Language of document : ECLI:EU:F:2013:21

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

26. februar 2013

Sag F-124/10

Vassilliki Labiri

mod

Det Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU)

»Personalesag – bistandspligt – vedtægtens artikel 12a – psykisk chikane – administrativ undersøgelse«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af denne traktats artikel 106a, hvorved Vassilliki Labiri har nedlagt påstand om annullation af den af generalsekretæren for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) trufne afgørelse af 18. januar 2010 om ikke at tage disciplinære skridt over for hans kontorchef og om at afslutte den administrative undersøgelse, som EØSU og Regionsudvalget sammen havde indledt som følge af hans klage over psykisk chikane, uden at foretage sig videre i sagen.

Udfald: Afgørelsen truffet den 18. januar 2010 af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs generalsekretær annulleres. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg bærer sine egne omkostninger og betaler Vassilliki Labiris omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – afgørelse om at afslutte en administrativ undersøgelse indledt sammen af to særskilte organer i den Europæiske Union som følge af en klage over psykisk chikane – afgørelse truffet af en i forhold til sagsøger ikke-kompetent ansættelsesmyndighed – omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; bilag IX)

2.      Tjenestemandssager – retlig interesse – sag indledt af tjenestemand, som påstår at have været offer for psykisk chikane, rettet mod afvisning af en ansøgning om bistand – opretholdelse af søgsmålsinteressen

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

3.      Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb – adfærd, der har til formål at miskreditere den pågældende eller forringe dennes arbejdsvilkår – krav om, at adfærden skal have karakter af gentagelse – krav om, at adfærden skal have forsætlig karakter – rækkevidde – manglende krav om chikanørens ildesindede hensigt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a, stk. 3)

1.      Retsakter eller afgørelser, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, omfatter kun akter, der afføder bindende retsvirkninger, som umiddelbart og uden videre berører sagsøgerens interesser i den forstand, at vedkommendes retsstilling herved ændres væsentligt. Hvad angår en administrativ undersøgelse, der blev indledt sammen af to særskilte EU-organer som følge af en klage over psykisk chikane, udgør en afgørelse, som træffes af ansættelsesmyndigheden i den institution, hvor den formodede chikanør hører til, om at afslutte denne procedure uden at foretage sig yderligere, en akt, der går sagsøgeren imod, når denne myndighed ikke er kompetent over for sagsøgeren personligt og navnlig hvad angår tilfælde af chikane.

Det fremgår af artikel 3 i bilag IX til vedtægten, at den ansættelsesmyndighed, der er kompetent til at træffe afgørelse om en eventuel disciplinær forfølgning, er den berørte tjenestemands ansættelsesmyndighed, dvs. den i undersøgelsesrapporten omhandlede tjenestemands ansættelsesmyndighed og ikke sagsøgerens.

I øvrigt kan ansættelsesmyndighederne i to særskilte EU-organer sammen indlede og gennemføre en administrativ undersøgelse i henhold til bilag IX til vedtægten. Fra det tidspunkt, hvor de to myndigheder ikke træffer en endelig fælles afgørelse, men hver træffer en selvstændig og særskilt afgørelse, er det den ansættelsesmyndighed, som først har meddelt tjenestemanden, det angivelige offer for psykisk chikane, den bebyrdende retsakt, at den berørte tjenestemand, som er ansat i begge organer, skal indbringe sin klage for og i givet fald anlægge en sag for Personaleretten mod det organ, som denne ansættelsesmyndighed tilhører.

(jf. præmis 42 og 51-53)

Henvisning til:

Domstolen: 21. januar 1987, sag 204/85, Stroghili mod Revisionsretten, præmis 6

Personaleretten: 13. februar 2006, sag F-47/06, Aimi m.fl. mod Kommissionen, præmis 58; 29. november 2007, sag F-52/06, Pimlott mod Europol, præmis 48

2.      Annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person kan alene antages til realitetsbehandling, hvis sagsøgeren har en interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse forudsætter, at en annullation af den pågældende retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, eller – sagt med andre ord – at søgsmålet kan admitteres, såfremt det med sit resultat kan tilføre parten en fordel.

Hvad angår et så alvorligt spørgsmål som psykisk chikane må det anerkendes, at en tjenestemand eller en ansat¸ som påstår at have været udsat for psykisk chikane, og som anfægter institutionens afvisning af at realitetsbehandle en ansøgning om bistand, hvilket er påkrævet af institutionen for at kunne afgøre, om den skal indlede en undersøgelse eller træffe alle andre passende foranstaltninger, principielt bevarer den berettigede interesse, som i henhold til retspraksis kræves som betingelse for at antage en stævning til realitetsbehandling. Dette gør sig ligeledes gældende i det tilfælde, hvor den anfægtede afgørelse ikke imødekom den tjenestemand, som klager over chikane.

(jf. præmis 56 og 57)

Henvisning til:

Domstolen: 24. juni 1986, sag 53/85, AKZO Chemie og AZKO Chemie UK mod Kommissionen, præmis 21

Retten i Første Instans: 14. september 1995, sagerne T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, præmis 59 og 60 og den deri nævnte retspraksis; 20. juni 2001, sag T-188/99, Euroalliages mod Kommissionen, præmis 26; 28. september 2004, sag T-310/00, MCI mod Kommissionen, præmis 44

Personaleretten: 30. september 2010, sag F-43/09, van Heuckelom mod Europol, præmis 31; 8. februar 2011, sag F-95/09, Skareby mod Kommissionen, præmis 25; 16. maj 2012, sag F-42/10, Skareby mod Kommissionen, præmis 31

3.      Vedtægtens artikel 12a, stk. 3, gør på ingen måde den formodede chikanørs ildesindede hensigt til et nødvendigt forhold ved kvalificeringen som psykisk chikane. Denne bestemmelse definerer nemlig psykisk chikane som »misbrug«, der kræver, at to kumulative betingelser er opfyldt, for at chikanen foreligger. Den første betingelse vedrører misbrug, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift »over en periode gentagne gange eller systematisk«, og at de er »forsætlige«. Den anden betingelse, som adskilles fra den første af præpositionen »og«, kræver, at misbrug, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, har den virkning at være et angreb på »en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet«.

Der kan af det forhold, at adjektivet »forsætlige« vedrører den første betingelse og ikke den anden, udledes to konklusioner. For det første skal misbrug, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, være frivilligt, hvilket fra denne bestemmelses anvendelsesområde udelukker negativ adfærd, der fremkommer på tilfældig vis. For det andet kræves det derimod ikke, at misbrug, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, er blevet foretaget med den hensigt at være et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet. Der kan med andre ord være tale om psykisk chikane i den i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, omhandlede forstand, uden at chikanøren ved adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift har tilsigtet at miskreditere offeret eller forsætligt at forringe vedkommendes arbejdsvilkår. Det er tilstrækkeligt, at denne negative adfærd objektivt har haft sådanne følger, eftersom den har været frivillig. I denne henseende er kvalificeringen som chikane underlagt en betingelse om, at denne skal være en tilstrækkelig objektiv realitet, således at en upartisk og fornuftig iagttager, hvis følsomhed er normal, og som befinder sig i samme situation, vil anse den for at være overdreven og kritisabel.

En fortolkning i strid med vedtægtens artikel 12a, stk. 3, har det resultat, at denne bestemmelse berøves sin effektive virkning på grund af vanskeligheden ved at bevise den ildesindede hensigt, som ophavsmanden til en adfærd, der udgør psykisk chikane, har. Selv om der er tilfælde, hvor en sådan hensigt kan udledes naturligt af ophavsmandens negative adfærd, skal det anføres, at sådanne tilfælde er sjældne, og at den formodede chikanør i hovedparten af situationerne beskytter sig mod enhver optræden, der kan lade hans hensigt om at miskreditere offeret eller at forringe vedkommendes arbejdsvilkår skinne igennem.

(jf. præmis 65-68)

Henvisning til:

Personaleretten: 9. december 2008, sag F-52/05, Q mod Kommissionen, præmis 133-136; Skareby mod Kommissionen, præmis 65