Language of document : ECLI:EU:C:2014:1516

KENDELSE AF 5.6.2014 – SAG C-350/13


DOMSTOLENS KENDELSE (Ottende Afdeling)

5. juni 2014 (*)

»Præjudiciel forelæggelse – retsligt samarbejde i civile sager – forordning (EF) nr. 44/2001– anerkendelse af foreløbige, sikrende retsmidler – annullation af den oprindelige afgørelse – opretholdelse af anmodningen om præjudiciel afgørelse – ufornødent at træffe afgørelse«

I sag C-350/13,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Augstākās tiesas Senāts (Letland) ved afgørelse af 12. juni 2013, indgået til Domstolen den 25. juni 2013, i sagen:

Antonio Gramsci Shipping Corp.,

Apollo Holdings Corp.,

Arctic Seal Shipping Co. Ltd,

Atlantic Leader Shipping Co. Ltd,

Cape Wind Trading Co. Ltd,

Clipstone Navigation SA,

Dawnlight Shipping Co. Ltd,

Dzons Rids Shipping Co.,

Faroship Navigation Co. Ltd,

Gaida Shipping Co.,

Gevostar Shipping Co. Ltd,

Hose Marti Shipping Co.,

Imanta Shipping Co. Ltd,

Kemeri Navigation Co.,

Klements Gotvalds Shipping Co.,

Latgale Shipping Co. Ltd,

Limetree Shipping Co. Ltd,

Majori Shipping Co. Ltd,

Noella Marītime Co. Ltd,

Razna Shipping Co.,

Sagewood Trading Inc.,

Samburga Shipping Co. Ltd,

Saturn Trading Co.,

Taganroga Shipping Co.,

Talava Shipping Co. Ltd,

Tangent Shipping Co. Ltd,

Viktorio Shipping Co.,

Wilcox Holding Ltd,

Zemgale Shipping Co. Ltd,

Zoja Shipping Co. Ltd

mod

Aivars Lembergs,

har

DOMSTOLEN (Ottende Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.G. Fernlund, og dommerne A. Ó Caoimh og C. Toader (refererende dommer),

generaladvokat: J. Kokott

justitssekretær: A. Calot Escobar,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Det Forenede Kongeriges regering ved J. Beeko, som befuldmægtiget, bistået af barrister B. Kennelly

–        Europa-Kommissionen ved A. Sauka og A-M. Rouchaud-Joët, som befuldmægtigede,

afsagt følgende

Kendelse

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 34, nr. 1), i forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1).

2        Anmodningen er blevet indgivet inden for rammerne af en sag mellem Antonio Gramsci Shipping Corp. og 29 andre sagsøgere på den ene side og Aivars Lembergs på den anden side vedrørende anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgørelse afsagt af High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Commercial Court) (Det Forenede Kongerige), der har afsagt kendelse om arrest af aktiver, der tilhører sagsøgte i hovedsagen eller kontrolleres af denne (herefter »kendelsen om arrest«).

3        Den forelæggende ret anfører, at en kendelse om arrest, der inden for »Common law« benævnes »Mareva-kendelse«, har virkning in personam, idet den forhindrer en konkret person i at overdrage bestemte aktiver. Den er således ikke rettet mod aktiverne selv, men derimod mod et individ.

4        Det er ifølge den forelæggende ret imidlertid særligt vigtigt at afklare, om den skade, der påføres personer, som ikke har været part i den oprindelige sag, i en procedure vedrørende anerkendelse og gennemførelse af en retsafgørelse, der er afsagt af en retsinstans i en anden medlemsstat, kan udgøre en grund til at anvende klausulen om grundlæggende retsprincipper i artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001. Under disse omstændigheder har Augstākās tiesas Senāts besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 fortolkes således, at en tilsidesættelse af rettigheder, der tilkommer personer, som ikke er parter i hovedsagen inden for rammerne af en sag om anerkendelse af en udenlandsk retsafgørelse, kan udgøre en grund til at anvende klausulen om grundlæggende retsprincipper i den nævnte artikel 34, nr. 1), og afslå at anerkende den udenlandske afgørelse, for så vidt som den berører personer, som ikke er parter i hovedsagen?

2)      Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder da fortolkes således, at principperne om en retfærdig rettergang, som er forankret heri, tillader, at der i en sag vedrørende iværksættelse af foreløbige, sikrende retsmidler foretages en begrænsning af de ejendomsrettigheder, der tilkommer personer, som ikke har været parter i sagen, når det er foreskrevet, at enhver, som berøres af afgørelsen om foreløbige, sikrende retsmidler, til enhver tid har ret til at indgive begæring til retten om ændring eller ophævelse af afgørelsen, og at det overlades til sagsøgerne at forkynde afgørelsen for de berørte personer?«

5        Under den skriftlige forhandling har Det Forenede Kongerige bemærket, at kendelsen om arrest er blevet annulleret. Nærmere bestemt fremgår det af samtlige de beviselementer, som Domstolen har fået forelagt, at denne kendelse ved afgørelse af 12. juli 2012 er blevet erklæret ugyldig af den ret, der havde afsagt den – med en anden sammensætning – og som traf afgørelse i realiteten. Under appel blev denne afgørelse stadfæstet ved en afgørelse af 19. juni 2013 afsagt af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division). Den 26. juli 2013 er appellen til prøvelse af denne sidste afgørelse blevet afvist af Supreme Court of the United Kingdom, hvilket vil sige, at annullationen af kendelsen om arrest har fået retskraft.

6        Efter denne indberetning har Domstolens Justitskontor ved skrivelse af 8. november 2013 opfordret den forelæggende ret til at meddele, om den fastholder sin anmodning om præjudiciel afgørelse. Ved skrivelse af 3. februar 2014 har denne ret meddelt, at repræsentanten for den sagsøgte Aivars Lembergs under høringen den 22. januar 2014 har givet udtryk for den opfattelse, at selv om Domstolens svar på den forelæggende rets spørgsmål ikke længere er af interesse i den foreliggende sag, idet kendelsen om arrest er blevet annulleret, vil det dog være nyttigt at have disse svar til rådighed i betragtning af, at denne ret behandlede en tilsvarende sag. Den forelæggende ret har derfor besluttet at fastholde sine præjudicielle spørgsmål.

7        Det skal indledningsvis understreges, at det ifølge punkt 30 i Anbefalinger til de nationale retter vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål (EUT 2012 C 338, s. 1) »[a]f hensyn til et hensigtsmæssigt forløb af den præjudicielle procedure for Domstolen og med henblik på at sikre dennes effektive virkning tilkommer den forelæggende ret at underrette Domstolen om ethvert processuelt skridt, der vil kunne have indvirkning på forelæggelsen«.

8        Dernæst fremgår det af Domstolens praksis, at der inden for rammerne af det samarbejde mellem sidstnævnte og de nationale retsinstanser, der er indført i henhold til artikel 267 TEUF, udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen (jf. dom Di Donna, C-492/11, EU:C:2013:428, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

9        Domstolen har dog også udtalt, at den i særlige tilfælde med henblik på at efterprøve sin egen kompetence er beføjet til at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale domstol har forelagt sagen. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (jf. dom Di Donna, EU:C:2013:428, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

10      Det fremgår således af fast retspraksis, at det følger af såvel ordlyden som opbygningen af artikel 267 TEUF, at den præjudicielle procedure forudsætter, at der reelt verserer en retssag for den nationale domstol, og at denne domstol skal træffe en afgørelse, hvis udfald kan påvirkes af den præjudicielle afgørelse (jf. domme Di Donna, EU:C:2013:428, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis, og Pohotovosť, C-470/12, EU:C:2014:101, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

11      I den foreliggende sag konstaterer den forelæggende ret selv, at kendelsen om arrest, hvis anerkendelse og fuldbyrdelse der blev stillet krav om, er blevet annulleret. Følgelig verserer denne sag ikke længere for den pågældende ret, og de spørgsmål, der er blevet stillet inden for rammerne af den foreliggende sag, er således blevet hypotetiske. Den omstændighed, at der verserer tilsvarende sager ved den forelæggende ret, er uden betydning for denne konstatering.

12      Under alle omstændigheder – såfremt en fortolkning af EU-lovgivningen var nødvendig for at træffe afgørelse i en anden retstvist – ville den forelæggende ret i givet fald inden for rammerne af sit virke og stadig i henhold til artikel 267 TEUF råde over en beføjelse til at forelægge spørgsmål for Domstolen.

13      Det følger af ovenstående bemærkninger, at det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse.

14      Bortset fra hovedsagens parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

Af disse grunde bestemmer Domstolen (Ottende Afdeling):

Det er ufornødent at træffe afgørelse om den anmodning om præjudiciel afgørelse, som Augstākās tiesas Senāts (Letland) har forelagt ved afgørelse af 12. juni 2013.

Underskrifter


* Processprog: lettisk.