Language of document : ECLI:EU:F:2011:141

PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

15. september 2011

Sag F-62/10

Jürgen Esders

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – placering – rotationsåret 2010 – vedtægtens artikel 1d, stk. 1 og 4 – beslutning K(2008) 3983 – anmodning om fritagelse fra rotation af helbredsmæssige grunde – omsorgspligt – beslutning K(2004) 1318 – rimelige tilpasninger – direktiv 2000/78/EF – ligebehandling – handicap«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som i medfør af artikel 106a Euratom finder anvendelse på Euratom-traktaten, hvorved Jürgen Esders har nedlagt påstand om annullation af den af generaldirektøren for Kommissionens generaldirektorat for Kommunikation trufne afgørelse af 27. juli 2010, hvorved Jürgen Esders blev omplaceret til Bruxelles.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Kommissionen betaler sagens omkostninger, bortset fra sagsøgerens omkostninger i forbindelse med afholdelsen af retsmødet den 16. juni 2011. Jürgen Esders bærer sine egne omkostninger i forbindelse med afholdelsen af retsmødet den 16. juni 2011.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – rotationsordning for tjenestemænd placeret ved Kommissionens repræsentationer

2.      Tjenestemænd – ligebehandling – forskelsbehandling – almindelige gennemførelsesbestemmelser vedtaget af Kommissionen – handicap – forpligtelsen til at foretage rimelige tilpasninger på beskæftigelsesområdet – rækkevidde

(Rådets direktiv 2000/78, 20. betragtning og art. 5; Tjenestemandsvedtægten, art. 1d, stk. 4)

3.      Tjenestemænd – administrationens omsorgspligt – rækkevidde – skærpet forpligtelse ved påvirkning af tjenestemandens helbredstilstand – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

4.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – omplacering inden for rammerne af proceduren for den obligatoriske personalerotation

5.      Tjenestemænd – søgsmål – anbringende om, at en bebyrdende afgørelse er ulovlig – muligheden for at påberåbe sig en tjenestefejl – betingelse

1.      Da den bestemmelse, der er fastsat i Kommissionens beslutning vedrørende rotation af tjenestemænd i repræsentationerne, og som indeholder et tilbud om omplacering otte måneder før datoen for rotationen, står i konditionalis, følger det heraf, at den ikke er strengt bindende, men vejledende, således at manglende overholdelse af denne bestemmelse ikke i sig selv medfører, at en afgørelse om omplacering annulleres.

Selv om denne bestemmelse fastsætter, at tjenestemænd, der er omfattet af en obligatorisk rotationsordning, tilbydes en stilling, der svarer til deres kvalifikationsniveau, omfatter dette meget vide begreb i øvrigt utvivlsomt ikke alene de kvalifikationer, som tjenestemanden allerede har erhvervet, men ligeledes de kvalifikationer, som denne kan udvikle på grundlag af sin uddannelse eller tidligere erhvervserfaring.

(jf. præmis 60 og 61)

2.      Det kan udledes af Kommissionens beslutning vedrørende anvendelse af Tjenestemandsvedtægtens artikel 1d, stk. 4, om forbud mod forskelsbehandling, at administrationen skal sørge for rimelige tilpasninger med henblik på, at en tjenestemand, der har en lidelse, er i stand til at udføre de vigtigste arbejdsopgaver, der er forbundet med hans stilling. Selv om denne beslutning fastslår muligheden for – blandt de rimelige tilpasninger, som kan iværksættes – at ændre regler eller praksis, skal denne bestemmelse dernæst forstås således, at den vedrører regler og praksis vedrørende arbejdsvilkår og personaleforvaltning i forbindelse med en given stilling, med hensyn til hvilken den person, der har en lidelse, netop vil være i stand til at udføre de vigtigste arbejdsopgaver ved hjælp af de påtænkte tilpasninger. At gøre det muligt for en tjenestemand at blive fritaget for enhver rotationsforpligtelse uden en konkret undersøgelse af den pågældende stillings behov og af passende foranstaltninger, og dette i stedet for rimelige tilpasninger, ville følgelig gå ud over de krav, der er fastsat i Kommissionens beslutning.

Denne fortolkning bekræftes desuden ved en læsning af direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, som der ikke kan ses bort fra ved fortolkningen og anvendelsen af Kommissionens beslutning, da denne blev truffet til gennemførelse af vedtægtens artikel 1d, stk. 4, der definerer begrebet rimelige tilpasninger i tilsvarende vendinger som det nævnte direktivs artikel 5.

(jf. præmis 68, 70 og 71)

Henvisning til:

Personaleretten: 30. april 2009, sag F-65/07, Aayhan m.fl. mod Parlamentet, præmis 121; 4. juni 2009, forenede sager F-134/07 og F-8/08, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, præmis 115, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnummer T-325/09 P

3.      De forpligtelser, som omsorgspligten indebærer for administrationen, skærpes væsentligt, når der er tale om en situation, hvor det er godtgjort, at en tjenestemands fysiske og mentale sundhed er påvirket. I en sådan situation skal administrationen behandle den pågældendes ansøgninger med en særlig åbenhed. Det påhviler ligeledes generelt lægetjenesten ved en institution, navnlig når den enten af tjenestemanden selv eller af administrationen bliver gjort opmærksom på de angiveligt negative konsekvenser, som en administrativ beslutning vil kunne have for helbredet for den person, som den er rettet til, at undersøge tilstedeværelsen og omfanget af de fremførte risici og underrette ansættelsesmyndigheden om resultatet af undersøgelsen.

Beskyttelsen af tjenestemændenes rettigheder og interesser skal ganske vist altid ske inden for rammerne af gældende bestemmelser, da påberåbelsen af omsorgspligten over for en institution således ikke kan medføre, at denne tilsidesætter en retsforskrift. En institution kan imidlertid ikke frigøre sig fra enhver forpligtelse, der følger af den omsorgspligt, der påhviler den ved en generel intern beslutning, der strengt fastsætter udøvelsen af dens skøn med henblik på gennemførelsen af vedtægten.

(jf. præmis 80-82)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 16. marts 1993, forenede sager T-33/89 og T-74/89, Blackman mod Parlamentet, præmis 96; 10. juli 1997, sag T-81/96, Apostolidis m.fl. mod Kommissionen, præmis 90 og 91; 23. februar 2001, forenede sager T-7/98, T-208/98 og T-109/99, De Nicola mod EIB, præmis 309 og 310

Personaleretten: 28. oktober 2010, sag F-92/09, U mod Parlamentet, præmis 67; 17. februar 2011, sag F-119/07, Strack mod Kommissionen, præmis 85

4.      Hvad angår den påståede risiko for helbredet for den tjenestemand, der er omfattet af en obligatorisk omplacering, og som gennemgår en terapeutisk behandling i det land, hvor han gør tjeneste, gælder, at selv om en diagnose udstedt i form af en lægeerklæring fra en læge omfattes af en rigtighedsformodning, er dette ikke tilfælde for en udtalelse fra en læge vedrørende spørgsmålet, om det er muligt at følge en sådan behandling i et andet land i Den Europæiske Union, uden at det i det mindste er godtgjort, at nævnte læge i denne forbindelse har foretaget en undersøgelse.

(jf. præmis 87)

Henvisning til:

Retten: 9. december 2009, sag T-377/08 P, Kommissionen mod Birkhoff, præmis 58

5.      Selv om en argumentation, der er baseret på en institutions positive adfærd eller undladelser, såsom en dårlig behandling af en tjenestemands sag eller afgivelse af urigtige administrative oplysninger, kan udgøre en relevant begrundelse for at pålægge institutionen et ansvar uden for kontraktforhold for tjenestefejl, er den ikke relevant i en sag om prøvelse af lovligheden, da en tjenestefejl ikke i sig selv kan medføre, at en beslutning er ulovlig, medmindre denne fejl har haft indflydelse på lovligheden af beslutningen.

(jf. præmis 92)

Henvisning til:

Personaleretten: 9. december 2010, sag F-83/05, Ezerniece Liljeberg m.fl. mod Kommissionen, præmis 105