Language of document : ECLI:EU:F:2011:149

PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

26. september 2011

Sag F-23/06

Roberto Abad-Villanueva m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – udnævnelse – artikel 5, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten – interne udvælgelsesprøver med henblik på overgang til en anden kategori offentliggjort før den 1. maj 2004 – ansøgere opført på reservelisterne før den 1. maj 2006 – indplacering i lønklasse – bibeholdelse af multiplikationsfaktoren – fortabelse af forfremmelsespoint«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA, hvorunder Roberto Abad-Villanueva og oprindeligt 19 andre tjenestemænd i Kommissionen, som har bestået de interne udvælgelsesprøver med henblik på overgang til en anden kategori, hvis meddelelser blev offentliggjort før den 1. maj 2004, har nedlagt påstand om annullation af afgørelserne om at udnævne dem til en højere kategori derved, at disse afgørelser fastsætter deres indplacering i lønklasse, bibeholder multiplikationsfaktoren for deres vedkommende og ophæver deres forfremmelsespoint.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger. Rådet, der er interveneret i sagen, bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – karriere – indførelse af overgangsbestemmelser, som ledsager overgangen fra det tidligere til det nye karrieresystem for tjenestemænd – bestemmelser om indplacering i lønklasse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 35; bilag XIII, art. 2, stk. 1, og art. 8)

2.      Tjenestemænd – ansættelse – udnævnelse i lønklasse – udnævnelse i lønklassen for den ansættelsesgruppe, der er anført i meddelelsen om udvælgelsesprøve – indførelse af en ny karrierestruktur ved forordning nr. 723/2004 – overgangsbestemmelser om indplacering i lønklasse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 31; bilag XIII, art. 5, stk. 2)

3.      Tjenestemænd – karriere – indførelse af overgangsbestemmelser, som ledsager overgangen fra det tidligere til det nye karrieresystem for tjenestemænd – bestemmelser om indplacering i lønklasse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 2; bilag XIII, art. 5, stk. 2)

4.      EU-ret – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – betingelser

5.      Tjenestemænd – ansættelse – udnævnelse i lønklasse – indførelse af en ny karrierestruktur ved forordning nr. 723/2004 – overgangsbestemmelser om indplacering i lønklasse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 31; bilag XIII, art. 2, stk. 1)

6.      Tjenestemænd – ansættelse – udnævnelse i lønklasse – indførelse af en ny karrierestruktur ved forordning nr. 723/2004 – overgangsbestemmelser om indplacering i lønklasse

(Tjenestemandsvedtægten; Rådets forordning nr. 723/2004)

7.      Tjenestemænd – løn – overgangsregler, der finder anvendelse efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 723/2004 – fastsættelse af lønklasse og af multiplikationsfaktor

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45a; bilag XIII, art. 2, art. 5, stk. 2, art. 7 og 8)

8.      Tjenestemænd – forfremmelse – ændring af kategori efter en intern udvælgelsesprøve – ret til bevarelse af forfremmelsespoint – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, art. 45a, og art. 110, stk. 1; bilag XIII, art. 5)

1.      Artikel 2, stk. 1, i bilag XIII til tjenestemandsvedtægten bestemmer, at den 1. maj 2004, jf. dog artikel 8, omdøbes lønklasserne for tjenestemænd, hvis tjenesteretlige stilling er omfattet af vedtægtens artikel 35, således som det fremgår af den tabel, der er gengivet i nævnte bestemmelse, og som for hver tidligere lønklasse specificerer den tilsvarende nye (midlertidige) lønklasse.

Følgelig fremgår det af selve ordlyden af artikel 2, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten, at denne bestemmelse kun omfatter personer, der, den 1. maj 2004, allerede var tjenestemænd og var indplaceret i en af de lønklasser, der fremgår af kolonnen med overskriften »tidligere lønklasse«.

De lønklasser, som er anført i tabellen i artikel 2, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten, er nemlig de tidligere lønklasser for tjenestemænd i aktiv tjeneste før den 1. maj 2004, som er ændret til nye midlertidige lønklasser. Artikel 2, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten har i øvrigt udelukkende haft til formål med virkning fra den 1. maj 2004 at omdøbe de lønklasser, som var gældende for dem, som var tjenestemænd pr. 30. april 2004, med det formål at gøre den nye karrierestruktur, som fuldt ud trådte i kraft den 1. maj 2006, anvendelige på dem, og kan ikke tillægges en rækkevidde, der går ud over fastlæggelsen af denne overgangsforbindelse. Denne bestemmelse kunne derfor ikke anvendes med henblik på at fastsætte indplaceringen i lønklasse af tjenestemand, hvis udnævnelser i en højere kategori først fandt sted i 2005, henset til deres egenskab af beståede ansøgere efter en intern udvælgelsesprøve med henblik på overgang til en anden kategori, hvis prøver blev afviklet efter den 1. maj 2004.

(jf. præmis 50-52)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 11. juli 2007, sag T-58/05, Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, præmis 112

Personaleretten: 30. september 2010, sag F-20/06, De Luca mod Kommissionen, præmis 91, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnummer T-563/10 P

2.      Tjenestemandsvedtægtens artikel 31, stk. 1, bestemmer, at de beståede ansøgere efter en udvælgelsesprøve udnævnes i lønklassen for den ansættelsesgruppe, der er anført i meddelelsen om den udvælgelsesprøve, de har bestået.

Selv om det nødvendigvis fremgår af denne bestemmelse, at beståede ansøgere efter interne udvælgelsesprøver skal udnævnes i den lønklasse, der er anført i meddelelsen om den udvælgelsesprøve, efter hvilken de blev ansat, må det konstateres, at fastsættelsen af de ledige stillingers niveau og af betingelserne for udnævnelsen af de beståede ansøgere til disse stillinger, som den pågældende institution havde foretaget på grundlag af den tidligere vedtægts bestemmelser ved dens udformning af meddelelserne om udvælgelsesprøver, ikke har kunnet forlænge sine virkninger efter den 1. maj 2004, hvilken dato EU-lovgiver har lagt til grund for ikrafttrædelsen af den nye karrierestruktur for tjenestemænd.

Afskaffelsen, med virkning fra den 1. maj 2004, af de lønklasser ved indplacering i stillingsgrupper, der var anført i meddelelserne om udvælgelsesprøverne, som hidrører fra indførelsen af det nye karrieresystem, fik lovgiver til at vedtage overgangsbestemmelserne i bilag XIII til vedtægten og navnlig dens artikel 5, stk. 2, med henblik på at fastsætte indplaceringen i lønklasser af beståede ansøgere efter udvælgelsesprøver med henblik på overgang til en anden kategori, der var opført på reservelister inden den 1. maj 2006, men hvis overgang til den nye kategori fandt sted efter den 1. maj 2004.

Det er korrekt, at den indplacering i lønklasser, som er fastsat i artikel 5, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten, ikke svarer til de lønklasser, der er anført i meddelelserne om interne udvælgelsesprøver offentliggjort før den 1. maj 2004, og at denne bestemmelse fraviger den regel, der fremgår af vedtægtens artikel 31, og som er en gengivelse af den tidligere vedtægts artikel 31. Artikel 5, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten udgør imidlertid, når der henses til bestemmelsens formål, en særlig overgangsbestemmelse, der som sådan i forhold til en bestemt kategori af tjenestemænd kan udgøre en undtagelse fra den almindelige bestemmelse i vedtægtens artikel 31. Det bemærkes nemlig, at de krav, der følger med overgangen fra en forvaltningsmåde til en anden for så vidt angår tjenestemænds karriere, kan pålægge forvaltningen midlertidigt og inden for visse grænser at forkaste den strenge anvendelse af regler og principper af vedvarende værdi, som sædvanligvis finder anvendelse på de pågældende situationer.

(jf. præmis 53-55 og 60)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, præmis 109 og 110

Personaleretten: De Luca mod Kommissionen, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis

3.      Artikel 5, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten omfatter tjenestemænd, som før den 1. maj 2006 var opført på en liste over ansøgere, som var egnede til at blive overført til en anden kategori, og som rent faktisk blev overført til en anden kategori efter den 1. maj 2004. Ifølge artikel 45, stk. 2, i den tidligere vedtægt kunne en overførsel af tjenestemænd eller andre ansatte til en anden kategori i denne forbindelse kun finde sted efter en udvælgelsesprøve. Pr. definition kan der kun være tale om en intern udvælgelsesprøve. Følgelig har EU-lovgiver ved nærmere bestemt at nævne tjenestemænd opført på en liste over ansøgere, som er egnede til at blive overført til en anden kategori, villet tilsigte ansøgere, som har bestået denne specifikke slags udvælgelsesprøve. Det må heraf udledes, at artikel 5, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten udelukkende vedrører tjenestemænd, som skifter kategori efter en intern udvælgelsesprøve.

(jf. præmis 57 og 58)

Henvisning til:

Personaleretten: 28. oktober 2010, sag F-113/05, Kay mod Kommissionen, præmis 52 og 54

4.      Retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning omfatter enhver borger, hos hvem Unionens administration har givet anledning til begrundede forhåbninger ved at afgive præcise løfter i form af præcise, ubetingede og samstemmende oplysninger, der stammer fra pålidelige og troværdige kilder.

Derimod kan ingen påberåbe sig en tilsidesættelse af dette princip, når der ikke foreligger præcise løfter, som er afgivet til vedkommende af administrationen.

(jf. præmis 78 og 79)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 19. marts 2003, sag T-273/01, Innova Privat-Akademie mod Kommissionen, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis; Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, præmis 96

5.      Ved ændring af almindelige gennemførelsesbestemmelser og navnlig tjenestemandsvedtægtens bestemmelser finder en ny regel øjeblikkelig anvendelse på fremtidige virkninger af situationer, der er opstået, uden imidlertid at være fuldstændigt konstituerede, under den tidligere regel.

I forbindelse med interne udvælgelsesprøver med henblik på overgang til en anden kategori giver opførelse af de beståede ansøgere fra disse udvælgelsesprøver på reservelister oprettet efter udvælgelsesproceduren blot de berørte mulighed for at blive udnævnt i en højere kategori. Denne mulighed kan nødvendigvis ikke anses for en velerhvervet rettighed, idet indplaceringen i lønklasse af en bestået ansøger opført på en reserveliste efter en intern udvælgelsesprøve kun kan anses for erhvervet, når vedkommende er blevet behørigt udnævnt.

Selv om en tjenestemand har bestået en intern udvælgelsesprøve med henblik på overgang til en anden kategori før den 1. maj 2004, som er den dato, hvor forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte trådte i kraft, giver hans opførelse på en egnethedsliste før denne dato ham følgelig ikke ret til, i tilfælde af ansættelse efter nævnte dato, at blive udnævnt i den lønklasse, der er nævnt i meddelelsen om udvælgelsesprøven, eller i den tilsvarende lønklasse ifølge artikel 2, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten, og i overensstemmelse med artikel 31 i den tidligere vedtægt.

En tjenestemand kan nemlig kun påberåbe sig velerhvervede rettigheder, såfremt det retsstiftende forhold er opstået under en bestemt vedtægt, fra tiden før vedtægtsbestemmelserne blev ændret.

(jf. præmis 84-88)

Henvisning til:

Domstolen: 5. december 1973, sag 143/73, SOPAD, præmis 8; 10. juli 1986, sag 270/84, Licata mod CES, præmis 31

Retten i Første Instans: Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, præmis 52, 58 og 79-81

6.      Der foreligger en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, når forskellige situationer behandles ens, eller, omvendt, når to persongrupper, hvis faktiske og retlige situation ikke adskiller sig væsentligt fra hinanden, behandles forskelligt.

I denne forbindelse kan beståede ansøgere fra en almindelig udvælgelsesprøve, der blev opført på listen over egnede ansøgere før den 1. maj 2004, som er datoen for ikrafttrædelsen af forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, men først blev udnævnt til tjenestemænd efter denne dato, ikke anses for at henhøre under den samme persongruppe som andre beståede ansøgere fra samme udvælgelsesprøve, der blev ansat før den 1. maj 2004.

Følgelig henhører beståede ansøgere fra interne udvælgelsesprøver med henblik på overgang til en anden kategori offentliggjort før den 1. maj 2004, som er blevet opført på en reserveliste efter den 1. maj 2004 og følgelig først kan udnævnes i den højere kategori efter denne dato, ikke under den samme persongruppe som beståede ansøgere fra andre udvælgelsesprøve med henblik på overgang til en anden kategori, som blev udnævnt i en højere kategori før den 1. maj 2004.

(jf. præmis 94, 96 og 97)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 25. oktober 2005, sag T-368/03, De Bustamante Tello mod Rådet, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis; Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, præmis 80

7.      Artikel 7, stk. 1, i bilag XIII til tjenestemandsvedtægten bestemmer, at den månedlige grundløn for tjenestemænd, der er ansat inden den 1. maj 2004, ikke påvirkes af, at lønklasserne omdøbes fra denne dato i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i dette bilag. I denne forbindelse bestemmes i førnævnte artikel 7, stk. 2, at der for hver tjenestemand den 1. maj 2004 beregnes en multiplikationsfaktor, der er lig med forholdet mellem den månedlige grundløn, som hver af disse tjenestemænd fik udbetalt inden den 1. maj 2004, og det pågældende beløb, der er fastsat i artikel 2, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten. I artikel 2, stk. 3, bestemmes, at vederlagene for de nye midlertidige lønklasser betragtes som de gældende beløb i den i artikel 7 i bilag XIII til vedtægten omhandlede betydning. Nævnte artikel 7 tilsigter således at undgå, at omdøbningen af lønklasserne medfører en ændring af den månedlige grundløn for de tjenestemænd, der er ansat i henhold til den tidligere vedtægt og, navnlig, en ugrundet berigelse af disse.

I øvrigt fastsætter artikel 2, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten den månedlige grundløn for hver lønklasse og hvert løntrin i de nye midlertidige lønklasser. Ifølge denne bestemmelse, sammenholdt med artikel 8 i bilag XIII til vedtægten, som regulerer den nye omdøbning af de midlertidige lønklasser til nye lønklasser for de to ansættelsesgrupper, der blev dannet ved den nye vedtægt, er vederlagene for de forskellige lønklasser og løntrin i ansættelsesgruppe AST de samme som vederlagene i ansættelsesgruppe AD, hvortil de svarer.

Desuden fastsætter vedtægtens artikel 45a et system, hvorefter overgangen fra ansættelsesgruppe AST (som erstatter de tidligere kategorier B, C og D) til ansættelsesgruppe AD (som erstatter den tidligere kategori A) fra den 1. maj 2006 ikke længere foregår ved intern udvælgelsesprøve, men ved en såkaldt certificeringsprocedure, som er baseret på deltagelse, med gunstigt resultat, i et uddannelsesprogram. I vedtægtens artikel 45, stk. 3, fastsættes udtrykkeligt, at udnævnelse til en stilling i ansættelsesgruppe AD ikke får indflydelse på den lønklasse og det løntrin, hvor tjenestemanden befinder sig på udnævnelsestidspunktet.

Henset til disse bestemmelser fremgår det, at EU-lovgiver har ønsket, at overgangen til en højere ansættelsesgruppe medfører udøvelse af opgaver som administrator og et mere fordelagtigt karriereperspektiv, men ikke en øjeblikkelig lønstigning.

Følgelig fastsætter den nye vedtægt ikke nogen ændring i grundlønnen for tjenestemanden hverken som følge af dens ikrafttræden eller som følge af nævnte tjenestemands overgang til en højere ansættelsesgruppe.

Selv om EU-lovgiver med vedtagelsen af artikel 5, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten har ønsket at tildele tjenestemænd, som efter en intern udvælgelsesprøve med henblik på overgang til en anden kategori har bevist deres evne til at bestride stillinger i en højere kategori, en fordel, har han imidlertid ikke ønsket, at denne fordel overstiger fordelen for de tjenestemænd, som, fra den 1. maj 2006, med gunstigt resultat har fulgt en certificeringsprocedure.

Følgelig gælder, at lønnen for de tjenestemænd, som udnævnes i henhold til artikel 5, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten, i lighed med lønnen for de tjenestemænd, som er ansat før den 1. maj 2004, skal beregnes ved anvendelsen af en multiplikationsfaktor i overensstemmelse med artikel 7 i bilag XIII til vedtægten og i mangel af udtrykkelige bestemmelser om det modsatte i nævnte bilag.

(jf. præmis 104-112)

Henvisning til:

Personaleretten: 11. maj 2011, sag F-71/09, Caminiti mod Kommissionen, præmis 46

8.      Hverken artikel 45a i tjenestemandsvedtægten, artikel 5 i bilag XIII til vedtægten eller nogen anden bestemmelse i vedtægten nævner ved tilfælde af overgang fra kategori forfremmelsespoint optjent i den tidligere kategori og a fortiori den behandling, som skal gælde for disse. Vedtægten fastsætter imidlertid grundreglerne for den retlige ordning, der finder anvendelse på tjenestemænd, og i overensstemmelse med vedtægtens artikel 110, stk. 1, tilkommer det hver institution at vedtage almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægten, idet disse kan fastsætte kriterier, som er egnede til at vejlede administrationen ved udøvelsen af dens skønsbeføjelse eller til at præcisere rækkevidden af de vedtægtsbestemmelser, der er uklare. Kommissionen har således i medfør af vedtægtens artikel 110, stk. 1, vedtaget almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45 med henblik på at sikre gennemførelsen af forfremmelsesproceduren.

I øvrigt sidestilles udnævnelse til en højere lønklasse efter en intern udvælgelsesprøve med en forfremmelse, og følgelig finder vedtægtsbestemmelserne vedrørende forfremmelse i egentlig forstand anvendelse.

For så vidt som udnævnelse til en højere lønklasse efter en intern udvælgelsesprøve sidestilles med en forfremmelse, må dette følgelig så meget desto mere gælde for en udnævnelse til en højere lønklasse efter en intern udvælgelsesprøve med henblik på overgang til en anden kategori: Overgang til en højere kategori, som medfører udøvelse af anderledes opgaver, udgør en forfremmelse, og reglerne om forfremmelse finder anvendelse.

Et manglende bortfald af point optjent af en tjenestemand, der udnævnes til en højere kategori i henhold til artikel 5, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten, ville medføre, at det blev lettere at forfremme sidstnævnte, primært på grundlag af point erhvervet i hans tidligere lønklasse, hvilket ville være i strid med vedtægtens artikel 45, hvorefter sammenligningen af en tjenestemands fortjenester med henblik på hans forfremmelse skal ske i forhold til hans kolleger i samme lønklasse. Det fremgår rent faktisk af denne artikel i vedtægten, at administrationen ved sammenligningen af fortjenesterne hos de forfremmelsesværdige tjenestemænd i samme lønklasse skal tage hensyn til de forfremmelsespoint, som disse har optjent i den pågældende lønklasse. De point, som en tjenestemand har optjent før hans overgang til en ny kategori, svarer imidlertid til de fortjenester, der er godtgjort i en stilling i en lavere kategori og ved udøvelsen af en anden slags opgaver. Disse point tjente derfor til en forfremmelse til den efterfølgende lønklasse i en lavere kategori og vil ikke kunne tjene til en forfremmelse til den efterfølgende lønklasse i den højere kategori, hvori den pågældende endnu ikke har bevist sine fortjenester.

I et sådant tilfælde ville en bevarelse af de optjente point have den konsekvens, at det blev muligt for tjenestemanden indplaceret i medfør af artikel 5, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten efter en overgang til en anden kategori at få større mulighed for en hurtig forfremmelse end hans kolleger i samme lønklasse, der har fået adgang til den højere kategori i henhold til vedtægtens artikel 45, hvilket ville være i strid med ligebehandlingsprincippet, der indebærer, at alle tjenestemænd i samme lønklasse med samme fortjenester har samme muligheder for at blive forfremmet til en højere lønklasse.

De af Kommissionen vedtagne almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45, som finder anvendelse fra forfremmelsesåret 2005, henviser i øvrigt udtrykkeligt til tjenestemænd, som i det undersøgte forfremmelsesår har skiftet kategori. For disses vedkommende er det fastsat, at point for fortjeneste beregnes ud fra karakteren for fortjeneste under hensyn til det antal dage, der er forløbet siden skiftet i kategori, og at point optjent i tidligere forfremmelsesår annulleres. Det er derfor med rette, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 3, stk. 4, i nævnte almindelige gennemførelsesbestemmelser ophævede de point, som tjenestemændene havde optjent i forfremmelsesår, der lå forud for 2005.

(jf. præmis 128-130, 132, 133 og 135-137)

Henvisning til:

Domstolen: 13. december 1984, forenede sager 20/83 og 21/83, Vlachos mod Domstolen, præmis 22-24

Retten i Første Instans: 20. november 2007, sag T-308/04, Ianniello mod Kommissionen, præmis 38

Personaleretten: 28. juni 2007, sag F-21/06, Da Silva mod Kommissionen, præmis 75