Language of document : ECLI:EU:F:2013:136

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Anden Afdeling)

19. september 2013

Sag F-31/13

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – procesreglementets artikel 34, stk. 1 og 6 – stævning indgivet pr. telefax inden for søgsmålsfristen forlænget med afstandsfristen på ti dage – stævning indgivet pr. post inden for de efterfølgende ti dage – ingen lighed mellem den ene og den anden – sagen anlagt for sent«

Angående:      Søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratomtraktaten i medfør af dennes artikel 106A, hvorunder Luigi Marcuccio navnlig nedlægger påstand om, at Personaleretten annullerer Europa-Kommissionens afgørelse om afslag på hans ansøgning af 1. marts 2012 med tillæg af 12. marts 2012, samt afgørelsen om afslag på hans klage af 12. juli 2012, og om, at denne tildeler ham erstatning for den skade, som han har lidt som følge af Kommissionens afgørelse af marts 2002 om at omplacere ham fra Kommissionens delegation i Luanda (Angola) til Kommissionens sæde i Bruxelles (Belgien). Indgivelsen pr. post af den originale stævning fulgte efter forsendelsen pr. telefax den 27. marts 2013 af et dokument, der blev præsenteret som værende en kopi af den originale stævning.

Udfald:      Sagen afvises. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

Retslig procedure – stævning – formkrav – stævning indgivet pr. telefax inden for søgsmålsfristen – advokatens håndskrevne underskrift forskellig fra underskriften på originaleksemplaret af stævningen, som blev fremsendt pr. post – virkning – ingen hensyntagen til datoen for modtagelse af telefaxen ved vurderingen af, om søgsmålsfristen er overholdt

(Personalerettens procesreglement, art. 34, stk. 1 og 6; tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 3)

Inden for rammerne af en tvist ved Retten for EU-personalesager med hensyn til den forskriftsmæssige indgivelse af ethvert procesdokument tillader bestemmelserne i artikel 34 i Personalerettens procesreglement og navnlig dennes stk. 1 og 6, at en stævning kan indgives pr. telefax, og pålægger partens repræsentant til i hånden at underskrive originalen inden fremsendelsen pr. telefax og at indgive denne samme original til Personalerettens Justitskontor senest inden for de efterfølgende ti dage.

Under disse omstændigheder, hvis det efterfølgende viser sig, at det originale dokument, der fysisk bliver indgivet til Justitskontoret senest ti dage efter indsendelsen pr. telefax, ikke er påført den samme underskrift som den, der forefindes på det faxede dokument, bør det konstateres, at Justitskontoret har fået tilsendt to forskellige procesdokumenter, selv om underskriften er blevet påført af den samme person. Da det nemlig ikke er op til Personaleretten at undersøge ord for ord, om der er sammenfald mellem den ene eller den anden tekst, står det klart, at når den underskrift, der er påført det ene af de to dokumenter, ikke er identisk med den underskrift, der er påført det andet dokument, er det faxede dokument ikke en kopi af den originale stævning, der blev indgivet pr. post.

Hvis fremsendelsen af den faxede tekst i øvrigt ikke opfylder de retssikkerhedsmæssige betingelser, som følger af procesreglementets artikel 34, kan der ikke tages hensyn til datoen for modtagelse af det faxede dokument ved vurderingen af, om søgsmålsfristen er overholdt.

(jf. præmis 19, 20 og 22)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 13. november 2001, sag T-138/01 R, F mod Revisionsretten, præmis 8 og 9