Language of document : ECLI:EU:F:2013:169

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

5. november 2013

Sag F-63/12

Carlo De Nicola

mod

Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

»Personalesag – fuldbyrdelse af en dom – sagsomkostninger – tilbagebetaling af sagsomkostninger – tilbagebetaling af de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, i henhold til en dom om delvis annullation af den dom, hvorved sagsøgeren blev pålagt at betale disse sagsomkostninger«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Carlo De Nicola har nedlagt påstand om annullation af Den Europæiske Investeringsbanks (EIB) afslag på at tilbagebetale ham de sagsomkostninger, der er betalt på grundlag af en dom afsagt af Retten for EU-personalesager, som efterfølgende blev ophævet af Den Europæiske Unions Ret.

Udfald:      Afgørelserne truffet den 4. og den 25. maj 2012 af Den Europæiske Investeringsbank annulleres. Den Europæiske Investeringsbank betaler Carlo de Nicola 6 000 EUR, med tillæg af udligningsrenter fra den 29. april 2012. Udligningsrenterne beregnes på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner i den pågældende periode, forhøjet med to procentpoint. I øvrigt frifindes Den Europæiske Investeringsbank. Den Europæiske Investeringsbank bærer sine egne omkostninger og betaler de af Carlo de Nicola afholdte omkostninger.

Sammendrag

Retslig procedure – sagsomkostninger – tilbagebetaling af det beløb, der er betalt i form af sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, efter en dom om delvis ophævelse af den dom, hvorved sagsøgeren blev pålagt disse sagsomkostninger

(Personalerettens procesreglement, art. 115)

I henhold til artikel 115 i Personalerettens procesreglement skal Personaleretten i tilfælde af, at Den Europæiske Unions Ret ophæver en dom eller en kendelse afsagt af Personaleretten og i tilfælde af henvisning af sagen til denne, i den afgørelse, hvorved sagen afsluttes, træffe afgørelse om sagsomkostningerne dels for så vidt angår sagens behandling for Personaleretten, dels for så vidt angår appelsagens behandling ved Den Europæiske Unions Ret.

En sådan bestemmelse viser med al tydelighed, at Den Europæiske Unions Rets, endog delvise, ophævelse af en dom eller en kendelse afsagt af Personaleretten bevirker, at de bestemmelser, hvorved Personaleretten i denne dom eller kendelse har truffet afgørelse om sagsomkostningerne, annulleres.

Under disse omstændigheder påhvilede det institutionen at imødekomme sagsøgerens ansøgning om, at det beløb, han havde betalt i form af sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, blev tilbagebetalt til ham.

(jf. præmis 23, 24 og 27)