Language of document : ECLI:EU:F:2013:203

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

12. december 2013

Sag F-129/12

CH

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – akkrediterede parlamentariske assistenter – førtidig opsigelse af kontrakten – ansøgning om bistand – psykisk chikane«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder CH har nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 19. januar 2012 om opsigelse af hendes kontrakt som akkrediteret parlamentarisk assistent, annullation af afgørelsen af 15. marts 2012 om afslag på hendes ansøgning om bistand og om fornødent annullation af afgørelserne om afslag på de klager, der blev indgivet over disse afgørelser, samt om, at Parlamentet tilpligtes at betale hende et beløb på 120 000 EUR i erstatning.

Udfald:      Europa-Parlamentets afgørelse af 19. januar 2012, hvorved CH’s kontrakt som akkrediteret parlamentarisk assistent opsiges, annulleres. Europa-Parlamentets afgørelse af 15. marts 2012, hvorved CH fik afslag på hendes ansøgning om bistand af 22. december 2011, annulleres. Europa-Parlamentet betaler CH 50 000 EUR. Europa-Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler de af CH afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – akkrediterede parlamentariske assistenter – opsigelse af grunde, som vedrører det gensidige tillidsforhold – overholdelse af retten til forsvar – forpligtelse til at høre den berørte

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra a); ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 5a og art. 139, stk. 1, litra d)]

2.      Tjenestemænd – akkrediterede parlamentariske assistenter – opsigelse af grunde, som vedrører det gensidige tillidsforhold – begrundelsespligt – ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse – rækkevidde

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 31, stk. 2, litra a); ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 5a og art. 139, stk. 1, litra d)]

3.      Tjenestemænd – psykisk chikane – chikanens udspring – chikanens formodede ophavsmand – medlemmer af Europa-Parlamentet – omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a, stk. 1 og 2)

4.      Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – gennemførelse på området for psykisk chikane – indgivelse af en ansøgning om bistand – opsigelse efter indgivelsen af en ansøgning om bistand – ansøgning ikke uden genstand efter opsigelsen af ansøgerens kontrakt

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art 31, stk. 1; tjenestemandsvedtægten, art. 12a og 24)

5.      Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – gennemførelse på området for psykisk chikane – identificering af chikanens ophavsmand – bistandsforpligtelsens rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a og 24; Parlamentets forretningsorden, art. 9, stk. 2)

6.      Tjenestemandssager – erstatningssøgsmål – annullation af den anfægtede retsakt, som ikke sikrer en passende erstatning af den ikke-økonomiske skade – tildeling af økonomisk erstatning

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

1.      Hvad angår en afgørelse om opsigelse af en akkrediteret parlamentarisk assistent med begrundelsen manglende tillid, som er vedtaget uden at ansættelsesmyndigheden har hørt den pågældende, bemærkes, at ifølge artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder har enhver ret til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham/hende, som måtte berøre ham/hende negativt. En afgørelse om opsigelse er en individuel foranstaltning, som berører den berørte negativt, og denne har følgelig ret til at blive hørt.

(jf. præmis 33 og 34)

2.      Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den kompetente ansættelsesmyndighed, når den fra et parlamentsmedlem modtager en anmodning om at bringe en akkrediteret parlamentarisk assistents kontrakt til ophør inden dens udløb, som følge af at tillidsforholdet er blevet brudt, kun kan tage dette brud til efterretning og imødekomme anmodningen om opsigelse, da den ikke råder over noget skøn hvad angår gennemførelsen af denne anmodning, bemærkes, at det medlem, som anmoder om, at kontrakten for en sådan akkrediteret parlamentarisk assistent opsiges, ifølge artikel 20, stk. 2, i gennemførelsesforanstaltningerne i afsnit VII i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, som er vedtaget ved en afgørelse truffet af Parlamentets Præsidium, er forpligtet til at præcisere grunden eller grundene, og at nævnte myndighed ifølge andet afsnit bringer kontrakten til ophør efter en undersøgelse af anmodningen. Følgelig fremgår det af denne bestemmelse, at ansættelsesmyndigheden i det mindste er forpligtet til at undersøge lovligheden af anmodningen om opsigelse. I modsat fald ville medlemmets pligt til at angive grunden eller grundene og denne myndigheds forpligtelse til at undersøge anmodningen ikke give mening.

Herefter, og uden at det er fornødent at tage stilling til omfanget af nævnte myndigheds undersøgelse af anmodningen i henhold til artikel 20, stk. 2, i gennemførelsesforanstaltningerne, kræver denne artikels ordlyd, at denne myndighed kontrollerer, om den begrundelse, der eventuelt angives i denne forbindelse ikke indholdsmæssigt tilsidesætter de grundlæggende rettigheder og de bestemmelser, som regulerer ansættelsesforholdet mellem Unionen og dens ansatte, fortolket i lyset af disse.

(jf. præmis 39-41)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 17. oktober 2006, sag T-406/04, Bonnet mod Domstolen, præmis 52

3.      De rettigheder, der følger af artikel 12a i tjenestemandsvedtægten, finder anvendelse, når ophavsmanden til chikanen er et medlem af Europa-Parlamentet. Selv om det ganske vist er korrekt, at vedtægtens artikel 12a, stk. 1, kun finder anvendelse på tjenestemænd, er det ligeledes korrekt, at denne bestemmelses stk. 2 henviser til tjenestemænd, der har været offer for psykisk chikane, uden nogen præcisering hvad angår kilden til denne chikane. Det følger heraf, at denne bestemmelses første stykke ikke som sådan forbyder Parlamentet at handle, når den formodede ophavsmand til chikanen er et medlem af denne institution.

(jf. præmis 51)

4.      En ansøgning om bistand bliver ikke uden genstand efter opsigelsen af ansøgerens kontrakt. Hvis ansøgeren om bistand nemlig før tidspunktet for kontraktens opsigelse faktisk har været udsat for chikane, har disse faktiske omstændigheder fundet sted, og opsigelsen af kontrakten vil i dette tilfælde ikke kunne udviske dem. Unionens bistandspligt ophører navnlig ikke med at eksistere på det tidspunkt, hvor den pågældende tjenestemand fratræder, idet en sådan fortolkning er åbenbart uforenelig med nævnte pligts formål og omfang. I lyset af artikel 31, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvorefter enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold, bemærkes nemlig, at baggrunden for bistandspligten ikke kun er hensynet til tjenestens interesse, men også, som det fremgår af denne artikels ordlyd, hensynet til den berørtes interesse.

(jf. præmis 52 og 53)

5.      Vedtægtens artikel 24 finder anvendelse, når den formodede chikanør er et parlamentsmedlem. Ifølge denne artikels ordlyd er dens formål at beskytte tjenestemænd mod tredjemands handlinger. Parlamentsmedlemmerne, som ikke tilhører Parlamentets ansatte, har, i forhold til de tjenestemænd, der er ofre for deres adfærd, egenskab af tredjemand. Anvendeligheden af vedtægtens artikel 24 kan heller ikke udelukkes, som følge af at Parlamentet ikke råder over noget tvangsmiddel over for dets medlemmer. For så vidt som det handler om at beskytte tjenestemanden mod tredjemands handlinger, og fordi institutionerne i princippet ikke råder over tvangsmidler over for tredjemand, foreskriver vedtægten en bistandspligt, som gør det muligt for administrationen at bistå tjenestemanden i dennes bestræbelser på at opnå beskyttelse ved de retsmidler, der er adgang til i den medlemsstat, hvor de anfægtede faktiske omstændigheder fandt sted.

I øvrigt bemærkes, at ifølge artikel 9, stk. 2, i Parlamentets forretningsorden skal medlemmernes adfærd være præget af gensidig respekt, bero på de værdier og principper, der er defineret i Unionens grundlæggende akter, og respektere Parlamentets værdighed. Følgelig er der intet, der hindrer Parlamentet i under henvisning til førnævnte bestemmelse at opfordre et medlem til at deltage i en administrativ undersøgelse med henblik på at undersøge sidstnævntes påståede chikanøse adfærd.

Endvidere bemærkes, at en fortolkning af vedtægtens artikel 12a og 24 i forhold til de bestemmelser, der regulerer akkrediterede parlamentariske assistenters kontrakter, hvorefter ansættelsesmyndigheden hverken kan indlede en administrativ undersøgelse for at undersøge et tilfælde af psykisk chikane, når den påståede ophavsmand er et parlamentsmedlem, eller bistå en sådan assistent i forhold til et sådant medlems handlinger, ville fratage de nævnte artikler deres effektive virkning og udelukke enhver, selv begrænset, form for kontrol af ansøgningen om bistand. En sådan fortolkning er i åbenbar strid med artikel 31, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvori det udtrykkeligt fastslås, at enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold.

(jf. præmis 55 og 57-59)

6.      Ifølge fast retspraksis kan annullation af en ulovlig retsakt i sig selv udgøre en passende og i princippet tilstrækkelig erstatning for hele den ikke-økonomiske skade, som denne retsakt kan have forvoldt, medmindre sagsøgeren kan påvise, at han har lidt en ikke-økonomisk skade, der kan adskilles fra den ulovlighed, som ligger til grund for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud derved.

Det er ubestridt, at den følelse af uretfærdighed og de besværligheder, som følger af den omstændighed, at en person tvinges til at gennemføre en administrativ procedure og derefter en retslig procedure for at få anerkendt sine rettigheder, udgør en skade, som kan udledes af den blotte omstændighed, at administrationen har begået ulovligheder. Disse skader kan erstattes, når en annullation af de anfægtede afgørelser ikke udgår en tilfredsstillende erstatning.

(jf. præmis 64 og 65)

Henvisning til:

Domstolen: 9. juli 1987, forenede sager 44/85, 77/85, 294/85 og 295/85, Hochbaum og Rawes mod Kommissionen, præmis 22; 7. februar 1990, sag C-343/87, Culin mod Kommissionen, præmis 27 og 28

Retten i Første Instans: 9. november 2004, sag T-116/03, Montalto mod Rådet, præmis 127; 6. juni 2006, sag T-10/02, Girardot mod Kommissionen, præmis 131

Personaleretten: 8. maj 2008, sag F-6/07, Suvikas mod Rådet, præmis 151