Language of document : ECLI:EU:F:2013:215

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Anden Afdeling)

12. december 2013

Sag F-47/13

Pierre Debaty

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2012 – afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren – interinstitutionel overførsel i året forud for det forfremmelsesår, hvor en eventuel afgørelse om forfremmelse ville have fået virkning – den institution, der har kompetence til at afgøre, om den overførte tjenestemand skal forfremmes«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Pierre Debaty har nedlagt påstand om annullation af Rådet for Den Europæiske Unions afgørelse om ikke at forfremme ham til lønklasse AD 11 i forfremmelsesåret 2011 samt om, at Rådet tilpligtes at betale erstatning for tab, der angiveligt er lidt som følge af denne afgørelse.

Udfald:      Rådet for Den Europæiske Union frifindes. Pierre Debaty bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – interinstitutionel overførsel i året forud for forfremmelsesåret – den modtagende institutions kompetence til at træffe afgørelse om forfremmelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

2.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

1.      I overensstemmelse med kravene i vedtægtens artikel 45 gælder, at når en tjenestemand kan forfremmes i det år, hvori han overføres fra en institution til en anden, er det ansættelsesmyndigheden i den oprindelige institution, der har kompetence til at træffe afgørelse om hans forfremmelse. Med henblik på at afgøre, om en tjenestemand bør forfremmes med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar i år N, og endog mere generelt i løbet af år N, skal nævnte ansættelsesmyndighed nemlig i praksis foretage en sammenligning af tjenestemændenes tidligere fortjenester, navnlig i løbet af år N-1, og henset til bedømmelsesrapporterne vedrørende disse tjenestemænds resultater i løbet af år N-1 og tidligere. Det er således nødvendigt at sammenligne fortjenesterne for de overførte tjenestemænd med fortjenesterne for de tjenestemænd, som stadig var deres kolleger i året forud for deres overførsel, en bedømmelse, som kun med føje kan foretages af den oprindelige institution.

Til gengæld forholder det sig anderledes, hvis tjenestemandens overførsel finder sted i det år, der går forud for det år, hvori han kunne forfremmes med virkning fra den 1. januar. I denne situation kan tjenestemandens fortjenester for år N-1 ikke udelukkende sammenlignes med fortjenesterne for hans tidligere kolleger i den oprindelige institution, eftersom der ligeledes skal tages hensyn til fortjenesterne for hans kolleger i den nye institution. Under sådanne omstændigheder tilkommer det ansættelsesmyndigheden i den modtagende institution at træffe afgørelse om hans forfremmelse. En sammenligning af fortjenesterne og bedømmelsesrapporterne for en tjenestemand, som lige har været genstand for en interinstitutionel overførsel, er mindre let end en sammenligning, der foretages alene mellem tjenestemændene i den modtagende institution, men den er ikke som sådan hverken umulig eller diskriminerende. En sådan sammenligning kræver en yderligere indsats med henblik på at gøre bedømmelser, som oprindeligt ikke nødvendigvis var sammenlignelige, sammenlignelige, idet en sådan fremgangsmåde ikke kan sammenlignes med en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

(jf. præmis 22-25)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 11. juni 1998, sag T-167/97, Skrikas mod Parlamentet, præmis 45

Personaleretten: 28. juni 2011, sag F-128/10, Mora Carrasco m.fl. mod Parlamentet, præmis 35 og 39; 5. juli 2011, sag F-38/11, Alari mod Parlamentet, præmis 31

2.      I forbindelse med en afgørelse om forfremmelse i henhold til artikel 45 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union råder ansættelsesmyndigheden over et vidt skøn, og Unionens retsinstansers kontrol skal alene vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesmyndigheden under hensyn til de procedurer og midler, der ligger til grund for dens vurdering, har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sin skønsbeføjelse åbenbart fejlagtigt. En fejl er åbenbar, når den umiddelbart og tydeligt kan konstateres på baggrund af de kriterier, som lovgiver har ønsket skal anvendes ved afgørelser om forfremmelse. Følgelig skal de beviser, som det påhviler sagsøgeren at fremskaffe med henblik på at godtgøre, at administrationen har begået en åbenbar fejl ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, som kan begrunde, at en afgørelse annulleres, være tilstrækkelige til at bevirke, at de vurderinger, administrationen har lagt til grund for beslutningen, bliver usandsynlige. Med andre ord skal anbringendet om en åbenbar fejl forkastes, såfremt den anfægtede vurdering, uanset de beviser sagsøgeren har fremført, kan anses for at være korrekt eller gyldig.

(jf. præmis 31 og 33)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 29. februar 1996, sag T-547/93, Lopes mod Domstolen, præmis 133 og den deri nævnte retspraksis

Den Europæiske Unions Ret: 16. maj 2013, sag T-281/11 P, Canga Fano mod Rådet, præmis 41

Personaleretten: 24. marts 2011, sag F-104/09, Canga Fano mod Rådet, præmis 35; 18. april 2012, sag F-50/11, Buxton mod Parlamentet, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis