PERSONALERETTENS KENDELSE

(plenum)

27. september 2011

Sag F-55/08 DEP

Carlo De Nicola

mod

Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

»Personalesag – retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter – honorarer, som en institution har betalt til sin advokat – forpligtelsen for en sagsøger, der taber en sag, til at betale disse honorarer – ligebehandlingsprincippet – effektiv domstolsbeskyttelse – betingelser«

Angående:      Begæring om fastsættelse af sagsomkostninger, som Den Europæiske Investeringsbank (EIB) har indgivet, efter dom afsagt af Personaleretten den 30. november 2009, De Nicola mod EIB (F-55/08, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnummer T-37/10 P).

Afgørelse:      Det beløb, som EIB kan kræve erstattet i sagsomkostninger i sag F-55/08, De Nicola mod EIB, fastsættes til 6 000 EUR.

Sammendrag

1.      Retspleje – sagsomkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – honorar, som en institution har betalt til sin advokat – betingelser for godtgørelse

(Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 1)

2.      Retspleje – sagsomkostninger – fastsættelse – forhold, der skal tages i betragtning

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

1.      I et tilfælde, hvor en sagsøger dømmes til at betale samtlige eller en del af de udgifter, som en institution har afholdt, påhviler det institutionen, såfremt den har til hensigt at få godtgjort det honorar, som den har betalt til sin advokat, at bevise, at dette honorar kan henføres under »nødvendige udgifter« med henblik på sagens behandling. En institution kan føre bevis for nødvendigheden af at indhente advokatbistand ved navnlig at godtgøre, at den af konjunkturmæssige og forbigående årsager, der bl.a. er forbundet med en aktuel betydelig arbejdsbyrde eller med et uforudset fravær af personale i sin juridiske tjeneste, der sædvanligvis repræsenterer den i retssager, har været nødsaget til at lade sig repræsentere af en advokat. Det samme gælder for en institution, der i relation til en sagsøger, der har anlagt en omfattende sag, og/eller adskillige sager, beviser, at den, hvis den ikke havde antaget en advokat, ville have været nødsaget til at belaste sine tjenestegrenes ressourcer i uforholdsmæssigt omfang med behandlingen af disse sager.

En institution kan derimod ikke stille krav om godtgørelse af samtlige eller en del af de honorarer, som den har betalt til sin advokat, i tilfælde, hvor den blot forklarer, at den af budgetmæssige eller organisatoriske grunde har valgt at fritage sin juridiske tjeneste fra at behandle personalesager. Selv om det nemlig står en institution frit for at træffe et sådant valg, kan konsekvenserne heraf ikke komme de ansatte til skade i form af forøgede sagsomkostninger uden at risikere at afstedkomme en tilsidesættelse af princippet om lige adgang til domstolsprøvelse i relation til de ansatte ved de institutioner, hvis juridiske tjeneste påtager sig repræsentationen for Unionens retsinstanser, og personalet ved de institutioner, der konsekvent indhenter advokatbistand.

(jf. præmis 37-39)

2.      Det tilkommer Personaleretten at fastsætte det beløb, der kan kræves erstattet i form af advokathonorarer af den part, der tilpligtes at betale sagens omkostninger. Når Personaleretten tager stilling til en begæring om fastsættelse af sagsomkostninger, skal den ikke tage hensyn til en national tarif for advokaters salærer eller til en eventuel aftale herom mellem den pågældende part og dennes befuldmægtigede eller advokater.

Da der ikke findes EU-retlige bestemmelser om fastsættelse af sådanne honorarer, er Personaleretten frit stillet ved sin vurdering af de foreliggende oplysninger, idet den dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad, såvel som til den arbejdsbyrde, som de pågældende befuldmægtigede og rådgivere har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen. Retten skal ligeledes, når den fastsætter størrelsen af det honorar, der kan kræves erstattet, tage hensyn til den part, der er dømt til at betale sagsomkostningernes betalingsevne, for at undgå, at der gøres uforholdsmæssigt indgreb i denne parts ret til en effektiv retsbeskyttelse som forankret i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder. Endelig kan det beløb, der kan kræves erstattet i form af honorarer til den berørte institutions advokat, ikke fastsættes ved, at der ses bort fra det arbejde, som institutionens tjenestegrene har udført, før sagen blev indbragt for Personaleretten.

Da realitetsbehandlingen af et søgsmål nemlig er betinget af, at der forinden har været indgivet en klage, og ansættelsesmyndigheden har afslået denne klage, er institutionens tjenestegrene principielt involveret i behandlingen af tvisterne, inden de når frem til Personaleretten. Det følger heraf, at i sager, hvor en institution har indhentet advokatbistand, skal denne advokats samlede antal arbejdstimer, der kan fremstå som objektivt nødvendige med henblik på sagens behandling, i princippet anses for at udgøre en tredjedel af de timer, der ville have været nødvendige for denne advokat, hvis vedkommende ikke havde kunnet drage fordel af det arbejde, der tidligere var blevet udført af institutionens juridiske tjeneste.

Denne andel kunne ikke desto mindre vurderes til at være højere, bl.a. i et tilfælde, hvor en institution er konfronteret med en sagsøger, der har anlagt adskillige sager, der har karakter af misbrug, og derfor er blevet bragt i en situation, hvor den må overlade en advokat en del eller hele behandlingen af disse tvister, herunder i den administrative fase for at undgå i uforholdsmæssigt omfang at lægge beslag på sin juridiske tjenestes ressourcer.

(jf. præmis 40-43)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 9. september 2002, sag T-182/00 DEP, Pannella mod Parlamentet, præmis 28 og 29