Language of document : ECLI:EU:C:2012:65

Sag C-277/10

Martin Luksan

mod

Petrus van der Let

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Handelsgericht Wien)

»Præjudiciel forelæggelse – tilnærmelse af lovgivningerne – intellektuel ejendomsret – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiverne 93/83/EØF, 2001/29/EF, 2006/115/EF og 2006/116/EF – kontrakt om fordeling af brugsrettighederne til et filmværk mellem den ledende instruktør og producenten af værket – national lovgivning, hvorved udelukkende filmproducenten automatisk tildeles disse rettigheder – parternes mulighed for at fravige denne regel ved aftale – efterfølgende ret til vederlag«

Sammendrag af dom

1.        Internationale aftaler – konventioner indgået af medlemsstaterne – konventioner, der er indgået før en medlemsstats tiltrædelse af Unionen – konvention, der overlader medlemsstaten en mulighed for at træffe en foranstaltning, som strider mod EU-retten – medlemsstatens forpligtelse til at afholde sig fra at træffe en sådan forstanstaltning – uoverensstemmelse, der er opstået som følge af EU-rettens udvikling – umuligt for medlemsstaten at påberåbe sig nævnte konvention med henblik på at unddrage sig de forpligtelser, der følger af denne udvikling

(Art. 351 TEUF)

2.        Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – brugsrettigheder til et filmværk – rettigheder, der direkte tilkommer den ledende instruktør af værket

(Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2001/29, art. 2 og 3, 2006/115, art. 2 og 3, og 2006/116, art. 2; Rådets direktiv 93/83, art. 1 og 2)

3.        Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – brugsrettigheder til et filmværk – medlemsstaternes mulighed for at fastsætte en juridisk formodning for overdragelsen af disse rettigheder til værkets producent – betingelse – afkræftelig formodning

(Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2001/29 og 2006/115, art. 3, stk. 4 og 5)

4.        Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – brugsrettigheder til et filmværk – rettigheder, der direkte tilkommer den ledende instruktør af værket

[Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2001/29, art. 5, stk. 2, litra b)]

5.        Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – brugsrettigheder til et filmværk – ret til en rimelige kompensation for så vidt angår privatkopiering – umuligt for medlemsstaterne at fastsætte en juridisk formodning for overdragelse af denne ret til værkets producent

[Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2001/29, art. 5, stk. 2, litra b)]

1.        Bestemmelsen i artikel 351, stk. 1, TEUF har til formål i overensstemmelse med folkerettens principper at fastslå, at anvendelsen af traktaten ikke berører den pågældende medlemsstats forpligtelse til at respektere tredjestaters rettigheder, som følger af en konvention fra før medlemsstatens tiltrædelse, og til at overholde sine tilsvarende forpligtelser. Når en sådan konvention imidlertid åbner mulighed for, at en medlemsstat kan træffe en foranstaltning, som viser sig at være i strid med EU-retten, uden dog at forpligte den dertil, skal medlemsstaten afholde sig fra at træffe en sådan foranstaltning. Denne retspraksis må også finde tilsvarende anvendelse, når en lovgivningsmæssig foranstaltning truffet af en medlemsstat i henhold til den valgfrihed, der er indført ved en ældre international konvention, på grund af udviklingen af EU-retten forekommer at være i strid hermed. I en sådan situation kan den berørte medlemsstat ikke påberåbe sig nævnte konvention med henblik på at unddrage sig de forpligtelser, der senere er opstået i medfør af EU-retten.

(jf. præmis 61-63)

2.        Bestemmelserne i artikel 1 og 2 i direktiv 93/83 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel, på den ene side, og artikel 2 og 3 i direktiv 2001/29 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, sammenholdt med artikel 2 og 3 i direktiv 2006/115 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret og artikel 2 i direktiv 2006/116 om beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder, på den anden side, skal fortolkes således, at brugsrettighederne til et filmværk (ret til reproduktion, ret til satellitudsendelse og enhver anden form for offentlig gengivelse i form af tilrådighedsstillelse for almenheden), direkte efter loven og originært tilkommer den ledende instruktør. Disse bestemmelser skal derfor fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der direkte og udelukkende tildeler nævnte brugsrettigheder til producenten af det omhandlede værk.

I denne forbindelse kan artikel 2 i direktiv 93/83 og artikel 2 og 3 i direktiv 2001/29, under hensyn til artikel 1, stk. 4, i traktaten fra Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret, ikke fortolkes således, at en medlemsstat i sin nationale lovgivning på grundlag af artikel 14 bis i Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker og under påberåbelse af den valgfrihed, som denne konventionsartikel tildeler medlemsstaten, ville kunne nægte den ledende instruktør af et filmværk brugsrettighederne til dette værk, eftersom en sådan fortolkning for det første ikke respekterer Unionens kompetence på området, for det andet ikke er forenelig med det formål, der forfølges med direktiv 2001/29, og endelig ikke opfylder kravene i henhold til artikel 17, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der garanterer beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret.

(jf. præmis 71 og 72 samt domskonkl. 1)

3.        EU-retten skal fortolkes således, at den overlader medlemsstaterne muligheden for at fastsætte en formodning for overdragelse – til fordel for producenten af filmværket – af brugsrettighederne til filmværket (ret til satellitudsendelse, ret til reproduktion og enhver anden form for offentlig gengivelse i form af tilrådighedsstillelse for almenheden), forudsat at en sådan formodning ikke har en uafkræftelig karakter, der udelukker muligheden for, at den ledende instruktør af nævnte værk træffer andre beslutninger.

(jf. præmis 87 og domskonkl. 2)

4.        EU-retten skal fortolkes således, at den ledende instruktør i sin egenskab af ophavsmand til filmværket direkte efter loven og originært har ret til den rimelige kompensation, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, i henhold til den såkaldte undtagelse for privatkopiering.

(jf. præmis 95 og domskonkl. 3)

5.        EU-retten skal fortolkes således, at den ikke overlader medlemsstaterne muligheden for at fastsætte en formodning for overdragelse – til fordel for producenten af filmværket – af den ret til rimelig kompensation, der tilkommer den ledende instruktør af nævnte værk, uanset om denne formodning er formuleret således, at den er uafkræftelig, eller således, at den kan fraviges.

Bestemmelserne i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – medmindre de skal fratages enhver effektiv virkning – pålægger nemlig den medlemsstat, som har indført undtagelsen for privatkopiering i sin nationale lovgivning, en resultatforpligtelse, således at denne medlemsstat inden for rammerne af sine beføjelser skal sikre en effektiv opkrævning af den rimelige kompensation, som skal udgøre rettighedsindehavernes erstatning for den lidte skade. At pålægge medlemsstaterne en sådan resultatforpligtelse til at opkræve en rimelig kompensation til fordel for rettighedsindehaverne er imidlertid begrebsmæssigt uforeneligt med en sådan rettighedsindehavers mulighed for at give afkald på denne rimelige kompensation, og i særdeleshed med medlemsstaternes mulighed for at fastsætte en sådan formodning for overdragelse.

(jf. præmis 106, 108 og 109 samt domskonkl. 4)