Language of document :

Appel iværksat den 27. maj 2011 af Kaimer GmbH & Co. Holding KG m.fl. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 24. marts 2011 i sag T-379/06, Kaimer GmbH & Co. Holding KG, Sanha Kaimer GmbH & Co. KG og Sanha Italia Srl. mod Europa-Kommissionen

(Sag C-264/11 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellanter: Kaimer GmbH & Co. Holding KG, Sanha Kaimer GmbH & Co. KG og Sanha Italia Srl. (ved Rechtsanwalt J. Brück)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt af Retten den 24. marts 2011 i sag T-379/06, Kaimer m.fl. mod Kommissionen, ophæves, for så vidt som Kommissionen blev frifundet, og Kommissionens beslutning af 20. september 2006 (sag K(2006) 4180, sag COMP/F-1/38.121 - Tilslutningsrør) annulleres.

Subsidiært ophæves dom afsagt af Retten den 24. marts 2011 i sag T-379/06, Kaimer m.fl. mod Kommissionen, for så vidt som Kommissionen blev frifundet, og den i artikel 2 i Kommissionens beslutning af 20. september 2006 (sag K(2006) 4180, sag COMP/F-1/38.121 - Tilslutningsrør) fastsatte bøde nedsættes.

Mere subsidiært, sagen hjemvises til Retten for fornyet afgørelse.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Den foreliggende appel er iværksat til prøvelse af Rettens dom, hvorved Retten delvist frifandt Kommissionen i appellanternes søgsmål mod Kommissionens beslutning K(2006) 4180 endelig af 20. september 2006 om en procedure efter EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/F-1/38.121 - Tilslutningsrør).

Appellanterne har i alt gjort tre anbringender gældende:

Med det første anbringende gør appellanterne en urigtig gengivelse af bevismateriale gældende. Retten har lagt et bestemt bevismiddel til grund for, hvornår den anser tidspunktet for overtrædelsen at have startet. I strid med den utvetydige ordlyd af dette bevismiddel, har Retten anset det for bevis for overtrædelsens starttidspunkt. Ved en korrekt analyse af bevismiddelet fremgår det stik modsatte, nemlig at der var usikkerhed i markedet om appellanternes markedsadfærd. En korrekt bevisbedømmelse er mulig uden yderligere bevisførelse direkte ud fra dokumentet.

Med det andet anbringende gør appellanterne gældende, at der er sket en urigtig bedømmelse af bevisværdien af kronvidners udsagn. Det andet anbringendes begrundelse falder i to led. For det første har Retten begået en retlig fejl, idet den tillægger kronvidneerklæringerne særlig værdi. Ved de for den foreliggende sag relevante kronvidneerklæringer drejer det sig om kronvidner, som Kommissionen skulle have tillagt en større værdi, for at få en højst mulig nedsættelse af bøden. Denne situation fører til en overdreven belastende tendens i udsagnene og dermed netop ikke til en særlig bevisværdi. Retten har ikke behandlet denne omstændighed i dommens begrundelse.

For det andet har Retten ikke afklaret modsigelser i de forskellige kronvidneerklæringer, hvilket har medført en fejlagtig og mangelfuld domsbegrundelse. Det første kronvidne i sagen har ikke anført appellanterne som deltagere i overtrædelsen, selvom han har vidnet udførligt, hvorved burde opnås fuld bødefritagelse. Anklagerne mod appellanterne er baseret på det efterfølgende kronvidnes udsagn. Hvis der lægges særlig vægt på den første virksomheds erklæring, som samarbejder med Kommissionen, burde denne modsigelse klarlægges.

Med det tredje anbringende gør appellanterne en tilsidesættelse af EU's charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention ("EMRK"). Ifølge appellanterne falder overtrædelsen af disse overordnede retsforskrifter i to led. For det første opfylder den plausibilitetskontrol, som Retten anvender i kartelbødesager ikke kravene i EU's charter om grundlæggende rettigheder og EMRK til effektive retsmidler. I denne sammenhæng henviser appellanterne til den i det mindste strafferetslignende karakter af Kommissionens bødebeslutning. For det andet opflyder Kommissionens procedure selv heller ikke kravene i EMRK og EU's charter om grundlæggende rettigheder. Som begrundelse anfører appellanterne, at Kommissionen bestemmer det relevante sagsindhold, anklager virksomhederne og endelig også selv bestemmer over sanktionen og dens størrelse. En sådan procedure ville kun være acceptabel, hvis Kommissionens beslutning blev prøvet fuldt ud af en retsinstans. Som det er anført i det første led af begrundelsen til tredje anbringende, afholder Retten sig imidlertid ved prøvelsen af Kommissionens beslutning fra at prøve åbenlyse modsigelser og træffer ikke en selvstændig umiddelbar afgørelse om sagsforholdet.

____________