringsvirksomhed, eller
– tilbagelevere instrumenter, som investorerne ejer, og som opbevares, administreres eller forvaltes for dem af investeringsselskabet i forbindelse med investeringsvirksomhed
i overensstemmelse med gældende love og aftaler.
3. Ethvert krav af den i stk. 2 nævnte art på et kreditinstitut, der i en given medlemsstat måtte være omfattet af både nærværende direktiv og direktiv [94/19], henføres af den pågældende medlemsstat til en ordning under det ene eller det andet direktiv, alt efter hvad den finder mest hensigtsmæssigt. Der kan ikke udbetales garantibeløb efter begge direktiver for det samme krav.
[…]«
3. Direktiv 2004/39/EF (6)
14. 2., 26. og 31. betragtning har følgende ordlyd:
»(2) I de senere år er flere investorer blevet aktive på de finansielle markeder, hvor de tilbydes et stadig mere komplekst og vidtrækkende sæt tjenesteydelser og instrumenter. Som følge af denne udvikling bør Fællesskabets retlige ramme omfatte hele viften af investororienterede aktiviteter. Med henblik herpå er det nødvendigt at fastsætte bestemmelser, der sikrer den grad af harmonisering, der er nødvendig for at give investorer en udstrakt beskyttelse og gøre det muligt for investeringsselskaber at levere tjenesteydelser i hele Fællesskabet, der er et indre marked, på grundlag af hjemlandstilsyn. I betragtning af det ovenfor anførte bør direktiv [93/22] erstattes af et nyt direktiv.
(26) For at beskytte en investors ejendomsret og andre tilsvarende rettigheder til værdipapirer samt hans rettigheder til de midler, som selskabet får betroet, bør disse rettigheder navnlig holdes adskilt fra selskabets egne. Dette princip bør dog ikke forhindre et selskab i at investere i eget navn på vegne af investor, når transaktionens form gør dette nødvendigt, og investor er indforstået hermed, f.eks. lån af værdipapirer.
(31) Et af formålene med direktivet er at beskytte investorerne. […]«
15. I artikel 4, stk. 1, defineres:
»1) »investeringsselskab«: en juridisk person, hvis erhvervsmæssige virksomhed består i at yde én eller flere former for investeringsservice til tredjemand og/eller udføre én eller flere former for investeringsaktiviteter på erhvervsmæssigt grundlag
[…]
2) »investeringsservice og aktiviteter«: de i bilag I, afsnit A, anførte tjenesteydelser og aktiviteter i tilknytning til de i bilag I, afsnit C, omhandlede instrumenter
[…]
17) »finansielle instrumenter«: de i bilag I, afsnit C, anførte instrumenter
18) »værdipapirer«: de kategorier af værdipapirer, der kan omsættes på kapitalmarkedet (bortset fra betalingsinstrumenter), som f.eks.:
a) aktier i selskaber og andre værdipapirer, der kan sidestilles med aktier i selskaber, partnerskaber og andre foretagender, samt aktiebeviser
b) obligationer og andre gældsinstrumenter, herunder beviser for sådanne værdipapirer
[…]«
16. Bilag I (»Liste over tjenesteydelser og aktiviteter samt finansielle instrumenter«) omfatter afsnit A (»Tjenesteydelser og aktiviteter«), der indeholder følgende punkter:
»1) Modtagelse og formidling af ordrer vedrørende et eller flere finansielle instrumenter
2) Udførelse af ordrer for kunders regning
3) Handel for egen regning
4) Porteføljepleje
5) Investeringsrådgivning
6) Afsætningsgaranti for finansielle instrumenter og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse
7) Placering af finansielle instrumenter uden fast forpligtelse
8) Drift af multilaterale handelsfaciliteter.«
17. I samme bilags afsnit C (»Finansielle instrumenter«), punkt 1, er »Værdipapirer« opført.
4. Direktiv 2006/48/EF (7)
18. Femte og sjette betragtning har følgende ordlyd:
»(5) Samordningen med hensyn til kreditinstitutter bør både for at beskytte sparerne og for at skabe ensartede konkurrencevilkår for kreditinstitutterne gælde for disse som helhed. Der bør dog tages hensyn til de objektive forskelle i deres juridiske status og egentlige virksomhedsområde, som er fastsat i de nationale lovgivninger.
(6) Samordningen bør derfor være så bred som mulig og omfatte samtlige institutter, hvis virksomhed består i fra offentligheden at modtage midler, der skal tilbagebetales, enten i form af indlån eller på anden måde, f.eks. kontinuerlig udstedelse af obligationer og andre lignende værdipapirer, samt i at yde lån for egen regning. Der bør imidlertid indføres undtagelser for visse kreditinstitutter, som dette direktiv ikke kan omfatte. Dette direktiv bør ikke berøre anvendelse af national lovgivning, når denne indeholder bestemmelser om særlige, supplerende tilladelser, der gør det muligt for kreditinstitutterne at udøve særlige former for virksomhed eller foretage særlige former for forretninger.«
19. Artikel 5 bestemmer:
»Medlemsstaterne forbyder personer eller foretagender, som ikke er kreditinstitutter, erhvervsmæssigt at tage imod indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden.
Stk. 1 gælder ikke, når en medlemsstat eller en regional eller lokal myndighed i en medlemsstat eller offentlige internationale organisationer, som én eller flere medlemsstater er medlem af, modtager indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler; det gælder heller ikke i tilfælde, der udtrykkelig er omfattet af national lovgivning eller fællesskabslovgivning, forudsat at disse aktiviteter er undergivet regler og tilsyn med henblik på beskyttelse af indlånere eller investorer og finder anvendelse på disse tilfælde.«
B. Litauisk ret
20. Artikel 2 i lov nr. IX-975 af 20. juni 2002 om indskudsgaranti og forpligtelser over for investorer (8) indeholder følgende definitioner:
»3. »indskyder«: en fysisk eller juridisk person, der har indbetalt et indskud til en bank, en bankfilial eller en kooperativbank, med undtagelse af de personer, hvis indskud ikke er dækket af garantien i henhold til nærværende lov; hvis en fysisk eller juridisk person (med undtagelse af forvaltningsselskaber, der foretager kapitalanbringelse for investeringsforeninger, eller pensionsfonde) ejer indskuddet i egenskab af forvalter, anses forvalteren for at være indskyder; hvis en gruppe af personer i medfør af en aftale er indehaver af en fordring på disse midler, anses hver af disse personer for at være indskyder, og midlerne fordeles ligeligt mellem dem, medmindre andet er fastlagt i de aftaler, som ligger til grund for deres fordringer, eller bestemmes i en retsafgørelse
[…]
4. »indskud«: de samlede midler (inklusive renter), som en indskyder opbevarer i en bank, en bankfilial eller en kooperativbank i medfør af en deponerings- og/eller en kontoaftale, samt andre midler, hvorpå indskyderen har en fordring, der hidrører fra et kreditinstituts pligt til at gennemføre transaktioner med indskyderens midler eller yde investeringsservice
[…]
11. »investor«: en fysisk eller juridisk person, som har overdraget midler eller værdipapirer til forsikringstageren for at gøre brug af den af sidstnævnte ydede investeringsservice; hvis en gruppe af personer i medfør af en aftale er indehaver af en fordring på midlerne eller værdipapirerne, anses hver af disse personer for at være investor, og midlerne eller værdipapirerne fordeles ligeligt mellem dem, medmindre andet er fastlagt i de aftaler, som ligger til grund for deres fordringer, eller bestemmes i en retsafgørelse; hvis den fysiske eller juridiske person (med undtagelse af forvaltningsselskaber, der foretager kapitalanbringelse for investeringsforeninger, eller pensionsfonde), der har overdraget midler eller værdipapirer, handler i egenskab af forvalter, anses indehaveren for at være investor
12. »forpligtelser over for investor«: en forpligtelse, der påhviler den forsikringstager, som yder investeringsservice til en investor, til at tilbagebetale de midler eller værdipapirer, som tilhører sidstnævnte.«
21. Ifølge artikel 3, stk. 1, er indskud i national eller fremmed valuta omfattet af indskudsgarantien. Samme artikels stk. 4 præciserer, at bl.a. værdipapirer udstedt af den forsikrede part ikke er omfattet af garantien.
22. Det fremgår af artikel 9, stk. 1, andet punktum, i loven om indskudsgaranti, at en investors ret til at opnå dækning i henhold til garantiordningen opstår på det tidspunkt, hvor den tabsgivende hændelse indtræder, dog udelukkende i det tilfælde hvor kreditinstituttet overfører eller anvender investorens værdipapirer og (eller) midler uden dennes samtykke.
II. Faktiske omstændigheder
A. Sag C-688/15
23. Den 21. december 2010 blev der på generalforsamlingen for BAB bankas Snoras’ (herefter »Snoras«) aktionærer truffet beslutning om at udvide selskabets aktiekapital ved offentlig emission og tegning af nye aktier.
24. Den 3. februar 2011 godkendte Vertybinių popierių komisija (børskommissionen) børsprospektet.
25. Den 1. marts 2011 blev der åbnet en konto for Snoras i AB bankas FINASTA (herefter »FINASTA«) med henblik på opbevaring af kundernes midler, der skulle anvendes til at købe aktier i forbindelse med emissionen.
26. Fra den 9. marts 2011 til den 16. maj 2011 indgik Agnieška Anisimovienė og 256 andre kunder hos Snoras aktietegningsaftaler med Snoras. I henhold til disse aftaler fik Snoras ret til at hæve beløbet for køb af aktier på de konti, som Agnieška Anisimovienė og de øvrige kunder havde i Snoras, og at overføre det til bankens egen konto i FINASTA. Agnieška Anisimovienė og de øvrige kunder kunne også selv indbetale midlerne direkte på denne konto.
27. Den 5. maj 2011 indgav Snoras en ansøgning til Lietuvos Bankas (den litauiske nationalbank) om tilladelse til at foretage ændringer i bankens vedtægter efter beslutningen om at udvide dens aktiekapital.
28. Den 16. november 2011 traf den litauiske nationalbank en afgørelse om at opstille begrænsninger (moratorium) for Snoras drift indtil den 16. januar 2012 samt at ekspropriere aktierne i Snoras i almenhedens interesse.
29. Den 22. november 2011 afslog den litauiske nationalbank at tillade de førnævnte vedtægtsændringer og tilbagekaldte ved afgørelse af 24. november 2011 Snoras’ tilladelse til at udøve bankvirksomhed.
30. Den 7. december 2011 blev der indledt insolvensbehandling af Snoras med virkning fra den 20. december 2011.
31. Agnieška Anisimovienė og de øvrige berørte kunder anlagde sag ved Vilniaus apygardos teismas (regional domstol i Vilnius, Litauen) med påstand om, at de blev anerkendt som indskydere i Snoras. Deres påstand blev forkastet ved dom af 29. september 2014, idet retten fandt, at de skulle anses for investorer, og at de beløb, de havde indbetalt med henblik på køb af aktier, ikke var blevet til indskud.
32. Appellen iværksat til prøvelse af denne afgørelse blev forkastet af Lietuvos apeliacinis teismas (Litauens appeldomstol) ved dom af 12. marts 2015, der er genstand for kassationsanke ved Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauens øverste domstol).
B. Sag C-109/16
33. Ved afgørelse af 16. juni 2011 og af 14. juli 2011 godkendte den litauiske børskommission Snoras’ børsprospekt.
34. I henhold til prospektet kunne Snoras udstede mellemfristede omsættelige aktiver, under forudsætning af at de endelige betingelser for de enkelte udstedelser blev offentliggjort forud herfor.
35. Det fremgik af nævnte børsprospekt, at: 1) personerne kunne erhverve obligationerne i Snoras’ agenturer, filialer og øvrige tjenestegrene, 2) prisen på obligationerne skulle betales på datoen for indgåelsen af tegningsaftalen, og dermed skulle køberen råde over det nødvendige beløb på en konto i Snoras og give denne bank tilladelse til at hæve beløbet fra denne konto, 3) den gennemførelsesdato, der var fastsat i de endelige betingelser for emissionen, var datoen for obligationsudstedelsen, og 4) obligationerne skulle registreres på en fordringskonto i Snoras i køberens navn.
36. Den 2. november 2011 offentliggjorde Snoras de endelige betingelser for den 11. udstedelse af fastforrentede mellemfristede obligationer.
37. Den 10. og 11. november 2011 indgik Alvydas Raišelis separate tegningsaftaler med Snoras om erhvervelse af obligationer i forbindelse med nævnte emission og indsatte på sin egen personlige konto i banken et beløb svarende til bevisernes samlede pris. Aftalerne indeholdt en bestemmelse, som gjorde det muligt for banken at hæve det indsatte beløb uden en ny aftale for at betale for de købte obligationer.
38. I overensstemmelse med de undertegnede aftaler overførte Snoras de af Alvydas Raišelis indbetalte midler til en konto, der var åbnet i bankens navn.
39. Som følge af Snoras’ krise, som der er blevet henvist til, blev de af Alvydas Raišelis tegnede obligationer ikke udstedt.
40. Alvydas Raišelis anlagde sag ved Vilniaus miesto 2-asis apylinkės teismas (den anden distriktsdomstol i Vilnius) med påstand om, at det skulle anerkendes, at han havde ret til forsikringsudbetaling fra Indėlių ir investicijų draudimas VĮ (offentligt selskab, der har til formål at sikre beskyttelse af indskud og investeringer i tilfælde af finansielle institutioners konkurs, herefter »IID«).
41. Ved afgørelse af 7. september 2012 forkastede distriktsdomstolen sagsøgerens påstand. Retten bemærkede, at selv om obligationerne ikke var blevet udstedt, ville Alvydas Raišelis kun have ret til at modtage en forsikringsudbetaling, hvis Snoras havde overført eller anvendt investorens værdipapirer og/eller midler uden investorens samtykke, hvilket ikke var tilfældet. Retten tilføjede, at de af Snoras udstedte værdipapirer ikke kunne være omfattet af garantien.
42. Den 17. oktober 2013 omstødte Vilniaus apygardos teismas (den regionale domstol i Vilnius) distriktsdomstolens afgørelse og anerkendte appellantens ret til den påståede erstatning.
43. Appeldomstolen bemærkede, at selv om obligationerne først ville være blevet udstedt og indsat på Alvydas Raišelis’ personlige værdipapirskonto på værdipapirernes ikrafttrædelsesdato (den 1.12.2011), havde udstedelsen ikke fundet sted og var ikke trådt i kraft på grund af den litauiske nationalbanks beslutning om at tilbagekalde Snoras’ tilladelse til at udøve bankvirksomhed for bestandigt. Retten udtalte, at sagsøgeren skulle behandles som en investor, og at sagsøgerens midler, der stod på Snoras’ konto på tidspunktet for forsikringsbegivenheden, skulle behandles som et indskud, der var forsikringsdækket, hvorfor Alvydas Raišelis var berettiget til den påståede erstatning.
44. IID har iværksat appel til prøvelse af dommen i anden instans ved Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (øverste domstol).
III. De forelagte spørgsmål
45. Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (øverste domstol) har indgivet to anmodninger om præjudiciel afgørelse, som indgik til Domstolen henholdsvis den 21. december 2015 (sag C-688/15) og den 25. februar 2016 (sag C-109/16), og som har følgende ordlyd:
A. Sag C-688/15
»1) Skal [direktiv 94/19/EF (herefter »indskudsdirektivet«)] fortolkes således, at [midler], der hæves med personernes samtykke, eller som af disse personer selv overføres til eller indbetales på en konto, der var blevet åbnet i et kreditinstituts navn i et andet kreditinstitut, kan anses for et indskud i henhold til direktivet?
2) Skal indskudsdirektivets artikel 7, stk. 1, sammenholdt med artikel 8, stk. 3, forstås således, at der skal ske udbetaling i henhold til en indskudsgaranti op til det beløb, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, til alle personer, hvis fordring kan fastslås inden den dato, hvor den i indskudsdirektivets artikel 1, stk. 3, nr. i) og ii), omhandlede afgørelse eller kendelse afsiges?
3) Hvad angår indskudsdirektivet er definitionen af en »almindelig bankforretning« da relevant for fortolkningen af indskudsbegrebet som et indestående, der hidrører fra bankforretninger? Skal definitionen også tages i betragtning ved fortolkningen af begrebet indskud i nationale retlige foranstaltninger, der har gennemført indskudsdirektivet?
4) Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, hvorledes skal begrebet almindelig bankforretning i indskudsdirektivets artikel 1, nr. 1), da forstås og fortolkes:
a) Hvilke bankforretninger bør anses for almindelige, eller hvilke kriterier bør danne grundlag for afgørelsen af, om en bestemt bankforretning er en almindelig bankforretning?
b) Skal begrebet almindelig bankforretning vurderes under hensyn til formålet med de gennemførte bankforretninger eller til de parter, hvorimellem sådanne bankforretninger foretages?
c) Skal indskudsbegrebet som et indestående, der hidrører fra almindelige bankforretninger, i indskudsdirektivet fortolkes således, at det kun omfatter tilfælde, hvor alle de forretninger, der fører til et sådant indskud, kan anses for »almindelige«?
5) Hvad angår [midler], der ikke er omfattet af indskudsdefinitionen i indskudsdirektivet, men hvor medlemsstaten har valgt at gennemføre indskudsdirektivet og [direktiv 97/9/EF (herefter »investordirektivet«)] i national ret på en sådan måde, at [midler], hvorpå indskyderen har en fordring, der hidrører fra et kreditinstituts pligt til at yde investeringsservice, også anses for et indskud, kan dækningen for indskud da kun anvendes efter, at det er blevet fastslået, at kreditinstituttet i et bestemt tilfælde har handlet som et investeringsselskab, og det fik overført [midler] med henblik på investeringsvirksomhed/‑aktiviteter i den i investordirektivet og [direktiv 2004/39] omhandlede forstand?«
B. Sag C-109/16
»1) I sager, hvor et kreditinstitut handler som et investeringsselskab, hvortil der er overført [midler] med henblik på erhvervelse af værdipapirer udstedt af det samme kreditinstitut, men udstedelsen af værdipapirerne ikke træder i kraft, og ejerskabet til værdipapirerne ikke overføres til den person, som har indbetalt [midlerne], mens [midlerne] allerede er blevet hævet på denne persons bankkonto og overført til en konto, der er åbnet i kreditinstituttets navn, og ikke kan tilbagebetales, og hensigten med den nationale lovgivning i et sådant tilfælde ikke er klar hvad angår anvendelsen af en bestemt beskyttelsesordning, kan indskudsdirektivets artikel 1, nr. 1), og investordirektivets artikel 1, stk. 4, da finde direkte anvendelse med henblik på at fastlægge den gældende dækningsordning, og er den påtænkte anvendelse af [midlerne] det afgørende kriterium i den forbindelse? Er disse bestemmelser i direktiverne tilstrækkeligt klare, detaljerede og ubetingede og tildeler personer rettigheder med den følge, at personer kan støtte ret herpå ved de nationale retsinstanser i sager om betaling af erstatning fra det statslige organ, der yder forsikringsdækning?
2) Bør investordirektivets artikel 2, stk. 2, som specificerer de former for krav, der er dækket af investorgarantiordningen, forstås og fortolkes således, at den også omfatter fordringer på tilbagebetaling af [midler], som [investorer har til gode hos] et investeringsselskab […], og som ikke opbevares i investorernes navn?
3) Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, er investordirektivets artikel 2, stk. 2, som specificerer de former for krav, der er dækket af garantiordningen, da tilstrækkeligt klar, detaljeret og ubetinget og tildeler personer rettigheder med den følge, at disse personer kan støtte ret på denne bestemmelse ved de nationale retsinstanser i sager om betaling af erstatning fra det statslige organ, der yder forsikringsdækning?
4) Bør indskudsdirektivets artikel 1, nr. 1), forstås og fortolkes således, at definitionen af »indskud« i henhold til dette direktiv også omfatter [midler], der med personens samtykke overføres fra en personlig konto til en konto, der er åbnet i et kreditinstituts navn, som opbevares i det samme kreditinstitut, og som skulle være betaling for denne institutions fremtidige udstedelse af værdipapirer?
5) Skal indskudsdirektivets artikel 7, stk. 1, sammenholdt med artikel 8, stk. 3, forstås således, at der skal udbetales en indskudsgaranti op til det beløb, der er specificeret i artikel 7, stk. 1, til alle personer, hvis fordring kan fastslås inden den dato, hvor den afgørelse eller kendelse, der er henvist til i indskudsdirektivets artikel 1, stk. 3, nr. i) eller ii), er blevet afsagt? Skal indskudsdirektivet fortolkes således, at [midler], der hæves med personernes samtykke, eller som af disse personer selv overføres til eller indbetales på en konto, der var blevet åbnet i et kreditinstituts navn i et andet kreditinstitut, kan anses for et indskud i henhold til direktivet?«
IV. Retsforhandlingerne ved Domstolen
46. IID, den litauiske regering og Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg i sag C-688/15 og C-109/16. Agnieška Anisimovienė og de øvrige 256 berørte personer har afgivet skriftlige indlæg i sag C-688/15.
47. I retsmødet den 30. marts 2017, der omfattede begge sager, gav Agnieška Anisimovienė og de øvrige sagsøgere, IID, den litauiske regering og Kommissionen fremmøde.
V. Bedømmelse
48. Denne præjudicielle forelæggelse drejer sig om, hvilken kvalificering der gør sig gældende for midler, der er blevet indbetalt af kunder til et kreditinstitut (Snoras) med henblik på at erhverve enten aktier i denne bank (sag C-688/15) eller obligationer udstedt af banken (sag C-109/16), i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt de er omfattet af direktiv 94/19 og 97/9.
49. I den første sag blev kundernes midler indbetalt på en konto, der var blevet åbnet af Snoras i et andet kreditinstitut (FINASTA), enten direkte af kunderne eller med deres samtykke, ved hjælp af overførsler foretaget af Snoras fra de nævnte kunders konti i Snoras’ filialer.
50. I den anden sag blev midlerne overført, ligeledes med kundernes samtykke, fra deres konto i Snoras til en anden konto, der var åbnet i bankens navn i samme bank.
51. Det var ikke muligt at gennemføre den påtænkte transaktion i nogen af sagerne, eftersom Snoras i 2011 mistede sin tilladelse til at udøve bankvirksomhed og blev genstand for en insolvensbehandling.
52. Nu skal det for det første afgøres, om såvel de midler, der skulle anvendes til erhvervelse af aktier i Snoras (sag C-688/15), som tegningen af obligationer i dette kreditinstitut (sag C-109/16) kan anses for et »indskud« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 94/19.
53. Derefter (og kun for så vidt angår sag C-109/16) skal det afgøres, om de midler, der blev indbetalt med henblik på at tegne obligationer, er omfattet af den beskyttelse, som direktiv 97/9 yder til investorer.
54. De to spørgsmål er opstået i forbindelse med en national lovgivning, som har gennemført såvel indskudsdirektivet (94/19) som investordirektivet (97/9) i én enkelt lov.
55. De af Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (øverste domstol) forelagte spørgsmål kan efter min opfattelse samles og omformuleres til tre spørgsmål.
56. For det første må det undersøges: a) om midlerne i sag C-688/15 udgør et »indskud« med henblik på direktiv 94/19, hvilket omfatter den forelæggende rets første, tredje, fjerde og femte spørgsmål samt det andet spørgsmål i perifer grad, og b) om midlerne i sag C-109/16 ligeledes kan anses for et »indskud« som omhandlet i direktiv 94/19 (det fjerde spørgsmål i sag C-109/16). Kun såfremt begge former for midler er omfattet af direktiv 94/19, skal det afgøres, hvem der er begunstiget af garantien (det andet spørgsmål i sag C-688/15 og det femte spørgsmål i sag C-109/16).
57. For det andet skal det undersøges, om beløbene i sag C-109/16 er omfattet af direktiv 97/9, eftersom den forelæggende ret ønsker at få oplyst, om dette direktivs artikel 2, stk. 2, finder anvendelse på fordringer på tilbagebetaling af midler, som et investeringsselskab skylder investorer.
58. Endelig drejer det første og det tredje spørgsmål i sag C-109/16 sig om den mulige direkte virkning af direktiv 94/19 og 97/9.
A. Spørgsmålet om begrebet »indskud« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 94/19, og om, hvem der er begunstiget af direktivets garanti (det første til det femte spørgsmål i sag C-688/15 og det fjerde og det femte spørgsmål i sag C-109/16)
1. Parternes anbringender
59. Agnieška Anisimovienė og de øvrige sagsøgere har anført, at direktiv 94/19 omfatter de midler, som de indbetalte til Snoras i henhold til aktietegningsaftalerne. Efter deres opfattelse burde disse beløb være blevet tilbagebetalt i det øjeblik, hvor de nævnte aftaler mistede deres genstand, eftersom den litauiske nationalbank afslog at tillade Snoras’ udvidelse af aktiekapitalen.
60. Ifølge sagsøgerne var der opstået en »mellemtransaktion«, som medførte, at de midler, som Snoras skyldte dem, ikke blev tilbagebetalt på grund af bankens økonomiske vanskeligheder. Med andre ord forhindrede Snoras’ situation, at der blev gennemført en »almindelig bankforretning« som f.eks. overførsel til Agnieška Anisimovienė og de øvrige sagsøgere af de beløb, som blev opbevaret på Snoras’ konto, og som ikke kunne anvendes til erhvervelse af aktier.
61. Efter deres opfattelse ville en restriktiv fortolkning af den gældende lovgivning medføre, at de både mister erstatning som investorer og erstatning som indskydere. Når en indskyder, der ønsker at blive investor, ikke opnår dette (hvilket gør sig gældende for sagsøgerne), er denne efter deres opfattelse omfattet af beskyttelsen i direktiv 94/19.
62. De har desuden gjort gældende, at en indehaver af fordringer på tilbagebetaling af midler bør anses for en indskyder på tidspunktet for de i artikel 1, stk. 3, nr. i) og ii), i direktiv 94/19 nævnte afgørelser.
63. Såvel IID som den litauiske regering og Kommissionen er af den opfattelse, at de omtvistede midler i de to sager ikke udgør indskud som omhandlet i direktiv 94/19.
64. Ligesom Kommissionen har IID anført, at midlerne i sag C-688/15 snarere udgør et indskud fra Snoras i FINASTA (og ikke et indskud fra Agnieška Anisimovienė og de øvrige sagsøgere), eftersom de nævnte beløb, således som det er blevet erklæret ved retten i en anden sag, var blevet overført til Snoras, som blev indehaver heraf, og dermed var de ikke dækket af direktiv 94/19.
65. Ifølge IID, den litauiske regering og Kommissionen var disse midler ikke omfattet af garantien i direktiv 94/19, idet de hverken blev opbevaret på konti tilhørende Agnieška Anisimovienė og de øvrige sagsøgere eller var repræsenteret ved værdipapirer udstedt af Snoras. Det skal således kun afgøres, om de kan tilskrives »mellemtransaktioner foretaget som led i almindelige bankforretninger«. Dette er ikke tilfældet, eftersom begrebet »almindelig bankforretning« ikke omfatter en banks modtagelse af kapital, der er bestemt til erhvervelse af dens aktier.
66. IID har bestridt, at direktiv 94/19 kan finde anvendelse på midlerne i sag C-688/15, eftersom Snoras handlede som et investeringsselskab og modtog midlerne for at foretage investeringsvirksomhed. Efter IID’s opfattelse er de to omhandlede garantiordninger af forskellig karakter. Selv om der kan være en overlapning, er det ikke tilfældet i denne sag, eftersom sagsøgerne overførte midlerne med henblik på at foretage en investering, der i sidste ende slog fejl. Overførslen af disse midler var ikke et indskud, der var beskyttet i henhold til direktiv 94/19, og selve risikoen ved investeringen var ikke omfattet af direktiv 97/9.
67. For så vidt angår sag C-688/15 har den litauiske regering gjort gældende, at den nationale lovgiver har valgt at anvende indskudsgarantien i direktiv 94/19, når et kreditinstitut forpligter sig til at yde investeringsservice. Spørgsmålet om anvendelsen af de midler, som Snoras rådede over, er ifølge den litauiske regering således hypotetisk. Hvis kreditinstituttet bliver insolvent, kan midler, som et kreditinstitut er blevet betroet med henblik på erhvervelse af finansielle instrumenter eller andre formål, under alle omstændigheder og subsidiært give anledning til erstatning i henhold til direktiv 94/19, såfremt det er muligt at fastslå, at disse midler er omfattet af direktivets anvendelsesområde.
68. For så vidt angår sag C-688/15 har Kommissionen anført, at direktiv 94/19 og 97/9 ikke medfører en fuldstændig harmonisering af deres indhold. Medlemsstaterne kan yde en mere omfattende beskyttelse, såfremt dette hverken mindsker direktivernes effektive virkning eller berører de områder, som er blevet harmoniseret ved andre EU-retlige forskrifter.
69. Medlemsstaterne kan ifølge Kommissionen udvide beskyttelsen i indskudsgarantiordningen til midler, der ikke er omfattet af nogen af de to direktiver. Hvis denne beskyttelse omfatter fordringer, der hidrører fra et kreditinstituts pligt til at yde investeringsservice til sine kunder, er det ikke nødvendigt, at denne enhed i sagen har handlet som et investeringsselskab som omhandlet i direktiv 97/9.
70. Såfremt de omtvistede midler kan anses for indskud, har den litauiske regering gjort gældende, at der ikke bør ydes erstatning til indehaveren af kontoen, men derimod til indehaveren af disse midler, hvis identitet skal dokumenteres inden datoen for kreditinstituttets insolvens.
71. I denne retning har IID anført, at tilbagekaldelsen af Snoras’ tilladelse til at udøve bankvirksomhed skete den 24. november 2011, og at hverken dette selskab eller FINASTA på dette tidspunkt var forpligtet til at tilbagebetale midlerne, eftersom beslutningen om at udvide den autoriserede aktiekapital var gyldig indtil den 20. december 2011, hvor Snoras havde været forpligtet til at tilbagebetale midlerne til Agnieška Anisimovienė og de øvrige sagsøgere.
72. Hvad specifikt angår midlerne i sag C-109/16 er den litauiske regering, IID og Kommissionen i det væsentlige enige om, at de ikke kan anses for indskud. Ifølge disse parter er midlerne overført med den berørte persons samtykke til en konto tilhørende Snoras med henblik på at få adgang til en senere udstedelse af obligationer fra dette kreditinstitut, og denne situation er ikke omfattet af begrebet »indskud« i direktiv 94/19.
2. Behandling af spørgsmålet
a) Begrebet »indskud« i direktiv 94/19 – generelle bemærkninger
73. I henhold til artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19 omfatter begrebet »indskud« på den ene side »[i]ndestående beløb, der hidrører fra indlån eller fra mellemtransaktioner foretaget som led i almindelige bankforretninger, og som skal tilbagebetales af et kreditinstitut på bestemte vilkår fastsat ved lov eller ved aftale«, og på den anden side »fordringer udstedt af kreditinstituttet i form af værdipapirer«.
74. Således som generaladvokat Cruz Villalón gjorde gældende i sit forslag til afgørelse i (den første) sag Indėlių ir investicijų draudimas og Nemaniūnas (9), har »[v]i […] i begge tilfælde at gøre med fordringer, som kreditinstituttet har pligt til at tilbagebetale, i det ene tilfælde til indehaveren af en konto, som har et indestående beløb hidrørende fra indlån, eller som har været anvendt til almindelige bankforretninger, der har ført til mellemtransaktioner, som ligeledes har resulteret i et indestående beløb, og i det andet tilfælde til indehaveren af et indlånsbevis« (10).
75. Tilbagebetalingspligten er således afgørende for definitionen af begrebet »indskud« (11). Dette bekræftes i artikel 1, nr. 4), i direktiv 94/19, hvorefter de i nr. 1) nævnte kreditinstitutter er »foretagende[r], hvis virksomhed består i fra offentligheden at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales« (12).
76. Det andet centrale element i begrebet »indskud« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 94/19, er netop, at indskyderen skal være et kreditinstitut.
77. Det tredje element i dette begreb vedrører indskyderens identitet. Med forbehold af de i direktiv 94/19 fastsatte (13) eller tilladte undtagelser (14) er indskydere generelt set »opsparere«, hvis beskyttelse ifølge første betragtning til direktivet er et af dets formål (15).
78. Det bestrides ikke, at to af disse tre elementer er til stede i de sager, der har givet anledning til de præjudicielle forelæggelser: Der er tale om midler, der er blevet overført til et kreditinstitut af personer (opsparere, i bred forstand), som principielt ikke er udelukket fra anvendelsesområdet af direktiv 94/19. Spørgsmålet er, om det tredje element, som er mere vanskeligt at identificere, er til stede.
79. De i artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19 nævnte indestående beløb omfatter midler, der er overført til et kreditinstitut i medfør af en aftale om indskud på en løbende konto eller en opsparingskonto, som er ikke er særligt komplicerede begreber. Med forbehold af de sproglige problemer, som jeg vil behandle efterfølgende, forekommer det mig heller ikke vanskeligt at fastslå, hvad der skal forstås ved »fordringer«, som er omhandlet i nævnte artikel 1, nr. 1), første afsnit, in fine (16). Ingen af disse to kategorier gør sig gældende i sag C-688/15, hvilket jeg vil gøre rede for i det følgende.
80. Det er mere kompliceret at definere beløb, som hidrører fra »mellemtransaktioner foretaget som led i almindelige bankforretninger«, dvs. de beløb, som er omfattet af den anden af de i artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19 omhandlede situationer.
81. Det kan i princippet konstateres, at »almindelige bankforretninger« er bankforretninger, der foretages af et kreditinstitut i forbindelse med udøvelsen af dens normale virksomhed, som grundlæggende består »i fra offentligheden at modtage midler, der skal tilbagebetales, enten i form af indlån eller på anden måde, f.eks. kontinuerlig udstedelse af obligationer og andre lignende værdipapirer, samt i at yde lån for egen regning« (17).
82. Således som den procesfuldmægtige for Agnieška Anisimovienė og de øvrige sagsøgere i sag C-688/15 gjorde gældende i retsmødet, slår sjette betragtning til direktiv 2006/48 til lyd for en »så bred som mulig« samordning på området for kreditinstitutter. Dette sker imidlertid under hensyntagen til, at samordningen bør omfatte »samtlige institutter, hvis virksomhed består i fra offentligheden at modtage midler, der skal tilbagebetales« (18), og efter den udtrykkelige henvisning i femte betragtning til »at beskytte sparerne«. Uanset hvor mangfoldige kreditinstitutternes virksomhed måtte være i dag, kan der med henblik på direktiv 94/19 kun tages højde for almindelige bankforretninger, dvs. bankforretninger, der er forbundet med modtagelse af midler, der skal tilbagebetales, og kreditbevilling.
83. For så vidt angår de »mellemtransaktioner«, der følger af disse almindelige bankforretninger, må det formodes, at der er tale om transaktioner, der finder sted i løbet af det tidsrum, hvor de nævnte »bankforretninger« udføres. Der er således tale om mellemtransaktioner mellem to regnskabsopgørelser, som afviger fra hinanden på grund af den bankforretning, der har fundet sted mellem dem, og som skaber en fuldkommen kontinuitet herimellem.
84. Ved første øjekast er de ved direktiv 94/19 sikrede »indskud« – ud over indestående beløb, der potentielt hidrører fra disse mellemtransaktioner – indestående beløb, der hidrører fra hver enkelt sædvanlig eller »almindelig bankforretning« (som udføres med eller på grundlag af »beløb, der hidrører fra indlån«) og fordringer udstedt af kreditinstituttet i form af værdipapirer.
85. Når alt kommer til alt, bør jeg fremhæve, at det væsentlige i forbindelse med afgrænsningen af begrebet »indskud«, som anvendes i direktiv 94/19, er tilbagebetalingspligten. Det er kendetegnende for deponeringsaftalen, at en part modtager den fremmede genstand og er forpligtet til at opbevare og returnere den. Der kan desuden ikke ses bort fra, at direktiv 94/19 grundlæggende forsøger at beskytte opsparere i tilfælde af lukning af et insolvent kreditinstitut (19). Det drejer sig således først og fremmest om over for opsparerne at garantere, at denne insolvens ikke umuliggør tilbagebetaling (i det mindste til en vis grænse) af deres midler, som kreditinstituttet har en retlig forpligtelse til at tilbagebetale.
86. Henset til beskyttelsen af opsparerne er jeg således af den opfattelse, at de af direktiv 94/19 sikrede indskud er indskud, som overføres (af kunderne) til et kreditinstitut med en forventning om og sikkerhed for, at de kan få dem tilbage når som helst alene på de betingelser, der gør sig gældende for en almindelig tilbagebetalingstransaktion.
87. Der er netop tale om indlån, for nu at anvende det udtryk som er anvendt i artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19, der skal opbevares, indtil indehaveren af midlerne vælger at hæve dem. Indehaveren kan naturligvis også anvende dem, for så vidt som de forbliver på den pågældende konto, til betalingstransaktioner (betalingsservice eller lignende), som den efter aftale med banken ønsker at foretage fra kontoen.
88. Direktiv 94/19 har til hensigt at yde beskytte opsparernes forventning om, at de kan få indlån hos et kreditinstitut tilbage, selv når sidstnævnte er insolvent. EU-lovgiver har således forsøgt at undgå de omkostninger, »som ville blive resultatet af en massiv hævning af bankindskud ikke alene i et kriseramt institut, men også i sunde institutter, fordi indskyderne vil miste tilliden til banksystemets soliditet« (20).
89. Det er netop denne specifikke tillid og ikke den tillid, som generelt gør sig gældende for enhver juridisk handel, som direktiv 94/19 har til formål at beskytte. Dette direktiv sikrer ikke tilbagebetaling af midler, der er overført som modydelse for enhver kontraktlig forpligtelse, men derimod udelukkende tilbagebetaling af midler, som opsparere har overdraget til et kreditinstitut i vished om, at de kan få dem tilbage når som helst.
90. Midler, der anvendes til opfyldelse af en forpligtelse, som er indgået i forbindelse med ethvert andet kontraktforhold, er naturligvis omfattet af den generelle beskyttelse, som lovgivningen yder af aftaler, der er gyldigt indgået. Denne (generelle) beskyttelse må dog gøre sig gældende ved de i de enkelte tilfælde bestemte kanaler, for at den part, der tilsidesætter sine forpligtelser ex contracto, som ikke omfatter de i direktiv 94/19 omhandlede forpligtelser, kan ifalde retligt ansvar.
b) Spørgsmålet om, hvorvidt de i sag C-688/15 omtvistede midler udgør »indskud«
91. Domstolen har i dom af 21. december 2016 (21) tydeligt slået fast, at direktiv 94/19 ikke foreskriver nogen garanti i forhold til erhvervelsen af selskabsaktier. I forbindelse med nævnte dom søgtes det afgjort, om dette direktiv omfattede beskyttelse af andele i godkendte kooperativer, der er aktive i finanssektoren. Domstolen konkluderede, at »[e]rhvervelsen af sådanne andele […] snarere må sidestilles med erhvervelsen af selskabsaktier, i forhold til hvilke direktiv 94/19 ikke foreskriver nogen garanti, end med en indbetaling på en bankkonto« (22).
92. Eftersom nævnte sag kun omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt erhvervelsen af disse konkrete andele var omfattet af begrebet »indskud« i direktiv 94/19, var det ikke nødvendigt for Domstolen at foretage en omfattende undersøgelse af spørgsmålet om tegning af aktier, og den konstaterede blot, at dette var udelukket fra direktiv 94/19. Dette spørgsmål er derimod i centrum nu, og dermed er det nødvendigt at se nærmere på begrundelserne for denne klare konstatering fra Domstolen.
93. Hvis der tages udgangspunkt i omstændighederne i sag C-688/15, således som de fremgår af forelæggelsesafgørelsen, er jeg af den opfattelse, at de deri omtvistede midler ikke kan anses for »indskud« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19.
94. Jeg henviser til, at der var tale om beløb, der var blevet indbetalt på en konto i et kreditinstitut (FINASTA) i et andet kreditinstituts navn (Snoras), og som skulle anvendes til erhvervelse af nye aktier, som sidstnævnte ville udstede. Midlerne blev enten indbetalt direkte (af personer) på Snoras’ konto hos FINASTA enten ved hjælp af overførsler foretaget af Snoras til denne konto fra konti, som Snoras’ kunder (som gav samtykke hertil) havde åbnet i sidstnævnte bank. Inden erhvervelsen af aktierne kunne finde sted, vedtog den litauiske regering at ekspropriere Snoras i almenhedens interesse.
95. Efter min opfattelse er beløb, som er genstand for disse transaktioner, ikke »beløb, der hidrører fra indlån […], og som skal tilbagebetales af et kreditinstitut«. Midlerne var heller ikke indlån på personernes konti, men derimod på den konto, som Snoras havde åbnet i FINASTA, således at der – såfremt der foreligger et indskud – kun kan være tale om Snoras’ indskud i FINASTA, hvilket IID og Kommissionen har anført.
96. Det kan dog det gøres gældende, at de beløb, som Snoras har »opbevaret« i FINASTA, reelt set fortsat tilhørte de personer, som havde indbetalt dem. Den ved artikel 8, stk. 3, i direktiv 94/19 sikrede garanti bør således beskytte sagsøgerne. Der er imidlertid to elementer, der taler imod denne opfattelse.
97. For det første kan de til FINASTA indbetalte midler kun eventuelt være omfattet af garantien i medfør af direktiv 94/19, hvis FINASTA, i egenskab af depositar, er insolvent og derfor ikke kan tilbagebetale midlerne, hvilket ikke er tilfældet.
98. For det andet (og uanset, at retten tilsyneladende har bekræftet, at de omhandlede midler tilhører Snoras (23)) udspringer den tilbagebetalingspligt, som eventuelt påhviler Snoras, af misligholdelsen af aftalen om erhvervelse af aktier, som denne bank har indgået med sine kunder. Denne pligt må ikke forveksles med pligten til tilbagebetaling af midler, som er overdraget til et kreditinstitut i vished om, at de når som helst kan tilbagebetales, som er kendetegnet ved de af direktiv 94/19 beskyttede midler.
99. De midler, som Agnieška Anisimovienė og de øvrige sagsøgere indbetalte til Snoras, blev med andre ord ikke indbetalt med en forventning om, at Snoras forpligtede sig til at tilbagebetale dem når som helst i fremtiden på sagsøgernes anmodning, men derimod under de betingelser, at de blev indbetalt som modydelse (betaling af prisen) for erhvervelse af ejerskab af et bestemt antal aktier i Snoras. Den omstændighed, at denne erhvervelse i sidste ende ikke kunne gennemføres, kan resultere i en manglende opfyldelse af en aftale, og erstatningen herfor skal søges gennem de kanaler, der er fastlagt i den litauiske civil- eller handelsret, men ikke gennem den beskyttelse, som direktiv 94/19 yder til bankindskud.
100. Den situation, der opstår som følge af Snoras’ forpligtelser i henhold til aktietegningsaftalerne, kan efter min opfattelse heller ikke være omfattet af de »mellemtransaktioner«, som er nævnt i artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19.
101. Sagsøgerne har gjort gældende, at Snoras var forpligtet til at tilbagebetale de midler, som denne bank var blevet betroet, eftersom denne overdragelse indebar en »almindelig bankforretning«, selv om den ikke kunne gennemføres, idet der mellem indbetalingen af midlerne og tilbagebetalingen heraf (en »mellemtransaktion«) først blev opstillet begrænsninger for Snoras’ drift og derefter blev indledt en insolvensbehandling.
102. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at såfremt Snoras har pligt til at tilbagebetale de modtagne midler som modydelse for en aktieemission, som efterfølgende ikke fandt sted, er det ikke, fordi banken har gennemført en »almindelig bankforretning« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19. Således som jeg tidligere har forklaret, anvendes betegnelsen »almindelig« i forbindelse med bankforretninger, der foretages af et kreditinstitut i forbindelse med udøvelsen af dens normale virksomhed (modtagelse af midler, der skal tilbagebetales, og ydelse af lån for egen regning), men ikke i forbindelse med tegning af aktier.
103. I hovedsagen blev midlerne ikke modtaget som sådanne midler, der skal tilbagebetales, men derimod som pengebeløb, som Snoras modtog for at udvide sin selskabskapital. Denne udvidelse kom til udtryk i de nye aktier, som kunderne skulle erhverve. De beløb, som Agnieška Anisimovienė og de øvrige sagsøgere indbetalte, var således betaling af en modydelse, som ikke bestod i opbevaring, bevarelse og eventuelt tilbagebetaling af et indskud.
104. Jeg gentager, at den »mellemtransaktion«, som er nævnt i artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19, er en transaktion, der finder sted mellem »almindelige« bankforretninger, og ikke en transaktion, der finder sted mellem opståen af en forpligtelse som følge af en manglende opfyldelse af en aktietegningsaftale på den ene side og en reel opfyldelse af denne forpligtelse på den anden side. I denne situation er der ikke tale om to »almindelige bankforretninger«, hvorimellem en »mellemtransaktion« har fundet sted, men derimod snarere den tidsmæssige konsekvens af en manglende opfyldelse af en aftale og indtræden af retsvirkningen heraf.
105. Det forekommer mig endelig vanskeligt at bestride, at de i hovedsagen omtvistede midler heller ikke kan anses for »fordringer udstedt af kreditinstituttet i form af værdipapirer«, således at de ikke er omfattet af det tredje af de i artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19 omhandlede tilfælde.
106. Når alt kommer til alt, udgør de i sag C-688/15 omtvistede midler efter min opfattelse ikke et indskud i henhold til direktiv 94/19.
107. I betragtning af, at den nationale lovgivning har gennemført direktiv 94/19 og 97/9 i én enkelt retsakt (24), ønsker den forelæggende ret desuden at få oplyst, om den nationale lovgiver kan lade »midler, hvorpå indskyderen har en fordring, der hidrører fra et kreditinstituts pligt til at foretage forretninger med indskyderens midler eller yde investeringsservice« omfatte af begrebet »indskud«. Den forelæggende ret har anført, at dette fremgår af artikel 2, stk. 4, i loven om indskudsgaranti.
108. Ifølge den forelæggende ret tilsigtede den litauiske lovgiver med denne bestemmelse at udvide indskudsgarantiordningen til alle midler på bankkonti, uanset formålet med kontoens indestående. Dette ville således også gælde for midler forbundet med investeringsservice ydet af banken over for kunder.
109. Jeg tilslutter mig Kommissionens synspunkt om, at medlemsstaterne, idet direktiv 94/19 kun foretager en minimumsharmonisering, frit kan udvide den ved direktivet sikrede beskyttelse med forbehold af, at de ikke må »bringe den praktiske virkning af den indskudsgarantiordning, som de i medfør af dette direktiv er pålagt at indføre, i fare« (25).
110. Med denne specifikke undtagelse forhindrer direktiv 94/19 ikke, at den nationale lovgiver lader begrebet »indskud« omfatte midler forbundet med investeringsservice, såfremt han ønsker dette. I forbindelse med anvendelsen af den nationale lovgivning er det ikke nødvendigt at foretage en fortolkning af, hvad der skal forstås ved investeringsvirksomhed i henhold til den præcise ordlyd af direktiv 97/9.
111. Hvis den forelæggende ret dermed er af den opfattelse, at Snoras – uden for rammerne af direktiv 97/9 – har handlet som et investeringsselskab, og at de omtvistede midler blev overført til dette kreditinstitut med henblik på investering, skal den afgøre, hvorvidt dette i henhold til national ret er tilstrækkeligt til at yde en beskyttelse af midlerne, som – selv om der ikke er tale om den ved direktiv 94/19 sikrede beskyttelse – ikke må bringe nævnte direktivs ordning i fare.
c) Spørgsmålet om, hvorvidt de i sag C-109/16 omtvistede midler udgør »indskud«
112. I sag C-109/16 ønskede Alvydas Raišelis at tegne fastforrentede mellemfristede obligationer, som skulle udstedes af Snoras, og i denne forbindelse gav han samtykke til overførsel af bestemte midler fra en konto, som han var indehaver af (i Snoras), til en anden konto, som tilhørte Snoras. Under disse omstændigheder ønsker den forelæggende ret at få oplyst, om disse midler kan anses for »indskud« som omhandlet i artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19.
113. De årsager, som ligger til grund for konstateringen af, at midlerne i sag C-688/15 ikke udgør indskud, kan efter min opfattelse ligeledes finde anvendelse på de i sag C-109/16 omhandlede midler.
114. I dette tilfælde var der heller ikke tale om indlån på Alvydas Raišelis’ konto, eftersom midlerne på tidspunktet for tilbagekaldelsen af Snoras’ tilladelse og indledningen af insolvensbehandlingen allerede var blevet indbetalt på en konto, der tilhørte nævnte kreditinstitut. Derfor vil jeg i det følgende gentage, hvad jeg har gjort gældende for så vidt angår den tilbagebetalingspligt, som eventuelt påhviler Snoras.
115. De førnævnte årsager finder tilsvarende anvendelse på begrebet »mellemtransaktion«, som skal finde sted mellem opståen af denne forpligtelse ex contracto og den effektive opfyldelse heraf.
116. De midler, der er omfattet af denne forelæggelse, kan heller ikke anses for en »fordring i form af værdipapirer«, selv om denne konstatering kræver yderligere forklaring, idet Alvydas Raišelis, i modsætning til det i sag C-688/15 omtvistede tilfælde, ikke forsøgte at erhverve aktier i Snoras, men derimod at tegne obligationer (26) udstedt af dette kreditinstitut.
117. Med de pågældende midler blev der forsøgt at oprette en form for »gældsinstrument«, som er et udtryk, der anvendes i artikel 4, stk. 1, nr. 18), i direktiv 2004/39 i forbindelse med en bestemt kategori af værdipapirer, der kan omsættes på kapitalmarkedet (»obligationer og andre gældsinstrumenter, herunder beviser for sådanne værdipapirer«).
118. Denne omstændighed kan være relevant med henblik på direktiv 94/19, idet de fordringer, der nævnes i artikel 1, nr. 1), i forbindelse med definitionen af begrebet »indskud«, netop omfatter fordringer i form af »værdipapirer«.
119. I materiel forstand står det klart, at gælden eksisterede fra det tidspunkt, hvor Alvydas Raišelis og Snoras indgik tegningsaftalerne, og hvor Alvydas Raišelis indbetalte et beløb svarende til bevisernes samlede pris på kreditinstituttets konto.
120. I rent formel forstand står det imidlertid klart, at der ikke blev oprettet et »bevis for gælden«, uanset at dette blev forsøgt. Dermed har vi efter min opfattelse ikke med de i artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19 omhandlede faktiske omstændigheder at gøre.
121. Jeg anerkender ikke desto mindre, at man i teorien kunne forestille sig en mindre streng fortolkning af bestemmelsen, hvorefter direktiv 94/19 – under forudsætning af, at fordringen »formaliseres« ved et værdipapir – i sidste ende har til formål (indtil en vis grænse) at sikre de fordringer, der foreligger tilstrækkeligt bevis for.
122. Henset til formålet om beskyttelse af opsparerne, som jeg tidligere har henvist til, ville en udvidet fortolkning af formuleringen »i form af« måske omfatte ethvert »tilstrækkeligt bevis« for, at der foreligger en fordring, som kreditinstituttet er forpligtet til at opfylde.
123. Selv ud fra dette synspunkt ville det påhvile den nationale ret at vurdere, om det med indgåelsen af aftalen om tegning af obligationer mellem Alvydas Raišelis og Snoras og den omstændighed, at førstnævnte opfyldte sin kontraktlige forpligtelse til at overføre de aftalte midler til sidstnævnte, kan anses for godtgjort, at der foreligger en fordring på samme vilkår, som hvis Alvydas Raišelis’ overførsel af midler til Snoras var kommet til udtryk i et værdipapir.
124. Såfremt denne fortolkning af artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19 lægges til grund, skal det tages i betragtning, at den litauiske lovgivning i forbindelse med anvendelsen af den i artikel 7, stk. 2, i direktiv 94/19 opstillede mulighed ikke omfatter en garanti for værdipapirer, der er udstedt af et kreditinstitut (27).
125. Den funktionelle fortolkning, som jeg netop har henvist til, ville formentlig overskride grænserne for EU-lovgivers definition af de i artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19 omhandlede faktiske omstændigheder. Denne bestemmelse omhandler en »fordring i form af værdipapirer«, dvs. en fordring, som ikke blot eksisterer, men som også kan godtgøres i formel forstand ved hjælp af et specifikt gældsinstrument.
126. Den spanske version af bestemmelsen indeholder muligvis en særlig streng definition af dette gældsinstrument, som skal være et »certificado de depósito« (indskudsbevis), der har en mere snæver betydning Andre sprogversioner forekommer at være mindre strenge: Den franske nævner f.eks. »toute créance représentée par un titre de créance« (28). Der er imidlertid stadig tale om et »gældsinstrument«, altså et dokument, som skal »repræsentere« en fordring og give formel sikkerhed herfor.
127. Når alt kommer til alt, forekommer det ikke at være tilstrækkeligt, at fordringen kan godtgøres på andre måder end ved, at der er blevet udfærdiget et dokument. Det er udelukket a sensu contrario, at der blot foreligger en godtgørelse af hensigten om at formalisere fordringen, eller, som i den foreliggende sag, at tegneren af de af kreditinstituttet udstedte obligationer har opfyldt betalingsforpligtelsen (29).
128. Samlet set er jeg af den opfattelse, at midlerne i sag C-109/16 heller ikke kan anses for »indskud« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19. Dette direktiv er dog ikke til hinder for, at den nationale lovgivning kan behandle både disse midler som de i sag C-688/15 omhandlede midler som indskud, under forudsætning af at virkningen af den i direktivet fastlagte garantiordning respekteres.
B. Spørgsmålet om dækningen af investorgarantiordningen i direktiv 97/9 (det andet spørgsmål i sag C-109/16)
129. Ifølge niende betragtning til direktiv 97/9 »kan [det] […] være vanskeligt at sondre mellem indskud, der dækkes i henhold til direktiv [94/19], og midler, der opbevares i forbindelse med investeringsvirksomhed«. Desuden kan visse fordringer beskyttes af både direktiv 94/19 og 97/9. Artikel 2, stk. 3, i sidstnævnte direktiv udelukker dobbelt erstatning i sådanne tilfælde.
130. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om de i sag C-109/16 omtvistede midler – der, således som jeg allerede har fastslået, ikke udgør indskud som omhandlet i direktiv 94/19 – er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 97/9.
1. Parternes anbringender
131. IID har gjort gældende, at disse midler ikke er omfattet af direktiv 97/9. Snoras har ikke handlet som et investeringsselskab, men derimod som et selskab, der udsteder obligationer, således at den skade, som kunderne har lidt, udspringer af investeringsrisikoens indtræden, hvilket som sådan er udelukket fra nævnte direktivs dækning.
132. I denne forbindelse kan Snoras ifølge den litauiske regering ikke anses for en virksomhed, som yder investeringsservice, eftersom den ikke er i overensstemmelse med den i direktiv 2004/39 opstillede profil, idet den har handlet som en udsteder af obligationer og ikke som et investeringsselskab. Den skade, som Alvydas Raišelis har lidt, hidrører fra den risiko, der gør sig gældende for enhver form for investering.
133. Uanset ordlyden af den litauiske version af artikel 2, stk. 2, i direktiv 97/9 har Kommissionen gjort gældende, at denne bestemmelse skal fortolkes således, at der skal ydes dækning for fordringer, der hidrører fra et investeringsselskabs manglende mulighed for at tilbagebetale midler, det skylder investorerne, eller der tilhører investorerne, og som indestår på deres vegne i forbindelse med investeringsvirksomhed. Det er uden betydning, hvorvidt midlerne indestår på en konto i investeringsselskabets eller investorens navn.
2. Behandling af spørgsmålet
134. Således som titlen på direktiv 97/9 røber (30), har det ikke til formål at beskytte investeringer, dvs. at det ikke søger at dække eller fjerne den økonomiske risiko ved enhver form for investering i værdipapirer. Dets formål er at beskytte investorerne, nærmere betegnet, eller i særlig grad, »mindre investorer« ifølge fjerde betragtning til dette direktiv.
135. Det drejer sig reelt set om at sikre risikoen for, at »et investeringsselskab ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder« (31), dvs. at beskytte dem i tilfælde af manglende overholdelse af forpligtelserne til at »yde investeringsservice« eller »udføre investeringsaktiviteter« (32). Dette svarer til at beskytte investoren i tilfælde af, at den virksomhed, som denne har anmodet om professionel hjælp til at investere, bliver insolvent, eller i almindelighed »ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder«.
136. Det sikres, at opsparerne (eller i det mindste nogle opsparere (33)) kan investere i vished om, at der findes en garantiordning, der beskytter dem til en vis grænse, og som dækker »de midler og instrumenter, som investeringsselskabet ligger inde med« (34), når dette selskab ikke kan leve op til sine forpligtelser.
137. Det er således en garanti, der atter overlapper anvendelsen af de sædvanlige ordninger, som i civil- eller handelsretten er til rådighed for parterne i en aftale. Uanset det ansvar i eller uden for kontraktforhold, der påhviler investeringsselskaber, der ikke handler tilstrækkeligt ærligt, redeligt og professionelt over for deres kunder eller giver dem tvetydige eller vildledende oplysninger om de risici, som de påtager sig, finder garantiordningen i direktiv 97/9 objektivt set anvendelse. Dette afværger dog ikke risikoen for, at investeringen, så snart den er foretaget, underkastes den hårde markedslogik.
138. Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (øverste domstol) forekommer at have konstateret som et faktum, at Snoras under de i sag C-109/16 omhandlede omstændigheder handlede som et investeringsselskab (35). Rettens tvivl vedrører navnlig opfattelsen af Alvydas Raišelis som investor og dermed dennes eventuelle ret til beskyttelse i medfør af direktiv 97/9.
139. For at besvare det konkrete spørgsmål fra den forelæggende ret må Domstolen således lægge til grund, at Snoras i dette tilfælde opfyldte de betingelser, der er nødvendige for at blive anset for et investeringsselskab (36).
140. På baggrund af det ovenstående bør det fremhæves, at den af Alvydas Raišelis påtænkte økonomiske transaktion ikke kunne gennemføres på grund af insolvens hos et selskab (Snoras), som samtidig var udsteder af de obligationer, som dets kunde ønskede at tegne, og det investeringsselskab, som kunden havde betroet nævnte transaktion.
141. Under disse omstændigheder er det vanskeligt at afgøre, om den økonomiske forstyrrelse, som Alvydas Raišelis er blevet udsat for, skyldes den ene eller den anden rolle, som Snoras har påtaget sig over for ham. Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, hvilket af disse tilfælde der gør sig gældende under de i hovedsagen gældende omstændigheder. Hvis den i sidste ende vurderer, at Snoras for det første har handlet som et investeringsselskab, og at tegningen af obligationer for det andet fandt sted inden for rammerne af aftalen om finansielle tjenesteydelser, der var indgået med Alvydas Raišelis, må den afgøre, i hvilket omfang Snoras’ »manglende mulighed« medfører en tilbagebetalingspligt, og derfor har den anmodet om en fortolkning af artikel 2, stk. 2, i direktiv 97/9.
142. Dette spørgsmål berører en betydelig forskel mellem den litauiske affattelse af bestemmelsen og de øvrige sprogversioner. Ifølge sidstnævnte skal der »være dækning for krav, der skyldes et investeringsselskabs manglende evne til at tilbagebetale midler, som investorerne har til gode eller ejer, og som opbevares for dem af investeringsselskabet i forbindelse med investeringsvirksomhed« (37). I den litauiske tekst nævnes derimod kun midler, som investorerne ejer, mens de midler, som investorerne har til gode hos investeringsselskabet, er udeladt (38).
143. Således som jeg vil forklare i det følgende, omfatter ordlyden af den gældende bestemmelse en henvisning til de midler, som investorerne har til gode hos investeringsselskabet (39), hvilket netop er det, som den forelæggende ret er interesseret i. Eftersom denne henvisning ikke er til stede i den litauiske version af artiklen, har den forelæggende ret spurgt Domstolen, om den kan udledes ved en fortolkning.
144. Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (øverste domstol) ønsker oplyst, hvorvidt artikel 2, stk. 2, i direktiv 97/9 skal fortolkes »således, at den også omfatter fordringer på tilbagebetaling af midler, som investorerne har til gode hos et investeringsselskab, og som ikke opbevares i investorernes navn« (40).
145. Dette spørgsmål bør på den ene side besvares bekræftende, da der er overensstemmelse mellem de fleste sprogversioner (med undtagelse af den litauiske) for så vidt angår artiklens ordlyd. I disse tilfælde er det ikke nødvendigt ved en fortolkning at udlede en bestemmelse, som må anses for at være integreret utvetydigt og uden forbehold i selve artiklens ordlyd. Det er på den anden side den løsning, der stemmer bedst overens med formålet med bestemmelsen om investorbeskyttelse.
146. Den omhandlede artikel er tilstrækkelig klar, præcis og ubetinget til at kunne påberåbes af borgerne, hvilket forklares nedenfor.
C. Spørgsmålet om, hvorvidt direktiv 94/19 og 97/9 har direkte virkning (det første og det tredje spørgsmål i sag C-109/16)
147. Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, om personer kan støtte ret på artikel 2, stk. 2, i direktiv 97/9 direkte ved en retsinstans.
148. Kommissionen er af den opfattelse, at nævnte artikels henvisning til »gældende love og aftaler« ikke forhindrer, at den del af bestemmelsen, der vedrører tilbagebetalingspligten, er tilstrækkelig klar, præcis og ubetinget og tildeler subjektive rettigheder, eftersom disse »love« udelukkende berører de forskellige former for tilbagebetaling.
149. Spørgsmålet blev afgjort ved dom af 25. juni 2015, Indėlių ir investicijų draudimas og Nemaniūnas (41), hvori Domstolen udtalte, at »direktiv 97/9, for så vidt som det vedrører afgrænsning af de tilfælde, der er beskyttet, i sig selv [er] tilstrækkelig klar, præcis og ubetinget til at kunne påberåbes direkte af borgerne«.
150. Det samme gælder for artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19 og den deri fastlagte definition af »indskud«, hvis direkte virkning den forelæggende ret ligeledes har stillet spørgsmål om.
151. Under alle omstændigheder, og således som det også var tilfældet i sagen Indėlių ir investicijų draudimas og Nemaniūnas (42), tilkommer det den forelæggende ret »at afgøre, om IID, som ubestridt har til opgave at sikre beskyttelsen af indskud og investeringer for investorerne i tilfælde af finansinstitutternes insolvens«, opfylder de betingelser, som skal opfyldes af »organer, over for hvilke der kan støttes ret på de bestemmelser i et direktiv, der kan have direkte virkning«. Disse betingelser omfatter bl.a., at der skal være tale om »et organ, som – uanset sin retlige organisationsform – ved en af staten udstedt retsakt har fået til opgave at yde offentlig servicevirksomhed under statens tilsyn, og som med henblik herpå har særlige beføjelser ud over dem, der følger af de regler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne« (43).
VI. Forslag til afgørelse
152. På baggrund af ovenstående bemærkninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauens øverste domstol) forelagte spørgsmål således:
»1) Artikel 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/14/EF af 11. marts 2009, skal fortolkes således, at følgende ikke er omfattet af definitionen af »indskud«:
– midler, der med indehaverens samtykke overføres fra en personlig konto til en konto, der er åbnet i et kreditinstituts navn, som skulle være betaling for denne institutions fremtidige udstedelse af værdipapirer
– midler, der overføres under de samme betingelser med henblik på at erhverve aktier i et kreditinstitut, som har været genstand for en offentlig emission.
2) Direktiv 94/19 er ikke til hinder for, at en medlemsstats lovgivning kan beskytte disse midler i form af sikrede indskud, såfremt dette ikke bringer den ved nævnte direktiv fastlagte ordning i fare.
3) Artikel 2, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger finder anvendelse i tilfælde af et investeringsselskabs manglende evne til at tilbagebetale midler, som dettes kunder har til gode.
4) Såvel artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19 som artikel 2, stk. 2, i direktiv 97/9 er tilstrækkeligt klare, præcise og ubetingede til, at borgerne for domstolene kan påberåbe sig disse over for organer, som – uanset deres retlige organisationsform – har fået til opgave at yde offentlig servicevirksomhed, og som med henblik herpå har særlige beføjelser ud over dem, der følger af de regler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne, hvilket tilkommer den nationale ret at afgøre.«