Language of document :

Sag anlagt den 22. maj 2012 – ZZ mod Kommissionen

(Sag F-56/12)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: ZZ (ved advokater tilknyttet EurAA Anwälte für Arbeitnehmer Rechtsanwaltsgesellschaft mbH)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om ikke efter udløbet af sagsøgerens ansættelseskontrakt at betale pensionsbidrag i den periode, hvor han var arbejdsløs, til den tyske pensionsordning eller til Den Europæiske Unions pensionsordning og påstand om, at sagsøgeren enten optages i sidstnævnte pensionsordning, eller at hans pensionsrettigheder overføres til den tyske pensionsordning

Sagsøgerens påstande

Europa-Kommissionens ansættelsesmyndigheds afgørelse nr. R/813/11 af 24. februar 2012 annulleres.

Kommissionen tilpligtes at optage sagsøgeren i pensionsordningen for tjenestemænd og øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber for perioden 1. april 2008 til 31. august.2009 og til at indbetale de tilsvarende bidrag hertil.

Subsidiært: Kommissionen tilpligtes på vegne af sagsøgeren at indgive en ansøgning til den tyske pensionsforsikring om efterforsikring for perioden 1. april 2008 til 31. august 2009 og til at indbetale pensionsbidrag for sagsøgeren med det ved lov fastsatte beløb til den tyske pensionsforsikring.

Mere subsidiært: Kommissionen pålægges på det tidspunkt, hvor sagsøgeren begynder at oppebære pension, at betale sagsøgeren erstatning for det tab, som sagsøgeren lider ved, at hans pension er lavere end den pension, som han ville få udbetalt, såfremt der var blevet indbetalt pensionsbidrag for perioden 1. april 2008 til 31. august 2009 med det ved lov fastsatte beløb til den lovbestemte pensionsforsikring i Tyskland.