Language of document : ECLI:EU:F:2012:49

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

28. marts 2012

Sag F-36/11

BD

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – kontraktansatte – ingen forlængelse af en kontrakt – vedtægtens artikel 11a – interessekonflikt – tillidsforhold – vedtægtens artikel 12b – ekstern virksomhed – uskyldsformodning«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder BD bl.a. har nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, der er indeholdt i note af 30. august 2010 fra Kommissionens myndighed med kompetence til at indgå ansættelseskontrakter, hvorved BD blev oplyst om, at hans kontrakt ikke ville blive forlænget. I samme stævning nedlagde BD påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham erstatning for den ikke-økonomiske skade, han har lidt.

Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. BD bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – kontraktansatte – ansættelse – forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – administrationens skønsbeføjelse – vedtagelse af en intern instruks, der opstiller princippet om forlængelse på visse betingelser – administrationens begrænsning af sin egen skønsbeføjelse på området

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47, litra b), art. 85 og art. 119, stk. 1]

2.      Tjenestemænd – kontraktansatte – afskedigelse – administrationens skønsbeføjelse for så vidt angår valget af grundlag for afskedigelsen, uanset om dette er af disciplinær karakter eller i henhold til kontrakten

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47, stk. 1, litra b), nr. i), art. 49, stk. 1, og art. 119, stk. 1]

3.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – afgørelse om afslag – ændring af begrundelsen i den anfægtede retsakt – magtfordrejning – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

4.      Tjenestemænd – kontraktansatte – ansættelse – forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – betingelser – tjenestens interesse og opretholdelse af tillidsforholdet

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 88)

5.      Tjenestemænd – principper – princippet om uskyldsformodning – rækkevidde – forbud mod at udlede et brud på tillidsforholdet af forhold, der afdækkes af Overvågningsudvalget for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), og som vil være til hinder for forlængelse af den pågældendes ansættelseskontrakt – foreligger ikke

6.      Tjenestemænd – kontraktansatte – rettigheder og forpligtelser – forpligtelse til at udvise uafhængighed og integritet – pligt til på forhånd at underrette administrationen om enhver mulig interessekonflikt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 11a; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 3a, 11 og 81)

7.      Tjenestemænd – kontraktansatte – rettigheder og forpligtelser – ekstern aktivitet – forpligtelse til at indhente forudgående samtykke hos ansættelsesmyndigheden eller myndigheden beføjet til at indgå ansættelseskontrakter – fortsættelse af en aktivitet, der blev udøvet inden ansættelsen – omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12b; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 3a, art. 11 og 81)

8.      Institutionernes retsakter – begrundelse – materiel fejl i den i øvrigt tilstrækkelige begrundelse af en afgørelse – ingen betydning for afgørelsens lovlighed

(Art. 296 TEUF)

1.      En kontraktansat, der er ansat i henhold til en tidsbegrænset kontrakt, har i princippet ikke ret til forlængelse af sin kontrakt, idet dette blot er en mulighed, der er underlagt en betingelse om, at forlængelsen sker i tjenestens interesse.

Til forskel fra tjenestemænd, der i henhold til vedtægten er sikret et varigt ansættelsesforhold, fremgår det af artikel 47, litra b), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, der i henhold til samme ordnings artikel 119, stk. 1, finder anvendelse på kontraktansatte, at varigheden af ansættelsesforholdet mellem en institution og en kontraktansat med en tidsbegrænset ansættelse – inden for de rammer, der er fastsat i samme ordnings artikel 85 – er reguleret af de vilkår, der er fastsat i den mellem parterne indgåede kontrakt. Endvidere har administrationen et vidt skøn vedrørende forlængelse af kontrakterne som midlertidigt ansat indgået på bestemt tid.

Fra det tidspunkt, hvor administrationen ved en intern instruks har udarbejdet en specifik ordning, hvis formål er at sikre, at proceduren for forlængelse af kontrakter er gennemsigtig, har institutionen imidlertid med vedtagelsen af denne ordning begrænset sin egen skønsbeføjelse. Bestemmelser i en ansættelseskontrakt, hvorefter forlængelsen er underlagt en betingelse om, at den pågældende skal have bestået en udvælgelsesprøve samt fået direktionens godkendelse heraf, udgør ikke en sådan ordning.

(jf. præmis 31-33, 35 og 36)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 17. oktober 2002, forenede sager T-330/00 og T-114/01, Cocchi og Hainz mod Kommissionen, præmis 82; 6. februar 2003, sag T-7/01, Pyres mod Kommissionen, præmis 64

Personaleretten: 7. juli 2009, sag F-54/08, Bernard mod Europol, præmis 44 og 47; 23. november 2010, sag F-8/10, Gheysens mod Rådet, præmis 75

2.      Det følger af det forhold, at en kontraktansat ikke er sikret varighed i ansættelsen, af den vide skønsbeføjelse, som den myndighed, der er beføjet til at indgå ansættelseskontrakter, har i forbindelse med forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt eller ej, og af artikel 47, litra b), nr. i), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, at den kompetente myndighed ikke er forpligtet til at indlede en disciplinærsag over for en kontraktansat, hvis opførsel kunne medføre en opsigelse af disciplinære grunde, og at den i et sådant tilfælde kan anvende de muligheder, som det kontraktuelle forhold giver. For så vidt angår artikel 49, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, der i henhold til samme ordnings artikel 119, stk. 1, finder anvendelse på kontraktansatte, indledes der alene disciplinær forfølgning, når der skal ske opsigelse »uden varsel« af en ansættelseskontrakt. At vælge at afvente udløbet af den berørte ansattes tidsbegrænsede kontrakt og ikke at forlænge denne udgør heller ikke som sådan en magtfordrejning.

(jf. præmis 45)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 12. december 2000, sag T-223/99, Dejaiffe mod KHIM, præmis 38

Personaleretten: 24. april 2008, sag F-74/06, Longinidis mod Cedefop, præmis 116; 7. juli 2010, forenede sager F-116/07, F-13/08 og F-3l/08, Tomas mod Parlamentet, præmis 158

3.      Henset til selve formålet med den administrative procedure, som er at gøre det muligt for administrationen at kontrollere sin afgørelse, har denne procedure en evolutionær karakter, således at administrationen i forbindelse med den klageadgang, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91, er nødt til, når den giver afslag på klagen, at ændre begrundelsen for vedtagelsen af den anfægtede akt. Beviset for magtfordrejning og organisatoriske vanskeligheder findes derfor ikke i den omstændighed, at administrationen i afgørelsen om afslag på klagen har anvendt en anden begrundelse end den, der fremgår af den anfægtede afgørelse.

(jf. præmis 47)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: 9. december 2009, sag T-377/08 P, Kommissionen mod Birkhoff, præmis 55-60

Personaleretten: 1. juli 2010, sag F-45/07, Mandt mod Parlamentet, præmis 110; 15. december 2010, sag F-67/09, Angulo Sánchez mod Rådet, præmis 70; 28. september 2011, sag F-26/10, AZ mod Kommissionen, præmis 38

4.      Tjenestens interesse og opretholdelsen af tillidsforholdet, som myndigheden beføjet til at indgå ansættelseskontrakter bør tage hensyn til, når den træffer afgørelse om, hvorvidt ansættelseskontrakten skal forlænges, skal ikke alene vurderes i forhold til den tjeneste, den berørte er tilknyttet, og hvis interesse ikke kan forbigås, men også i forhold til det generaldirektorat, hvorunder den tjeneste, som den berørte er tilknyttet, henhører, og endog i forhold til institutionen i sin helhed. Nødvendigheden af, at den kompetente myndighed foretager en samlet vurdering af tjenestens interesser, trænger sig særligt på, når det drejer sig om holdningen hos en ansat, der har et finansielt ansvar.

I denne henseende kan den omstændighed, at en kontraktansat har gennemført en prøvetid, der angiveligt var eksemplarisk, ikke afkræfte ansættelsesmyndighedens vurdering af fordelen ved ikke at forlænge hans kontrakt under hensyn til de faktiske omstændigheder, der er kommet for dagen efter rapporten om den afsluttede prøvetid.

(jf. præmis 48 og 80)

5.      Princippet om uskyldsformodning finder anvendelse på tjenestemænd, der anklages for – selv om der ikke foreligger en straffesag – at have tilsidesat de vedtægtsmæssige forpligtelser på tilstrækkelig alvorlig vis til at begrunde et sagsanlæg fra Overvågningsudvalget for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), på baggrund af hvilket administrationen kan vedtage enhver nødvendig foranstaltning, der i givet fald kan være alvorlig. Dette princip har imidlertid hverken til formål eller virkning at forbyde den myndighed, der er beføjet til at indgå ansættelseskontrakter, at udlede et brud på tillidsforholdet på grundlag af de forhold, der afdækkes i forbindelse med OLAF’s undersøgelse, og som vil være til hinder for forlængelse af den pågældendes ansættelseskontrakt.

(jf. præmis 51 og 54)

Henvisning til:

Domstolen: 8. juli 1999, sag C-235/92 P, Montecatini mod Kommissionen, præmis 175

Retten i Første Instans: 6. juli 2000, sag T-62/98, Volkswagen mod Kommissionen, præmis 281; 8. juli 2004, forenede sager T-67/00, T-68/00, T-71/00 og T-78/00, JFE Engineering mod Kommissionen, præmis 178; 4. oktober 2006, sag T-193/04, Tillack mod Kommissionen, præmis 121; 27. september 2006, forenede sager T-44/02 OP, T-54/05 OP, T-56/02 OP, T-60/02 OP og T-61/02 OP, Dresdner Bank m.fl. mod Kommissionen, præmis 61; 8. juli 2008, sag T-48/05, Franchet og Byk mod Kommissionen, præmis 214

Den Europæiske Unions Ret: 7. december 2010, sag T-49/07, Fahas mod Rådet, præmis 63; 5. oktober 2011, sag T-11/06, Romana Tabacchi mod Kommissionen, præmis 129

Personaleretten: 23. november 2010, sag F-75/09, Wenig mod Kommissionen, præmis 58

6.      Vedtægtens artikel 11a, der i henhold til artikel 11 og 81 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte finder anvendelse på kontraktansatte i henhold til artikel 3a i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, har til formål at sikre tjenestemænds og kontraktansattes uafhængighed, integritet og upartiskhed og dermed også de institutioners, hvor de er ansat, idet tjenestemænd og kontraktansatte pålægges en forhåndsoplysningspligt over for ansættelsesmyndigheden eller myndigheden beføjet til at indgå ansættelseskontrakter, som skal gøre det muligt for den pågældende myndighed i givet fald at træffe passende foranstaltninger. Henset til den grundlæggende karakter af formålene om uafhængighed og integritet i denne bestemmelse og den generelle karakter af den fastsatte forpligtelse for tjenestemænd og kontraktansatte skal det anerkendes, at vedtægtens artikel 11a har et bredt anvendelsesområde, der omfatter enhver situation, som den berørte – henset til det hverv, han udøver, og sagens konkrete omstændigheder – med rimelighed må indse er af en sådan karakter, at den i andres øjne kan give anledning til tvivl om hans uafhængighed. I denne henseende skal tjenestemænds og kontraktansattes pligt til at udvise uafhængighed over for tredjemænd ikke kun vurderes ud fra et subjektivt synspunkt. Uafhængigheden indebærer også, at man skal undlade – især i forbindelse med forvaltningen af offentlige midler – enhver adfærd, der objektivt set kan berøre institutionernes omdømme og undergrave den tillid, som disse bør indgyde offentligheden.

I øvrigt har det kun ringe betydning, at den berørte institution antageligvis ikke har haft noget finansielt tab som følge af de omhandlede overtrædelser, fordi de forpligtelser, der påhviler tjenestemænd og kontraktansatte i henhold til vedtægtens artikel 11a og 12, ligeledes tilsigter at bevare institutionernes uafhængighed og omdømme.

(jf. præmis 68, 70 og 80)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 11. september 2002, sag T-89/01, Willeme mod Kommissionen, præmis 47; 3. februar 2005, sag T-137/03, Mancini mod Kommissionen, præmis 31

7.      Vedtægtens artikel 12b, der i henhold til artikel 11 og 81 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte finder anvendelse på kontraktansatte i henhold til artikel 3a i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, forpligter tjenestemænd og kontraktansatte til at indhente et forudgående samtykke, når de har til hensigt at udøve lønnet eller ulønnet virksomhed uden for institutionen. Denne forpligtelse har generel karakter uden sondring mellem aktivitetens art eller betydning.

Endvidere er forpligtelsen til at indhente et samtykke med henblik på at udøve en ekstern aktivitet ikke kun rettet mod tjenestemænd og kontraktansatte, der i forbindelse med deres karriere tilsigter at udøve en sådan aktivitet, men også mod ansatte, der ønsker at fortsætte en aktivitet, som de udøvede inden deres ansættelse, og som bliver »ekstern« fra tidspunktet for deres tiltræden i tjenesten.

(jf. præmis 72)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 19. marts 1998, sag T-74/96, Tzoanos mod Kommissionen, præmis 66; 16. januar 2003, sag T-75/00, Fichtner mod Kommissionen, præmis 31

8.      I tilfælde, hvor der foreligger flere begrundelser, også selv om en begrundelse for en omtvistet retsakt er faktisk urigtig, kan denne fejl ikke medføre annullation af retsakten, hvis de øvrige anførte grunde, giver en begrundelse, der i sig selv er tilstrækkelig.

For så vidt angår især et anbringende om et åbenbart urigtigt skøn tilkommer det sagsøgeren at fremlægge beviser, der er tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at de vurderinger, der ligger til grund for beslutningen, bliver usandsynlige, således at dette anbringende skal forkastes, såfremt administrationens omhandlede skøn til trods for de fremlagte beviser stadig kan anses for at være sandsynligt. I tilfælde, hvor den anfægtede afgørelse indeholder flere begrundelser, skal forkastelsen af anbringendet nærmere bestemt ske, når den anfægtede afgørelse kan antages at være behæftet med en fejl i en af begrundelserne, men denne begrundelse alene ikke kan anses for at have været afgørende.

(jf. præmis 83)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 6. marts 2003, forenede sager T-228/99 og T-233/99, Westdeutsche Landesbank Girozentrale mod Kommissionen, præmis 162; 8. marts 2005, sag T-277/03, Vlachaki mod Kommissionen, præmis 85

Personaleretten: 7. oktober 2009, sag F-29/08, Y mod Kommissionen, præmis 90; 29. september 2011, sag F-74/10, Kimman mod Kommissionen, præmis 92 og 93