Language of document : ECLI:EU:F:2012:96

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

10. juli 2012

Sag F-4/11

AV

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – midlertidig ansat – ansættelse – lægeligt forbehold – anvendelse med tilbagevirkende kraft af det lægelige forbehold – invaliditetsudvalgets udtalelse«

Angående:      Søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF, som finder finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af dennes artikel 106a, hvorunder AV har nedlagt påstand om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse truffet på grundlag af det lægelige forbehold i henhold til artikel 32 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (ansættelsesvilkårene) samt om annullation af afgørelsen om afslag på invaliditetsydelse.

Udfald:      Afgørelsen af 12. april 2010 annulleres. Afgørelsen af 16. april 2010 annulleres. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler AV’s omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – lægeundersøgelse – kandidatens forpligtelse til at svare på de stillede spørgsmål – konsekvenser af upræcise og ufuldstændige erklæringer – begrundelse for at anvende det lægelige forbehold med tilbagevirkende kraft – betingelse – forudgående anmodning fra den rådgivende læge

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 32)

Det følger af bestemmelserne i artikel 32 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, at selv om ansættelsesmyndigheden kan beslutte, at en kontraktansat, der lider af en sygdom eller helbredsmangel, først kan nyde godt af de garantier, der er fastsat i tilfælde af invaliditet eller død, fem år efter hans tiltræden i institutionen, hvis det drejer sig om følger og eftervirkninger af denne sygdom eller helbredsmangel, kan denne afgørelse imidlertid kun træde i kraft på grundlag af en lægeundersøgelse foretaget af den rådgivende læge eller – i tilfælde af klage – af lægeudvalget, vedrørende spørgsmålet, om den ansatte rent faktisk lider af en sygdom eller helbredsmangel, som i forhold til sine følger og eftervirkninger kan begrunde et lægeligt forbehold.

I det særlige tilfælde, hvor det efter lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen har vist sig, at en ansat ikke har svaret oprigtigt og fuldstændigt på de spørgsmål, der blev stillet af den rådgivende læge til vedkommendes sundhedstilstand, står det ansættelsesmyndigheden frit for at trække sin oprindelige afgørelse om ikke at anvende det lægelige forbehold tilbage og at træffe en ny afgørelse, der gør det lægelige forbehold gældende med tilbagevirkende kraft. Ansættelsesmyndigheden er dog ikke desto mindre forpligtet til at overholde proceduren i henhold til vedtægtens artikel 32, idet den dels skal anmode den rådgivende læge om at afgive en udtalelse om spørgsmålet om, hvorvidt sygdommen eller helbredsmanglen ville have berettiget tilføjelsen af et lægeligt forbehold til interessentens kontrakt, og dels oplyse den ansatte om den afgørelse, som myndigheden har truffet på grundlag af denne udtalelse, således at den ansatte i givet fald vil kunne indgive klage til invaliditetsudvalget. Et sådant spørgsmål, der forudsætter, at det fastslås, om den pågældende sygdom eller helbredsmangel vil kunne medføre den ansattes invaliditet eller død fem år efter hans tiltræden i institutionen, er et lægeligt spørgsmål, der alene henhører under den rådgivende læges – eller i tilfælde af klage – invaliditetsudvalgets kompetence.

(jf. præmis 33 og 34)