Language of document : ECLI:EU:F:2012:84

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

af 13. juni 2012

Sag F-105/11

Hans Davids

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – midlertidigt ansatte – midlertidigt ansat, der beklæder en fast stilling – en tidsbegrænset kontrakt ikke fornyet – administrationens skønsbeføjelse – artikel 8 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – artikel 4 i OLAF’s generaldirektørs afgørelse af 30. juni 2005 om den nye politik for rekruttering og ansættelse af midlertidigt personale ved OLAF – den maksimale længde af midlertidigt ansattes ansættelseskontrakter – retsmisbrug«

Angående:      Søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af dennes artikel 106a, hvorunder Hans Davids har nedlagt påstand om annullation af den af generaldirektøren for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) trufne afgørelse af 25. marts 2011 om afslag på at forlænge hans kontrakt som midlertidigt ansat.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – fornyelse af en tidsbegrænset kontrakt – administrationens skønsbeføjelse – domstolskontrol – grænser

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 8 og art. 47, stk. 1, litra b)]

2.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – administrationens skønsbeføjelse – grænser – tjenestens interesse – overholdelse af stillingernes ækvivalens – domstolskontrol – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7)

3.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – tilsagn – indgåelse af en kontrakt til midlertidig besættelse af en permanent stilling – betingelser

[Tjenestemandsvedtægten, artikel 1a, stk. 1; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra b), art. 3, 4, 5 og art. 8, stk. 2]

4.      Tjenestemænd – søgsmål – indsigelse mod en kontrakt som hjælpeansat – ansøgning om omklassificering af denne kontrakt til en kontrakt som midlertidigt ansat – retsmidler

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte)

5.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – midlertidigt ansatte, der henhører under artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – kontraktforlængelse efter den første tidsbegrænsede forlængelse af kontrakten – ændring af en tidsbegrænset kontrakt til en tidsubegrænset kontrakt –hjælpeansatte – ændring af en tidsbegrænset kontrakt til en tidsubegrænset kontrakt efter adskillige fornyelser – foreligger ikke

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra a), art. 8, stk. 1, og art. 88]

1.      En midlertidigt ansat, der har indgået en tidsbegrænset kontrakt, har i princippet ikke ret til at få sin kontrakt forlænget, idet dette alene er en mulighed betinget af, om forlængelsen er i tjenestens interesse. Til forskel fra tjenestemænd, der i henhold til vedtægten er sikret et varigt ansættelsesforhold, henhører de midlertidigt ansatte nemlig under en anden ordning, hvis grundlag er en ansættelseskontrakt indgået med den pågældende institution. Det fremgår af artikel 47, stk. 1, litra b), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, at varigheden af ansættelsesforholdet mellem en institution og en midlertidigt ansat med en tidsbegrænset ansættelse netop er reguleret af de vilkår, der er fastsat i den mellem parterne indgåede kontrakt. Således tilkommer der administrationen et vidt skøn i forbindelse med en kontraktforlængelse. Derfor bør den kontrol, som Unionens retsinstanser foretager, begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt administrationen på baggrund af den fulgte fremgangsmåde og de forhold, den kan have lagt til grund for vurderingen, har holdt sig inden for de grænser, som ikke kan anfægtes, og ikke har anvendt sine beføjelser åbenbart fejlagtigt. For i denne forbindelse at godtgøre, at administrationen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, kræves det, at de beviser, som det påhviler sagsøgeren at fremlægge, skal være tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at de vurderinger, som administrationen har lagt til grund, bliver usandsynlige. Med andre ord er der ikke tale om et åbenbart urigtigt skøn, hvis den anfægtede vurdering på trods af de af den ansatte fremlagte beviser stadig kan anses for at være berettiget og sammenhængende.

(jf. præmis 36-39)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 12. december 1996, sag T-380/1994, AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, præmis 59; 17. oktober 2002, forenede sager T-330/00 og T-114/01, Cocchi og Hainz mod Kommissionen, præmis 82; 6. februar 2003, sag T-7/01, Pyres mod Kommissionen, præmis 64; 21. september 2004, sag T-325/02, Soubies mod Kommissionen, præmis 50; 12. februar 2008, sag T-289/03, BUPA m.fl. mod Kommissionen, præmis 221

Personalereretten: 8. maj 2008, sag F-119/06, Kerstens mod Kommissionen, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis; 23. november 2010, sag F-8/10, Gheysens mod Rådet, præmis 75

2.      Administrationen har et vidt skøn med hensyn til organisationen af dens tjenestegrene alt efter de opgaver, som er overdraget disse, og – under hensyntagen hertil – ved placeringen af det personale, som de har til rådighed, dog på den betingelse, at denne placering skal ske i tjenestens interesse og under overholdelse af princippet om stillingernes ækvivalens. Derfor bør den kontrol, som Unionens retsinstanser foretager, begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt administrationen på baggrund af de fremgangsmåder og forhold, den kan have lagt til grund for vurderingen, har holdt sig inden for de grænser, som ikke kan anfægtes, og ikke har anvendt sine beføjelser åbenbart fejlagtigt.

(jf. præmis 38)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 17. oktober 2002, forenede sager T-330/00 og T-114/01, Cocchi og Hainz mod Kommissionen, præmis 82; 21. september 2004, sag T-325/02, Soubies mod Kommissionen, præmis 50

Personaleretten: Kommissionen mod Belgien, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis; Gheysens mod Rådet, præmis 75

3.      Det fremgår endvidere af vedtægtens artikel 1a, stk. 1, sammenholdt med artikel 2-5 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, at de faste stillinger ved institutionerne i princippet skal besættes med tjenestemænd, og at sådanne stillinger kun undtagelsesvis kan besættes med ansatte, der er underlagt ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte. Selv om det udtrykkeligt fremgår af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b) og d), at midlertidigt ansatte kan ansættes i en fast stilling, fremgår det netop, at dette kun kan ske midlertidigt. I øvrigt følger det af artikel 8, andet afsnit, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, at en ansættelseskontrakt som midlertidigt ansat som omhandlet i artikel 2, litra b) og d), højst kan have en varighed på fire år og kan kun fornys en gang for højst to år. Når denne periode udløber, ophører ansættelsen som midlertidigt ansat enten derved, at den pågældende fratræder sin stilling, eller ved, at den pågældende udnævnes til tjenestemand under overholdelse af de i vedtægten fastsatte betingelser. Denne undtagelse fra princippet om, at faste stillinger skal besættes ved udnævnelsen af tjenestemænd, kan kun anvendes for at tilgodese de enkelte tjenestegrenes behov.

(jf. præmis 41)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: 21. september 2011, sag T-325/09 P, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis

4.      En hjælpeansat, der på grundlag af de opgaver, der er tildelt ham ifølge hans kontrakt, mener, at kontrakten med urette er blevet kvalificeret som en kontrakt som hjælpeansat og burde være blevet kvalificeret som en kontrakt som midlertidigt ansat, er berettiget til at anfægte den pågældende kontrakt for Retten på baggrund af udfaldet af den forudgående klagesag og under overholdelse af fristen. Det kan heller ikke udelukkes, at en hjælpeansat, der efter udløbet af fristen for at klage over sin kontrakt indgiver en ansøgning til administrationen om, at en tjenestetid, der formelt blev udtjent til opfyldelse af en kontrakt som hjælpeansat, i betragtning af de opgaver, som han rent faktisk har varetaget, bliver anerkendt som værende tjenestetid udtjent som midlertidigt ansat, og i forbindelse med, at hans ansøgning afvises, indbringer et søgsmål for Retten med henblik på anfægtelse af afvisningen af hans ansøgning på de i vedtægtens artikel 90 og 91 fastsatte betingelser.

(jf. præmis 56)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: Adjemian m.fl. mod Kommissionen, præmis 88

5.      Unionens retsinstanser har kun beføjelse til at omklassificere en kontrakt, hvis dette er fastsat af den lovgivende myndighed. Det følger således, at når artikel 8, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, ifølge hvilken en midlertidig ansats kontrakt i henhold til artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene kun kan fornys tidsbegrænset én gang, idet enhver forlængelse af ansættelsen herefter kun kan være tidsubegrænset, skal denne omklassificering indtræde uden videre. Hvad angår kontrakter som hjælpeansat indeholder artikel 88 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, der regulerer deres varighed, ingen bestemmelse, der i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, i de førnævnte vilkår for kontrakter for midlertidigt ansatte foreskriver, at kontrakten skal omdannes fra at være tidsbegrænset til at være tidsubegrænset efter flere fornyelser.

(jf. præmis 57)

Henvisning til:

Personaleretten: 13. april 2011, sag F-105/09, Scheefer mod Parlamentet, præmis 60