Language of document : ECLI:EU:C:2013:350

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

E. SHARPSTON

fremsat den 30. maj 2013 (1)

Sag C-50/12 P

Kendrion NV

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – konkurrence – kartel – sektoren for industriplastiksække – bøder – Rettens tilsidesættelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist«





 Forord

1.        Den 16. november 2011 afsagde Retten tre særskilte domme (2), hvorved den forkastede tre særskilte påstande om annullation af Kommissionens beslutning i sag COMP/38354 – Industrisække (3). I denne beslutning fastslog Kommissionen, at der var begået en alvorlig, langvarig overtrædelse af den daværende artikel 81 EF (nu artikel 101 TEUF), og pålagde en række datterselskaber og deres respektive moderselskaber store bøder. Dette er den ene af de tre appeller til prøvelse af Rettens domme (4).

2.        Med disse appeller rejses der dels nye konkurrenceretlige spørgsmål, dels fremsættes det klagepunkt, at Retten ikke pådømte de sager, den var blevet forelagt, inden for en rimelig frist. Derfor påhviler det tydeligvis Domstolen at forsøge at behandle appellerne hurtigt. For at imødekomme dette krav og samtidig tage hensyn til behovet for at afsætte tilstrækkelig tid til oversættelse har jeg opdelt de spørgsmål, jeg skal behandle, på de tre forslag til afgørelse således:

3.        De vigtigste lovbestemmelser findes i punkt 6-34 i mit forslag til afgørelse i sagen Gascogne Sack Deutschland (5) sammen med en beskrivelse af kartellet, den procedure, der ledte op til Kommissionens beslutning, og de pålagte bøder. Da de fremførte argumenter med hensyn til de omstændigheder, hvorunder moderselskaber er ansvarlige, eller ikke ansvarlige, for datterselskaber, som de ejer 100% af, afviger en smule fra appelsag til appelsag, behandles dette spørgsmål i alle tre forslag til afgørelse. Min analyse af spørgsmålene i forbindelse med anbringendet om, at sagen for Retten ikke blev pådømt inden for en rimelig frist (navnlig kriterierne for afgørelsen af, hvorvidt der har været en uforholdsmæssig stor forsinkelse, og hvilke retsmidler der findes til afhjælpning, hvis dette er tilfældet), er indeholdt i punkt 70-150 i mit forslag til afgørelse i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen (6). I de respektive forslag til afgørelse, der behandler hver enkelt appel, behandles naturligvis de detaljerede argumenter, som de enkelte appellanter har fremsat vedrørende (eksempelvis) begrundelsens tilstrækkelighed i Rettens domme (7).

 Indledning

4.        Kendrion NV (herefter »Kendrion«) og virksomhedens tidligere datterselskab, Fardem Packaging BV (herefter »Fardem«), er to af de 25 virksomheder, som den anfægtede beslutning var rettet til. Kendrion (som på det tidspunkt hed Schuttersveld) købte Fardem den 8. juni 1995 ved at erhverve 100% af Fardems aktiekapital. I 2003 forlod Fardem Kendrion-koncernen, da virksomheden blev opkøbt af de ansatte i Fardem.

5.        Fardem indrømmede at have deltaget i kartellet. Kendrion afviste at have udøvet bestemmende indflydelse eller kontrol over Fardems adfærd. Kommissionen godtog ikke Kendrions argumenter, men fastslog, at Kendrion var solidarisk ansvarlig for datterselskabets aktiviteter fra den 8. juni 1995 til den 26. juni 2002.

6.        Det spørgsmål, der rejses i den foreliggende appelsag, drejer sig om begrebet virksomhed i henhold til konkurrencereglerne og mere konkret om princippet om, at moderselskaber er ansvarlige for overtrædelser, som er begået af deres 100% ejede datterselskaber (8). Virksomhedens identitet har vigtige konsekvenser for fastsættelsen af eventuelle bøder, som pålægges, især hvad angår anvendelsen af det loft på 10% af omsætningen (herefter »loftet på 10%«), som er fastsat i forordning nr. 1/2003 (9). Anvendelsen af denne bestemmelse giver problemer, når den virksomhed, der begik overtrædelsen, ikke eksisterer i den samme form på det tidspunkt, hvor den øvre grænse for bøden beregnes.

7.        Desuden er spørgsmålet om, hvorvidt der var en urimelig forsinkelse i Rettens pådømmelse af sagen, blevet rejst.

 Den anfægtede beslutning

 Indledning

8.        Den virksomhed, som holdes ansvarlig for overtrædelse af artikel 101 TEUF, skal defineres ved at identificere en eller flere juridiske personer, som repræsenterer den pågældende virksomhed. I henhold til fast retspraksis kan et datterselskabs adfærd tilregnes moderselskabet, bl.a. når datterselskabet ikke frit bestemmer sin egen handelspolitik. Under sådanne omstændigheder udgør moder- og datterselskabet én virksomhed som omhandlet i artikel 101 TEUF. Kommissionen kan rette en beslutning, hvorved der pålægges bøder, til moderselskabet, uden at der kræves en konstatering af, at sidstnævnte var direkte impliceret i overtrædelsen. Når et moderselskab ejer 100% af kapitalen, foreligger der en formodning om, at dette kan udøve bestemmende indflydelse på dets datterselskab, og der foreligger en simpel formodning om, at det faktisk udøver en sådan indflydelse (herefter »formodningen om bestemmende indflydelse«).

 Identificering af virksomheden

9.        I 577.-583. betragtning til den anfægtede beslutning opstillede Kommissionen de principper, den anvendte til at identificere adressaterne for beslutningen. Efter at have gjort opmærksom på de ovenfor anførte formodninger forklarede Kommissionen i 582. betragtning, at når en virksomhed overtræder artikel 101 TEUF og efterfølgende afhænder det datterselskab, som reelt udførte den konkurrencebegrænsende praksis, og selv trækker sig ud af det relevante marked, er den stadig ansvarlig for den pågældende overtrædelse (10).

10.      I 584. betragtning anførte Kommissionen, at den anvendte denne tilgang fra sag til sag for hver berørt virksomhed i kartellet. Med denne tilgang sondrede den mellem moderselskaber, hvis deltagelse i overtrædelsen var åbenlys, og moderselskaber, som var adressater for beslutningen, fordi de blev anset for at være solidarisk ansvarlige for deres datterselskabers konkurrencebegrænsende adfærd.

 Bøderne

11.      I den anfægtede beslutning blev udgangsbeløbet for Fardems bøde sat til 20 mio. EUR (11). Kommissionen anvendte en procentvis forhøjelse på 200% på dette beløb, der afspejlede den lange periode på 20 år og fem måneder (6.1.1982 til 26.6.2002), hvor Fardem deltog i kartellet, hvilket giver et beløb på 40 mio. EUR. Når dette beløb lægges til de oprindelige 20 mio. EUR, fremkommer et beløb på 60 mio. EUR (12).

12.      I 782. betragtning anføres:

»Hvor flere selskaber holdes ansvarlige i deres egenskab af moderselskab, er der taget hensyn til den reducerede varighed af deres ansvar [...]:

–        Kendrion N.V. (hvad angår Fardem Packaging): fra den 8. juni 1995 til den 26. juni 2002, dvs. en periode på syv år

[…]«

13.      Den anfægtede beslutning anfører ikke udtrykkeligt udgangsbeløbet på Kendrions bøde. Det fremgår dog indirekte, at det var 20 mio. EUR, udgangsbeløbet på Fardems bøde, og at dette udgangsbeløb blev tilregnet Kendrion, fordi selskabet hæftede solidarisk for Fardems bøde (13). Kommissionen anvendte en procentmæssig forhøjelse på 70% på 20 mio., der afspejlede de syv år, hvor Kendrion ejede Fardem, hvilket gav et beløb på 14 mio. EUR (14). Når dette tal tillægges de oprindelige 20 mio. EUR, fremkommer beløbet 34 mio. EUR, som er den bøde, der blev pålagt Kendrion (15).

14.      I de følgende betragtninger til den anfægtede beslutning gjorde Kommissionen derefter rede for, hvordan det loft på 10%, som er fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, blev anvendt (16):

»814      Med hensyn til loftet på 10% kan dette, hvis »en række adressater udgør »virksomheden«, dvs. den økonomiske enhed, der er ansvarlig for den straffede overtrædelse, igen på det tidspunkt, hvor beslutningen vedtages, […] beregnes på basis af den pågældende virksomheds samlede omsætning, dvs. alle parternes omsætning under ét. Hvis den økonomiske enhed derimod senere er splittet, har hver enkelt virksomhed, som beslutningen er rettet til, krav på at få det pågældende loft anvendt i hvert enkelt tilfælde individuelt«.

820      Fardem Packaging BV forlod Kendrion-koncernen, som udgjorde den økonomiske enhed, der var ansvarlig for overtrædelsen, i 2003. Den verdensomspændende omsætning i Fardem Packaging BV bør derfor anvendes som udgangspunkt for beregningen af den øvre grænse for den bøde, som skal pålægges Fardem Packaging BV. Fardem Packaging BVʼs verdensomspændende omsætning var 22 036 136 EUR i 2004, det sidste hele år, der gik forud for denne beslutning. Den bøde, som pålægges Fardem Packaging BV, må derfor ikke overstige 2,20 mio. EUR.«

Eftersom Kendrions verdensomspændende omsætning oversteg et beløb, der ville have krævet, at der blev lagt loft over selskabets bøde, blev bøden ikke nedsat, og den forblev derfor på et beløb af 34 mio. EUR.

15.      879. betragtning til den anfægtede beslutning anfører:

»Der pålægges virksomhederne følgende bøder i medfør af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003:

[…]

Kendrion N.V.: 34 mio. EUR. Af dette beløb hæfter Fardem Packaging B.V. solidarisk for 2,20 mio. EUR.

[…]«

16.      I henhold til den anfægtede beslutnings artikel 2, litra d), pålægges følgende bøder: »Kendrion N.V.: 34 mio. EUR. Af dette beløb hæfter Fardem B.V. Packaging solidarisk for 2,20 mio. EUR«.

 Sammenfatning af den appellerede dom

17.      I sagen i første instans (17) nedlagde Kendrion følgende påstande:

–        Beslutningen, der er rettet til sagsøgeren, annulleres helt eller delvist.

–        Den bøde, der er pålagt sagsøgeren, annulleres eller nedsættes.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

18.      Under retsmødet for Retten fremførte Kendrion det argument, at sagsbehandlingen havde været uforholdsmæssig langvarig. Retten afviste dette argument som irrelevant. Ifølge Retten omfattede dens kompetence kun den anfægtede beslutning, som skulle undersøges på baggrund af de forhold og omstændigheder, som Kommissionen rådede over på tidspunktet for vedtagelsen. Den fastslog, at varigheden af sagsbehandlingen for Retten ikke havde nogen konsekvens for den anfægtede beslutnings lovlighed.

19.      Kendrion gjorde med sit første anbringende for Retten gældende, at den dispositive del af den anfægtede beslutning ikke stemte overens med dens begrundelse og herved udgjorde en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og 296 TEUF (18) samt artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Med sit andet anbringende hævdede Kendrion, at Kommissionen fejlagtigt havde antaget, at Kendrion og Fardem udgjorde en økonomisk enhed. Med sit tredje anbringende gjorde Kendrion gældende, at Kommissionen havde overtrådt visse generelle retsprincipper, heriblandt lighedsprincippet og forpligtelsen til at angive en tilstrækkelig begrundelse i sin beslutning, idet den holdt Kendrion ansvarlig for en overtrædelse, der var begået af selskabets 100% ejede datterselskab Fardem.

20.      Det fjerde til det ottende anbringende vedrørte bøden. Med sit fjerde anbringende påstod Kendrion, at den bøde, som selskabet blev pålagt i henhold til den anfægtede beslutning, ikke burde være højere end den bøde, der var pålagt Fardem. Med sit femte anbringende gjorde Kendrion gældende, at selskabet blev behandlet anderledes end andre moderselskaber, som blev holdt solidarisk ansvarlige for de overtrædelser, som var begået af deres datterselskaber, og at Kommissionen derfor havde tilsidesat ligebehandlingsprincippet.

21.      Med hensyn til det sjette anbringende fremførte Kendrion to argumenter. For det første at det ikke var i overensstemmelse med de generelle retsprincipper at pålægge Fardem en bøde på 60 mio. EUR. Bl.a. var denne bøde uforholdsmæssig, eftersom Fardems årlige omsætning var på 20 mio. EUR, og den anfægtede beslutning var ikke tilstrækkeligt begrundet. For det andet skulle udgangsbeløbet for Kendrions bøde – hvis den bøde, der var pålagt Fardem, blev nedsat som følge af behandlingen af sag T-51/06 (19) (anlagt af Fardem til prøvelse af den anfægtede beslutning) – følgelig også nedsættes.

22.      Med sit syvende anbringende fremførte Kendrion en række argumenter, hvori selskabet hævdede, at der ikke var præcedens for at pålægge et moderselskab, som ikke selv var impliceret i overtrædelsen, en sådan bøde. Med sit ottende anbringende gjorde Kendrion gældende, at Kommissionen havde tilsidesat sine egne retningslinjer fra 1998 vedrørende bøder (20).

23.      Retten frifandt Kommissionen i det hele.

 Anbringender til støtte for appellen

24.      Kendrion har fremsat fire anbringender til støtte for appellen, som kan sammenfattes således:

25.      For det første begik Retten en retlig fejl, da den fastslog, at Kommissionen i tilstrækkelig grad havde begrundet sin beslutning, hvorved den pålagde Kendrion en bøde, der er højere end den bøde, som er pålagt Kendrions tidligere datterselskab, Fardem.

26.      Ifølge det andet anbringende begik Retten for det første en retlig fejl, da den afgjorde spørgsmålet om, hvorvidt Kendrion skulle hæfte solidarisk for den bøde, som blev pålagt Fardem, idet den undlod at undersøge det centrale bevismateriale. For det andet begik den en rettergangsfejl, navnlig med hensyn til fordelingen af bevisbyrden, og for det tredje tog den tydeligvis fejl af de faktiske omstændigheder og foretog en åbenbart urigtig vurdering af bevismaterialet. Derudover begrundede Retten sine konklusioner mangelfuldt og foretog ikke en fuldstændig prøvelse af Kendrions argumenter.

27.      Kendrions tredje anbringende består af tre led. For det første begik Retten ifølge Kendrion en retlig fejl, da den fastslog, at Kendrion, som ikke selv havde været impliceret i overtrædelsen, skulle pålægges en højere bøde end den bøde, som var pålagt dets tidligere datterselskab. For det andet tilsidesatte Retten herved ligebehandlingsprincippet, eftersom Kendrion er det eneste moderselskab blandt beslutningens adressater, som pålægges en højere bøde end den, der er pålagt dets datterselskab. For det tredje er Rettens argumentation selvmodsigende og mangelfuld, for så vidt som den fastslog, at Kendrion hæfter solidarisk for den bøde, som er pålagt Fardem. Denne bøde udgør 2,2 mio. EUR. Ikke desto mindre har Kommissionen pålagt Kendrion en bøde på 34 mio. EUR.

28.      Med det fjerde anbringende har Kendrion gjort gældende, at Retten med urette fastslog, at Kendrions argument vedrørende den uforholdsmæssig lange varighed af sagen for Retten var irrelevant. Retten synes hermed at være af den opfattelse, at den ikke har kompetence til at træffe afgørelse om uregelmæssigheder ved en sag, der føres for den. Selv om det måtte være rigtigt, at Retten ikke selv har kompetence til at nedsætte bøder, fordi den har brugt uforholdsmæssig lang tid til at pådømme sagen, er i hvert fald Domstolen forpligtet til at tage stilling til dette for retssikkerheden væsentlige spørgsmål og drage de fornødne konklusioner.

29.      Med sit andet anbringende har Kendrion i det væsentlige hævdet, at Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at Kendrion og Fardem udgjorde en virksomhed som omhandlet i artikel 101 TEUF. Hvis Kendrion får medhold i dette anbringende, skal selskabet som følge heraf også gives medhold i dets argumenter til støtte for det første og det tredje anbringende (vedrørende den pålagte bøde). Jeg vil derfor behandle Kendrions andet anbringende først.

 Det andet anbringende: virksomhedens identitet som omhandlet i artikel 101 TEUF

 Sammenfatning af indlæggene

 Kendrions appel

30.      Kendrion har fremført fem hovedpunkter til støtte for sit overordnede argument om, at selskabet ikke udgjorde en virksomhed sammen med Fardem.

31.      For det første begik Retten rettergangsfejl og retlige fejl, idet den fastslog, at Kendrion hæftede solidarisk for betaling af den bøde, der blev pålagt Fardem, idet den ikke undersøgte samtlige beviser. Især tog Retten tydeligvis fejl af de faktiske omstændigheder og foretog en urigtig vurdering af det bevismateriale, som den undersøgte. Desuden begrundede Retten sine konklusioner mangelfuldt og foretog ikke en fuldstændig prøvelse af Kendrions argumenter.

32.      For det andet begik Retten en retlig fejl i dommens præmis 53, idet den fastslog, at bevisbyrden hvilede på Kendrion, som således skulle gendrive de yderligere faktorer, som pegede på, at selskabet have udøvet bestemmende indflydelse over Fardems handelspolitik. I stedet påhvilede det Kommissionen at bevise i) eksistensen af disse yderligere faktorer, og ii) at de viste, at Kendrion udøvede en bestemmende indflydelse.

33.      For det tredje begik Retten en fejl, idet den fastslog, at Kendrion ikke havde gendrevet nogen af de fire yderligere faktorer, som Kommissionen havde henvist til med henblik på at bevise, at Kendrion rent faktisk udøvede en bestemmende indflydelse over Fardems handelspolitik.

34.      For det fjerde er denne sag enestående, for så vidt som et moderselskab, som ikke var impliceret i den konkurrencebegrænsende praksis, er blevet pålagt en højere bøde end den, der er pålagt dets datterselskab, som begik overtrædelsen. Under disse omstændigheder burde begrundelsen i den anfægtede beslutning have været underkastet en særlig streng granskning. Retten anvendte ikke en tilstrækkelig streng standard i sin vurdering af den anfægtede beslutning. Derfor begik den en retlig fejl, og under alle omstændigheder begrundede den sin dom mangelfuldt.

35.      For det femte, subsidiært, har Kendrion gjort gældende, at såfremt Domstolen anser de yderligere faktorer, som Kommissionen har påberåbt sig, for at være tilstrækkelige, opstår spørgsmålet, hvorvidt Rettens vurdering af de beviser for det modsatte, som den blev forelagt, var korrekt. Ifølge Kendrion satte Retten sig ikke ind i det bevismateriale, der blev fremlagt, og den undlod at undersøge de beviser, som Kendrion førte i sagen i første instans, på behørig vis. Ud fra disse beviser kunne Retten ikke med føje fastslå, at Kommissionen havde godtgjort, at Kendrion og Fardem udgjorde en økonomisk enhed. Under alle omstændigheder begik Retten en fejl, idet den tilregnede Kendrion ansvar for Fardems overtrædelse.

 Kommissionens svar

36.      Kommissionen har gjort gældende, at det andet anbringende dels må afvises, dels er ubegrundet.

37.      Kommissionen tillagde Kendrion ansvar for en overtrædelse, der var begået af Fardem, alene ud fra den omstændighed, at Fardem var et 100% ejet datterselskab af Kendrion på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, og ud fra formodningen om bestemmende indflydelse. Selv om der i den anfægtede beslutning blev anført fire yderligere faktorer, blev disse faktorer ikke anset for at være afgørende.

38.      Kendrions argument, med hensyn til hvem bevisbyrden påhviler, er irrelevant. Kun Retten har beføjelse til at vurdere omstændighederne. Kendrions påstand om, at Retten begik en fejl i vurderingen af de fire yderligere faktorer, bør derfor afvises.

 Bedømmelse

39.      Dette anbringende vedrører begrebet virksomhed i konkurrenceretten, og hvilke beviser der kræves for at definere denne enhed, når et moderselskab ejer et datterselskab 100%.

40.      Artikel 101 TEUF forbyder alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for virksomhedssammenslutninger og alle former for samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrence i det indre marked. Ordet »virksomhed« er ikke defineret i traktaten, men har central betydning for, hvorvidt EUʼs konkurrenceregler gælder, og måden, hvorpå ansvaret for en overtrædelse placeres. Spørgsmålet i den foreliggende sag vedrører det sidstnævnte. Hvad udgøres den virksomhed, der er ansvarlig for overtrædelsen af konkurrencereglerne, af, og hvordan fastsættes en eventuel bøde?

41.      Domstolen har ved flere lejligheder undersøgt begrebet den ansvarlige virksomhed. Retspraksis har udviklet sig, siden Kendrion indledte dette annullationssøgsmål ved Retten (21). Domstolens fortolkning af ordet »virksomhed« er omstridt (22). I henhold til fast praksis omfatter begrebet virksomhed imidlertid enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde. Dette begreb skal forstås som en økonomisk enhed, også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer. Når en sådan økonomisk enhed overtræder konkurrencereglerne, påhviler det den ifølge princippet om personligt ansvar at stå til regnskab for overtrædelsen. Mere specifikt kan et datterselskabs adfærd tilregnes moderselskabet, når datterselskabet, selv om det er en selvstændig juridisk person, ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet, navnlig under hensyn til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem disse to virksomheder. Da moderselskabet og datterselskabet i en sådan situation er en del af samme økonomiske enhed og derfor udgør en virksomhed i artikel 101 TEUFʼs forstand, kan Kommissionen udstede en beslutning, hvorved moderselskabet pålægges en bøde, uden at der kræves en konstatering af, at sidstnævnte var direkte impliceret i overtrædelsen (23).

42.      Når et moderselskab ejer et datterselskab, som overtræder konkurrencereglerne, 100%, anser Domstolen dette moderselskab for i princippet at kunne udøve bestemmende indflydelse på dets datterselskabs adfærd, og der foreligger en simpel formodning om, at det pågældende moderselskab faktisk udøver en sådan indflydelse. Det er under disse omstændigheder tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at hele kapitalen i et datterselskab ejes af moderselskabet, for at det kan formodes, at moderselskabet faktisk udøver en bestemmende indflydelse på dette datterselskabs handelspolitik. Kommissionen vil derefter være i stand til at anse moderselskabet for solidarisk ansvarligt for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet, medmindre dette moderselskab fører tilstrækkelige beviser med henblik på at godtgøre, at dets datterselskab optræder selvstændigt på markedet. Det bemærkes, at formodningen anses for at være afkræftelig (24), og at bevisbyrden herfor påhviler moderselskabet.

43.      Kommissionen er ikke forpligtet til udelukkende at lægge formodningen om bestemmende indflydelse til grund. Den kan i stedet vælge at lægge andre omstændigheder til grund med henblik på at påvise, at moderselskabet har udøvet en bestemmende indflydelse over dets 100% ejede datterselskabs handelspolitik (metoden med »dobbelt grundlag«).

44.      Såfremt Kommissionen vælger metoden med dobbelt grundlag, pålægger den sig pr. definition en tungere bevisbyrde (25). Det er derefter Rettens opgave, under dens prøvelse af beslutningen, at undersøge, hvorvidt Kommissionen har opfyldt kravene til denne bevisførelse. Det påhviler derfor først Kommissionen at fremlægge de nødvendige beviser, som er vægtige nok til at bekræfte de forhold, som den ønsker at lægge til grund for at fastslå en bestemmende indflydelse. Hvis det pågældende selskab derefter anfægter disse forhold, pålægges dette bevisbyrden med henblik på at gendrive dem.

 Rettens vurdering

45.      I den appellerede doms præmis 53 konkluderede Retten, at Kommissionen havde lagt metoden med dobbelt grundlag til grund for den anfægtede beslutning.

46.      Derefter udpegede Retten i præmis 53 de fire yderligere faktorer, som Kommissionen havde påpeget, og gjorde opmærksom på, at bevisbyrden påhvilede Kendrion med hensyn til at påvise, at disse faktorer ikke viste, at selskabet havde udøvet bestemmende indflydelse over Fardem:

»53      I den foreliggende sag lagde Kommissionen ikke udelukkende det forhold, at sagsøgeren ejede 100% af Fardem Packagings kapital til grund. Den anfægtede beslutning henviser ligeledes til fire yderligere faktorer, nemlig den interne e-mail af 9. januar 2002 fra L. (595. betragtning), den interne e-mail til Fardem Packaging af 14. december 1999 om et forsikringsspørgsmål (596. betragtning), en håndskrevet note fra et møde i underkoncernen Teppema, hvori der henvises til en repræsentant for Fardem Packaging hos sagsøgeren (597. betragtning), og den rapport, som Fardem Packaging forelagde sagsøgeren, vedrørende aktuelle ledelsesspørgsmål (106. og 590. betragtning). Derfor skal det først og fremmest undersøges, hvorvidt sagsøgeren har gendrevet disse fire yderligere faktorer« (26).

47.      I den appellerede doms præmis 54-60 undersøgte Retten bevismaterialet vedrørende disse fire yderligere faktorer. Det fremgår klart af præmis 61, at Retten mente, at Kendrion kun havde været i stand til at gendrive en af de fire yderligere faktorer. Retten fastslog derfor, at Kendrion ikke havde tilbagevist de øvrige tre yderligere faktorer, som Kommissionen havde fremført, hvilket viste, at Kendrion rent faktisk havde udøvet en bestemmende indflydelse over Fardem.

48.      Derefter undersøgte Retten de yderligere beviser, som var fremlagt af Kendrion med henblik på at gendrive formodningen om, at Kendrion udøvede en bestemmende indflydelse over Fardem (den appellerede doms præmis 63-68). Retten fastslog, at der på operationelt plan ikke var nogen tilknytning mellem Kendrion og Fardem. De havde ikke de samme leverandører og kunder og brugte heller ikke de samme fremstillingsprocesser. I den appellerede doms præmis 64 fastslog Retten imidlertid følgende:

»Imidlertid er denne konstatering i sig selv ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at Fardem Packaging handlede selvstændigt i forhold til sagsøgeren.«

49.      Ydermere fastslog Retten følgende i den appellerede doms præmis 65 og 67:

»65      […] Det kan således ikke udledes af årsrapporterne eller af Fardem Packagings relative størrelse, at dette selskab handlede selvstændigt.

[…]

67      […] Det bør i denne forbindelse bemærkes, at det forhold, at sagsøgeren ikke gav instrukser med hensyn til den daglige ledelse (dagelijks beheer) af Fardem Packaging, ikke indebærer, at sidstnævnte kunne optræde selvstændigt.« (27).

 Bedømmelse

50.      I henhold til fast retspraksis pålægger den pligt til at begrunde domme, der påhviler Retten i medfør af artikel 36 og artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, den ikke at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte får kendskab til de grunde, som den appellerede dom hviler på, og at Domstolen råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger under en appelsag (28).

51.      Retten fastslog, at Kommissionen havde anvendt metoden med dobbelt grundlag. Denne konstatering kan ikke anfægtes i en appelsag. På baggrund af denne konstatering og det forhold, at Kommissionen havde fremlagt beviser for hver af de fire yderligere faktorer, hvilede bevisbyrden herefter på Kendrion med hensyn til at gendrive dem. Jeg opfatter Rettens bemærkning i den appellerede doms præmis 53 (»Derfor skal det først og fremmest undersøges, hvorvidt sagsøgeren har gendrevet disse fire yderligere faktorer«) som et udtryk for dette standpunkt.

52.      Jeg mener derfor ikke, at Retten begik en retlig fejl, idet den tillagde Kendrion bevisbyrden for, at de yderligere faktorer ikke viste, at selskabet rent faktisk havde udøvet en bestemmende indflydelse over Fardems handelspolitik. Efter at have undersøgt Kendrions beviser vedrørende hver enkelt af disse yderligere faktorer, fastslog Retten, at tre af de fire faktorer ikke var blevet gendrevet.

53.      Vedrørende de øvrige beviser, som Kendrion havde fremlagt med henblik på at afkræfte den formodning, at selskabet udøvede en bestemmende indflydelse over Fardem, og navnlig Kendrions argument om, at Fardem var blevet købt til investeringsformål, fastslog Retten følgende i den appellerede doms præmis 66:

»[…] at et investeringsselskab køber et selskab med henblik på salg kan også tale for, at investeringsselskabet og det pågældende datterselskab udgør en økonomisk enhed. Det forhold, at investeringsselskabet søger at forbedre datterselskabets resultater på kort sigt, indebærer som regel, at moderselskabet er nødt til at involvere sig i datterselskabets aktiviteter. En effektiv og streng overvågning kan bedre garantere en større rentabilitet end en ikke-interventionspolitik kan« (29).

54.      Jeg er enig med Retten. At et 100% ejet datterselskab er erhvervet som en finansiel investering, og at dets aktiviteter ligger uden for moderselskabets normale forretningsområde, medfører ikke nødvendigvis, at de to selskaber ikke udgør den samme virksomhed. Tværtimod. Da formålet med en investering må formodes at være, at den skal give et afkast, vil jeg mene, at et moderselskab for at sikre et større udbytte af denne investering altid vil have et stærkt incitament til at udøve en bestemmende indflydelse over datterselskabets handelspolitik.

55.      For så vidt som Kendrion har anfægtet Rettens konklusion vedrørende det bevismateriale, selskabet har fremlagt, har den rejst spørgsmål, som ligger uden for Domstolens kompetence under en appelsag (30). Jeg vil tilføje, at jeg ikke mener, at der var tale om en urigtig gengivelse af de fremlagte beviser, som indebærer, at Domstolen bør kontrollere den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder (31).

56.      Eftersom disse præmisser i den appellerede dom medfører, at Kendrion får kendskab til de grunde, som dommen hviler på, og at Domstolen råder over de til udøvelsen af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger under en appelsag, er den appellerede dom ikke behæftet med en manglende begrundelse.

57.      For at opsummere mener jeg ikke, at Rettens konklusion med hensyn til, at Fardem ikke var en uafhængig økonomisk enhed, og at Fardem og Kendrion derfor udgjorde den samme virksomhed, er behæftet med fejl.

58.      Jeg er derfor af den opfattelse, at det andet anbringende skal forkastes som ubegrundet. Som følge heraf er det nødvendigt at tage stilling til Kendrions første og tredje anbringende.

 Det første anbringende: den bøde, som er pålagt Kendrion, er højere end den, der er pålagt datterselskabet

59.      Kendrion har med sit første anbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, og at argumentationen i den appellerede dom er selvmodsigende og mangelfuld, for så vidt som den accepterede, at Kommissionen i tilstrækkelig grad havde gjort rede for grundene til, at den pålagde Kendrion en højere bøde end den bøde, den pålagde Fardem.

 Sammenfatning af indlæggene

 Kendrions appel

60.      Kendrion har bemærket, at Retten selv (i den appellerede doms præmis 28 og 29) anerkendte, at den anfægtede beslutning rejser spørgsmål og i visse henseender er tvetydig. Kendrion har i alt væsentligt gjort gældende, at den dispositive del af den anfægtede beslutning [artikel 2, litra d)] ikke stemmer overens med den begrundelse, der er anført i betragtningerne. Ifølge betragtningerne hæfter Kendrion som moderselskab solidarisk for betalingen af den bøde, som er pålagt datterselskabet Fardem. Ifølge den dispositive del hæfter Fardem imidlertid solidarisk for (en del af) den bøde, som er pålagt Kendrion. Hvis Retten havde anvendt det almindelige fortolkningsprincip, hvorefter den appellerede beslutning skal fortolkes som en helhed i lyset af betragtningerne, korrekt, ville den følgelig have konstateret, at den dispositive del ikke var i overensstemmelse med begrundelserne i betragtningerne.

61.      Ifølge Kendrion følger det af den appellerede doms præmis 23-28 (og 584., 779. og 782. betragtning til den anfægtede beslutning), at Kommissionen ikke pålagde Kendrion en bøde, fordi selskabet selv havde deltaget i overtrædelsen. Bøden blev pålagt, fordi Kendrion var solidarisk ansvarlig i egenskab af moderselskab. I denne henseende har Kendrion henvist til 784. betragtning til den anfægtede beslutning. Kendrion har bestridt konklusionen i den appellerede doms præmis 24, hvorefter det »følger«, og endog »følger klart« af 784. betragtning, at Kommissionens hensigt var at pålægge Kendrion en individuel sanktion og ikke blot anse Kendrion for at hæfte solidarisk for Fardems bøde.

62.      Kendrion har gjort gældende, at der ikke er noget grundlag i konkurrenceretten for at lade et datterselskab hæfte solidarisk for betalingen af en bøde, der er pålagt dets moderselskab. Desuden fører den anfægtede beslutning til det absurde resultat, at Fardem hæfter solidarisk for betaling af en bøde, der er pålagt Kendrion, fordi sidstnævnte hæfter solidarisk for betaling af en bøde, der er pålagt Fardem. Den dispositive del af den anfægtede beslutning udgør »et retligt misfoster« og er ikke i overensstemmelse med betragtningerne.

63.      Som følge heraf er anvendelsesområdet for og indholdet af den anfægtede beslutnings artikel 2, litra d) (i modsætning til hvad Retten har konkluderet i den appellerede doms præmis 29), ikke forståeligt. Desuden står denne bestemmelse ganske enkelt i modsætning til betragtningerne, navnlig 577.-584., 587.-599., 779., 782., 784., 814. og 820. betragtning. Den appellerede doms begrundelse er derfor mangelfuld og selvmodsigende, og den appellerede beslutning bør annulleres.

 Kommissionens svar

64.      Ifølge Kommissionen er Kendrions påstand om, at den dispositive del af den anfægtede beslutning ikke stemmer overens med begrundelsen i betragtningerne, ubegrundet. 879. betragtning er helt enslydende med beslutningens artikel 2, litra d).

65.      Der er ingen forskel mellem et moderselskabs solidariske hæftelse og et datterselskabs individuelle ansvar. Begge selskaber hæfter solidarisk, fordi de er en del af en virksomhed, som har overtrådt konkurrencereglerne.

66.      Fardem og Kendrion var en del af den samme virksomhed fra den 8. juni 1995 til den 26. juni 2002, og de er begge ansvarlige for den overtrædelse, der fandt sted i det tidsrum. Fardems bøde blev fastsat til 60 mio. EUR. Kendrions bøde blev fastsat til 34 mio. EUR. Derefter blev der imidlertid, under anvendelse af loftet på 10%, sat en grænse for Fardems bøde på 2,2 mio. EUR. Den bøde, der var pålagt Kendrion, forblev uændret på 34 mio. EUR, hvoraf Fardem hæfter solidarisk for 2,2 mio. EUR, som anført i 879. betragtning til den anfægtede beslutning. I den appellerede doms præmis 28 bemærkede Retten helt korrekt, at forskellen mellem de to selskabers bøder skyldes anvendelsen af loftet på 10%. Fardems bøde ville ellers have været på 60 mio. EUR, hvoraf Kendrion ville have hæftet solidarisk for 34 mio. EUR. I den appellerede doms præmis 29 fastslog Retten korrekt, at den dispositive del af den anfægtede beslutning var i overensstemmelse med beslutningens begrundelse og forståelig på baggrund heraf.

 Bedømmelse

67.      Der opstår to spørgsmål. Det første er, på nøjagtigt hvilket grundlag Kendrion blev pålagt en bøde. Det andet er, hvordan det loft på 10%, der i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 skal anvendes for alle bøder, skal bestemmes.

68.      I min vurdering af den appellerede dom har jeg taget hensyn til følgende principper.

69.      For det første er spørgsmålet, om begrundelsen i en dom afsagt af Retten er selvmodsigende eller utilstrækkelig, et retsspørgsmål, der som sådant kan rejses under en appelsag (32).

70.      For det andet skulle Retten i sin fortolkning af Kommissionens beslutning tage hensyn til, at Kommissionen skal begrunde sin beslutning og anføre de faktiske forhold, som udgør retsgrundlaget, og de retlige betragtninger, som har foranlediget den til at træffe den (33).

71.      For det tredje, vedrørende beslutninger om pålæggelse af en bøde, anses en begrundelse for at være tilstrækkelig, hvis den klart og sammenhængende angiver de faktiske og retlige betragtninger, der ligger til grund for, at bøden er pålagt de berørte parter, således at både de sidstnævnte og Retten er gjort bekendt med de væsentlige faktorer i Kommissionens begrundelse (34).

72.      For det fjerde skal spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsespligten er overholdt, ikke blot vurderes i forhold til den anfægtede retsakts ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (35).

 Grundlaget for Kendrions bøde

73.      I den appellerede doms præmis 22-25 henviser Retten bl.a. til 577.-584., 779. og 782. betragtning til den anfægtede beslutning (36). Retten fastslår følgende:

»26      Den anfægtede beslutning viser, at Kommissionen pålagde sagsøgeren en bøde med den begrundelse, at denne sammen med Fardem Packaging udgjorde en økonomisk enhed i perioden 1995-2003. Da sagsøgeren kunne tilregnes Fardem Packagings konkurrencebegrænsende adfærd, fordi begge var en del af den samme økonomiske enhed – hvilket nedenstående analyse af anbringenderne vil bekræfte – ansås sagsøgeren for selv at have begået overtrædelsen som følge af denne tilregning af ansvar (jf. i denne retning dom af 16.11.2000, sag C-294/98 P, Metsä-Serla m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 10065, præmis 28).

[…]

28      Selv om den bøde på 34 mio. EUR, som er pålagt sagsøgeren, ved første øjekast kan synes diskutabel sammenlignet med den bøde på 2,2 mio. EUR, som er pålagt Fardem Packaging, fremgår det ikke desto mindre af 814. og [820.] betragtning [(37)] til den anfægtede beslutning, at årsagen til denne forskel er anvendelsen på Fardem Packaging af loftet på 10% i henhold til artikel 23, stk. 2, i [forordning nr. 1/2003].

29      På trods af den tvetydige ordlyd er anvendelsesområdet for og indholdet af den anfægtede beslutnings artikel 2, litra d), således fuldt forståeligt, sammenholdt med de ovenfor i præmis 23-28 nævnte betragtninger. Der er derfor ikke tale om, at begrundelsen for den anfægtede beslutning og dens dispositive del er i modstrid med hinanden« (38).

74.      Den appellerede dom er direkte baseret på ordlyden af den anfægtede beslutning. Jeg vil derfor henvise til beslutningen i min gennemgang af Rettens argumentation. Begrundelsen i 577.-584. betragtning til den anfægtede beslutning anfører, at Fardem bør pålægges en bøde, som Kendrion hæfter ansvarligt for. Det er korrekt, at ikke alle led i begrundelsen til den anfægtede beslutning er udtrykkeligt angivet. For så vidt som Retten blot har gengivet begrundelsen i beslutningen, er den appellerede dom ikke så gennemsigtig, som den kunne være. Dette gør dog ikke dommen inkonsekvent eller uforståelig.

75.      For at rekapitulere beregningen: Udgangsbeløbet for Fardems bøde blev sat til 20 mio. EUR. Kommissionen anvendte en procentvis forhøjelse på 200% på dette beløb for at genspejle overtrædelsens varighed på mere end 20 år, hvilket giver 40 mio. EUR. Sammenlagt med de oprindelige 20 mio. EUR gav dette et samlet beløb på 60 mio. EUR. Endelig anvendte Kommissionen loftet på 10% (artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003) udledt af Fardems omsætning (22 mio. EUR) på dette samlede beløb. Følgelig blev den bøde, der skulle betales, begrænset til 2,2 mio. EUR (39).

76.      Det følger af den konstatering, at Kendrion var solidarisk ansvarlig for Fardems adfærd, at Kommissionen med rette kan anse det (tidligere) moderselskab for at være solidarisk ansvarligt for datterselskabet hvad angår det tidsrum, hvor de to selskaber udgjorde én virksomhed (40). Det fremgår implicit af den appellerede dom (og den anfægtede beslutning), at udgangsbeløbet for Fardems bøde (20 mio. EUR) blev tilregnet Kendrion. Kommissionen anvendte derefter en forhøjelse på 70% på dette beløb (i stedet for, som i Fardems tilfælde, på 200%). Dette afspejlede det forhold, at Kendrion ejede Fardem i syv år, snarere end i hele det tidsrum, hvor Fardems overtrædelse fandt sted. De således udledte 14 mio. EUR blev lagt til de oprindelige 20 mio. EUR, hvilket gav en samlet bøde på 34 mio. EUR. Artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 blev anvendt for at afgøre, om der skulle fastsættes en øvre grænse for Kendrions bøde. Da Kendrions verdensomspændende omsætning var højere end det tal, som ville have krævet, at det beløb, som Fardem skulle betales, blev nedsat, forblev Kendrions bøde på 34 mio. EUR.

77.      Det fremgår tydeligt, at Kendrions bøde blev fastsat i overensstemmelse med reglerne om solidarisk ansvar og anvendelsen af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003.

78.      Jeg erkender, at konstateringen af, at Fardem hæfter solidarisk for 2,2 mio. EUR af Kendrions bøde på 34 mio. EUR, synes at være formuleret på en mærkværdig måde. Jeg er ikke bekendt med andre tilfælde, hvor et datterselskab er blevet holdt ansvarligt for moderselskabets adfærd. Dette ville også være underligt, da det ikke er i overensstemmelse med hverken begrebet personligt ansvar for den pågældende overtrædelse eller med formodningen om bestemmende indflydelse. Moderselskaber pålægges ansvaret for overtrædelser, der er begået af deres 100% ejede datterselskaber, fordi de anses for at kontrollere deres datterselskabs handelspolitik (41). Magtbalancen er (selvindlysende) anderledes, når vi ser på et 100% ejet datterselskabs forhold til moderselskabet. Et sådant datterselskab kan ikke formodes at udøve bestemmende indflydelse over moderselskabet, da det ikke ville have kontrol via dets besiddelse af kapitalandele. Datterselskabet er halen, og den kan ikke logre med hunden.

79.      Men dette er Kendrions appelsag, ikke Fardems.

80.      Var det korrekt at fastslå, at Kendrion var ansvarlig? Om Fardem anses for at hæfte solidarisk for Kendrions bøde, eller Kendrion anses for at hæfte solidarisk for Fardems bøde, har slet ingen virkning på de principper, som gælder for at tillægge et moderselskab (Kendrion) ansvar for overtrædelser, der er begået af dets 100% ejede datterselskab (Fardem), hvis formodningen om bestemmende indflydelse ikke er blevet tilbagevist. Den fortjeneste, der er skabt ved overtrædelser af konkurrencereglerne, tilflyder indehaverne af kapitalandele. Det er derfor kun rimeligt, at de selskaber, som har beføjelsen til at føre tilsyn, holdes ansvarlige for ulovlig praksis begået af deres datterselskaber, medmindre de kan påvise, at de ikke har gjort brug af denne beføjelse. Dette er – i få ord – grundlaget for Kendrions ansvar.

81.      Jeg mener derfor ikke, at den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl, idet den fastslår, at Kendrion tillægges ansvar for den overtrædelse, der er begået af Fardem.

 Bødens størrelse

82.      Kendrions og Fardems bøder er uløseligt forbundet. Størrelsen på Kendrions bøde er nødvendigvis afhængig af størrelsen på den bøde, som er beregnet for Fardems vedkommende (42).

83.      I den appellerede doms præmis 28 fastslog Retten, at grunden til den åbenbare forskel mellem begrundelsen og den dispositive del af den anfægtede beslutning var anvendelsen af loftet på 10%. Størrelsen på den bøde, som skal betales, afhænger netop af den måde, dette loft anvendes på.

84.      På det tidspunkt, hvor loftet på 10% blev beregnet, eksisterede den virksomhed, der begik overtrædelsen, ikke i den samme form, da Fardem ikke længere var en del af Kendrion-koncernen. Derfor opstår spørgsmålet, hvad en virksomhed som omhandlet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 udgøres af. Skal loftet på 10% beregnes i forhold til moderselskabets verdensomspændende omsætning, eller er det kun datterselskabets omsætning, der er relevant?

85.      Kommissionen har i 814. betragtning til den anfægtede beslutning henvist til sagen Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen (43). I den sag var det 100% ejede datterselskab, som begik overtrædelsen, ligesom i denne sag ikke længere ejet af moderselskabet på den dato, hvor loftet på 10% blev beregnet. Datterselskabet og moderselskabet udgjorde derfor ikke den samme virksomhed på det pågældende tidspunkt. Retten annullerede følgelig beslutningen i den pågældende sag, for så vidt som Kommissionen havde pålagt (det tidligere) datterselskab en bøde, der var højere end det loft på 10%, som var beregnet i forhold til selskabets egen omsætning alene (44).

86.      I den foreliggende sag gjorde Retten ikke udtrykkeligt rede for, hvordan loftet på 10% som omhandlet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 blev anvendt på Kendrions bøde. Det fremgår dog implicit, at Retten tog hensyn til, at Kendrion og Fardem var særskilte enheder på det tidspunkt, hvor loftet på 10% blev anvendt (45).

87.      Det er min opfattelse, at Retten anså Kendrions ansvar for en bøde på 34 mio. EUR for at ligge under loftet på 10%, når det blev anvendt på selskabet. Idet Fardems omsætning var på ca. 20 mio. EUR på det relevante tidspunkt, gik Retten ud fra, at Kommissionen i) havde sondret mellem Kendrions og Fardems respektive omsætninger og ii) havde anvendt loftet på 10% på Fardem som en særskilt enhed (46) og derfor begrænset selskabets ansvar til 2,2 mio. EUR (47).

88.      Jeg mener derfor, at det første anbringende er ubegrundet.

 Yderligere spørgsmål

89.      Kommissionen har udtrykt bekymring over de muligheder for unddragelse, der opstår, såfremt loftet på 10% anvendes på hvert enkelt selskab særskilt, når de ikke længere er en del af den samme virksomhed på det tidspunkt, hvor bøden beregnes. Når moderselskabet og datterselskabet ikke er en del af den samme virksomhed på det tidspunkt, hvor loftet på 10% anvendes, bør den øvre grænse ifølge Kommissionen beregnes i forhold til moderselskabets omsætning alene, og der bør ikke tages hensyn til datterselskabets omsætning.

90.      Hvis Kommissionen havde udledt loftet på 10% af Fardems omsætning alene, ville grænsen for en hvilken som helst bøde, som Kendrion hæftede solidarisk for som moderselskab, have været på 2,2 mio. EUR. Dette kunne tilskynde virksomheder under lignende omstændigheder til at afhænde deres datterselskaber, før Kommissionen pålægger en bøde, for at undgå, at loftet på 10% beregnes i forhold til den verdensomspændende omsætning i de virksomheder, der udgør moderselskabets koncern.

91.      Selv om dette argument er fremsat specifikt i forbindelse med Kendrions tredje anbringende, er det lige så relevant her, og jeg vil derfor behandle det nu.

92.      Jeg mener ikke, at Kommissionens bekymring er berettiget. Når et moderselskab er solidarisk ansvarligt for dets 100% ejede datterselskab, fastsættes en øvre grænse for den bøde, som pålægges, altid i forhold til moderselskabets omsætning, hvis begge selskaber er en del af den samme virksomhed på det pågældende tidspunkt. Under disse omstændigheder er det ikke nødvendigt at beregne den samlede bøde i forhold til datterselskabets omsætning. Datterselskabet er ganske enkelt solidarisk ansvarligt for en del af den bøde, som moderselskabet skal betale.

93.      Når selskaberne ikke udgør den samme enhed på det tidspunkt, hvor loftet på 10% anvendes, mener jeg imidlertid, at der skal sondres mellem dem, og loftet på 10% skal anvendes på hvert enkelt selskab for sig. Dette er tilsyneladende netop, hvad Kommissionen gjorde i den foreliggende sag (selv om det muligvis ikke er det, den havde til hensigt at gøre, i betragtning af de argumenter, den nu har fremsat).

94.      Størrelsen af moderselskabets bøde er ikke fastsat i forhold til det beløb, som dets datterselskab skal betale efter anvendelsen af loftet på 10% på datterselskabets bøde. De to beløb fastsættes i stedet ved hjælp af to særskilte beregninger, som jeg har beskrevet her. Kendrions bøde blev beregnet med udgangspunkt i grundbeløbet for Fardems bøde, som Kendrion hæftede solidarisk for (48). De 2,2 mio. EUR, som Fardem hæfter for, repræsenterer ganske enkelt den del af selskabets egen bøde, som skal betales efter anvendelsen af loftet på 10%.

95.      For en god ordens skyld vil jeg behandle det tredje anbringende.

 Det tredje anbringende: den pålagte bøde er baseret på selvmodsigende og mangelfulde begrundelser

96.      Kendrion har fremsat tre argumenter til støtte for sit tredje anbringende.

 Sammenfatning af indlæggene

 Kendrions appel

97.      Kendrion har for det første gjort gældende, at når et moderselskab hæfter solidarisk, betyder det, at det kun hæfter for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet. For det tredje har Kendrion hævdet, at Retten så bort fra, at Kommissionen ikke havde anvendt ligebehandlingsprincippet, da den fastsatte bøderne. For det tredje har Kendrion hævdet, at Rettens begrundelse i forbindelse med dens undersøgelse af bøden var selvmodsigende og mangelfuld.

98.      Det første og tredje argument overlapper med de argumenter, som er fremsat vedrørende Kendrions første anbringende. Jeg har allerede behandlet disse spørgsmål i punkt 82-88 i dette forslag til afgørelse, og jeg vil derfor ikke behandle dem nærmere her. Det er imidlertid nødvendigt at undersøge Kendrions påstand om, at Kommissionen tilsidesatte ligebehandlingsprincippet, og at Retten undlod at tage hensyn til dette.

99.      Kendrion har gjort gældende, at selskabet er det eneste moderselskab blandt adressaterne for den anfægtede beslutning, som blev pålagt en højere bøde end datterselskabet under omstændigheder, hvor datterselskabet begik en overtrædelse, som moderselskabet ikke var impliceret i. Det eneste andet moderselskab, som blev pålagt en højere bøde end dets datterselskab, var Nordenia, men det selskab var rent faktisk impliceret i overtrædelsen (49). Ligebehandlingsprincippet kræver, at Kommissionen anvender den samme metode til at fastsætte bøder for alle virksomheder impliceret i den samme overtrædelse. Kendrion har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den henviste til loftet på 10% i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 som en forklaring på, at selskaberne blev behandlet forskelligt. Loftet på 10% forklarer forskellen i bødestørrelsen, men ikke den principielle forskel mellem Kendrion og andre moderselskaber, som Kommissionen indfører. Subsidiært har Kendrion hævdet, at såfremt Kommissionen er berettiget til at fastsætte Kendrions bøde, sådan som den har fastsat den i den anfægtede beslutning, er Rettens argumentation selvmodsigende og mangelfuld.

 Kommissionens svar

100. Det er Kommissionens opfattelse, at Retten i den appellerede doms præmis 109 med rette fastslog, at Kommissionen anvendte den samme metode til fastsættelse af bøden for alle adressaterne for den anfægtede beslutning.

 Bedømmelse

101. Ifølge det almindelige ligebehandlingsprincip må ensartede situationer ikke behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (50).

102. Retten fastslog følgende i den appellerede dom:

»107      Når der fastsættes bøder, kræver overholdelsen af ligebehandlingsprincippet normalt, at Kommissionen anvender den samme metode til beregningen af de bøder, som pålægges de virksomheder, der er blevet sanktioneret for at have deltaget i den samme overtrædelse (dom af 28.2.2002, sag T-308/94, Cascades mod Kommissionen, Sml. II, s. 813, præmis 65).

[…]

108      Sagsøgerens påstand om, at Kommissionen tilsidesatte disse principper, kan ikke tiltrædes af følgende grunde.

109      […] det fremgår klart af den anfægtede beslutning, at Kommissionen anvendte den samme metode til at fastsætte bøderne for alle de adressater for den anfægtede beslutning, herunder sagsøgeren, som blev tilregnet ansvar som moderselskab til et datterselskab, der deltog i kartellet [...]« (51).

103. Kendrion har hævdet, at selskabet kan sammenlignes med andre moderselskaber, som ikke selv deltog aktivt i overtrædelsen, men er ansvarlige for de overtrædelser, som deres 100% ejede datterselskaber har begået. Disse selskaber er kun ansvarlige for en del af deres datterselskabers bøde. Hvis Kommissionen havde anvendt den samme metode til at fastsætte bøderne for alle moderselskaber i kartellet, ville Kendrions bøde have været lavere end Fardems, da selskabet kun ville have hæftet solidarisk for en del af Fardems bøde.

104. Jeg mener dog, at Kendrions situation var speciel, for så vidt som loftet på 10% blev beregnet, efter at Fardem var blevet solgt. De to selskaber udgjorde derfor ikke én virksomhed på det tidspunkt. Dette er ikke tilfældet hvad angår de øvrige moderselskaber og deres respektive datterselskaber (52).

105. Det følger af min redegørelse i punkt 82-88 ovenfor vedrørende anvendelsen af loftet på 10%, at jeg mener, at Kommissionen var berettiget til at anvende artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 på de to selskaber hver for sig. Kendrion kan ikke sammenlignes med de øvrige moderselskaber, som den anfægtede beslutning er rettet til. I Kendrions tilfælde skulle loftet på 10% fastsættes to gange, dels i forhold til Kendrions omsætning, dels i forhold til Fardems omsætning særskilt. For de øvrige moderselskabers og deres datterselskabers vedkommende blev loftet på 10% imidlertid fastsat én gang, nemlig i forhold til den verdensomspændende omsætning i moderselskabets koncern.

106. I den appellerede doms præmis 107-109 fortolker Retten den anfægtede beslutning og fastslår, at Kommissionen havde anvendt den samme metode til at fastsætte de bøder, der fandt anvendelse, på alle adressaterne. Denne tilgang er i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet. Netop fordi Kendrions situation afviger fra de øvrige moderselskabers, var Kommissionen ikke forpligtet til at beregne loftet på 10% vedrørende Kendrion og Fardem ved at anvende den samme metode, som den anvendte på andre adressater. Kommissionen skulle behandle de to virksomheder som særskilte enheder på det tidspunkt, da den anvendte loftet på 10%, fordi Fardem ikke da var en del af Kendrion-koncernen.

107. Jeg mener derfor, at Retten korrekt fastslog, at den anfægtede beslutning var forenelig med ligebehandlingsprincippet.

 Fjerde anbringende: overskridelse af en rimelig frist for at pådømme sagen

 Den appellerede dom

108. Under retsmødet i første instans fremførte Kendrion det argument, at proceduren for Retten havde været uforholdsmæssig langvarig. I den appellerede doms præmis 18 fastslog Retten, at dette argument var irrelevant, eftersom den alene havde beføjelse til at efterprøve den anfægtede beslutning. Selv om Kendrion havde ret i, at der havde været en uforholdsmæssig stor forsinkelse, ville dette således ikke i sig selv påvirke sagens udfald.

 Sammenfatning af indlæggene

 Kendrions appel

109. Kendrion har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den ikke behandlede anbringendet vedrørende dens påståede overskridelse af en rimelig frist for at pådømme Kendrions sag. Den appellerede dom bør derfor ophæves.

110. Subsidiært har Kendrion gjort gældende, at Domstolen skal nedsætte den bøde, der er pålagt selskabet. Kendrion har gjort opmærksom på, at den foreliggende appelsag er af reel betydning for selskabet, da det har anfægtet en bøde på 34 mio. EUR. De spørgsmål, som Retten havde fået forelagt, var komplekse, men den tid, som Retten brugte til at afsige dom (som Kendrion har beregnet til seks år og ni måneder) var uforholdsmæssig lang (53). Kendrion har gjort gældende, at Domstolen derfor bør nedsætte den bøde, selskabet er blevet pålagt, med mindst 5% for at tage hensyn til Rettens urimelig langvarige sagsbehandlingstid (54).

 Kommissionens svar

111. Kommissionen har for det første gjort gældende, at dette ikke giver grundlag for en ophævelse af den appellerede dom. For det andet mener Kommissionen ikke, at det ville være korrekt, hvis Retten under et annullationssøgsmål skulle afgøre, om den selv havde tilsidesat chartrets artikel 47, da den hermed ville være nødsaget til at undersøge sin egen adfærd. Det ville være bedre, at et sådant spørgsmål, om nødvendigt, blev behandlet i en anden af Rettens afdelinger i et særskilt søgsmål. Derfor fastslog Retten med rette, at Kendrions anbringende var irrelevant.

112. Kommissionen har bestridt Kendrions vurdering af sagens varighed for Retten, som den har beregnet til fem år og ni måneder. Kommissionen har gjort gældende, at såfremt Domstolen afgør, at Rettens sagsbehandling var urimelig langvarig, vil en dom, der fastslår dette, udgøre en passende kompensation. Et særskilt erstatningssøgsmål ville være det korrekte retsmiddel i tilfælde af materielle tab, som en overtrædelse af chartrets artikel 47 måtte have forårsaget. Som svar på Kendrions argument om, at den pålagte bøde bør nedsættes til 5% af procesbesparende hensyn, har Kommissionen fremsat det argument, at den foreliggende sag adskiller sig fra Dutch Beer-sagen (55), fordi der i den foreliggende sag – i modsætning til Dutch Beer-sagen – ikke var nogen forsinkelse i gennemførelsen af den administrative fase.

 Bedømmelse

113. Retten fastslog, at Kendrions anbringende vedrørende dens overskridelse af en rimelig frist for at pådømme sagen var irrelevant (56). Denne konstatering påvirkede ikke antagelsen af Kendrions anbringende til realitetsbehandling. Den indebar ganske enkelt, at Kendrion ikke kunne gives medhold i første instans i påstanden om annullation af den anfægtede beslutning af denne grund (57).

114. Af følgende grunde tilslutter jeg mig Rettens tilgang til spørgsmålet.

115. For det første er påstanden om annullation af den anfægtede beslutning et helt andet spørgsmål, som ikke har noget at gøre med spørgsmålet om, hvorvidt Kendrions grundlæggende rettigheder, som sikret ved chartrets artikel 47, er tilsidesat. Såfremt Retten havde fastslået, at denne rettighed var blevet tilsidesat, under omstændigheder, hvor den pågældende beslutning blev anset for i øvrige henseender at være lovlig, ville den ikke have haft mulighed for at annullere den anfægtede beslutning på grund af denne rettergangsfejl alene (58).

116. For det andet har Kendrion ikke påstået, at sagsbehandlingens varighed ved Retten umuliggjorde en effektiv domstolsprøvelse af den anfægtede beslutning – f.eks. fordi bevismateriale var gået tabt, eller vidner ikke længere kunne opspores, fordi der var forløbet for lang tid. Kendrion er således ikke i den samme situation som en sagsøger, der påstår, at hans ret til forsvar er tilsidesat, fordi den relevante sagsbehandlingstid har været urimelig lang.

117. For det tredje er behandlingen af den påståede rettergangsfejl i form af overskridelse af en rimelig frist for at pådømme sagen en anden procedure end prøvelse af en bøde, som er pålagt ved den anfægtede beslutning. Derfor er behandlingen af rettergangsfejlen alene ikke omfattet af Domstolens fulde prøvelsesret i forbindelse med Kommissionens beslutninger om pålæggelse af bøder (59).

118. Jeg mener derfor ikke, at Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at Kendrions anbringende var irrelevant. Selv om Kendrion havde fået medhold i sit anbringende, ville det ikke berøre gyldigheden af den anfægtede beslutning (60).

119. Der er naturligvis intet til hinder for, at Kendrion kan rejse dette spørgsmål i sin appel.

120. Kendrion indleverede stævningen i annullationssøgsmålet den 22. februar 2006. Den skriftlige forhandling sluttede den 20. februar 2007. Den 3. december 2010 blev Kendrion underrettet om, at der var fastsat en dato for retsmøde i sagen. Den 12. januar 2011 besvarede Kendrion spørgsmål, som Retten havde stillet i henhold til artikel 64 i Rettens procesreglement vedrørende Domstolens dom i Akzo-sagen. Den mundtlige forhandling for Retten fandt sted den 9. marts 2011, og den 16. november samme år blev der afsagt dom. Den samlede varighed af proceduren i første instans var ca. fem år og ni måneder, og der forløb omkring fire år fra afslutningen af den skriftlige forhandling til retsmødet.

121. Kendrions sag er tæt forbundet med det tidligere datterselskab, Fardems sag. Der er dog intet, der tyder på, at Fardems sag bremsede denne sagsbehandling for Retten.

122. Ifølge de fire Baustahlgewebe-kriterier er det tydeligt, at sagen er af betydning for Kendrion, da virksomheden er blevet pålagt en bøde på 34 mio. EUR ved den anfægtede beslutning. Det står også klart, at sagen rejser komplekse spørgsmål. Jeg mener ikke, at sagsbehandlingens varighed kan tilskrives Kendrions adfærd.

123. Så vidt jeg kan konstatere, fandt der ingen aktiv sagsbehandling sted i den periode, hvor der åbenbart ikke var nogen aktivitet (ca. fire år) fra afslutningen af den skriftlige forhandling til retsmødet. Domstolen er ikke blevet forelagt nogen oplysninger, der forklarer eller begrunder perioden uden aktivitet. Uden sådanne beviser er der for mig ingen tvivl om, at denne sag ikke blev behandlet inden for en rimelig tidsfrist. Som jeg har anført i mit forslag til afgørelse i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen (61), mener jeg (generelt), at dette trin af proceduren kunne have varet indtil to år, uden at det kan karakteriseres som en »uforholdsmæssig« forsinkelse med behandlingen af sagen. Heraf følger, at behandlingen af denne sag – i runde tal – tog ca. halvandet år længere i første instans for Retten, end den burde have taget.

124. Jeg mener derfor, at Kendrions grundlæggende ret til at få pådømt sin sag inden for en rimelig tidsfrist er tilsidesat.

125. I mit forslag til afgørelse i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen (62) har jeg givet udtryk for det synspunkt, at en konstatering af, at chartrets artikel 47 er tilsidesat, ikke i sig selv bør føre til ophævelse af den appellerede dom.

126. Desuden har Kendrion ikke påstået, at selskabets ret til forsvar blev tilsidesat som følge af denne rettergangsfejl.

127. Jeg mener derfor ikke, at den appellerede dom bør ophæves.

128. Kendrions subsidiære påstand om nedsættelse af bøden er baseret på den linje, som Domstolen fulgte i Baustahlgewebe-dommen (63), og ikke fremsat som et særskilt erstatningskrav for materielle og/eller ikke-økonomiske tab.

129. I lyset af denne påstand, og da der ikke er fremsat påstand om materielle og/eller ikke-økonomiske tab, mener jeg, at det udgør en passende kompensation, at det i selve dommen fastslås, at Retten har tilsidesat chartrets artikel 47 (64).

130. Kendrion har nedlagt påstand om, at Domstolen nedsætter den bøde, som blev pålagt ved den appellerede dom, med 5%. Selskabet har udledt dette tal af Rettens afgørelse i Dutch Beer-sagen (65). I den sag medgav Kommissionen, at den var ansvarlig for den administrative procedures uforholdsmæssig lange varighed. Sagsøgeren fremførte det argument, at denne procedures varighed havde påvirket den pågældendes ret til forsvar og medført, at der var blevet pålagt en uforholdsmæssig stor bøde, da Kommissionens bødepolitik var blevet strengere i løbet af den administrative procedure. Sagsøgeren hævdede følgelig, at den bødenedsættelse, som Kommissionen allerede havde indrømmet på grund af procedurens uforholdsmæssig lange varighed, var for lav.

131. Den foreliggende sag adskiller sig fra Dutch Beer-sagen. For det første vedrører Kendrions påstand ikke den administrative fase af proceduren, som Kommissionen forestod, og Kendrion har heller ikke hævdet, at Kommissionens adfærd medførte, at den pålagte bøde blev større. For det andet har Kendrion her anmodet Domstolen om at undersøge en rettergangsfejl i domstolsfasen af sagsbehandlingen. For det tredje har Kendrion ikke påstået, at varigheden af proceduren for Retten har haft en indvirkning på den bøde, der blev pålagt ved den appellerede dom (hvilket heller ikke havde været muligt, idet den appellerede dom blot bekræfter den anfægtede beslutning i denne henseende).

132. Jeg mener således ikke, at der er noget retsgrundlag for, at Domstolen kan afgøre, at Kendrions bøde skal nedsættes med 5%. Uden beviser for, at Kendrion har lidt materielle og/eller ikke-økonomiske tab (som eventuelt ville kunne fremlægges i et særskilt erstatningssøgsmål), forekommer 5% (eller et hvilket som helst andet tal) at være et helt tilfældigt valg (66).

133. Jeg mener således ikke, at Domstolen bør nedsætte Kendrions bøde.

134. Jeg konkluderer således, at i det omfang Kendrion mener at have lidt tab, fordi Retten undlod at pådømme selskabets sag inden for en rimelig frist, udgør et erstatningssøgsmål for Retten en mere passende og effektiv afhjælpning ved tilsidesættelse af chartrets artikel 47 som fortolket i lyset af EMRKʼs artikel 6, stk. 1, og artikel 13 end en bødenedsættelse (67). Jeg foreslår derfor, at Domstolen fastslår, at der forelå en uforholdsmæssig forsinkelse med behandlingen af Kendrions søgsmål for Retten, og at Domstolen bør gøre det klart, at Kendrion frit kan anlægge et særskilt erstatningssøgsmål, hvis selskabet måtte ønske at gøre det.

 Sagens omkostninger

135. Såfremt Domstolen er enig i min bedømmelse af appellen, bør Kendrion, den tabende part i alle anbringender i appelsagen, i henhold til procesreglementets artikel 137, 138, 140 og 184, sammenholdt, pålægges at betale sagens omkostninger.

 Forslag til afgørelse

136. Jeg foreslår derfor Domstolen at træffe følgende afgørelse:

–        Appellen forkastes.

–        Retten undlod at pådømme sag T-54/06, Kendrion mod Kommissionen, inden for en rimelig frist.

–        Kendrion betaler sagens omkostninger.


1 – Originalsprog: engelsk.


2 – Dom af 16.11.2011, sag T-54/06, Kendrion mod Kommissionen, sag T-72/06, Groupe Gascogne mod Kommissionen, og sag T-79/06, Sachsa Verpackung mod Kommissionen. De tre appellerede domme er offentliggjort i sammendrag på engelsk. Alle tre domme foreligger i fuld udgave på fransk på Domstolens websted. Rettens dom i sagen Kendrion mod Kommissionen foreligger desuden i fuld udgave på nederlandsk.


3 – Kommissionens beslutning K(2005) 4634 endelig af 30.11.2005 om en procedure i henhold til artikel 81 EF (sag COMP/38354 – Industrisække) (herefter »den anfægtede beslutning«). Et sammendrag er offentliggjort i EUT 2007 L 282, s. 41.


4 –      Sag C-40/12 P, Gascogne Sack Deutschland mod Kommissionen, sag C-50/12 P, Kendrion mod Kommissionen (den foreliggende sag), og sag C-58/12 P, Groupe Gascogne mod Kommissionen. For en fuld oversigt over søgsmålene til prøvelse af beslutningen ved Retten og de efterfølgende appeller til Domstolen henvises til punkt 102 i mit forslag til afgørelse i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen.


5 – Sag C-40/12 P.


6 –      Nævnt i fodnote 4 ovenfor.


7 – Forslagene til afgørelse i alle tre appelsager fremsættes den 30.5.2013.


8 – Jf. punkt 40-44 nedenfor.


9 – Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1), som ophævede forordning nr. 17: Første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81). Forordning nr. 17 blev ophævet ved artikel 43, stk. 1, i forordning nr. 1/2003. Kommissionen har henvist til begge forordninger i den anfægtede beslutnings del 6 som retsgrundlag for de bøder, den har pålagt. De relevante bestemmelser i forordning nr. 17 er artikel 15, stk. 2, og artikel 17. De er afspejlet i artikel 23, stk. 2 og 3, og artikel 31 i forordning nr. 1/2003. Jeg vil i dette forslag til afgørelse henvise til bestemmelserne i forordning nr. 1/2003, som bør fortolkes således, at de omfatter artikel 15, stk. 2, og artikel 17 i forordning nr. 17, da de indholdsmæssige ændringer af disse ikke er relevante for de anbringender, der er fremført i denne appelsag.


10 –      Jf. punkt 73-81 nedenfor.


11 – 777. betragtning til den anfægtede beslutning.


12 – 779. og 781. betragtning til den anfægtede beslutning.


13 – 781. betragtning til den anfægtede beslutning.


14 – 783. betragtning til den anfægtede beslutning.


15 – 784. betragtning til den anfægtede beslutning.


16 – Sag C-413/08 P, Lafarge mod Kommissionen, Sml. I, s. 5361, præmis 102. Kommissionens retningslinjer af 1998 for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten (EFT 1998 C 9, s. 3), nævner også den verdensomspændende omsætning, når der henvises til loftet på 10% i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003.


17 –      Dommen af 16.11.2011 i sagen Kendrion mod Kommissionen, nævnt i fodnote 2 ovenfor (herefter »den appellerede dom«).


18 –      Tidligere artikel 253 EF.


19 –      Dom af 16.11.2011, sag T-51/06, Fardem Packaging BV mod Kommissionen.


20 – Retningslinjer for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten (EFT 1998 C 9, s. 3) (herefter »Kommissionens retningslinjer fra 1998«). Jf. punkt 21 i mit forslag til afgørelse i sagen Gascogne Sack Deutschland, nævnt i fodnote 4 ovenfor.


21 –      Den 22.2.2006.


22 –      Jf. P.J. Wils Wouter, »Antitrust compliance programmes and optimal antitrust enforcement«, Journal of Anti-Trust Enforcement, 2013, s. 12. Sammenhold med Stefan Thomas, »Guilty of a fault that one has not committed«, Journal of European Competition Law and Practice, 2012, s. 11.


23 – Jf. dom af 19.7.2012, forenede sager C-628/10 og C-14/11 P, Alliance One International og Standard Commercial Tobacco mod Kommissionen (herefter »Alliance One-dommen«), præmis 42-44 og den deri nævnte retspraksis.


24 – Alliance One-dommen, nævnt i fodnote 23 ovenfor, præmis 46-48 og den deri nævnte retspraksis.


25 –      Alliance One-dommen, nævnt i fodnote 23 ovenfor, præmis 49, 50 og 53.


26 –      Min oversættelse.


27 –      Min oversættelse.


28 – Alliance One-dommen, nævnt i fodnote 23 ovenfor, præmis 64.


29 –      Min oversættelse.


30 – Alliance One-dommen, nævnt i fodnote 22 ovenfor, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis.


31 – Alliance One-dommen, nævnt i fodnote 22 ovenfor, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis.


32 –      Dom af 16.12.2008, sag C-47/07 P, Masdar (UK) mod Kommissionen, Sml. I, s. 9761, præmis 76.


33 – Jf. artikel 296 TEUF. Jf. desuden dom af 15.7.1970, sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 107, org.ref.: Rec. s. 661, præmis 76, og af 11.7.1985, sag 42/84, Remia m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2545, præmis 26.


34 –      Alliance One-dommen, nævnt i fodnote 23 ovenfor, præmis 64.


35 –      Dom af 4.10.2001, sag C-403/99, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 6883, præmis 41.


36 –      Jf. punkt 8-10 ovenfor.


37 –      Jeg går ud fra, at henvisningen til 815. betragtning til den anfægtede beslutning burde have været til 820. betragtning, da det er den sidstnævnte, der vedrører Fardems bøde.


38 –      Min oversættelse.


39 – Jf. punkt 11-16 ovenfor.


40 – Jf. punkt 40-44 ovenfor.


41 – Dom af 10.9.2009, sag C-97/08 P, Akzo Nobel NV m.fl. mod Kommissionen (herefter »Akzo-dommen«), Sml. I, s. 8237, præmis 58-61.


42 – Jf. punkt 13 ovenfor.


43 – Dom af 15.6.2005, forenede sager T-71/03, T-74/03, T-87/03 og T-91/03 (herefter »Tokai-dommen«). Dommen er offentliggjort i sammendrag på engelsk. Den foreligger i fuld udgave på tysk, engelsk og fransk på Domstolens websted.


44 – Tokai-dommen, nævnt i fodnote 43 ovenfor, præmis 391 og 392.


45 – Jf. 820. betragtning til den anfægtede beslutning og den appellerede doms præmis 28.


46 –      Hvis dette var Fardems appelsag, ville det have været nødvendigt med henblik på fastsættelsen af Fardems bøde at tage hensyn til den periode, hvor Fardem var eneansvarlig for overtrædelsen (fra den 6.1.1982 til den 8.6.1995), før Kendrion erhvervede selskabet. Da dette er Kendrions appelsag, og dette selskab hæfter solidarisk for Fardems bøde, er det dog ikke nødvendigt at gøre dette. Jf. punkt 81-88 i mit forslag til afgørelse i sagen Gascogne Sack Deutschland, hvor jeg undersøger anvendelsen af loftet på 10% på et moderselskab og et 100% ejet datterselskab, som tilsammen udgjorde virksomheden på det tidspunkt, hvor bøden blev fastsat, men hvor den periode, hvor overtrædelsen blev begået, begyndte, før moderselskabet erhvervede datterselskabet, og fortsatte efter denne erhvervelse.


47 – Jf. den appellerede doms præmis 28 og 29, nævnt ovenfor i punkt 73.


48 –      Jf. punkt 11-13 ovenfor.


49 –      637. betragtning til den anfægtede beslutning.


50 –      Dom af 16.12.2008, sag C-127/07, Arcelor Atlantic et Lorraine m.fl., Sml. I, s. 9895, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis.


51 –      Min oversættelse.


52 –      Bischof + Klein France SAS; FLS Smidth & Co A/s og FLS Plast AS og Groupe Gascogne.


53 –      Kendrion har henvist til dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen (herefter »Baustahlgewebe-dommen«), Sml. I, s. 8417.


54 –      Kendrion har henvist til dom af 16.6.2011, sag T-235/07 Bavaria, Sml., EU:T:2011:283 mod Kommissionen (herefter »Dutch Beer-dommen), Sml. II, s. 3229.


55 –      Nævnt i fodnote 54 ovenfor.


56 –      Den appellerede doms præmis 18.


57 –      Dom af 29.12.2011, sag C-520/09 P, Arkema mod Kommissionen, Sml. I, s. 8901, præmis 31.


58 – Jf. punkt 117 nedenfor.


59 – Jf. artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003. Jf. desuden punkt 131 og 132 i mit forslag til afgørelse i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen.


60 –      Jf. punkt 113 ovenfor.


61 –      Jf. punkt 91-94 i mit forslag til afgørelse i nævnte sag.


62 –      Nævnt i fodnote 4 ovenfor.


63 – I Baustahlgewebe-dommen, nævnt i fodnote 53 ovenfor, ophævede Domstolen af procesbesparende hensyn og for at sikre en umiddelbar og effektiv afhjælpning den appellerede dom hvad angår den fastsatte størrelse på bøden, samtidig med at den stadfæstede dommen i alle andre henseender.


64 –      Jf. punkt 148 i mit forslag til afgørelse i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen.


65 –      Nævnt i fodnote 54 ovenfor.


66 –      Jf. punkt 133-138 i mit forslag til afgørelse i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen.


67 –      Kendrions anbringende om nedsættelse af bøden i denne sag er, så vidt jeg kan se, direkte baseret på Baustahlgewebe-dommen. Det blev ikke fremsat som en særskilt påstand om erstatning for materielle og/eller ikke-økonomiske tab, og Domstolen ville heller ikke have kompetence til at behandle et sådant krav.