Language of document : ECLI:EU:F:2013:93

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

26. juni 2013

Forenede sager F-135/11, F-51/12 og F-110/12

BU

mod

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA)

»Personalesag – midlertidig ansat – ingen forlængelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt – akt, der indeholder et klagepunkt – ansøgning i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 1 – ansøgning om omkvalificering af en kontrakt – rimelig frist – klage over afvisning af en klage – artikel 8 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union – omsorgspligt«

Angående:      Søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af dennes artikel 106A, registreret som sag F-135/11, hvorunder BU har nedlagt påstand om annullation af »afgørelsen af 30. maj 2011« truffet af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA eller herefter »agenturet«), hvorved ansættelsesmyndigheden for EMA (herefter »ansættelsesmyndigheden«) har »nægtet at undersøge mulighederne for at forlænge [hans] kontrakt som midlertidig ansat«. Ved en anden stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 7. maj 2012 og registreret som sag F-51/12 har BU nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 1. september 2011, hvorved ansættelsesmyndigheden har afvist hans »ansøgning« om forlængelse af hans kontrakt som midlertidig ansat. Ved en tredje stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 1. oktober 2012 og registreret som sag F-110/12 har BU nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 21. november, hvorved ansættelsesmyndigheden har afvist hans ansøgning om omkvalificering af hans kontrakt som hjælpeansat af 16. september 2002.

Udfald:      Det Europæiske Lægemiddelagenturs afgørelse om ikke at forlænge BU’s kontrakt, meddelt ved skrivelse af 30. maj 2011, annulleres. I øvrigt frifindes Det Europæiske Lægemiddelagentur i sag F-135/11. Det Europæiske Lægemiddelagentur frifindes i sagerne F-51/12 og F-110/12. Det Europæiske Lægemiddelagentur bærer sine egne omkostninger og betaler BU’s omkostninger i sagerne F-135/11 og F-51/12. BU bærer sine egne omkostninger og betaler Det Europæiske Lægemiddelagenturs omkostninger i sag F-110/12.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – indsigelse imod en kontrakt som hjælpeansat, kontraktansat eller kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner – ansøgning om omkvalificering af denne kontrakt til en kontrakt som midlertidig ansat – retsmidler

[Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra a)]

2.      Tjenestemandssager – ansøgning i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 1 – frist for indgivelse – rimelig frist – ansøgning om omkvalificering af en kontrakt – bedømmelseskriterier

[Statutten for EF-Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 1; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra a)]

3.      Tjenestemandssager – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – skrivelse til en midlertidig ansat, som gør opmærksom på kontraktens udløbsdato – ikke omfattet – afgørelse om ikke at forlænge en kontrakt – omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)

4.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – administrationens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – rækkevidde

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 8 og art. 47, stk. 1, litra b)]

5.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – ingen forlængelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt – domstolskontrol – rækkevidde – afgørelse uden forudgående undersøgelse af den midlertidigt ansattes situation med hensyn til tjenestens interesse – ulovlighed

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra a) og art. 8, stk. 1]

6.      Tjenestemandssager – dom om annullation – retsvirkninger – annullation af en afgørelse om ikke at forlænge en kontrakt som midlertidig ansat – administrationens mulighed for at vedtage en ny afgørelse, der er i overensstemmelse med dommen – afslag på ansøgningen om erstatning for den som følge af den annullerede afgørelse lidte økonomiske skade

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

1.      En hjælpeansat, en kontraktansat eller kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner kan efter udløbet af søgsmålsfristen i forhold til dennes kontrakt indgive en ansøgning til administrationen om, at den tjenestetid, der formelt er tilbagelagt i udøvelsen af sin kontrakt i betragtning af de opgaver, som denne rent faktisk har udført, skal anses for at udgøre tjenestetid, der er tilbagelagt som midlertidig ansat, og denne ansatte kan, i tilfælde af, at denne ansøgning bliver afvist, anlægge sag til prøvelse af afvisningen af hans ansøgning på de i vedtægtens artikel 90 og 91 fastsatte betingelser.

(jf. præmis 22)

Henvisning til:

Personaleretten: 13. juni 2012, sag F-105/11, Davids mod Kommissionen, præmis 56

Den Europæiske Unions Ret: 21. september 2011, sag T-325/09 P, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, præmis 88

2.      Selv om der i vedtægtens artikel 90, stk. 1, ganske vist ikke er fastsat udtrykkelige fristbestemmelser, inden for hvilke ansøgninger i henhold til denne bestemmelse kan indgives, kan der dog stilles krav om overholdelse af en rimelig frist i alle tilfælde ud over dem, for hvilke lovgiver har fastsat en frist eller udtrykkeligt udelukket en sådan. I tilfælde af, at der ikke er anført noget herom i lovgivningen, er retsgrundlaget for fastsættelsen af en rimelig frist nemlig retssikkerhedsprincippet, der er til hinder for, at Unionens institutioner og fysiske eller juridiske personer kan handle uden tidsmæssige begrænsninger og derved navnlig risikere, at allerede opnåede rettigheder bringes i fare. Den omstændighed, at der i vedtægten ikke er fastsat en tidsfrist, kan derfor ikke i sig selv siges at medføre, at det er muligt at indgive en ansøgning uden at overholde en sådan tidsmæssig begrænsning. Hvorvidt en frist er rimelig, skal vurderes på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, herunder navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt parternes adfærd.

Hvad angår en ansøgning om omkvalificering af en kontrakt som hjælpeansat til en kontrakt som midlertidigt ansat i henhold til artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, selv om muligheden for at ansøge om en sådan omkvalificering kan udgøre en afhjælpning af udnyttelse som følge af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, kan det ikke heraf udledes, at en tidsfrist på flere år kan kvalificeres som en rimelig frist.

I denne henseende udgør tidsfristen på fem år, der finder anvendelse på området for erstatningssøgsmål inden for personalesager, ved analog anvendelse af artikel 46 i statutten for Domstolen ikke nødvendigvis en rimelig frist. Der er nemlig en grundlæggende forskel mellem et erstatningssøgsmål, hvorunder der alene nedlægges påstand om tildeling af en skadeserstatning samt renter eller morarenter, og en ansøgning om omkvalificering af en tidligere kontrakt. En sådan ansøgning indebærer nemlig, at der skal træffes foranstaltninger, der med tilbagevirkende kraft skal genoprette et ansættelsesforhold mellem den ansatte og dennes arbejdsgiver, der desuden kan påvirke ansættelsesstrukturen og administrationens personalepolitik – især inden for et agentur, hvor arbejdsstyrken er begrænset.

Omstændighederne omkring en omkvalificering kræver nemlig, at der reageres hurtigt, idet omkostningerne ikke er ubetydelige, eftersom den vedrører ansættelsesforholdet for den berørte part og for administrationen med alle de følger, der udspringer af forskellen på den ordning, der gælder for de hjælpeansatte og de midlertidigt ansatte såvel som for de midlertidigt ansatte, der har en midlertidig kontrakt, og dem, der har en tidsubegrænset kontrakt.

(jf. præmis 24, 25, 31 og 32)

Henvisning til:

Domstolen: 28. februar 2013, sag C-334/12 RX-II, Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, præmis 28

Retten i Første Instans: 25. marts 1998, sag T-202/97, Koopman mod Kommissionen, præmis 25; 26. juni 2009, sag T-114/08 P, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 25

Personaleretten: 1.. februar 2007, sag F-125/05, Tsarnavas mod Kommissionen, præmis 50; 11. maj 2010, sag F-30/08, Nanopoulos mod Kommissionen, præmis 117; 13. april 2011, sag F-73/09, Sukup mod Kommissionen, præmis 83

Den Europæiske Unions Ret: Adjemian m.fl. mod Kommissionen, præmis 67 og 87; 14. december 2011, sag T-433/10 P, Allen m.fl. mod Kommissionen, præmis 26 og 31

3.      Navnlig udgør en skrivelse, der begrænser sig til at minde en ansat om bestemmelserne i dennes kontrakt vedrørende kontraktens udløbsdato, og som således ikke indeholder noget nyt element i forhold til disse bestemmelser, ikke en bebyrdende retsakt. I tilfælde, hvor kontrakten kan forlænges, udgør administrationens afgørelse om efter en fornyet gennemgang ikke at forlænge denne ikke desto mindre en bebyrdende retsakt, der er forskellig fra den pågældende kontrakt, og som inden for de fastsatte frister kan gøres til genstand for klage og søgsmål.

(jf. præmis 36)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 15. oktober 2008, sag T-160/04, Potamianos mod Kommissionen, præmis 21

Personaleretten: 15. september 2011, sag F-102/09, Bennett m.fl. mod KHIM, præmis 57 og 59 og den deri nævnte retspraksis

4.      På grund af den vide skønsbeføjelse, som administrationen råder over med hensyn til forlængelsen af kontrakter som midlertidig ansatte, bør den kontrol, som Unionens retsinstanser foretager, begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt administrationen på baggrund af den fulgte fremgangsmåde og de forhold, den kan have lagt til grund for vurderingen, kan antages at have holdt sig inden for de grænser, som ikke kan anfægtes, og ikke har anvendt sine beføjelser åbenbart fejlagtigt.

Selv om administrationen råder over et vidt skøn, foretager Unionens retsinstanser, når den har fået forelagt et annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt vedtaget i forbindelse med udøvelsen af et sådant skøn, ikke desto mindre en legalitetskontrol, der kommer til udtryk i andre henseender.

Således sikrer Unionens retsinstanser overholdelsen af omsorgspligten. Denne pligt såvel som princippet om god forvaltningsskik indebærer navnlig, at den kompetente myndighed, når den træffer afgørelse om en tjenestemands eller en ansats situation, selv i forbindelse med udøvelsen af et vidt skøn skal tage hensyn til samtlige de forhold, der kan være afgørende for dens afgørelse: I denne forbindelse påhviler det myndigheden herved at tage hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til den pågældende tjenestemands eller ansattes interesse.

Navnlig gælder kravene om en effektiv, fuldstændig og indgående undersøgelse desto mere for administrationen, når denne har opstillet en intern procedure, der indebærer, at den ansattes overordnede skal konsulteres med henblik på en eventuel forlængelse af dennes kontrakt. Denne konsultationsprocedure ville faktisk ikke gøre nogen gavn, hvis de overordnede, der blev konsulteret, ikke måtte udøve deres kompetence til at udtale sig under de ovennævnte omstændigheder, og hvis den myndighed, som det tilkom at træffe afgørelse herom, ikke selv var forpligtet til at tage deres anbefalinger i betragtning.

(jf. præmis 48-51)

Henvisning til:

Domstolen: 28. maj 1980, forenede sager 33/79 og 75/79, Kuhner mod Kommissionen, præmis 22; 29. oktober 1981, sag 125/80, Aming mod Kommissionen, præmis 19

Personaleretten: 13. juni 2012, sag F-63/11, Macchia mod Kommissionen, præmis 45, 47 og 50 og den deri nævnte retspraksis, der i øjeblikket verserer for Retten, sag T-368/12 P

5.      Selv om det ikke tilkommer Unionens retsinstanser at kontrollere valget af den personalepolitik, som en institution har til hensigt at føre med henblik på udførelse af de opgaver, som den skal varetage, kan den imidlertid med føje, når den som i det foreliggende tilfælde har fået forelagt en påstand om annullation af et afslag på at forlænge en kontrakt som midlertidigt ansat, efterprøve, om den begrundelse, som administrationen har lagt til grund, kan rejse tvivl om de kriterier og de grundlæggende vilkår, der er fastsat af lovgiver i vedtægten, og som bl.a. tilsigter at sikre kontraktansatte muligheden for i givet fald at nyde godt af en vis kontinuitet i ansættelsen. Det er således, at ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, skal forstås, når der heri fastsættes, at kontrakten som midlertidigt ansat som omhandlet i de nævnte vilkårs artikel 2, litra a), kun kan fornys en gang for en bestemt tid, og at enhver senere fornyelse skal ske på ubestemt tid, hvilket netop kan forstås som præventive foranstaltninger, der har til formål at bekæmpe usikkerhed i ansættelsen. Denne fortolkning bestyrkes af omsorgspligten, hvoraf det bl.a. er udledt, at det påhviler den kompetente myndighed at undersøge, om der findes en stilling, i hvilken den midlertidigt ansatte i tjenestens interesse, og henset til hovedkravene i det foreliggende tilfælde, med føje ville kunne ansættes eller fortsætte. Denne fortolkning følger så meget desto mere, når arbejdsgiveren opstiller en procedure til at bedømme muligheden for at forlænge de ansættelsesforhold, der er knyttet til disse ansatte.

Heraf følger, at ansættelsesmyndigheden tilsidesætter sin omsorgspligt samt artikel 8 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, hvis den i forbindelse med at give afslag for en ansøgning om forlængelse af en midlertidigt ansats kontrakt, der er indgået i henhold til artikel 2, litra a), i de nævnte vilkår, på abstrakt vis refererer til budgetmæssige muligheder og til den berørte parts fortjenester og kvalifikationer, alt imens den undlader inden for rammerne af en individuel bedømmelse af den berørte parts situation og de tjenester, som han er i stand til at yde institutionen, at undersøge, om det ikke er foreneligt med tjenestens interesse at tildele den berørte part nye opgaver og funktioner og således mulighed for en forlængelse af dennes kontrakt eller tildeling af en ny kontrakt som midlertidig ansat eller kontraktansat.

(jf. præmis 57, 59 og 60)

Henvisning til:

Domstolen: 8. marts 2012, sag C-251/11, Huet, præmis 37

Personaleretten: 9. december 2010, sag F-87/08, Schuerings mod ETF, præmis 58 og 60, der verserer for Retten, sag T-107/11 P; 9. december 2010, sag F-88/08, Vandeuren mod ETF, præmis 59 og 60, der verserer for Retten, sag T-108/11 P; Macchia mod Kommissionen, præmis 54, 60 og 61

6.      Hvad angår Unionens retsinstansers annullation af en af administrationen truffet afgørelse om ikke at forlænge en konkrakt som midlertidig ansat, fordi denne ikke foretog en fuldstændig og indgående undersøgelse af de faktiske omstændigheder, henset til tjenestens interesse og den pågældende ansattes fortjenester og kvalifikationer, kan det under alle omstændigheder ikke udelukkes, at ansættelsesmyndigheden finder, at den igen kan vedtage en afgørelse om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt som midlertidigt ansat efter en fuldstændig og indgående undersøgelse af sagsakterne, under hensyntagen til denne doms begrundelse, i hvilken forbindelse denne ikke kan pålægges at betale den pågældende ansattes erstatning for tab af løn, der fulgte af udløbet af dennes kontrakt – heller ikke i form af en foreløbig erstatning på 1 EUR.

(jf. præmis 64-66)