Language of document : ECLI:EU:F:2013:157

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

23. oktober 2013

Sag F-124/12

Ulrik Solberg

mod

Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EONN)

»Personalesag – tidligere midlertidigt ansat – ingen forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – begrundelsespligt – omfanget af skønsbeføjelsen«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorunder Ulrik Solberg har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 12. januar 2012, truffet af ansættelsesmyndigheden ved Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EONN eller herefter »Overvågningscentret«), om ikke at forlænge hans kontrakt som midlertidigt ansat.

Udfald:      EONN frifindes. Ulrik Solberg bærer sine egne omkostninger og betaler de af EONN afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – skrivelse til en midlertidigt ansat med påmindelse om datoen for kontraktens udløb – ikke omfattet – afgørelsen om ikke at forlænge en kontrakt – omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)

2.      EU-retten – principper – princippet om god forvaltningsskik – forpligtelse til at begrunde bebyrdende afgørelser

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41)

3.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – administrationens skønsbeføjelse – administrationens omsorgspligt – hensyntagen til den pågældende ansattes interesser

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47)

1.      Som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, er alene retsakter eller foranstaltninger med bindende retsvirkninger, som kan berøre en tjenestemands eller anden ansats interesser ved væsentligt at ændre sidstnævntes retsstilling, bebyrdende. En akt, som ikke indeholder noget nyt element i forhold til en tidligere akt, er i øvrigt blot en bekræftelse af den tidligere, og den kan derfor ikke medføre, at der påbegyndes en ny søgsmålsfrist.

Især udgør en skrivelse, der begrænser sig til at minde en ansat om bestemmelserne i dennes kontrakt vedrørende dens udløbsdato, og som således ikke indeholder noget nyt element i forhold til disse bestemmelser, ikke en bebyrdende retsakt.

I tilfælde, hvor kontrakten kan forlænges, udgør administrationens afgørelse om ikke at forlænge den til gengæld en bebyrdende retsakt, der er forskellig fra den pågældende kontrakt, og som inden for de fastsatte frister kan gøres til genstand for en klage, endog et søgsmål. En sådan afgørelse, som fremkommer efter en fornyet undersøgelse af tjenestens interesser og den pågældendes situation, indeholder nemlig en ny oplysning i forhold til den oprindelige kontrakt og kan ikke anses for kun at være en bekræftelse af denne.

(jf. præmis 16-18)

Henvisning til:

Domstolen: 14. september 2006, sag C-417/05 P, Kommissionen mod Fernández Gómez, præmis 46

Retten i Første Instans: 25. oktober 1996, sag T-26/96, Lopes mod Domstolen, præmis 19; 15. oktober 2008, sag T-160/04, Potamianos mod Kommissionen, præmis 21

Personaleretten: 15. september 2011, sag F-102/09, Bennett m.fl. mod KHIM, præmis 56, 57 og 59 og den deri nævnte retspraksis; 23. oktober 2012, sag F-61/11, Possanzini mod Frontex, præmis 41

2.      Blandt de garantier, der er fastsat i EU-retten i administrative procedurer, findes bl.a. princippet om god forvaltningsskik, fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvoraf et af elementerne, fastsat i nævnte artikel 41, stk. 2, litra c), er »pligt for forvaltningen til at begrunde sine beslutninger«.

Pligten til at begrunde bebyrdende afgørelser er desuden et væsentligt princip i EU-retten, som kun kan fraviges af tvingende hensyn.

(jf. præmis 29 og 30)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 29. september 2005, sag T-218/02, Napoli Buzzanca mod Kommissionen, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis; 8. september 2009, sag T-404/06 P, ETF mod Landgren, præmis 148 og den deri nævnte retspraksis

Den Europæiske Unions Ret: 27. september 2012, sag T-387/09, Applied Microengineering mod Kommissionen, præmis 76

3.      Omsorgspligten indebærer bl.a., at den kompetente myndighed, når den træffer afgørelse om en tjenestemands eller en ansats situation, selv i forbindelse med udøvelsen af et vidt skøn skal tage hensyn til samtlige de forhold, der kan være afgørende for dens afgørelse; det påhviler den herved at tage hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til den pågældende tjenestemands eller ansattes interesse.

Den omstændighed, at der tages hensyn til de personlige interesser hos en ansat, hvis faglige præstationer er fundet utilstrækkelige, indebærer under alle omstændigheder ikke et forbud mod, at den kompetente myndighed ikke forlænger en tidsbegrænset kontrakt til trods for den ansattes indsigelse herimod, hvis det er påkrævet i tjenestens interesse.

(jf. præmis 43 og 45)

Henvisning til:

Personaleretten: 27. november 2008, sag F-35/07, Klug mod EMEA, præmis 79; 13. juni 2012, sag F-63/11, Macchia mod Kommissionen, præmis 50, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnummer T-368/12 P; 11. juli 2012, sag F-85/10, AI mod Domstolen, præmis 167 og 168