Language of document : ECLI:EU:F:2011:156

PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

27. september 2011

Sag F-98/09

Sarah Whitehead

mod

Den Europæiske Centralbank (ECB)

»Personalesag – ansatte ved ECB – årlig undersøgelse af vederlag og bonus – undersøgelse for 2008 – årlig evaluering – bedømmelseskriterier – høring af personaleudvalget – hensyntagen til sygeorlov – fastsættelse af mål«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 36, stk. 2, i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, der er knyttet som bilag til EF-traktaten, hvorved Sarah Whitehead har nedlagt påstand om principalt annullation af ECB’s afgørelse af 8. januar 2009, der i forbindelse med den årlige undersøgelse af vederlag og bonus tildeler hende en lønforhøjelse på to point og en godtgørelse for ikke-økonomisk skade, der efter billighed fastsættes til 10 000 EUR.

Udfald:      Den Europæiske Centralbank frifindes. Sarah Whitehead bærer sine egne omkostninger og betaler Den Europæiske Centralbanks omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Centralbank – årlig undersøgelse af vederlag og bonus

(Ansættelsesvilkårene for ansatte ved Den Europæiske Centralbank, bilag I, art. 5)

2.      Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Centralbank – årlig undersøgelse af vederlag og bonus – skøn

(Rådets direktiv 91/533; ansættelsesvilkårene for ansatte ved Den Europæiske Centralbank, bilag I, art. 5)

3.      Tjenestemænd – søgsmål – anbringender – anbringende om gennemsigtighed i administrationen

4.      Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Centralbank – årlig undersøgelse af vederlag og bonus

(Ansættelsesvilkårene for ansatte ved Den Europæiske Centralbank, bilag I, art. 5)

5.      Ulovlighedsindsigelse – rækkevidde – retsakter, hvis ulovlighed kan påberåbes – generel retsakt, der er hjemmel for den anfægtede afgørelse

(Art. 236 EF og 241 EF; art. 152 EA; protokol om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, art. 36, stk. 2)

6.      EU-ret – retskilder – Den Internationale Arbejdsorganisations forvaltningsdomstol – ikke omfattet

7.      Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Centralbank – repræsentation – personaleudvalg – obligatorisk høring – rækkevidde

(Den Europæiske Centralbanks forretningsorden, art. 15; ansættelsesvilkårene for ansatte ved Den Europæiske Centralbank, art. 48 og 49)

8.      Den Europæiske Centralbank – direktionens beføjelser – vedtagelse af regler for Bankens interne funktion – fastsættelse af retningslinjer

(Den Europæiske Centralbanks forretningsorden, art. 11, stk. 2)

9.      Tjenestemænd – ligebehandling og ikke-forskelsbehandling – pligt til at behandle tjenestemænd på sygeorlov på samme måde som tjenestemænd i aktiv tjeneste – foreligger ikke

1.      Den omstændighed, at den årlige undersøgelse af vederlag og bonus inden for Den Europæiske Centralbank er baseret på en sammenligning inden for en tjenestegren af hvert ansats bidrag til gennemførelsen af Bankens opgaver, indebærer ikke ‒ i mangel af specifikke instrumenter til at vurdere den enkelte ansattes meritter i forbindelse med denne undersøgelse ‒ at Banken er forpligtet til at basere sine afgørelser i forbindelse med den årlige undersøgelse af vederlag og bonus på den årlige evaluering.

Eftersom den årlige undersøgelse af vederlag og bonus ikke har noget modstykke i tjenestemandsvedtægten, kan de principper, der gælder for den årlige bedømmelse af Unionens tjenestemænd, ikke anvendes analogt på den procedure, der gælder for Bankens ansatte.

(jf. præmis 44 og 48)

2.      Selv om princippet om forbud mod forskelsbehandling og pligten til at sikre gennemsigtighed og begrundelsespligten medfører, at udøvelsen af Den Europæiske Centralbanks kompetence sker under overholdelse af visse krav, kan dette dog ikke betyde, at Banken er forpligtet til at give afkald på den vide skønsmargen, som den har besluttet at bevare under udøvelsen af sin politik med at yde individuelle lønforhøjelser, og ved i en retsakt at fastsætte de vurderingskriterier, som den har til hensigt at benytte under udøvelsen af sit skøn.

Selv om retssikkerhedsprincippet kræver vedtagelse af retsakter, der er tilstrækkeligt klare til, at retssubjekterne uden tvetydighed kan få kendskab til deres rettigheder og forpligtelser og træffe dispositioner i overensstemmelse hermed, forpligter det dog ikke Banken til at indskrænke det skøn, den agter at udøve i forhold til individuelle lønforhøjelser med vedtagelsen af gennemførelsesforanstaltninger, der har til formål at fastlægge, hvorledes den vil udøve dette skøn i fremtiden.

Selv om det er korrekt, at lønforhøjelser sker i forhold til den løn, som Bankens ansatte har ret til, og således udgør et væsentligt element i arbejdsforholdet i henhold til direktiv 91/533 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet, medfører dette direktiv ikke krav om, at Banken vedtager og offentliggør kriterier for udøvelse af skønnet over hver medarbejders bidrag til udførelse af Bankens opgaver.

(jf. præmis 49 og 58-60)

Henvisning til:

Domstolen: 14. april 2005, sag C-110/03, Belgien mod Kommissionen, præmis 30

3.      Pligten til at sikre gennemsigtighed udgør ikke et EU-retligt princip, som en sagsøger kan påberåbe sig uden en retsakt. I mangel af en retsakt, der pålægger en pligt til gennemsigtighed, som en sagsøger vil påberåbe sig, er Personaleretten ikke i stand til at vurdere argumentets rækkevidde.

(jf. præmis 50)

Henvisning til:

Personaleretten: 22. maj 2007, sag F-99/06, López Teruel mod KHIM, præmis 94

4.      Eftersom den årlige undersøgelse af vederlag og bonus inden for Den Europæiske Centralbank er baseret på en sammenligning mellem den enkelte ansattes bidrag til Bankens opgaver og bidrag fra kollegaer inden for den samme aktivitetssektor, kan de interne bestemmelser herom således medføre en forskellig behandling mellem Bankens ansatte, men denne forskellige behandling skal anses for begrundet i et objektivt forhold nemlig den omstændighed, at hver tjenestegren er pålagt at udføre forskellige opgaver. Disse bestemmelser er således ikke i strid med princippet om ligebehandling.

Eftersom hele Bankens personale ikke anses for at udgøre én og samme juridiske kategori i Bankens interne bestemmelser, der finder anvendelse på den årlige undersøgelse af vederlag og bonus, kan en ansat ikke foreholde Banken, at den kun har sammenlignet den ansattes bidrag til Bankens opgaver med kollegaerne i vedkommendes tjenestegren.

(jf. præmis 68)

5.      Ordningen med ulovlighedsindsigelsen har til formål at gøre det muligt for sagsøgere undtagelsesvis at anfægte lovligheden af en almengyldig retsakt ‒ der finder anvendelse i en sag, der er genstand for et søgsmål, uanset om denne retsakt udgør en gennemførelsesforanstaltning eller en regelfastsættende retsakt ‒ når der er en direkte tilknytning mellem den påklagede afgørelse og den almengyldige retsakt. Det følger heraf, at den blotte omstændighed, at en sagsøger i et anbringende gør gældende, at en retsakt af lovgivningsmæssig karakter er ulovlig, ikke betyder, at anbringendet ikke kan antages til realitetsbehandling.

Det fremgår desuden af artikel 241 EF, at muligheden for at gøre en ulovlighedsindsigelse gældende over for en almengyldig retsakt ikke er underlagt en specifik frist. Der er ingen grund til ikke at anvende den samme regel for søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF, 152 EA eller artikel 36, stk. 2, i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank.

(jf. præmis 73 og 74)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 15. september 1998, sag T-23/96, De Persio mod Kommissionen, præmis 54

6.      Den Internationale Arbejdsorganisations forvaltningsdomstols retspraksis udgør ikke i sig selv en EU-retlig retskilde og kan således ikke med føje påberåbes til støtte for en ulovlighedsindsigelse.

(jf. præmis 76)

7.      Budgettet er ikke blandt de retsakter, hvis vedtagelse eller ændring i henhold til artikel 49 i ansættelsesvilkårene for personale ved Den Europæiske Centralbank, sammenholdt med artikel 48 i samme ansættelsesvilkår, pålægger Banken en pligt til at høre Personaleudvalget. Vedtagelsen af budgettet sker således i henhold til artikel 15 i Bankens forretningsorden og ikke i henhold til ansættelsesvilkårene, de regler, der finder anvendelse på personalet, eller en retsakt, der er knyttet til et af disse regelsæt, eller et spørgsmål omfattet af artikel 48 i ansættelsesvilkårene, for hvilke der skal ske høring af Personaleudvalget. Det følger heraf, at der ikke er nogen pligt til at høre dette udvalg ved vedtagelsen af de budgetbevillinger, der tildeles ved hver årlig undersøgelse af vederlag og bonus inden for Banken.

(jf. præmis 89)

8.      Selv om direktionen i henhold til artikel 11, stk. 2, i Den Europæiske Centralbanks forretningsorden har kompetence til at vedtage regler for Bankens interne funktion og således til at vedtage retningslinjer for lønpolitikken, kan den dog ikke desto mindre overlade udfærdigelsen af retningslinjerne til en anden instans og efterfølgende godkende dem.

Den omstændighed, at en bestemt myndighed har enekompetence til at vedtage en afgørelse, udelukker ikke, at denne myndighed kan give en anden instans instruks om på skrift at formalisere indholdet af den afgørelse, den påtænker at vedtage, dog på betingelse af, at den har mulighed for at ændre denne tekst, og at det tilkommer den at vedtage den endelige version.

(jf. præmis 93 og 94)

9.      Ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, som anerkendt i Den Europæiske Union, forpligter administrationen til ikke at behandle identiske situationer forskelligt og ikke at behandle forskellige situationer ens, medmindre dette er objektivt begrundet. Når der tages hensyn til, at vurderingen af, om der foreligger en identisk situation, skal vurderes i forhold til betingelserne for anvendelse af den retsakt, hvis gennemførelse angiveligt ligger til grund for en ulige behandling eller en forskelsbehandling, skal det konstateres, at en person på sygeorlov ud fra et faktuelt synspunkt ikke befinder sig i samme situation som en person i aktiv tjeneste, og administrationen er således ikke ud fra et EU-retligt synspunkt ifølge et almindeligt princip forpligtet til at anse en person på sygeorlov for at befinde sig i samme situation som en person i aktiv tjeneste. Følgelig er det kun, når en bestemmelse pålægger administrationen at sidestille situationen for en person på sygeorlov med situationen for en person i aktiv tjeneste, at en person på sygeorlov kan kræve den samme behandling som en person i aktiv tjeneste.

(jf. præmis 108)

Henvisning til:

Domstolen: 11. juli 2006, sag C-13/05, Chacón Navas, præmis 54; 20. januar 2009, forenede sager C-350/06 og C-520/06, Schultz-Hoff, præmis 27

Retten i Første Instans: 31. maj 2005, sag T-284/02, Dionyssopoulou mod Rådet, præmis 50-52 og den deri nævnte retspraksis; 9. juni 2005, sag T- 80/04, Castets mod Kommissionen, præmis 30; 29. marts 2007, sag T-368/05, Verheyden mod Kommissionen, præmis 61