Language of document :

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 30. april 2014 – Árpád Kásler og Hajnalka Káslerné Rábai mod OTP Jelzálogbank Zrt (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Kúria – Ungarn)

(Sag C-26/13) 1

(Direktiv 93/13/EØF – urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere – artikel 4, stk. 2, og artikel 6, stk. 1 – vurdering af, om kontraktvilkårene er urimelige – undtagelse, der gælder for vilkår om aftalens hovedgenstand eller om overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, forudsat at de er affattet klart og forståeligt – aftaler om forbrugslån optaget i udenlandsk valuta – kontraktvilkår vedrørende vekselkursen – forskel mellem købskursen, som anvendes ved udbetalingen af lånet, og salgskursen, som anvendes ved tilbagebetalingen af lånet – den nationale retsinstans’ beføjelser i forbindelse med et »urimeligt« kontraktvilkår – erstatning af det urimelige kontraktvilkår med en deklaratorisk national bestemmelse – lovlig)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Kúria

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Árpád Kásler og Hajnalka Káslerné Rábai

Sagsøgt: OTP Jelzálogbank Zrt

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse – Kúria – fortolkning af artikel 4, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, p. 29) – vurdering af urimelige aftalevilkår – lån med pantesikkerhed optaget i udenlandsk valuta indgået mellem en privatperson og en bank, hvorefter lånet udstedes og skal tilbagebetales i indenlandsk valuta – gæld beregnet ved indgåelsen af kontrakten på grundlag af købsprisen for den udenlandske valuta – kontraktvilkår, hvorefter de månedlige ydelser fastsættes på grundlag af valutaens aktuelle salgspris og ikke på grundlag af købsprisen.

Konklusion

Artikel 4, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således:

–    Udtrykket »aftalens hovedgenstand« omfatter ikke et vilkår, der er integreret i en aftale om optagelse af lån i udenlandsk valuta, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, og som ikke har været genstand for individuel forhandling som den i hovedsagen omhandlede aftale, hvorefter denne valutas salgskurs anvendes til at beregne tilbagebetalingen af lånet, for så vidt det er fastslået – hvilket det tilkommer den nationale ret at gøre på baggrund af låneaftalens art, almindelige opbygning og bestemmelser samt den juridiske og faktuelle sammenhæng, hvori den indgår – at dette vilkår fastlægger en hovedydelse i denne aftale, og dermed er kendetegnende for aftalen.

–    For så vidt et sådant vilkår indebærer en forpligtelse for forbrugeren til inden for rammerne af tilbagebetalingen af lånet at betale de beløb, der følger af forskellen mellem købs- og salgsprisen for den udenlandske valuta, kan det ikke anses for at udgøre en »betaling«, hvis overensstemmelse som modydelse for en af långiver leveret ydelse ikke kan gøres til genstand for en vurdering af, om vilkåret er urimeligt i henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13.

Artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at hvad angår et kontraktvilkår som det i hovedsagen omhandlede skal kravet om, at et kontraktvilkår skal være affattet klart og forståeligt, forstås således, at det ikke alene indebærer, at det omhandlede vilkår i sig selv grammatisk set skal være affattet klart og forståeligt for forbrugeren, men også at aftale klart skal beskrive, hvordan den konverteringsmekanisme for den udenlandske valuta, som det omhandlede vilkår henviser til, konkret fungerer, såvel som forholdet mellem denne mekanisme og den, der er fastsat i andre vilkår for udbetalingen af lånet, således at denne forbruger på grundlag af klare og forståelige kriterier kan forudse, hvilke økonomiske følger aftalen kan få for ham.

Artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at i en situation som den i hovedsagen omhandlede hvor en aftale, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, ikke kan opretholdes efter et urimeligt vilkår er blevet ophævet, er denne bestemmelse ikke til hinder for en national bestemmelse, der tillader den nationale ret at afhjælpe den manglende gyldighed af dette vilkår ved at erstatte det med en deklaratorisk bestemmelse i national ret.

____________

1 EUT C 156 af 1.6.2013.