Language of document : ECLI:EU:F:2013:158

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

23. oktober 2013

Sag F-39/12

BQ

mod

Revisionsretten for Den Europæiske Union

»Personalesag – tjenestemand – bedømmelsesrapport – psykisk chikane – erstatning – formaliteten – frister«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder BQ har nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen af 7. december 2011 om afslag på hans klage af 26. april 2011 over afslaget på hans ansøgning om, at Revisionsretten for Den Europæiske Union ifalder ansvar som følge af en retsstridig adfærd i forhold til ham, dels om, at Revisionsretten tilpligtes at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade og en erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, der angiveligt er forvoldt ved denne retsstridige adfærd.

Udfald:      Revisionsretten for Den Europæiske Union betaler BQ 2 000 EUR. I øvrigt frifindes Revisionsretten. Hver part bærer deres egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssag – frister – erstatningskrav rettet mod en institution – overholdelse af en rimelig frist – fristens varighed og starttidspunkt

(Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90)

2.      Tjenestemandssag – erstatningssøgsmål – anbringender – en afgørelse fra ansættelsesmyndigheden ikke anfægtet som ulovlig inden for fristerne – afvisning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – tjenstlig fejl – begreb – eksistensen af et konfliktfyldt forhold mellem en tjenestemand og dennes overordnede – omfattet – betingelser

4.      Tjenestemænd – rettigheder og forpligtelser – intern undersøgelse vedrørende påstået psykisk chikane – klagerens ret til at blive hørt og til aktindsigt i undersøgelsessagen – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a, art. 24 og art. 26)

1.      Såfremt der ikke er fastsat en frist i de relevante retsforskrifter for fremsættelse af et erstatningskrav, der følger af ansættelsesforholdet mellem en tjenestemand og den institution, som vedkommende er tilknyttet, skal dette krav fremsættes inden for en rimelig frist, der fastlægges på grundlag af sagens konkrete omstændigheder.

Endvidere gælder, at når der ikke er anført noget i de retsforskrifter, der finder anvendelse på området, er forældelsesfristen på fem år i artikel 46 i statutten for Domstolen et sammenligningsgrundlag, der er relevant for bedømmelsen af formaliteten med henblik på at fastslå, om en tjenestemands erstatningspåstand kan antages til realitetsbehandling, uden dog at udgøre en streng og ufravigelig grænse. Det tilføjes, at forældelsesfristen på fem år i henhold til nævnte artikel 46 løber fra indtrædelsen af den omstændighed, der har forvoldt skaden, eller mere præcist når de skadelige virkninger af retsakten eller den ulovlige adfærd fandt sted eller at regne fra den skadelige virkningers opståen.

(jf. præmis 38 og 39)

Henvisning til:

Domstolen: 27. januar 1982, sag 51/81, De Franceschi mod Rådet og Kommissionen, præmis 10; 19. april 2007, sag C-282/05 P, Holcim (Deutschland) mod Kommissionen, præmis 29

Retten: 5. oktober 2004, sag T-144/02, Eagle m.fl. mod Kommissionen, præmis 66 og 71; 27. august 2009, sag T-367/08, Abouchar mod Kommissionen, præmis 22 og 23

Den Europæiske Unions Ret: 15. september 2010, sag T-157/09 P, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 46 og 47

2.      En tjenestemand, som har undladt inden for de i vedtægtens artikel 90 og 91 foreskrevne frister at anlægge et søgsmål med påstand om annullation af en akt, der angiveligt er bebyrdende for ham, kan ikke råde bod på denne undladelse ved at rejse krav om erstatning for det tab, han har lidt på grund af akten, og dermed skaffe sig nye søgsmålsfrister. Han kan heller ikke påberåbe sig, at denne akt angiveligt er ulovlig, i forbindelse med et erstatningssøgsmål.

(jf. præmis 62)

Henvisning til:

Retten: 29. februar 1996, sag T-547/93, Lopes mod Kommissionen, præmis 174 og 175; 1. december 1999, sag T-81/99, Schuerer mod Kommissionen, præmis 31

3.      Eksistensen af et konfliktfyldt forhold mellem en tjenestemand og dennes overordnede kan ikke som sådan udgøre en tjenstlig fejl, der kan tilskrives administrationen, medmindre denne har udvist passivitet ved at lade en situation forværres, som er skadelig såvel for afviklingen af tjenesten som for de berørte parters helbred.

(jf. præmis 68)

4.      I det tilfælde, hvor en undersøgelse, der gennemføres efter en ansøgning om bistand, med klage over psykisk chikane, fra en tjenestemand, ikke kan anses som en undersøgelsesprocedure indledt mod nævnte tjenestemand, kan sidstnævnte ikke desto mindre, i henhold til princippet om god forvaltningsskik, påberåbe sig ret til at blive hørt vedrørende de faktiske omstændigheder, som vedrører ham, for så vidt som en afgørelse om afslag på en ansøgning om bistand som følge af påstået psykisk chikane kan medføre alvorlige konsekvenser, idet psykisk chikane kan have yderst skadelige indvirkninger på offerets helbredstilstand, og idet administrationens eventuelle anerkendelse af, at der foreligger en psykisk chikane, i sig selv kan have en nyttig virkning i forbindelse med behandlingsprocessen med henblik på den chikanerede persons restituering.

Imidlertid indebærer den processuelle ret til at blive hørt ikke en ret for den tjenestemand, som hævder at have været udsat for psykisk chikane, til i alle tilfælde at kunne gøre sig bekendt med hele undersøgelsesrapporten, når denne er udarbejdet, eftersom det i forbindelse med en undersøgelse vedrørende psykisk chikane ikke er urimeligt, bortset fra tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, at ville beskytte vidnerne ved at garantere dem anonymitet og fortrolig behandling af alle oplysninger, som kan identificere dem, for, selv i klagernes interesse, at gøre det muligt at gennemføre neutrale og objektive undersøgelser, som de ansatte medvirker i uden forbehold, at forebygge enhver risiko for, at vidnerne efterfølgende påvirkes af de anklagede personer, endog af klagerne, og således at bevare arbejdsforhold, som muliggør en hensigtsmæssig afvikling af tjenesten.

For så vidt som ansættelsesmyndigheden beslutter at afslå en klage over psykisk chikane, idet den baserer sig på en undersøgelsesrapports konklusioner, har den klagende tjenestemand derimod ret til at få tilsendt den begrundelse, som ligger til grund for undersøgelsesrapportens konklusioner, hvilket i det tilfælde, hvor denne begrundelse ikke fremgår af ansættelsesmyndighedens afgørelse, er ensbetydende med, at en ikke-fortrolig version af undersøgelsesrapporten fremsendes til ham.

(jf. præmis 72-74)

Henvisning til:

Personaleretten: 16. maj 2012, sag F-42/10, Skareby mod Kommissionen, præmis 46; 12. december 2012, sag F-43/10, Cerafogli mod ECB, præmis 85, 92 og 97, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnummer T-114/13 P