Language of document :

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 9. februar 2012 - Martin Luksan mod Petrus van der Let (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Handelsgericht Wien - Østrig)

(Sag C-277/10) 

(Præjudiciel forelæggelse - tilnærmelse af lovgivningerne - intellektuel ejendomsret - ophavsret og beslægtede rettigheder - direktiverne 93/83/EØF, 2001/29/EF, 2006/115/EF og 2006/116/EF - kontrakt om fordeling af brugsrettighederne til et filmværk mellem den ledende instruktør og producenten af værket - national lovgivning, hvorved udelukkende filmproducenten automatisk tildeles disse rettigheder - parternes mulighed for at fravige denne regel ved aftale - efterfølgende ret til vederlag)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Handelsgericht Wien

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Martin Luksan

Sagsøgt: Petrus van der Let

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse - angående en anmodning om Præjudiciel - Handelsgericht Wien (Østrig) - fortolkning af artikel 2, stk. 5 og 6, samt artikel 4 i Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EFT L 346, s. 61), af artikel 2 i Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel (EFT L 248, s. 15), af artikel 2 og 3 samt artikel 5, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT L 167, s. 10) såvel som af artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/116/EF af 12. december 2006 om beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder (EUT L 372, s. 12) - kontrakt om fordeling af retten til benyttelse af et filmværk mellem ophavsmanden til værket og filmproducenten - national lovgivning, hvorefter samtlige disse rettigheder tillægges filmproducenten

Konklusion

Bestemmelserne i artikel 1 og 2 i Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel, på den ene side, og artikel 2 og 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, sammenholdt med artikel 2 og 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12. december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret og artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/116/EF af 12. december 2006 om beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder, på den anden side, skal fortolkes således, at brugsrettighederne til et filmværk, såsom de i hovedsagen omhandlede (ret til reproduktion, ret til satellitudsendelse og enhver anden form for offentlig gengivelse i form af tilrådighedsstillelse for almenheden), direkte efter loven og originært tilkommer den ledende instruktør. Disse bestemmelser skal derfor fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der direkte og udelukkende tildeler nævnte brugsrettigheder til producenten af det omhandlede værk.

EU-retten skal fortolkes således, at den overlader medlemsstaterne muligheden for at fastsætte en formodning for overdragelse - til fordel for producenten af filmværket - af brugsrettighederne til filmværket, såsom de i hovedsagen omhandlede (ret til satellitudsendelse, ret til reproduktion og enhver anden form for offentlig gengivelse i form af tilrådighedsstillelse for almenheden), forudsat at en sådan formodning ikke har en uafkræftelig karakter, der udelukker muligheden for, at den ledende instruktør af nævnte værk træffer andre beslutninger.

EU-retten skal fortolkes således, at den ledende instruktør i sin egenskab af ophavsmand til filmværket direkte efter loven og originært har ret til den rimelige kompensation, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29, i henhold til den såkaldte "undtagelse for privatkopiering".

EU-retten skal fortolkes således, at den ikke overlader medlemsstaterne muligheden for at fastsætte en formodning for overdragelse - til fordel for producenten af filmværket - af den ret til rimelig kompensation, der tilkommer den ledende instruktør af nævnte værk, uanset om denne formodning er formuleret således, at den er uafkræftelig, eller således, at den kan fraviges.

____________

1 - EUT C 246 af 11.9.2010.