Language of document : ECLI:EU:F:2011:101

PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)

5. juli 2011

Sag F-46/09

V

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – kontraktansat – ansættelsesvilkår – fysisk egnethed – lægeundersøgelse i forbindelse med ansættelsen – beskyttelse af fysiske personer med hensyn til behandling af personoplysninger – lægens tavshedspligt – videregivelse af lægelige oplysninger mellem institutioner – ret til respekt for privatlivet«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA, hvorunder V principalt har nedlagt påstand om annullation dels af afgørelsen af 19. december 2008, hvorved Europa-Parlamentets direktør for Personale tilbagekaldte det tilbud om ansættelse, der blev fremsat til sagsøgeren den 10. december 2008, som følge af manglende egnethed til ansættelse, dels af en udtalelse af 18. december 2008 fra Parlamentets rådgivende læge, samt påstand om erstatning for den skade, som sagsøgeren mener at have lidt.

Udfald:      Afgørelsen af 19. december 2008, hvorved Parlamentet tilbagekaldte det tilbud om ansættelse, som det havde fremsat til sagsøgeren, annulleres. Parlamentet tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 25 000 EUR. I øvrigt frifindes Europa-Parlamentet. Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler sagsøgerens omkostninger. Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, der har interveneret i sagen, bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – ansættelse – afslag på ansættelse på grund af manglende fysisk egnethed – domstolsprøvelse – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 33)

2.      Tjenestemænd – ansættelse – fysisk egnethed – lægeudvalg – overholdelse af retten til forsvar

(Tjenestemandsvedtægten, art. 33, stk. 2; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 83)

3.      Grundlæggende rettigheder – respekt for privatliv og familieliv – videregivelse til tredjemand af lægeoplysninger vedrørende en person – indgreb som omhandlet i artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention – berettigelse

4.      Tjenestemænd – søgsmål – påberåbelsen under sagen af en begrundelse, der lovligt kan begrunde den anfægtede afgørelse – hindring for, at afgørelsen annulleres – foreligger ikke, med undtagelse af de situationer, hvor administrationens kompetence på området er bundet

5.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – begreb – anvendelse i personalesager – kriterier

6.      Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – annullation af anfægtet ulovlig retsakt – passende erstatning af ikke-økonomisk skade – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

1.      Selv om Unionens retsinstanser ikke inden for rammerne af den retslige efterprøvelse af lovligheden af en afgørelse, der afslår ansættelse på grund af fysisk uegnethed, kan sætte sin egen bedømmelse i stedet for den lægelige bedømmelse af specifikt medicinske spørgsmål, tilkommer det Unionens retsinstanser at efterprøve, om ansættelsesproceduren er forløbet lovligt, og særligt at undersøge, om afslaget på ansættelse bygger på en begrundet lægelig udtalelse, der tydeliggør sammenhængen mellem udtalelsens konstateringer og dens konklusioner for så vidt angår manglende egnethed.

En institutions rådgivende læge kan basere sin udtalelse om fysisk uegnethed ikke blot på, at der aktuelt foreligger fysiske eller psykiske forstyrrelser, men også på en medicinsk begrundet prognose om fremtidige forstyrrelser, der i en forudsigelig fremtid vil kunne rejse tvivl om normal udførelse af arbejdsopgaverne.

Den helbredsmæssige skønsbeføjelse, som tilkommer lægen, forhindrer ikke retsinstansen i dels at vurdere den materielle rigtighed af de beviser, der henvises til, oplysningernes troværdighed og indbyrdes sammenhæng, dels at kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en bedømmelse af en kompliceret situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner.

(jf. præmis 72, 73 og 81)

Henvisning til::

Retten: 14. april 1994, sag T-10/93, A mod Kommissionen, præmis 61og 62; 12. maj 2004, sag T-191/01, Hecq mod Kommissionen, præmis 63

2.      Vedtægtens artikel 33, stk. 2, foreskriver en intern kontrolprocedure i forhold til de negative udtalelser, som institutionens rådgivende læge afgiver. Lovgiver har i denne bestemmelse indført et kontrollerende lægeudvalg med det formål at give ansøgerne en ekstra garanti og dermed en bedre beskyttelse af deres rettigheder. Dette princip, som er knyttet til princippet om respekt for retten til forsvar, udgør et væsentligt formkrav.

Denne garanti skal i øvrigt nødvendigvis overholdes, selv før der træffes en afgørelse om at nægte ansættelse, og ikke først på et senere tidspunkt, da garantien ellers mister sin berettigelse, som er at sikre, at ansøgernes ret til forsvar overholdes. Ordlyden af vedtægtens artikel 33, stk. 2, er klar i denne henseende. Ansøgeren kan forelægge sin sag for lægeudvalget inden 20 dage efter, at han har modtaget meddelelse om den rådgivende læges udtalelse, og ikke 20 dage efter, at han har modtaget afslaget på ansættelse.

(jf. præmis 92-94)

Henvisning til:

Domstolen: 8. juli 1999, sag C-51/92 P, Hercules Chemicals mod Kommissionen, præmis 75-78

Retten: A mod Kommissionen, præmis 23; 8. juli 2008, sag T-48/05, Franchet og Byk mod Kommissionen, præmis 151

Personaleretten: 13. december 2007, sag F-95/05, N mod Kommissionen, præmis 69 og 76

3.      Retten til respekt for privatlivets fred, som er fastslået i artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention, og som udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, udgør en af de grundrettigheder, som er beskyttet ved unionsretten. Det er et led heri, at enhver person har ret til at modsætte sig, at andre får kendskab til hans eller hendes helbredstilstand.

Videregivelse til tredjemand, herunder til en anden institution, af personoplysninger, der vedrører en persons helbredstilstand, og som er indsamlet af en institution, udgør i sig selv et indgreb i den berørte persons ret til beskyttelse af privatlivets fred, uanset hvordan de videregivne oplysninger efterfølgende anvendes.

I henhold til konventionens artikel 8, stk. 2, kan en offentlig myndighed imidlertid gøre indgreb i forhold til privatlivet, for så vidt som dette »sker i overensstemmelse med loven«, indgrebet tjener et eller flere af de udtømmende opregnede formål og er »nødvendigt« for at virkeliggøre formålet eller formålene.

Henset til lægeoplysningers særlige intime og følsomme karakter skal videregivelsen af sådanne oplysninger til tredjemand, selv hvis der er tale om en anden institution eller et andet unionsorgan, uden den berørte persons samtykke gøres til genstand for en særligt indgående vurdering.

(jf. præmis 111-113 og 123)

Henvisning til:

Domstolen: 8. april 1992, sag C-62/90, Kommissionen mod Tyskland, præmis 23; 5. oktober 1994, sag C-404/92 P, X mod Kommissionen, præmis 17 og 18; 20. maj 2003, forenede sager C-465/00, C-138/01 og C-139/01, Österreichischer Rundfunk m.fl., præmis 73-75

4.      I forbindelse med et søgsmål anlagt af en tjenestemand kan påberåbelsen under sagen af en begrundelse, der lovligt kunne have begrundet den anfægtede afgørelse, ikke hindre, at afgørelsen annulleres, med undtagelse af de situationer, hvor administrationens kompetence på området er bundet.

I forbindelse med et afslag på ansættelse baseret på en persons fysiske uegnethed kan institutionen imidlertid ikke hævde, at det befandt sig i en sådan bunden kompetencesituation, eftersom den råder over en vid skønsbeføjelse hvad angår den begrundelse om tilsidesættelse af tillidsforholdet, der blev påberåbt under sagen.

(jf. præmis 147 og 148)

Henvisning til:

Retten: 10. december 2003, sag T-173/02, Tomarchio mod Kommissionen, præmis 86; 15. marts 2006, sag T-10/04, Leite Mateus mod Kommissionen, præmis 43

Personaleretten: 15. december 2010, sag F-67/09, Angulo Sánchez mod Rådet, præmis 76-78

5.      Det er en forudsætning for, at Unionen kan ifalde ansvar, at en række betingelser er opfyldt vedrørende retsstridigheden af den adfærd, som den omhandlede institution hævdes at have udvist, eksistensen af en skade samt årsagsforbindelsen mellem den pågældende institutions adfærd og den påberåbte skade. Disse tre betingelser er kumulative. Fraværet af én af dem er tilstrækkeligt til, at erstatningspåstandene skal forkastes.

Hvad angår årsagsforbindelsen påhviler det principielt sagsøgeren at bevise, at der er direkte årsagsforbindelse mellem den af institutionen begåede fejl og den påberåbte skade.

Graden af sikkerhed for, at der består en årsagssammenhæng, er imidlertid opfyldt, når en unionsinstitutions retsstridige adfærd med sikkerhed har betydet, at en person er blevet frataget − ikke nødvendigvis en ansættelse, hvilket den pågældende aldrig ville kunne bevise at have haft ret til − men en reel chance for at blive ansat som tjenestemand eller midlertidigt ansat, med den følge, at den pågældende har lidt et økonomisk tab i form af tabt arbejdsfortjeneste. Når det i det konkrete tilfælde forekommer højst sandsynligt, at en overholdelse af reglerne ville have ført til, at den pågældende fællesskabsinstitution havde tildelt den pågældende stillingen, kan den teoretiske usikkerhed om, hvilket udfald en forskriftsmæssigt gennemført ansættelsesprocedure ville have haft, ikke være til hinder for, at der ydes erstatning for det reelle økonomiske tab, som den berørte har lidt ved, at han fik afslag på sin ansøgning til den stilling, som han ville have haft gode chancer for at få.

(jf. præmis 157-159)

Henvisning til:

Domstolen: 1. juni 1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., præmis 42; 21. februar 2008, sag C-348/06 P, Kommissionen mod Girardot, præmis 52.

Retten: 28. september 1999, sag T-140/97, Hautem mod EIB, præmis 85; 5. oktober 2004, sag T-45/01, Sanders m.fl. mod Kommissionen, præmis 150

Personaleretten: 22. oktober 2008, sag F-46/07, Tzirani mod Kommissionen, præmis 218

6.      Annullation af en ulovlig retsakt, der er udstedt af administrationen, kan i sig selv udgøre en passende og i princippet tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som tjenestemanden kan have lidt.

Annullation af en sådan retsakt kan imidlertid ikke udgøre en passende erstatning af en ikke-økonomisk skade, hvis retsakten indeholder en bedømmelse af den pågældendes evner eller adfærd, som er krænkende, såfremt annullationen mister enhver effektiv virkning, eller såfremt den begående ulovlighed har en særlig grov karakter. En tilsidesættelse af retten til respekt for privatlivets fred og af forordning nr. 45/2001 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og ‑organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger har således en så grov karakter, at det kan begrunde tilkendelse af erstatning for den ikke-økonomiske skade.

(jf. præmis 167, 169 og 171-173)

Henvisning til:

Domstolen: 7. februar 1990, sag C-343/87, Culin mod Kommissionen, præmis 25-29

Retten: 26. januar 1995, sag T-60/94, Pierrat mod Domstolen, præmis 62; 21. januar 2004, sag T-328/01, Robinson mod Parlamentet, præmis 79; 30. september 2004, sag T-16/03, Ferrer de Moncada mod Kommissionen, præmis 68

Personaleretten: 13. december 2007, sag F-42/06, Sundholm mod Kommissionen, præmis 44; Tzirani mod Kommissionen, præmis 223; 7. juli 2009, sagerne F-99/07 og F-45/08, Bernard mod Europol, præmis 106