Language of document : ECLI:EU:F:2010:169

PERSONALERETTENS DOM (Tredje Afdeling)

15. december 2010

Sag F­67/09

Nicolás Angulo Sánchez

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Personalesag — tjenestefrihed — alvorlig sygdom hos en slægtning i opstigende linje — metode til beregning af antallet af feriedage i tilfælde, hvor flere slægtninge i opstigende linje er ramt af alvorlig sygdom«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Nicoles Angula Sánchez har nedlagt påstand om annullation af Rådets afgørelser af 8. oktober og 8. december 2008 om at afslå hans ansøgninger om tjenestefrihed på grund af alvorlig sygdom hos en slægtning i opstigende linje.

Udfald: Rådets afslag af 8. oktober 2008 og af 8. december 2008 på sagsøgerens ansøgninger om tjenestefrihed annulleres. Rådet betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd — ferie — tjenestefrihed

(Tjenestemandsvedtægten, bilag V, art. 6)

2.      Tjenestemænd — ferie — alvorlig sygdom hos en slægtning i opstigende linje

(Tjenestemandsvedtægten, bilag V, art. 6)

3.      Tjenestemænd — søgsmål — forudgående administrativ klage — beslutning om afslag — ændring af begrundelsen i den anfægtede retsakt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

4.      Tjenestemænd — søgsmål — anbringender — anbringende uden betydning — anbringende vedrørende ulovligheden af den eneste begrundelse, der er anført i den anfægtede afgørelse — afgørelse, som retligt set kan støttes på en anden begrundelse

1.      Det fremgår af artikel 6 i bilag V til vedtægten, at en tjenestemand ud over alvorlig sygdom hos en slægtning i opstigende linje kan gives tjenestefrihed i en række tilfælde. Der er tale om meget forskellige situationer. Visse af disse hændelser kan inden for det samme kalenderår berøre flere af tjenestemandens børn eller slægtninge i opstigende linje. Når der f.eks. er tale om et barns fødsel eller død eller en slægtnings død, kan det kun vanskeligt antages, at det maksimale antal dage, der er fastsat i artikel 6 i bilag V til vedtægten, gælder for samtlige de børnefødsler eller de dødsfald hos børn eller slægtninge i opstigende linje, der har fundet sted inden for et kalenderår. Af denne grund gælder retten til tjenestefrihed nødvendigvis for hver enkelt barnefødsel eller hvert enkelt dødsfald hos et barn eller slægtning i opstigende linje. Artikel 6 i bilag V til vedtægten foreskriver ikke, at de forskellige situationer, der er nævnt i bestemmelsen, skal behandles forskelligt, og det kan derfor heraf udledes, at lovgiver har ønsket, at samtlige de nævnte situationer skal behandles ens, således at en tjenestemand kan bevilges tjenestefrihed i to dage pr. slægtning i opstigende linje om året.

(jf. præmis 38-42 og 45)

2.      Såfremt en institution vedtager interne retningslinjer, hvori der henvises til artikel 6, femte led, i bilag V til vedtægten, og hvoraf fremgår, at en tjenestemand kan bevilges fornyet tjenestefrihed på grund af alvorlig sygdom hos en slægtning i opstigende linje, når en række supplerende betingelser om, at der skal foreligge en særlig familiesituation, og at den berørte slægtning i opstigende linje lider af en kronisk sygdom, er opfyldt, er der tale om indførelsen af en ret til tjenestefrihed, som går ud over alvorlig sygdom hos en slægtning i opstigende linje, som omhandlet i artikel 6 i bilag V til vedtægten.

Sådanne retningslinjer, der kun skal anvendes på situationer, der er mere vanskelige end dem, som er omhandlet i artikel 6, femte led, i bilag V til vedtægten, er derfor ikke i strid med denne artikel.

(jf. præmis 48 og 49)

3.      Såfremt administrationen inden for den klageordning, der er fastsat i vedtægens artikel 90 og 91, ønsker at foretage en ændring af den begrundelse, som den anfægtede afgørelse er baseret på, når den udtrykkeligt afviser en klage, kan den ikke foretage en sådan ændring, når den udtrykkelige afgørelse om afslag på klagen er truffet, efter at der er anlagt sag ved Personaleretten til prøvelse af den anfægtede afgørelse.

En fuldstændig mangel på begrundelse for en afgørelse kan nemlig ikke afhjælpes ved forklaringer, der afgives af administrationen efter anlæggelsen af en retssag, eftersom det ville være i strid med princippet om parternes ligestilling for Personaleretten, såfremt administration fik mulighed for at afhjælpe en fuldstændig mangel på begrundelse efter et sagsanlæg. Sagsøgeren ville i sådanne tilfælde kun have lejlighed til i replikken at fremsætte sine anbringender over for en begrundelse, som han først har fået kendskab til efter sagens anlæggelse. Det gælder analogt og af de samme grunde, at såfremt administrationen ikke ønsker blot at supplere en eksisterende begrundelse, men at basere den anfægtede afgørelse på en ny begrundelse, skal den nødvendigvis gøre dette inden et sagsanlæg.

(jf. præmis 70 og 71)

Henvisning til:

Retten: 12. februar 1992, sag T­52/90, Volger mod Parlamentet, Sml. II, s. 121, præmis 41

Personaleretten: 9. december 2009, sag T­377/08 P, Kommissionen mod Birkhoff, Sml. Pers. I­B­1, s. 133, og II­B­1, s. 807, præmis 55-60; 12. maj 2010, sag T­560/08 P, Kommissionen mod Meierhofer, Sml. II, s, 1739, præmis 59

4.      Den omstændighed, at en afgørelse, der er baseret på en eneste begrundelse, og som Unionens retsinstanser har fastslået er ulovlig, lovligt kan begrundes på anden måde, kan kun føre til, at den nævnte afgørelse opretholdes, såfremt administrationen ikke råder over noget skøn og ikke kan træffe en ny afgørelse, der materielt set er identisk med den anfægtede afgørelse.

En sagsøgt institution kan ikke i denne henseende til støtte for et argument om, at en tjenestemand ikke har en berettiget interesse i at opnå annullation af administrationens afslag på hans ansøgninger om tjenestefrihed på grund af alvorlig sygdom hos en slægtning i opstigende linje, påberåbe sig, at en betingelse for at opnå en sådan tjenestefrihed ifølge institutionens interne retningslinjer, nemlig betingelsen om, at der skal foreligge »en helt særlig familiesituation«, ikke er opfyldt, eftersom administrationen i forhold til tjenestemanden kan anlægge et meget vidt skøn, hvilket tillige fremgår af betingelsens ordlyd.

(jf. præmis 75, 76 og 78)