Language of document : ECLI:EU:F:2013:36

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Anden Afdeling)

14. marts 2013

Sag F-63/08

Eugen Christoph m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – ikke fastansat personale – artikel 2, 3a og 3b i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – midlertidigt ansatte – kontraktansatte – kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner – kontraktens varighed – artikel 8 og 88 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – Kommissionens afgørelse af 28. april 2004 vedrørende den maksimale varighed for benyttelse af ikke fastansat personale i Kommissionens tjenestegrene – direktiv 1999/70/EF – anvendelse på institutionerne«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Eugen Christoph og ni andre sagsøgere har nedlagt påstand om annullation af Europa-Kommissionens afgørelser, hvorved sagsøgernes ansættelsesvilkår fastsættes, for så vidt som varigheden af deres kontrakter eller forlængelsen heraf begrænses til et bestemt tidspunkt.

Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. Sagsøgerne bærer deres egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger. Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – afgørelse truffet ved en begrundet kendelse – betingelser – åbenbart, at søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er retligt ugrundet – rækkevidde

(Personalerettens procesreglement, art. 76)

2.      Institutionernes retsakter – direktiver – direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direkte bindende forpligtelser for Unionens institutioner i deres forhold til deres ansatte – udelukket – påberåbelse udelukket – rækkevidde

(Art. 288 TEUF; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 8 og 88; Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 5, stk. 1)

3.      Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – sikkerhed i ansættelsen – rækkevidde – krav på fornyelse af en arbejdskontrakt – foreligger ikke

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 30; Rådets direktiv 1999/70)

4.      Tjenestemænd – ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte – kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner – mulighed for fornyelse alt efter de pågældende institutioners behov

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 88)

1.      I henhold til artikel 76 i Personalerettens procesreglement kan Personaleretten, når det er åbenbart, at sagen helt eller delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, eller at sagen er åbenbart ugrundet, uden at fortsætte sagens behandling træffe afgørelse ved begrundet kendelse.

Den anden situation, der er omhandlet i denne bestemmelse, omfatter enhver sag, som åbenbart ikke kan behandles af grunde, der vedrører sagens realitet. Afvisning af at behandle en sag ved begrundet kendelse i henhold til procesreglementets artikel 76 bidrager ikke alene til at nedbringe sagsbehandlingstiden, navnlig når denne har været usædvanlig lang, men sparer ligeledes parterne for de sagsomkostninger, som et retsmøde nødvendigvis ville have affødt. En sådan løsning kan især retfærdiggøres i det tilfælde, hvor en sagsøgers faktiske situation samt de retlige anbringender og argumenter, der påberåbes, ikke adskiller sig fra dem, der er blevet påberåbt i en anden sag, hvor søgsmålet allerede er blevet afvist af Unionens retsinstanser.

(jf. præmis 30 og 31)

Henvisning til:

Personaleretten: 27. september 2011, sag F-105/06, Lübking m.fl. mod Kommissionen, præmis 41

2.      Direktiver er rettet til medlemsstaterne og ikke til Unionens institutioner. Bestemmelserne i direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, og bestemmelserne i nævnte rammeaftale kan ikke udlægges således, at de i sig selv pålægger institutionerne forpligtelser i forhold til deres ansatte. Som følge heraf kan bestemmelser i direktiv 1999/70 ikke som sådan begrunde en indsigelse om, at artikel 8 og 88 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte er ulovlige.

Denne omstændighed udelukker dog ikke, at bestemmelserne i direktiv 1999/70 og rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse kan påberåbes over for institutionerne i forholdet mellem disses tjenestemænd og ansatte, idet de er udtryk for et grundlæggende retsprincip.

Dette er ikke tilfældet for så vidt angår de minimumsforskrifter, der er bestemt til at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter som fastsat i rammeaftalens § 5, stk. 1. Disse forskrifter har ganske vist karakter af socialretlige bestemmelser på EU-niveau, der er af særlig vigtighed, men de er dog ikke udtryk for grundlæggende retsprincipper.

Ikke desto mindre kan bestemmelserne i direktiv 1999/70 og rammeaftalen gøres gældende over for en institution, med henblik på, så vidt det er muligt, at nå frem til en fortolkning af reglerne i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, der er i overensstemmelse med de i rammeaftalen opstillede formål og minimumsforskrifter.

(jf. præmis 44, 46, 49 og 75)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: 21. september 2011, sag T-325/09 P, Adjemian m.fl. mod Kommissionen (herefter »Adjemian II-dommen«), præmis 52 og 56

Personaleretten: 4. juni 2009, sag F-134/07 Adjemian m.fl. mod Kommissionen (herefter »Adjemian I-dommen«), præmis 87, 96, 97 og 117; 11. juli 2012, sag F-85/10, AI mod Domstolen, præmis 133

3.      Selv om sikkerhed i ansættelsen anses for et hovedelement i beskyttelsen af arbejdstagere, er der ikke tale om et almindeligt retsprincip, i henhold til hvilket lovligheden af en institutions retsakt kan bedømmes. Det fremgår navnlig ikke af direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP og af nævnte rammeaftale, at sikkerhed i ansættelsen er blevet ophøjet til et generelt retsprincip. I øvrigt fremhæver sjette og syvende betragtning til direktivet ligesom det første afsnit i indledningen og punkt 5 i de generelle betragtninger til rammeaftalen behovet for at opnå en bedre balance mellem fleksibilitet og sikkerhed. Endvidere opstiller rammeaftalen heller ikke en almindelig forpligtelse for arbejdsgiveren til efter et vist antal fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter eller udløb af en vis arbejdsperiode at omdanne nævnte ansættelseskontrakter til tidsubegrænsede kontrakter.

Sikkerhed i ansættelsen udgør derimod et formål, som parterne forfulgte med rammeaftalen, hvis § 1, litra b), bestemmer, at den har til formål »at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold«.

Selv om artikel 30 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bestemmer, at enhver arbejdstager har ret til beskyttelse mod ubegrundet opsigelse, forbyder denne artikel i øvrigt ikke på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter. Endvidere er en tidsbegrænset ansættelseskontrakts ophør ved dennes udløb ikke en opsigelse, som kræver en særlig begrundelse med hensyn til den ansattes evner eller opførsel eller, at afskedigelsen skyldes institutionens behov.

(jf. præmis 51, 52 og 55)

Henvisning til:

Personaleretten: 30. april 2009, sag F-65/07, Aayhan m.fl. mod Parlamentet, præmis 115; Adjemian I-dommen, præmis 98 og 99

4.      Hver stilling som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner skal opfylde forbigående eller periodiske behov. Det væsentligste kendetegn for ansættelseskontrakter som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner er den tidsmæssige usikkerhed, der er i overensstemmelse med selve kontraktens formål, som er at få udført opgaver, der efter deres karakter er tidsbegrænsede, eller fordi stillingen ikke er fast besat, ved foreløbigt personale. I en administration med et betydeligt antal ansatte er det uundgåeligt, at sådanne behov gentager sig, især på grund af at tjenestemænd ikke står til rådighed, at der er for meget arbejde på grund af omstændighederne, eller at der i hvert generaldirektorat er behov for lejlighedsvis at benytte personer, som har specifikke kvalifikationer eller kompetencer. Disse omstændigheder udgør objektive omstændigheder, der kan begrunde både hjælpeansattes tidsbegrænsede kontrakter og fornyelsen heraf, efterhånden som de pågældende behov opstår.

(jf. præmis 69)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: Adjemian II-dommen, præmis 86

Personaleretten: Adjemian I-dommen, præmis 132