Language of document : ECLI:EU:C:2013:114

Sag C‑483/10

Europa-Kommissionen

mod

Kongeriget Spanien

»Traktatbrud – udvikling af Fællesskabets jernbaner – direktiv 2001/14/EF – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet – fastsættelse af afgifter – afgifter – forvaltningsmæssig uafhængighed«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 28. februar 2013

1.        Transport – jernbanetransport – direktiv 2001/14 – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter – infrastrukturafgifter – medlemsstaternes forpligtelser – rækkevidde – fastlæggelse af infrastrukturafgifter – ikke omfattet – infrastrukturforvalterens beføjelser

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 4, stk. 1)

2.        Medlemsstater – forpligtelser – gennemførelse af direktiver – undladelse – begrundet i interne forhold – ikke tilladt

(Art. 258 TEUF)

3.        Transport – jernbanetransport – direktiv 2001/14 – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter – infrastrukturafgifter – medlemsstaternes forpligtelser – indførelse af en præstationsordning – rækkevidde

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 11, stk. 1)

4.        Transport – jernbanetransport – direktiv 2001/14 – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter – infrastrukturkapacitet – medlemsstaternes forpligtelser – fastsættelse af nærmere regler for tildeling – rækkevidde

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 14, stk. 1)

5.        Transport – jernbanetransport – direktiv 2001/14 – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter – infrastrukturkapacitet – medlemsstaternes forpligtelser – garanti for jernbanevirksomhedernes lige adgang uden forskelsbehandling til jernbanenettet

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, 11. betragtning og art. 13, stk. 2, første og andet afsnit, art. 14, stk. 1, og art. 17)

1.        I medfør af artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur skal medlemsstaterne fastlægge overordnede principper for afgifterne for brug af jernbaneinfrastruktur og kan også fastsætte nærmere regler for afgifterne under overholdelse af kravet om infrastrukturforvalterens uafhængighed. I henhold til denne bestemmelse tilkommer det sidstnævnte dels at fastlægge afgiften for brugen af infrastruktur, dels at opkræve den.

For at sikre målet om infrastrukturforvalterens forvaltningsmæssige uafhængighed skal infrastrukturforvalteren herved inden for rammerne af fastsættelsen af afgifter som defineret af medlemsstaterne have et vist råderum ved fastlæggelsen af størrelsen af afgifterne, som sætter ham i stand til at anvende denne som forvaltningsredskab.

(jf. præmis 39 og 49)

2.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 51)

3.        Det følger af artikel 11, stk. 1, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur, for det første at medlemsstaterne i deres infrastrukturafgiftsordninger skal inkludere en præstationsordning, som skal tilsigte at tilskynde jernbanevirksomheder og infrastrukturforvalteren til at forbedre nettets ydeevne. Hvad for det andet angår de former for incitamenter, som medlemsstaterne kan indføre, står det de sidstnævnte frit at vælge de konkrete foranstaltninger, som skal være en del af nævnte ordning, forudsat at disse udgør en sammenhængende og gennemskuelig helhed, der kan kvalificeres som præstationsordning.

I denne forbindelse er den omstændighed, at det i henhold til en medlemsstats nationale lovgivning er muligt at indføre en præstationsordning, ikke i sig selv tilstrækkelig til at gennemføre artikel 11 i direktiv 2001/14. Sidstnævnte artikel kræver således, at medlemsstaterne reelt indfører en præstationsordning i afgiftsordningen.

(jf. præmis 64 og 66)

4.        De nærmere regler for tildelingen af kapacitet som omhandlet i artikel 14, stk. 1, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur kan ikke fortolkes således, at de tillægger jernbanetilsynsorganet i en medlemsstat et skøn ved tildeling af infrastrukturkapacitet.

Følgelig udgør alene den omstændighed, at der i den nationale lovgivning er mulighed for, at nævnte tilsynsorgan i givet fald kan fastlægge prioriteter for tildeling af de forskellige tjenestetyper på hver linje, hvis der indgives flere ansøgninger om samme tidskanal, eller hvis nettet er blevet erklæret for overbelastet, i sig selv en kilde til retsusikkerhed for operatørerne, og den kan ikke anses for at overholde kravet fastsat i nævnte direktivs artikel 14, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne skal fastsætte nærmere regler for tildelingen af kapacitet.

(jf. præmis 87, 89 og 90)

5.        I lyset af et af målene med direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur, som er at sikre jernbanevirksomhederne lige adgang uden forskelsbehandling til jernbanenettet, således som det fremgår af 11. betragtning til direktivet, tilsigter forbuddet mod at benytte infrastrukturkapaciteten for et længere tidsrum end en køreplansperiode som fastsat i dette direktivs artikel 13, stk. 2, første afsnit, at undgå, at en virksomhed har ret til at benytte en kanal på ubestemt tid. Artikel 13, stk. 2, andet afsnit, indeholder imidlertid en undtagelse til dette forbud, hvis der er indgået en rammeaftale mellem infrastrukturforvalteren og jernbanevirksomheden i henhold til samme direktivs artikel 17.

En medlemsstats lovgivning, som anvender kriteriet om den faktiske udnyttelse af nettet som kriterium for tildeling af infrastrukturkapacitet, hvis der indgives flere ansøgninger om samme tidskanal, eller hvis nettet er overbelastet, strider herved imod artikel 13, stk. 2, i direktiv 2001/14, i det omfang denne hensyntagen til den faktiske udnyttelse af nettet ikke er underlagt et krav om indgåelse af en rammeaftale.

En sådant kriterium for tildeling er endvidere udtryk for forskelsbehandling, i det omfang det resulterer i, at fordelene opretholdes for de traditionelle brugere, og at nye markedsdeltagere hindres i at få adgang til mere attraktive kanaler. Nævnte medlemsstat kan ikke begrunde denne forskelsbehandling med, at der forfølges et mål bestående i at sikre en mere effektiv udnyttelse af infrastrukturerne, i det omfang direktiv 2001/14 indeholder særlige bestemmelser, der skal tilskynde til effektiv udnyttelse af infrastrukturkapaciteten, samtidig med at der sikres en lige adgang uden forskelsbehandling til jernbanenettet.

(jf. præmis 92, 93, 95, 96 og 98)