Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Krajský soud v Praze (Tjekkiet) den 7. august 2014 – Ernst Georg Radlinger og Helena Radlingerová mod FINWAY a.s.

(Sag C-377/14)

Processprog: tjekkisk

Den forelæggende ret

Krajský soud v Praze

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Ernst Georg Radlinger og Helena Radlingerová

Sagsøgt: FINWAY a.s.

Præjudicielle spørgsmål

Udelukker artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØS 1 af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (herefter »direktivet om urimelige kontraktvilkår«) og artikel 22, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF 2 af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØS (herefter »direktivet om forbrugerkreditaftaler«) eller andre bestemmelser i EU-retten om forbrugerbeskyttelse:

konkursloven og resolutioner vedtaget i medfør heraf (zákon č. 182/2006 Sb., o úpadku a způsobech jeho řešení), som ændret ved lov nr. 185/2013 (herefter »konkursloven«), der bemyndiger retten til at undersøge gyldigheden, beløbsstørrelsen eller rangordenen af krav, der udspringer af forbrugerforhold udelukkende på grundlag af en anmodning om et selvstændigt søgsmål, der er indgivet af kuratoren, en kreditor eller (med ovennævnte begrænsninger) debitoren (forbrugeren)?

bestemmelser, der i sammenhæng med national lovgivning om insolvensbehandling begrænser debitorens (forbrugerens) ret til at anmode om domstolsprøvelse af anmeldte krav fra kreditorer (leverandører af varer eller tjenesteydelser) udelukkende til tilfælde, hvori ophævelse af forbrugerens konkurs i form af gældsfrigørelse godkendes, og i denne sammenhæng kun i relation til kreditorers simple krav, hvor debitors indsigelser yderligere begrænses, i tilfælde af krav, der kan fuldbyrdes og anerkendes ved en kompetent myndigheds afgørelse, alene til muligheden for at tage stilling til, om kravet er bortfaldet eller er blevet forældet som nedfældet i bestemmelserne i konkurslovens § 192, stk. 3, og § 410, stk. 2 og 3?

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: skal retten i retsforhandlingerne vedrørende undersøgelsen af krav i forbindelse med en forbrugerkredit ex officio tage kreditgiverens undladelse af at opfylde oplysningskravene i artikel 10, stk. 2, i direktivet om forbrugeraftaler i betragtning selv i fravær af en indsigelse herom fra forbrugeren og udlede virkningerne heraf i national ret i form af kontraktforholdets ugyldighed?

Såfremt spørgsmål 1 eller 2 besvares bekræftende:

Har bestemmelserne i de direktiver, der anføres ovenfor, direkte virkning og er deres direkte anvendelighed udelukket af den omstændighed, at indledningen af en selvstændig domstolsprøvelse af retten ex officio (eller fra national rets synsvinkel gennemgangen af et krav på grundlag af en uvirksom anfægtelse af debitor-forbrugeren, der ikke kan antages til realitetsbehandling) krænker det horisontale forhold mellem forbrugeren og leverandøren af varer eller tjenesteydelser?

Hvilket beløb udgør det »det samlede kreditbeløb« i artikel 10, stk. 2, litra d), i direktivet om forbrugerkreditaftaler, og hvilke beløb er inkluderet som »størrelsen af udnyttet kreditmulighed« i beregningen af de årlige omkostninger i procent (ÅOP) i medfør af formlen i bilag I til direktivet om forbrugeraftaler, såfremt kreditaftalen formelt lover betalingen af et bestemt beløb, men det samtidig er aftalt, at kreditgiverens krav i form af et gebyr for ydelsen af kreditten og i forhold til det første afdrag til tilbagebetaling af kreditten (eller efterfølgende afdrag), så snart kreditten er udbetalt, i et vist omfang vil blive modregnet i det beløb, således at de modregnede beløb i realiteten aldrig udbetales til forbrugeren eller til hans konto og fortsat forbliver i kreditors rådighed? Berører indregningen af disse beløb, der i realiteten ikke udbetales, størrelsen af de beregnede ÅOP?

Uden hensyntagen til svaret på de foregående spørgsmål:

Er det ved bedømmelsen af, hvorvidt ovenstående godtgørelse er uforholdsmæssig stor som omhandlet i punkt 1, litra e), i bilaget til direktivet om urimelige kontraktvilkår, nødvendigt at bedømme de kumulative virkninger af alle de indgåede bodsbestemmelser, uagtet hvorvidt kreditoren faktisk insisterer på, at de vil blive opfyldt fuldt ud og uden hensyntagen til, hvorvidt nogle af dem i national ret måtte være ugyldige, eller er det nødvendigt kun at tage i betragtning det fulde beløb af bøderne, der faktisk kræves eller kan kræves?

I tilfælde af, at de kontraktlige sanktioner findes at udgøre misbrug, er det da nødvendigt at undlade at anvende alle disse delvise bøder, som kun ud fra en samlet bedømmelse foranledigede retten til at konkludere, at godtgørelsesbeløbet var uforholdsmæssigt stort som omhandlet i punkt 1, litra e), i bilaget til direktivet om urimelige kontraktvilkår eller kun nogle af dem (og i så fald efter hvilke kriterier skal dette bedømmes)?

____________

1     Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29).

2     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.4.2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT L 133, s. 66).