Language of document : ECLI:EU:F:2013:193

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

11. december 2013

Sag F-142/12

A

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – social sikring – arbejdsulykke eller erhvervssygdom – vedtægtens artikel 73 – vedvarende, delvis invaliditet – erstatningskrav«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder A har nedlagt påstand dels om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 11. januar 2012, hvori det anerkendes, at hans vedvarende, delvise invaliditetsgrad er på 20%, og hvori datoen for konsolideringen af følgerne efter hans erhvervssygdom fastsættes til den 25. februar 2010, dels om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham erstatning for de tab, der er lidt som følge dels af den urimeligt langvarige procedure, som førte til afgørelsen af 11. januar 2012, dels af hans erhvervssygdom.

Udfald:      Europa-Kommissionens afgørelse af 11. januar 2012 om afslutning af den procedure, der blev iværksat i henhold til artikel 73 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union som følge af den erhvervssygdom, sagsøgeren var udsat for, annulleres. Europa-Kommissionen betaler A et beløb på 3 500 EUR. I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen. Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af A afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – lægeerklæring – lægeudvalgets skønsbeføjelser – domstolsprøvelse – grænser – begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73)

2.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – lægeerklæring – lægeudvalgets begrundelsespligt – rækkevidde – utilstrækkelig og modstridende begrundelse – retslige konsekvenser – annullation af afgørelsen baseret på lægeudvalgets udtalelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73)

3.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – lægeerklæring – ansættelsesmyndighedens mulighed for at bortse fra lægeudvalgets vurdering – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73)

4.      Tjenestemandssager – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger – forlængelse af situationen med afventning fremkaldt af, at en afgørelse fra en institution er ulovlig – kompensation for den ikke-økonomiske skade ved en passende erstatning

(Art. 266 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 73)

5.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – fast godtgørelse i henhold til vedtægtsordningen – påstand om supplerende erstatning under henvisning til, at institutionen har begået en erstatningspådragende fejl – vurderingen af påstanden om supplerende erstatning nødvendiggør lægeudvalgets medvirken – ingen antagelse til realitetsbehandling, så længe proceduren i henhold til vedtægtsordningen varer

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73)

1.      Hvad angår lægeudvalget, jf. artikel 22 i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i Unionen, skal egentlige lægelige vurderinger, som lægeudvalget anlægger, anses for endelige, når de er resultatet af en forskriftsmæssigt forløbet procedure. Personaleretten er alene beføjet til at efterprøve dels, om lægeudvalget er blevet nedsat og har fungeret forskriftsmæssigt, dels, om udvalgets udtalelse er lovlig, bl.a. om udtalelsen indeholder en begrundelse, der gør det muligt at vurdere de betragtninger, som den er baseret på, og om der er en forståelig sammenhæng mellem udtalelsens lægelige konstateringer og dens konklusioner. Når lægeudvalget skal træffe afgørelse om komplekse, lægelige spørgsmål vedrørende en vanskelig diagnose eller vedrørende årsagssammenhængen mellem den berørte tjenestemands lidelser og dennes erhvervsmæssige beskæftigelse ved en institution, påhviler det navnlig udvalget i sin udtalelse at angive de elementer i sagen, udvalget støtter sig på, og i tilfælde af væsentlig uenighed nærmere at anføre grundene til, at udvalget har set bort fra visse tidligere, relevante lægeerklæringer, som er gunstigere for den berørte.

(jf. præmis 62)

Henvisning til:

Personaleretten: 14. september 2010, sag F-79/09, AE mod Kommissionen, præmis 64 og 65 og den deri nævnte retspraksis.

2.      Rapporten fra lægeudvalget, jf. artikel 22 i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i Unionen, skal indeholde en begrundelse, der gør det muligt at vurdere de betragtninger, som den er baseret på, og om der er en forståelig sammenhæng mellem udtalelsens lægelige konstateringer og dens konklusioner.

Når lægeudvalget med henblik på at begrunde datoen for den endelige konsolidering indskrænker sig til administrative betragtninger og til bl.a. kun at angive den dato, hvor lægerne mødtes og fik kendskab til lægejournalen, skal begrundelsen anses for at være utilstrækkelig.

Når lægeudvalget i sin erklæring fraviger sine egne tidligere lægelige vurderinger uden heller at have præciseret de lægelige grunde hertil, er begrundelsen i øvrigt selvmodsigende.

Ved således at vedtage en utilstrækkelig og modstridende begrundelse har lægeudvalget ikke gjort det muligt for den berørte at forstå den forbindelse, som udvalget har fastsat mellem dets lægelige vurderinger og de konklusioner, som det er kommet frem til hvad angår datoen for konsolideringen af følgerne.

Den berørtes ret til, at hans vedvarende, delvise invaliditetsgrad fastsættes, hans ret til det beløb, der er fastsat i vedtægtens artikel 73, stk. 2, samt hans ret til supplerende erstatning til ydelsen for vedvarende, delvis invaliditet i artikel 13 i ordningen vedrørende risikodækning kan kun defineres i forhold til datoen for konsolideringen af følgerne af hans erhvervssygdom, navnlig henset til ikrafttrædelsen pr. 1. januar 2006 af den tabel, hvis anvendelighed på den berørte kræver, at hans læsioner er konsoliderede efter denne ikrafttrædelse, hvilket lægeudvalget skal præcisere ved en tilstrækkelig begrundelse af dets vurdering.

Følgelig medfører konstateringen af, at lægeudvalgets udtalelse hvad angår datoen for konsolideringen er utilstrækkelig, annullation af en afgørelse om fastsættelse af denne dato.

(jf. præmis 70-78)

Henvisning til:

Personaleretten: AE mod Kommissionen, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis; 13. juni 2012, Guittet mod Kommissionen, sag F-31/10, præmis 54 og 68 og den deri nævnte retspraksis.

3.      Formålet med vedtægtens bestemmelser om invaliditetsudvalget, jf. vedtægtens artikel 73, er at overlade det til sagkyndige læger at træffe den endelige afgørelse om alle lægelige spørgsmål, som ingen ansættelsesmyndighed, uanset dens interne administrative sammensætning, kan foretage. Følgelig kan ansættelsesmyndigheden ikke uden at begå en retlig fejl bortse fra de lægelige vurderinger, som lægeudvalget foretager, medmindre det godtgøres, at sådanne vurderinger er irrelevante, idet de er fremsat under ulovlige omstændigheder. Selv i det tilfælde, hvor den lægelige vurdering, som lægeudvalget har foretaget, er forkert, kan ansættelsesmyndigheden imidlertid ikke uden at overskride sine beføjelser sætte sig selv i stedet for dette udvalg ved selv at udtale sig om lægelige spørgsmål.

Hvad angår fastsættelsen af datoen for konsolideringen bemærkes blot, at konsolideringen af læsioner er et lægeligt begreb, som henhører under lægeudvalgets vurdering, og som ikke kan fastsættes i forhold til varigheden af afholdelsen af udgifterne til lægebehandling i henhold til den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i Unionen.

Følgelig overskrider ansættelsesmyndigheden ved at fastsætte konsolideringen af følgerne af sygdommen til en anden dato end den, lægeudvalget har lagt til grund, sine beføjelser og dens afgørelse er på dette punkt behæftet med en retlig fejl.

(jf. præmis 81-85)

Henvisning til:

Personaleretten: 7. maj 2013, sag F-86/11, McCoy mod Regionsudvalget, præmis 78.

4.      I tilfælde af en dom om annullation af en afgørelse fra en institution, hvorved der er fastsat en bestemt vedvarende, delvis invaliditetsgrad, påhviler det denne institution i medfør af artikel 266 TEUF at træffe de til denne doms opfyldelse nødvendige foranstaltninger og bl.a. – under iagttagelse af legalitetsprincippet – at vedtage enhver retsakt, der er egnet til på rimelig måde at kompensere den ulempe, som den annullerede retsakt har forvoldt sagsøgeren, uden at dette berører sagsøgernes mulighed for efterfølgende at anlægge et søgsmål til prøvelse af de af institutionen vedtagne foranstaltninger til opfyldelse af domme om annullation.

Da konsolideringen af læsionerne endnu ikke er fastsat ved annullationsdommen, kan der imidlertid ikke på dette tidspunkt gøres et forsøg på at vurdere, om varigheden af proceduren er rimelig, eftersom afgørelsen om endelig fastsættelse af sagsøgerens invaliditetsgrad, som afslutter denne procedure, først vil kunne træffes efter fastsættelsen af datoen for den endelige konsolidering af læsionerne.

Eftersom sagsøgeren ved annullationsdommen på ny befinder sig i en venteposition hvad angår den endelige afgørelse af den procedure, der blev indledt i medfør af vedtægtens artikel 73, udgør en sådan forlængelse af situationen med afventning og usikkerhed, som er fremkaldt ved den anfægtede afgørelses ulovlighed, ikke desto mindre en ikke-økonomisk skade, som det tilkommer institutionen at kompensere ved en passende erstatning, som kan fastsættes efter ret og billighed i forbindelse med annullationsdommen.

(jf. præmis 90-92)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 15. september 2005, sag T-132/03, Casini mod Kommissionen, præmis 98

Personaleretten: 24. juni 2008, sag F-15/05, Andres m.fl. mod ECB, præmis 132; 13. juni 2012, sag F-63/10, BL mod Kommissionen, præmis 108.

5.      En tjenestemand, som har pådraget sig en erhvervssygdom, har kun ret til en supplerende erstatning efter de almindelige regler, når de vedtægtsbestemmelser, som er indført ved vedtægtens artikel 73, ikke giver mulighed for en passende erstatning. Følgelig kan en påstand om erstatning for den økonomiske eller ikke-økonomiske skade, som en tjenestemand har lidt som følge af en erhvervssygdom, principielt ikke antages til realitetsbehandling, så længe den procedure, der er indledt i henhold til vedtægtens artikel 73, ikke er afsluttet.

Det kan ganske vist ikke automatisk på baggrund af den uafsluttede lægelige procedure udledes, at en påstand om erstatning som følge af en tjenstlig fejl, som institutionen angiveligt har begået, er nedlagt for tidligt. Det er i lyset af princippet om procesøkonomi, at antagelsen til realitetsbehandling af et erstatningssøgsmål efter de almindelige regler er underlagt et krav om, at muligheden for en vedtægtsmæssig erstatning som fastsat i vedtægtens artikel 73 er udtømt.

Imidlertid gælder, at når fastlæggelsen af, om der foreligger årsagsforbindelse mellem den pågældendes udførelse af arbejdet og den påståede skade, samt vurderingen af skaden nødvendiggør, at der foretages en lægeundersøgelse, således at der ikke vil kunne foretages en vurdering af årsagsforbindelsen og den påberåbte skade, inden den procedure, der er indledt i henhold til vedtægtens artikel 73, er afsluttet, er påstanden om erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, der er forvoldt ved erhvervssygdommen, nedlagt for tidligt.

(jf. præmis 95-97)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 15. december 1999, sag T-300/97, Latino mod Kommissionen, præmis 94; 10. december 2008, sag T-57/99, Nardone mod Kommissionen, præmis 56

Personaleretten: 13. januar 2010, forenede sager F-124/05 og F-96/06, A og G mod Kommissionen, præmis 151 og 152.