PERSONALERETTENS DOM
(Første Afdeling)
8. marts 2011
Sag F-59/09
Carlo De Nicola
mod
Den Europæiske Investeringsbank
»Personalesag – Den Europæiske Investeringsbanks personale – bedømmelse – forfremmelse – Personalerettens kompetence – formaliteten – stiltiende afvisning – intern instruks – personalerepræsentant – princippet om overholdelse af retten til forsvar«
Angående: Søgsmål anlagt i medfør af artikel 41 i vedtægten for de ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank, hvorved Carlo De Nicola har nedlagt påstand om for det første annullation af den afgørelse, som appeludvalget ved Den Europæiske Investeringsbank (Banken) traf den 14. november 2008, for det andet om annullation af afgørelserne af 29. april 2008 om at forfremme visse ansatte og afgørelsen af samme dato om afslag på at forfremme ham til funktion D, for det tredje om annullation af hans bedømmelsesrapport fra 2007, for det fjerde om, at det fastslås, at han har været udsat for chikane, for det femte om, at Banken tilpligtes at bringe denne chikane til ophør og at betale erstatning for den skade, som han mener at have lidt som følge af denne chikane.
Udfald: Bedømmelsesrapporten fra 2007 annulleres, og afgørelsen om at afslå forfremmelse af sagsøgeren annulleres. I øvrigt frifindes sagsøgte. Sagsøgeren og Den Europæiske Investeringsbank bærer deres egne omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – ansatte i Den Europæiske Investeringsbank – søgsmål – frist
(Art. 236 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 41)
2. Retspleje – stævning – formkrav
[Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1, litra d)]
3. Tjenestemænd – ansatte i Den Europæiske Investeringsbank – søgsmål – analog anvendelse af vedtægtens artikel 90 og 91
(Art. 236 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 41)
4. Tjenestemænd – ansatte i Den Europæiske Investeringsbank – bedømmelse – bedømmelsesrapport
5. Tjenestemænd – ansatte i Den Europæiske Investeringsbank – bedømmelse – »intern beslutning« vedrørende bedømmelsesproceduren – tilsidesættelse heraf
(Vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 22)
6. Tjenestemænd – ansatte i Den Europæiske Investeringsbank – forfremmelse – administrationens skønsbeføjelse – domstolskontrol – grænser
(Vedtægten for de ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank, art. 22 og 23)
1. En forligelse af på den ene side retten til en effektiv retsbeskyttelse, som udgør et almindeligt EU-retligt princip, og som kræver, at borgerne skal have en tilstrækkelig frist til at vurdere lovligheden af den retsakt, der indeholder et klagepunkt mod dem, og i givet fald til at udfærdige en stævning, og på den anden side kravet om retssikkerhed, som tilsiger, at retsakter udstedt af EU-instanserne efter udløbet af en vis frist bliver endelige, kræver, at tvister mellem Den Europæiske Investeringsbank og dens ansatte indbringes for Fællesskabets retsinstanser inden for en rimelig frist.
Fastsættelsen af en sådan frist skal foretages bl.a. under hensyn til personalesagernes særlige karakter og vigtigheden på dette område af en eventuel administrativ procedure. Selv om Bankens ansatte er underlagt en særlig ordning, som den selv har vedtaget, svarer rent interne tvister mellem Banken og dennes ansatte nemlig efter deres karakter til tvister mellem Unionens institutioner og deres tjenestemænd eller øvrige ansatte, og disse tvister henhører under vedtægtens artikel 90 og 91 og er ligeledes underlagt domstolskontrol i henhold til artikel 236 EF. Man må derfor tage udgangspunkt i betingelserne for søgsmålsfristerne i vedtægtens artikel 90 og 91, idet der samtidig tages hensyn til den særlige karakter af Bankens personalevedtægt, der i artikel 41 indeholder en fakultativ forligsprocedure.
Forligsproceduren efter artikel 41 i Bankens personalevedtægt og den særlige appelprocedure ved de årlige bedømmelser af de ansatte, der er fastsat i en af Bankens administrative meddelelser, forfølger herved samme formål som den obligatoriske administrative procedure, der er fastsat i vedtægtens artikel 90. Disse procedurer har ligeledes til formål at muliggøre en forligsmæssig løsning af tvisterne ved at give administrationen mulighed for at ændre den anfægtede retsakt og den pågældende ansatte mulighed for at acceptere den begrundelse, som den anfægtede retsakt hviler på, og i givet fald afstå fra at anlægge sag. I Bankens personalevedtægt er der desuden ikke fastsat nærmere regler for koordinationen af disse to procedurer. I relation til bedømmelsesrapporterne er det således overladt til den berørte ansattes skøn, om han vil benytte sig af den ene eller den anden procedure eller af begge to, samtidigt eller forskudt, så længe den vejledende frist, der er fastsat i de relevante administrative meddelelser for at indbringe sagen for appeludvalget, overholdes.
En frist på tre måneder, der begynder at løbe fra den dato, hvor den berørte ansatte får meddelelse om den bebyrdende akt, eller i givet fald fra det tidspunkt, hvor appeludvalget træffer en negativ afgørelse, eller fra det tidspunkt, hvor forligsproceduren må opgives, må på denne baggrund i princippet anses for rimelig, dog på betingelse af, dels at en eventuel appelprocedure er gennemført inden for et rimeligt tidsrum, dels at den pågældende har fremsat sin eventuelle forligsanmodning inden for et rimeligt tidspunkt, efter at han har fået meddelelse om den bebyrdende akt. Indførelsen af disse to fakultative procedurer, henholdsvis ved artikel 41 i Bankens personalevedtægt og ved ovennævnte personalemeddelelser, hvilke procedurer er bindende for Banken, fører nærmere bestemt nødvendigvis til den konklusion, at såfremt en ansat først anmoder om iværksættelse af appelproceduren og derefter af forligsproceduren, begynder fristen for at anlægge sag ved Personaleretten først at løbe fra det tidspunkt, hvor sidstnævnte procedure må opgives, eftersom den ansatte har fremsat sin forligsanmodning inden for et rimeligt tidsrum efter appelprocedurens afslutning. Enhver anden fortolkning ville føre til en situation, hvor den ansatte i Banken ville være nødsaget til at anlægge sag ved Personaleretten på et tidspunkt, hvor han stadig aktivt søger en mindelig løsning på tvisten, hvilket ville fratage de fakultative administrative procedurer deres effektive virkning.
(jf. præmis 134-137)
Henvisning til:
Retten: 23. februar 2001, forenede sager T-7/98, T-208/98 og T-109/99, De Nicola mod EIB, præmis 98, 99, 100, 106 og 107
2. Annullationspåstande, der ikke gør det muligt at identificere den bebyrdende akt, som sagsøgeren søger annulleret, må afvises. Sådanne påstande opfylder nemlig ikke betingelserne i artikel 35, stk. 1, litra d), i Personalerettens procesreglement, hvorefter stævningen skal indeholde søgsmålets genstand og sagsøgerens påstande. Når en sagsøger har nedlagt påstand om annullation af alle akter, der er forbundet med, har efterfulgt eller er gået forud for en afgørelse om forfremmelse, gør den manglende klare og præcise identifikation af de anfægtede akter det ikke muligt at anse ovennævnte påstande for at opfylde betingelserne i artikel 35, stk. 1, litra d), i procesreglementet. Sådanne påstande må derfor afvises.
(jf. præmis 148 og 149)
Henvisning til:
Retten: 24. marts 1993, sag T-72/92, Benzler mod Kommissionen, præmis 16, 18 og 19
Personaleretten: 26. juni 2008, sag F-1/08, Nijs mod Revisionsretten, præmis 46
3. Eftersom vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank ikke indeholder udtrykkelige bestemmelser på dette punkt, skal tjenestemandsvedtægtens bestemmelser ikke anvendes direkte, da dette ville være i strid med den særlige karakter af den ordning, der gælder for Bankens ansatte, men Personaleretten skal tage udgangspunkt i disse regler og anvende dem analogt, idet rent interne tvister mellem Banken og dens ansatte efter deres karakter svarer til de tvister, der opstår mellem Unionens institutioner og deres tjenestemænd eller ansatte. Vedtægtens artikel 91, stk. 1, hvorefter Unionens retsinstanser ikke har kompetence til at påkende et søgsmål, såfremt søgsmålet ikke er rettet mod en akt, som administrationen har vedtaget for at afslå sagsøgerens krav, anvendes analogt på de søgsmål, der anlægges af Bankens ansatte. Når en af Bankens ansatte ansøger om, at der træffes en beslutning for dennes vedkommende, skal vedtægtens artikel 90, stk. 1, desuden anvendes analogt, og det skal lægges til grund, at et manglende svar herpå inden for en rimelig frist på fire måneder er ensbetydende med en stiltiende afvisning, der kan gøres til genstand for et søgsmål ved Personaleretten.
(jf. præmis 153-155)
Henvisning til:
Retten: De Nicola mod EIB, præmis 100 og 101
Personaleretten: 30. november 2009, sag F-55/08, De Nicola mod EIB, præmis 239, som i øjeblikket verserer for Retten, sag T-37/10 P
4. I enhver procedure, der iværksættes over for en person, og som kan munde ud i en bebyrdende retsakt, er overholdelse af retten til forsvar et grundlæggende EU-retligt princip, som skal sikres overholdt, selv om der ikke er fastsat nogen udtrykkelig bestemmelse herom i retsforskrifterne vedrørende den pågældende procedure. Dette princip, der er i overensstemmelse med god forvaltningsskik, indebærer, at den ansatte inden den endelige udfærdigelse af en bedømmelsesrapport skal have mulighed for at blive hørt af sin foresatte. Når den bedømmelsessamtale, der har fundet sted mellem en ansat i Den Europæiske Investeringsbank og dennes foresatte, ikke – fordi samtalen er af ren formel karakter og kun vedrører en del af de spørgsmål, der bør indgå i en sådan samtale – er forløbet forskriftsmæssigt, idet den pågældende ikke har haft lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger, tilsidesættes princippet om retten til forsvar og reglerne vedrørende bedømmelsesproceduren. Betingelsen for, at en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet medfører annullation af en akt, er ganske vist, at en behørigt gennemført procedure ville have ført til et andet resultat. Da det ikke er udelukket, at den ansattes bedømmelsesrapport ville have haft et andet indhold, såfremt vedkommende havde haft mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger, og bedømmelsessamtalen var forløbet forskriftsmæssigt, må denne tilsidesættelse imidlertid medføre, at akten annulleres.
(jf. præmis 176, 177 og 181-183)
Henvisning til:
Domstolen: 23. oktober 1974, sag 17/74, Transocean Marine Paint mod Kommissionen, præmis 15; 12. november 1996, sag C-294/95 P, Ohja mod Kommissionen, præmis 67
Retten: 30. september 2004, sag T-16/03, Ferrer de Moncada mod Kommissionen, præmis 40; 14. september 2006, sag T-115/04, Laroche mod Kommissionen, præmis 36; 25. oktober 2006, sag T-173/04, Carius mod Kommissionen, præmis 69; 6. februar 2007, forenede sager T-246/04 og T-71/05, Wunenburger mod Kommissionen, præmis 149
Personaleretten: 29. juni 2010, sag F-28/09, Kipp mod Europol, præmis 68
5. Det fremgår af artikel 22 i vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, at den procedure, der skal følges ved den årlige bedømmelse af hver enkelt ansatte, fastsættes »ved en intern beslutning« i Banken. Da der ikke henvises til andre forskrifter end en tjenstlig meddelelse, må det lægges til grund, at Banken ved denne meddelelse har fastsat den årlige bedømmelsesprocedure, og at denne tjenstlige meddelelse og den bedømmelsesvejledning, der er bilagt meddelelsen, udgør bindende regler, som Banken ikke kan fravige uden at begå en ulovlighed. Selv om det antages, at den tjenstlige meddelelse ikke udgør den »interne beslutning«, der er nævnt i vedtægten for Bankens ansatte, kan den ikke anses for ikke at have bindende virkning, eftersom den i det mindste må anses for en intern instruks, hvorved Banken har pålagt sig selv en adfærdsnorm, som ganske vist er vejledende, men som den ikke kan fravige uden at angive grundene hertil, idet ligebehandlingsprincippet ellers vil blive tilsidesat.
Banken tilsidesætter punkt 7 i bedømmelsesvejledningen ved at foretage en bedømmelse af en af sine ansatte uden at have taget hensyn til dennes aktiviteter i sin egenskab af medlem af et paritetisk samarbejdsudvalg. Personalerepræsentanternes aktiviteter skal nemlig tages i betragtning ved udarbejdelsen af en ansats bedømmelsesrapport, således at vedkommende ikke stilles ringere som følge af disse aktiviteter. Under disse omstændigheder forholder det sig således, at selv om bedømmeren udelukkende har beføjelse til at vurdere den indsats, som en ansat, der er valgt som personalerepræsentant, udfører inden for rammerne af den stilling, som han beklæder, i modsætning til de aktiviteter, der er forbundet med det nævnte hverv, og som ikke henhører under bedømmerens kompetence, skal han ikke desto mindre ved sin bedømmelse af den pågældendes rent faglige indsats tage hensyn til den arbejdsbyrde, der er forbundet med udøvelsen af hvervet som personalerepræsentant. Det påhviler nærmere bestemt bedømmeren at tage hensyn til den omstændighed, at en ansat som følge af sine repræsentationsaktiviteter ikke har kunnet præstere det normale antal arbejdsdage inden for sin tjenestegren i bedømmelsesperioden.
(jf. præmis 185, 190, 192 og 195)
Henvisning til:
Personaleretten: De Nicola mod EIB, præmis 105 og 106 og den deri nævnte retspraksis
6. Det følger af artikel 22 og 23 i vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, at Banken er forpligtet til at sammenligne fortjenesterne for ansatte, der kommer i betragtning til en forfremmelse. I denne henseende er Bankens medarbejdere derfor underlagt en ordning, der kan sammenlignes med den, der gælder for tjenestemænd i EU-institutionerne.
Sammenligningen af fortjenester er både udtryk for princippet om ligebehandling af de ansatte og princippet om retten til at komme i betragtning med henblik på en karriereudvikling. Ved at fastsætte en forfremmelsesprocedure, der hviler på fortjenester, i Bankens personalevedtægt har Banken således anerkendt princippet om, at de ansatte skal kunne komme i betragtning med henblik på en karriereudvikling, dog uden at denne anerkendelse giver dem en subjektiv ret til at blive forfremmet, selv om de opfylder betingelserne for at blive forfremmet. Da administrationen desuden råder over et vidt skøn ved sammenligningen af fortjenester for ansatte, der kommer i betragtning til en forfremmelse, er Unionens retsinstansers kontrol i denne henseende begrænset til spørgsmålet om, hvorvidt administrationen har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sine beføjelser åbenbart fejlagtigt. Retsinstansen kan nemlig ikke sætte sin egen vurdering af de pågældendes kvalifikationer og fortjenester i stedet for den vurdering, som den kompetente myndighed har foretaget.
Det følger af bedømmelsesvejledningen, at Banken ved sammenligning af fortjenesterne tillægger bedømmelsesrapporterne for i hvert fald de sidste tre år og bedømmelser, der er højere eller lig med en bedømmelse, der blev givet i den forbindelse, særlig vægt. Da bedømmelsesrapporten udgør et uundværligt element, som Banken skal tage hensyn til ved sammenligningen af fortjenester med henblik på at træffe afgørelse om forfremmelser, medfører annullationen af bedømmelsesrapporten nødvendigvis en annullation af afslaget på forfremmelse.
(jf. præmis 199-202)
Henvisning til:
Retten: De Nicola mod EIB, præmis 127, 175 og 176-178; 19. oktober 2006, sag T-311/04, Buendía Sierra mod Kommissionen, præmis 340-344