Language of document : ECLI:EU:F:2012:29

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

8. marts 2012

Sag F-12/10

Petrus Kerstens

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – disciplinærsag – sag indbragt for Disciplinærrådet af en ikke-kompetent myndighed – skriftlig advarsel – procedurens varighed – ret til kontradiktion og princippet om uskyldsformodning – rimelig frist«

Angående: Sag anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til dennes artikel 106A, hvorunder Petrus Kerstens har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 23. april 2009, der pålægger ham en disciplinærsanktion i form af en skriftlig advarsel.

Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. Petrus Kerstens betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – stævning – replik – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene

[Statutten for Domstolen, art. 21; Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1, litra e), og art. 41]

2.      Retspleje – retskraft – rækkevidde – et andet søgsmål med henblik på en anden, individuel og senere truffet afgørelse end den, der er anfægtet i det første søgsmål – antagelse til realitetsbehandling

3.      Tjenestemænd – disciplinærordning – undersøgelse forud for indledningen af en disciplinærsag – Kommissionens Undersøgelses- og Disciplinærkontors undersøgelsesmandat – rækkevidde – anbefaling rettet til ansættelsesmyndigheden om at pålægge den berørte tjenestemand en administrativ foranstaltning – omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 3)

4.      Tjenestemænd – disciplinærordning – indledning af en disciplinærsag – frist – administrationens pligt til at handle inden en rimelig frist – tilsidesættelse – følger

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, afdeling 5)

5.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – frister – administrationens pligt til at handle inden en rimelig frist – vurdering – tilsidesættelse – særlige omstændigheder – bevisbyrde

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX)

1.      I henhold til artikel 21 i statutten for Domstolen og artikel 35, stk. 1, litra e), i Personalerettens procesreglement skal stævningen indeholde de anbringender og faktiske og retlige argumenter, der gøres gældende. Disse anbringender og argumenter skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Personaleretten i givet fald på det således foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen. Det er af retssikkerheds- og retsplejehensyn en forudsætning for, at et anbringende kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som anbringendet støttes på, fremgår på en sammenhængende og forståelig måde af selve stævningen, i det mindste i summarisk form. Denne fortolkning af procesreglementets artikel 35, stk. 1, litra e), omhandler ligeledes betingelserne for antagelse til realitetsbehandling af replikken, der ifølge samme procesreglements artikel 41, sammen med duplikken fuldstændiggør sagen.

(jf. præmis 68)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 20. april 1999, forenede sager T-305/94 – T-307/94, T-313/94 – T-316/94, T-318/94, T-325/94, T-328/94, T-329/94 og T-335/94, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, præmis 39 og 40

Personaleretten: 13. september 2011, sag F-100/09, Michail mod Kommissionen, præmis 22

2.      En doms retskraft kan antages at være til hinder for, at en senere sag antages til realitetsbehandling, såfremt den sag, der gav anledning til den omhandlede dom, er anlagt mellem de samme parter, har samme genstand og støttes på samme søgsmålsgrunde, hvilke betingelser nødvendigvis er kumulative.

Dette er ikke tilfældet, når det andet søgsmål vedrører en anden, individuel og senere truffet afgørelse end den, der var genstand for det første søgsmål. På det grundlag kan det ikke antages, at de to søgsmål har samme genstand.

(jf. præmis 85 og 87)

Henvisning til:

Domstolen: 19. september 1985, forenede sager 172/83 og 226/83, Hoogovens Groep mod Kommissionen, præmis 9; 22. september 1988, forenede sager 358/85 og 51/86, Frankrig mod Parlamentet, præmis 12

Retten i Første Instans: 8. marts 1990, sag T-28/89, Maindiaux m.fl. mod CES, præmis 23; 5. juni 1996, sag T-162/94, NMB Frankrig m.fl. mod Kommissionen, præmis 37 og 38

3.       I forbindelse med den rapport om den administrative undersøgelse forud for ansættelsesmyndighedens afgørelse om, hvorvidt der skal indledes en disciplinærsag, overskrider Kommissionens Undersøgelses- og Disciplinærkontor (IDOC) ikke sit undersøgelsesmandat ved deri efter opfordring fra den nævnte myndighed at formulere en anbefaling om at vedtage en administrativ foranstaltning over for en tjenestemand.

I det omfang IDOC og ansættelsesmyndigheden er to adskilte og selvstændige organer, er IDOC berettiget til at formulere accessoriske eller supplerende anbefalinger. IDOC er således frit stillet f.eks. med hensyn til at præcisere, hvilken type disciplinærsag der bør åbnes over for den berørte. Henset til, at artikel 3 i bilag IX til vedtægten fastsætter, at ansættelsesmyndigheden foretager en høring af den berørte på grundlag af den undersøgelsesrapport, der er udarbejdet af IDOC, skal de anbefalinger, som IDOC finder passende at formulere, nødvendigvis indføres i den nævnte rapport, inden den berørte høres af ansættelsesmyndigheden i henhold til den nævnte artikel 3.

(jf. præmis 94 og 95)

4.      Selv om vedtægten ikke fastsætter forældelsesfristen for indledningen af en disciplinærsag, fastsætter den ikke desto mindre i bilag IX, nærmere bestemt i dettes afdeling 5, stramme frister for afviklingen af disciplinærsagen ved disciplinærrådet. Selv om disse frister ikke er forældelsesfrister, indeholder de ikke desto mindre en regel om hensynet til god forvaltningsskik, hvis formål er – både i administrationens og tjenestemandens interesse – at undgå en urimelig forsinkelse i vedtagelsen af den afgørelse, der afslutter disciplinærsagen.

De disciplinære myndigheder er derfor forpligtet til at gennemføre en disciplinærsag med fornøden omhu og drage omsorg for, at enhver handling i forbindelse hermed sker inden for en rimelig frist i forhold til den forudgående handling. En manglende overholdelse af denne frist, der kun kan bedømmes ud fra den konkrete sags omstændigheder, kan medføre, at afgørelsen annulleres.

Denne pligt til omhyggelighed og overholdelse af en rimelig frist gælder også for indledningen af disciplinærsagen, bl.a. i det tilfælde og fra det tidspunkt, hvor administrationen er blevet bekendt med de forhold og den adfærd, der kan udgøre tilsidesættelse af en tjenestemands vedtægtsmæssige forpligtelser. Selv i mangel af en forældelsesfrist har de disciplinære myndigheder en forpligtelse til at handle, således at indledningen af en sag, der medfører en sanktion, sker inden for en rimelig frist.

Endvidere ville retssikkerhedsprincippet blive anfægtet, hvis administrationen udsatte indledningen af disciplinærsagen for længe. Såvel administrationens bedømmelse af de forhold og den adfærd, der kan udgøre en disciplinær fejl, som tjenestemandens udøvelse af hans ret til forsvar kan nemlig blive særdeles vanskelige, såfremt der forløber et længere tidsrum mellem det tidspunkt, hvor nævnte forhold eller adfærd fandt sted, og indledningen af disciplinærsagen. Dels kan vidner eller vigtige dokumenter, som er bebyrdende eller til forsvar for sagsøgte, nemlig være forsvundet, dels bliver det vanskeligt for alle de berørte personer og vidner troværdigt at gengive deres erindring om sagens faktiske omstændigheder og deres indtræden.

(jf. præmis 124-126)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 17. oktober 1991, sag T-26/89, de Compte mod Parlamentet, præmis 88; 26. januar 1995, sag T-549/93, D mod Kommissionen, præmis 25; 10. juni 2004, sag T-307/01, François mod Kommissionen, præmis 47

5.      Den periode, der skal tages i betragtning med henblik på at vurdere, om varigheden af en disciplinærsag er rimelig, er ikke kun den periode, der begynder på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om iværksættelse af proceduren. Spørgsmålet om, hvorvidt disciplinærsagen, når den først er indledt, er blevet gennemført med den fornødne omhu, vil blive påvirket af den omstændighed, at der er forløbet en kortere eller længere periode mellem det tidspunkt, hvor den påståede disciplinære overtrædelse er begået, og tidspunktet for afgørelsen om at indlede disciplinærsagen.

I denne henseende skal spørgsmålet om, hvorvidt varigheden af fasen forud for en disciplinær procedure og selve disciplinærsagen er rimelig, vurderes på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, herunder navnlig sagens betydning for den berørte part, sagens kompleksitet samt sagsøgerens og de kompetente myndigheders adfærd. Der er ikke noget særligt forhold, som er afgørende. Det er nødvendigt at undersøge alle forhold enkeltvis og derefter foretage en vurdering af deres kumulative virkning. Visse af de eksempler på forsinkelser, som kan tilskrives ansættelsesmyndigheden, kan fremstå som rimelige, hvis de betragtes isoleret, men ikke hvis de betragtes i sammenhæng. Kravet om, at der udvises omhu i forbindelse med sagsbehandlingen, går imidlertid ikke videre, end hvad der er foreneligt med princippet om god forvaltningsskik. Selv om det ikke kan udelukkes, at visse etaper af fasen forud for indledningen af en disciplinærsag havde kunnet afvikles hurtigere, er forsinkelsen rimelig, hvis kumulationen af de ikke urimelige forsinkelser i hver af disse etaper medfører en forsinkelse, der overordnet set ikke ville blive anset for at være urimelig og medføre forældelse af den berørtes disciplinære ansvar.

Når en procedure som følge af ansættelsesmyndighedens afgørelser har overskredet, hvad der under normale omstændigheder anses for en rimelig varighed, påhviler det denne myndighed at godtgøre, at der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde denne overskridelse.

(jf. præmis 127-130 og 143)

Henvisning til:

Personaleretten: 13. januar 2010, forenede sager F-124/05 og F-96/06, A og G mod Kommissionen, præmis 392-395