RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Tredje Afdeling)

30. maj 2013

Sag F-141/11

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – procesreglementets artikel 34, stk. 1 og 6 – stævning indgivet pr. telefax inden for søgsmålsfristen – advokatens håndskrevne underskrift forskellig fra underskriften på originaleksemplaret af stævningen, som blev fremsendt pr. post – sagen for sent anlagt – åbenbart afvisningsgrundlag«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af denne traktats artikel 106A, hvorunder Luigi Marcuccio bl.a. har nedlagt påstand om annullation af de afgørelser, hvorved Europa-Kommissionen afviste hans ansøgninger af 5. oktober 2010, 2. november 2010, 6. december 2010, 3. januar 2011 og 3. februar 2011. Inden originaleksemplaret af stævningen blev fremsendt pr. post, modtog Personalerettens Justitskontor den 23. december 2011 et dokument, der den samme dato blev fremsendt pr. telefax, og hvoraf det fremgik, at der var tale om en genpart af originaleksemplaret af den stævning, der var fremsendt pr. post.

Udfald:      Sagen afvises. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – stævning – formkrav – en advokats håndskrevne underskrift – væsentlig formforskrift, der skal anvendes strengt – foreligger ikke – afvisning

(Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 3, og art. 21, stk. 1, samt bilag I, art. 7, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 34, stk. 1)

2.      Retslig procedure – stævning – formkrav – stævning indgivet pr. telefax inden for søgsmålsfristen – advokatens håndskrevne underskrift forskellig fra underskriften på originaleksemplaret af stævningen, som blev fremsendt pr. post – virkning – manglende hensyntagen til datoen for modtagelsen af telefaxen med henblik på vurderingen af, om søgsmålsfristen er overholdt

(Personalerettens procesreglement, art. 34; tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 3)

3.      Tjenestemandssager – påstand om, at en administrativ retsakt erklæres for en nullitet – betingelser for antagelse til realitetsbehandling

(Art. 288 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

1.      Det fremgår af artikel 19, stk. 3, og artikel 21, stk. 1, i statutten for Domstolen, at enhver sagsøger skal lade sig repræsentere af en person, der er bemyndiget hertil, og at en sag kun er lovligt anlagt ved Unionens retsinstanser, såfremt det sker ved en stævning, som denne person har underskrevet. Det fremgår af artikel 7, stk. 1, i bilag I til samme statut for Domstolen, at disse bestemmelser også finder anvendelse på rettergangsmåden ved Personaleretten. Hverken statutten for Domstolen eller procesreglementet for Personaleretten indeholder fravigelser eller undtagelser fra denne forpligtelse.

Kravet om, at sagsøgerens repræsentant skal underskrive processkrifter i hånden, har således ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger til formål at sikre stævningens autenticitet og at udelukke risikoen for, at underskriften i virkeligheden ikke hidrører fra den advokat eller den person, der har beføjelse til at skrive under. Denne repræsentant opfylder således i kraft af sin egenskab som juridisk rådgiver den væsentlige rolle, som repræsentanten tillægges ved statutten for Domstolen og Personalerettens procesreglement, idet den pågældende gør det muligt for sagsøgeren at optræde for Personaleretten. Dette krav må herefter anses for at udgøre en væsentlig formforskrift, der må anvendes strengt, med den virkning, at manglende overholdelse medfører, at sagen må afvises.

(jf. præmis 20 og 21)

Henvisning til:

Domstolen: 5. december 1996, sag C-174/96 P, Lopes mod Domstolen, præmis 8 og den deri nævnte retspraksis

Retten i Første Instans: 23. maj 2007, sag T-223/06 P, Parlamentet mod Eistrup, præmis 50-52

2.      Når der er tale om indgivelse af originale processkrifter inden for de fastsatte frister i forbindelse med tvister i EU-personalesager, er det ifølge artikel 34 i Personalerettens procesreglement ikke tilladt den berørte partsrepræsentant at påføre to forskellige håndskrevne underskrifter, selv om begge er originale, på henholdsvis det dokument, der fremsendes til Personalerettens Justitskontor pr. telefax, og det originaleksemplar, der fremsendes pr. post eller overgives personligt til Personalerettens Justitskontor.

Såfremt det originaleksemplar af stævningen, der fysisk er indleveret til Justitskontoret senest ti dage efter, at genparten af dette dokument er fremsendt pr. telefax til Justitskontoret, ikke er påført den samme underskrift som den underskrift, der fremgår af det dokument, der er fremsendt pr. telefax, må det under disse omstændigheder fastslås, at Personalerettens Justitskontor har modtaget to forskellige processkrifter, der er påført to forskellige underskrifter, selv om begge underskrifter hidrører fra den samme person. Da det dokument, der er fremsendt pr. telefax, ikke opfylder de krav til retssikkerhed, der følger af artikel 34 i Personalerettens procesreglementet, kan der i forbindelse med vurderingen af, om søgsmålsfristen er overholdt, ikke tages hensyn til den dato, hvor dokumentet blev fremsendt pr. telefax.

Søgsmålsfristen er endvidere fastsat i vedtægtens artikel 91, stk. 3, som ikke kan fraviges ved Personalerettens procesreglement. Originaleksemplaret af stævningen skal derfor udfærdiges senest ved udløbet af denne frist. Den omstændighed, at der fremsendes en genpart pr. telefax, er således ikke blot en fremsendelsesmetode, men gør det tillige muligt at bevise, at det originaleksemplar, som Personalerettens Justitskontor har modtaget efter fristens udløb, faktisk var blevet udfærdiget inden udløbet af søgsmålsfristen.

(jf. præmis 23-25)

Henvisning til:

Domstolen: 22. september 2011, sag C-426/10 P, Bell & Ross mod KHIM, præmis 37-43

3.      Med henblik på at begrunde antagelsen til realitetsbehandling af en påstand af så alvorlig karakter som den, hvorved det tilsigtes at få fastslået, at en administrativ retsakt er en nullitet, skal sagsøgerens argumentation umiddelbart kunne understøtte enten en faktisk omstændighed, der henhører under et yderst alvorligt tilfælde, eller en ulovlighed, hvis grovhed er så åbenlys, at den ikke kan tolereres af Unionens retsorden.

(jf. præmis 32)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: 24. november 2010, sag T-9/09 P, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 37 ff.